tirsdag den 14. august 2012

Helvede er – stadigvæk – andre mennesker. Og deres dyr.

Mange af mine venner er dyremennesker. De fleste af dem har fået hold på sig selv, inden de ramte niveauet, hvor man glædestrålende deler sin vaffelis med sin hund, men glade for dyr; det er de.

Sådan har jeg det ikke rigtigt. For mig er dyr dyr. Men inden I begynder at smide med sten og sætte ild til mit kommentarfelt, vil jeg gerne skynde mig at tilføje, at det, at man ikke knuselsker alt, hvad naturen kan opbyde af pels, ikke er det samme som at synes, at de små svin bare skal bruges som forsøgsdyr, inden vi piner dem langsomt til døde. Vi skal alle sammen være her.
Kan I godt høre, at det trækker op til et ’men’?

Post Baltergate er det jo relativt farligt at mene noget om sine naboers dyr, men (og der kom det) ... Ok, nu siger jeg det bare ligeud: Jeg hader mine naboers hunde.
Jeg ved godt, at man er nødt til at skrue voldsomt op for rummeligheden, når man bor i rækkehus, for haverne ligger nærmest oveni hinanden, og har man valgt at bo her, følger den del med. Jeg ved også godt, at jeg sikkert også er skideirriterende. (Gu er jeg da ej. Jeg er da drømmenaboen og alle skulle tage at ønske, at de boede ved siden af mig.)

Derfor siger jeg ingenting, når naboens barn mandag aften kl. 20 slæber 5 venner med hjem og begynder en sjov leg, der går ud på at finde ud af, hvor højt man kan råbe, når man hopper fra trampolinen og over i badebassinet. Jeg forsøger at misunde dem deres rige sociale liv, når de om tirsdagen holder havefest til den forkerte side af midnat. Jeg har undladt at kommentere det mageløse faktum, at det er lykkes min ene nabo at finde 12 fliser, der er PRÆCIS magen til de 12, der forsvandt i min baghave, da vi flyttede ind. Heldige sammentræf kan man ikke holde for.
Men jeg er simpelthen så træt af, at Paris Hilton-kravlet til den ene side ter sig som om, det er den mod resten af alt, hvad der bevæger sig i verden. Gø-duellerne på tværs af min have, der ALTID skal afvikles, når Anton skal sove, får min hud til at krympe et nummer af irritation. Og jeg blev fandme stram, da jeg forleden for 3. gang på en aften måtte eskortere den anden nabos hund ud af mit hjem, fordi den - igen - var hoppet over hegnet og spadseret ind af min havedør og ind i min stue. (Prøv at gætte, hvor forskrækket man bliver, når afkommet er lagt, og man sidder og puster ud i sin yndlingsstol med kaffe og computer, og der pludselig står en meter hund og stirrer stift på dig. 3 gange.)

Gider ikke rigtigt være sådan en, der klager til bestyrelsen, så jeg har gjort en dyd ud af at få sagt på en ordentlig måde, at det ville være helt fint med mig, hvis de fjernede hundelortene i haven, så vi slipper for dén stank i sommervarmen, og at jeg, hvis jeg ønskede mig en hund i mit hjem, nok selv skulle stå for at anskaffe en. (Ok, de præcise ord efter 3. gang var: ”Få. Styr. På. Den. Hund. NU!!”, men forskrækkelsen taget i betragtning, synes jeg godt, det kan forsvares.) 
Man skyder ikke sine naboers dyr. Men man kan fandme godt have lyst.

PS: For god ordens skyld vil jeg bare lige sige, at jeg er med på, at det - ligesom med børn - ikke er dyrenes skyld, men ejerne/forældrene, der ikke tager deres opgave alvorligt.

19 kommentarer:

  1. Hep!

    En måde at få problemet halveret på, var vel at smide den lille bjæffende forret ind til Snigerhunden Fra Helvede...?!

