lørdag den 15. december 2012

Kongens efterfølger.

Da jeg var lille, kom jeg et år for tidligt i skole, og da jeg stoppede efter 9. klasse, betød det, at jeg først fyldte 18 det år, jeg blev handelsstudent. Min unge alder til trods, havde jeg alligevel en lille smule fornuft i skallen, for jeg vidste godt, at jeg skulle have noget tid til at gå, inden jeg søgte ind på journalisthøjskolen, som jeg havde vidst, jeg ville, siden jeg var 6.

At vejen i mellemtiden slog nogle uforudsete sving er en anden historie, men i hvert fald brugte jeg det meste af mit sidste år på handelsskolen på at spekulere på, hvad jeg skulle lave, mens jeg ventede på at tiden gik.
Jeg var meget rød og grøn dengang #årstidsapropos så i første omgang troede jeg, at jeg skulle redde nogle hvaler eller en tur til Afrika. Noget lidt uklart noget med nogle træer, havde jeg forestillet mig. Og de var søde, dem i den organisation, jeg talte med, hvis telefonnummer jeg havde fundet i ugeavisen (ja, børn, det var før internettet var opfundet) men jeg syntes dog, at det virkede lidt mærkeligt, at de gik så meget op i, at jeg ikke måtte fortælle til nogen, at jeg planlagde at rejse med dem, og at jeg, hvis jeg alligevel valgte at gøre det, ”ikke skulle tro på alt det, der blev sagt om dem”. Spurgte min mor, om hun havde hørt om nogen, der hed ”Tvind” og dér sluttede mit afrikanske eventyr så.

Næste bud på beskæftigelse var et ophold som au pair i USA. Jeg meldte mig ind i en organisation og begyndte at kigge på, hvor jeg gerne ville hen, hvis jeg skulle af sted. Som medlem af denne organisation, fik man tilsendt sådan nogle medlemsblade (i postkassen. Internettet var ikke opfundet, siger jeg jo til jer!) hvori de unge, der var i USA lige nu, skrev indlæg om, hvordan det var at være arbejde som au pair. Der var opskifter på cookies, og så var der nogle små artikler om kulturforskelle, det var værd at være opmærksomme på, når man stod som ung skandinav på vej til Guds eget land.
Disse små kulturforskels-advarsler grinede jeg meget af, kan jeg huske. De var helt knaldåndssvage og meget, meget amerikanske. F.eks. var der mange forældre der havde restriktioner på, hvor mange timers tv og computer, deres børn måtte indtage om dagen.

Overvægt blandt børn var også et stort problem, så mange forældre havde en sukkerpolitik, som man skulle følge og respektere.
Og endelig kunne det, i nogle områder, være en dårlig ide, at færdes alene om aftenen.

Det er 17 år siden.
Når Anton er 19, går han formentlig stadig i skole.

Jeg håber sådan, at vi til den tid har fundet nogle andre fodspor at følge.

5 kommentarer:

  1. Amen!

    Havde i '91, en surrealistisk diskussion et sted ude på landet i Wisconsin. Var ovre for en sommer som Camp Counselor. Våbenloven var lige blevet strammet på det tidspunkt, nu kunne man ikke længere købe automatvåben.

    Det blev fremhævet som en stor forbedring.

    Gudskelov er der stadigvæk forskel tværs over Atlanten på straffelovene (dødsstraf) og våbenlovene.

    SvarSlet
  2. Jeg vil tro, jeg er noget ældre end dig, men det til trods, var dit indlæg et kig tilbage i egen ungdom :-) jeg kom faktisk til Californien som au pair.
    Og så har jeg børn der nu står, hvor vi stod dengang. Ja meget har ændret sig, jeg er især imponeret over de mange uddannelses tilbud, der er dag - jeg gad virkelig godt, at det var mig der skulle vælge uddannelse idag. God week-end

    SvarSlet
  3. Men hvad brugte du så tiden på? Frivilling hjælper på Roskilde?

    SvarSlet
  4. Ja det vil jeg da også svært gerne vide? Kom du så til Guds Eget Land ELLR HVAD hvar? ;)

    SvarSlet
  5. Dorte og Anne: Det er ikke fordi, jeg vil spille mystisk og hemmelig - jeg tænkte bare, at jeg ville lave et lille blogindlæg om det inden så længe.

    (Uh, se mig! Jeg er sådan en spændende type...)

    SvarSlet