søndag den 30. december 2012

Og så kunne vi jo alle sammen holde en KÆMPE fest til næste år?

Nytår igen [indsæt sædvanlig smøre om tiden, og hvor hurtigt den går]. Jeg har for længst opgivet at blive et bedre menneske overnight, så mine nytårsforsætter har de sidste mange år været relativt beskedne; de to, der lige falder mig ind er hhv. det år, hvor jeg svor at jeg det kommende år ville bruge mere tandtråd og det år, hvor jeg besluttede, at jeg de næste 365 dage ville arbejde ihærdigt på at gå noget mere med diadem.

I år har jeg kun et: Jeg VIL lære at lave frikadeller. Det kan ikke PASSE, at jeg kan blive ved med at fucke det op, og altid ender med en pande fuld af små, svedne kanonkugler, der er rå indeni. Det bliver noget med en weekendbootcamp, tror jeg, hvor jeg på forhånd har tjekket, at emhætten duer, og hvor telefonnummeret til den nærmeste pizzasnask er lagt frem, inden jeg starter. Jeg skal nok få ram på de små sataner.
Men der er noget, jeg godt kunne tænke mig at få i 2013, og som jeg faktisk havde tænkt, at jeg ville spørge jer, om I ville hjælpe mig med. Jeg vil så utrolig gerne have noget mere netværk hernede. Jeg elsker Århus-klanen og er på røven over, hvor tit de egentlig gider køre herned #love, men jeg mangler nogle flere venner og bekendte at fylde i hverdagen. Jeg har formået at samle mig en lille håndfuld af kloge, lækre personligheder, men det ville ikke gøre noget, hvis der var lidt flere af dem.

Jeg er grådig på den måde.
Jeg mangler nogen at drikke kaffe med om eftermiddagen, eller som kigger forbi efter puttetid. Mange af mine jævnaldrene hernede er uTROlig satte, hvilket betyder, at de har, hvad de skal bruge af netværk, og derfor ikke sådan rigtig er på udkig efter nye attachments. Og jeg er sgu lidt ideforladt ift. hvor jeg skal møde dem henne, dem, der ligner mig. De u-satte.

Og det er så her, I kommer ind i billedet. For I er omkring 2000, der kigger ind forbi bloggen med jævne mellemrum. Og I MÅ kende nogen. En gammel studiekammerat, udflyttede storebrødre eller –søstre, ekskærester (som ikke er psykopater) (eller… måske bare ikke for meget psykopater) eller wallah, min fætter.
Kom så. Hit med dem. Jeg ved, I har dem.

Jeg er for det meste sød nok, jeg ved lidt om alting, og har altid både kaffe og rødvin i huset. Jeg snakker for meget, og jeg er en bestemmerøv, men jeg er også sådan en, man kan bede om at holde kæft, uden jeg bliver sur. Jeg er ikke kræsen med, om jeres ofre har børn eller ej, de må selv om, om de træner, og jeg kan også acceptere, hvis de drikker te. (Tss, som om). Det eneste, jeg ikke kan holde ud er, hvis de er fuldstændig initiativforladte, eller altid snakker om deres vigtige arbejde i lokalpolitik.
Hvis I får mig sat op med dem, kunne vi jo drikke kaffe alle sammen? Jeg bager en kage? *lokkelokke*

Det kunne sgu da være hyggeligt.
Sååå… Sender I lige en bette mail? Så bliver jeg glad.

Godt nytår derude.

fredag den 28. december 2012

Om at få vejret.

Har vi egentlig fået snakket om julegaver? Nej? Nå, men det må vi hellere lige gøre så. For første gang evaaah er jeg i den skønne situation, at jeg ikke skal have byttet en eneste. Jeg sidder, as we speak, lænet komfortabelt op af mine uglepuder, med glimmer i ørene og drikker kaffe af mit nye krus.

Og det stopper ikke der.
For ude i mit køkken står min nye hobby.

”En Kenwood?” hører jeg nogen råbe. Nej. Ej heller en Kitchen Aid, et cupcake-sæt eller en stak nye kogebøger.
Det er meget vildere end det. Meeheeeeget vildere.

Jeg har fået en vejrstation. #sindssygt
I får lige et øjeblik til at fatte jer oven på dén actionpakkede oplysning.

Klar igen?

Ok. En vejrstation er et fancy ord for inde/ude termometer, og jeg har grinet for allersidste gang af ornitologer og folk, der samler på frimærker. Seriøst: Jeg kigger på den 50 gange om dagen - og jeg går op i det.
Anton får updates ca. en gang i timen, og vores påklædning bliver nøje afstemt efter resultaterne. ”Hov skat, du skal lige have de varme handsker på. Jeg kan se, at temperaturen er faldet over 3 grader siden i formiddags.”

Det er kommet så vidt, at jeg i går, da jeg var inde og træne, liiige smed ”Ja, jeg ved ikke, hvor længe du har været på arbejde, men pas på eventuelle glatte veje, når du kører hjem. Den ligger under frysepunktet nu” efter receptionisten, da jeg gik.
….

I need to get out more.

onsdag den 26. december 2012

Jeg ringer på fredag (og på lørdag. Og på søndag.)

Sponsoreret indlæg.

Når man tænker på, hvor mange ord, jeg lukker ud i verden på daglig basis, kan det måske forbavse nogen at få at vide, at jeg er elendig til at tale i telefon. Virkelig elendig. Så elendig, at jeg bliver mere taknemmelig end overrasket, når gode veninder med fjerne bopæle bærer over med mig og bare sender beskeder som ”Ved godt, at du hader at tale i telefon. Kom over det. Ring.”
Det er ikke fordi, jeg ikke vil; det er det virkelig ikke. Jeg er bare udstyret med et uproportionelt stort optimerings-gen, der gør, at mine øjne begynder at scanne rummet efter egnede opgaver, når jeg har talt i telefon i 4 minutter, for selvom kredsløbet øre-hjerne-mund er aktiveret, kan resten af mig jo sagtens foretage sig noget nyttigt.

Ja. Jeg får også spat af mig somme tider.
Men til mit forsvar vil jeg sige, at jeg er blevet bedre. Lidt. For efter jeg er blevet udstationeret i Esbjerg, kører jeg jo ret meget bil, og når der virkelig er run på E20, møder jeg omkring 5 andre rejsende på strækningen Esbjerg-Kolding, så jeg er begyndt at kombinere business and pleasure og ringe, når jeg kører.

Det kræver så bare, at man husker at ringe op, inden man kører, og beklageligvis kan jeg, ud over mange andre fortræffelige karaktertræk, også bryste mig af at være glemsom. Eller måske er det en slags freudiansk slip, fordi noget i mig stadig værger sig ved den telefon; i hvert fald har jeg ofte opkald, som jeg planlægger at foretage, men bliver ved med at glemme, indtil jeg sidder i min bil, 12 km uden for Esbjerg.
Og da jeg har tolket på en uddannelse, hvor en af eleverne forsøgte at sms’e mens hun kørte, og ikke slap levende fra det, er jeg for evigt kureret for at sidde og rode med telefonen, når jeg kører.

