mandag den 30. december 2013

Exit 2013.

Så et det tæt på. Gør ikke noget, synes jeg. Det har på mange måder været et mærkeligt år. Kan huske, at jeg sidste år forsøgte ikke at synes, at der var noget skæbnesvangert over, at vi skulle gå rundt et helt år i tallet 13, men mit forsøg til trods har jeg hver gang, der er sket noget dårligt, skulet ondt til kalenderen og tænkt, at man vel nærmest ikke kunne forvente andet.

Jeg har befundet mig meget i mit hoved i år. Så meget, at jeg ind imellem har haft lyst til at skrige og trække stikket til tankerne ud, fordi man når et punkt, hvor man ikke kan presse mere fornuft ud af dem, og i stedet bare begynder at køre i ring på den virkelig destruktive måde.
Det har fyldt meget for mig, at Karina har mistet sin mor, og at Lene er syg. Magtesløsheden og følelsen af at sidde alt for langt væk, har revet og slidt i mig, og samtidig har det på jernhård vis mindet om, hvor ubarmhjertigt livet og skæbnen kan være.

Det har også betydet, at jeg har kæmpet med mig selv, hver eneste gang, jeg føler, at noget i mit eget liv har været svært, fordi jeg hele tiden får dårlig samvittighed over at pibe; mine problemer er jo perler af dug på hverdagens brilleglas mod den tsunami af frygt, kaos, smerte og savn, som de to formidable damer har stået igennem.
Det til trods, har der alligevel været et par ting, der har fyldt i mit eget lille univers, og den altoverskyggende af slagsen har været overvejelserne omkring barn nummer to. Hvis man kender mig, ved man, at jeg altid har en gameplan. Al. Tid. Og når den først er lagt, fraviger jeg den sjældent. For snart 2 år siden, havde jeg tænkt, at jeg skulle se, om jeg kunne blive gravid i slutningen af 2013, og derfor kom det faktisk bag på mig, da jeg allerede i foråret kunne mærke, at hverken Anton eller jeg var klar til at udvide husstandens størrelse med 50 %. Han bakser med sproget, vi sover stadig ikke mere end allerhøjest nødvendigt, og den eneste gang, han har ofret potten opmærksomhed, var da han pegede på den og sagde: ”Hat?”

Jeg kan også mærke, at hvor jeg, da jeg planlagde Anton, havde en sådan lidt happy-go-lucky approach til tingene, så har jeg denne gang en helt anden fornemmelse af, at det er mig, der den voksne, og som derfor har ansvaret for at holde det her fly i luften - jeg har haft enormt brug for at tænke igennem, om vi som familie kan bære det, både psykisk og økonomisk, hvis jeg får et barn mere.
Og måske er det den erkendelse, der har ført til, at jeg for første gang i mit voksenliv har været hele turen omkring banker, forsikringsselskaber osv. osv. og har fået sat mig ind i de ting, der virkelig, VIRKELIG ikke er ret interessante, men som kun bliver mere uinteressante på den enormt kedelige måde, hvis man lader dem sejle.

Jeg har efter lang tid overvejelse flyttet Anton til en anden institution, jeg har købt ny bil og jeg har lavet en opsparing.
Store ting, synes jeg. Egentlig.

På den helt, helt lavpraktiske og blogrelaterede side, har jeg lagt kommentarmoderation på siden her; simpelthen fordi jeg ellers ikke opdager, når I kommenterer på gamle indlæg. Jeg udgiver alle kommentarer, jeg får, men når der en sjælden gang imellem sniger sig en hater ind forbi (hvilket jeg indtil nu er sluppet nærmest mirakuløst for), har jeg truffet en helt bevidst beslutning om, ikke at svare. Bloggen skal være et sted, der giver energi; ikke et sted, der stjæler den, og det bliver det, hvis jeg skal skændes i kommentarfeltet med folk, der udelukkende kommenterer for at provokere.
Men når det er sagt, vil jeg meget gerne have lov at sige, at jeg er glad og taknemmelig over, at I gider blive ved med at pippe, selvom tiden ikke altid rækker til, at jeg får svaret. Jeg sætter stor pris på det. Virkelig. Det er ubetinget sjovest at skrive, når man via kommentarerne kan se, at der sidder nogen i den anden ende og læser med.

Så.
Jeg håber oprigtigt, at 2014 har gode oplevelser, kærlighed og overskud med til hver eneste af jer. Jeg håber, at det bliver året, hvor gamle sår læges og nye begyndelser tager fat. Gid, at der må være latter, glæde og god kaffe til alle.

Og medvind på cykelstierne.
Godt nytår.

fredag den 27. december 2013

Julen 2013 i sætninger:

1) "Nå, men det var jo nærmest en minutpris, der var en escortservice værdig."

(Til sagesløs billetkontrollør på 16 år i biografen, da Anton efter 12 minutter synes, at vi var helt færdige med at se Alfons Åberg. Om noget vil jeg trods alt gerne have lov at rose mig selv for utilsigtet apropos #alfons)

2) "Nu skal du være hurtig, hvis du vil nå at tage et billede af mig, haha."
(Til betjent, der i nattens mulm og mørke var ved at rigge noget ledning an i buskadset foran sin mørklagte kassevogn. Dels var det den første løbetur post jule-frokost, og dels var jeg røget ud i noget kuling så stift, at man fik savl blæst om på sine blafrende kinder (- men når barnepigen er på plads, så er det bare ærgerligt, Sonny boy, hvis vimplerne flugter med horisonten), så synes ligesom, at jeg var nødt til lidt kækt at gøre opmærksom på, at jeg godt selv var klar over, at tempoet måske ikke ligefrem var imponerende.)
3) "Nå, ok, du er gartner." [Indsæt kunstigt ”Se mig – jeg er en idiot”-grin]

4) "Mor, havde du krøller, da du var langhåret?" "Nej." "Havde far?"
5) "Anton, nej. For sidste gang: Vi skal ikke. have. den. el-guitar."
(Gider Netto også lige trimme sit sortiment?)

6) "Hvis du prøver én gang til, så flytter jeg mig, og så kan du fandme få lov at falde i åen!"
(Til barn i trodsalder (og dem, der påstår, at den ikke findes, lyver. Stygt) der på skovtur af 50 minutters varighed, fik 24 hysteriske anfald over, at man ikke måtte a) løbe efter kæmpeelge med gevirer på størrelse med kollegieværelser, mens man brølede ”HEST!! HEST!!” for at give dem gulerødder, og b) ikke måtte kaste sig i åen. )

7) "Hvor små kan man egentlig få waders?"
(Og fordi jeg bor i Esbjerg, ved jeg nu, at det kan man ned til størrelse 26.)

8) "Nogle gange glemmer jeg, at jeg bor i Esbjerg. Men så ser jeg sådan noget der."
Til veninde, da vi passerede et skilt med påskriften: ”Køb årets vildeste fyrværkeri på Sønderris Grillen!”

9) "Er der mere vin?"

tirsdag den 17. december 2013

Fra nu af vil jeg udelukkende titulere ugens første dag som ”lille-tirsdag”.

Hvis der er én ugedag, der ikke har det nemt, er det mandag. Det er, som om denne ene dag er i bad standing hos stort set alle, og helt grundlæggende har den sådan set også alt imod sig. Uanset om man elsker sit arbejde eller ej, kræver første tur i ugens hamsterhjul en opbydelse af alle kræfter for at komme ordentligt i gang. Og selvom lukkeloven efterhånden er noget, vi underviser de unge i i faget historie, og vi i princippet *kunne* flytte ugens samlede indkøb til søndag, er det alligevel stadig lidt som, at rugbrødet i madpakken er tørt i kanten og mælken er ikke helt frisk.

Engang imellem får jeg ondt af mandag. Den kan jo ikke sådan rigtig gøre for det, og må bare stå og skule misundeligt hen over de 3 beige fyld-dage til mediedarlingen fredag.
Men det går over, når jeg kommer i tanke om, hvilken lille svinsk so den i virkeligheden er, og da jeg gik i seng i går, var jeg klar til at highfive de næste 400 mandage i fjæset med en pigtrådsomviklet kølle.

Lad mig give jer the highlights i kronologisk rækkefølge:
05.00: Vågner. På den meget stive og smertefulde måde, hvor man godt kan mærke, at ryggen og nakken har besluttet sig for at prøve kræfter med disciplinen ”Stillads”, hvilket – udover en sagte, konstant sang af avforsatanavforsatanavforsatan-eder – betyder, at man har udsigt til de næste 4 dage at bevæge sig som Robocop.

07.30: Hvor er Antons jakke? Hvor, hvor, HVOR!? Nå jo. I tørreskabet hos mormor og morfar, efter gårdagens helkropsassistance ved bilvask. Nå, fuck it. Hoodie it is. Av, min ryg.
08.00: Bil siger mærkelige lyde. Lad mig refrase det: NY bil siger mærkelige lyde. Ikke i orden. Overhovedet. Derudover kobler telefonen nu også pludselig fra bluetoothen, hver gang jeg stopper. Kan ikke beskrive, hvor træt jeg er af at skulle på værksted med en bil, der er 14 dage gammel. Av, min ryg.

09.30: Opkald fra kær ven med de dårligste nyheder, jeg har fået i meget lang tid. Fandens, fandens, FANDENS! Ryg nu pludselig inderligt ligegyldig.
12.00: Ingen internetforbindelse. Hvilket er medium træls, når jeg lige nu skal forestille at sidde klar som videotolk på Skype. Av, min ryg og er der flere kleenex?

12.30: Phiew! På igen. Av, min ryg.
12.35: Ok, er det med håndsving i dag eller hvad!? Hvorfor fanden er forbindelsen så dårlig?? For rasende til at lægge mærke til ryg.

