tirsdag den 10. januar 2012

Efterlyses: Skam i livet.

Nåmn, gæt hvem der kom op og skændes i Babysam forleden? Hvis I befandt jer i Esbjerg eller omegn behøver I ikke gætte, for så har I formentlig hørt det live. Det var HØJT.

Skulle derud og bytte en af Antons julegaver, og Babysam har ligesom så mange andre butikker valgt modellen med én lang kø og fremdrift i takt med, at de forskellige ekspedienter bliver ledige. Jeg elsker systemet, fordi det ellers hører til mine spidskompetencer at stille mig op i den kø, der byder på bonskift, sygeligt ubeslutsomme kunder og personalevagtskifte.
Men kan vi ikke lige få husstandsomdelt en mail, hvori systemet forklares for dem, der er for dumme til at fatte, at det ikke er udtryk for sygelig hang til kø, at vi andre står som apatiske svin på et slagtebånd og glor hinanden i nakken 17 meter ned gennem butikken, mens der kun er kø på én (hedder det også det, hvis man står i den alene?) ved de 3 andre kasser?

Så der står vi.  Og venter. Og venter. Og venter. Og sådan er det jo for helvede i januar, så det kan ikke betale sig at hidse sig op over. Før dem, der står bag ved mig, og har brugt 25 minutter på at diskutere, om Isabella skal have en lilla eller en violet flyverdragt, deler sig på bedste langelændermaner: En bliver stående bag ved mig, og den anden smutter foran, og stiller sig over til den næste kasse.
Mig: (pænt og høfligt, hvis jeg selv skal sige det) ”Undskyld? Det her er en lang kø, og så går man frem, når den næste ekspedient bliver ledig.”

Hende: ”Nå.”
Hvorefter hun bliver stående og kigger demonstrativt i den anden retning i håb om, at jeg forsvinder.

Mig:  Øhm…Wtf?? ”Undskyld?? Det her er én lang kø- ”
Og det er så her, at hende, der står bag mig, står fuldstændigt af. Så der står de, to små mennesker og råber mig ind i ansigtet. Primært om hvor meget jeg ”FUCKING SKAL SLAPPE AF!” ledsaget af aggressive pegefingre.

Big mistake. Big. Huge.
For hvad de ikke ved er, at jeg lige har været ude og prøve jeans, og derfor er for tyk, så min rummelighed og forståelse for at blive talt til på den måde, kan ligge på et meget lille sted.

Det var så ruderne klirrede.
Da jeg gik derfra, var jeg så gal, at jeg rystede på hænderne, og et kort øjeblik må jeg indrømme, at jeg godt ved, hvad det er, der sker inde i hovedet på folk, når de slår.

Jeg GIDER ikke, at folk snyder foran mig i køen. Hvis de ikke har set mig; fair nok. Hvis de har en liter mælk, og hele min vogn er fuld, giver jeg også gerne en forlomme. Men den der med bare at satse på, at resten af verden er så konfliktsky, at den går; det bliver jeg gal over.
Sgu.

21 kommentarer:

  1. Sådan skal det være

    (bliver jeg nød til at sige, for man kan bestemt også HØRE mig, når jeg bliver sprunget over af idioti på to ben)

    SvarSlet
  2. Well done! Og det havde fa'me også været helt i orden at brøle lidt efter de der en-persons-kø-spassere.

    SvarSlet
  3. Hvor er du mega sej! Jeg gad godt, at jeg turde sådan noget!

    Og så bare af ren nysgerrighed, kom du foran hende der snød foran igen?

    SvarSlet
  4. Hvis du finder noget af den der skam, så send gerne lidt til Århus. Jeg rakte tunge i går. Til et andet voksent menneske... Det er jo for fanden ikke i orden. Slet ikke. Men løve-moren i mig rækker åbenbart tunge!

    SvarSlet
  5. Godt gået.Jeg har simpelthen så meget respekt for folk (især kvinder) der har selvtillid nok til at sige fra, når andre opfører sig så ubehøvlet.Godt gået,blev ved med det, sa kan det være vi andre også kan få taget Os sammen!

    SvarSlet
  6. Åhh, jeg håber sådan, at du blev i køen og fik byttet, hvad du skulle. For dét var de i hvert fald ikke værd, hvis du havde stået der længe allerede. :-(

    Jeg er også én af dem, der ikke kan holde min mund, når andre lader som om, de ikke har fattet køkulturen. Jeg lader også som om, at jeg ikke ved, at de ikke har fattet det, når jeg venligt oplyser dem om, hvordan det foregår. Men holde min mund kan jeg ikke, og det har også fået mig ud i et par diskussioner her og dér. Og det værste er, at man bliver så vred og overrasket, når man får en (verbal) over nakken tilbage nu og da.
    (skrev i øvrigt en stil i gymnasiet om for- og baglommer i kantinekøen...)

    Hvad med de andre i køen? Var der nogen, der bakkede dig op? De gad vel heller ikke springes over?

    SvarSlet
  7. Sådan!

    Det er godt at kunne sige fra, men jeg vil også råde enhver til at tænke sig om konflikten er det værd, hvis man risikerer andet end et skænderi...

    For et par måneder siden så jeg to, pæne damer i 40´erne, give hinanden lussinger på mit apotek fordi køen heller ikke blev holdt. Hvad sker der lige??? Lunten er blevet kortere blandt os, så man skal også passe på.

