Jeg bliver meget sjældent uvenner med folk, hvilket kan
undre, da jeg kan være så stejl, at lodrette bjergsider skæver misundeligt til
mig. (They see me rollin.. They hating..) Jeg tror, at det er fordi, jeg ikke er
typen, der går og brænder inde med tingene. Jeg går ikke efter konfrontationer
for konfrontationernes skyld, men det ville være synd at kalde mig konfliktsky.
Det betyder, at det godt kan blive lidt højrøstet, når man står lige under
meningsudvekslingsskyen, men til gengæld er der forbløffende ofte fuldstændig
skyfri himmel bagefter.
Og det er ret heldigt, at jeg er udstyret med den type personlighed
– eller har udviklet den af nød – for jeg HADER at være uvenner med folk. Al den
surhed og indestængte vrede, der ligger og stinker i hjørnet, så man ikke kan
sove for lugten; den trækker så meget dårlig energi, og optager hjernekapacitet
og kræfter, som ellers kunne være brugt på noget sjovt.
I skrivende stund er der 2 mennesker, der hader mig. Den ene
har god grund til det. Den anden skal se at få hovedet ud af røven på sig selv
har et lidt andet verdenssyn end mig, og vi bliver aldrig enige om, hvad det
egentlig var, der skete dengang.
Men grunden til hele dette indlæg er, at der indtil for
nyligt var 3 mennesker, der spillede på haterholdet. (Jamen, det er vel i disse
dage nærmest obligatorisk at snige en fodboldmetafor ind?) Den tredje blev jeg
uvenner med over en fuldstændig latterlig bagatel, der var så dum, at jeg ikke
engang syntes, at den var en konfrontation værd. Jeg mente, at det var et
spørgsmål om, at hun bare lige skulle have lov at trække luft, og så ville hun
være god igen.
Det var det så ikke. Og her er det, at surheds kemiske
formel åbenbarer sig, for selvom jeg ikke havde noget som helst at være sur
over, så blev jeg sgu da bare sur over, at hun var sur. (Hvad er det for en
susende lyd? Nå! Det må være mine 4 mandlige læsere, der sukker dybt og
samstemmende over kvinder.) Det fik vi et år til at gå med. Til sidst havde jeg
nærmest glemt, hvad hele miseren startede med.
Men jeg er ved at læse Chris MacDonalds selvbiografi, som
nogle steder er meget søvndyssende og selvhjælpsagtig, og andre steder er
skidegod. Og en af de fine passager handler om, at CM laver et eller andet stunt,
der lugter lidt semi-kriminelt. Det er relativt uskyldig, men hans far (som er
pilot), siger til ham, at det stadig bekymrer ham, for: ”Hvis jeg, når jeg
flyver, afviger fra den udstukne kurs med 1 grad, så har det stort set ingen
betydning efter en time. Men efter et døgn befindet jeg mig over det forkerte
kontinent.” Det synes jeg var vise ord fra old man MacDonald.
Så jeg afveg en grad fra min sædvanlige stejle kurs, og
sendte en udstrakt hånd – som blev gengældt på stedet med noget, der nærmest
mindede om lettelse. Min klare fornemmelse er, at ingen af os var sure længere,
men at vi bare havde hængt på korset så længe, at vi havde glemt, hvordan man
kommer ned igen.
Det er opløftende ind i mellem at blive mindet om, hvor stor
magt man i grunden har over indeklimaet i eget liv.