12.40: Kører lige en hastighedstest. Av.
12.42: Når jeg nu betaler for en 60/12 forbindelse, så ville det godt nok være fedt, HVIS DEN GAD AT LADE VÆRE MED AT VÆRE 8/12!!! 

14.40: Efter sølle 2 timers support, hvor 4 forskellige mennesker har gjort det samme af 4 omgange – ikke mindst fordi jeg, uden grund, blev smidt af telefonlinjen 2 gange – kan vi nu konstatere, at jeg har gjort mig fortjent til et nyt modem. Som åbenbart kræver en rituel hyldestplatform af guld og marmor midt i stuen, hvor den med staniolhat skal skærmes mod elektriske signaler AF ENHVER SLAGS!! hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om nogensinde at få ordentligt internet igen.
16.02: Kører ud for at hente Anton. Da jeg kører over skinnerne, undrer det mig kortvarigt, at det virker så lyst. Kigger til højre (AV!!) og konstaterer, at det er fordi toget 50 meter væk. Ja, undskyld, hvis I lige var ved at lave noget andet og vigtigere, bomme og signallamper. I kan bare begynde at virke igen, når I har tid. Og lyst, selvfølgelig. For forskrækket til at have ondt i ryg.

16.12: Er efter nærdødsoplevelse meget lidt i humør til at få at vide, at Anton ”ikke er ret glad for selv at tage tøj på. Det bør han altså kunne.” Jamen, meget undskyld. Den app skal jeg lige få hentet og installeret i en fart. Når jeg er færdig med at ligge på sofaen og vanrøgte mit barn med ligegyldighed. Ville lægge mig ned på gulvet og græde, hvis jeg kunne.
17.00: Tror, jeg tænder nogle stearinlys for at jage den dumme dag på flugt.

17.01: Hvordan er det nu, man fjerner stearin fra gulvtæpper? Og hvordan kommer man derned?
17.30: Ok, så når man stryger de kaffefiltre, der ligger hen over pletterne, skal man lige huske *ikke* at stryge direkte på gulvtæppet? Tak for info. Så ved jeg det, når jeg køber det næste strygejern. Smider jeg det bare det her i containeren under ”Småt brændbart”?

Mandag.

Du er en pisset, ildelugtende grimrian af en kost, og du har fortjent hvert et ondt ord, du får med på vejen.

onsdag den 11. december 2013

Vind: Bridget Jones - Vild med ham.

Update:

Så er der trukket lod. De to heldige vindere blev hhv. Hugos mor (den nye bog) og Anne Jeppesen (mit aflagte eksemplar). Tillykke til jer. Hvis I sender mig jeres navne og adresser på blogsbjerg@gmail.com, så smider jeg bøgerne i kuverter og skiber dem afsted.

 
 

For noget tid siden lovede jeg at lave 2 give-aways i anledning af julen. Dette er den anden og sidste af slagsen:

Jeg kan overhovedet ikke taget få hul på det her indlæg. Jeg er startet 17 gange, og har hver gang slettet, hvad jeg har skrevet, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal gribe det an.
Det her er et give-away indlæg, som oven i købet indeholder 2 muligheder for at vinde bogen 'Bridget Jones - Vild med ham', og i give-away indlæg skal læserne jo for fanden helst være interesseret i at vinde det, der er på højkant.

Men da jeg sagde ja til at udlodde bogen, lovede jeg også at lave en anmeldelse af den…

Og jeg er ikke sådan rigtigt lyve-typen.
Så. For at være helt ærlig: Jeg ikke bryder mig ret meget om den. (Meget undskyld, søde redaktionspiger, der har sendt den.) Ikke fordi Helen Fielding har slået Mark Darcy ihjel, hvilket, så vidt jeg kan læse, nærmest har indbragt hende dødstrusler i hjemlandet, men fordi jeg simpelthen synes, at den er for dum.

Det bliver alt, alt for karikeret til mig, når ALting HELE tiden går galt, fordi hovedpersonen opfører sig, som om hun er født uden hjerne og social begavelse, og jeg allerede 7 sider i forvejen kan forudsige, hvilke pinligheder, Bridgets adfærd nu vil medføre.
Jeg læste et interview i Politiken med Helen Fielding, hvor hun fortæller om bogen, og jeg tror, at det er rigtig nok, at mange af de stupide fadæser Bridget laver, er hentet hos både forfatteren selv, og i hendes omgangskreds, men jeg savner virkelig, at der er noget normalt, velfungerende liv i mellem skiverne af kaos, så det ikke bare er facepalm på facepalm på facepalm. Og selvom det er en lille ting, så irriterer det mig temmelig meget, at til trods for, at Bridget bliver gjort spejlblank i forhold til sit arbejde – når hun overhovedet begiver sig af med det, i pauserne mellem tøjindkøb, toyboys og Twitterupdates – så er der stadig råd til at bo i et stort hus og have tjenestepige på fuld tid. Jeg er med på, at bogen skal tjene som underholdning, og ikke som økonomisk dokumentation for et gennemsnitligt, engelsk liv, men når man vælger dagbogsformen og en handling, der skal forestille en normal hverdag for en alenemor, så skærer den slags mig bare i øjnene.

MEN. Husk nu, at jeg er sådan et surt gammel røvhul, der hader Live fra Bremen og Klovne, der falder ned i lagkager, så jeg synes, at du skal smide et lod i puljen, læse bogen og danne dig din egen mening. Vi behøver jo heldigvis ikke at være enige med hinanden om alt, og måske elsker du den.
Jeg trækker lod om både det helt nye, dugfriske eksmeplar, og min egen udgave fredag d. 13. kl. 13. (uuuuuh!)

Sæt i gang.

onsdag den 4. december 2013

Når gode dyr er rådne.

Nå, men jeg har været på kaninjagt i dag. Hvad har I lavet?

Det startede med, at vi kom over til mine forældre, Anton og jeg. ”Prøv lige at komme og se” siger min mor og viser mig en kanin, der sidder og forsøger sig som statue i baghaven.
”Hvor fanden kommer den fra??”

”Aner det ikke, men den har været her et par dage.”
Mine forældre er nogle rare mennesker, som i den slags situationer øjeblikkeligt ser små, kaninløse piger med rottehaler stå ved det tomme bur og græde hjerteskærende for sig, så de havde naturligvis været i gang med at tjekke lokalaviser og har haft ringet til både Falck og dyrlæger. Uden held.

”Jamen, vi kan sgu da ikke lade den sidde derude” sagde jeg. ”Tænk hvis den .. ja, blæser væk, eller sådan noget?”
”Tror du, at vi kan fange den?”

”Ja da!” (Øh, baseret på hvad, om jeg må spørge? Din lange karriere med at løbe dyr op på prærien?)
Bevæbnet med min fars fiskenet og en transportkasse, entrerede Storvildtsjæger I & II haven, hvor jeg opførte mig, som om jeg var en del af politiets gidselforhandlingsteam og skulle forsøge at overbevise modstanderen om det fornuftige i at overgive sig.

”Hør nu, lille fyr. Det begynder at blæse MEGET slemt i morgen. Og hvad vil du så gøre? Kom du nu her. Vi gør ingenting. (Titlen på den vigtigste bog i pensum på øksemorderstudiet). Kom! Så finder vi din mor og far.” Forsøgte mig med denne form for retorik, og argumenter, der bl.a. indeholdte ord som ”hø” og ”gulerødder” i 10 minutter, hvorefter jeg råbte ”FUCK DET!!” og satte efter den.
Så spænede vi rundt om huset 400 gange, mens min mor skiftevis heppede og råbte ”DER! Der er den!!” På et tidspunkt synes min far (der har brækket en tå, og derfor sad over på bænken), at Anton skulle ud og være med, (but why!?), så pludselig løb der 90 cm. begejstret barn rundt og råbte ”NIIN! NIIN!” alt imens jeg lokke-råbte ”VI PRØVER BARE AT HJÆLPE DIG” og det hele mindede mest af alt om en slags Cirkusrevy-version af Hunger Games.

Men jeg fik den. HaHA!
Så vi pakkede den ind, aede den, og kørte den til dyrelægen, hvor jeg fik et akut anfald af tvangsomsorg og seperationsangst. ”I afliver den ikke, vel? Nu finder I vel dem, der ejer den, ikke? Jeg tror lige, at I skal undersøge den – den har en lille rift på snuden. Nu skal du se, lille ven – nu kommer mor snart og henter dig.”

Har nærmest lyst til lige at cykle forbi i morgen og tjekke, at den ikke sidder som en uafhentet pakke tilbage på hylden.
- hvilket med al ønskelig tydelighed illustrerer, hvorfor Anton aldrig får lov at få dyr; det ville i givet fald blive mig, der smed mig dramatisk hen af græsplænen, opløst i snot og tårer, og skulle trøstes af ham, når vi engang skulle begrave hans spidsmus.

Fremover kan I bare kalde mig Ace Ventura.

tirsdag den 26. november 2013

Catch me if you can.

Da jeg gik på handelsskolen havde vi et fag, der hed Salg og Service, hvor vi brugte ufatteligt mange timer på at analysere reklamer og forbrugeradfærd, og hvor vi lærte, hvor stor en procentdel af købsbeslutningerne rundt omkring i de danske hjem, der bliver truffet af kvinder. Jeg kan ikke længere huske det præcise tal, men det er højt.

Vi fik at vide, at dette var vigtigt at huske, da det i rigtig mange tilfælde også er kvinderne, der træffer den endelige beslutning om forbrugsgoder, der ellers traditionelt opfattes som maskuline, f.eks. elektronik og biler.
Jeg har de sidste 5 måneder tænkt mere over dette faktum, end jeg ellers har gjort i mange år, da jeg jo har været i gang med projekt Ny Bil.

