onsdag den 21. marts 2012

Den kunne i den forbindelse være interessant at få øje på sin egen blinde vinkel.

Når jeg står på apoteket, kommer jeg altid til at spekulere på, præcis hvornår det tidspunkt indtræffer, hvor man bliver jobimmun; hvor man har udført en del af sit job så mange gange, at det, selvom det kan være noget, der er både svært og pinligt for den, man servicerer, ikke længere er noget, man nærmer sig med takt eller omhu, men tværtimod er noget, man bare tromler igennem, fordi rutinen har forvandlet det til Det Nye Nulpunkt.

Jeg tror f.eks. ikke, at apotekerdamen i dag bevidst forsøgte at gøre pigen til højre for mig pinligt berørt, men det var tydeligt, at hun godt kunne have været foruden al den højlydte snak om skeder, kløe og beskyttelse af partner ved samleje. Manden til venstre lignede også en, der godt ville have haft sin fodsvamp for sig selv.
Det er ikke kun på apoteket, den er gal. Hvis jeg skal hive et eksempel fra mit eget liv frem, står det ikke som mit kæreste minde, da jeg på gangen på et hospital i Århus fik at vide, at undersøgelsen, jeg lige havde fået lavet, viste, at jeg formentlig ikke kunne blive gravid. Men jeg var velkommen til at bestille en tid om 14 dage, så vi kunne snakke om det, hvis jeg havde lyst? Og så skulle han i øvrigt skynde sig videre. (Fuck, mand. Får stadig lyst til at cykle derud med træskostøvler og en plakat af Anton og losse ham eftertrykkeligt i løgene, når jeg tænker på det.)

I mit arbejde som tolk har jeg siddet på både hospitaler, kommunekontorer og i konsultationer rundt omkring og tolket beskeder, som man ikke skal have ret meget fantasi for at forestille sig må være hæslige at få overbragt – men som ikke desto mindre blev leveret med samme indføling og tonefald, som man ville bruge, hvis man skulle fortælle, at der er kaffe på bud i Bilka i denne uge. Da jeg efter 10 år som tolk også har sort bælte i uddannelser, ved jeg, at langt, langt de fleste uddannelser til fag, der har bare perifer berøring med mennesker, indeholder en hel del undervisning i etik og Den Svære Samtale, så det er ikke fordi, de her mennesker ikke på et tidspunkt har beskæftiget sig med det eller forholdt sig til det.  
Jeg tror ikke, at sagsbehandlere bevidst prøver at være ufølsomme, eller at læger og apotekerdamer er onde typer, der prøver at såre eller udlevere så mange, de kan nå på en dag. Jeg tror simpelthen bare ikke, at du kan blive ved med at huske, at det for den enkelte stadig er superprivat, hvad man rager til sig af sygdomme, eller at den besked, du lige nu langer over bordet, ændrer livet for altid for den, der sidder overfor, når du beskæftiger dig med det hver eneste dag.

10 kommentarer:

  1. Hvor er det rigtigt. Måske burde der være genopfriskning/ruskning til "dem der arbejder med mennesker" hvert år, så de/vi ikke glider ind i bare-en-i-rækken-tankegangen.

    -Stine

    SvarSlet
  2. Its a job.

    Kender en sygeplejerske der siger, at hun ikke kan involvere sig i alle hun ser, for så ville hun tude sig i søvn hver nat.

    det er et filter?

    SvarSlet
  3. Helt enig. Ohg blændende leveret. Jeg tror måske også de "upopulære" budbringere beskytter sig selv lidt ved at opføre sig neutralt i situationen... Det kan bare godt kamme over og blive FOR ufølsomt!

    SvarSlet
  4. Amen. Men for fanden hvor har man lyst til at råbe grimme ting ad den læge, der lige i forbifarten meddeler folk at "oh by the way, så er der ikke mere vi kan gøre ved din kræftsygdom nu" og derefter fordufter.

    SvarSlet
  5. Tak for fine tanker og observationer.

    kh Laura

    SvarSlet
  6. Du rammer plet.

    Har lige stået og tænkt i samme retning, da manden på apoteket meddelte damen i kørestolen, at "VI HAR DESVÆRRE IKKE FÅET BESTILT DINE BLEER, - men du kan få noget chokolade som plaster på såret...", hvorefter han hentede verdens mest nolle lille pose med 4 forkølede stykker chokolade i! Tror faktisk damen hellere ville have sine bleer, og at han ikke råbte så højt.

    SvarSlet
  7. Rigtig godt indlæg, Linda!

    SvarSlet
  8. Da jeg var 9 år og alt for ung til at forstå situationens alvor, sad på Skejbys intensivafdeling med mine wendyblade og farveblyanter, mens min far svævede mellem liv og død i respirator i 2 måneder, der fortalte en sygeplejeske, at det var første gang i mange år, at hun kunne mærke sig selv i sit job. Hun sagde tak. Og 8 år senere, da kampen for alvor var slut med et nederlag, fik jeg en blomst fra hende og endnu et tak.

    Jeg tror også det er et filter.

    SvarSlet
  9. Fuck, hvor er det sent at kommentere, men jeg har i mit arbejdsliv både styret ambulance, brandbil og er nu på et hospital, og jeg bestræber mig dagligt på at huske, at netop et skaldet brækket ben for patienten virkelig kan være den største krise, eller at en gynækologisk rutineundersøgelse fandme kan være møgpinlig og ubehagelig for den enkelte. Der er alt for mange læger, sygeplejesker, apotekerfolk, mv, der bare glemmer det der. Jeg synes ikke, det er i orden - hvis det er et værn, så er man skutte i det rette job! Alt er rutine, videre, næste, hurtigt, hurtigt! Hvor er empatien og roen henne? Ja, vi har travlt, men det er simpelthen ikke ok. Uanset.

    /Z

    SvarSlet