Så da jeg blev spurgt, om jeg ville teste Parrot MINIKIT Neo sagde jeg ja.
Minikit'en er en lille stemmestyret dims #teknikekspert, du sætter fast på din solskærm, som via Bluetooth er forbundet med dine telefoner.

(Her bliver jeg lige kortvarigt forstyrret af tanken om hipsteridiot med den her monteret på 80’er solskærm med frottébånd. Nå. Tilbage til studiet.)
Og et langt stykke hen af vejen er det fandme smart. Jeg har haft den i bilen i to uger, og kan godt mærke, at dét vænner man sig hurtigt til. Når min telefon ringer, siger damen ”Opkald fra [indsæt navn]. Sig ”accepter” eller ”afvis””, og hvis jeg vil ringe, aktiverer jeg den ved at sige ”Minikit”, hvorefter den flinke, om end lidt fladmaste dame spørger: ”Hvem vil du ringe til?”

På intet tidspunkt skal jeg have øjnene af vejen for at slå tastelåsen fra eller bladre i telefonbogen, eller sidde og bikse med noget håndfri, som af en eller anden grund altid ligger og glor i handskerummet. Man slipper også for at få ondt i ørerne af propperne og for at være nødt til at skrue lyden op på 1000, hvilket, takket være den fuckerdårlige lyd i stort set alle headset, føles som at blive tatoveret på trommehinderne.
Ud over det, har samtlige af mine testkaniner også sagt, at lyden, når vi taler sammen via minikittet er rigtig god.

Der er dog to ting, som slår en lille smule skår i glæden. Den ene er brugervejledningen, som jeg ikke synes, er fyldestgørende nok. På det vedlagte papir, skriver firmaet, at ”Parrot foretrækker at lægge brugervejledningerne ud online i stedet for at få dem trykt af hensyn til miljøet” og det er jo svært at have noget imod – men der er nogle helt grundlæggende funktioner, som jeg ikke kunne finde vejledning på, hverken i det vedlagte papir eller online, og det synes jeg er en kæmpemangel. Det skal siges, at min kontakt hos firmaet har været overordentlig sød til at skrive hurtigt tilbage, når jeg har haft spørgsmål, men det ville være federe, hvis man kunne klare det selv.
Den anden ting er, at talegenkendelsen simpelthen er for dårlig. Når jeg forsøger at få kittet til at ringe op til ”Mette” hører damen ”Bjarke”, Tina bliver til Stine og Catja bliver til Kasper. Jeg er med på, at baggrundsstøj kan være med til at forringe apparatets skelneevne, men den ER beregnet til at bruge i en bil, når man kører, og så synes jeg, at lige præcis den funktion, er nødt til at være bedre.

Men når det er sagt, synes jeg stadig, at den er virkelig rar at have. Det er fedt, at der ikke ligger 5 ubesvarede opkald og glor, når man ankommer til sin destination, og da man med hjulet på Parroten kan få adgang til sin telefonbog, som den evigt servicemindede dame så læser op, får man stadig informationerne auditivt og kan ringe til venner og bekendte, samtidig med, at man holder øjnene på vejen.
Jeg er fan.

søndag den 23. december 2012

Fra begge os til alle jer.

Et lille julekort fra mig, med streg under 'kort'. Verden er vendt lidt på hovedet her, fordi to af mine rigtig gode veninder er blevet meget alvorligt syge i løbet af den sidste uge. Det betyder, at juledagene har været præget af tankekaos af den slags, hvor man på skift er rædselsslagen og opfyldt af taknemmelighed, og æder kilometervis af dårlig konfekt, for hvad fanden til forskel gør det, når vi alligevel ikke kan styre noget som helst af det, der betyder noget, når det kommer til stykket.

Jeg ved det. Carpe diem klæder mig.

Men jeg vil stadig gerne ønske alle jer alle sammen en rigtig glædelig jul. Jeg håber, at den bliver, som I ønsker det allermest.


torsdag den 20. december 2012

Top 5

over de første ting der ryger, når jeg bliver præsident.

1) Traktorer på det danske vejnet. Jeg hørte om nogle taxachauffører, som - i ramme alvor - krævede deres eget spor på motorvejen mellem Kolding og Vejle (Monte Carlo har taget alle de gode jokes, dét indbyder til). Langt, langt mere nødvendigt at få traktorerne med deres tophastighed på 30 km i timen the fuck away from all of us. Med alle de tilskud fra EU, MÅ det kunne lade sig gøre at have dem stående on location, rundt omkring på markerne.
2) Neglene på skribenter fra madblade, der ikke lige får læst korrektur på deres opskrifter, og derfor ikke opdager, at de er kommet til at skrive ”spsk” i stedet for ”tsk” OG ”1 liter” i stedet for ”½ liter”. Sure hilsner fra hende, der i aften skal overbevise Anton om, at den flydende, salte substans er pizza.

3) Ordet ”øller” som er en grim, brun, klæg bastard af det slanke, elegante og stømlinede ord ”øl”. Som det også hedder i flertal. Og nej, jeg har ikke slået det op, så jeg skal ikke kunne sige, om Gyldendals røde ”Dansk – Prol” accepterer denne verbale voldtægt. Men jeg gør ikke, og det er mig, der bestemmer.
4) Vejle-fjordbroen.

5) Reklamer for børnelegetøj. Til dem, der lever i lykkelig uvidenhed, er der reklamer mellem A-L-L-E de små 5 minutters tegnefilm, som ungerne ser. De lider alle af den samme defekt som El-Gigantens reklamer, nemlig AT VÆRE MEGET HØJERE I LYDSTYRKE END DE PROGRAMMER, DE ER LAGT IND I MELLEM, og selvom jeg godt forstår, at det er nødvendigt at reklamere for noget, der ligner lyserøde kæmpemarsvin, man er kommet til at støvsuge op, som kan iføres kapper, når man monterer dem på den magiske dansenøgle, når de er til bal på slottet (what the FUCK!?), hvis man skal gøre sig forhåbninger om at sælge dem, får man stadig lyst til at rive sin hud af i strimler, når de ruller over skærmen.

lørdag den 15. december 2012

Kongens efterfølger.

Da jeg var lille, kom jeg et år for tidligt i skole, og da jeg stoppede efter 9. klasse, betød det, at jeg først fyldte 18 det år, jeg blev handelsstudent. Min unge alder til trods, havde jeg alligevel en lille smule fornuft i skallen, for jeg vidste godt, at jeg skulle have noget tid til at gå, inden jeg søgte ind på journalisthøjskolen, som jeg havde vidst, jeg ville, siden jeg var 6.

