Øv.

Ved I, hvad jeg synes er psyko-nederen, når man efter mange (mange!!) års øvelse endelig føler, at man har fået relativt styr på den klare, assertive kommunikation - også når man er presset, eller har noget på spil? Det er at opdage, at 70 % af de mennesker, man interagerer med, er pisseligeglade.

For det kan godt ske, at jeg husker at binde en stram knude på min tunge og blænde det sorte center i min hjerne af, så jeg ikke joker eller bruger ironi, når jeg skal tale med folk om noget alvorligt; at jeg står ved, hvad jeg gerne vil sige, og prøver at gøre det så svært at misforstå, som muligt.

Det kan også godt ske, at jeg selv bliver helt imponeret over, hvor ofte jeg formår at holde bolden på egen banehalvdel, at starte alle mine sætninger med ”jeg” i stedet for ”du” og at styre uden om ord som ”aldrig” og ”altid” – også når jeg skændes.

Og jeg er stolt af kunne sige, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg kan bruge udtryk som ”det, jeg hører dig sige, er - ” uden at fnise eller kaste op bagerst i munden, jeg har indset fornuften i at vente med at sende mails og sms’er til jeg er dampet af, og jeg er blevet helt glad for tricket med at gentage, hvad jeg mener, i stedet for at lade mig provokere til at lade konfrontationer køre ud på et sidespor og begynde at handle om alt muligt irrelevant.

Men det hjælper mig nul og nix, når dem, jeg taler med, alligevel opfatter mine udspil som personlige angreb, og responderer ved at holde op med at hilse og bare bekræfte hinanden i, at det ikke er dem; det er bare mig, der er sær og mærkelig. (Hold nu kæft – selvfølgelig får jeg det at vide.)

Nogle gange hader jeg virkelig at være typen, der synes, at vi skal spille efter reglerne.