Opfølgning. Rigtigt blogindlæg følger, når min hjerne virker igen.

Jeg er det mest utaknemmelige røvhul i verden. For selvom jeg på nettet kunne læse, at der worldwide dør omkring 600.000 børn om året af den virus, Anton havde pådraget sig, var jeg alligevel ved at skrige efter 36 timer på hospitalet.

Til mit forsvar bliver jeg nødt til at supplere med oplysningen om, at vi ikke måtte forlade vores 15 m2 store værelse pga. smittefare, og nu ved jeg ikke, hvordan vejret har været, der hvor I var i pinsen, men her var det fornærmende godt. Hej drivhus. Og med Anton monteret til dropstativ (og jeg vil gå let hen over, hvordan hhv. Anton og jeg tacklede det, da det skulle lægges) med ledning (snor? sonde?) på 1½ meter, der helst ikke måtte snos, ved jeg ikke om I kan forestille jer, hvordan vi har hygget os?

En venlig sygeplejerske forsøgte at komme os til undsætning med 4 legoklodser og en lastbil, da hun kunne se, at vi var ved at blive psykotiske af kedsomhed, så hvis I nogensinde i Jeopardy får kategorien ”Lege, man kan lege med legoklodser med én hånd”, ringer I bare til Steen Jørgensen mig.

Stakkels, stakkels, stakkels de forældre og børn, der lever med hospitaler som en del af deres hverdag. 

Er det snart november?

Det er ikke fordi, vi ikke kan lide sommer. Det er det virkelig ikke. Vi har endda købt en parasol og alt muligt. Det er bare lidt fordi, vi er så nordiske hjemme ved os. Slet ikke cut out for bagende sol fra 6.02 – 22.17. Vi bliver jo nærmest skoldede på venstrearmene, hvis vi kører i Fakta efter kl. 15 og har solen ind af de vestvendte bilvinduer. (…Ikke? Vest?)

Men det er mest fordi, vi har fået besøg af rotavirus, som – hvis nogen skulle være i tvivl – er Omgangssyges åndssvage storebror, der bruger beskidte kneb og tæver de små, når gårdvagten ikke kigger.

Når man er 1½  år og i stegende hede afstøder alt, hvad man får i sin lille krop, så går der 3 dage, før man ender her:

Det er Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg, der har stået for indretningen.

For helvede, altså.

Skal jeg holde din skam?

Jeg er meget lidt begejstret for åbenlys kontrol af den slags, der signalerer, at du som udgangspunkt er fuld af lusk, og derfor må sættes under mikroskop til det er besluttet, at du ikke kan tages i den gerning, som de godt nok ikke kan bevise, men som de stadig ved, at du har begået.

Jeg kan hverken lide at være den, der bliver bedt om at udføre den, eller den, der bliver udsat for den, så når det til p-møderne på mine studiejobs i diverse supermarkeder blev indskærpet, at vi skulle være MEGET grundige, når vi i loftspejlet tjekkede, om kunden forsøgte at snige ubetalte varer gennem kasselinien, kunne jeg stadig højest svinge mig op til at skæve undskyldende mod et punkt lidt nordøst for, hvor jeg sad.

Måske er det fordi, jeg er fra handelsskolen, hvor man bliver opdraget til at have respekt for kunder, fordi det er dem, man lever af.

Hvis det er tilfældet, tror jeg måske, at det er det meste af 2. Y og 3. X, vi har siddende ved kasserne i Bilka, for de er MEGET lidt diskrete, når de tjekker, skal jeg love for. Nogle af dem nøjes med at kigge, andre supplerer med at rejse sig halvt op og stirre hen over dankortterminalen, når spejlet er vinget af, mens en særlig nidkær gruppe virker ærgerlige over ikke at være udstyret med røntgen syn.

Det sjove er, at det er mig, der bliver flov på deres vegne. Så pinlig berørt, at jeg kigger væk, når de tjekker. Freud, ringer du lige? Jeg ANER ikke hvorfor. Hjælpsomhed? Nå, for søren, der ligger lige lidt ubrugt skam og flyder, JEG HAR DEN!! *haps-haps*

Måske er det i virkeligheden derfor, at jeg altid er et mulehår fra at blive underkastet kropsvisitering; med mit nedslåede blik ligner jeg en, der har ¾ af non food afdelingen gemt under den krøllede reklame i hjørnet af vognen.

Tillykke til verdens bedste Anton.

I dag er det præcis halvandet år siden, at tangloppen så dagens lys. Derfor har han i dagens anledning fået lov at skrive i venindebogen.