At vejen i mellemtiden slog nogle uforudsete sving er en anden historie, men i hvert fald brugte jeg det meste af mit sidste år på handelsskolen på at spekulere på, hvad jeg skulle lave, mens jeg ventede på at tiden gik.
Jeg var meget rød og grøn dengang #årstidsapropos så i første omgang troede jeg, at jeg skulle redde nogle hvaler eller en tur til Afrika. Noget lidt uklart noget med nogle træer, havde jeg forestillet mig. Og de var søde, dem i den organisation, jeg talte med, hvis telefonnummer jeg havde fundet i ugeavisen (ja, børn, det var før internettet var opfundet) men jeg syntes dog, at det virkede lidt mærkeligt, at de gik så meget op i, at jeg ikke måtte fortælle til nogen, at jeg planlagde at rejse med dem, og at jeg, hvis jeg alligevel valgte at gøre det, ”ikke skulle tro på alt det, der blev sagt om dem”. Spurgte min mor, om hun havde hørt om nogen, der hed ”Tvind” og dér sluttede mit afrikanske eventyr så.

Næste bud på beskæftigelse var et ophold som au pair i USA. Jeg meldte mig ind i en organisation og begyndte at kigge på, hvor jeg gerne ville hen, hvis jeg skulle af sted. Som medlem af denne organisation, fik man tilsendt sådan nogle medlemsblade (i postkassen. Internettet var ikke opfundet, siger jeg jo til jer!) hvori de unge, der var i USA lige nu, skrev indlæg om, hvordan det var at være arbejde som au pair. Der var opskifter på cookies, og så var der nogle små artikler om kulturforskelle, det var værd at være opmærksomme på, når man stod som ung skandinav på vej til Guds eget land.
Disse små kulturforskels-advarsler grinede jeg meget af, kan jeg huske. De var helt knaldåndssvage og meget, meget amerikanske. F.eks. var der mange forældre der havde restriktioner på, hvor mange timers tv og computer, deres børn måtte indtage om dagen.

Overvægt blandt børn var også et stort problem, så mange forældre havde en sukkerpolitik, som man skulle følge og respektere.
Og endelig kunne det, i nogle områder, være en dårlig ide, at færdes alene om aftenen.

Det er 17 år siden.
Når Anton er 19, går han formentlig stadig i skole.

Jeg håber sådan, at vi til den tid har fundet nogle andre fodspor at følge.

mandag den 10. december 2012

Jamen, selvFØLGElig er jeg ekspert på området. Jeg har jo født et barn, remember?

Det er ingen hemmelighed, at jeg, når jeg skal læse avis, hænger ud ovre på politiken.dk, og det er muligt, at det er fordi, jeg ikke fordeler mit nyhedsindtag over flere aviser, men jeg synes godt nok, at der er en høj frekvens af ”Se mig. Jeg bryder et tabu og siger det, andre kun tør tænke”-artikler for tiden.

For en måneds tid siden var det Leonora Christine Skov, der mente, at ’Danmarks moderfår stempler mig som et barnløst monster’. For et par måneder siden var der en mor, som jeg har glemt navnet på, der skrev en artikel om, hvordan det var hårdt at være mor med stort M, fordi alle de – kolde, forstås – karrierekvinder havde dømt dét begreb gammeldags og ude. I går var det Malene Neis, der tog bladet fra munden for at oplyse os om, at modsat hvad moderjuntaen forsøger at lade os tro, så er det '90 % af tiden bare ikke fedtat være mor'.
Jeg begynder at blive træt af den debat. Primært fordi jeg synes, at den er grusomt unuanceret. For mig giver det ingen mening at diskutere, om det er hårdt at være mor eller, som i dagens artikel, at state overgenerelle udsagn som: ”Med moderskab indtræder man i en lukket loge af logesøstre. Ved indtrædelsen sværger vi troskab mod fortællingen om lykken ved at være ’moar’.”

Det har jeg sgu aldrig svoret. Og måske er det mig, der har været heldig, men samtlige de småbørnsmødre, jeg har omkring mig, fortæller lystigt om både de dage, hvor man tuder af lykke og dem, hvor man tuder i afmagt, og jeg tror, at jeg havde siddet i min nye mødregruppe i under 10 minutter, da den første af os spurgte, om de andre også ind imellem spillede sten, papir, saks med sig selv om, hvem der skulle først ud af vinduet: Barnet eller én selv?
Jeg gætter på, at det påvirker din oplevelse af moderskabet, om du får et barn med kolik, der aldrig sover, og som snubler fra den ene mellemørebetændelse til den næste, eller om du får den model, der sover igennem efter 8 uger, og som i øvrigt elsker at ligge på sit legetæppe og dimse med en grydeske.

Formentlig har det også ret meget at sige, hvordan dit netværk er, og hvilken type liv du levede, da du fik dit barn. Hvis man er hende, der havde sin identitet parkeret i bestyrelsesposter og sociale interaktioner ude i byen, med en omgangskreds, der også levede livet i overhalingsbanen, giver man afkald på flere ting, end hvis man er en del af en lidt mere low key vennegruppe, der får børn nogenlunde samtidig, tror jeg.
Synes jeg, at det er lykken at være mor? Ja, for fanden. Synes jeg, at det er hårdt? Mindst ligeså meget ja. Men når jeg vælger at råbe ind i en pude i stedet for at skrive kronikker i en avis om mine ofre, skyldes det én ting, og en ting alene: Anton. Det har intet at gøre med, at jeg forsøger at oppebære en illusion om, at livet som mor er en løssluppen dans over perlespeltbestrøgne gulve for at snyde dem, der ikke har fået børn, eller fordi andre ikke må vide, at jeg ikke er perfekt.

Men i alle andre relationer jeg indgår i, vælger den anden part selv at være der. De kan skride, hvis de får nok af mit martyrium eller synes, at jeg tager mere end jeg giver; den mulighed har Anton ikke. Han er her, fordi jeg har valgt, at han skal være her, og så føles det for mig grundlæggende forkert at guildtrippe ham omkring det.
(Og så må vi ikke glemme den syge overtro om, at hvis man taler dårligt om sit barn, så sker der noget forfærdeligt, og så må man for altid leve med, at man selv var skyld i det.)

(Jamen, jeg siger ikke, at det giver mening. Jeg siger bare, at sådan er det.)

Så kan vi ikke, i stedet for at stå i hver sin skyttegrav og påstå at vide, hvad de andre tænker, og hvordan det føles for dem at være mødre, prøve at huske, at alle er forskellige; børn såvel som deres forældre? For nogle ER det hårdt, og for andre er det knap så hårdt. Men at påstå, at der ikke er nogen, der har det let(tere), er i min optik ligeså meget med til at skabe loger, myter og fejlagtige billeder af virkeligheden, som det er at påstå, at det hele er en slentretur i parken en solbeskinnet dag i maj.

fredag den 7. december 2012

Så er det ud!

Kan I huske dengang man var lille, og december føltes uendelig?

