fredag den 11. maj 2012

Nok mest ”Eller noget”.

Hvor ville det være nemt at undgå at lave den samme fejl flere gange, hvis hjernen gad lære at huske følelser.

Som når det f.eks. er længe siden, man har været rigtigt i byen, og derfor genkalder sig tømmermænd som noget hyggeligt; noget, der berettiger til 24 timers ophold på langs i selskab med dårligt tv, kun afbrudt af ture til lokationer, der kan opbyde et vulgært udvalg af tomme kulhydrater og fedt. Som man selvsagt bare må gå lodret bananas i, fordi man jo har tømmermænd og dermed befinder sig i fysiologisk og ernæringsmæssig undtagelsestilstand.
Så tager man i byen, og drikker, som var det den sidste nat på jord, og når man vågner dagen efter, kommer man med rædselsslagen vantro i tanke om, at tømmermænd føles som at befinde sig i den terminale fase af ebola tilsat hjernerystelse.

Hvordan kan elendighed af den kaliber bare sniges ud af erindringernes bagdør gang på gang på gang?

Eller når radioen pludselig spiller Summerrain, og man i et sug bliver trukket nogle år tilbage i tiden, hvor man en varm, varm sommerdag kom hjem ved 13-tiden, efter en voldsom vild fest, hvor man var endt hos en mand, der var skarp, sjov og smuk – men som ikke var Ham. Kan så tydeligt huske, hvordan jeg sad på gulvet i min stue, lænet op af væggen, med hår og tanker strittende i alle mulige retninger, og drak en iskold cola, mens jeg spekulerede på, hvad fanden det var, jeg lavede. Jeg kan huske den røde top, jeg havde på, et par stædige sandkorn mellem tæerne, og de sko, som jeg faktisk hadede, fordi de altid faldt af, men som havde reddet mig aftenen før, fordi festen pludselig var blevet flyttet til stranden, hvor stiletterne, jeg ellers havde planlagt at tage på, ikke rigtigt var gangbare. Jeg kan huske det kaos, jeg skabte i mit liv, de vilde ture op og ned, de mennesker, jeg sårede og dem, der greb mig. Alt det sad jeg lige midt i, den sommerdag, hvor Summerrain blev det sidste, jeg hørte, inden jeg væltede i seng og sov solen væk, og jeg VED, at jeg havde det ad helvede til, og ikke (kun) på grund af alkoholen. Men når jeg tænker tilbage nu, er hele elendigheden omgærdet af et romantisk skær, og jeg kan tage mig selv i nærmest at savne dramaet, fordi det så fint fjerner fokus fra resten af virkeligheden.
Lev, og du skal lære. Eller noget.

3 kommentarer:

  1. Hi. Ja hukommelsen lever sgu sit eget tilfældige liv nogle gange hvis ikke man lige er efter den! Eller noget...;o)

    SvarSlet
  2. Smukt... og meget rammende beskrivelse af, hvordan mennesket ofte vælger at tænke tilbage på, hvordan livet har været! :-)

    SvarSlet
  3. Uten denne mekanismen ville verden vært befolket av enebarn...

    SvarSlet