tirsdag den 1. maj 2012

1. maj på Blogsbjerg.

Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg mener om de omdiskuterede kvindekvoter, der er på tegnebrættet ift. at få flere kvinder placeret i toppen af dansk erhvervsliv.

Som udgangspunkt synes jeg, at man i alle livets forhold skal vælge den bedste mand m/k til jobbet. Uanset hvilken type af job, der er tale om. Og fact er, at mange mænd har bedre papirer end kvinder, når de når den alder, hvor man bliver relevant materiale for ledelser rundt omkring, fordi de fleste kvinders karriere er blevet afbrudt af en barsel eller to undervejs. At man så kan diskutere, om man udelukkende skal se på det faglige CV, når man skal vurdere folks kvaliteter, er en anden sag.
Men for mig at se ligger problemet ikke i at få kvinderne ind på topposterne. Den del af det kan løses af tvungen kvotering – men hvordan sørger man for, at de kan blive der, når de har fået børn? Og her skriver jeg med vilje ’man’, for det bliver en opgave, der er så omsiggribende, at den ikke kan løses af den enkelte.

(Inden jeg går videre, vil jeg gerne lige sige, at jeg er med på, at det ikke er alle kvinder, der gerne vil have børn, og at den manglende ligestilling også rammer dem, der fravælger. Det er på ingen måde for at ignorere de udfordringer, de står overfor; for mig at se, er der bare dobbelt op på problemerne for dem, der gerne vil begge dele; de skal både kæmpe for ligestilling og have to sæt puslespil med meget umage brikker til at passe sammen.)
På det helt lavpraktiske plan glemmer mange, at det hele afhænger af, hvad for et barn, du får. Det er hårdt for alle at få børn, men der er noget bedre muligheder for at arbejde sideløbende med en barsel, hvis du har husket at bestille en model, der sover igennem om natten, tager lange lure om dagen, og er så elskværdig at lade være med at være syg hele tiden.

Jeg har heller ikke hørt om ledere, der får lov til at sidde på deres kontorer fra mandag til fredag. De fleste af dem, jeg kender til, rejser temmelig meget, og det er fandme nederen at stå i Malmö på vej til møde, når de ringer fra vuggestuen i Risskov og fortæller, at din datter kaster op, og vil du være sød at komme og hente hende?
Hvis det skal kunne lade sig gøre at have børn og passe et lederjob, kræver det vel nærmest en omstrukturering af måden, vi arbejder på; alternativt af måden, resten af samfundet er indrettet på, for hvis der er noget, der stiller sig i vejen for at være til stede på sin arbejdsplads, så er det børnetandplejens åbningstider, vaccinationerne og møderne i vuggestuen.

Selvfølgelig kan man au paire sig ud af meget, hvis finanserne er til det, men uanset hvor koldt kvindelige chefer somme tider fremstilles, så er mit bud, at de fleste af dem trods alt får børn, fordi de gerne vil være sammen med dem. Det betyder, at man går glip af ting, man gerne ville – og burde – deltage i som chef.
Og Den Gode Usynlige Chef har vi vist første gang til gode at støde på.

Men selvfølgelig kan det hele lade sig gøre, hvis man har en mand, der ofrer alt, for at bakke en op. Hvilket er den situation, kvinderne har brugt omkring 100 år på at skælde ud over urimeligheden i.
Måske bliver vi nødt til at acceptere, at det ikke er alle, der kan alt.

Måske troede mange kvinder, at de ville karrieren 100%, indtil de fik børn og pludselig ville dem lige så meget? (Det må man SLET ikke sige, I know.)
Eller måske er kvoterne første skridt på vejen til, at vilkårene derude stille og roligt ændrer sig i takt med, at flere kvinder kommer til bordet og er med til at definere den nye virkelighed.

Glædelig 1. maj.

15 kommentarer:

  1. Åh du godeste, hvor er jeg enig... Er selv røget et par trin ned efter en barsel, og der er lang vej op igen med et mindreårigt barn...

    SvarSlet
  2. Uha - for en gangs skyld er jeg faktisk ikke helt enig med dig, Linda. Jeg mener ikke, det er børnenes eller den påståede manglende ligestillings skyld, at kvinder ikke er at finde i bestyrelser. Det er et mix af, at mange ikke ønsker det, og at rresten ikke egner sig.