Åh, hahahaHA, hvor er det bare ikke sådan mere!! Jeg har det, som om jeg har feber, og som om jeg hele tiden forsøger at indhente mig selv. Det mest mærkelige er, at jeg ikke helt forstår hvorfor. Bevares, der er nogle gaver, der skal købes, der skal pyntes lidt og sådan, men modsat hvad man måske skulle tro, så er jeg fuldstændig ukritisk med, hvordan pynten passer sammen, og hvordan fødevarer som pebernødder og risengrød bliver til; inden i mig bor en amerikaner, der hylder ideen om, at alt kan købes færdiglavet. Jeg har ønskesedler fra dem, jeg skal købe gave til, og ingen af dem ønsker sig noget, man er nødt til at google, eller skrive ned, så man kan vise det til ekspedienten, fordi man ikke kan finde ud af at udtale det.

Der er med andre ord ikke noget, der kan retfærdiggøre fornemmelsen af stress.

Det eneste, der slider lidt ekstra er, at jeg har valgt at flytte Anton op i storegruppen, fordi der på tyttestuen er en kraftig overvægt af piger, og Anton er – som den trofaste læser vil vide – ikke en dreng, der trives med at sidde og dimse lidt med en dukke, så op til de store drenge med ham.

- som godt nok var lidt meget store, synes jeg pludselig, da jeg sad der med ham. Og ret kontante i adfærden. Forsøgte ikke at udstråle alt for meget, at jeg havde lyst til at tage ham i lommen og skynde mig hjem og passe på ham.

*Ahem*

Aj, men jeg ved det godt. For fanden. Det er bare fordi, jeg ikke selv kunne finde ud af at være ny, da jeg var lille. Jeg hadede det. Usikkerheden og fornemmelsen af ikke at høre til. Jeg var skidebange for alt og alle, havde kronisk ondt i maven, og gik rundt med en konstant følelse af, at de andre børn hadede mig, og sådan vil jeg aldrig, aldrig have, at Anton skal have det. Det kan han selvfølgelig mærke, så han har grædt så meget, at det til sidst var uden lyd, når jeg afleverede ham. Åh, jeg dør, mand. Og hans nattesøvn, som i forvejen er sparsom, er blevet afbrudt temmelig mange gange pr. nat, fordi han skal bearbejde indtryk, og derfor pludselig må op og sidde i sengen for at råbe: ”HEJ TRAKTOR!” Jamen, jeg ved det heller ikke. (Og hvis det er mig, han refererer til som traktor, er der høvl.). Og så skal vi kæmpe om ALT, fordi man vil det hele, kan det halve, og alligevel har brug for mor.

Ok, nu jeg sidder og kigger på det, jeg har skrevet, forstår jeg måske alligevel godt, at jeg er lidt træt.

Men i aften skal jeg ud. Ud ud. Med voksne mennesker, der konstruerer hele sætninger, ikke hele tiden vil have rosiner, og som flytter fødderne i stedet for bare at stå og turbosquate, når de danser. I programmet står der, at vi starter med bobler.

Jæi!

Jeg tror, at det er lige hvad lægen ordinerede.

lørdag den 1. december 2012

En for (alko)holdet.

Jeg har været til juletræ med Anton i dag i den ene af de foreninger, hvor vi går til gymnastik, og lige nu sidder jeg og spekulerer på, om han vil se igennem fingrene med det, hvis jeg bunder den halve flaske rom, jeg har stående i skabet. (Til medicinale, behandlingskrævende formål.)

Hvis jeg ryger sydpå, når jeg dør, skal jeg spendere evigheden til juletræsfest i Helvedes Gymnastikforening.
Det var ikke bestyrelsens eller foreningens skyld, slet ikke. De havde lavet et veltilrettelagt arrangement, og der var ikke en finger at sætte på set-up’et eller servicen, tværtimod.

Men hele konceptet... Seriøst, jeg er blevet 5 år ældre siden kl. 10 i formiddags.
Hvorfor synes børn, at det er sjovt? Nej, jeg mener det alvorligt. Hvorfor? Jeg sad og kiggede rundt, og mens forældrene lignede nogen, der var i færd med at afsone samfundstjeneste, var ungerne ved at gå i koma over, hvor fedt det var.

Jeg forstår det simpelthen ikke. Overhovedet. Da jeg jo selv er sådan en, der godt kan lide at bevæge mig, sørger jeg f.eks. altid for, at Antons tøj er noget, der er behageligt at knokle rundt i, og som man kan temperaturregulere, så han ikke bliver nødt til at rive sit tøj af, så det går i stykker i raseri over, at han pludselig får det alt, alt for varmt. Hvilket i øvrigt er et helt tænkt eksempel. Men det kan jeg da spare mig fremover, kan jeg se. De her unger jordede rundt i nissedragter i det der hæslige kunststof, der tror, at det er nervøs glamour, som er så syntetisk, at flammerne fra stearinlysene nærmest kravler sidelæns hen af dugen af begejstring; de svedte så det drev, og der var ikke en eneste, der opdagede det. De amokdansede til musik fra et anlæg, der ville have misundt min ghettoblaster fra 1984 sin vellyd, fik 20 minutter til at gå med at løbe rundt med en nusset faldskærm i polyester, og stillede sig beredvilligt i en kø bestående af 50 andre skumsvedende nisser, for at lave ét hop i en trampolin.
Sad faktisk og fik den tanke, at vi andre kunne lære en del af dem.

Ude på opslagstavlen hænger billetterne til næste søndag, til juletræsfesten i den anden af gymnastikforeningerne.
For fanden, jeg håber, der er alkohol.

mandag den 26. november 2012

Godt, jeg ikke er Gud.

Nå. Jeg ved ikke, om jeg er ved at blive Hitler, men var der nogen af jer, der også glemte at slukke efter Forbrydelsen i går, og som derfor så 21 søndag? Indslaget om de unge mødre, der af deres sagsbehandlere var blevet anbefalet at få foretaget en abort, da de kom og var gravide igen?

For jeg kunne godt høre på journalisternes tilstræbt neutrale tonefald, at her var noget, der skulle forarge mig. Ikke mindst fordi sagerne blev underbygget af udsagn fra advokater, der – som Esben og Peter ville have sagt – sad og så dejlig rige ud.
Jeg vil ikke udelukke, at det er fordi jeg bor, hvor jeg gør, men hvis man er en af dem, der til sine veninder har sagt, at ”det skal nok gå! Det gør det jo altid!” når de kom og var blevet gravide 20 minutter efter, de havde født, og slet, SLET ikke kunne overskue det, så vil jeg gerne have lov at invitere på et studieophold i mit nabolag. Her finder man nemlig ret hurtigt ud af, at ’at gå’ ikke er i nærheden af at være det samme som ’at gå godt’. Slentrer man en tur herude om sommeren, kan man både sludre med de mødre, der sidder udenfor og spejder ivrigt efter plejefamilien, der skal komme og hente deres børn, så de – og her citerer jeg ordret - ”kan få noget fred” og se spædbørn, der bliver sat – uden opsyn – i barnevogne, så de kan sidde og kigge på de 4 biler, der kører forbi i timen, mens de formentlig overvejer, hvornår man kan være bekendt at blive katatonisk.