Navn: Anton A, aka dobbelt A.

Stjernetegn: Skorpion.

Højde: 81 cm.

Vægt: 10 kg.

Hårfarve: Skal du spille smart?

Øjenfarve: Neonblå.

Søskende: Ikke endnu, men det kommer forhåbentlig på et tidspunkt.

Yndlingsfilm: Cars. Jeg kan bedst lide den med dansk tale, men jeg bøjer mig for, at vi nogle gange er nødt til at se den på engelsk, så mor kan undlade at tæve sine ører til blods i afmagt.

Yndlingsret: Kiks. Digestive burde opgraderes til hovedmåltid pronto.

Haderet: Alt, hvad mor har taget med, når vi skal ud. Hvad? Hvad mener du med: ”Det elskede du i går”? Bevis det. I denne uge kan jeg i øvrigt heller ikke lide figenstænger.

Jeg er især god i: Hættetrøjer og mine hurtigløber-Nikes, str. 22.

Hvad vil jeg gerne være, når jeg bliver stor: Sådan en, der tester tings holdbarhed, når de udsættes for ekstrembelastninger.

Jeg kan ikke lide: Søvn, det danske sprog (bøh og hej undtaget) og når mor stalker mig for at kramme.

Til gengæld elsker jeg: Cirkus. Hvad betyder det der ”Goddamnit!!” du bliver ved med at hvisle, mor?

Motto: Hvor sidder FF-knappen på den her?

(Det er fotogeniet Onkel Claus, der har taget billedet.)

Så STOPPER I!!

Jeg er normalt stor tilhænger af at prøve at forstå. De fleste mennesker gør det så godt, de kan, med de midler de har, uanset om vi taler om jobs, forældreegenskaber eller venskabelige relationer.

Men når jeg hører om en præst, der ikke vil begrave en kvinde på 74, fordi hun har levet i et homoseksuelt forhold, så bliver jeg simpelthen så gal, at jeg må insistere på ikke at forstå. Jeg nægter.

Er det ikke meningen, at præster skal fungere som sjælesørgere for de nødstedte, de bange og dem, der har det svært? Findes der nogen situationer overhovedet, hvor man er mere sårbar og ulykkelig, end når man planlægger en begravelse af et menneske, man elsker? Det tror jeg næppe. Og alligevel tillader sådan en åndeligt forarmet idiot sig nidkært at vogte over næstekærligheden og påstå, at den kun er for de få.

Hvad fanden er der GALT med jer!?!

Og jeg er ligeglad med, at han har undskyldt. I fængsel med ham. Jeg finder det fuldstændig ubegribeligt, at man med henvisning til religion kan tillade sig at opføre sig sådan, uden nogen form for konsekvenser. Vi har injurielovgivning, vi har øget fokus på hatecrimes, og alligevel udløser det der ikke engang en bøde.

Det er slapt og utilgiveligt, og et sted i nordjylland findes en kvinde, som ikke kan begrave sin mor igen, bare fordi han undskylder.

Jeg ved godt, at der findes gode præster, men ligesom det efterhånden begynder at blive tydeligt, at sportsforeninger og institutioner for udsatte børn og unge tiltrækker pædofile, så lader det til, at kirken tiltrækker åndeligt indskrænkede mennesker med små sjæle, der ønsker sig tilbage til tiden, hvor negerne hørte til bagerst i bussen, og kvinderne ikke kunne stemme.

Til dig, nordjyske præst: Skam dig.

Og hvis himlen er et sted for mennesker som dig, håber jeg inderligt, at jeg ender i helvede.

Sideskilning, page eller mohawk?

Om 6 uger er det et år siden, jeg hev de århusianske teltpæle op og rykkede mod syd, og der har været ret mange firsts i løbet af det år: Jeg har f.eks. fået min første bil og har skullet finde ud af at få arbejde/barn kabalen til at gå op.

Jeg har også for første gang i mit liv fået en have.

Og jeg gider ikke rigtig at skamride klicheen om, at jeg ikke kan finde ud af at være voksen *ti-hi-snuble-over-mine- egne-fødder* – ikke fordi jeg har lært, hvordan man gør, men fordi det bliver trættende både at sige og at høre på, når udsagnet har været i rotation i over 10 år, og man fylder 40, næste gang, man bliver rund.

Men ind imellem undrer jeg mig over, hvad der er gået galt mellem mine forældres generation og min. Hånden op, alle dem på min alder, der kan stryge en skjorte, lave frikadeller fra bunden eller pudse vinduer med eddike alene uden at efterlade striber.