Jeg skal ikke på nogen som helst måde lade som om, jeg har forstand på biler. Overhovedet. Til gengæld er jeg en af dem, der burde have ”Hårdt arbejde udraderer til enhver tid talent” tatoveret tværs over ansigtet, for jeg kan simpelthen ikke være i min krop, hvis jeg løser den slags opgaver halvt.  
Så. Inden jeg kastede mig ud i det her bilarrangement, plagede jeg livet af dem, jeg kendte, der rent faktisk ved noget om biler, og resultatet af min verbale stalkning, blev til den liste, jeg havde med i tasken, når jeg tog ud til bilforhandlerne. Jeg udvalgte 7 forskellige bilmærker og -modeller – ud fra det saglige kriterium 'hvad er inden for min økonomiske formåen og ikke alt for grimt' – som jeg tog ud og prøvekørte, hvorefter jeg med udgangspunkt i min liste bad forhandleren om et tilbud, så alle tilbud indeholdte de samme ekstra features, f.eks. vinterdæk, air con og mulighed for at koble mobilen op på radioen.

Og i hele den her proces, tænkte jeg ca. en million gange på det med, at man aldrig skal undervurdere kvinder som købere, for 4 af de 7 biler valgte jeg fra, fordi sælgerne var nogle spassere. Den ene overvejer jeg stadig, om jeg skal have lavet et polititilhold på. (STOP så med at ringe/maile/sms’e! Damen sagde nej!)
Heldigvis var den rareste og mest tillidsvækkende sælger også ham, der havde den bedste – og billigste – bil. For fanden, hvor er det sjældent, at det hænger sådan sammen. Så efter at have fået så upassende meget rabat, at jeg fik mulighed for at gå en motorstørrelse op, skrev jeg for 7 uger under på slutsedlen for min første nye bil.

I går kl. 13 blev det så ENDELIG jul.

Og et eller andet siger mig, at folkene hos Citroën også har haft Salg og Service...

tirsdag den 19. november 2013

Verdens bedste Anton, 3 år.

Han havde fødselsdag i går, den bette.

Jeg bliver sgu så rørt; tænk, at det er 3 år siden, at jeg så ham første gang. Hold nu KÆFT, hvor var han rasende, og helt blå og lille. På hans fødselsdag har jeg altid tidsplanen for min fødsel kørende i baghovedet, og jeg giver ham updates ca. en gang i timen på, hvad vi lige nu var i gang med på Skejby sygehus for x antal år siden.
Dagen startede med, at jeg forsøgte at synge fødselsdagssang for ham. Om det var fordi jeg kom til at tude en lidt, mens jeg sang, eller om jeg bare synger ubegribeligt dårligt, er svært at sige. I hvert fald nåede jeg kun til første omgang ”Hurra, hurra, hurraaa!”, før han, venligt men bestemt, slog hånden for munden af mig, og sagde: ”Nej!”

I køkkenet, hvor jeg havde lagt pakkerne parat, lagde vi hårdt ud med et hysterisk anfald over, at man ikke måtte løbe af sted med det lille fødselsdagstog med lys i. Åbenbart bliver 'brandfare' ikke automatisk en del af det aktive vokabularium, når man fylder 3.
Efter at have gemt toget væk, og genoprettet freden, åbnede jeg pakkerne, som jeg aftenen forinden havde brugt en halv time på at pakke ind, mens Anton sad på gulvet og dimsede med gavebåndet. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg føler stolthed over, at barnet kan fornøje sig med plastik til omkring 2 øre, eller undrer mig over, at jeg bliver ved med at forsøge med det gaveindpakningskoncept, når det nu tydeligvis ikke taler til Anton.

Dagen bød på masser af dejlige mennesker, gaver en masse (med en guitar og et briotog på absolut top 2) og mad, mad og mere mad. Jeg kan aldrig rigtig styre mig, når der er anledning til at gå amok i køkkenet. Når man er eneste beboer på over halvanden meter i husstanden, retter man kulinarisk lidt ind efter det, og der er sjældent tale om de helt store armbevægelser, fordi det altid betyder, at man så skal spise det samme i en uge bagefter. Så gæster = find alt det sjove frem, du har pinnet/sakset/fotograferet de sidste par måneder.
Guderne skal vide, at jeg ikke er noget hæsblæsende talent i et køkken, men det er som om, min hjerne forbigår dette faktum i stilhed, når der skal laves mad til mange. Min selvtillid er uproportionel høj i forhold til, hvad jeg indtil nu har bedrevet ved komfuret, og jeg kaster mig derfor altid frygtløst ud i retter og kager, som jeg a) aldrig har lavet b) ikke har den fjerneste ide om sværhedsgraden af og c) ikke aner, hvordan jeg skal redde, hvis det går galt. Som min bedstefar altid siger, har heldet dog en tendens til at følge en vis kategori af mennesker, og langt de fleste gange slipper jeg af sted med det.

Denne gang synes jeg så, at vi skulle have nogle af de der cake pops, som alle kagebagersider med respekt for sig selv fremviser et imponerende udvalg af. Til de lykkeligt uvidende, er der tale om en kugle af kage på en pind, betrukket med noget meget e-nummerbefængt pseudochokolade i hysteriske farver.
Og jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet.

Eller jo. Det ved jeg sådan set godt. Jeg havde forventet, at ingredienserne selv ville hoppe ud af skålen, og lægge sig pænt til rette på bordet i perfekt afrundende kugler, som høfligt ville spørge mig, om der ellers var andet, de kunne være mig behjælpelige med.
Det var ikke helt sådan, det gik motherf*cker! Men efter et par ekstra ture i Bilka, så mange ekstra ingredienser, at jeg kunne have lavet 100 af de små svin, og 24 panikgooglinger, fik jeg alligevel stablet 20 dejklumper, der mest af alt lignede golfbolde, der var slået ud af facon, op på pinde og betrukket dem med de satans cakemelts, som PS ikke er så ”supernemme!” at bruge, som alle de skide bagehjemmesider hævder, at de er!

Needless to say at jeg med stolt-mor mimik og ømme blikke på Anton fortalte gæsterne, at han selv havde hjulpet med at lave dem.
(Hvad? Han skylder mig 3 års nattesøvn, så han kan sgu godt tage en for holdet.)

3 år.
Det er så vildt, mand.

Jeg kan slet ikke huske, hvordan livet var, da mit hjerte ikke var fyldt til bristepunktet med kærlighed til ham.

fredag den 15. november 2013

Bedre sent end aldrig.

For snart lang tid siden skrev jeg et indlæg om at være selvvalgt alenemor til en hjemmeside, der hedder Barsel i Aarhus. Jeg ville egentlig have linket til det dengang, men kom fra det igen. Den sidste måned har jeg imidlertid fået flere mails fra læsere, som spørger om dette og hint i forhold til at vælge at få børn selv, hvilket fik mig til at tænke, at der godt kunne være flere af jer derude, der i den kommende julefrokosttid kommer til at sidde ved siden af sådan nogen som mig. Derfor bringer jeg her, med en ubetydelig forsinkelse på et halvt år, indlægget:

Do's and don'ts til samtalen med den selvvalgte alenemor.

Normalt blogger jeg på blogsbjerg.com og jeg kan godt mærke, at jeg famler lidt, når jeg skal lave et indlæg, der kan stå alene; bloggen er mit fristed, hvor jeg færdes hjemmevant og hvor mine læsere kender både mig og min historie, mens I er sådan nogle helt nye nogen… #præstationsangst

Men nuvel – lad os prøve at kaste os ud i det. Så ser vi, om jeg kan få det til at give mening for helt nye mennesker.

Jeg er 36 år og selvvalgt alenemor til Anton på 2. For god ordens skyld tilføjer jeg lige, at det betyder, at han, helt fra starten, har været mit planlagte soloprojekt; jeg er ikke blevet knocked up af en fisker, der efterfølgende stak af over de 7 verdenshave i nattens mulm og mørke. (Jamen, det er der faktisk en del, der tror.) Jeg har boet i Århus i 15 år, men har post-Anton valgt at flytte tilbage til fødestavnen Esbjerg, hvor min familie bor. Det har været et svært valg, og her, 2 år efter, er jeg stadig ind i mellem nødt til at sætte mig ned og tude over, at jeg synes, at byen er grim, og at folk er meget vestjyske i deres approach til nye mennesker. Til gengæld elsker jeg med nærmest religiøs inderlighed at være tæt på min familie igen.

Men I er jo ikke her på siden, fordi I gerne vil læse den samlede biografi om mit liv. I er her – antager jeg – fordi I enten lige har fået en lille, eller fordi der er en lige om hjørnet. Så jeg tænkte, at jeg ville lave en lille førstehjælps-parlør til jer, i tilfælde af, at I kommer i mødregruppe med en som mig.

Så her følger 5 do’s and don’ts til samtalen med alenemoderen.

1) Det må gerne være hårdt for dig også. Jeg oplever tit, at folk ikke synes, at de må brokke sig over, at de synes, at det er hårdt at have små børn, når der er en til stede, der står alene med det. Det må du gerne. Der er forskel på børn, der er forskel på livsvilkår, og vi sammenligner alle med det udgangspunkt, vi havde, inden vi fik børn.

