fredag den 27. april 2012

Det der, Bilka - det er simpelthen for nærigt.


"BILKA støtter kajakroeren Rene Holten Poulsen med et års forbrug af laks!"

Det må komme ret belejligt, når nu den officielle, danske møntfod ENDELIG er blevet fisk.

torsdag den 26. april 2012

Jeg bliver åbenbart aldrig klogere.

Fuck, en sløj blogfrekvens jeg holder mig i disse dage. Det skyldes primært en fuldstændig enestående evne til at dobbeltbooke mig selv, så de sidste 4 døgn har jeg hængt i telefonen og forsøgt at rydde op i mine fuck ups, fordi mine bønner om, at årets dage på bedste æg-møder-sædcelle-vis ville dele og multiplicere sig, og dermed gøre det muligt at 1) afholde kursus i Århus 2) køre stepuddannelse i Kolding og 3) deltage i arbejdsweekend i vuggeren på samme tid, åbenbart ikke er blevet hørt. (Begynder at få fornemmelsen af, at der er noget GALT med den linie??)

Det mest fortvivlende er, at der er rundt regnet 241 andre weekender, der er så tomme, at de nærmest giver ekko.

I alt det her er det lykkes mig at glemme, at Anton skal vaccineres (supermom strikes again), og fik jeg nævnt, at der også er en lokalaftale, som skal forhandles på plads – i København, natürlich? Som på så mange andre arbejdspladser, har arbejdsgiver og tillidsrepræsentanter så modsatrettede ønsker ift. tillæg, arbejdstid osv., at det lige nu forekommer fuldstændig utopisk, at der nogensinde skal kunne skabes en midte, vi kan mødes på.

= mange møder, flere timer i telefonen og uhyrlige mængder af kaffe.
Alt det har jeg rørt nænsomt sammen, drysset med afsindig dårlig samvittighed over, at jeg også har et liv, og sat det til hævning.
Lige nu gad jeg f.eks. godt, at der kom en rigtig voksen og tog over.
Men selv om al gang for tiden foregår i løb, er der naturligvis stadigvæk tid til at undre sig over de store mysterier i livet.
F.eks. om jeg er den eneste, der nogle gange kører for længe i 4. gear, fordi jeg bare ikke orker at koble ud og skifte til 5.?
Eller hvad fanden der sker med Søren Pinds hår?? Den der … bølgeagtige toupé, der ligger ovenpå hovedet og leger, at den er en Von Dutch cap?? Han burde enten fyre sin stylist øjeblikkeligt med tilbagevirkende kraft, eller beslutte sig for udelukkende at optræde i radioen. (Selvom jeg nok her burde huske, at der, når jeg peger, er 3 fingre, der peger på mig selv: Jeg er gået i gang med at arbejde på en ny frisure, der kræver langt pandehår med det resultat, at jeg lige nu ligner en 5-årig idiot, med spænde i den ene side og røvballegardin hen over panden. Med det fæle PS, at den eneste hårnål, jeg kunne finde, er fra en periode af mit liv, hvor jeg troede, at jeg hårmæssigt var tyrkisk prinsesse, og derfor er svært befængt med pink similisten.)
Nå. Jeg vil luske tilbage til arbejdsbordet og efterlade jer med det billede, jeg pt. uanset humørmæssigt udgangspunkt altid bliver helt ør af kærlighed over at kigge på.


mandag den 23. april 2012

Top 5 over grunde til at bestille ”Gastroskopi – nej tak” klistermærket.

1. Det har aldrig – som i: aldrig nogensinde – været nogen skabende krafts intention, at lade et kamera få adgang til din 12-fingertarm gennem næsen. Aldrig. Hvilket betyder, at næsens funktionelle design i den sammenhæng lader temmelig meget tilbage at ønske. (AV FOR SATAN!)

2. Jeg vil normalt altid gerne tale om Anton, og du bliver min ven for livet, hvis du spørger interesseret til ham. Undtagen hvis du samtidig forsøger at piske mit maveindhold til flødeskum. Stadig gennem næsen. Så synes jeg faktisk, at du er et federe menneske, hvis vi bare kan være stille sammen.
3. Jeg vil aldrig mere grine af katte, der forgæves forsøger at brække hårbolde op. Lyder muligvis sjovt. Det er det ikke.