Anyone?

Kan nok også tælles på én hånd, hvor mange der stadig er kørende på Melittaen, og ikke har overgivet sig til Nes. Og det er ikke fordi, jeg skal hylde 50’erne eller mormor-dyderne (ret meget), men når man som 35-årig skal i gang med projektet ’have’ for første gang, går det op for en, hvor meget ens forældre ved – og jeg kan ikke huske, at der har været nogen form for indlæringsfase involveret. Som jeg husker det, har de bare altid vidst alt om round up, rabarberbede og stauder.

Jeg kan f.eks. ikke huske, at de har stået og kløet sig i håret, mens de spekulerede på, hvor langt væk man skulle stå, for at mosset i plænen kunne gå for at være græs.

Jeg synes aldrig, at deres flisearealer pludselig har lignet flade, afpillede ådsler, fordi al fyldet imellem forsvinder, når man fjerner ukrudt, men på den anden side mener jeg heller ikke at have set dem gå og efterfylde rillerne med sand (jord?).

I min erindring findes intet billede af min mor, der har været nødt til at bringe plæneklipperen til standsning, fordi græsset var SÅ langt, at knivene ikke kunne få ved, så man i stedet for at slå det, nærmest bare friserede plænen flad.

Og jeg er helt sikker på, at jeg ville kunne huske det, hvis jeg nogensinde havde set hende løse problemet ved at kravle rundt på alle 4 og præ-klippe græsset med en køkkensaks.

Hej. Jeg hedder Linda. Jeg er græsplænernes svar på Dennis Knudsen.

Nok mest ”Eller noget”.

Hvor ville det være nemt at undgå at lave den samme fejl flere gange, hvis hjernen gad lære at huske følelser.

Som når det f.eks. er længe siden, man har været rigtigt i byen, og derfor genkalder sig tømmermænd som noget hyggeligt; noget, der berettiger til 24 timers ophold på langs i selskab med dårligt tv, kun afbrudt af ture til lokationer, der kan opbyde et vulgært udvalg af tomme kulhydrater og fedt. Som man selvsagt bare må gå lodret bananas i, fordi man jo har tømmermænd og dermed befinder sig i fysiologisk og ernæringsmæssig undtagelsestilstand.

Så tager man i byen, og drikker, som var det den sidste nat på jord, og når man vågner dagen efter, kommer man med rædselsslagen vantro i tanke om, at tømmermænd føles som at befinde sig i den terminale fase af ebola tilsat hjernerystelse.

Hvordan kan elendighed af den kaliber bare sniges ud af erindringernes bagdør gang på gang på gang?

Eller når radioen pludselig spiller Summerrain, og man i et sug bliver trukket nogle år tilbage i tiden, hvor man en varm, varm sommerdag kom hjem ved 13-tiden, efter en voldsom vild fest, hvor man var endt hos en mand, der var skarp, sjov og smuk – men som ikke var Ham. Kan så tydeligt huske, hvordan jeg sad på gulvet i min stue, lænet op af væggen, med hår og tanker strittende i alle mulige retninger, og drak en iskold cola, mens jeg spekulerede på, hvad fanden det var, jeg lavede. Jeg kan huske den røde top, jeg havde på, et par stædige sandkorn mellem tæerne, og de sko, som jeg faktisk hadede, fordi de altid faldt af, men som havde reddet mig aftenen før, fordi festen pludselig var blevet flyttet til stranden, hvor stiletterne, jeg ellers havde planlagt at tage på, ikke rigtigt var gangbare. Jeg kan huske det kaos, jeg skabte i mit liv, de vilde ture op og ned, de mennesker, jeg sårede og dem, der greb mig. Alt det sad jeg lige midt i, den sommerdag, hvor Summerrain blev det sidste, jeg hørte, inden jeg væltede i seng og sov solen væk, og jeg VED, at jeg havde det ad helvede til, og ikke (kun) på grund af alkoholen. Men når jeg tænker tilbage nu, er hele elendigheden omgærdet af et romantisk skær, og jeg kan tage mig selv i nærmest at savne dramaet, fordi det så fint fjerner fokus fra resten af virkeligheden.

Lev, og du skal lære. Eller noget.

Det er mig, der er inde i verdens mindste menneske.

Alle dem, der tror, at man kan slippe af sted med at skrive ”alt er godt” og lægge det til skue et sted, hvor nemesis ikke kan undgå at se det; hånden op.

Nemlig.

