onsdag den 3. juli 2013

Mentalstatus i listeform:

Optur over:

* Sommeren, det helt igennem elendige vejr til trods. Jeg elsker fornemmelsen af undtagelsestilstand, denne årstid udløser; den fællesnationale interesse for skybrud og Tour de France, og visheden om, at intet kan afgøres eller afsluttes, før Else er tilbage fra ferie i uge 32.

* Ham her. Seriøst: Det er noget af det sjoveste, jeg længe har læst.
* At have et barn, der ikke har en yndlingsbamse. Det letter livet markant, at hele verden ikke falder fra hinanden, fordi vi har glemt Finn derhjemme. Anton har en dejlig praktisk tilgang til sovedyr, og tager bare det med i seng, han lige nu synes er sjovt. I denne uge har han f.eks. sovet med dejskraberen.

Er ambivalent omkring:
* Studenterne. De er så glade, at man næsten ikke kan nænne at hade på dem – men de er fandme også lidt irriterende.

* Landsstævnedeltagerne. Se ovenstående.
* Game of Thrones. Ja. Den skal vi snakke om. Ja. Igen. For lige nu sidder jeg i den klassiske catch 22: Den hedonistiske trang til at skyde alle 3 sæsoner i armen asap, vel vidende, at det vil udløse abstinenser de næste mange uger, eller fordele de 30 afsnit strategisk over en længere periode, så nydelsen får lov at vare længst muligt?

* Bøger. Det er som om, alle bøger er lidt dårlige for tiden. (Handler nok i virkeligheden bare om, at jeg er sur på dem over, at de ikke er Game of Thrones.)
* Kvicklys trøfler. Hvordan kan noget så tarveligt smage så godt?

* Snowden-affæren. Jamen, jeg forstår det ikke. Er vi ikke enige om, at det er den amerikanske regering, der har gjort noget forkert? Hvorfor er det så ham, vi jagter?
Stop så med:

* ”Stå af i Roskilde”-vittighederne, når I skal dække festivalen derovre.  Ja, journalister-ved-stort-set-alle-medier-i-Danmark, jeg taler til jer.

* At hade på Fetterlein. Det svarer til at hade en handikappet.
* At sælge (og købe!) dørmåtter med teksten: ”Oh shit – it’s you again!” (FFS!!)

9 kommentarer:

  1. Altså jeg synes GoT bliver bedre af at blive set i en køre, mens andre mennesker bekymret spørger en, om man ikke snart skal have lidt sol. Evt. tag en sæson af gangen. Fokus på de enkelte karakterer skifter desværre ikke helt så meget i tv-serien som i bogen, men den er mere "stram" og effektiv i historiefortællingen end i bøgerne. Har du læst alle bøgerne? For der bliver brugt en del fra bog 6 i sæson 3.

    SvarSlet
  2. ELSKER dit Fetterlein punkt. Og man må ikke hade de handicappede - så had hermed stoppet. Men kun hvis jeg får mit navn bøjet i neon snart!

    SvarSlet
  3. LÆS da Game of thrones. Jeg har smidt omk 300 kr efter de første 5 bøger (det giver så 7, da to er delt) og er ved at være igennem etteren. Den er absolut INGEN skuffelse efter serien, da serien (i hvert fald sæson 1) holder sig meget stringent til bogen. Men ok 10 afsnit af 60 min til 600 s eller sådan, så BURDE man også lige kunne klare det ;)

    Bøgerne går lige en tand dybere ned og man får forklaring på mange småting, som man ellers ikke lige fangede fordi der kun var hintet eller som af forskellige årsager er udelagt.
    Det er dog helt sikkert en fordel at have set serien fordi man så i langt højere grad har fornemmelse af personerne -persongalleriet er jo enormt.

    Og så går jeg helt klart ind for at se dem på kortest muligt tid! Hellere grimme abstinenser efter serien er slut end 6 dage om ugen, fordi man kun må se et afsnit hver søndag..

    SvarSlet
  4. Jeg kan i den grad relatere mig til Antons filosofi om bare at tage dét med i seng, som han synes er sjovt lige nu... Just saying ;o)

    SvarSlet
  5. Må jeg stadig godt hade Bubber?

    SvarSlet
  6. Skyd for saddern!

    GoT bliver endnu bedre af at se serien i eet hug!!!

    God sommer!

    SvarSlet
  7. Hahahaha - hvor har han ret i sin kritik af de voksfigurer! VILDT sjovt. Kæft de er kiksede - og 2 x Jack Black. Og hans kommentarer. Love it. Elsker også dine egne betragtninger;-)

    SvarSlet
  8. Men.. jagter vi Snowden? Er det ikke bare de USA-glorificerende/nyhedshungrende journalister, der jagter ham? Håber vi ikke, at han forsvinder hen til en eller anden tropeø og aldrig bliver fundet igen?

    Og word på den med trøfler. GAh. Nu har jeg lyst til trøfler.

    SvarSlet
  9. Anna, Paulsen og Lisa. Nu kom jeg til at se det hele, fordi I sagde jeg skulle *anklagende-smiley*. OG HVAD FANDEN VAR DET LIGE DER SKETE TIL DET BRYLLUP!!? Jeg er helt dårlig, mand. Hvad skal vi lave indtil maj 2014, hvor 4. sæson kommer?

    K: Man må ikke stresse en kunstner! Jeg sidder i skuret hver eneste nat og bakser med det. Det er den pink farve, der ikke vil hænge ved.

    T: Muhahahaha!! Din lille skøge :-D

    Trix: Jeg forventer intet mindre af dig!

    Tulle: Ja, er han ikke skøn! Læste du den om The Playboy mansion? Den er fandme også sjov!

    Anne: Det er vel hvordan man ser på det, men når vi begynder at pille fly ned fra luften for at se, om han gemmer sig i lastrummet, så nærmer det sig vel en slags jagt? (Og nu har jeg lyst til trøfler. Igen. Suk.)

    SvarSlet