4. Gad heller ikke rigtigt at opdage, at sygeplejersken har gået 3 klasser under mig i folkeskolen. Og at jeg har haft hendes mor til dansk. Bedst, hvis de mennesker, der skal se mig i den slags situationer, er helt, helt fremmede.
5. ”Du skal være glad for, at det ikke er en endoskopi, du skal have lavet. Det er meget værre!” Det er muligt, Hr. Kirurg, men a) lige nu trøster det ca. lige så meget, som hvis jordemoderen under den 4. presseve havde sagt: ”Du skal være glad for, at du kun skal føde én!” og b) skulle det nogensinde blive aktuelt, kan du lige regne med, at jeg så nu er angst for det, at du skal bruge hammer, mejsel og 5 gram ren morfin for at få dét til at ske!

fredag den 20. april 2012

Godt:

Hvem ringer til reklamebureauerne og bringer dem up to speed på, at de skal stoppe med at bruge børnespeakere i alle former for reklamer LIGE nu?

Jeg troede engang, at det måtte være fordi man blev sindssyg, skiftede personlighed og tabte sin smag i forbindelse med, at man fik børn, og dermed pludselig synes, at det var sødt, at den endeløse strøm af irriterende smølfespeak fortsatte, men jeg kan oplyse, at jeg post Anton stadig får lyst til at rive mine arme af og tæve radioen med den våde ende, når snottede unger med skabet stemme reklamerer for bagere og hoppeborge.

HVEM synes, at det er sødt? Hvem?? Jeg har tjekket min mor ifald svaret er: ’Bedstemødre’. Hun hader dem også.

søndag den 15. april 2012

Sliding doors.

Da jeg forleden var i København, valgte jeg at leve op til fordommene om idiotiske, jyske bilister i storbyen, så efter talrige katastrofeopbremsninger, en enkelt tur mod ensretningen og en parkering, der mest af alt mindede om det, der sker, når et barn taber en legetøjsbil i sandkassen, endte jeg med at sprinte ind af døren, 5 minutter efter mødet, jeg skulle deltage i, var startet.

Det siger sig selv, at jeg glemte min madpakke i bilen.
Derfor sad jeg sidst på eftermiddagen på parkeringspladsen og spiste, mens jeg kiggede på mennesker, fordi ikke engang jeg mestrer kunsten at spise yoghurt og skifte gear simultant.

Lige da jeg skulle til at trykke på ”hjem” på GPS’en, kom en rigtig storbymor med poncho og købekaffe og 3 unger i Christianiacyklen kørende forbi, og lige der, midt i ”fuck, hende gad jeg godt være!” blev jeg overvældet af den børnefølelse, hvor man pludselig synes, at det er snyd, at man kun får lov at prøve én slags liv. At man aldrig får at vide, hvad der var sket, hvis man havde truffet ikke nødvendigvis bedre valg, men andre valg.
Hvor jeg f.eks. var endt, hvis jeg havde valgt at sende ansøgningspapirerne til medicin ind. Eller havde taget den orlov og de 3 måneder i udlandet. Hvad der var sket, hvis jeg ikke var gået min vej. Eller var gået min vej noget før. Eller var blevet med Anton i Århus og havde købt en ladcykel og en kop kaffe mere.

I mine melankolske øjeblikke, kan jeg godt blive trist over, at jeg aldrig finder ud af det.

fredag den 13. april 2012

#fredag d. 13.

Man kan overveje det hensigtsmæssige i at dytte og lave det internationale tegn for ”Ja, bare når du har tid!? af biler, der holder i vejen, når selvsamme vej fører direkte til barnets institution.

Bliver simpelthen så hyggeligt til forældremødet på tirsdag.
(Forklar mig lige, hvorfor temperamentet som det eneste ikke bliver slappere i elastikken med alderen?)

onsdag den 11. april 2012

Aj, men nogen gange ved jeg simpelthen ikke med den ytringsfrihed…

Engang, for mange år siden, var jeg ansat på en arbejdsplads, hvor der var stor utilfredshed med vores nærmeste leder. Tilbage i tidernes morgen, havde hun taget den samme uddannelse som os andre, men af årsager, der ikke er relevante her, kunne hun ikke længere udføre dén funktion, og i stedet for at fyre hende, valgte chefen at oprette en mellemlederstilling til hende.

