søndag den 20. januar 2013

En på skjoldet.

Søndag aften på sofaen efter en overordentlig skøn weekend. Jeg har omkring nytår monteret noget mentalt politi i køkkenregionen, men da jeg havde fødselsdag i lørdags, har der været både kage- og vindispensation weekenden over og masser af dejlige mennesker inden forbi.

F.eks. har jeg haft besøg af Karina, som jeg læste med for en million år siden, og jeg elsker, elsker, elsker! når venner og veninder, jeg kender rigtig godt, kommer ned, og vi har god tid til at snakke. Det er simpelthen så savnet at have tid til at samtalen får lov at folde sig ud, så vi kommer ind i de inderste aflukker og kroge på emner, der stikker dybere end udveksling af erfaring med løbeapps og mærker i flyverdragter.
På en eller anden mærkelig måde er det også sådan, jeg opdager, at jeg bliver ældre; at jeg reflekterer over nogle ting, som jeg aldrig tidligere skænkede en tanke, enten fordi de ikke var relevante, eller fordi jeg simpelthen ikke så dem, så den slags samtaler er rasende værdsatte, fordi de får mig til at stoppe op og fokusere.

For både Karina og jeg har livets vej slået nogle sving, som ingen af os havde forudset, da vi sad med blå tænder og små rådighedsbeløb i Fynsgade, down town Århus, og vi kom derfor til at snakke om, hvordan vi i forskellige sociale sammenhænge ofte bliver fanget på det forkerte ben, når sidemanden spørger til forskellige elementer i vores liv. Det er som om, man mangler et verbalt skjold, man lige kan holde op, så man køber sig tid til at tænke over, hvor lidt eller hvor meget af sig selv, man vil dele med sin sidemand og ikke bare bliver så overrasket, at man kommer til at svare ærligt. For det er faktisk ikke ret fedt at have fortalt noget relativt privat til en sidemand, man en halv time senere har opdaget, at man ikke bryder sig om.
I mit arbejdsliv har jeg 1000 afglidere, jeg kan hive op af hatten, så jeg kan snakke om mit fag uden at bryde min tavshedspligt og uden at den, der spørger, bliver sat i forlegenhed, men på den private front halter det. For selvom jeg selv spørger mere end gennemsnitsdanskeren, og derfor godt ved, at langt, langt de fleste spørger af oprigtig interesse, er det f.eks. ikke altid, at jeg har lyst til at være posterchild for livet som selvvalgt alenemor. Eller har lyst til at fortælle detaljeret om, hvordan jeg har fået Anton, for selvom man har truffet nogle valg i sit liv, der er lidt atypiske, kan det jo godt ske, at man lige i aften gerne vil 1) vide lidt mere om spørgeren, end at han er revisor og hedder Jørgen, før man krænger sit inderste ud eller 2) tale om noget andet. Jeg tænker, at det samme gør sig gældende, hvis man har fået en finanskrise lige i face, har fået konstateret en alvorlig sygdom, er invalidepensionist og har svært ved at forlige sig med det, er i fertilitetsbehandling og ikke gider dele sin dårlige sædkvalitet med hele bordet, nys har fundet ud af, at man er gravid og gerne vil have lov at vænne sig til tanken, inden man skal dele det med verden osv. osv. osv.

Og man ved godt, at selvom man forsøger at omskrive det, så kan alle høre et ’det rager ikke dig’, når de får det stukket i snuden, hvilket lukker samtalen ret effektivt, og det er jo – ofte – ikke det man vil. Man kan bare godt trænge til at deltage i samtalen uden at blive den, den handler om.

Well, what do you know? Så lærte man dét om sig selv.

6 kommentarer:

  1. Relevante tanker, som mine veninder og jeg også taler om. Jeg er en 'vende vrangen ud på mig selv' kind of girl, og mange bærer mine hemmeligheder!

    SvarSlet
  2. Kender virkelig godt den situation! Jeg er jobsøgende og har forsøgt at holde mig laaangt væk fra familiefester o.lign. hele året... Ikke altid med held :-(

    SvarSlet
  3. En anden måde at se det på, er at spørgeren også lige tænker på at der faktisk kan komme et langt svar. At der kan kommer noget andet end "det går fint".
    Har levet med finanskrise på privaten længe nu og det er sgu næsten mere tabu end feticher og surogati!
    Så hvis man spørger til livet så må man være forberedt på at få det "in face".
    Tak for en god blog!

    SvarSlet
  4. De fleste vil jo helst tale om sig selv. I hvert fald herovre.

    Dem man kender bedst har så ikke det behov...egentlig.

    SvarSlet
  5. Du rammer noget ret relevant der. I hvert fald for mig.
    Når jeg møder nye mennesker, er der næsten statsgaranti for at jeg på et eller andet tidpunkt i løbet af aftenen bliver spurgt om hvordan min kone og jeg dog mødte hinanden, hvordan vi fik vores to børn, hvem af os der fødte dem, osv.
    Egentlig mener jeg kun det er det sidste spørgsmål, der rager dem... lidt.
    Du hører ikke mig udfritte hr og fru Danmark om hvordan de mødte hinanden der for 11 år siden og hvordan deres to unger blev undfanget.
    Hvad er det så der gør at det er "tilladt" for dem at udfritte mig om, hvordan vi fik vores børn?

    SvarSlet
  6. Og tak for snakken du skønne! Bliver klogere og gladere hver gang jeg har været i Esbjerg - måske man skulle overvej at flytte ind :)

    SvarSlet