fredag den 16. marts 2012

Eller at der ikke står 100 hunde på legepladsen.

Jeg har en sjov ide: Skal vi ikke aftale, at vi som udgangspunkt prøver at bruge vores almindelige stemmer, når vi taler til vores børn? Det er ok at file den lidt til i kanterne, hvis ungerne f.eks. har prøvet at se, hvad der sker, når man stiller sig op i en gåvogn, og skubber fra på væggen (…!), men giv mig én god grund til konstant at bruge den der supersoniske, højtpitchede  mor-stemme, med dertilhørende kunst-smil, der giver kronisk genlyd i hele fucking vuggestuen?

Forstår faktisk ikke, at børnene formår at gå afslappet rundt uden at holde sig for ørerne.

13 kommentarer:

  1. Vi kunne også bare aftale, at vi må give dem en lammer -dem med de der NUSSIPUSSIKOMHERLILLESKATTE-stemmer? Ligesom,når man ser en bobbel eller hvordan den nu er den der leg. Fatter ikke, de ikke selv holder sig for ørerne, når de snakker.

    SvarSlet
  2. Den er jeg med på, Maria... Og så må man slå 2 gange, når de siger Vov-hund, Missekat, Muh-ko, Fut-tog, Rap-and, Dyt-bil (kan slet ikke stoppe igen...)

    SvarSlet
  3. Dyt-bil? Okay, den kræver aflivning på stedet.

    SvarSlet
  4. Jeg mener det samme som alle jer andre. Helt fantastisk meget faktisk. Kan vi ved samme lejlighed ikke aflive ordet guldklump - som jo åbenbart ikke længere har noget med metaller at gøre.

    SvarSlet
  5. Børnene bliver jo forvirrede skulle man tro, når de voksne konstant skifter stemme og rolle.

    SvarSlet
  6. Jeg kan fandme ikke lade være med at sige fut-tog og muh-ko! Med min egen stemme. Og den ældste har en plyshund, der hedder Vovhund. Ha! Slemt ikke?

    SvarSlet
  7. Og at man som forælder lader være med at omtale sig selv i 3. person til sit barn: "Mor vil bare gerne vide...". Hvor distanceret har du behov for at være til dit barn??

    SvarSlet
  8. Det har en funktion. Altsammen. Tonelejet. Rapænderne. Omtalen af selv i tredje person. Noget af det handler om sprogudvikling, noget af det er signaler. For nogle af os var det grænseoverskridende at tale på denne måde. Vi hopper hurtigere ud af rollen. Måske er vores navlestrenge tyndere?

    Og det er ikke kun mødre, der har sprogroller. Læg mærke til mændene omkring jer, man ved altid, når det er kæresten eller konen de taler med. Deres stemmer ryger ca. en oktav op. Det har også en funktion. Og jeg, jeg er alt for træt til at min hjerne vil levere, hvad jeg ved ligger gemt i den, så I må selv gå på bibberen og finde ud af det :-b

    SvarSlet
  9. Gad vide om nogen giver deres børn lammere og slår løs på dem, fordi de har et, for samme nogen, upassende sprogbrug? Synes da også, det lyder pjattet med vov-hund og rap-and, men de små lærer af det. De holder jo heldigvis op - som regel inden skole start ;)Ellers husker jeg også selv de omtalte mødre, hehe ...

    SvarSlet
  10. som Rikke skriver - det har en funktion. Jeg har en søn som er hørehæmmet og ved derfor lidt om hørelse og sprogudvikling, og børn lærer faktisk sprog af at man taler med lys stemme (så lys at den er i deres toneleje ikke så lys at den skærer gennem glas), og bliver markant dårligere og langsommere til at tale selv, hvis man kun taler til dem i dybt toneleje, og forstår bedre hvad man siger - derfor vil de fleste børn også automatisk reagere mere positivt og trygt på lyse kvindestemmer end på dybe mandestemmer. Så ja det har faktisk en oprindelig biologisk funktion - vi er mere hulemænd end vi tror, go figure...

    SvarSlet
  11. Åh hvor har du ret - og mens vi er ved det, kunne vi så ikke også slippe for at en hvilken som helst øgleunge af hunkøn skal forestille at være en prinsesse.

    SvarSlet