fredag den 29. juni 2012

Enjoy the silence.

Om 2 timer og 33 minutter har jeg ferie, og det er længe siden, det har været så tiltrængt. De sidste 14 dage har jeg været ramt af den ugidelighed, der for mit vedkommende altid sætter ind, når jeg pludselig kan ane målstregen i horisonten, og dagene med alle deres gøremål har føltes som uoverstigelige forhindringer, som jeg har slæææææbt mig igennem.

Men NU er vi der! Hurra! har tænkt mig at bruge de næste to uger på at spise is, drikke fadøl og tage Anton og hans bedste ven Skovlen med på stranden. (For god ordens skyld må jeg hellere tilføje, at der ER tale om et legeredskab af plastik, og ikke et barn fra vores socialt belastede kvarter, som jeg i et anfald af ondskab har nicknamed.)
Der vil også et sted undervejs være et par dages husbytte med et vennepar, der bor så langt ude på landet, at de kalder Esbjerg for ”Storbyen”. Helt uden at grine.

Jeg har besluttet at tage 14 dage, hvor jeg trækker stikket fuldstændigt, hvilket direkte oversat betyder: Ingen træning og ingen blogindlæg. (Ja, Linda. Jeg taler til dig. Fingrene VÆK fra det tastatur, og nej; du dør ikke af fedme, fordi du holder fri fra centret i to fucking uger. Slap så AF!)
Til gengæld har jeg en formodning om, at jeg, når jeg vender opladet tilbage, kan skrive mindst to på hinanden følgende indlæg, der hverken indeholder ordene ”træt” eller ”tude”.

Det tror jeg, at vi alle trænger til.

mandag den 25. juni 2012

SÅ kører det for mig!

Forleden var Anton og jeg ude og besøge mine bedsteforældre, og som de sidste mange gange, vi har været derude, sendte min bedstemor mig ud af døren med ordene: ”Skal han ikke snart være storebror? Ja, du har jo ikke alderen med dig, ved du!” Fordi hun er gammel, bider jeg 4.291 næsvise svar i mig, smiler i stedet sødt og siger, at det skal han da bestemt – lige så snart jeg lige har fået mig en lur.

I dag i svømmehallen faldt jeg i snak med en dame på min mors alder. Og wolla, jeg sværger, 4 minutter efter, at Anton havde brølet ”HEJ!!” til hende, spurgte hun, om ikke han snart skulle have søskende? ”Det er så godt for deres sproglige udvikling.”
Jeg har det som om den Gud, jeg ikke tror på, prøver at fortælle mig noget.

Jeg vil gerne have en mere, men enten skal Anton være større, eller også skal jeg have den næste sammen med en mand, jeg bor med.
Og i den forbindelse: Gider han snart komme og ringe på min dør? For den der datingprofil? Den kommer ikke til at ske. Jeg ved godt, at der findes mange hurra-historier om netkærlighed, men indtil nu har nettet primært bragt mig generte, alternative (ad!ad!ad!) eller meget nyskilte mænd.

Indtil videre varmer jeg mig (i overført betydning, mor!) på en ualmindelig sød ekspedient i T. Hansen. Af alle steder. Det er så fint, at min bil jævnligt afstøder reservedele, og jeg er fuldstændig spejlblank, når det kommer til biler, så jeg behøver ikke engang anstrenge mig for at give den som hjælpeløs blondine. Derudover fungerer forretningen også som afhentningssted for de pakker, jeg er ikke er hjemme til at modtage, når pakkkeposten kommer med dem, (for det gør han nemlig. Sammen med sine venner Nissen, Loch Ness og Den Afskyelige Snemand) så vi ser en del til hinanden, min mørkøjede ven og jeg. Så står vi der og taler til disken, mens vi fumler med elektroniske underskrifter og vinduesviskere.
Der er noget. Et eller andet. Og et sted i periferien af min bevidsthed ved jeg godt, at det er mig – med mine Cars shades, min barnestol og den skaldede tangloppe på armen – der skal make a move, hvis nogen skal gøre noget.
Og det skal jeg også nok.

