Læs den nu bare.

Jeg har lige læst Annamettes nye bog Længsler & Leverpostej. Det skulle du også tage at gøre. Og det siger jeg ikke bare fordi, jeg synes, at hun er en skøn dame, som jeg godt gad boede i kaffeafstand fra mig. Jeg siger det også fordi, det er en virkelig god bog.

Helt kort til dem, der ikke lige er snublet over den endnu, handler den som titlen antyder om, hvordan det påvirker et parforhold at få børn. VENT! Du må ikke gå. Den er nemlig OGSÅ god, hvis man er single. Eller planlægger børn, og dermed stadig er der, hvor man i al hemmelighed stadig tror, at alle de mødre, der tuder og klager og har rande under øjnene og børn med pletter på tøjet, bare ikke har fattet konceptet ”planlægning”, hvilket man gudskelov selv har, og derfor med sikkerhed bliver verdens mest udsovede, veltrænede og laid back mor, når den tid kommer. Jamen, det troede vi sgu da alle sammen, gjorde vi ikke?

Annamette har to børn, jeg har et. Hun bor sammen med børnenes far. Det gør jeg ikke. Hun har adgang til regelmæssig sex med en, der ikke først skal have kørekort til hendes krop. Det har jeg ikke. Og alligevel var der simpelthen så mange steder i bogen, hvor genkendelighedsfaktoren for mig var 1:1. Jeg ved godt, hvad hun mener, når hun spørger sig selv, hvor længe hun skal blive ved med at lade som om, den krop, hun har nu, bare er en midlertidig en, indtil hendes rigtige krop kommer tilbage. Og jeg måtte lige lægge bogen to minutter, da jeg læste ”Mit liv er anderledes, og jeg skal ikke begynde at måle mit liv med det liv jeg havde, inden jeg fik børn. Det har min hjerne hele tiden vidst, men min krop har været lidt uenig.”

Jeg har læst Annamettes blog, siden hun begyndte at skrive, og bogen her er en slags behind the scenes. Men det, som bøger kan, som blogs ikke er ret velegnede til, er at tegne hele billedet. Eller i hvert fald en væsentlig større del af det. For når man blogger, er der nogle emner, man ikke skriver om, fordi det ville fremstå helt forkert og uproportionerede, hvis de bliver taget ud af deres kontekst. I en bog kan man godt slippe af sted med at skrive, at man hader sin mand, og savner livet uden børn, fordi bogen som helhed er gennemsyret af kærligheden til begge dele. Hvis man skrev det på sin blog, og en ny læser faldt ind forbi, ville samme udsagn formentlig sætte én i et noget andet lys.

Det er en dejlig livsbekræftende bog, og jeg kom til at læse den på halvanden dag, så jeg er nu gået i stalkerposition for at få hende til at skrive noget mere.

Mens vi venter på det, fejrer vi begivenheden med et historisk brud på min ellers ufravigelige ’no-give-aways’-regel, så du kan vinde bogen her hos mig. Jamen, fordi den er god, jo. Smid en kommentar om, hvorfor Annamette rocker, så trækker jeg lod. Man kan smide lod i tombolaen til på søndag kl. 20.

God weekend.