fredag den 30. marts 2012

Disclaimer. Er stadig sur.

Men nu med lidt forklaring.

Jeg er sådan en, der ikke går ret meget til læge. En kombination af, at jeg – hånden på hjertet – faktisk ikke tror på, at de kan gøre noget, og det faktum, at det udgør en lidt større logistisk udfordring pga. mit arbejde og Anton. Derfor sker der somme tider det, at jeg går og samler sammen og så stiller hos kitlerne med en akkumuleret liste af problemer. Og en klippefast tro på, at jeg vil blive sendt hjem igen med to vitaminpiller og et klap på kinden.
Denne gang? Not so much. Min brede vifte af dårligdomme resulterede dels i nogle piller med det triste aberdabei, at de virker som antabus, og dels i en henvisning til en gastroskopi.
Som jeg er hysterisk ræd for.

Har altid troet, at jeg ville blive mere cool med den slags, når jeg havde født, og på den måde havde bestået den ultimative av-for-satan-prøve, men det viser sig ikke at være tilfældet. Brevet fra gastrolægen var fyldt med forloren beroligelse a la ”slangen, der skal føres ned i mavesækken gennem næsen (forkert, forkert, forkert!!!) måler kun 5 mm i diameter” og ”inden undersøgelsen bliver du bedøvet i svælget med lokalbedøvende spray”. Forholdsmæssighedstallet er teknisk set bedre på næse:slange end på barn:skræv, men ikke desto mindre tror jeg godt, at vi alle ved, at den sidste passus i standartbrevet er henvendt direkte til mig: ”I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at give en lokalbedøvende indsprøjtning.”

Ja tak. Det synes jeg bare, vi starter med.
Når jeg på den måde går rundt og er bange, forvandler jeg mig til Store My. Meget stille og vred; indædt nærmest. Og så skal der ikke så meget til at feje benene væk under mig. Som f.eks. crappy cykelstier eller tilsendte evalueringer fra min sidste masterclass på convention, (som jeg i parentes bemærket selv havde en fest med) som overall er fyldt med fine og positive udsagn, men hvor den sidste i bunken lyder således:

”Koreografien var fin, men hun er godt nok kedelig. Ikke meget gang i hende.”
*slam*

Som de fleste andre kan jeg på siddende røv hive 10 trælse mærkater op af hatten og knalde i panden på mig selv, men kedelig har aldrig været en af dem.
Før nu.

11 and counting.
Og så kan man ikke engang hælde rødvin på det.

tirsdag den 27. marts 2012

Jeg lover at holde mig fra tasterne, til jeg er blevet i bedre humør.

Det er ikke fordi, der skal gå ’jeg-er-bare-zå-dum-og-klodset’-blog i den, men jeg bliver simpelthen nødt til at skrive nedenstående indlæg for at få bare lidt af selvhadet til at fordampe.

Jeg er sådan en, der altid cykler. Eller .. det var jeg i hvert fald præ-Anton. Efter vi er flyttet herned, tolker jeg sjældent steder, der ligger under 50 km fra hjemadressen, og nok kan jeg godt lide at røre mig, men jeg kan også godt lide hud i røven og muligheden for at sove til kl. 5.
Med andre ord: Jeg er blevet bilist.

Men nu, hvor sommeren er kommet (ja, jeg ER hoppet i sandalerne), og jeg har fået et hjemmetolkestudie, hvorfra jeg arbejder et par gange om ugen, har muligheden for at cykle ud og hente Anton i vuggeren åbenbaret sig.
Området vi bor i, bryster sig af at være meget børnevenligt, og have et stisystem så omfattende, at man aldrig behøver at dele asfalt med en bil, uanset hvor man skal hen.

Og det er meget muligt, at det har det. Det er bare ærgerligt, at det er så pisse ulogisk lavet, at man ikke kan finde rundt i det! Min søde nabo Rikke, har tålmodig forsøgt at forklare mig, at det er fordi Sønderris er bygget som en trekant og bla bla bla noget med, at man derfor kommer til venstre, hvis man drejer til højre, men fact er, at jeg faret vild 4 ud af 4 gange.
Som i: Vild-vild.