    SvarSlet
  2. Arj. Kan godt forstå at du er træt af det. Jeg ville nok være typen som, efter flere opfordringer til at gå på hundeskole eller nåwet, kunne finde på at klage til bestyrelsen. Selvom jeg ikke er den type. Fordi det er ikke ok, at der kommer fremmede hunde ind i sofaen. Alternativt kan du beholde den i bytte for fliserne

    SvarSlet
  3. Haha... Og jeg troede, det bare var mig! :-D
    Krympede mig noget, da én af de andre forældre i mine pigers børnehave kom slæbende med en rotte med pels, som de påstod overfor børnene var den sødeste lille babyhund... Adr.
    Min ældste datter var morsomt uengageret... "Mor, Haralds hund er meget større... Kom, vi går hjem!"
    ;-)

    SvarSlet
  4. Jeg står helt og fuldt bag dig, i dit syn på omkringkravlende pelstotter, der bliver personificerede af ejerne. Lavere kan man ikke synke!
    Jeg har hørt !!!! at salonriflen ikke siger ret meget, hvis den skulle gå af. Og prisen på affaldssække er tilpas lav til dén investering!
    Huse er hule fordi mennesker bor dér. Dyr har pels for at holde sig ude!
    Keep it coming :-)

    SvarSlet
  5. Er selv den lykkelige ejer af to hunde der ind i mellem får det sidste af min sodavandsis (når jeg er færdig med at spise af den forståes)
    Jeg kan til fulde forstå din frustration, især når ejerne ikke fatter en brik...
    Hvis du kan slippe afsted med det ( uden at blive opdaget af naboerne) er en vandpistol et ok langdistanceværktøj til at markere at det dyret har gang i er skidt...
    Dyret lider ingen overlast men lærer at forbinde gøen ( eller indtrængen på dine enemærker ) med noget negativt.
    Jeg har ikke selv brugt det på mine hunde da jeg jo er ham der bestemmer og dermed kan bruge stemmen og kropssprog overfor dem (som leder af flokken) Tror jeg ville forsøge fremgangsmåden med vandet hvis jeg var i din situation.

    SvarSlet
  6. Som de sagde i Price-programmet om madspild: "Lad være med at smide kæledyret ud. Spis det!" (så er alt bevismateriale også belejligt skaffet af vejen)

    SvarSlet
  7. Som nabo til en evigt gøende hund og mor til en ti måneder gammel baby, kan jeg kun tilføje, at jeg forstår dig. Og dømmer dig ikke.

    I too, am not a dog person. Never was. Never will be.

    SvarSlet
  8. Synes det er ok hvis du skyder dem. Hundende altså.

    SvarSlet
  9. Ej hvad fanden! Én ting er hundene... jeg synes Michaels vandpistols-idé er fin (også selvom naboerne ser det, så kan de sgu da bare få styr på deres hunde). Har selv hund, og den er ikke så nøjeregnende med hvem der er chef, og vand er en god måde at cementere en pointe.
    Men hvad for noget med de fliser dér?? Hvorfor er du ikke gået amok over det??

    SvarSlet
  10. Matas sælger hjortakolie som du kan dyppe vatpinde i og placere rundt langs hækken og terassedøren. Det skulle holde hundene på afstand. Larmen hjælper det nok ikke på :) pøjpøj

    SvarSlet
  11. Jeg plejer nu også at være sådan ok large med den slags (men jeg bor selvfølgelig også et sted, hvor kæledyr er sjældne). Men NU er der flyttet en kat ind. Med sine ejere. Går jeg ud fra. Hvis de altså findes. I hvert fald vågnede jeg natten til igår ved at den stod og miavede uden for vores vindue. Fint nok. Indtil i morges hvor jeg vågnede ved, at den hoppede ind ad vinduet!

    Dét fik bestyrelsen altså alligevel at vide - og vi var ikke de eneste, som havde klaget.

    SvarSlet
  12. Der var den der sag for noget tid siden, hvor en mand skød naboens hund. Og i den forbindelse mener jeg at have læst, at man gerne må skyde naboens hund, hvis den bevæger sig ind på éns grund, og man har advaret naboen tre gange.
    Bare lidt info...

    SvarSlet
  13. Åh! Jeg er så uendeligt enig... Har en veninde der kommenterer hunde på gaden. Nårh, den er sød, siger hun.
    Øh, det er en hund, svarer jeg.
    Jeg er ikke så meget til dyr!!

    SvarSlet
  14. Som en anden skriver, må du godt skyde hunden - hvis du har jagttegn. Ikke at jeg vil foreslå det, for det må man jo ikke (altså foreslå det, så er man jo et forfærdeligt menneske og alt muligt...).