2) Det ville til gengæld være superfedt, hvis du lod være med at sige, at ”det faktisk er det samme hjemme hos os, for Martin arbejder SÅ meget.” Her bliver jeg bare nødt til at skære igennem og sige: Nej. Det er ikke det samme hjemme hos jer. Lige meget hvor travlt Martin har, er jeg sikker på, at han stadig fra tid til anden kan svinge forbi Føtex eller køre på apoteket, når I er syge (så du slipper for at skulle pakke jer begge ind i overtøj, hive en barnevogn op af kælderen, gå på apoteket, stå i kø, gå hjem, forholde dig til problemstillingen, at det kolikramte feberbarn nu er faldet i søvn, og at du derfor står til at skulle vandre rundt i gader og stræder med tårnhøj feber, med mindre han skal vågne og skrige fortvivlet). Han kan formentlig også stadig betjene vaskemaskinen, og tage sig af barnet, hvis du skal til fødselsdag hos veninderne. Hvilket bringer mig til 3. punkt:

3) Hold lidt igen med at spørge: ”Kan dine forældre ikke tage ham?” Hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg havde fået det spørgsmål, kunne jeg gå på pension nu. Anton elsker sine bedsteforældre. Højt. Og det er uendelig gensidigt. Men han er mit barn, som jeg har ansvaret for, og selvom mine forældre er my people, skal han stadig passes, når han er der. Det er faktisk en af de ting, der har overrasket mig selv mest; at jeg føler det som pasning. Men det gør jeg. Jeg forestiller mig ikke, at man tænker det som pasning, hvis faderen er hjemme med barnet, så umiddelbart forestiller jeg mig, at der er plads til lidt mere gåen-ud med dertilhørende pasning, hvis man er to, end hvis man er en? Her på matriklen skal Anton passes, hver e-n-e-s-t-e gang, jeg skal noget, hvor jeg ikke kan have ham med. Frisør, læge, møder, træning, polterabend, arbejdsdag i vuggestuen, you get the picture. Så jeg har den store kniv fremme, når jeg skal vælge, hvad jeg prioriterer at komme til, og hvad jeg skærer væk. Og jeg ELSKER de mennesker, der har forståelse for, at deres arrangementer derfor ind imellem bliver valgt fra.

4) Af den grund er jeg også vild med, når andre mennesker har lyst til at lave noget, hvor jeg kan have Anton med. Jeg synes, at det er skidehyggeligt at mødes på legepladsen med en kop kaffe, og så sludre lidt, mens vi puster på skrabede knæ og skubber gynger, mens det ikke rigtigt giver mening for nogen at mødes på en cafe til brunch. Når man er alene med et barn, lander man livstilsmæssigt lidt mellem to stole: Dit liv er, i hvert fald inden barnet kommer, indrettet efter singleskabelonen, hvor man bruger sin omgangskreds til at få sine sociale behov dækket, mens du, når bette melder sin ankomst, pludselig får et liv, hvor du rytme- og indholdsmæssigt har mest til fælles med dine parvenner med børn. Og de skal mange par-ting med svigerfamilier og Lalandia-ture og påskefrokost. Så jeg oplever, at det godt i perioder kan være lidt småt med voksenstimulans, fordi der ikke kommer en hjem, når arbejdsdagen er slut og fylder på. Derfor: Vil du have 5 guldstjerner i bogen hos alenemoderen, så spørg hende, om hun vil have besøg eller lave noget i de perioder, hvor alle traditionelt er sammen med familien.

5) Bare spørg. Om alt, egentlig. For mig er det 1000 gange federe, at folk spørger, hvad jeg gjorde mig af overvejelser inden, hvordan jeg rent praktisk griber tingene an, og om jeg savner en kæreste, end at de sidder og tænker det. Jeg tror ikke, at man vælger at få et barn alene, hvis man er typen, der føler skam eller ubehag ved at tale om det. På det område adskiller vi os ikke spor fra alle andre mødre: Vi kan tale i dagevis om både os selv og vores formidable afkom, uden på noget tidspunkt at blive trætte af det.

Ok. Så tror jeg, at jeg har været omkring det vigtigste.

Er I her endnu? Ja? Godt hængt på!

Tilbage er der vist bare at sige tak for lån af øjne, og rigtig god fornøjelse med barslen i Aarhus.

onsdag den 13. november 2013

Give-away: En hellig alliance.

Update: Berit - du er den heldige vinder. Tillykke:) Send mig dit navn og din adresse på blogsbjerg@gmail.com, så videreformidler jeg til forlaget.



I anledningen af julen har jeg – undtagelsesvis – besluttet at lave to bog-give-aways. Jeg forestiller mig, at jeg ikke er den eneste, der synes, at der er nok at bruge penge på i december, så dette er mit forsøg på at lade to af jer slippe bare en mikromy nemmere økonomisk igennem højtiden. Den første give-away følger her:

Jeg er en af dem, der har det lidt stramt med kongefamilien. Ikke på den måde, at jeg bliver nødt til at tage blodtryksdæmpende medicin, når jeg ser billeder af de royale, og jeg har ikke noget godt bud på, hvad alternativet skulle være (- medmindre det kunne være Obama, som jo alligevel bliver arbejdsløs om et par år eller 3 #cometoMAMA!), men hvis jeg havde fulgt den oprindelige plan og var blevet journalist, havde det HELT sikkert været mig, der havde stillet Prinsesse Marie det samme spørgsmål 24 gange, fordi jeg ikke fattede, at hendes usympatiske bonde af en mand forsøgte at få mig til at De’se hende.
Og apropos mit erhvervsliv havde jeg for et par år tilbage en kort afstikker fra mit tolkejob; jeg arbejdede ved retten i Århus, hvor jeg manisk begejstret amokstemplede dokumenter fra tidlig morgen til sen aften. På min første arbejdsdag blev jeg vist rundt af en af mine fellow-paperpushers, og da vi kom til kantinen, sagde hun: ”Vi sidder ved det her bord. Derovre må du ikke sætte dig; der sidder advokaterne.” Jeg grinede – indtil det gik op for mig, at hun mente det.

Jeg bøjer mig glad og gerne i støvet for store hjerner og gode argumenter. Jeg ved ikke noget bedre end at iagttage folk gøre noget, de er gode til. Men du får mig Aldrig. Nogensinde. Til at sige ”De” til nogen som helst, eller til at pakke mig ydmygt i hjørnet som en anden fucking Askepot. Og da SLET ikke pga. titler eller penge. Det strider så meget imod mit grundsyn på mennesker, at jeg simpelthen er ude af stand til at gøre det.
Så jeg er den HELT rigtige at sende en bog som ”En hellig alliance” til.

For ligesom forfatterne er det også faldet mig for brystet at høre Mary og Frederik fortælle om, hvordan de gør alting selv, og bare lever som en helt almindelig familie, når man ved, hvor mange tjenestefolk, de har ansat. Jeg synes, at det vidner om en himmelråbende mangel på respekt og forståelse for, hvordan livet ser ud for en gennemsnitsfamilie, at man vil være bekendt at påstå, at det 24 karats arrangement, de har kørende, har *noget som helst* med den jævne virkelighed at gøre.
Alene det sted i bogen, hvor der bliver fortalt, hvordan der hos kronprinseparret bliver skiftet sengetøj en gang om dagen – to, hvis børnene har sovet til middag – fik mig til at skære tænder af raseri. Hvilken ubeGRIBELIG ødsel omgang med vores penge!

Vores, vores, VORES penge!
Nå. Der fik jeg lige hidset mig op. Og det ER jo bare fiktion *ho-løgn!-st*

Det jeg egentlige bare gerne ville sige var, at hvis du har lyst til at lægge denne fantastiske thriller under træet til en, du holder af (tjek evt. lige royalt standpunkt inden af hensyn til julefreden), så smid en kommentar her senest fredag kl. 12. Så trækker jeg lod om et eksemplar.

søndag den 10. november 2013

Pin-up girl.

Jeg overvejer at lukke bloggen.

Ikke fordi jeg er træt af at skrive, slet ikke.

Men jeg har fundet Pinterest.

Holy mother of God. Er I KLAR over, hvor meget tid, man kan komme til at bruge derinde? Og ja, det er I jo nok, eftersom I alle sammen har været der i noget, der ligner 4 år, men for mig er det nyt, så jeg har de sidste par dage flere gange oplevet at sidde med visne hænder, fordi alt blodet for længst har tabt tålmodigheden, og er skredet ned i benene.

Og jeg får da travlt de næste par år, kan jeg godt se.

Bl.a. med at finde de mange huse, jeg skal ud og købe, så der er rum nok til alle de diy-projekter, jeg pinner. Det bliver nogle hektiske år i køkkenet frem mod 2020, og det viser sig, at jeg *også* skal til at lære at sy.

Først Facebook, så Instagram og nu Pinterest. Jeg MÅ ikke blive lukket ind på flere sociale medier, for jeg har ikke flere timer tilbage i døgnet.

Det er heldigt, at jeg ikke kan finde ud af at bruge Twitter.

(Ja, selvfølgelig har jeg da prøvet. Skulle jo nødigt gå glip af noget.)

(Seriøst: Hvordan virker det?)

søndag den 3. november 2013

Vi har (åbenbart) citrontema på bloggen i disse dage.

Nogle gange kan jeg godt blive overrasket over, hvad hjernen vælger at bruge energi på at huske. Jeg er 36 år, hvilket betyder, at nogle af de historier, som på alle mulige tidspunkter hopper frem i frontallapperne på mig, er omkring 30 år gamle.

Klassikeren er den med, at man ikke skal gøre sig skeløjet, fordi man risikerer, at øjnene sætter sig fast. Denne formaning bliver ofte broadcasted med min mors stemme. Om det passer, eller om hun bare ikke gad se mere på mit skabede ansigt, ved jeg stadig ikke.
Men en anden historie, som jeg tænker på *mindst* en gang om ugen, er en af de historier, som vi børn fortalte hinanden, da vi var små, nemlig at man skal passe på, når man køber citroner, for narkomaner bruger dem til at rense deres sprøjter i.