Jeg vil gerne have lov at tilføje, at jeg endda, som en anden fucking turist cykler rundt med et kort, og lige lidt hjælper det. Hvis jeg skal rate hæslighedsfaktoren, er det nogenlunde lige slemt at cykle febrilsk rundt i liguster, uden anelse om, hvor man er, 20 minutter efter man skulle have hentet, og at cykle rundt med barn, der har slået hul i hovedet 10 minutter, inden man kom (= hvis man ikke havde været sådan en fatsvag kæmpespasser, havde ungen stadig haft et helt hoved siddende på halsen), som gennemgår samtlige raseri-jeg-GIDER-ikke-sidde-her-mere faser *slå-slå-slå-med-små-knyttede-næver*, og ender med bare at synke sammen, helt opgivende og apatisk, indtil mor - efter 40 minutter og på grådens rand - er nødt til at spørge narkoman med kamphund i betænkelig mølædt snor om vej.
I SUCK!

søndag den 25. marts 2012

For det er udelukket, at hun selv kan finde mig på FB, hvis hun skal bruge mig.

Jeg har – beklageligvis uden at anstrenge mig særligt – fundet en ny gruppe af mennesker, jeg ikke bør sættes ved sinde af ved festlige lejligheder: Kvinder, der overvejer at lade sig smykke med titlen ’Selvvalgt alenemor’.

Vi har været til barnedåb i dag, Anton og jeg. (Anton naturligvis med slips, da vi her i huset har vi visse regler, der aldrig fraviges: Vi sover ikke med tyendet, og vi går aldrig ned på udstyr.) Efter have været gudmor for en særdeles eksemplarisk kusine Fie, der bare lige lindede på det ene øje og smaskede to gange, da hun fik vand i håret, hvorefter hun sov videre, sad jeg til bords med en af min søsters veninder, der i forhold til børn er der, hvor hun har besluttet, at hun VIL have dem; også selvom det betyder, at hun skal have dem alene. Hun har besluttet sig for at give Mr. Right 2 år.
Et emne, jeg naturligvis straks overtager og prygler livet ud af, da jeg med mit ene barn snildt kan svinge ekspertkåben om skuldrene og udtale mig sikkert om alle aspekter omkring projektet.

Aj, men for fanden. Jeg VED jo af egen erfaring, at den proces ikke kan forceres, men af hundreder af gode grunde må og skal tage den tid, den tager – og alligevel harper jeg løs. Om fordele og ulemper, økonomi og udfordringer og alle de fordomme og forudindtagede meninger, man møder hos både sig selv og andre.
Men mest om, hvordan mit liv blev fuldendt på måder, jeg ikke havde troet muligt, da jeg fik Anton. Hvordan jeg ikke længere slæber mig af sted gennem livet og til arrangementer, som dåben i dag, med fornemmelsen af at være en fiasko som menneske, fordi ingen har brug for mig.* Hvordan det igen er blevet muligt at glæde sig oprigtigt over veninders familieforøgelser, fordi de ikke længere symboliserer Den Uopnåelig Drøm, men tværtimod minder mig om, hvad jeg har fået lov til at være en del af. (Selvom amor åbenbart er blind som en muldvarp, det lille svin.)

Lad. Nu. Folk. Være. I. FRED, mand!
Det er faktisk meget belastende at vide, at hvis jeg havde mødt mig selv for 3 år siden, ville jeg have tævet mig med et bat.

(* Her vil jeg gerne understrege, at jeg udelukkende taler på egne vegne; I må ikke opfatte det som om, at jeg mener, at børn er det eneste formål med livet, eller at man er dømt til at henslæbe sit liv i armod og ulykke, hvis man af den ene eller anden grund ikke får dem. Jeg forsøger blot at anskueliggøre, hvor meget drømmen fyldte for mig.)

torsdag den 22. marts 2012

Kan man donere alle sine licenspenge ubeskåret til ét program?

Der er sket noget fantastisk: P3 har fået et program på sendefladen, som jeg ikke bare kan holde ud; jeg flat out elsker det. Så meget, at jeg i det omfang det er muligt, arrangerer min dag rundt om sendetiden.

Monte Carlo. For HELVEDE, jeg synes, det er sjovt! To timers fuldstændig planløs underholdning i et tempo så højt, at det føles som at indtage en shake bestående af espressoer, coke og candyfloss efter 14 dages faste. Der er ikke skyggen af dybdeborende journalistik eller - som i ”Smag på dig selv P3” - invitationer til lytterne om at byde ind med poetiske minder eller ideer til, hvad musik smager af (christ altså! Hvem har udtænkt det koncept!?) – men bare kaskader af humoristisk ping pong fra to fyre, som lyder som nogen, man godt gad hænge ud med.

Et program udtænkt af hjerner, der kigger på Nike Shox skoen og fluks døber den ”Randersstiletten” har mig som sin klare målgruppe.

De kan heller ikke lide hverken Sveinur eller Bruno Mars.