Jeg skal bare lige have en lur først.

fredag den 22. juni 2012

Why fix it, if it ain’t broken?

Jeg har i længere tid haft ondt i et par af mine kindtænder. Jeg har to løsningsmodeller, jeg opererer med, når noget ikke fungerer: 1) Pil stikket ud og sæt det i igen og 2) Lad som ingenting og vent på, at det går over af sig selv.

Det er forbløffende, hvor ofte en af de to viser sig at afhjælpe problemet.
Men efter at have lænet mig op af nummer to i en måneds tid, kunne jeg godt se, at hvad det end var, der gjorde ondt, så havde det tænkt sig at blive hængende. Syntes også pludselig, at jeg kunne høre nogle små stemmer råbe: ”VI VIL HA WIENERBRØD!!” om natten, men jeg har ikke haft huller i tænderne, siden jeg var 5, så jeg aner ikke, hvordan det føles.

Jeg bestilte derfor en tid ved min tandlæge, som jeg kun har frekventeret en enkelt gang før. Hvilket ikke var nogen ubetinget super oplevelse. For det første er det fuldstændig åndssvagt, hvad det koster at starte forfra hos en tandlæge, fordi de åbenbart brænder din journal ved modtagelse, og derfor først skal ”kortlægge din mund”. Lyder dyrt, ikke? Det er det også. Derefter blev jeg først glad, da tandlægen viste sig at være på min egen alder, men det gik hurtigt over, fordi han viste sig at være så servil, at jeg får en lille smule lyst til at stave det med z.
Jeg har ikke specielt pæne tænder. Virkelig. Mine fortænder krydser ind over hinanden, mine vampyrtænder er lidt for lange, og så har jeg tendens til misfarvninger, fordi jeg drikker meget kaffe. Men de er velholdte, og det i en sådan grad, at jeg nu tre gange har oplevet, at tandlæger henter deres klinikassistenter (og i et tilfælde en receptionist) for at vise dem, hvor fantastisk flotte de tænder er, Inge!!” (Ok, det hed de ikke alle sammen, men I forstår, hvad jeg mener.)

Så i går havde jeg en tid kl. 14. Startede med at sige: ”Jeg har ondt i mine tænder” hvortil jeg fik svaret: ”Det kan ikke passe.” Øhm.. nå? ”Nej, det får man ikke, når man passer så godt på dem, som du gør.” Did you just call me crazy? Det tog 21 minutter at få tandkødet flået op af en metaldims, få hevet mundvigen i stykker af meget insisterende spejl og få taget et røntgenbillede med en ualMINDElig anatomisk ukorrekt plade på tværs i kæften.
Ingenting. Som i: Overhovedet ingenting.

Hvilket bare endnu engang beviser, at min måde at løse problemer på, fungerer fuldstændig upåklageligt.

onsdag den 20. juni 2012

Heksehyl.

Så trækker det op til Sankt Hans. Min første af slagsen i Esbjerg.
Eller.
Det er jo løgn. Men den første af slagsen i Esbjerg, Vol. 2. (Giver udtrykket ”Den svære 2’er” en helt ny betydning.) Min bedste esbjergveninde har været så fræk at tage på ferie, og jeg kom til at tude meget voldsomt på min mor, da hun spurgte, hvad jeg så skulle Skt. Hans aften.

Hvilket er åndssvagt, for jeg tror ikke, at jeg i Århus har lavet det samme 2 år i træk. Der er ikke just tale om, at jeg bryder en 15 år lang række af traditioner her. Det eneste gennemgående træk har været Jagten På Bålet, som altid enten var 1) et andet sted 2) slukket 3) ikke tændt endnu eller 4) for vådt til at gøre andet end at udsende mager, sodet røgspiral.
Nå, men det, jeg vil frem til er, at vi har planer, bette A og jeg. Antons vugger holder fest. Lyder det fesent? Der er 140 tilmeldte. Blandt dem nogle af de forældre, som jeg drak kaffe med på hospitalet, da vi alle ufrivilligt var blevet meldt ind i Rota-klubben. Og der er jo ikke noget, der binder mere sammen, end at stå i bræk til knæene, mens man forsøger at tvinge æblejuice og Tuc-kiks i afkommet.