(Øhm, hvad?)
Dengang virkede det som en rimelig antagelse, at to narkomaner med abstinenser, der var blevet enige om at dele et fix (og alle ved, at narkomaner er typerne, der deler pænt og ordentligt) lige brugte en halv time på at finde den nærmeste Kvickly, udenfor hvilken den ene fixede, hvorefter den anden lige susede ind og .. ja, jeg er lidt uklar på, hvordan renseritualet i en citron skulle foregå, men .. gjorde whatever med nålen,  efterlod citronen i kurven, og gik ud for at skyde færdig.

Jeg ved det godt.
Og ALLIGEVEL: Hver E-N-E-S-T-E gang, jeg køber citroner, når mine øjne lige at scanne frugterne for mistænkelige stikmærker, inden min hjerne indhenter mit syn, og minder om, at vi er blevet voksne, og derfor ikke tror på den slags mere.

For fanden altså.
Sig, at I har tilsvarende psykiske defekter?

onsdag den 30. oktober 2013

When life hands you lemons - ask for tequila.

Det her er ikke en rigtig blogpost. Den handler ikke om noget. Betragt det, som et af de opkald, man lige giver sin mor, når man er på festival: Meningsløst og sludrende, grænsende til ligegyldigt, men bare tænkt som et bevis på, at man hverken er død eller stukket af med Placebos roadie.

Bor trods alt i Esbjerg, så nogen kunne måske frygte, at jeg var blæst væk i mandags.
I’m still standing – jeg er bare flad som en nystrøget pandekage, og min hjerne føles som klæg, ubrugelig sirup.

For at gøre en lang historie kort har vi været på ferie hos vagtlægen både fredag, lørdag og søndag, og kan bryste os af 2 x kraftig halsbetændelse samt en enkelt skarlagensfeber on the side. Anton har desuden fejret skiftet til vintertid med at insistere på, at det er morgen, når kl. er 4.
Ja.

4.
*Suk*

Endelig har han i morgen sidste dag i den gamle vuggestue, hvilket jeg har det voldsomt blandet med. Det er mig selv, der har valgt, at han skal flytte, og det siger sig selv, at jeg ikke havde truffet det valg, hvis alt havde været peachy-peachy, men skiftet kræver stadig uforholdsmæssigt store mængder af energi for mig at forholde mig til. Ikke mindst fordi det trykker på en masse af mine egne gamle knapper; jeg hadede at gå i børnehave. Ha.de.de det. Jeg kunne ikke finde ud af at lege med de andre, og jeg husker det som én lang ørkenvandring, hvor jeg følte mig underlig, usikker, bange og alene. Anton har – Gud ske tak og lov – en helt anden personlighed end mig, og han kommer til at klare til fantastisk, fordi han er robust og grundglad. Det er bare første gang, jeg skal udsætte ham for noget, som jeg virkelig, virkelige ikke selv brød mig om, og det er en mærkelig fornemmelse.
Samtidig forsøger jeg også efter bedste evne at sørge for, at han ikke mærker, hvordan jeg har det, så jeg har den lyse stemme på for tiden.

Undskyld til områdets hunde.
Så. Som plaster på såret har jeg fået lov til at få de her:

 


Jeg køber de *bedste* trøstegaver!

onsdag den 23. oktober 2013

Facebook, Løkke og den røde fane.

Jeg vil ikke udelukke, at jeg er i et usædvanligt ondt lune i disse dage, men Facebook irriterer mig for tiden. Jeg er ved at gå amok over, at min newsfeed udelukkende består af reklamer, fordi firmaerne bliver smartere og smartere; de to seneste eksempler er deres slåen plat på Knæk Cancer-kampagnen, og ’kampagnen’, hvor de ”leder efter prøvekaniner til deres nye børnehuer, da vi har fået ny skrædder”. Hvilket sort uheld at producere børnetøj, når der ikke er et barn i miles omkreds, og skrædderne derfor intet har at arbejde ud fra.

Eneste afbræk fra reklamehelvedet i feed’en den sidste uges tid, har været kommentarer om Lars Løkkes bilag – eller mangel på samme. Jeg har intet imod, at vi er uenige om, hvorvidt han har handlet idiotisk eller ej, men mit all time yndlingshadeargument har optrådt flittigt i mange opslag: Janteloven.
Tilsyneladende er det jantelov, der gør, at nogle af os ikke synes, at det er i orden at turnere verden rundt i en luftbåren lystyacht i en sky af champagne og luksus, når man er folkevalgt politiker; vi under ham det ikke. Åbenbart.

Til det må jeg bare sige: Forkert.
Jeg vil nøjes med at tale for mig selv, men vi kan vel godt blive enige om, at essensen af janteloven er, at du ikke skal tro, at du er noget?

Og jeg har ikke det fjerneste imod, at man tror, man er noget. Vær noget, for Guds skyld, og gerne med al den attitude, det medfører. Men vær det for egen regning, når du sidder allerøverst i diagrammet over organisationen, der som erklæret mål har at spare og spare og spare, fordi der aldrig er penge nok til de syge, de gamle og børnene på samme tid.
For min skyld må ministre flyve på første klasse fra nu af og til helvede fryser over. Virksomhedsledere i private virksomheder sidder heller ikke på monkeyclass sammen med os andre, med knæene oppe under hagen, mens de forsøger at skære nogle udefinérbare brune klumper i stykker med en sløv plastikkniv – men de betaler selv. Og da jeg gætter på, at apanagen lønnen for en minister er en snas højere, end den er for f.eks. en sygeplejerske, finder jeg det absolut rimeligt, at man selv betaler differencen, hvis man vil upgrades.

En mulighed, der i øvrigt ikke findes for flertallet af de offentligt ansatte: De kan rejse på den billigst mulige måde, og ellers kan de blive hjemme.
Med flere og flere elever i klasserne, længere og længere ventetider på hospitalet og generelt elendige normeringer over hele linjen, synes jeg, at det er meget at forlange, at vi skal tage sparekravene alvorligt, når dem, der udformer dem tilsyneladende ikke selv gør. Når mine lærervenner skal kopiere på begge sider af papiret, og ikke kan købe nye bøger, selvom dem, de har, stadigvæk opererer med både Sovjetunionen og DDR, og når mine offentligt ansatte tolkekolleger ikke kan få refunderet en busbillet, hvis ikke de afleverer originalen sammen med et nøje udfyldt skema, der redegør ulideligt detaljeret for alt fra destination over rejsetid til møntfod, billetten er købt i – hvis vi skal spare helt ned i den målestok – så SKAL man simpelthen gå forrest med det gode eksempel, når man er minister, hvis ikke man vil have folk til at føle sig til grin.

Synes jeg.
Og den der med at undskylde i 4 timer? Det havde måske – måske (fat chance) - gjort mig mildere stemt, hvis han var rykket ud med knæfald og hvide flag i det sekund, han var blevet opmærksom på, at hans sekretær konsekvent havde booket ham på de dyreste pladser... Jeg gider simpelthen ikke, når man først pseudoangrer i det sekund gårdvagten slæber én tilbage til gerningsstedet med et hårdt greb i overarmen, og der er udsigt til både ryk i ørerne og eftersidning.

Jeg er helt med på, at det afhænger af politisk ståsted, hvordan man oplever hele den her sag, og jeg er klart farvet af, at jeg aldrig har brudt mig om Lars Løkke.
Han minder mig om en folkeskolelærer, der ikke kan lide børn.




Han har garanteret også betalt sig fra reklamer på sin facebookside.

fredag den 18. oktober 2013

DØ!! DØ!! DØ!!

Nåmen, det er heldigt, at der er gået børnepenge ind i dag, for jeg har været inde og købe reservedele til min støvsuger.

”Reservedele, Linda? Hvorfor det?” hører jeg jer spørge.
Og her ville jeg ønske, at jeg kunne sige, at Anton havde løbet den over ende, eller at jeg havde brugt den ihjel.

Det er ikke tilfældet.
Inden jeg går videre, vil jeg gerne lige have ført til protokols, at jeg har været meget stresset de sidste par uger OG haft pisseondt i armene. *ahem*

Så. Ok. Here we go.
Da jeg købte min støvsuger, valgte jeg en lille, handy model med ekstra lang slange, hvilket jeg på det kraftigste må fraråde. Det virkede som en god ide dengang, men den tér sig som et løvblad i stormvejr, når man trækker rundt med den, og den lange slange knækker og er ved at selvstrangulere 10.395 gange for hver m2, man støvsuger.

Min puls er oppe på 790, allerede inden jeg er ude af det første rum.
De sidste par måneder har den udvidet sit belastende repertoire med at låse i mundstykket, så det 40 gange i minuttet stritter lige op i en ubrugelig 70 graders vinkel, hvor det så står med åben mund og suger på livet løs. På luften. Normalt kan man løsne den ved at give den et lille *gok* imod gulvet, men i sidste uge blev den yderligere kontrær, og blev – meget provokerende - stående, uanset hvad jeg gjorde.

Så jeg gik amok.
Jeg smadrede min støvsuger i raseri. Det var Falling Down, bare med støvsuger, og min blinde blodrus forsvandt først, da jeg hørte plastik knase på den endegyldige måde.

Det var FANTASTISK!! Altså, forstå mig ret, jeg er selvfølgelig flov over det og alt det der, men for FANDEN, det var tilfredsstillende at få det lille svin ned med nakken!
….

Nogen, der vil med på anger management kursus?

mandag den 14. oktober 2013

Sig appelsiiiin.