Blogsbjerg heart Monte Carlo.



(Billede lånt her)

onsdag den 21. marts 2012

Den kunne i den forbindelse være interessant at få øje på sin egen blinde vinkel.

Når jeg står på apoteket, kommer jeg altid til at spekulere på, præcis hvornår det tidspunkt indtræffer, hvor man bliver jobimmun; hvor man har udført en del af sit job så mange gange, at det, selvom det kan være noget, der er både svært og pinligt for den, man servicerer, ikke længere er noget, man nærmer sig med takt eller omhu, men tværtimod er noget, man bare tromler igennem, fordi rutinen har forvandlet det til Det Nye Nulpunkt.

Jeg tror f.eks. ikke, at apotekerdamen i dag bevidst forsøgte at gøre pigen til højre for mig pinligt berørt, men det var tydeligt, at hun godt kunne have været foruden al den højlydte snak om skeder, kløe og beskyttelse af partner ved samleje. Manden til venstre lignede også en, der godt ville have haft sin fodsvamp for sig selv.
Det er ikke kun på apoteket, den er gal. Hvis jeg skal hive et eksempel fra mit eget liv frem, står det ikke som mit kæreste minde, da jeg på gangen på et hospital i Århus fik at vide, at undersøgelsen, jeg lige havde fået lavet, viste, at jeg formentlig ikke kunne blive gravid. Men jeg var velkommen til at bestille en tid om 14 dage, så vi kunne snakke om det, hvis jeg havde lyst? Og så skulle han i øvrigt skynde sig videre. (Fuck, mand. Får stadig lyst til at cykle derud med træskostøvler og en plakat af Anton og losse ham eftertrykkeligt i løgene, når jeg tænker på det.)

I mit arbejde som tolk har jeg siddet på både hospitaler, kommunekontorer og i konsultationer rundt omkring og tolket beskeder, som man ikke skal have ret meget fantasi for at forestille sig må være hæslige at få overbragt – men som ikke desto mindre blev leveret med samme indføling og tonefald, som man ville bruge, hvis man skulle fortælle, at der er kaffe på bud i Bilka i denne uge. Da jeg efter 10 år som tolk også har sort bælte i uddannelser, ved jeg, at langt, langt de fleste uddannelser til fag, der har bare perifer berøring med mennesker, indeholder en hel del undervisning i etik og Den Svære Samtale, så det er ikke fordi, de her mennesker ikke på et tidspunkt har beskæftiget sig med det eller forholdt sig til det.  
Jeg tror ikke, at sagsbehandlere bevidst prøver at være ufølsomme, eller at læger og apotekerdamer er onde typer, der prøver at såre eller udlevere så mange, de kan nå på en dag. Jeg tror simpelthen bare ikke, at du kan blive ved med at huske, at det for den enkelte stadig er superprivat, hvad man rager til sig af sygdomme, eller at den besked, du lige nu langer over bordet, ændrer livet for altid for den, der sidder overfor, når du beskæftiger dig med det hver eneste dag.

søndag den 18. marts 2012

Tag sgu da lige hensyn til de gamle.

Jeg er så latemover med nogle ting, at jeg, hvis jeg slæbte bare en kende mere på fødderne, kunne ende med at blive hip alligevel, fordi jeg faldt ned i old school-kategorien.

Jeg ved ikke, hvad det er, der sker. Eller, jo, det gør jeg egentlig godt: En ny dille vælter ind over landet, og jeg tænker ”Nåmen, det skal man vel også lige have sat sig ind i? Jeg gør det i morgen.”
Så går der en uge. Jeg sidder stadig på hænderne, fordi jeg hader alt, hvad der lugter af brugsanvisninger - også den slags, man får forklaret - og derfor overspringshandler i vildskab. Efter en måned er jeg blevet kontrær, og gider af princip ikke længere være med, fordi jeg ikke er sådan et flokdyr, der er til fals for poppet hype. (Ja, jeg fortsætter bare med at lyve for mig selv, hvis det er ok med jer.)
Efter et halvt år er det pinligt at komme og sige, at jeg faktisk ikke aner, hvordan Twitter fungerer. Eller de der frimærker, der sidder på alle produkter med respekt for sig selv, og lader som om de er stregkoder, men som kan et eller andet på nettet, hvis man scanner dem med sin telefon.

Hvilket jeg heller ikke har fået lært.
Kunne vi ikke bare være stoppet efter Facebook og iTunes?

fredag den 16. marts 2012

Eller at der ikke står 100 hunde på legepladsen.

