søndag den 10. februar 2013

Til mit forsvar skal siges, at jeg undgår alt med Gustav og Amalie.

Når jeg er i byen, og samtalen falder på tv, ville jeg ønske, at jeg kunne prale af at være til smalle, eksperimenterende talkshows optaget i skæve, økologiske vinkler. Typen, som kun modstræbende har tv, og som af princip har valgt professorpakken, der stort set kun indeholder DR2, fordi jeg ikke vil have mit liv besudlet af 3+ og Kanal 4.

Det er desværre ikke tilfældet.

Hvis man skulle gætte mig i ’Kender du typen?’ og tog udgangspunkt i mit tv-program, ville man antage, at jeg boede i en bulet blikspand af en campingvogn med ukrudt, rustne cykler og skrallede bilvrag i forhaven. Mit hår ville være bleget i klorin og permanentet ihjel, og mine 7 børn (med 7 forskellige fædre – heraf de fleste i fængsel) ville være helårssnottede og på fornavn med socialarbejderne fra børneforsorgen.

Mine teenageår blev brugt i selskab med Ricky Lake. Da jeg læste, tvang jeg min stakkels far til at optage og sende mig videobånd med Oprah, og jeg synes, at det er det pureste guld, der kommer ud under kosten i ansigtet på Dr. Phil. Jeg er IMMUN overfor dårligt tv og skyder glad og gerne 3 afsnit af Criminal Minds, Ghost Whisperer, CSI og CSI NY (dog ikke CSI Miami. Hader Solbrillen, som altid forsøger at ligne en, der tog Mystisk som sidefag på Universitetet, og.. som.. tahlerhhh.. grimthh… oghh ..stødvisthhh…) i face uden at blinke. Jeg er en rygbåren nylonpose fra at have samme forhold til dårligt tv, som mongoler har til Birthe Kjær.

Det kommer derfor som lidt af et chok at opdage, at selv jeg har en kvalmegrænse, der kan overskrides. 'Ekstrem Hjemmeservice'. For det første forbløffer det mig, at de kan blive ved med at grave amerikanske marinesoldater frem, der har fået begge ben sprængt af i Irak, og som under massiv, fjendtlig beskydning, med en flækket plastikske som eneste hjælpemiddel, har kæmpet sig hele vejen hjem til USA med en såret kammerat under den ene arm og en forkrøblet hund under den anden.


For det andet er der alt for mange voksne mænd, der græder i det show. For det tredje er det bare så… overdrevet. Fra at bo 8 mennesker i et svampebefængt, utæt træskur, bliver de installeret i en 2000 m2 stor villa, med personlige mikroovne og toiletter, en golfbane og 15 overdækkede, lysregulerede rum, så de kan humpe rundt på deres spritnye sponsorbefængte proteser og vente på, at huden fra transplantationen (udført af USA’s førende plastikkirurg, thank you very much, som har gjort det gratis for at give noget tilbage, fordi nogen engang hjalp ham ud af ghettoen) heler op. Bagefter kan de så sætte sig ud i en af de 4 funklende Humvees og køre i banken og takke for eftergivelse af astronomisk, u-landslignende gæld.

Hele programmet er natürlich pakket pænt ind i stars and stripes.

Nå, men nu må I have mig undskyldt. Jeg skal lige nå at kaste op og at lave en kop kaffe, inden der kommer My Big Fat Gypsy Wedding.

21 kommentarer:

  1. Ha ha ha - nogle gange, så bliver jeg lige NØDT til at fortælle dig hvor meget jeg elsker dig :-)

    SvarSlet
  2. Vi kunne sagtens dele TV!! Jeg måtte skraldgrine, da jeg læste om CSI-Miami, er også selv meget lidt glad for den selvfede solbrille!!

    Elsker din blog!! Og deler oftere end ikke, dine synspunkter.

    SvarSlet
  3. Tror så ikke lige på at du HELT ÆRLIGT undgår ALT med Gustav og Amalie - heeelt ærligt? ( og ja, jeg ser det da oss lige lidt, bare liiiige en smule;-)

    SvarSlet
  4. Fuck mand, jeg har lige fået nyt tv - så jeg skal se ALT fra NU af. UDEN filter, jeg er ligeglad, der skal bare ædes timer foran tv'et. Og når jeg har suget alt, hvad der er - så tømmer vi Netflix og SF Anytime.... Gider nogen tjekke op på mig om en uges tid - bare lige hold et spejl for min mund og se om jeg trækker vejret. Bare sørg for at I ikke skygger for billedet!

    SvarSlet
  5. Rockersjovt indlæg! Jeg læste hele lortet op for Hr. R, indtil han bad mig holde kæft, fordi han ser...tv...

    SvarSlet
  6. Det er helt utroligt, hvor velformuleret du er. Det er en ren fornøjelse at læse dine indlæg! Tak.

    ~Cecilie
    www.frklarsenhappiness.blogspot.dk

    SvarSlet
  7. Det er helt utroligt, hvor velformuleret du er. Det er en ren fornøjelse at læse dine indlæg! Tak.

    ~Cecilie
    www.frklarsenhappiness.blogspot.dk

    SvarSlet
  8. Kæft altså hvor du skriver sjovt!!!

    SvarSlet
  9. Er du sikker på at det ikke er MIT tv-liv du refererer til dér??!

    Selv Solbrillen (som vi herhjemme så kalder Øjenbrynet) er spot on.