Sponsoreret indlæg/give-away:

UPDATE:

Vinderen blev kommentar nummer 1, så "Mandelgaven" - tillykke! Hvis du sender mig en mail på blogsbjerg@gmail.com med din emailadresse, skal jeg sørge for at videreformidle kontakten:)


Min far har altid været god til at huske at tage billeder, både på ferier og til fester, men også i de millioner af hverdagssituationer, vi glemmer at lægge mærke til, når vi står i dem. Gudskelov har han aldrig været lysbilledeshows-typen, men både min søster og jeg kan stadig få flere timer til at gå med at sidde og bladre i albums og komme i tanke om alt muligt, vi for længst ville have glemt, hvis ikke det havde været for billederne.

I takt med at alting er blevet mere digitalt, er han begyndt at lægge billederne i mapper på den stationære computer, der som pauseskærm er indstillet til at køre hele biblioteket som slideshow. En pissegod ide, hvis du spørger mig.
Klip til virkeligheden for den næste generation:

Jeg har en bærbar computer, der markant hellere vil slumre, end køre pauseskærm. Derudover har jeg også en pilfinger af et barn, der næsten ikke kan være i sin lille krop af begejstring og ubændig trang til at hamre løs på både tastatur og skærm, hvis jeg vender ryggen til i 4 sekunder.
Jeg er faktisk (næsten) ligeså god til at huske at fotografere som min far, men det har virkelig irriteret mig, at billederne bare ligger uvirksomt hen på telefon og pc, for selvom muligheden for at sende dem til fremkaldelse foreligger, får jeg det simpelthen ikke gjort

Derfor besluttede jeg sidste år, at jeg ville lave en bog om året; primært til og om Anton, hvori jeg sørger for, at de ting, vi har foretaget os hen over året er repræsenteret. Det er en kæmpesucces. Anton elsker at sidde og bladre i bøgerne – også selvom han altid bliver meget vred på den baby, morfar sidder med i den første bog….
Nogle gange er han nærmest et geni. Andre gange? Not so much.

Måske kunne du have lyst til at lave en fotobog med billeder fra ferien i San Fransisco. Eller en, hvor du fotodokumenterer dit vægttab over det sidste år. Måske mangler du en ide til, hvad mormor og morfar skal have d. 24. december, eller måske har du en samling erotiske pletskud, der bare skriger ”Mandelgave”.
Hvis det er tilfældet, er det your lucky day, for det firma, jeg har brugt vil gerne forære en af jer en fotobog. Den heldige vinder får en hard cover bog med 26 sider at slå sig løs på (ekstra sider kan tilkøbes). Det kræver lige, at man sætter en aften af til det, første gang, man skal cyberklippe/klistre, men til gengæld får man et rigtig fint resultat. Jeg prøvede, om jeg kunne bruge nogle af de billeder, jeg har kørt igennem instagram (har nået den alder, hvor jeg er bedst med filter), og var ikke noget problem.

Så. Hvis du har lyst til at vinde bogen, smider du et ”Indover!”-lod i kommentarpuljen inden fredag kl. 12, yes?
Go.



mandag den 7. oktober 2013

Noget om helte - og mangel på samme.

Jeg skal ikke på nogen måde foregive, at jeg synes, at det var nemt at være ung. Der var masser af juhuu omkring det, men der var satme også meget tvivl, rod og ondt i både hjerte og sind.

En af de ting, der dog var dejlig nemt, var at finde hverdagsidoler.
I folkeskolen var det geografi, der bestemte, hvem man delte uddannelse med, men da vi ramte de mellemlange, videregående uddannelser, var der allerede sket en form for selektering, så man var omkring nogen, der segmentmæssigt mindede om én selv.

Og i den flok var der altid et par stykker, der stod ud, og som man gerne ville være mere som. (Her må jeg lige indskyde, at det er ret interessant at forlade sin fødeby i 16 år, for så at vende tilbage. Det viser sig, at mange af dem, man synes, var de pæneste/klogeste/sjoveste/sejeste ikke heeeelt er der, hvor man dengang troede, livet ville tage dem hen. Forbløffende få af dem er blevet fotomodeller og statsministre.) Der blev kopieret frisurer og tøjstil, og det blev afgørende for, hvor vi gik i byen, og hvad vi valgte af både fritidsinteresser og valgfag. Selvom vi samtidig udviklede os til relativt hele, unikke mennesker, var det alligevel i høj grad med til at præge i hvert fald mig, og den indledende retning, jeg valgte i livet.
Jeg ved ikke, hvornår det vendte, og jeg kan ikke finde ud af, om det er positivt eller negativt, men jeg har opdaget, at jeg i dag ikke længere har folk, jeg gerne vil være ligesom – jeg har derimod en masse, som jeg gerne *ikke* vil være ligesom.

Måske er det fordi gipsen er størknet så meget i formen, at der kun er plads til små justeringer og finpudsninger, og ikke til helt nye faconer, men jeg tager virkelig ofte mig selv i at tænke, at ”sådan vil jeg aldrig være”.
På den ene side synes jeg, at det er positivt, for vi lever trods alt ikke længe nok til at begå alle fejl selv: Primært forholder jeg mig jo til mennesker, jeg kommer i samme cirkler som, og der kan det fungere som et udmærket wake-up call at se, hvordan det ser ud udefra – og hvordan det påvirker ens børn - hvis ikke man lige får bremset rabiate kostvaner og overdreven træningsmentalitet i tide.

Omvendt synes jeg faktisk ikke, at det er ret charmerende at gå og bemærke andres knap så flatterende sider, uanset om det handler om småting som blogretning og instagramstil, eller de store, tunge som børneopdragelse, begrundelser for valg af mage og prioritering af indhold i livet.
Nogle af områderne ligger lige for, og er nemme at undgå, mens jeg godt kan frygte at andre - primært dem, der ligger langt ude i fremtiden – sniger sig ind på en, uden man opdager det.

F.eks. kender jeg en kvinde, som ikke er meget yngre end min mor. Hun nærmest bor i et fitnesscenter, får med militant præcision lavet en brazillian hver 6. uge, har 3 gifte elskere, og hendes børnebørn skal kalde hende ved navn, fordi hun ikke kan rumme, at de kalder hende mormor. Hun går i byen, som jeg gjorde det, da jeg var 19, og hun taler ofte om, at der ikke er nogen ordentlige mænd i Esbjerg. Hun virker mere hektisk end glad, og jeg tænker tit på, hvor stor kontrasten er til min egen mor. Min mor er bestemt ikke ligeglad med sig selv, men hun kører den traditionelle stil, hvor hun det meste af tiden virker glad i sin krop og sit liv, og gemmer sine ”jeg er tyk!”-kriser til hun skal i pænt tøj og i byen.
Jeg ved godt, hvem af de to, jeg helst vil være, når jeg bliver 60.

Men jeg kan også godt se, hvem mine veninder og jeg er i gang med at udvikle os til.
For hvornår er det, at jeg forestiller mig, at vi bliver ligeglade? Hvornår kommer den morgen, hvor vi konstaterer, at vi er tykke og slappe – og ikke tager os af det? Jeg er 36 og har venner, der er op til 10 år ældre end mig selv. Jeg ser ingen af dem sidde på sofaen og hælde Haribo i skærmen, mens de nyder deres spritnye flaprearme og muffindeller.

Jeg er en del af generation, der er mere bange for at blive fed, end for noget som helst andet. Hvis sundhedsstyrelsen virkelig ville have fingrene i os i kampagne- og forebyggelsesøjemed, kunne de spare pengene, de bruger på at oplyse os om, at et glas vin om dagen øger risikoen for brystkræft; de kunne fyre hele afdelingen, der sidder og regner på, hvor mange ekstra skatter, afgifter og advarsler, det vil kræve at få os til at afstå fra cigaretter. Næ du – hæld kulhydrater i det, I gerne vil have os til at undgå, og se os slippe varerne, som var de gloende kul, og sprinte af sted i alle retninger i blind panik. Dem frygter vi mere end halte gazeller på savannen frygter løven.
Vi spejler os i dem, vi omgiver os med, og med hele det fælles fokus på den velholdte krop, og de tynde lår, ved jeg ikke, hvornår jeg forestiller mig, at tidspunktet for Operation Blød Mormor vil indtræffe?

Jeg vil gerne foreslå helten skrevet tilbage i historien. Noget at stræbe imod i stedet for noget at flygte fra. En, der står for noget, vi kan identificere os med, men som samtidig også sætter baren højt nok til, at vi ikke bare læner os mageligt tilbage og forventer, at livet automatisk vil forvandle os til hende.
Hvem skal vi indstille til kandidaturet?

mandag den 30. september 2013

Situationer, hvor jeg virkelig, *virkelig* godt gad, at jeg ikke var alene:

* Når man forlader en bilforhandler, der har brugt 25 minutter på at lyve én lige op i ansigtet, og man faktisk på forhånd har researchet emnet godt nok til at vide, at han er et løgnersvin. En halv pec-highfive giver sådan en grim overbalance.

* Når Anton er syg og har kastet meget op over større arealer. Virkelig uoverskueligt at skulle væg-til-væg-soignere os begge, og derefter holde øje med det stakkels, slatne kræ, mens man gør rent og samtidig forsøger at gro supersonisk hørelse, så man fanger det lille præ-ral, der indikerer, at det trækker op igen.
* - med underteksten: Når man – igen – må trække barnets første sygedag-kortet. Et sted i Århus står min arbejdsgiver og råber: ”I second that!”

* Når jeg skal sætte mig ind i noget, der virkelig, VIRKELIG ikke interesserer mig. Jeg ved godt, at man ikke altid er så heldig, at den bedre halvdel lige er yang, hvor man selv er yin, men så kan man i det mindste fordele efter princippet om, at alle skal lide lige meget.
* Når slikposer eller rødvinsflasker virker lidt mere slunkne, end man med god samvittighed kan forsvare selv at have stået for.