Så når en sagsbehandler fortæller en pige på 21, der venter sit andet barn, mens sagen om tvangsfjernelse på den første kører, at det måske kan være en god ide, at overveje abort, har jeg svært ved at se, hvorfor det er en skidt ting. Jeg er med på, at det er et voldsomt indgreb i den enkeltes personlige frihed og det famøse frie valg – men der er jo altså ikke tale om tvangssterilisation. Der er tale om en anbefaling, som man ret beset kan vælge at ignorere.
De seneste par år er det væltet frem med sager om vanrøgtede børn, og hver eneste gang går der under 10 sekunder, før der er nogen, der får den gode ide at lade flaskehalsen pege på sagsbehandleren, fordi han eller hun ikke har ”gjort noget”. Der findes sikkert sørgeligt mange historier om børn af velhavende forældre, der heller ikke har det godt, men i mange af de sager, der ender i medierne, er der tydeligt tale om familier i underskud i alle betydninger af ordet. Og her har jeg svært ved at forestille mig, at et ekstra barn i flokken skulle udløse en skjult reserve af overskud.

Er det bare mig? Er jeg fascistoid og i færd med at udrydde en hel social klasse, bare fordi de ikke ligner mig? Bør man lade tvivlen folk til gode? Hvis man tager diskussionen helt ud, er det vel et spørgsmål om, om det er bedre at blive født til et liv med sagsbehandlere og potentielt omsorgssvigt, end det er slet ikke at blive født overhovedet.
Jeg ved det ikke, hvad der er rigtigt og forkert, og jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal vejlede i den her type sager. Men derfra hvor jeg står, ligner det et oprigtigt forsøg på omsorg for børn i risikozonen, når der er nogen, der alligevel vover at prøve.

onsdag den 21. november 2012

Ville også være død af forbløffelse, hvis den bare var gået glat igennem i første forsøg.

Der er ting her i livet, som jeg på forhånd VED bliver besværlige, og som jeg derfor forsøger at undgå helt, eller  – hvis det ikke kan lade sig gøre – at skubbe så længe som overhovedet muligt. I denne kategori falder f.eks. skift af energiselskaber (jeg bliver lige imponeret hver gang jeg ser der de der kWh-facere. DE er optimister. Er der nogen, der på stående fod aner, hvad de giver for en kilowatt-time? Og som har lyst til at stoppe op på banegården på vej hjem fra arbejde og sludre en halv times tid om dette ubegribeligt kedelige emne? Og som ikke er bare en lille smule bange for at komme til at rode rundt i alt det der vand/el/varme og hvad kommer hvorfra?) forsikringsselskaber, internetudbydere og teleselskaber.

Oh yes. Teleskaber. Lad os zoome ind på dem.
I alle mine år i Århus har jeg haft Sonofon/Telenor og været udmærket tilfreds med det, men i udkantsdanmark lader de en del tilbage at ønske. Jeg har en formodning om, at den nærmeste mast befinder sig i Odenseområdet, og det er lidt irriterende, at jeg kun kan tale i telefon, hvis jeg sidder, stiv som en pind for at gøre mig højere, i min sofa og med mit kropssprog forsøger at tvinge signalet til at blive hængende.

Så jeg spurgte, den vestjyske gren af fb svarede, og derfor valgte jeg, da jeg for 5 uger siden bestilte en iPhone 5 (oooooh, but I did, muhahaha!) at skifte til Telmore.
Jeg skal prøve at gøre det her kort. Men, for satan, altså.

I forbindelse med bestillingen lærte jeg, at jeg først kunne få lov at købe telefonen, når jeg havde fået mit abonnement flyttet over til Telmore, da prisen på telefonen forudsatte, at jeg var kunde hos dem. Hvilket jo er fair nok. Heldigvis for mig, er Telmore sådan et selskab, der har en boks, man kan vinge af, så de bare fikser al den usexede flytten rundt, og et par dage efter bestillingen, modtog jeg mit nye simkort - som er krympet noget i størrelse ift. de gamle simkort, og derfor ikke kan sættes i andre telefoner. (Wait for it….)
Så langt så godt. (Waaaiiiit…)

Forleden nat fik jeg så en mail, at mit nummer nu var flyttet – yei! – det eneste, jeg skulle gøre, var at aktivere mit nye abonnement ved at tænde og slukke for min telefon. (Waaaiiit…)
Som jeg ikke har fået endnu. (*badabuuuum!*)

Så snart Anton havde skudt dagen i gang, kastede jeg mig derfor over computeren for at afslutte bestilling af vidunderet, så jeg kunne få den tilsendt, knalde simkortet i, tænde, slukke og formelt eksistere igen.
”Ups. Beklager. Du skal aktivere dit abonnement, før du kan godkende dit køb.”

What. The. FUCK!?
Trykkede på noget a la ”hvad fanden ?!”, hvortil siden noget kækt foreslog mig at ringe til kundeservice. Havde på det tidspunkt meget lyst til at smide både min computer og min ubrugelig telefon med sit store, fede simkort hårdt ud i haven.

Nå. Gravede en lånetelefon frem, ringede til kundeservice, kom igennem med det samme (#like) og forklarede problemet. Den søde unge mand spurgte imødekommende, om han ”ikke lige skulle sende mig et adaptor-simkort?”
ELLER – og jeg tænker bare højt nu - du kunne sende mig min telefon…?”

”Mumlemumle”
”Undskyld … hvad ... ?” *ildevarslende-tonefalds-smiley*

Ok. Så Apple har da lovet dem hundrede millioner telefoner, og derefter sendt dem 2. Så nu ”krydser vi fingre for, at den kommer engang i næste uge.”
iHate.

Det er sjældent, jeg siger det her. Men ind imellem gider jeg faktisk ikke have ret.

lørdag den 17. november 2012

Hurra for Bette A.

I morgen, søndag, fylder Anton 2 år, og jeg glæder mig så meget, at det nærmest er pinligt til at fejre ham. Jeg har lavet skamløse mængder af mad, pyntet hele huset med flag og købt den grønneste cykel, jeg kunne finde til ham.

Og mens jeg har gået og planlagt og ordnet og fikset, har jeg flere gange tænkt på, hvor stor forskel der er på i år og sidste år.

Sidste år var simpelthen så ambivalent for mig. På den ene side var det smukt og fint at fejre den første fødselsdag, men på den anden side var det svært ikke at gøre status over et år, der havde udviklet sig i en retning, jeg ikke havde set komme, og som på så mange måder også havde været svært.
Sidste år havde vi boet i Esbjerg i 3 måneder, da han havde fødselsdag, den lille. Jeg havde 6 ugers jubilæum som mor på arbejdsmarkedet, og var på ubegribelig kort tid gået fra at være urban single-kvinde, på fornavn med 40 % af personalet på de århusianske cafeer og kaffesteder, og cykel som foretrukne transportmiddel, til at bo i et rækkehus i udkantsdanmark med bil og stiv kuling som faste livskomponenter.