    Jeg ved, det ikke er spor rødstrømpet at sige, når jeg selv er kvinde - på 1. maj - men kvinder egner sig bare mindre til at være ledere end mænd. De har simpelthen ikke nok af den der 'jeg bliver svinet til og bagtalt hver dag, det er en del af jobbet som leder, og det lever jeg med og svarer igen med et smil'-attitude, som kræves for at være en god leder.

    Jeg har haft maaaange utroligt dårlige kvindelige chefer og har faktisk ikke længere troen på, at det kan lade sig gøre (undtagelser bekræfter naturligvis reglen) at finde de kvinder, der består af lige dele autoritet og empati.

    Kvinder med autoritet = sure, uempatiske (ofte barnløse - alternativt: børn de sjældent ser), albue-bitches. Dem er der rigtig mange af i ledelser rundt omkring.

    Kvinder med empati = ingen autoritet, ikke nok mod og fandenivoldskhed til, at retfærdigheden også sker. Og sikkert også for meget hjemme hos børnene - ikke fordi de pine død skal, men fordi de egentlig godt kan lide det...

    Bare min mening - jeg ved godt, den er mega-provo...

    vh Anne

    SvarSlet
  3. Øhm - det med kvoter og bestyrelser er vist droppet og trukket tilbage. Pga. dårlig stemning...Men det lugter mere af lovforslag om øremærket barsel til fædrene. Interessant!

    Jeg er enig i at vi nok skal gennemtænke den måde, som vi har struktureret vores samfund på. Fx. omkring pasning af børn. Ingen kan jo - i hvert fald i Kbh+omegn - få passet når barslen slutter. Og hvad så? Over på dagpenge...og vente...og nærmest mærke hvordan man skyder sig selv i foden i forhold til kommende lønforhandler på arbejde (- har selv været dér. Blev ikke indkaldt til forhandlinger, da jeg jo skulle på barsel om 2 måneder...). Jeg mener faktisk at der er kvinder nok og kompetencerne også er dér, men der er nok struktur, som vi skal tænke om igen for at børnefamilierne kan lade mor komme i bestyrelsen.

    SvarSlet
  4. Jeg synes at man i alle livets spørgsmål skal gøre op med sig selv, hvad man helst vil med sit liv, og så prioritere det højest. Hvis man gerne vil have børn og bruge sin energi på det, så må man fravælge en krævende lederstilling. Virksomheden er ikke tjent med en halv chef og kvinden er ikke tjent med altid at føle, hun ikke kan leve op til det hele. Jeg tror rigtig mange kvinder netop tænker sådan, og det er derfor, der er så få kvinder i lederstillinger.
    Derudover giver jeg Anne lidt ret i, at mændene ofte er bedre til det. Ikke kun på CV'et men også på personligheden. Hvis den bedste ansøger til jobbet er en mand, er det så ikke også kønsdiskrimination at vælge ham fra, fordi han ikke er en kvinde, og kvoten siger der skal ansættes en kvinde?

    SvarSlet
  5. Anne: Tak for interessant input, din modige kvinde:)

    Lotte: Så vidt jeg kunne læse mig frem til, er der stadig ikke helt fælles fodslaw på, om vi skal have kvoter eller ej? Men hvis det er taget endeligt af bordet, er jeg jo selvfølgelig fri for at forholde mig til det:)

    PP: Det, jeg spekulerer på, er bare, om ikke mange bliver overraskede over, hvor lidt det er muligt at fortsætte i det liv, man havde planlagt, når børnene kommer? Det kan meget vel tænkes, at man, inden man fik børn, gjorde op med sig selv, at man ville være chef, og så bliver voldsomt overrasket over, hvor ukompatibelt de to ting er?

    SvarSlet
  6. Ahh..synes at Rasmus Langhoff (S) var ude at sige at kvoterne var droppet for 2 uger siden, og Manu Sareen var glad og hurtigt til at sige at debatten havde været "ufrugtbar". Så tror at det er droppet-droppet. Men - synes egentlig stadig at det er super relevant at tage snakken om hvorfor kvinderne ikke vil i bestyrelserne/toplederjobs (for det tror jeg ikke at de vil...jeg vil heller ikke selv - pga. 2 børn+dejlig mand!).
    Tilgengæld er jeg ret overbevist om at der kommer et lovforslag om øremærket barsel til mænd.