* Når jeg skal inden for samme uge har en aftenopgave, en weekendopgave og en barnepige, der følger med i fodbold, og derfor glædestrålende over EFB’s gode resultater, melder fra. Hej mor og far. Great news! Jeg flytter hjem igen!

* Når ”eksperter” i TV siger noget idiotisk og faktuelt forkert. Meget utilfredsstillende at hånråbe: ”Hold nu kæft, din store idiot!” ud i en tom stue.

* Når man skal træffe store beslutninger på barnets vegne. Her mangler jeg virkelig somme tider en, der har samme forhold til og ansvar for ham, som jeg har. En der godt ved, at nogle gange må man træffe beslutninger, som stresser ham på kort sigt, for at hjælpe ham på lang sigt. Jeg har efter lang, LANG tids overvejelse besluttet at opsige Antons plads i den institution, han går i, og flytte ham til en anden. Her ville det have været lækkert med en, man kunne prikke på skulderen hver 10. minut natten igennem i et par måneder, som med autoritet i stemmen kunne sige: ”Det ER den rigtige beslutning. God-så-nat!”.
* (Og som man kunne pege anklagende på, hvis det viste sig, at vi tog fejl.)
* Når man skal løfte tunge ting og sager, som fx børn og indkøbsposer, og man stadig ikke har haft held på det sorte organmarked til at skaffe en ny albue uden tennis i.

onsdag den 18. september 2013

Den omvendte Nike.

Om blogs, bloggere og læsere. Advarsel: Lidt Meget langt.

Ovre ved Sneglcille bliver der debatteret ivrigt i kommentarfeltet for tiden; det hele udspringer af et sponsoreret indlæg, hun har lavet, og nogle læserreaktioner herpå.
Debatten er ikke ny. I de 4 år jeg har blogget, tror jeg, at dette emne har været oppe og vende en håndfuld gange, typisk med ”kan man ikke lide lugten”-argumentet på den ene side, og ”man skal ikke offentliggøre noget, hvis man ikke kan tåle kritik på det” på den anden.

Som sådan har debatten ikke noget med mig at gøre; Sneglcille er en velformulerende og intelligent kvinde, der er fuldt ud i stand til selv at tage vare på sin egen integritet. Når jeg alligevel blander mig, er det fordi jeg synes, at noget har ændret sig over de sidste par år i blogland. Oftere og oftere støder jeg på kommentarer om, hvad man som læser synes, man har krav på at kunne forvente af både blog og blogger hos den, man følger - men jeg synes faktisk, at det kunne være interessant at se på, om vi som bloggere måske også kunne tillade os at forvente noget af vores læsere?
Og vent lige med at gå amok, til I har læst færdigt, ikke?

Lortemor lavede for nyligt et indlæg, der handlede om gaver, der i forbindelse med et velgørenhedsarrangement, var blevet givet til de store bloggere. Indlægget handlede om, hvor meget man som blogger kan tillade sig at tage imod, og hvor og hvordan man skal gøre opmærksom på det. I kommentarfeltet under, var der bl.a. en kvinde, der skrev, at ”Inden for (god) journalistik er det ganske enkelt forbudt at modtage gaver. For så snart der er andet end ren og skær objektiv vurdering af et produkt på spil, bliver det utroværdigt. Og utroværdige skriverier kan ingen bruge til noget (andet end skribenten selv, der har fået en gave ud af det). Så ja, jeg synes bestemt også, der er god grund til at have dårlig smag i munden …”
Her vil jeg gerne lige sige noget. For hvis jeg ikke tager meget fejl, får de fleste journalister løn for det de laver. Derfor kan man godt argumentere for, at man kan tillade sig at stille nogle krav til deres arbejde, fordi man i sidste ende er med til at betale deres løn, hvis man køber den avis, de skriver i. En blogger gør det gratis. Flere af os betaler penge for vores hjemmesider, og mange af mine bloggerfrænder lever faktisk af at skrive, så i deres tilfælde er det et stykke håndværk, de forærer væk, fordi de har lyst.

Når jeg alligevel ikke helt synes, at vi kan bruge argumentet om, at man bare kan skride, hvis man ikke kan lide det man læser, er det fordi, vi jo for fanden ikke ville blogge, hvis der ikke var nogen, der læste det. End of story.
Og det er fantastisk, når nogle gider besvære sig med at kommentere på det, man skriver. Modsat hvad nogle tror, så betyder det ikke så meget, om læserne er enige eller uenige, når de kommenterer, for 90 % holder en fin og sober tone, og uenigheden giver fine indspark til debatten.

Der hvor jeg står af er, når læserne – uopfordret – skriver syrlige ting som: ”Du var meget bedre før” eller ”Her er jo kun sponsorerede indlæg – går der ikke lige rigeligt tv-shop i den?” og ”Jeg gider ikke alle de reklamer, så du har lige mistet en læser.”
Jamen… Nå? Hvad skal den kommentar? Seriøst? Andet end at gøre bloggeren ked af det og usikker? (Og hurra for de 5, der er skideligeglade. More power to you.)

Hvis vi skal tage den med de sponsorerede indlæg først: I langt de fleste tilfælde gør folk opmærksomme på det, hvis de har fået noget for at omtale et produkt, hvilket vi er helt enige om, er det mest reelle, men hvis ikke, er det jo også tilladt som forbruger at være lidt kritisk. Ligesom jeg ikke tror, at nogen opfattede det som tilfældigt, da alle skuespillerne i den der sindssygt kedelige, hvide film, der foregik på en ø, var stoppet ned i et par pumasko, så ville det også være ok at nære en sund skepsis til det objektive i et indlæg, der indeholder fuldt produktnavn og link.
Jeg tror, at en stor del af problemet er, at forretningsverdenen ikke helt ved, hvad de skal stille op med os. De kan på den ene side godt se, at vi rammer meget målgruppespecifikt, men hvor mange vi rammer, og hvor stor effekt det har, ved de alligevel ikke så præcist, at de betragter os som ”rigtige” markedsføringskanaler. Derfor bliver vi sjældent tilbudt penge for at skrive; det bliver sådan lidt en mellemløsning, hvor de med produkter sikrer sig omtale, men ikke belaster markedsføringsbudgettet. Hvilket betyder, at vi som bloggere aldrig vil kunne komme til at leve af at blogge, og lave hele setup’et baseret på det, med indlagt take-it or leave it til læserne.

Og hvis man som læser føler sig krænket over, at der er sponsorerede indlæg på en blog, så vil jeg bare lige sige: I skulle vide, hvor mange vi – på grund af jer – springer over. Hoppede jeg lige op på korset der? Måske, men det er sandheden. Hvis det var fuldstændig konsekvensfrit at lave sponsorerede indlæg, lavede vi da 98 % af dem, vi fik tilbudt, og highfivede hinanden, mens vi væltede os i gratis mobilcovers, solbriller, teaterbilletter, sengetøj, gavekort til onlineshopping, betalte middage osv. Så når vi siger nej til de ting, handler det da dybest set om, at vi godt ved, at vi taber jer, hvis vi læsser det hele på bloggen.
Trine definerede i aftes meget fint, hvornår hun fremover vil blogge: ”Der skal give mening for dig eller mig” og det er måske det, jeg ville ønske, at *alle* læsere ville være bedre til at huske; at selvom vi for det meste er gøglere, der skriver for at underholde, så må og skal det være i orden, når vi engang imellem vælger at skrive for at høste konkrete fordele af det selv.

Den anden del af de kritiske kommentarer er dem, der går på, at man ikke er så skarp og fed, som man var engang. Til det vil jeg sige: Blogland er lidt som en folkeskole med forskellige årgange. Man har mest at gøre med dem på sin egen årgang, og os i 4. klasse kender ikke nødvendigvis dem i 1. klasse så godt. Jeg kan se hos dem, jeg har fulgtes med fra starten – ingen nævnt, ingen glemt – at vi har flyttet os i livet, og det påvirker selvfølgelig vores respektive blogge. De fleste af os startede med at blogge, enten fordi noget var svært, eller fordi vi havde mange historier, vi gerne ville fortælle, men i takt med, at historierne bliver fortalt, vil mængden af egnet blogstof naturligt blive mindre, og hvis man havde det ad helvede til, da man startede, har man forhåbentlig, 4 år senere, fået det bedre. Og det er svært at skrive dybtfølte indlæg om at have det godt, og om en hverdag, der primært består i at tage stilling til, om man skal købe fin- eller grovvalsede havregryn.
Man kan se det samme i musikbranchen. De første par plader fra bands er ofte de bedste, fordi der er en masse opsparet materiale, der bare står og tripper for at blive sluppet løs, men når det er sat fri, begynder det at blive svært at holde niveauet, for der er, for de flestes vedkommende, heldigvis ikke en konstant strøm af drama i livet, der bare venter på at blive omsat til kunst. Og gentagelser er ikke sjove for nogen.

(Hvis man er i tvivl om, hvad jeg mener, kan man lige bruge en eftermiddag på at gennemgå Madonnas musikkatalog i kronologisk rækkefølge. )
Så selvfølgelig ændrer blogge sig sammen med deres bagmænd, så når man får at vide, at bloggen stinker, er det svært ikke at tage personligt, fordi den er en direkte afspejling af, hvor du har flyttet dig hen som menneske.