I år ved jeg, at jeg måske skulle have taget et halvt år mere i Århus. Jeg tror, at det ville have slået den værste glans af billedet af Det Perfekte, Århusianske Liv, hvis jeg havde afsluttet min barsel deroppe og var vendt tilbage til tolkejobbet med masser af transport, skiftende arbejdstider og weekendarbejde, uden bil og familiært netværk i nærheden.
I år ser jeg tilbage på et år, hvor jeg har fået skabt et liv til os hernede, som vi trives i. Trods alt. Jeg har sluttet fred med, at løvstikke og vaniliesirup skal købes, når jeg er i Århus, jeg har opdaget, at de bedste venner hænger ved, og at det er endnu bedre, end jeg havde troet muligt, at have hele familien i nærheden.

I år er det de rigtige ting, der fylder.
Tillykke med dagen, min skat. Du er det bedste, jeg har.

 
Ps: Og skulle man være ligeså nostalgisk anlagt som mig, og have lyst til at læse om den dag, han kom til verden, er linket her.

torsdag den 15. november 2012

ELLER: Vi kunne alle sammen bare flytte sammen! Yei!

Da jeg valgte at få Anton alene, havde jeg på forhånd gjort mig mange tanker om, at det ville nulstille livet, som jeg kendte det. At der ville være markant mindre mig, og en del mere os. Jeg havde på forhånd gjort op med mig selv, at selvom jeg, der hvor jeg stod, holdt umådelig meget af mit liv, så havde jeg ikke lyst til at se tilbage som 50-årig og opdage, at passivitet havde betydet, at jeg havde valgt brunch, nattesøvn og træning i stedet for børn.

At man så ikke en skid kan forberede sig på, hvad det vil sige at få dem, de små krapyl, er en helt anden historie.
Men en af de ting, jeg ikke havde tænkt på inden, jeg fik ham, var hvor stor betydning det ville få for mine venskaber at få et barn selv. Det kan virke indlysende, når man skriver det, men når man er alenemor, skal han passes HVER gang, jeg skal noget. Både når vi taler om de rent praktiske ting som lægebesøg og frisøraftaler (farvel voksbehandling og massage), men også i forhold til sociale arrangementer som fødselsdage, bryllupper og julefrokoster. Og der er nok her, vilkårene ved at være selvvalgt alenemor adskiller sig fra i hvert fald nogle af de delemødre, jeg kender, hvor det ikke er mit indtryk, at man tænker på sit barn som ”passet”, når han er hos sin far.

Jeg kommer omkring en del af det praktiske ved at bruge feriedage hist og pist, hvor jeg stamper alt, hvad jeg kan slippe afsted med af tandlægetjek og indkøb af vintertøj sammen mellem kl. 8.30 og 14, og afvikler, mens Anton er i vuggestue.
Men jeg synes virkelig, at det er svært med de sociale aftaler – for der er mange af dem. Og dem, der holder festen, synes selvfølgelig altid, at netop deres arrangement er det vigtigste - hvilket betyder, at jeg nu, omkring 700 dage efter, at Anton kom til verden, har haft ”jeg er skuffet over, at du vælger mig fra” samtalen flere gange, end jeg har lyst til at tænke på.

Og det stinker, synes jeg. For jeg vil jo helst, at de alle sammen kan mærke, hvor vigtige, de er for mig, og hvor meget, jeg sætter pris på at have dem i mit liv. Men samtidig er og bliver Anton den, som solen står op og går ned for i mit univers, og derfor er det simpelthen ikke en mulighed, at han skal hentes og passes af mormor og morfar og moster og onkel og forskellige barnepiger, både når jeg skal til møde, når jeg har weekendvagt og skal arbejde, og de 3 lørdage i måneden, hvor der er fest og glade dage forskellige steder i Danmark.
Something’s gotta give.

Men hvordan fanden vælger man mellem sine venner? Og hvordan tager man højde for, at der pludselig kommer en invitation, som man ikke KAN sige nej til, hvis man allerede har været af sted 4 gange over de sidste 5 uger?
Jeg kunne godt vælge kun at deltage i de ting, mine tætteste venner holder. Så smuldrer mine relationer til gode bekendte og kolleger. Jeg kunne også prioritere alt, hvad der ligger i Århus; kender jo alligevel ikke mine nye fitnesskolleger, eller de andre tyttebøvsers forældre. Det får jeg bare heller ikke ret meget nyt netværk af. Flere gange hører jeg også, at jeg ”jo bare kan tage Anton med”. Til det er der kun at sige, at det eneste, der kommer ud af det er, at Anton og jeg tuder om kap, når vi kører hjem; ham af frustration over, hvorfor fanden man ikke bare kan få lov at afmontere fladskærme og pille ved vaser/kaffekander/brændeovne i fred, når nu de voksne alligevel bare sidder og snakker, og mig af lige dele frustration over, at jeg ikke får ¾ af samtalen med, fordi jeg er vogter af både mine venners hjem og Antons liv og levned, og dårlig samvittighed over, at jeg derfor bliver sur på ham, når det nu er mig, der slæber ham med til noget, der så indlysende er uegnet for mindre børn.

Og som sætter mine behov over hans.

Argh!
Nogle kampe kan man bare ikke vinde.

søndag den 11. november 2012

Jeg siger bare, at det er til en gave.

Den trofaste læser med den gode hukommelse vil huske, at jeg for et år siden tog en dyb indånding og kastede mig ud i at begynde at løbe, selvom jeg altid har haft samme forhold til lige præcis denne gren af sport, som jøderne havde til Hitler. Men når man vil træne 4-6 gange om ugen, og kun når barnet sover, må man bare tørre øjnene og lære at elske det eneste, der gør dét projekt muligt.

Som de grundoptimister I er, flød kommentarfeltet over med lovprisninger af løberiet og løfter om, at jeg før jeg nåede at opdage det, ville have gennemført mit første maraton – og have elsket hver eneste tilbagelagt kilometer.
Jeg har nu løbet i et år. 2-3 gange om ugen. Hver e-n-e-s-t-e uge, i både regn, sne og hedebølge. Jeg hader det stadig.  Vil dog sige, at hvis jeg skal skalere mit had, så har jeg bevæget mig fra en stor, rund 10’er og ned på omkring 8. (Så om 4 korte år kommer jeg til at fjedre af sted som en begejstret antilope på ecstasy.)

Det er derfor med hørbar stolthed i stemmen, at jeg kan fortælle, at jeg har slidt mit første par løbesko op.
In your FACE, Løb!

Og nu ved jeg ikke, hvordan I har det, men mit humør stiger altid mærkbart, når jeg må bruge penge. Da jeg købte løbesko sidst, fandt jeg en farlig dyr model, som var på bud, ud fra devisen om, at man er nødt til at have udstyret nogenlunde i orden, hvis projektet ikke skal være dødsdømt på forhånd, men omvendt har man heller ikke brug for at have for 2.000 kr. inaktivt selvhad stående på hylden med de kridhvide snørrebånd jomfrueligt bundet, hvis man ender med at opgive, inden man rigtigt er kommet i gang.
Men nu har jeg ligesom bevist overfor mig selv, at jeg (åbenbart) gør det her (who knew?), så forleden vovede jeg mig ind i Løberen. Havde taget mine gamle løbesko med i den naive tro, at vi på sålens slidmønster kunne udpege de værdige arvtagere.

