tirsdag den 17. december 2013

Fra nu af vil jeg udelukkende titulere ugens første dag som ”lille-tirsdag”.

Hvis der er én ugedag, der ikke har det nemt, er det mandag. Det er, som om denne ene dag er i bad standing hos stort set alle, og helt grundlæggende har den sådan set også alt imod sig. Uanset om man elsker sit arbejde eller ej, kræver første tur i ugens hamsterhjul en opbydelse af alle kræfter for at komme ordentligt i gang. Og selvom lukkeloven efterhånden er noget, vi underviser de unge i i faget historie, og vi i princippet *kunne* flytte ugens samlede indkøb til søndag, er det alligevel stadig lidt som, at rugbrødet i madpakken er tørt i kanten og mælken er ikke helt frisk.

Engang imellem får jeg ondt af mandag. Den kan jo ikke sådan rigtig gøre for det, og må bare stå og skule misundeligt hen over de 3 beige fyld-dage til mediedarlingen fredag.
Men det går over, når jeg kommer i tanke om, hvilken lille svinsk so den i virkeligheden er, og da jeg gik i seng i går, var jeg klar til at highfive de næste 400 mandage i fjæset med en pigtrådsomviklet kølle.

Lad mig give jer the highlights i kronologisk rækkefølge:
05.00: Vågner. På den meget stive og smertefulde måde, hvor man godt kan mærke, at ryggen og nakken har besluttet sig for at prøve kræfter med disciplinen ”Stillads”, hvilket – udover en sagte, konstant sang af avforsatanavforsatanavforsatan-eder – betyder, at man har udsigt til de næste 4 dage at bevæge sig som Robocop.

07.30: Hvor er Antons jakke? Hvor, hvor, HVOR!? Nå jo. I tørreskabet hos mormor og morfar, efter gårdagens helkropsassistance ved bilvask. Nå, fuck it. Hoodie it is. Av, min ryg.
08.00: Bil siger mærkelige lyde. Lad mig refrase det: NY bil siger mærkelige lyde. Ikke i orden. Overhovedet. Derudover kobler telefonen nu også pludselig fra bluetoothen, hver gang jeg stopper. Kan ikke beskrive, hvor træt jeg er af at skulle på værksted med en bil, der er 14 dage gammel. Av, min ryg.

09.30: Opkald fra kær ven med de dårligste nyheder, jeg har fået i meget lang tid. Fandens, fandens, FANDENS! Ryg nu pludselig inderligt ligegyldig.
12.00: Ingen internetforbindelse. Hvilket er medium træls, når jeg lige nu skal forestille at sidde klar som videotolk på Skype. Av, min ryg og er der flere kleenex?

12.30: Phiew! På igen. Av, min ryg.
12.35: Ok, er det med håndsving i dag eller hvad!? Hvorfor fanden er forbindelsen så dårlig?? For rasende til at lægge mærke til ryg.

12.40: Kører lige en hastighedstest. Av.
12.42: Når jeg nu betaler for en 60/12 forbindelse, så ville det godt nok være fedt, HVIS DEN GAD AT LADE VÆRE MED AT VÆRE 8/12!!! 

14.40: Efter sølle 2 timers support, hvor 4 forskellige mennesker har gjort det samme af 4 omgange – ikke mindst fordi jeg, uden grund, blev smidt af telefonlinjen 2 gange – kan vi nu konstatere, at jeg har gjort mig fortjent til et nyt modem. Som åbenbart kræver en rituel hyldestplatform af guld og marmor midt i stuen, hvor den med staniolhat skal skærmes mod elektriske signaler AF ENHVER SLAGS!! hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om nogensinde at få ordentligt internet igen.
16.02: Kører ud for at hente Anton. Da jeg kører over skinnerne, undrer det mig kortvarigt, at det virker så lyst. Kigger til højre (AV!!) og konstaterer, at det er fordi toget 50 meter væk. Ja, undskyld, hvis I lige var ved at lave noget andet og vigtigere, bomme og signallamper. I kan bare begynde at virke igen, når I har tid. Og lyst, selvfølgelig. For forskrækket til at have ondt i ryg.

16.12: Er efter nærdødsoplevelse meget lidt i humør til at få at vide, at Anton ”ikke er ret glad for selv at tage tøj på. Det bør han altså kunne.” Jamen, meget undskyld. Den app skal jeg lige få hentet og installeret i en fart. Når jeg er færdig med at ligge på sofaen og vanrøgte mit barn med ligegyldighed. Ville lægge mig ned på gulvet og græde, hvis jeg kunne.
17.00: Tror, jeg tænder nogle stearinlys for at jage den dumme dag på flugt.

17.01: Hvordan er det nu, man fjerner stearin fra gulvtæpper? Og hvordan kommer man derned?
17.30: Ok, så når man stryger de kaffefiltre, der ligger hen over pletterne, skal man lige huske *ikke* at stryge direkte på gulvtæppet? Tak for info. Så ved jeg det, når jeg køber det næste strygejern. Smider jeg det bare det her i containeren under ”Småt brændbart”?

Mandag.

Du er en pisset, ildelugtende grimrian af en kost, og du har fortjent hvert et ondt ord, du får med på vejen.

8 kommentarer:

  1. Du glemte at skrive, at Greys hvide verden holder pause...
    Håber du har haft en bedre tirsdag :-)
    Jette

    SvarSlet
  2. Ja, hvad dælen er meningen med at Grey holder pause... Den redder jo enhver mandag...HVER GANG!

    SvarSlet
  3. Ja, hvad er meningen med at Grey holder pause, og ødelægger alle mandage i december... de kunne så let ha' været reddet.

    SvarSlet
  4. Det her må være en af de gange hvor jeg er lykkelig over at have et job hvor der er hverken er noget der hedder om det er mandag, fredag, juleaften eller skærtorsdag :) De dage dukker så selvfølgelig bare op på andre dage, men mit forhold til mandage er rimelig ok, eftersom det ikke er så ofte igen jeg er på job på sådan en ;) håber i øvrigt din bil er stoppet med mærkelige lyde og blåtand virker igen som det skal :)

    SvarSlet
  5. Pædagoger, der bruger ordet bør, skal man ignorere. Brugen af dette modalverbum siger mere om afsender end modtager. Øv for en lortedag - håber alt bliver bedre med dine kær ven, ryggen, bilen, dit (nøgne?) barn, tæppet, strygejernet, internettet. Her i huset føles det lige nu som om alle dage er mandage. Heldigvis med undtagelse af det med vennen. Resten er lidt nemmere at klare.

    SvarSlet
  6. Til gengæld er du den sjoveste i verden. Ih, jeg er ødelagt af grin over dine indlæg hver gang. Bedre held næste mandag.

    SvarSlet
  7. http://www.youtube.com/watch?v=-Kobdb37Cwc

    Ved ikke om linket virker. Men det er The Boomtown Rats: I don't like mondays

    Og så havnede jeg nok lige under katagorien mest kiksede kommentar, når man må skrive hvad man linker til.

    Ville bare sige velkommen i klubben.

    SvarSlet
  8. Der skulle gerne være balance i tingene. For at nogen dage kan være gode, så er der andre der skal være dårlig. Men at dømme ud fra din beskrivelse om denne mandag, så har du en MEGET god dag i vente :-)

    SvarSlet