søndag den 12. maj 2013

Pas på, hvad du ønsker dig.

Jeg er et menneske med nærmest upassende lidt sans for drama. (Undtaget herfor er de græske tragedier, jeg opfører omkring min manglende nattesøvn.) Det er langt ind til de områder i mit liv, som jeg skærmer for andres blikke, hvilket har den store fordel, at meget få mennesker i verden ville kunne afpresse mig: Der er ikke noget at afsløre, når man ikke holder noget hemmeligt. (Og den håndfuld, der *har* ammunition til at skyde mig ned, bør overveje komforten ved at leve med 2 permanent brækkede arme.) (For-sjov-smiley) (Måske.) (Tør I tage chancen?)

Det er ikke en adfærd, jeg bevidst har valgt; det er bare sådan, jeg er. Jeg spiller med åbne kort, og hvis du slår op under ”What you see, is what you get” er der et billede af mig. Det er alt, alt for direkte for nogen, og det er fair nok, men i det store og hele synes jeg egentlig, at jeg udelukkende har mødt respekt for min ærlighed hos de mennesker, der betyder noget for mig.
Som positive bivirkning har det, at de fleste som regel opfører sig ordentligt overfor mig, for det er meget sværere og langt mere ubehageligt nøgternt at få at vide, at du har gjort et andet menneske ked af det, end det er, når violinerne vælter ned af væggene, og du kan få lov at trække samtalen i retning af et skænderi med gensidige beskyldninger og store armbevægelser.

Alt det betyder, at jeg ikke spiller spil. I hvert fald ikke på det bræt, hvor de andre deltagere er mennesker, jeg holder af, for spil har den ubehagelige slagside, at de får parterne til at holde regnskab, og i sidste ende skaber tabere.
Men to gange i mit liv har jeg gjort det alligevel, fordi jeg havde holdt min kæft for længe, og pludselig var blevet trængt så langt op i en krog, at jeg både havde fået alt for meget nok, og undervejs havde groet en voldsom lyst til at slå igen.

Den ene gang ligger år tilbage, og gik ud over en mand, jeg holdt frygtelig meget af. Jeg troede, at hævn ville føles lindrende på de forbrændte sår – og blev derfor meget negativt overrasket over at opdage, hvor meget mere ondt det viste sig at gøre, da han brugte mine egne våben imod mig, og stille og roligt fortalte mig, hvor ked af, jeg havde gjort ham.
Jeg kan stadig huske, hvordan jeg lå på min afhøvlede trægulv en hel dag og stirrede op i loftet, mens jeg spekulerede på, hvordan man kunne have det sådan her, uden at gå rigtig, fysisk i stykker.

Den anden gang var forleden. Den ene halvdel af et sæt mennesker, hvis relation til mig er underordnet for pointen i dette indlæg, har i lang tid været kølig, grænsende til det uforskammede, når Anton og jeg har været på besøg. Fuldstændig uden grund, I might add.
I lang tid har jeg bidt det i mig og tænkt, at vi måske har ramt dem på en dårlig dag, og udelukkende fokuseret på den del af relationen, der fungerer, som jeg for både hans og Antons skyld gerne vil bevare, og som jeg sætter pris på at have i vores liv.

Men forleden blev det sgu bare for meget, og jeg åbnede dybfryseren, der sidder midt i hovedet på mig, og lod isterningerne rasle ud. Jeg brugte resten af dagen i behageligt martyrium, hvor jeg skiftevis frydede mig indædt over endelig at have fået bidt igen, og var optændt af den retfærdige harme over, at den fungerende halvdel af relationen, ikke for længst havde sat foden i jorden overfor sin ægtefælle.
Han skrev senere samme aften, manden. At han beklagede dybt. At han ikke ville acceptere, at vi skulle behandles så usselt og nedladende, og at han derfor havde sagt til sin kone, at vi ikke længere kom på besøg; han ville besøge os i stedet i det omfang, det var muligt.

Og det var jo det, jeg ville have. Konfrontationen, fornemmelsen af at have ramt, hvor det gjorde ondt, visheden om, at han stod op for os, og den uforbeholdte undskyldning.
Jeg har haft ondt i maven over det siden.

8 kommentarer:

  1. Har lige læst dit indlæg igen.
    Jeg har ikke en dybfryser i hovedet, jeg har en ovn der brøler sine 1000 gr. varme kul ud over dit lille syndige hoved hvis du venter længe nok på at jeg bliver ildrasende.
    Men der kan godt vare noget der ligner den tid det tager at GÅ jorden rundt.

    Men sig mig hvorfor skal du have ondt i maven over mandens gestus? skulle det ikke være i hjertet?
    Nej jeg tror jeg forstår hvad du mener, det er ikke let at rydde op efter andre menneskers uforskammetheder, må håbe DAMEN bliver godt misundelig eller det der er værre hvis hun ved manden besøger jer.

    KH bedstemorkaren

    SvarSlet
  2. Jeg har læst dit indlæg flere gange, og jeg får det til: Din gamle vens kone synes ikke, det er fedt, du kommer med dit afkom og beslaglægger mandens opmærksomhed? Det ville jeg også selv blive irriteret over. Andre menneskers børn er ikke så sjove eller interessante, hvis de fylder I dit hjem.

    Eller hvad?
    Jeg forstår ikke dit indlæg, hvad mener du?

    Mvh
    plattepinny

    SvarSlet
  3. Det er bare enormt ubehageligt, når man føler sig tvunget til at opføre sig uhøfligt/ubehøvlet.
    Fordi man ikke kan se hvordan man kan løse situationen åben og ærligt.
    Kæft hvor er det bare nemmere når alle er ærlige og åbne!
    Og lytter.

    Så man ikke selv behøver blive et dårligt menneske.

    Det er en ubehagelig fornemmelse... men den går over igen.
    Du er heldig at du evner at holde den slags episoder på et minimum, og lige om lidt bliver det OK at se dig selv i spejlet igen. Prøv at tænk: der er folk som går i gennem et helt liv sådan, og skal vågne op til sig selv hver eneste morgen.

    SvarSlet
  4. @pernille: Tak for din kommentar.

    Du har fuldstændig ret. Jeg tror bare, at min følelse af afmagt og frustration bunder i, at jeg har nul redskaber i kassen til at løse den slags problemer; simpelthen fordi jeg støder på dem så sjældent.

    Hvilket jo faktisk er en god ting:)


    @plattepinny: Og sådan har du jo ganske ret til at have det.

    - men det er måske lidt meget at forlange, at du lægger ud med den fortolkning, og derefter forventer, at det giver mig lyst til at uddybe indlægget.

    God dag til dig.

    Mvh

    Linda

    SvarSlet
  5. Jeg tror ikke helt, at jeg forstår indlægget - udover at det har været en rigtig øv-situation at befinde sig i.
    Jeg håber, du kan blive ved at se din ven, men jeg kan godt have min tvivl - hvis han vil beholde konen - hun lyder ikke som én, der vil give plads til hans venskaber.
    Undskyldningen fik du heldigvis, men vil du ikke fortælle os, om det kommer til at virke?

    Mange tanker

    SvarSlet
  6. @Anne: Jeg er helt glad for at kunne sige, at det lader til at komme til at virke. Har været derude idag, hvor hun virkelig gjorde sig umage for at få os til at føle os velkomne, og flere gange sagde, at hun satte stor pris på, at vi kom. Så happy ending after all:)

    SvarSlet
  7. Det er jeg rigtig glad for at høre. Det lyder som en ren win-win ;-)

    SvarSlet