Så Anton har været syg siden, og der har været både læge og vagtlæge inde over. Til gengæld har der ikke rigtigt været søvn. Er fandme så træt, at jeg har det, som om jeg har tømmermænd og bevæger mig under vand. Synes ikke engang, at det var specielt mærkeligt, da Anton og jeg besøgte oldeforældrene i dag, og de, helt, helt afslappet, havde Hello Kitty køkkenrulle stående på bordet.

Når det hele spidser til på den måde, bliver jeg en ret træls version af mig selv. Jeg får hugtænder i trafikken og under ikke nogen noget. Jeg har ondt af mig selv, samtidig med, at jeg ser mig selv udefra, og væmmes over, at jeg – med så meget godt i mit liv – ikke formår at bevare bare en lille smule perspektiv.

For eksempel blev jeg simpelthen så irriteret i dag på en hjemløs, der altid står uden for min Bilka.

Ja, en hjemløs. Vi taler altså her om en mand, der ikke ejer et sted at bo, og som formentlig vinder over mig med et point eller to, hvis vi absolut skal sammenligne ar.

Inden jeg går videre vil jeg gerne lige forsvare mig og sige, at jeg jævnligt køber Hus Forbi, og støtter gode formål. Jeg er blevet så gammel, at jeg ikke længere har facer-angst og er nødt til at fake telefonopkald eller sindssyge, for at slippe for at blive antastet. Jeg siger ganske enkelt ”Det har ingen interesse, ellers tak” og smiler (forholdsvis) venligt, mens jeg fortsætter med at gå. Langt, langt de fleste respekterer det, og responderer med et ”god dag”, og hvis de insisterer, gentager jeg bare, at det ingen interesse har. Kun en enkelt gang har det været nødvendigt at stoppe op og med den bestemte morstemme sige: ”Nu skal du simpelthen høre efter, hvad jeg siger til dig: Det har ingen. Interesse. Ellers. Tak”

Til de hjemløse siger jeg bare nej tak, hvis jeg ikke er interesseret i at købe den dag, og i Århus har jeg aldrig oplevet, at blive skyldstirret på af den grund.

Men ham her? Han står bare der på sin faste m2, hvor han har stået så længe, at han faktisk er i fare for at miste titlen som hjemløs, og fisker. Hvis man ikke nærmest demonstrativt kigger på ham, stiiiiiiirrer han på dig med triumferende ”Hey rich bitch? I call your bluff!” smurt ud i hele skærmen og brøler ”HEJ!!”. Og lige i dag? Der blev jeg sgu irriteret på ham. Ja, gu har jeg set dig. Ligesom jeg har set den ældre dame med pelargonierne i kurven ved siden af mig, og ham, den lækre, der er ved at låse sin cykel op, men dem hilser jeg HELLER ikke på; Ikke fordi jeg er bange for dem, eller konfliktsky, men fordi jeg er sur og jeg er træt og JEG GIDER IKKE INTERAGERE MED NOGEN, SÅ LAD MIG FUCKING VÆRE I FRED!!

Det må vel nok kunne kvalificere til en gæsteoptræden hos Dines i tag-kategorien New low.

Vikingekongen Anton.

Jeg har en søster, der er god til det, der ligger i spændingsfeltet mellem det alternative og naturen, hvilket er super fedt, for jeg ville f.eks. aldrig selv have opdaget, at der var vikingemarked i Ribe i går, om jeg så havde fået 1000 år til det.

Så af sted med os. Og når jeg lige kigger på den sætning, så må jeg le over, hvor kort den er, i forhold til mængden af realtid, den dækker over. Minder en del om at pakke til en festival, faktisk, hvor man forsøger at løse en ligning med 24 ubekendte, og skal afveje nødvendighed af både regnbukser og solcreme i forhold mængden af lort, det er muligt at slæbe rundt på blandt mange mennesker på trange udendørsarealer.

Blot med de meget markante forskelle, at det a) ikke (primært) er en selv, det går ud over, hvis man har glemt noget, og man b) ikke kan bruge alkohol til at dulme vådt tøj og solskoldninger.

Det startede også meget fint med, at nogen havde pakket to venstrestøvler i hhv. størrelse 22 og 23.

Nogle gange får jeg simpelthen sådan lyst til at bestille et tæskehold til mig selv.

Men det blev sådan en fantastisk dag. Jeg elsker, elsker, elsker, at Anton er blevet så stor, at han kan fistre rundt selv, og at man derfor ikke er bundet til en barnevogn, som man ikke kan komme ind i klinede lerhytter med, at man kan stikke ham en bolle, hvis tiden skrider, og der ikke lige er en microovn i nærheden, og at han kan være vågen i mere end to timer af gangen, så man ikke skal starte med at panikke over, at der ikke er nogen steder, man kan stille ham til at sove. Love it!