    Jeg har set nogle unge kvinder (under 30) blive til chefer i finanssektoren, og så ikke få børn. Jeg har undret mig over om de måske dropper børn fordi at jobbet er så spændende og de ved at det ikke kan hænge sammen. Så hvad dropper de? Barn eller det liv, som de allerede kender så godt og synes er godt?! Jeg ved det ikke, men har tænkt over det nogle gange...(eller måske de ikke vil ha' børn!)

    SvarSlet
  7. Fedt, skarpt og velformuleret indlæg. Generelt synes jeg, at det er en svær debat. Dybest set er det en underlig kønsdebat. Nu er det flere kvinder på de tunge poster for 15 år siden, da jeg søgte job som pædagog hed det sig flere mænd i daginstitutionerne og mange mænd blev ansat som følge deraf, ikke nødvendigvis fordi de var mere kvalificeret.

    Personligt er jeg hende, der vælger min karrierer som noget sekundært og familie som noget primært.

    SvarSlet
  8. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  9. Jeg er fuldstændig enig med Anonyme Anne!

    Og jeg er meget ked af det, for jeg er lige kommet til at slette hele min kommentar, fordi jeg fik udgivet den under en forkert konto og troede at jeg havde kopieret teksten. Øv!

    SvarSlet
  10. Jeg tror vejen hen mod ligestilling kommer til at forme sig utroligt langsomt, fordi det er så gennemgribende forandringer, der skal til førend kvinder og mænds vilkår og motivationer kan forenes på det samme arbejdsmarked. Jeg tror blandt andet der ligger en udfordring i at få punkteret nogle myter om alder. Det er som om begrebet om karriere hæfter sig til en idé om 'friskhed', 'energi' og højt tempo. Og der kunne man med fordel undersøge, om sådanne ideer (eller andre?) og den praksis de motiverer til på arbejdsmarkedet er med til at blokere for kvinders lyst til at tage fat på en karriere lidt senere, når børnene bliver større. Derudover tror jeg også, at øremærket barsel til mænd er et godt lille skridt på vejen.

    SvarSlet
  11. Et virkelig spændende og tankevækkende indlæg.

    Tak for det.

    SvarSlet
  12. Jeg mener, at anonym 23:30 har en vigtig pointe. Jeg har altid undret mig over, at karrieren SKAL lægges på skinner når man er i 20'erne og starten af 30'erne.

    Det er en eller anden ungdomsfiksering, som ikke klæder arbejdsmarkedet. Jeg har haft gode ledere - både kvinder og mænd - men det er bestemt ikke de yngre der brillerer mest. Der mangler simpelthen noget erfaring.

