Han bliver så stolt!

Jeg var til polterabend i går for en af mine allerbedste veninder. Jeg har selv været med til at planlægge dagen, og synes, at vi var endt op med et fint og meget Lene-agtigt program, men var alligevel lidt spændt på, hvordan dagen ville forløbe.

En af de ting, vi havde sat på programmet (efter at jeg havde turbo-vetoet zumba) var cheerleading.

Og må jeg lige sige noget hurtigt?

Jeg vil være cheerleader. Jo, jeg vil. På fuld tid og resten af mit liv. Hold nu KÆFT, livet er bedre med pom-poner! Vidste I, at der er sådan nogle små fingerringe i, som man lige tager på, og *vips* så har man pom-pon-beklædte poter og lyst til at råbe”GoooOOOOO [indsæt navn]!!!” hver gang, man kalder på nogen? Det var så godt, at jeg flere gange nærmest ved at komme til at bilvaske dem, jeg stod ved siden af begejstring.

I må stole på mig, når jeg siger, at livet ikke bliver komplet, før man har sine egne pom-poner, og det kan selvfølgelig godt virke lidt voldsomt, at jeg på amazon kan se, at jeg minimum skal aftage 3000 stk., når jeg bestiller, men taget i betragtning af, hvor meget jeg har tænkt mig at cheer’e resten af min liv, synes jeg, at man skal se på det som en slags investering. PLUS at det snart er jul. Min mor kunne tage sine på, når hun præsenterede retterne til julefrokosten, og jeg tror nok lige, at min venindes kollega skylder mig en, når hun iført sine tager imod ham på kontoret efter nytår.

Personligt har jeg tænkt mig at være iført mine, både når jeg tolker og når jeg underviser, så jeg er 100% skarp og klar, når Anton skal starte i skole.

GoooOOOOOO ANTON!!!