Hvilket måske ikke er det fedeste grundlag i verden for at sætte folk til at bestemme over andre.
Det gik præcis ligeså galt, som man på forhånd kunne have frygtet. Der var fuck-ups af episke dimensioner, og handling var noget, man gik i biografen for at få. Som forventet begyndte de ellers meget, MEGET forstående medarbejdere at brokke sig, i takt med at fejlene besværliggjorde deres hverdag - som når man f.eks. figurerede på vagtplanen, efter at man for længst var blevet lovet fri.

En ting var helt sikkert: Det var ALDRIG hendes skyld.
Vi prøvede i første omgang at forstå, at det ikke er nemt at blive sat til at lede og fordele, fordi man ikke længere kan udføre sin primære funktion; at man jo også lige skal lære det. Da forståelsen slap op, prøvede vi at tale med hende. Hun var meget lyttende og skrev en del på sin blok, men noterne nåede aldrig længere end ned i skuffen.

Så gik vi til chefen. Som lyttede og skrev ned. Og arkiverede noterne samme sted som mellemlederen. Derefter gik vi bare over til at forsøge at få luft, når vi sad i personalerummet ved at bytte trælse anekdoter.
Det var her, jeg lærte, at man nogle gange er nødt til aktivt at undgå samtaler om visse emner for ikke at dø af raseri. Ikke fordi jeg ikke sladrer; jeg tror hverken, at jeg er værre eller bedre end det brede flertal på den front, men fordi mellemlederen virkede helt og aldeles uberørt af utilfredsheden, der hang så tykt i luften, at du kunne have skåret skulpturer af den. Som en slags Titanic, der helt efter humlebiprincippet bare ikke var klar over, at hun egentlig skulle synke, flød hun adstadigt og upåvirket gennem vandet, enten blind eller ligeglad med det kaos, hun lod i sit kølvand. Til gengæld lå jeg til sidst søvnløs om natten, optændt af den retfærdige harme over de horrible mængder af inkompetence og uretfærdighed, jeg syntes, at jeg dagligt måtte prøve at sluge uden at kaste alt for meget op.

Med andre ord: 0:1 til mig.
Og det, jeg med denne meget lange indledning gerne vil sige er, at jeg ville ønske, at journalister nogle gange ville gøre det samme; gå, når det negative får lov til mageligt at læne sig tilbage og fylde hele billedet. For når nogen taler, er der altid andre, der lytter, uanset hvor stupidt og virkelighedsforvrængende, det sagte er.

Som f.eks. når præst Leif Mortensen til aoh.dk udtaler:

"Homoseksualitet skal bekæmpes. En ting er, at man kan have homoseksuelle anlæg. De mennesker skal naturligvis behandles med omsorg og kærlighed. Noget helt andet er det at acceptere homoseksualitet som del af et kristent ritual. Når der er noget, der gror skævt i vores natur, skal man ikke dyrke det, men bekæmpe dem."

Forklar mig lige, hvorfor den slags ikke kategoriseres som en civiliseret form for hatecrime? Hvis han kom med samme påstand om giftemål på tværs af racer, ville han blive smidt i fængsel, selvom det vel for fanden efterhånden er almen viden, at man ligeså lidt kan gøre for at man er homoseksuel, som for at man er sort, hvid eller prikket.
Jeg ved, at der findes mange gode og fine præster, der ikke har problemer med kærligheden, hvad form den end måtte antage, og jeg synes, at det er så trist, at det hele tiden er dem, der ønsker sig tilbage til middelalderen, der får taletid.
Mit håb er, at den form for himmelråbende idioti som Leif Mortensen repræsenterer, uddør med den generation af præster, der lige nu står og hopper for at få lov at sige og mene ting, som i alle andre professioner som minimum ville koste jobbet. Anstændigheden, næstekærligheden og den almene respekt for sine medmennesker taler vi slet ikke om; disse begreber er røget for længst.

søndag den 8. april 2012

I medgang og modgang.

Jeg gider ikke så godt lagkagekomedie og ”sjove” onkelfraser som: ”Nå, kan I holde varmen?” på en 35 grader varm dag, eller: ”Nå, er der nogen, der har en brugt ferie til salg?” den første dag tilbage på job efter sommerferien. Men hvor skal det bare blive godt at komme på arbejde igen, så man kan slappe af!