    SvarSlet
  8. Åhhh er bare SÅ enig med dig! Ultra hader også når folk gør det! Og de flestes pænhed/konfliktskyhed gør jo, at de ofte kan slippe afsted med det... Jeg oplever det meget ofte i lufthavnen (rejser meget indenrigs), hvor man også pænt begynder at stille op i række til check in.. Og så er der lige en pæn forretningsmand, som går sådan lidt skødesløst op foran og på den måde smutter ind foran.. Og ingen! Ud over mig naturligvis - siger noget!! Jeg blev også overfuset før jul, da jeg meget pænt og høfligt bad en mand slukke mobilen i flyet. Meget meget længe efter, at vi var blevet bedt om at slukke elektronisk udstyr OG motorerne på flyvet var gået i gang... Wtf?! Altså det er jo ikke for sjov, man bliver bedt om set! .. Til gengæld fik jeg ros af de andre (mandlige ) passagere ;-)

    SvarSlet
  9. Det er jo sådan det skal gøres! Ellers lærer de for fanden aldrig.

    Jeg er ikke altid så god til at sige fra, men sidste sommer var jeg til open-air opera på en ø i Oslofjorden. Der var åbenbart noget firme som havde inviteret deres ansatte med, og det var så ikke alle af dem som var lige opera-interesserede. Foran mig sad så to godt voksne mennesker som halvejs inde i første akt begyndte at vise hinanden you-tube klip på deres telefoner og kommentere på dem. Hvad F...?! Midt i en Opera??! Da det havde stået på et godt stykke tid, fik jeg nok, og bad dem tie stille med ordene "...vi er andre som gerne vil høre musikken". De blev så sure at de rejste sig og gik! Heldigvis kom de aldrig tilbage. Men det er edderbukme toppen af respektløshed -vi andre havde jo ikke betlat op mod 800kr for at høre på dem skvadre, vel?!

    SvarSlet
  10. FEDT gjort! Hader folk der bevist "overser" skilte med rygning forbudt, snyder sig foran i køen, maser sig ind i togene selvom der stadig er folk på vej ud osv.

    Til morgen da jeg sad i læskuret på stationen og ventede på mit tog, kom to duller ind, satte sig på en ledig bænk og tændte hver sin smøg til trods for at de sad lige overfor et "rygning forbudt"-skilt. Jeg orkede ikke at tage diskussionen (klokken var lort, det var mørkt og koldt), men ærgrer mig lidt nu.

    Vi er nødt til at respektere de fælles regler - ellers bliver der totalt kaos...

    SvarSlet
  11. Hvor er det dejligt, at nogen kan sige fra og svare igen. Selv hører jeg lidt for ofte til gruppen af konfliktsky dørmåtter, der tænker, at det ikke er et skænderi værd - men jeg syder indvendigt resten af dagen. Ud med lortet! Og hvad ligner det også at bede folk om at slappe af, når man selv står og råber og skriger. Til modangreb! Bare af sted.

    SvarSlet
  12. Velskrevet! Jeg har været i præcis samme situation/optrin hos Tigeren. Da jeg bagefter stod på Kongensgade og dampede, kom en ældre dame og gav mig hånden og takkede: "De unge er blevet så dominerende og frække, ingen tør at sætte dem på plads!"
    Med andre ord, - jeg er på dit hold og hvis vi bliver flere, bliver Esbjerg et MEGET bedre sted at være!

    SvarSlet
  13. Er. HELT. knust!
    *krampelatter*
    Kanikkeforgodtfåluft....

    Huuuha, hvor var det SJOVT! :-)

    SvarSlet
  14. Jeg gider normalt ikke tage den store diskussion omkring ordentlig køkultur, når jeg står kl. 17 i Netto. Men jeg præsterede alligevel at ryge op i det røde felt da jeg stod i lufthavnen. Der er nemlig nogle fine stolper og afspærring for at holde køerne ordentlige. Hvilket en gruppe på tre mennesker, der alle var over 50 mente var dumt. For de kunne da bare kravle under og crashe midten af køen. Startede venligt... Men endte med at brøle noget om køen. Sammen med en med kø-stander(?). Vi endte med en fuck-finger og et "People are fucking stupid" hvilket vi kun kunne give ham ret i....

    SvarSlet
  15. Århhh...grrr. Sidst jeg påtalte manglende køkultur i den lokale Fakta, lavede brintoveriltedullen klassikeren: "Sorry? Don´t understand??" (åben mund). Suk. Gad ikke rode mig ud i noget, det havde formentlig taget længere tid at forklare det...

    SvarSlet
  16. Jeg har en del gange - især i mine yngre dage - reageret over lign. ting , med hidsig ordudveksling til følge. Imidlertid er jeg altid gået hjem med et dårligt humør bagefter.

    Når jeg i stedet har tænkt, skidt-pyt, de får nok for lidt ... eller lign., så tænker jeg kun over det i køen, det påvirker mig ikke bagefter.

    Trafikken er jo et andet sted hvor folks køkultur og tolerance ligger på et MEGET lille sted. Med mange farlige situationer til følge.

    Måske mangler faget dannelse i folkeskolen...

    SvarSlet
  17. Hannah: måske mangler 'faget' dannelse i opdragelsen derhjemme?
    Det er i hvert fald ikke folkeskolens skyld at folk ikke udvikler køkultur senere i livet!

    SvarSlet