fredag den 27. december 2013

Julen 2013 i sætninger:

1) "Nå, men det var jo nærmest en minutpris, der var en escortservice værdig."

(Til sagesløs billetkontrollør på 16 år i biografen, da Anton efter 12 minutter synes, at vi var helt færdige med at se Alfons Åberg. Om noget vil jeg trods alt gerne have lov at rose mig selv for utilsigtet apropos #alfons)

2) "Nu skal du være hurtig, hvis du vil nå at tage et billede af mig, haha."
(Til betjent, der i nattens mulm og mørke var ved at rigge noget ledning an i buskadset foran sin mørklagte kassevogn. Dels var det den første løbetur post jule-frokost, og dels var jeg røget ud i noget kuling så stift, at man fik savl blæst om på sine blafrende kinder (- men når barnepigen er på plads, så er det bare ærgerligt, Sonny boy, hvis vimplerne flugter med horisonten), så synes ligesom, at jeg var nødt til lidt kækt at gøre opmærksom på, at jeg godt selv var klar over, at tempoet måske ikke ligefrem var imponerende.)
3) "Nå, ok, du er gartner." [Indsæt kunstigt ”Se mig – jeg er en idiot”-grin]

4) "Mor, havde du krøller, da du var langhåret?" "Nej." "Havde far?"
5) "Anton, nej. For sidste gang: Vi skal ikke. have. den. el-guitar."
(Gider Netto også lige trimme sit sortiment?)

6) "Hvis du prøver én gang til, så flytter jeg mig, og så kan du fandme få lov at falde i åen!"
(Til barn i trodsalder (og dem, der påstår, at den ikke findes, lyver. Stygt) der på skovtur af 50 minutters varighed, fik 24 hysteriske anfald over, at man ikke måtte a) løbe efter kæmpeelge med gevirer på størrelse med kollegieværelser, mens man brølede ”HEST!! HEST!!” for at give dem gulerødder, og b) ikke måtte kaste sig i åen. )

7) "Hvor små kan man egentlig få waders?"
(Og fordi jeg bor i Esbjerg, ved jeg nu, at det kan man ned til størrelse 26.)

8) "Nogle gange glemmer jeg, at jeg bor i Esbjerg. Men så ser jeg sådan noget der."
Til veninde, da vi passerede et skilt med påskriften: ”Køb årets vildeste fyrværkeri på Sønderris Grillen!”

9) "Er der mere vin?"

3 kommentarer:

  1. Den der elguitar, ikk? Den fik mindstemand så af sin onkel i julegave. Når man giver en gave som den, så skulle man tvangsindlægges til 14 dage her på matriklen! Suk.

    SvarSlet
  2. Den der elguitar, ikk? Den fik mindstemand så af sin onkel i julegave. Når man giver en gave som den, så skulle man tvangsindlægges til 14 dage her på matriklen! Suk.

    SvarSlet
  3. Fantastiske sætninger, der på besynderligste vis meget fint indfanger julen - og provinsen. Jeg mærkede også, jeg var væk fra storbyen, da jeg så et skilt med "Værelse udlejes i vigænden". Glæder mig til at læse, hvilke sætninger nytåret kalder frem!

    SvarSlet