    Nu har jeg - af finansielle og selvransagende årsager - opsagt den store tv-pakke, og gik forsøgsvis kold tyrker. Nu er det bare blevet avec Netflix, så jeg snyder lidt når den tilsynsførende ikke kigger. Bare kald det mit metadon.

    Der er forøvrigt også fiiine, fine programmer at vælge imellem. Jeg kan f.eks. anbefale BMS; en helt igennem realistisk serie om en flok college-gutter der bruger tiden på fisse, druk, party, stoffer, fisse, bold, fisse og lektier. In that order.

    ;-)

    SvarSlet
  10. Tak for dagens grin. Hold nu op mand, hvor du kan trylle med ord, så jeg var lige ved at spytte kaffen ud over computeren....

    SvarSlet
  11. Jeg tænker nogen gange, om de stakkels mennesker i Ekstrem Hjemmeservice egentlig ikke bare bliver gjort en kæmpe bjørnetjeneste (jeg er altså ligeglad med om de har ændret betydningen af ordet, bare fordi folk ikke kan finde ud af det).

    Absurd kæmpehus = absurd kæmpe forbrugsregninger; betaler ABC (eller hvem det er) også evigt strøm, vand og varme?

    Og hvor meget kommer det ikke lige til at koste, når ungerne er blevet 3 år ældre, og ikke længere synes det er fedt, at sengen er en bil eller at hele væggen er klistret til med heste?

    SvarSlet
  12. Vi er åbenbart mange, der elsker CSI og CSI NY men slet ikke kan klare Miami-fyren. Tænk engang, jeg troede bare det var mig...

    Jeg undgår også Gustav og Linse men elsker at have TLC - og det er faktisk farligt når man drysser rundt herhjemme på noget jeg-har-ikke-født-endnu-barsel og kan se alt det lorte-tv man har lyst til...

    SvarSlet
  13. Skægt... det eneste skod-tv, jeg kan holde ud at se, er netop den ekstreme hjemmeservice der. Det græder jeg til gengæld til hver eneste gang (mens en DR2-agtig stemme i mit hoved overanalyserer, hvorfor jeg er så glad for benløse amerikanere og tv-værter med surrealistiske tandblegninger).

    SvarSlet
  14. Ha! Det kender jeg godt. Her i huset skiftede vi til en meget lille TV-pakke sidste år, fordi vi var blevet enige om, at vi spildte alt for meget tid på at sidde og glo på inferiøre tv-programmer og så rakke dem ned bagefter. Og så sparer vi også flere tusinde kroner om året. Men når sandheden skal frem, så har i hvert fald jeg set nok dårligt tv til et helt liv! ;-)

    SvarSlet
  15. HAHAAAH!
    "...Jeg er en rygbåren nylonpose fra at have samme forhold til dårligt tv, som mongoler har til Birthe Kjær."

    Det er KRAFTtedme sjovt, det dér, Linda! TAK!

    Kh
    Lene K

    SvarSlet
  16. I love you. (Men jeg elsker altså også Ekstrem Hjemmeservice. Kan bare ikke se det, for den kanal kører ikke her på matriklen. Til gengæld kan jeg helt oprigtigt sige, at jeg undgår alt der er med Gustav, Amalie, Big Brother, Kongerne fra xxx, og deslige)

    SvarSlet
  17. @ M: Tænker præcis det samme (er tidligere Ekstrem Hjemmeservice-afhængig): Hvor fedt er det lige, at Familien Ludfattig har et pony- barbie- og skateboard-værelse når ungerne er blevet fire år ældre og rimelig trætte af den ting, som de syntes var fedest, den uge ABC var forbi?

    Mit socialistiske hjerte kunne i længden ikke holde til showet. I stedet for at protestere mod et system, der lader folk ruineres af sygdom og bo i papkasser, så græder alle af taknemlighed når tv-folk og deres sponsorer banker på... Ahmen altså!

    P.S. Big Fat Gypsy Weddings rules!

    SvarSlet
  18. Åh elsker ELSKER din måde at skrive på. Men blir ndt tilsat indrømme, at "ekstrem hjemmeservice" godt kan ryge hen over skærmen her. Selvom det er lidt tid siden. Og mens vi er ved bekendelserne: elsker at grine/krumme tæer over Divaer i Junglen, Familien på Bryggen (must see når de snart starter igen) og ja solbrillen er ikke min yndling heller. Elsker til gengæld Bones og Criminal Minds - men det jo godt nok ikk i reality genren...

    SvarSlet
  19. Sorry, Linda, her hopper kæden af. Jeg fatter ikke at du gider se de lorteprogrammer i mere end en halv time om dagen. Men jeg elsker dine beskrivelser og din blog, så du ER tilgivet. Og så bliver jeg hængende henne omkring Dr2 segmentet og nyder Deadline, Smagsdommerne, Horisont og gode krimmier :-)

    SvarSlet
  20. Havde aldrig tænkt på en rygbåren nylonpose som målestok for den slags :D - og nogen skal jo påtage sig at se skodprogrammer, hvordan skulle vi ellers kunne rakke ned på dem ;)

    SvarSlet
  21. Åhhh LOVIN' din beskrivelse af verdens mest irriterende hemmelighedsfulde David Caruso der med påtaget alvor og selvhøjtidelig mine ødelægger et i øvrigt udmærket koncept! Uh - må smutte - hørte jeg jinglen til Luxusfælden??

    SvarSlet