Det RIGTIGT irriterende er, at det udelukkende har været gode ting, nogen har fyldt i min kalender; der har bare været så meget af det, at jeg alligevel er kommet til at svede lidt over det. Også fordi Anton har besluttet sig for at gå i puberteten med irrationel adfærd og humørsvingninger for fuld udblæsning som følge. Det ene sekund klamrer han sig til mig, som havde han tilbragt de sidste 17 måneder på et rumænsk børnehjem, det næste skubber han mig bogstaveligt talt ud af rummet, mens han virker ærgerlig over, at der ikke er en havnekaj eller bjergside i belejlig nærhed.
*Puh*

Nå, men forleden besøgte vi nogle af mine absolutte yndlingsmennesker i Holstebro. De skal giftes (det var altså også lidt på tide, Frank) og jeg glæder mig helt sindssygt til den store dag. Det sad vi selvfølgelig og snakkede om, da vi var derovre.

Jeg har aldrig rigtig haft et ønske om at blive gift – hvilket er heldigt, min civilstand taget i betragtning – men jeg elsker at snakke om andres. Påklædning, bordpynt og menu; jeg går op i det med liv og sjæl. Men én del af planlægningen er jeg simpelthen så glad for, at jeg ikke er beslutningstager på: Gæstelisten. Fuck, en faldgruppe af potentielle kriser i omgangskredsen.

For jeg har prøvet at være med til bryllup, og til receptionen siddet ved siden af nogen, som var TYDELIGT fornærmede over ikke at være inviterede med til festen senere. Og det er sgu da også en nederen måde at opdage på, at man åbenbart ikke var helt så gode venner, som man selv gik rundt og troede.

Så er der alle dem, der af den ene eller anden grund hænger sammen; hvor man ikke kan være bekendt at invitere det ene par, hvis man ikke inviterer det andet.

Som gæst synes jeg også, at det kan være lidt svært at gennemskue, hvad der er passende gavebeløb og påklædning, hvis man er en af B-gæsterne. Kan f.eks. godt huske dengang, jeg - uopfordret - fik tilsendt en ønskeseddel af bruden til en bryllupsreception, jeg havde meldt afbud til, og der ikke var noget på sedlen til under 800. Der blev jeg godt nok sådan lidt ”Say whaaa?”

Og hvad med polterabend? De gange, jeg har været inviteret med til bryllup som fyld, har det været absolut ok – det har været hos mennesker, som jeg opfatter som gode bekendte frem for venner (hvor jeg virkelig ville være blevet ked af det, hvis jeg var blevet sorteret fra til den store fest), men ofte bliver man kontaktet om polterabend læææænge inden, den er planlagt, og man ved, hvad den kommer til at koste, men man kan jo for helvede ikke sige, at man kun vil være med for 500 kr., vel? På den anden side gider jeg ikke smide 2000 kr. efter en polterabend for en bekendt, der har inviteret på et glas Asti og et stykke kransekage. (Lidt for ærligt der? Sorry.)

Shit, mand. Jeg kan få helt ondt i maven på brudeparrets vegne.

Emma Gads efterkommere burde udgive et bryllupsappendix.

mandag den 2. april 2012

Top 5 over ting, jeg (heller) ikke forstår:

1) Hvorfor den anrettede tallerken i Knorr reklamen ligner noget, man ville få serveret, hvis man ved et forfærdeligt uheld var røget på blind date med den inkarnerede ungkarl Jørgen på 47, der bor i kælderen hos mor.

2) Titanic i biografen. Igen?
3) Hvorfor får alle så ubeGRIBelig dårlig ånde af banan?? (Jo, også dig. Beklager.)

4) Hvordan jeg pludselig blev sådan en, der ikke bare bruger mine skattepenge på at få lagt gulvtæppe i stuen; jeg er oven i købet begejstret over det. *suk*
5) Hvorfor man altid hopper på den, når kabaler på computeren forsøger at indsmigre sig ved at gå op, når det er længe siden, man har lagt dem sidst. Efterhånden burde man have lært, at man ikke over de sidste 4 måneder er blevet bedre eller pludselig har udviklet russisk skakintelligens; det ender altid med at stå  1000:1 til computeren alligevel.