Og uanset hvordan man argumenterer for det som læser, så synes jeg ikke, at det er i orden. Heller ikke selvom man skriver, at ”Jeg har rost dig – så vil jeg også have lov at rise dig.”  Ros er rigtig dejligt, men jeg tror, at de fleste af os gerne ville være den foruden, hvis vi på forhånd blev gjort opmærksomme på, at den kom med et prismærke hængende om halsen.
Så hvis jeg skal sammenfatte min holdning kort, kan det koges ned til: Uenighed i et beskrevet emne: Ja tak. Kritik af blogger for indhold/personlighed: Pænt nej tak, med mindre vi selv beder specifikt om det, ved f.eks. at spørge: ”Er der nogen, der har et bud på, hvorfor jeg har mistet 50 læsere på en uge?”

Hvis man synes, at det er svært at skelne, kan man lave følgende lakmusprøve: Ville jeg gå hen og prikke dig på skulderen, hvis jeg mødte dig på strøget og, helt ud af det blå, sige det, jeg nu har tænkt mig at skrive? Hvis nej? Just don’t do it.

 

 Er vi stadig gode venner?

tirsdag den 17. september 2013

Indebrændt? Mig?

Nå, men jeg har ramt en af de perioder, hvor det er som om tilværelsen ikke gider samarbejde, og hvor tyngdeloven har måtte vige pladsen for Murphys lov. Irritationsmomenterne ankommer flokvis, og udviser samme tilbageholdenhed som pensionisterne i Netto, når Kasse 2 åbner, og jeg er ved at gå amok over det.

Forstå mig ret; der er tale om I-landsproblemer (er man meget skadet, når man først under korrekturlæsning opdager, at man har skrevet iLandsproblemer? #EtÆbleOmDagen), som ville fordampe på et øjeblik, hvis Et Virkeligt Problem manifesterede sig, men på en underlig bagvendt måde, bidrager det bare til selvhadet og det generelle frustrationsniveau, fordi jeg, udover at knalde hovedet mod mentale mure 24 gange i døgnet, også godt selv ved, at jeg er latterlig.

Den trofaste læser vil vide, at jeg tackler sårbarhed og svære perioder med raseri og rigelige mængder af kontrol, og jeg har derfor kastet mig over Mapperne. Ja. Mapperne. Dem med stort M. Som indeholder alt det, der er så kedeligt, at man næsten begynder at græde ved tanken.
Jeg har bestilt tjek af mine forsikringer (hvor jeg havde den lidt mærkelige oplevelse at tænke ”Fuck, hvor billigt!” da jeg gennemlæste papirerne), jeg har bestilt møde med min bankmand, jeg har undersøgt alt, hvad der findes af vejhjælp, og sikret mig, at min er den billigste, jeg er gået to pakkestørrelser ned i tv, jeg har 4 svedende bilforhandlere i gang med at præcisere deres tilbud, jeg har tjekket op på vores dækningsgrad i sygesikring danmark, og jeg har ringet til forsyningsvirksomhederne for at spørge, hvorfor der står ”Udhus” på min regning. (Det kunne jo have været noget regeringsbestemt klassificering af en bestemt type huse i udkantsdanmark.)

Jeg har også sagt et samarbejde op, som længe har irriteret mig, og jeg er ved at undersøge, om jeg skal være sådan en, der går til cross fit. Rigtig cross fit. På den beskidte måde, i nedlagte fabrikslokaler på havnen. Jeg ved ikke, om jeg kan finde ud af det, og om jeg er stærk nok, men det lyder som om, det er en ok fornuftig måde at tæve raseriet ud af systemet på.
Skal vi aftale, at jeg lige vender tilbage, når jeg er blevet i lidt bedre humør?

Ok. Så sagde vi det.

onsdag den 11. september 2013

Hvad 2013 har lært mig, part 1:

* At blive voksen betyder, at man ikke længere får lov at vælge imellem løsninger, der er rigtige eller forkerte. Alle løsningsmodeller kommer nu med et uvelkomment appendix af alvorstunge konsekvenser, og man må bare efter bedste evne forsøge at gætte på, hvilke ulemper, man bedst kan leve med.

* Jeg kan bedre lide IG end FB. ("Blogsbjerg", hvis du har lyst til at kigge forbi til kaffe.) (I know. Opfindsomheden er uendelig) Folk er sjovere. Og inviterer mig mindre til candy crush, diamonddash og at prøve fødselsdage (STOP så!!)
* Det tager under ½ kop kaffe at vænne sig til smagen af fløde. Derefter er det ligesom at forsøge at erstatte heroin med Red Bull, når man prøver at gå tilbage til minimælk.

* Der er tilsyneladende ingen nedre grænse for, hvor dårligt tv, jeg kan tude til. I aftes var jeg helt ødelagt over, at Eric afstødte Pam. Hvis du ikke aner, hvad jeg taler om, skal du klappe dig selv på skulderen og takke dine forældre og forsynet for at have udstyret dig med stil og god smag.
* Listen over tjenestefolk, jeg har tænkt mig at ansætte, når jeg bliver rig, omfatter nu også (foruden rengøringsdame med speciale i badeværelser #had og en stylist, der skal finde jeans og festkjoler til mig (jamen, jeg ved PRÆCIS, hvad jeg gerne vil have. Det finde bare ikke. ) (Vent. Måske man skulle gå efter en skrædder i stedet?)) en bilentusiast m/k. Tiden nærmer sig for syn og nye vinterdæk på den gamle, og det kan simpelthen ikke betale sig, så jeg skal have en ny, og det interesserer mig så lidt, at jeg bliver helt tom inde i hovedet ved tanken. Det eneste krav, jeg står ufravigeligt fast på er, at den hellere må være uden hjul end uden aircon. Bil, køb dig selv.

* At man faktisk bare kan vælge at gå sin vej, når man synes, at andre bliver ALT FOR MEGET, ESBEN!! Tænk, at jeg skulle blive 36, før jeg fandt ud af, at man ikke bare behøver at blive stående midt i en shitstorm af nid og drama. Who knew?
* At jeg engang imellem kommer til at grine af det Morten Messerschmidt siger, hvis jeg ikke passer på, og her tænker jeg desværre ikke bare på hans politiske udtalelser. (Det er næsten FOR passende, at han er tysk på efternavnet.) Det giver mig lyst til at gå i bad og skrubbe mig med stålbørste og salmiakspiritus. Jeg ser meget gerne, at vi får en lov imod at være sjov, hvis man står for fuldstændigt urimelige ting.

* At de der kalenderapps er ret smarte… Firstmover, I know. Jamen, jeg kan godt lide papir! Og fornemmelsen af at kunne bladre og have overblik. Og åååh! - min fornøjelse over at strege ud med en kuglepen, efterhånden som jeg bevæger mig igennem min to-doliste, er næsten pervers. Somme tider tilføjer jeg punkter som ”skrive indkøbsseddel” og ”pakke træningstøj” bare for at kunne føle fryden over at være effektiv, når jeg kradser dem over. Så. Jeg har værget mig ved det, jeg har slæbt rundt på min lærredsindbundne Ordnung&Reda-kalender år efter år efter år (- sgu da garanteret derfor jeg har fået tennisalbue! Lille svin), og hvinet fortvivlet, når jeg spildte kaffe i den, så jeg ikke kunne se, hvornår jeg havde lovet at afløse Jesper. Men NEJ, hvor er det smart at have den i telefonen. Jeg er nærmest forelsket. Godt opfundet,  … Steve..?

lørdag den 7. september 2013

Vind: Svalens Graf.

Og vinderen blev:

Nr. 14 - Anne F. Hurra og congrats! Send mig en mail (blogsbjerg@gmail.com) med dit fulde navn og din adresse, samt hvad Sissel skal skrive i bogen, så får jeg ekspederet det videre:)


(For god ordens skyld: Der står 113 og ikke 114, fordi en af kommentarerne, der er lagt, ikke var et lod.)

Jeg var en af de bloggere, der for et par måneder siden fik tilsendt Svalens Graf i bidder. Jeg elskede den ligeså højt som Dines og Nadia. Så meget, at jeg virkelig skal gøre mig umage for ikke at oversælge den. Men hvis jeg lige skal trække et par elementer frem, som er med til at gøre den ekstra god, kunne det være:

1) Sproget. Jeg lægger meget mærke til den slags. Upassende meget. Så meget, at jeg, når jeg læser udenlandske serier på dansk, altid opdager det, når de skifter oversættere undervejs. En historie er aldrig stærkere end sin svageste oversætter - og jo, det må jeg gerne sige, for jeg er også tolk. Derfor er det for mig en ekstra fryd at læse en bog, der bare er velskrevet fra ende til anden.  
2) Historien. Jamen, den holder. Jeg sad i hvert fald hver 14. dag ude ved min postkasse og spejdede efter P&T, mens jeg bed negle og forsøgte at regne ud, om det var butleren, der gjorde det.

3) Den giver mening at læse, selvom det er lidt tid siden, man læste Dinosaurens Fjer. (Og hvis du også har den til gode, er du et heldigt svin.) Samme persongalleri, men ikke så mange henvisninger til forgængeren, at man er lost, hvis man ikke er 100 % skarp på alle detaljerne.
Og jeg ved godt, at I har haft mulighed for at vinde den andre steder, så jeg har steppet gamet up, og tilbyder nu muligheden for at vinde årets sejeste julegave. (Hvad? Om 20 minutter kan du ikke trække vejret uden at inhalere en nisse i Bilka, og derfra går det stærkt) Jeg gik ind og stalkede Sissel-Jo på facebook, og hun er et virkelig sympatisk menneske, der udover at undlade at få udstedt et polititilhold på mig, også lovede, at hun vil skrive en personlig hilsen til den, der skal have bogen, i omslaget.

You are *welcome*!
Så hvis du vil vinde en skøn, SKØN bog, så smid et ”Her!” i kommentarfeltet senest mandag d. 09.09 kl. 20, så trækker jeg lod.

Go!