torsdag den 26. april 2012

Jeg bliver åbenbart aldrig klogere.

Fuck, en sløj blogfrekvens jeg holder mig i disse dage. Det skyldes primært en fuldstændig enestående evne til at dobbeltbooke mig selv, så de sidste 4 døgn har jeg hængt i telefonen og forsøgt at rydde op i mine fuck ups, fordi mine bønner om, at årets dage på bedste æg-møder-sædcelle-vis ville dele og multiplicere sig, og dermed gøre det muligt at 1) afholde kursus i Århus 2) køre stepuddannelse i Kolding og 3) deltage i arbejdsweekend i vuggeren på samme tid, åbenbart ikke er blevet hørt. (Begynder at få fornemmelsen af, at der er noget GALT med den linie??)

Det mest fortvivlende er, at der er rundt regnet 241 andre weekender, der er så tomme, at de nærmest giver ekko.

I alt det her er det lykkes mig at glemme, at Anton skal vaccineres (supermom strikes again), og fik jeg nævnt, at der også er en lokalaftale, som skal forhandles på plads – i København, natürlich? Som på så mange andre arbejdspladser, har arbejdsgiver og tillidsrepræsentanter så modsatrettede ønsker ift. tillæg, arbejdstid osv., at det lige nu forekommer fuldstændig utopisk, at der nogensinde skal kunne skabes en midte, vi kan mødes på.

= mange møder, flere timer i telefonen og uhyrlige mængder af kaffe.
Alt det har jeg rørt nænsomt sammen, drysset med afsindig dårlig samvittighed over, at jeg også har et liv, og sat det til hævning.
Lige nu gad jeg f.eks. godt, at der kom en rigtig voksen og tog over.
Men selv om al gang for tiden foregår i løb, er der naturligvis stadigvæk tid til at undre sig over de store mysterier i livet.
F.eks. om jeg er den eneste, der nogle gange kører for længe i 4. gear, fordi jeg bare ikke orker at koble ud og skifte til 5.?
Eller hvad fanden der sker med Søren Pinds hår?? Den der … bølgeagtige toupé, der ligger ovenpå hovedet og leger, at den er en Von Dutch cap?? Han burde enten fyre sin stylist øjeblikkeligt med tilbagevirkende kraft, eller beslutte sig for udelukkende at optræde i radioen. (Selvom jeg nok her burde huske, at der, når jeg peger, er 3 fingre, der peger på mig selv: Jeg er gået i gang med at arbejde på en ny frisure, der kræver langt pandehår med det resultat, at jeg lige nu ligner en 5-årig idiot, med spænde i den ene side og røvballegardin hen over panden. Med det fæle PS, at den eneste hårnål, jeg kunne finde, er fra en periode af mit liv, hvor jeg troede, at jeg hårmæssigt var tyrkisk prinsesse, og derfor er svært befængt med pink similisten.)
Nå. Jeg vil luske tilbage til arbejdsbordet og efterlade jer med det billede, jeg pt. uanset humørmæssigt udgangspunkt altid bliver helt ør af kærlighed over at kigge på.


10 kommentarer:

  1. Nej nej nej - det billede er jo det mest fantastiske! :-)

    SvarSlet
  2. Også på tide med et billede af barnet!
    Han er da for dejlig.

    SvarSlet
  3. Sikke et dejligt billede. Hvor er han da bare lige til at spise.

    SvarSlet
  4. Godt billede....

    SvarSlet
  5. Nååååååååårh så søøøøøøød

    SvarSlet
  6. Det er en ret præcis beskrivelse, du giver, af det at være mor - fra alle fuck-ups'ene til trætheden til den øre kærlighed. Velkommen i klubben:-)
    Kirsten

    SvarSlet
  7. uhhh hvor er han lækker.....

    SvarSlet
  8. Hvad er det for et dyr? Og slikker han på den? Åh...alle disse spørgsmål. Men sød er han helt bestemt.

    SvarSlet
  9. Tine... Det er et vædder-lam af racen Gotlænder, og han mysser den lige på snuden:-)

    Vh Claus (lammets reservemor)

    SvarSlet
  10. Ajmen, altså. Han er bare så søøøøød! Og lille lamsebasse da.

    Mht. rigtige voksne, så - uhoh, jeg sidder ellers og tænker, når jeg læser bloggen her, at "ja, der bliver i hvert fald ikke noget med at få det der barn, før jeg er rigtig voksen ligesom Linda, ellers klarer jeg det aldrig!" Så deeeet <3.

    SvarSlet