søndag den 17. juni 2012

En af de remindere, man godt gider have.

Jeg bliver meget sjældent uvenner med folk, hvilket kan undre, da jeg kan være så stejl, at lodrette bjergsider skæver misundeligt til mig. (They see me rollin.. They hating..) Jeg tror, at det er fordi, jeg ikke er typen, der går og brænder inde med tingene. Jeg går ikke efter konfrontationer for konfrontationernes skyld, men det ville være synd at kalde mig konfliktsky. Det betyder, at det godt kan blive lidt højrøstet, når man står lige under meningsudvekslingsskyen, men til gengæld er der forbløffende ofte fuldstændig skyfri himmel bagefter.
Og det er ret heldigt, at jeg er udstyret med den type personlighed – eller har udviklet den af nød – for jeg HADER at være uvenner med folk. Al den surhed og indestængte vrede, der ligger og stinker i hjørnet, så man ikke kan sove for lugten; den trækker så meget dårlig energi, og optager hjernekapacitet og kræfter, som ellers kunne være brugt på noget sjovt.
I skrivende stund er der 2 mennesker, der hader mig. Den ene har god grund til det. Den anden skal se at få hovedet ud af røven på sig selv har et lidt andet verdenssyn end mig, og vi bliver aldrig enige om, hvad det egentlig var, der skete dengang.

Men grunden til hele dette indlæg er, at der indtil for nyligt var 3 mennesker, der spillede på haterholdet. (Jamen, det er vel i disse dage nærmest obligatorisk at snige en fodboldmetafor ind?) Den tredje blev jeg uvenner med over en fuldstændig latterlig bagatel, der var så dum, at jeg ikke engang syntes, at den var en konfrontation værd. Jeg mente, at det var et spørgsmål om, at hun bare lige skulle have lov at trække luft, og så ville hun være god igen.
Det var det så ikke. Og her er det, at surheds kemiske formel åbenbarer sig, for selvom jeg ikke havde noget som helst at være sur over, så blev jeg sgu da bare sur over, at hun var sur. (Hvad er det for en susende lyd? Nå! Det må være mine 4 mandlige læsere, der sukker dybt og samstemmende over kvinder.) Det fik vi et år til at gå med. Til sidst havde jeg nærmest glemt, hvad hele miseren startede med.

Men jeg er ved at læse Chris MacDonalds selvbiografi, som nogle steder er meget søvndyssende og selvhjælpsagtig, og andre steder er skidegod. Og en af de fine passager handler om, at CM laver et eller andet stunt, der lugter lidt semi-kriminelt. Det er relativt uskyldig, men hans far (som er pilot), siger til ham, at det stadig bekymrer ham, for: ”Hvis jeg, når jeg flyver, afviger fra den udstukne kurs med 1 grad, så har det stort set ingen betydning efter en time. Men efter et døgn befindet jeg mig over det forkerte kontinent.” Det synes jeg var vise ord fra old man MacDonald.
Så jeg afveg en grad fra min sædvanlige stejle kurs, og sendte en udstrakt hånd – som blev gengældt på stedet med noget, der nærmest mindede om lettelse. Min klare fornemmelse er, at ingen af os var sure længere, men at vi bare havde hængt på korset så længe, at vi havde glemt, hvordan man kommer ned igen.

Det er opløftende ind i mellem at blive mindet om, hvor stor magt man i grunden har over indeklimaet i eget liv.

10 kommentarer:

  1. Oh yeah.

    Kan også anbefale. "hvem har flyttet min ost!?" (Ja det hedder den).

    Det er en god lille bog om de ting.

    SvarSlet
  2. Jamen det er jo bare så pisse-svært at gøre... Bider man bare tænderne sammen og kommer i gang?

    SvarSlet
  3. Husmoder: Altså.. Det er jo nemmere sagt end gjort. Og det er jo bare en anden måde at gentage det endeløse mantra, man bruger og hører i alle sammenhænge fra træning til slankekure; at alt bliver nemmere, hvis man bryder det ned i delmål. Men for mig giver den her 1 grads metafor bare mening, fordi det er noget, jeg kan huske, når jeg står i de situationer, hvor jeg er presset, og hvor jeg gerne vil ændre på det mønster, jeg plejer at snuble i.

    SvarSlet
  4. Men hvad har du så gjort siden de 2 andre hader dig?

    SvarSlet
  5. Ano: Det er strøget af censuren:)

    SvarSlet
  6. Godt indlæg - den afsluttende sætning er meget god at lægge sig på sinde

    SvarSlet
  7. Hæ. Har prøvet udstrakt pote, men fik den nær bidt af. Nogle mennesker er bare dømt til at være grumpy og ensomme resten af deres liv. Det må de selv om :o) Jeg går glad videre i min verden med den viden at jeg i det mindste forsøgte.

    SvarSlet
  8. Kære Linda.

    Tiden mellem dine indlæg kan nogen gange godt være lang (Skal ikke misforstås. Du her en hverdag IRL der skal prioriteres højere end os her i cyperspace - I get it.). Tænkte derfor at jeg kunne prøve, at surfe forbi nogle af de andre bloggere på din blogroll.

    Og bevares der er da nogen der skriver godt, sjov og morsomt. Jeg læser fx jævnligt Maren og Verden ville være grum og har da besluttet at give Hverdagsnadia en chance.

    Men faktum er, at der ikke er nogen der skriver med samme intensitet, nerve, ærlighed og da slet ikke så velformuleret som dig.

    Du er efter min beskedne mening den ubetinget bedste blogger i DK.

    Du er derfor absolut ventetiden værd og i det øjeblik jeg har læst en af dine indlæg glæder jeg mig allerede som et lille barn til den næste. Dine skriverier er en lille vitaminindsprøjtning i min travle hverdag.

    Tak!

    Mange hilsner fra
    AFAFA

    SvarSlet
  9. Hold nu kæft, hvor jeg elsker dine ord. Ja, der skulle simpelthen bandes på det. Du har så meget at fortælle på en så fantastisk og sjov måde. Sidder her og overspringshandler og en tanke slår mig: "Jeg har ikke læst Blogsbjerg i dag". Ind på favoritlinket ved siden af de andre blogs og - bam - fedt indlæg med en pointe vi kan bruge. Som altid. Vil lige sige jeg aldrig har skrevet kommentar på nogen blogs ever, selvom de også er gode, men nu fik jeg lige brugt de to min. på det. For du fortjener det sq.

    SvarSlet
  10. UR: Den har jeg faktisk læst engang i tidernes morgen, men måske man skulle læse den igen, nu hvor man er blevet ældre og mere moden *ahem*.

    Lavendelfryd: Sådan går det også ind imellem, men det jeg læser ud af din kommentar er, at det også har lukket sagen for dig, så selv om andre folk ind imellem reagerer anderledes, end man kunne have håbet, så ender man måske alligevel med at få det, man gerne vil have ud af det-ish?

    AFAFA/Ninna: Hold da kæft! Tusind, tusind tak for nogle virkelig fine kommentarer. Jeg elsker, at I begge har brugt tid på at skrive, HVAD det er, I kan lide ved bloggen her. Det betyder rigtig meget for mig. Virkelig. Tak.

    SvarSlet