    Kender 2, der har taget naboens hunds skæbne i egen hånd. I begge tilfælde forstår jeg det til fulde og forstår faktisk ikke, at det ikke sker oftere. Danskerne må være et helt utroligt ualmindeligt tålmodigt folkefærd. Jeg kender f.eks. nogen, der ikke kunne sælge deres sommerhus pga. naboens gøende kæmpehunde.

    Har i øvrigt selv 2 piger, der aldrig har kunnet sove middagslur ude pga. naboens hund. Og den er endda i den flinke ende - men altså en arrig tæppetisser. Sådan er det åbenbart at bo i rækkehus.

    I Danmark er hunde vigtigere end børn og har større rettigheder. F.eks. må de rejse med bus og tog - også selvom det betyder, at alle de (mange) mennesker med husdyrallergi må stå af.

    Vh Anne

    SvarSlet
  15. Mine bekendte har et sommerhus, afgrænset fra naboens sommerhus med en 50 cm lav hæk. Naboen har løsgående kamphund rendende rundt i sin have. De af mine bekendtes venner der har små børn, holder dem nu indenfor i sommerhuset når de er på besøg, hvis naboens bæst er ude. Det er sgu da sort. Heldigvis har mine bekendte ikke selv små børn. I så fald kunne de ligesågodt sælge sommerhuset.

    SvarSlet
  16. En ting der er næsten ligeså slemt som når folk kysser deres dyr eller deler is med dem, er dem der omtaler deres dyr som "han" eller "hun", eller siger "Det er en lille pige/dreng".... Bvadrk.

    SvarSlet
  17. Jer der mener at det er hundens skyld og at den skal skydes, er VIRKELIG nogle frygtelige mennesker! Det er på ingen måde hundens skyld men ejerens og kun ejerens! Hvis den hopper over hegnet, så kan ejeren få sat et højere hegn op! Hvis den gøer, så må de aktivere hunden eller sørge for at holde den indenfor så den ikke gøer. Hvis et barn laver ballade, skal barnet så også skydes? Nej vel? Så gå til ejeren og bed dem styre dyret eller klag over det. Men lad være med at lade det gå ud over dyret!!!

    SvarSlet
  18. Jeg er helt enig med Charlotte! Vi har med stor succes haft en plastik drikkedunk fyldt med vand stående ved terrassen til samme formål, dog mod katte. Vandstrålen er kraftig og kan nå rigtig langt. Og det virker som om dyrene lærer lektien ret hurtigt. Mon ikke også ejeren forstår beskeden (våd hund) efterfølgende ;-)
    Annegrete

    SvarSlet
  19. Skyd ejerne- problem solved. Og du tilbringer nok med garanti de næste mange år et sted uden glammen! ;-D

    Jeg ville nok pænt henstille til både gø-hunden (der er faktisk udmærkede måder, man kan træne hunden på, så den ikke glammer ulideligt!), og den store hunds-ejer (man kan få højt og billigt hegn i jæm&fiX), om at de ikke venligst ville løse hundenes problemer.

    Jeg har selv haft stor hund- og den var opdraget!
    Jeg kan ikke fordrage de der gøende tæppetissere, der aldrig har lært en brik, men er komplet hjerneforstørrede fordi, "den er så lille og sød". Jo tak! I mit lange hundeliv er jeg blevet bidt af éen eneste lille møgert, der havde sat sig på min taske.

    Nu har jeg katte- og en kat, der går rundt og mijaver ved folks vinduer, er en tam kat, der er blevet væk! Og sikkert er meget savnet. Lok den ind og se efter øretush. Er den chippet, kan man ikke se det, men kontakt nærmeste dyrlæge (hvis tushet), Dyrenes Beskyttelse eller Kattens Værn.

    Katte kan blive væk meget kort hjemmefra. Kortere end, man tror! Eller katten har været med i sommerhus, og har forvildet sig væk.

    Hvis det ikke er en ejer-kat, vil den blive omplaceret, hvis internaterne har plads (nok ikke nu- killinger!) eller aflivet. (Fremfor at sulte ihjel, blive kørt ned eller det, der er værre- indfanget af kattehadere).

    Håber I finder ud af det!

    Mvh
    Tine- der har musejægere for mitt hjem er så sært farveløst uden indvolde og fjer i køkkenet...

    SvarSlet