Jeg er lidt usikker på, om man har alkohol med? Gider ikke rigtigt være den mor, der lige knalder en flaske rødvin på bordet, mens alle de andre hørklædte hestehaler sidder og nipper til hjemmelavet hyldeblomst.
Gider på den anden side godt at have noget at sugarcoate samvær med 40 overtrætte, sukkerspeedede børn med. (Hvis der er forældre derudefra, der læser med, så er det selvfølgelig ikke jeres børn, jeg mener.)

Under alle omstændigheder glæder jeg mig faktisk til at hænge ud med nogle fraskilte fædre mennesker, der også mener, at aftensmad er noget, der foregår kl. 17, og som kan alle replikkerne til Cars udenad.
Og når jeg tager mig selv i at tænke: ”Hold kæft, hvor fedt!” når jeg læser, at bålet tændes 18.30, så de mindste kan få det med, ved jeg pludselig godt, hvorfor steder som Lalandia kan løbe rundt.

søndag den 17. juni 2012

En af de remindere, man godt gider have.

Jeg bliver meget sjældent uvenner med folk, hvilket kan undre, da jeg kan være så stejl, at lodrette bjergsider skæver misundeligt til mig. (They see me rollin.. They hating..) Jeg tror, at det er fordi, jeg ikke er typen, der går og brænder inde med tingene. Jeg går ikke efter konfrontationer for konfrontationernes skyld, men det ville være synd at kalde mig konfliktsky. Det betyder, at det godt kan blive lidt højrøstet, når man står lige under meningsudvekslingsskyen, men til gengæld er der forbløffende ofte fuldstændig skyfri himmel bagefter.
Og det er ret heldigt, at jeg er udstyret med den type personlighed – eller har udviklet den af nød – for jeg HADER at være uvenner med folk. Al den surhed og indestængte vrede, der ligger og stinker i hjørnet, så man ikke kan sove for lugten; den trækker så meget dårlig energi, og optager hjernekapacitet og kræfter, som ellers kunne være brugt på noget sjovt.
I skrivende stund er der 2 mennesker, der hader mig. Den ene har god grund til det. Den anden skal se at få hovedet ud af røven på sig selv har et lidt andet verdenssyn end mig, og vi bliver aldrig enige om, hvad det egentlig var, der skete dengang.

Men grunden til hele dette indlæg er, at der indtil for nyligt var 3 mennesker, der spillede på haterholdet. (Jamen, det er vel i disse dage nærmest obligatorisk at snige en fodboldmetafor ind?) Den tredje blev jeg uvenner med over en fuldstændig latterlig bagatel, der var så dum, at jeg ikke engang syntes, at den var en konfrontation værd. Jeg mente, at det var et spørgsmål om, at hun bare lige skulle have lov at trække luft, og så ville hun være god igen.
Det var det så ikke. Og her er det, at surheds kemiske formel åbenbarer sig, for selvom jeg ikke havde noget som helst at være sur over, så blev jeg sgu da bare sur over, at hun var sur. (Hvad er det for en susende lyd? Nå! Det må være mine 4 mandlige læsere, der sukker dybt og samstemmende over kvinder.) Det fik vi et år til at gå med. Til sidst havde jeg nærmest glemt, hvad hele miseren startede med.

