fredag den 30. marts 2012

Disclaimer. Er stadig sur.

Men nu med lidt forklaring.

Jeg er sådan en, der ikke går ret meget til læge. En kombination af, at jeg – hånden på hjertet – faktisk ikke tror på, at de kan gøre noget, og det faktum, at det udgør en lidt større logistisk udfordring pga. mit arbejde og Anton. Derfor sker der somme tider det, at jeg går og samler sammen og så stiller hos kitlerne med en akkumuleret liste af problemer. Og en klippefast tro på, at jeg vil blive sendt hjem igen med to vitaminpiller og et klap på kinden.
Denne gang? Not so much. Min brede vifte af dårligdomme resulterede dels i nogle piller med det triste aberdabei, at de virker som antabus, og dels i en henvisning til en gastroskopi.
Som jeg er hysterisk ræd for.

Har altid troet, at jeg ville blive mere cool med den slags, når jeg havde født, og på den måde havde bestået den ultimative av-for-satan-prøve, men det viser sig ikke at være tilfældet. Brevet fra gastrolægen var fyldt med forloren beroligelse a la ”slangen, der skal føres ned i mavesækken gennem næsen (forkert, forkert, forkert!!!) måler kun 5 mm i diameter” og ”inden undersøgelsen bliver du bedøvet i svælget med lokalbedøvende spray”. Forholdsmæssighedstallet er teknisk set bedre på næse:slange end på barn:skræv, men ikke desto mindre tror jeg godt, at vi alle ved, at den sidste passus i standartbrevet er henvendt direkte til mig: ”I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at give en lokalbedøvende indsprøjtning.”

Ja tak. Det synes jeg bare, vi starter med.
Når jeg på den måde går rundt og er bange, forvandler jeg mig til Store My. Meget stille og vred; indædt nærmest. Og så skal der ikke så meget til at feje benene væk under mig. Som f.eks. crappy cykelstier eller tilsendte evalueringer fra min sidste masterclass på convention, (som jeg i parentes bemærket selv havde en fest med) som overall er fyldt med fine og positive udsagn, men hvor den sidste i bunken lyder således:

”Koreografien var fin, men hun er godt nok kedelig. Ikke meget gang i hende.”
*slam*

Som de fleste andre kan jeg på siddende røv hive 10 trælse mærkater op af hatten og knalde i panden på mig selv, men kedelig har aldrig været en af dem.
Før nu.

11 and counting.
Og så kan man ikke engang hælde rødvin på det.

5 kommentarer:

  1. Jeg var også bange. Som i VIRKELIG bange, da jeg skulle have lavet gastroskopi. Bed om at få lidt beroligende og bedøvende, så mærker du ikke andet en en ganske hurtig gag-refleks, når slangen går forbi drøblen. Vitterligt! Og hvis man ikke har kaste-op-angst, er det jo ikke så slemt. Så er man bare en lille bitte smule øm i halsen resten af dagen, men slet ikke noget slemt.
    Trøst dig med, du slipper for den anden vej - det er cirka 700.000 gange værre :-)

    SvarSlet
  2. Håber du er ok igen snart!
    Og den sidste kommentar der, - den skulle ham gutten have proppet ind gennem næsen uden bedøvelse, - kedelig er ikke et ord, du behøver at klaske i panden på dig selv :)

    SvarSlet
  3. Gastroskopi. Igennem næsen??? Næh igennem munden og så med en fiks bidering som de putter slangen igennem og som man så imens brækker sig igennem :(
    Jeg havde også håbet på den med bedøvelse, men næh, det var spray, opkast og øm hals den stod på... Men heldigvis er det overstået på under en halv time.
    At man så hverken må drikke eller spise i mindst en time efter, der er så ulempen, på grund af bræksmagen :( Ydvr!!!!

    Og ja, den anden vej er værre, men der brækker man sig i det mindste ikke ....Men den tager så til gengæld det meste af en time, som selv med morfin er smertefuld.

    Alternativt kan du fremtvinge en kameraundersøgelse, den gør ikke ondt.

    *sagt af en, der har været alle tre igennem*

    Og kedelig??? Var hun med til DIN time?? Og hvad er forventningen? At du skal danse cha-cha-cha, synge sjove sange og fortælle vitser imens man spinner? Informerer du om hvad pulsen skal være, eller området man skal spinne i, og hvor længe, så er det alt rigeligt !!!!!

    SvarSlet
  4. Du er nok den mindst kedelige instruktør, jeg kender!! Vedkommende må ha sovet i timen!! Basta!
    Og Øvvv med det undersøgelsesværk! Lyder temmelig ubehageligt og blir noget skræmt ved tanken om dig som My ;-)

    SvarSlet
  5. Du er altså meget sjov og dejlig! Jeg havde ikke fattet at det var spinning det drejede sig om, men i så fald er han jo gakelak. Jeg nærmest døede af gang-i-den til dine timer.

    SvarSlet