Jeg har en sjov ide: Skal vi ikke aftale, at vi som udgangspunkt prøver at bruge vores almindelige stemmer, når vi taler til vores børn? Det er ok at file den lidt til i kanterne, hvis ungerne f.eks. har prøvet at se, hvad der sker, når man stiller sig op i en gåvogn, og skubber fra på væggen (…!), men giv mig én god grund til konstant at bruge den der supersoniske, højtpitchede  mor-stemme, med dertilhørende kunst-smil, der giver kronisk genlyd i hele fucking vuggestuen?

Forstår faktisk ikke, at børnene formår at gå afslappet rundt uden at holde sig for ørerne.

mandag den 12. marts 2012

Al begyndelse er svær?

Jeg vil så gerne tro, at det er fordi det tager lang tid at rydde op, når man skal overtage andres kontorer med dertilhørende bunker af arbejde, som man ikke nødvendigvis finder hverken logisk eller nødvendigt.

Det ville også være dejligt, hvis det viste sig, at det er fordi, jeg er en blond idiot, der falder for spin forklædt som breaking news og public service.
Eller at sidste hold fjumrede ligeså meget, men at jeg bare ikke lagde mærke til det.

Men er det ikke lidt som om, at den regering, jeg selv har været med til at stemme ind, primært består af mennesker, der har været i praktik hos kaptajnen på Costa Concordia? Og som virker oprigtigt forbavsede, hver gang det går op for dem, at verden holder både øje og øre med dem, og at det derfor kunne være en god ide at tænke, før man udtaler sig om fattige, trængselsringe og oplysninger, der fremkommer under tortur? Alternativt betale nogen for at gøre det?
Det er ved at være svært at fastholde, at det var en god ide at sætte de her mennesker i spidsen for noget som helst, synes jeg.

Men i den gode sags tjeneste vil jeg prøve at bevare optimismen og håbe, at det er fordi, de lægger an til en 3 år lang, forrygende slutspurt.

torsdag den 8. marts 2012

Det tror jeg ikke på.

Jeg er ikke overtroisk, overhovedet. Jeg er ligeglad om hændelser optræder 3, 7 og 200 gange, jeg lægger knive over kors for sjov, jeg har spildt det meste af en saltmine på alle tænkelige steder, og træder ofte lidt ekstra hårdt på stregerne, så de lige kan mærke, at de på ingen måde har magt over mig, de små, magre svin.

Nej, jeg bekender mig til sund fornuft.
Jeg går f.eks. ikke under stiger. Hvis det er nødvendigt at bruge en stige, så er det fordi man har flyttet noget op, hvor tyngdekraften ikke som udgangspunkt mener, at det hører til, og som den derfor med list og snilde vil forsøge at få tilbage i sit rette, mere jordnære element hurtigst muligt. Hvilket jeg ikke har tænkt mig at være i vejen for.
Jeg lader helst være med at smadre spejle. Det sviner sådan, og man overser ALTID en lille, fodhadende splint, når man støvsuger.
Jeg tænker over hvad jeg siger og ønsker, for vi ved alle, at skæbnen anatomisk er bygget som ham her:

Jeg spytter over venstre skulder, når sorte katte løber over vejen. (Formodentlig også når grå, mørkerøde og stribede gør, da jeg ofte færdes ude i verden uden mine briller.) Har I ikke læst Heksens Kat eller Dyrekirkegården? Mmm, *spinde-spinde* my ass. Det er ondskab i pelset forklædning, slut. Og når man nu VED, at kropsvæsker i fri dressur neutraliserer De Onde Stråler, ville det da være direkte dumt ikke at følge op på det, så det gør jeg. Også når jeg sidder i bilen; jeg har udviklet et tør-spyt til lejligheden, hvor jeg siger lyden, men ikke sender indholdet med. Vi er jo ikke dyr, vel?
Som jeg siger: Sund fornuft.

søndag den 4. marts 2012

Og så tager jeg min egen stripperstang med.

Jeg vil starte med at sige, at vi alle kan ånde lettede op: Det var ikke mig, der faldt af stolen i går til stripfitness. Det var primært mændene, og man må spørge sig selv, om skyldtes manglede koordination eller koncentration. Der kommer også nok lige til at gå en uge eller to, inden jeg drager på landevejen med mit show, for selvom da moves var på plads, så ser det meget lidt sexet ud, når man er så koncentreret, at man er helt krøllet sammen i ansigtet.