Men jeg er ved at læse Chris MacDonalds selvbiografi, som nogle steder er meget søvndyssende og selvhjælpsagtig, og andre steder er skidegod. Og en af de fine passager handler om, at CM laver et eller andet stunt, der lugter lidt semi-kriminelt. Det er relativt uskyldig, men hans far (som er pilot), siger til ham, at det stadig bekymrer ham, for: ”Hvis jeg, når jeg flyver, afviger fra den udstukne kurs med 1 grad, så har det stort set ingen betydning efter en time. Men efter et døgn befindet jeg mig over det forkerte kontinent.” Det synes jeg var vise ord fra old man MacDonald.
Så jeg afveg en grad fra min sædvanlige stejle kurs, og sendte en udstrakt hånd – som blev gengældt på stedet med noget, der nærmest mindede om lettelse. Min klare fornemmelse er, at ingen af os var sure længere, men at vi bare havde hængt på korset så længe, at vi havde glemt, hvordan man kommer ned igen.

Det er opløftende ind i mellem at blive mindet om, hvor stor magt man i grunden har over indeklimaet i eget liv.

torsdag den 14. juni 2012

Livstegn.

Vi er her endnu, og det går bedre. Det ville være at tage munden fuld at sige, at det går godt, men ’bedre’ er stadig et ca. 1000 gange federe sted at bo, end helvedes pestbefængte krybekælder, hvor vi opholdte os sidst.

Jeg har snakket med sundhedsplejersken, har indført undtagelsestilstand (og dermed knap så høje krav til mig selv) på de mest nødvendige områder, har været så heldig at blive aflyst på arbejde = hjem i seng, har læst jeres fine og kloge kommentarer (tak!) OG: Mormor og morfar tager ham fra fredag til lørdag.

Det lysner.

mandag den 11. juni 2012

Nu tuder hun igen.

Ja, undskyld. Det gik lige så godt med gode bøger og gode fester – og det gjorde det. Det er bare kun halvdelen af historien. Den anden halvdel er, at Anton siden han var syg, har været fuldstændig umulig. Han skriger, skriger, SKRIGER, når han ikke får sin vilje, hvilket jeg kan oplyse, at man ikke engang som mor kan finde charmen i. Han prøver grænser af hele tiden ved at gøre alt det, han ikke må, og så sover han ikke. Han har i forvejen aldrig været et barn, der sov meget, og nu er der skåret yderligere i puljen.

Formentlig griner flerbørnsmødrene og dem med tvillinger højt og hånligt lige nu. Men jeg er simpelthen så presset. Min batterier har ikke nået at lade så meget som en enkelt pind siden opkasthelvedet, hvor vi heller ikke sov, og jeg er flad med flad på. I nat stillede han sig op i sin seng og skreg så meget, at det lød som om jeg dolkede ham med en meget sløv kniv fra kl. 00.30 til kl. 3. Jeg er normalt ret principfast ift. at man her på matriklen ikke kan tude sig til noget, men efter 2½ times standhaftighed knækkede jeg, og tog ham ind i min seng.
Når jeg er så træt, ramler det hele. Jeg har lyst til at brøle ind i ansigtet på dem, der næsten ikke kan være der for gode råd, at alle børn er forskellige, og at ja, jeg HAR prøvet at gå/at blive/at synge/at holde kæft og samtlige bøger og deres lorteteknikker, og de virker ikke en skid på mit barn. Og jeg må gå, for ikke at gribe til vold, når de grinende spørger, om Anton skal på ferie hos dem en uge, for så skal de sandelig nok lige lære ham at sove igennem.

Kan de ikke selv høre det?
Men noget skal man jo lave med et barn, der er vågen 11 timer af gangen, så i går tog vi til loppemarked i en lille afkrog af byen, og det skulle vi aldrig have gjort. Mens jeg i silende regn forsøgte at forhindre Anton i at rulle sig i vandpytterne, stod jeg og kiggede rundt på 15 boder, der hver især kunne opbyde to par gummistøvler, en ikeastol og højtlæsningsbøger med æselører og fedtede fingre, mens lyden af Lars Lilholt væltede ud af forsamlingshuset, hvor man kunne købe to ristede med brød til 30 kr.