Åh, hahaHA! Jeg må le.
Nej, der var skam obligatorisk løbetest. Mmm. Lige dér, midt i butikken, hvilket var nogenlunde ligeså lækkert, som når man skal have taget nye pasbilleder, og den sadistiske fotograf har valgt at placere skammelen lige ved siden af kassen. Ved et utrolig sammentræf af heldige omstændigheder havde jeg ovenikøbet fået mine nye strømper på; strømper med prikker, som jeg i forretningen pludselig kom til at tro, at jeg var typen, der kunne slippe af sted med, men som jeg, da jeg igen fik ilt til hjernen, kom i tanke om, SLET ikke er mig, og som får mine fødder til at ligne nogle idioter.

Så der kunne jeg så spurte af sted, med opsmøgede jeans, prikkede strømper og fede, kødfarvede ankler i det ene par sko efter det andet, mens ekspedienten filmede mine ydmygelser, så vi bagefter sammen på 70’’ skærmen kunne nyde synet af ”mine anklers stilling, og HOLD da op, hvor du overpronerer!”
Jeg fik et par nye sko, og ret skal være ret: De er gode. Men næste gang, ik? Der sniger jeg mig altså bare ind og køber dem, jeg synes er pænest.

torsdag den 8. november 2012

Lidt Om Chok.

Måske er det fordi, jeg er i et ualmindeligt ondt lune i dag, men jeg skal godt nok koncentrere mig meget, for ikke at komme til at ringe op til henholdsvis TDC og TV2 og råbe: ”Hold nu kæft!!”

Jeg synes ikke just, at man kan beskylde LOC for falsk varedeklaration. Han ligner det, han er, og det skulle undre mig meget, om ikke, at det var lige præcis den bad-boy attitude, som begge virksomheder helt kom til at savle ved tanken om at få fingrene i. Jeg forestiller mig, at en af marketingcheferne har kaldt det "kant" og brugt minimum 15 minutter på et personalemøde på begejstret at snakke om, hvad det ville tilføre deres produkt.
Og når man flirter med den illusion, så gider jeg simpelthen ikke høre dem tude over, at de får PRÆCIS, hvad de betaler for. Det er lidt, som at blive overrasket over, at en kamphund kan finde på at bide, og hvis de hellere ville have haft historier om heltemodige undsætninger af pindsvin, skulle de have sat deres penge på Anders W. Berthelsen eller Poul Krebs i stedet.
Til gengæld må jeg sige, at jeg er glad for at se, at der trods alt er nogle steder i det offentlige system, hvor skodderne er lukket så tæt, at det samlede, danske pressekorps går befippet på røven, når ingen på forhånd har lækket til dem, at en af de kendte skal i retten.

(Og nu går jeg lige ind på mit værelse, til jeg er blevet god igen.)

onsdag den 7. november 2012

Er jeg den eneste, der

- hver e.n.e.s.t.e gang lille Mgala udtaler ”Børnefonden” hører det som ”Pornofonden”? Upassende? Lidt?

- synes, at det nye Tina Dickow lyder som et tungt-i-røven suppe-steg-is-arrangement til et sølvbryllup i Nørre Snede?

- under mig over, at GPS’en er så uvillig til at trække minutter fra det estimerede ankomsttidspunkt, at det nærmest virker nærigt, når den begejstret lægger både 4 og 5 minutter til, fordi man lige skal skifte gear?
- venter på, at kæmpemennesket Mikkel Hansens stemme går i overgang, så han slipper for at lyde som en af musene fra Askepot?

- har ledt forgæves efter et link til den artikel, hvori Enhedslisten grinende råber ”Punk’d!” ovenpå deres ’sex mellem søskende’-joke?

søndag den 4. november 2012

Selvmedicinering ftw.

Er det kun mig, der har det som om, efteråret er en mur af beton, man brager ind i med 200 km i timen? Jeg er så g-e-n-n-e-m-træt, at det føles som om hele min krop er fyldt med flydende beton. Seriøst. Lige nu sidder jeg og kan næsten tude over, at jeg skal ud og tømme opvaskemaskinen - ooooorker det ikke, mand. Og det er ikke den slags træthed, der kan soves væk. Det er sådan en underlig 'mine-knogler-har-80-års-jubilæum's træthed.

Det hjælper så heller ikke, at jeg er syg hele tiden. Kan I huske de mennesker, der sidste år beroligede mig med, at den første vinter, man har barn i institution, er den værste? De løj. Jeg fanger ALT, hvad Anton slæber med hjem, og kan således prale af at have ondt i halsen for 4. gang denne sæson. Jeg spritter hænder 53 gange i timen, og min lyst til at entrere vuggestuen med albuen som døråbner, iført sterile engangsklæder og mundbind, vokser for hver eneste dag.
Jeg er ellers en dygtig pige. Jeg spiser mine grøntsager, passer min træning og min seng, har tøj nok på, og går ikke ud med vådt hår. (Eller gælder det ikke mere?) Og stadig føler jeg mig som den omvandrende musikvideo til Bøllebobsangen, som jeg har opgivet at komme i tanke om navnet på, men hvor omkvædet går: ”Jeg er træææt. Så grusomt trææææt. Jeg er færdig, jeg har ikke flere kræfter.”

For god ordens skyld skal jeg lige gøre opmærksom på, at det ikke er fordi, jeg ligger i ske med en depression. Der er masser af ting, jeg glæder mig til, f.eks. Antons fødselsdag og julen, som begge dele bliver skidehyggelige i år, fordi han er stor nok til at begynde at forstå, hvad det drejer sig om, og jeg glæder mig sådan til at forkæle ham skamløst. Jeg er bare. så. træt.
Så.. hvad? Vitaminpiller? Flere aktiviteter og mindre tid i hovedet på mig selv?

Dunno. Men tror lige, at jeg starter lige med at prøve at lægge et glas gløgg på det, se et afsnit af Forbrydelsen og skride i seng.
Hvis det er vigtigt nok for den, tømmer den vel sig selv, opvaskeren. 

onsdag den 31. oktober 2012

Heksejagt.

Forleden var der gang i debatten på Marens blog pga. et indlæg hun havde lavet for Sundhedsstyrelsen om alkohol. Maren havde valgt den marenske tilgang til emnet, og det var skideskægt. En læser fik i skyndingen lagt en kommentar om, at der måske ikke gik røg af en brand, hvis ikke der var ild, og så blev det rigtig sjovt, men da Marens læsere er ca. ligeså søde som mine, endte det hele i fred og fordragelighed, og alle involverede parter er gode venner igen.

Hvorfor jeg tænker på det nu? Jo, for i dag hørte jeg i Nyhederne, at en mandlig lærer et sted på Fyn efter 2 år var blevet frikendt i en sag om børneporno fundet på hans arbejdscomputer, fordi han havde et alibi for de tidspunkter, hvor materialet var hentet ned, og fordi andre havde haft adgang til pc’en.
Først tænkte jeg, at det for fanden nærmest er umenneskeligt at være under anklage i 2 år, når man ender med at blive frikendt.