Og det var skideskægt at se, at mens vi pegede på de udklædte vikinger (og her må jeg indrømme, at jeg ikke er helt sikker på, at de alle sammen opfattede deres outfit som udklædning) med ”Nej, PRØV at se”-mimik, så var Anton mest optaget af deres plankeværk. Han ved selvfølgelig heller ikke, at de ikke bare er extremhipsters on the loose, men han hilste pænt på dem alle sammen – mange gange – fordi hans yndlingsord stadig er ”Hej!”, og jeg elsker at have et barn, der elsker andre mennesker.

Alt er godt.

(Bemærk venligst det famøse plankeværk i baggrunden.)

1. maj på Blogsbjerg.

Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg mener om de omdiskuterede kvindekvoter, der er på tegnebrættet ift. at få flere kvinder placeret i toppen af dansk erhvervsliv.

Som udgangspunkt synes jeg, at man i alle livets forhold skal vælge den bedste mand m/k til jobbet. Uanset hvilken type af job, der er tale om. Og fact er, at mange mænd har bedre papirer end kvinder, når de når den alder, hvor man bliver relevant materiale for ledelser rundt omkring, fordi de fleste kvinders karriere er blevet afbrudt af en barsel eller to undervejs. At man så kan diskutere, om man udelukkende skal se på det faglige CV, når man skal vurdere folks kvaliteter, er en anden sag.

Men for mig at se ligger problemet ikke i at få kvinderne ind på topposterne. Den del af det kan løses af tvungen kvotering – men hvordan sørger man for, at de kan blive der, når de har fået børn? Og her skriver jeg med vilje ’man’, for det bliver en opgave, der er så omsiggribende, at den ikke kan løses af den enkelte.

(Inden jeg går videre, vil jeg gerne lige sige, at jeg er med på, at det ikke er alle kvinder, der gerne vil have børn, og at den manglende ligestilling også rammer dem, der fravælger. Det er på ingen måde for at ignorere de udfordringer, de står overfor; for mig at se, er der bare dobbelt op på problemerne for dem, der gerne vil begge dele; de skal både kæmpe for ligestilling og have to sæt puslespil med meget umage brikker til at passe sammen.)

På det helt lavpraktiske plan glemmer mange, at det hele afhænger af, hvad for et barn, du får. Det er hårdt for alle at få børn, men der er noget bedre muligheder for at arbejde sideløbende med en barsel, hvis du har husket at bestille en model, der sover igennem om natten, tager lange lure om dagen, og er så elskværdig at lade være med at være syg hele tiden.

Jeg har heller ikke hørt om ledere, der får lov til at sidde på deres kontorer fra mandag til fredag. De fleste af dem, jeg kender til, rejser temmelig meget, og det er fandme nederen at stå i Malmö på vej til møde, når de ringer fra vuggestuen i Risskov og fortæller, at din datter kaster op, og vil du være sød at komme og hente hende?

Hvis det skal kunne lade sig gøre at have børn og passe et lederjob, kræver det vel nærmest en omstrukturering af måden, vi arbejder på; alternativt af måden, resten af samfundet er indrettet på, for hvis der er noget, der stiller sig i vejen for at være til stede på sin arbejdsplads, så er det børnetandplejens åbningstider, vaccinationerne og møderne i vuggestuen.

Selvfølgelig kan man au paire sig ud af meget, hvis finanserne er til det, men uanset hvor koldt kvindelige chefer somme tider fremstilles, så er mit bud, at de fleste af dem trods alt får børn, fordi de gerne vil være sammen med dem. Det betyder, at man går glip af ting, man gerne ville – og burde – deltage i som chef.

Og Den Gode Usynlige Chef har vi vist første gang til gode at støde på.

Men selvfølgelig kan det hele lade sig gøre, hvis man har en mand, der ofrer alt, for at bakke en op. Hvilket er den situation, kvinderne har brugt omkring 100 år på at skælde ud over urimeligheden i.

Måske bliver vi nødt til at acceptere, at det ikke er alle, der kan alt.

Måske troede mange kvinder, at de ville karrieren 100%, indtil de fik børn og pludselig ville dem lige så meget? (Det må man SLET ikke sige, I know.)

Eller måske er kvoterne første skridt på vejen til, at vilkårene derude stille og roligt ændrer sig i takt med, at flere kvinder kommer til bordet og er med til at definere den nye virkelighed.

Glædelig 1. maj.