Fornemmelsen af ikke at høre til i den her by var så stærk, at jeg et kort øjeblik nærmest ikke kunne bevæge mig.
Nu sidder jeg her med sandede post-tude øjne og gruer for natten. Jeg har åbnet en dåseøl i et afmægtigt forsøg på lokalintegration, og bestukket naboens trampolinhoppende unger med en is for at få dem til at synge svensk grand prix-lort på lidt lavere db.

Jeg ved godt, at det er mere synd for dem i Afrika, og at jeg selv har valgt det her. Men lige nu, ikke? F.M.L.

søndag den 10. juni 2012

Hvor der i øvrigt vil være censur på talerne.

Jeg håber, at alle har haft en god weekend? Jeg har. Jeg brugte lørdag på at fejre min far, som fyldte 60. Jeg ved godt, at man som dansker skal hade den slags fester med bordkort, taler og tre retter mad, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at være bare den mindste smule hip, men det var simpelthen sådan en dejlig dag.

Udover det indlysende at være taknemmelig over; at jeg har en far at fejre, er der sådan en dag så mange ting at være glad for. Elsker at have et barn med, der begejstret kaster sig over mennesker, han aldrig har mødt før. Elsker at have mulighed for at holde tale for min far og få sagt noget af det, som man, alle gode intentioner til trods, ikke får sagt ofte nok. At se min bedstefar på 84 fare rundt efter Anton, mens de begge hviner begejstret. Og så blev jeg helt rørt over at se mine forældres venner igen. Det er mennesker, som jeg har kendt hele mit liv, som jeg har været på ferier med et utal af gange, hvis børn jeg har leget med, og som jeg mere end en gang har fået velfortjente skæld-ud af. De er alle sammen vigtige brikker i billedet af min barndom, og når vi var sammen med dem, så jeg pludselig, hvem mine forældre også var, når de ikke lige var Mor & Far.
Men uanset hvor meget de har betydet for mig, vennerne, er de ikke mine mennesker, og jeg har mistet kontakten med de fleste af dem, da jeg flyttede hjemmefra. Sad på et tidspunkt og kiggede rundt og tænkte, at det må være lidt det samme som at blive skilt, når man har et rigtig godt forhold til sin svigerfamilie.

Gad vide, hvem af mine venner Anton vil sidde og fjernsavne, når det er mig, der fylder 60.

Og vinderen blev:

Kommentar nr. 5.

Tillykke til dig, Lene. Hvis du smider mig en mail med navn og adresse, så sender jeg bogen til dig asap.

Mvh

Linda

lørdag den 9. juni 2012

Naaaiiiii!


Der står: Hvad hedder den populære blog, hvor fitnessinstruktøren og døvetolken Linda på underholdende vis fortæller om sit liv?

Tak for the heads up, Sofie! Og det er slet ikke, fordi jeg er for beskeden, at jeg ikke har pralet af det - jeg vidste det bare ikke. Det er der nu rettet op på *pral-pral-pral*
(Ps: Ville det virke bezzerwizzer at gøre opmærksom på, at den teknisk korrekte term er ”tegnsprogstolk” og ikke ”døvetolk”? Jeg mener bare... når man nu vælger det navn til sit spil?)

fredag den 8. juni 2012

Læs den nu bare.

Jeg har lige læst Annamettes nye bog Længsler & Leverpostej. Det skulle du også tage at gøre. Og det siger jeg ikke bare fordi, jeg synes, at hun er en skøn dame, som jeg godt gad boede i kaffeafstand fra mig. Jeg siger det også fordi, det er en virkelig god bog.

Helt kort til dem, der ikke lige er snublet over den endnu, handler den som titlen antyder om, hvordan det påvirker et parforhold at få børn. VENT! Du må ikke gå. Den er nemlig OGSÅ god, hvis man er single. Eller planlægger børn, og dermed stadig er der, hvor man i al hemmelighed stadig tror, at alle de mødre, der tuder og klager og har rande under øjnene og børn med pletter på tøjet, bare ikke har fattet konceptet ”planlægning”, hvilket man gudskelov selv har, og derfor med sikkerhed bliver verdens mest udsovede, veltrænede og laid back mor, når den tid kommer. Jamen, det troede vi sgu da alle sammen, gjorde vi ikke?