(Som en slags ps vil jeg gerne opfordre de af mine læsere, der jævnligt går på stripbar, til ikke at være nærige med drikkepengene næste gang. Klar over, hvor hårdt det er at svinge stængerne op i noget sexet v-formation, når man lige har ligget med overkroppen og rodet rundt i gulvhøjde?)
Men vældig fin fest. Fantastisk at være tilbage i kjole og hæle, og momentvis få lov at være hende, jeg var. Vidste også, at jeg var kommet hjem, da vi under præsentationsrunden blev bedt om at fortælle de 3 vigtigste ting om os selv: Navn, funktion, og om vi var single.

Det er så fint, at det på den måde ikke bliver lagt fingre imellem i fitnessverdenen

Jeg falder lidt i mellemkategorien der, for teknisk set er jeg jo single, men post-Anton føles det bare ikke sådan. Jeg ved ikke helt hvorfor. Måske fordi det sværeste ved at være single (for mig) var, at jeg ikke var nogens første prioritet. Du kan have nok så gode venner og veninder, men hvis de har kærester, vil du altid komme ind på andenpladsen, når tiden er knap og der skal vælges. 3. pladsen, når de får børn. Nu er jeg Antons førsteprioritet, og han er min, og derudover er der ikke timer i døgnet til at sidde og savne en kæreste. Fitnessfolket ville stadig godt lige vide, om jeg var søgende, dog. Og helt ærlig? Jeg aner det ikke. For jeg vil gerne have en kæreste, men kan vi klippe til det punkt, hvor vi kender hinanden og har tilpasset os hinandens liv? For jeg er sgu for træt til al dramaet med sms’er og gæt på, om vi vil det samme.  Jeg har heller ikke prøvet at skulle indrette et kæresteliv med et barn, så ved ikke, hvordan man gør, og kan godt mærke, at det lige nu bare er nemmere bare at parkere hele svineriet.

Men præsentationsrunden med dens guldgrube af informationer var stadig brugbar for mig, for det var rart nok lige at finde ud af, hvem jeg skulle bruge tid på at snakke med; jeg foretrækker fyre med kærester for tiden. Det er så utrolig anstrengende at snakke med en fyr, der hele tiden sidder og har gang i et kompliceret regnestykke, hvori elementer som 1) er du scorbar? 2) er der noget tilstede, der er bedre? 3) og kan dét scores? eller 4) er det bedre at satse sikkert?

Med tillægsspørgsmålet 5) Er man klam, hvis man går efter børnepasseren?
Det er der så også nogle af fyrene med kærester, der sidder og spekulerer på, men der er dog alligevel en anden ro og evne til at være til stede i samtalen, fordi de er sikre på at komme hjem til en dyne med indhold, og derfor slapper lidt mere af. (Jamen, undskyld. Og hvis din kæreste arbejder i mit fitnesscenter, så er det selvfølgelig ikke HAM, jeg taler om.)

Nå. Men det var en rigtig god dag, og næste gang er det heldigvis ikke mig, der er Den Nye længere.

fredag den 2. marts 2012

Because you never get a second chance to make a first impression.

Gæt, hvad jeg skal lave i weekenden?

Giver I op? Ok, så siger jeg det.

Først skal jeg løbe en sejrsrunde over at skulle have 3200 tilbage i Skat (og jeg er ligeglad med, at det er mine egne penge, som de sure altid siger – still rocks!). Når jeg så er færdig med det engang i morgen, skal jeg til personaledag i fitnesscentret; fællestræning først og fest bagefter.
På papiret lyder det hyggeligt, men … det føles lidt som at skulle til julefrokost med 60 fremmede. Altså, kender jo nogen af dem efterhånden, men mest på ”Hey Maria, du har glemt din cd i salen” og ”Anders, er det dig, der lugter af sprut??”- måden. Det kan man jo ikke få en hel aften til at gå med, kan man? Tænk, hvis jeg ender som den pinlige ene-og-alene-stork ovre i hjørnet. (Argh!)

Og det værste – der allerallerværste – er, at vi skal starte med (og her citerer jeg fra opslaget i p-rummet) ”en forrygende gang zumba/stripfitness”.
Zumba OG stripfitness? På samme tid?! Til min første fest med kollegerne, som jeg for tre fjerdedeles vedkommende møder for første gang? Aj, men for helvede altså! Ved næsten ikke, hvordan jeg stiller mig selv i det mindst dårlige lys. Giver den fuld gas (=Hej. Jeg hedder Linda. I’m a slut) eller holder igen (Hej. Jeg hedder Linda. Jeg er snerpet og anal)?

Nå. Jeg vender tilbage med resultatet søndag. God weekend til jer alle sammen.