onsdag den 30. oktober 2013

When life hands you lemons - ask for tequila.

Det her er ikke en rigtig blogpost. Den handler ikke om noget. Betragt det, som et af de opkald, man lige giver sin mor, når man er på festival: Meningsløst og sludrende, grænsende til ligegyldigt, men bare tænkt som et bevis på, at man hverken er død eller stukket af med Placebos roadie.

Bor trods alt i Esbjerg, så nogen kunne måske frygte, at jeg var blæst væk i mandags.
I’m still standing – jeg er bare flad som en nystrøget pandekage, og min hjerne føles som klæg, ubrugelig sirup.

For at gøre en lang historie kort har vi været på ferie hos vagtlægen både fredag, lørdag og søndag, og kan bryste os af 2 x kraftig halsbetændelse samt en enkelt skarlagensfeber on the side. Anton har desuden fejret skiftet til vintertid med at insistere på, at det er morgen, når kl. er 4.
Ja.

4.
*Suk*

Endelig har han i morgen sidste dag i den gamle vuggestue, hvilket jeg har det voldsomt blandet med. Det er mig selv, der har valgt, at han skal flytte, og det siger sig selv, at jeg ikke havde truffet det valg, hvis alt havde været peachy-peachy, men skiftet kræver stadig uforholdsmæssigt store mængder af energi for mig at forholde mig til. Ikke mindst fordi det trykker på en masse af mine egne gamle knapper; jeg hadede at gå i børnehave. Ha.de.de det. Jeg kunne ikke finde ud af at lege med de andre, og jeg husker det som én lang ørkenvandring, hvor jeg følte mig underlig, usikker, bange og alene. Anton har – Gud ske tak og lov – en helt anden personlighed end mig, og han kommer til at klare til fantastisk, fordi han er robust og grundglad. Det er bare første gang, jeg skal udsætte ham for noget, som jeg virkelig, virkelige ikke selv brød mig om, og det er en mærkelig fornemmelse.
Samtidig forsøger jeg også efter bedste evne at sørge for, at han ikke mærker, hvordan jeg har det, så jeg har den lyse stemme på for tiden.

Undskyld til områdets hunde.
Så. Som plaster på såret har jeg fået lov til at få de her:

 


Jeg køber de *bedste* trøstegaver!

2 kommentarer:

  1. ok, ved ikke hvorfor Anton skifter vuggestue, og har ikke gået i børnehave selv, MEN det med at "hive" dem ud af deres kendte omgivelser, pga ens egne egoistiske (?) behov, kan jeg relate til. Gyyyys hvor har man dårlig samvittighed, og næsten søvnløse nætter - hvis ikke afkommet selv sørgede for det - men jeg tror dog på, et eller andet sted, at det er ok. De tilgiver os nok i længden.. for det er jo for deres eget bedste. Nå. :)

    SvarSlet
  2. Malene Godt Gregersen1. november 2013 kl. 12.39

    Kære Linda, jeg har selv skiftet min datter fra én børnehave til en anden. Det var forfærdeligt. Men det var godt.

    Hvad jeg lærte:
    Det er vigtigt for mig at have forståelse/respekt for beslutninger de voksne, der skal være sammen med mit barn, mange timer dagligt, tager. Det lettede meget, da jeg følte ubetinget ro, ved måden de kommunikere på. Fx deres tilgang til at løse småkonflikter på i institutionen. I den gamle børnehave følte jeg at de voksne fik småkonflikter mellem børnene til at vokse, ved måden de håndterede dem. I den nye bliver jeg inspireret, ved at betragte pædagogernes tilgang til børnene.

    Det tog tid for min datter at komme ind i den nye gruppe af børn + at føle fuldstændig tryghed ved de voksne. Jeg var lidt for utålmodig med at hun skulle føle sig godt tilpas, og var hele tiden lidt på stikkerne. Der er nu gået et år, og hun er fuldt ud integreret. Hun er ikke nye-Maya mere. Men det har faktisk taget mellem 8-12 måneder. Men hun er også i børnehavealder, hvilket jeg tror tager lidt længere tid, at skabe tætte relationer. Med dette prøver jeg at sige, at det kan ikke forceres, men jeg ville gerne have været bedre til at acceptere hendes tempo, for hvornår hun føler sig fuldstændig tryg, og have tillid til min intuition om at det var det rigtige valg. Puha hvor blev jeg i tvivl mange gange, når hun savnede den gamle. Jeg ville tage samme beslutning om at flytte hende igen, selvom processen har været lang. Jeg tror at i den slags situationer ved vi bedst som forældre.

    Jeg hepper på dit mod til at satse, for at give ham nogle gode år i institution.

    Kh Malene




    SvarSlet