    SvarSlet
  13. Altså, jeg forstår ikke helt hvorfor det skal fremstilles som om det kun er mødre, som har svært ved at få familieliv og karriere til at hænge sammen? Jeg ved godt at der findes en del fædre, som ikke tager særlig stor del i madlavning, børnepasning osv, men for faen - en moderne mand er da lige så interesseret i sine børn som en moderne kvinde?! Jeg synes det er farligt nærmest at skrive kvinderne helt ud af arbejdsmarkedet, bare fordi det er dem, som kan føde og amme. Så bliver det i hvert fald aldrig bedre. Det kan ikke passe at alt ansvaret for et barn skal lægges på kvindens skuldre; i mine øjne ville det være mest optimalt, hvis barslen blev delt nogenlunde ligeligt, således at der ikke bliver så stor forskel på hvor længe hhv mænd og kvinder er væk fra arbejdsmarkedet i forbindelse med en barnefødsel. Og når barnet brækker sig i vuggestuen eller skal vaccineres - ja, så bør man da skiftes til at tage dén! Sådan er det i hvert fald hjemme hos os, og jeg kunne aldrig forestille mig, at vi skulle gøre det anderledes. Både fordi jeg ikke ville kunne holde ud at være den, der altid er den primære forælder, og fordi min kæreste ville være ked af at blive degraderet til den sekundære. Hvis faren er en engageret én af slagsen, så vil han vel heller ikke synes det er fedt hvis ungen skal være 60 timer i vuggestuen og derudover tilbringe det meste af sin tid med en au pair. Vi skal altså liiige passe på ikke at beskylde alle af hankøn for ikke at besidde ansvarsbevidsthed og empati ift deres børn. (Jeg ved godt at det er noget helt andet for enlige mødre - de har lissom ikke muligheden for at få faren til at hente i vuggeren, og det kræver et godt netværk at få det hele til at gå op. Og hatten af for dem, som får det hele til at gå op :)).
    Og så må jeg lige knytte et par kommentarer til Annes holdning til kvinder: dén gjorde mig noget så trist. "det er et mix af at mange ikke ønsker det, og at resten ikke egner sig". !! shit. Det er jo som at sige at sorte mennesker enten ikke vil eller ikke egner sig til at arbejde. Helt ærligt. Vi taler om 50% (+-)af verdens befolkning. Jeg vil helst ikke rammes af dén generaliserings-tsunami. I det hele taget er jeg slet ikke med på den der biologi-bølge hvor kvinder fra naturens hånd er skabt til det ene eller det andet og mænd til noget andet. Jeg har læst en neuro-forsker udtale, at forskellen mellem mænds og kvinders hjerner er mindre end den interne forskel mellem forskellige mænds hjerner og forskellige kvinders hjerne. Jeg tror primært det handler om kultur. Om at vi som kvinder opdrages til at vi ikke har lyst til at være ledere. At vi opdrages til at vi er dårlige mødre, hvis vi ikke går all in i moderskabet. Naturligvis skal man kun få børn, hvis man oprigtigt vil have dem - og ønsker at bruge tid med dem. Men jeg mener, at man kan prioritere sin tid således at man kan få tid til både en karriere og børn. Ikke mindst hvis man sørger for at ens børns far er en moderne mand, som har lyst til at være sammen med sit afkom, og som forstår, at moren sommetider skal give den en skalle på arbejdet. Det gør mig så TRÆT når kvinder degraderer egne evner - blot pga kønnet. Man skal sgu ikke have en pik for at være en god leder. Man skal have et hjerte og en hjerne. Og det er der heldigvis både kvinder og mænd, som er blevet velsignet med.

    SvarSlet
  14. Tak Cecil msp!!!
    Generaliseringer om 50% af verdens befolkning er trættende! Jeg vil helst ikke i den boks, tak.
    At kvinder taler egne evner ned, forekommer mig at blive mere og mere udbredt og det er så trist - og ender med at blive selvopfyldende!
    Når jeg hører veninder brokke sig over manden, der ikke deltager nok derhjemme - og de samtidig fortæller, at han gør alt på den helt forkerte måde... ja, så undrer det mig ikke at han ikke kan finde sin plads i familielivet.

    Det virker ærlig talt som om, det er kvinderne der dømmer kvinderne ude.

    SvarSlet
  15. Jeg har faktisk været meget anti kønskvote etc., fordi jeg dybest set også har det sådan, at nogle vil det og nogle vil det ikke, de der vil, de gør det, og desuden når kvinder (ofte), et sted hvor de siger "min familie er det primære og jeg er en dårlig mor, hvis jeg gør ligesom mange mænd før mig har gjort det før mig, men det var fordi de ikke prioriterede familien som vi gør i dag, så jeg vælger familien" Dermed sagt jeg ofte synes kvinder diskriminerer og glemmer at mænd også kan gå på barsel, og egentligt syntes jeg, at kvinder ikke er i bestyrelser, fordi de ikke vil det nok, og dækker sig lidt ind med nogle vigtige livsvalg (hvor det ene ikke er vigtigere end det andet)... "
    MEN så oplevede noget for nylig, hvor jeg sgu blev lidt rystet. Min (kvindelige) direktør i en privat organisation (ca. 100 ansatte) får på et fællesmøde meget uheldigt ytret, at til en ny lederstilling (som rekrutteres gennem anerkendt rekrutteringsbureau)går de efter en mand, fordi kvinder ikke er slagkratige nok og respekteret nok hos bestyrelsen. WHAAT?
    Og nej, det var ikke et eks. eller figurativt, det var bogstavligt, og indrømmer direktøren "uheldigt jeg fik det sagt på info-mødet, men det er jo en mand vi skal bruge". Lige der, da synes jeg, der er lang vej...
    /Lotta

    SvarSlet