Annamette har to børn, jeg har et. Hun bor sammen med børnenes far. Det gør jeg ikke. Hun har adgang til regelmæssig sex med en, der ikke først skal have kørekort til hendes krop. Det har jeg ikke. Og alligevel var der simpelthen så mange steder i bogen, hvor genkendelighedsfaktoren for mig var 1:1. Jeg ved godt, hvad hun mener, når hun spørger sig selv, hvor længe hun skal blive ved med at lade som om, den krop, hun har nu, bare er en midlertidig en, indtil hendes rigtige krop kommer tilbage. Og jeg måtte lige lægge bogen to minutter, da jeg læste ”Mit liv er anderledes, og jeg skal ikke begynde at måle mit liv med det liv jeg havde, inden jeg fik børn. Det har min hjerne hele tiden vidst, men min krop har været lidt uenig.”

Jeg har læst Annamettes blog, siden hun begyndte at skrive, og bogen her er en slags behind the scenes. Men det, som bøger kan, som blogs ikke er ret velegnede til, er at tegne hele billedet. Eller i hvert fald en væsentlig større del af det. For når man blogger, er der nogle emner, man ikke skriver om, fordi det ville fremstå helt forkert og uproportionerede, hvis de bliver taget ud af deres kontekst. I en bog kan man godt slippe af sted med at skrive, at man hader sin mand, og savner livet uden børn, fordi bogen som helhed er gennemsyret af kærligheden til begge dele. Hvis man skrev det på sin blog, og en ny læser faldt ind forbi, ville samme udsagn formentlig sætte én i et noget andet lys.
Det er en dejlig livsbekræftende bog, og jeg kom til at læse den på halvanden dag, så jeg er nu gået i stalkerposition for at få hende til at skrive noget mere.

Mens vi venter på det, fejrer vi begivenheden med et historisk brud på min ellers ufravigelige ’no-give-aways’-regel, så du kan vinde bogen her hos mig. Jamen, fordi den er god, jo. Smid en kommentar om, hvorfor Annamette rocker, så trækker jeg lod. Man kan smide lod i tombolaen til på søndag kl. 20.
God weekend.

mandag den 4. juni 2012

I love the smell of flirt in the morning.

Uden at jeg skal trætte jer unødigt med detaljerne, har jeg en lille smule lyst til at pakke en kuffert med pas, penge og præservativer og tage på ferie fra mit liv en uges tid. Der er simpelthen så meget praktisk, der skal løbes ind, nu hvor Anton har været syg, og samtidig har han åbenbart fået indopereret en hysterisk teenage-personlighed på sygehuset, da jeg kiggede væk; jeg er træt, jeg har ondt i halsen, og jeg er ved at gå AMOK over, at han skriger usanSYNlig højt af mig h-e-l-e t-i-d-e-n.

Når han altså ikke har travlt med at smide sig dramatisk hen af gulvet og sparke til alt, hvad han kan ramme.

Deterbareenfasedeterbareenfasedeterbareenfase.
Nå, men derfor har jeg lyst til at sende en stor buket rødvin til den mand, jeg mødte i morges. Som skamflirtede med mig, og som burde insistere på at få disciplinen sat på OL-programmet, så han kan få den guldmedalje, han fortjener. Selvom omgivelserne var håbløse, og vi 80 % af tiden snakkede om børn, formåede han alligevel at give mig fornemmelsen af, at han synes, at jeg var fuldstændig fantastisk, og jeg var 5 cm højere, og smækfuld af overskud, da min kaffekop og jeg valsede ud af lokalet.

Åh, GID der var flere mænd, der mestrede kunsten flirt! Grænsen er så hårfin; det er marginaler, der afgør, om man føler sig flirtet med, eller om man lige bliver i tvivl om, om man er den først ankomne til Scor.dk’s årlige sexparty.
Verden ville være et bedre sted, hvis man kunne få flirt udskrevet på recept.