Så tænkte jeg på de mange mandlige lærere, jeg kender; kammerater, jeg har haft i årevis og ikke ville tøve med at lægge mit liv i hænderne på. Flere af dem har givet udtryk for, at de ind imellem finder det svært at vælge den rette adfærd omkring pigerne i de store klasser, fordi nogle af disse piger er både grænsesøgende og udfordrende – men tackler man dem på samme måde, som man gør med drengene, risikerer man, at det bliver misforstået, og den tunge dyne af angst for at blive hængt ud for en forbrydelse, man finder frastødende og aldrig ville begå, ligger efterhånden tungt over deprimerende mange skoler.
Jeg ved godt, at man ikke umiddelbart kan sammenligne en computer fuld af børneporno med flirtende 16-årige, men alligevel. Har man stadig et liv efter 2 år med de anklager? Får man nogensinde arbejde igen? Holder vennerne ved? Gør kæresten?

Alt det sad jeg og tænkte på, da jeg i bakspejlet fik øjenkontakt med Anton. Og lige der, vidste jeg, at jeg uden at tøve, ville havde taget Anton under armen og være løbet min vej, hvis den pågældende lærer havde været min mand. Hvor urimeligt og forfærdeligt det end er, ville det være den eneste forbrydelse, hvor jeg ikke ville blive hængende for at tjekke, om røgen skyldtes ild eller andres ondskab, fordi det ville være Anton, jeg satsede og det ville jeg aldrig nogensinde kunne forsvare overfor mig selv, hvor højt jeg end elskede min mand.
Og det synes jeg egentlig er en sølle værdi at give videre til sine børn; at enhver er sig selv nærmest, og at det bedste man kan gøre her i verden er at flyve under radar, for hvis de får øje på dig, har du allerede tabt.

fredag den 26. oktober 2012

Ok – hvem ringer til:

- de virksomheder, der sætter reklamer under vinduesviskeren på din bil, og fortæller dem, at sindsstemningen, lige efter man tror, at man har fået en parkeringsbøde IKKE er ’Køb!Køb!Køb!’ Den er rimelig meget det modsatte, faktisk.

- Kong vinter og siger: Lad gå med kulden, men sne? I oktober? Er du blevet sindssyg? Vi er sgu da stadig omfattet af sommertiden, for crying out loud!
- Maria Hirse og tjekker op på, om hun rent faktisk spiller al den bingo, hun reklamerer for, eller om hun bare er et (yndigt, lad gå) løgnersvin.

- forsangeren for Fun og beder ham slappe the fuck AF med den mimik!

- USA og gør opmærksom på, at det der Mitt Romney er en meget, meget dårlig ide, uanset hvad Clint Eastwood siger.

- Netfix og gør opmærksom på, at de skal husstandsomdele en tålmodig voksen, der kan forklare konceptet for os, der godt lidt har på fornemmelsen, at det er noget, man bør sætte sig ind i, men som ikke lige gider har tid.

Nogle frivillige?

tirsdag den 23. oktober 2012

Get strong.

Er jeg den eneste, der synes, at det lugter lidt af, at den øverste del af cykelverdenen håber, at vi alle sammen tror, at de er kommet dopingproblemerne til livs, hvis de smider Armstrong på bålet?

Jeg synes, at det er tarveligt. Uden at have været inde og tjekke tiderne på de andre ryttere i de 7 tourløb, Lance vandt, så er min fornemmelse ikke, at der er 53 timer ned til 2. og 3. pladsen de år – så mon ikke, at der var julemix i drikkedunken hos de fleste? For så synes jeg da, at det mest rimelige ville være at alle skal gå af med alt, hvad de har vundet af trøjer de respektive år, i stedet for, at en mand skal tage skraldet for dem alle.
Og det er jo ikke fordi jeg synes, at doping er ok, vel? Jeg har nok bare, ligesom så mange andre, efterhånden vænnet mig til tanken om, at cykelløb er sportens svar på Holland, og at man alligevel aldrig kommer det til livs. #resignation #detmådeselvrodemed

Men uanset hvor lidt eller meget, de har dopet sig, så har de her drenge immervæk stadig kørt en tur på cykel, som er lidt længere end den, vi andre kører til og fra arbejde. Og lige tævet noget kræft ud af systemet imens.
Hvad? Har jeg ikke fattet det?

Nå.
Jeg synes sgu stadig, at det er tarveligt.

fredag den 19. oktober 2012

Hvad skal vi have i aften?

En af mine allerstørste udfordringer ift. Anton er, at barnet er ligeglad med mad. Som i: HELT ligeglad. Det interesserer ham simpelthen ikke.

Lige der, er det svært at forstå, at det er mig, der er hans mor.

Man har et vindue på omkring 20 minutter, hvor man kan få lusket føde i ham, men inden gider han ikke spise, fordi han ikke er sulten, og efter er han for træt, og så kan du glemme det for tusind kroner. Derudover har han aldrig rigtig beskæftiget sig med begrebet ”at tygge” hvilket – al ironi og sarkasme til side - har givet anledning til nogle voldsomt ubehagelige situationer med barnet hængende i benene og store dunk i ryggen. Så hvad laver man til sådan en lille fyr, når man, inden man fik ham, primært levede af wokmad og sushi, og ikke har tid og overskud til at lave én ting til ham og noget andet til sig selv?

Jeg ved et ikke. Endnu. Men jeg ved, at jeg har nyfunden respekt for min mor.
For jeg hader selleri, og har altid gjort det. Både klumpen og bladudgaven. Det smager af bitter sæbe og tråder som bare fanden.

Men smagsløg er åbenbart upåvirkelige af både arv og miljø, for min mor ELSKER selleri. Jeg beundrer hende for mange ting, og nu mere end nogensinde for, at hun gennem hele min barndom kæmpede utrætteligt for at introducere nye retter på menukortet.


Og så beundrer jeg hende for at være smart; for virkelig at have regnet den ud.

For min søster og jeg tog ikke altid lige pænt imod disse kulinariske opkomlinge. Når vi sad der, blege og kræsne, mens vi mistroisk puffede til udefinerbare forekomster på tallerknen, fik vi altid at vide, at vi havde ’godt af at prøve noget nyt’. Havde det stået til os, havde den mest eksotiske spise på bordet været frikadeller.

Min mor introducerede lasagnen (godt nok med ualmindeligt hårde pastaplader de første par gange), pizzaen (pindsvineformet bolle med cocktailpølser som pigge til os) enebærgryden (ad), den forloren skildpadde (turbo-ad. Følte mig decideret fornedret, da det blev afsløret, at de hårde klumper, jeg havde sat mælketænderne i, var svinetunge) og husarstegen (som jeg stadig ikke forstår, men som smager udmærket.).

De fleste gange accepterede hun, hvis det nye blev idømt udvisning men ingen regel uden undtagelse: Boller i karry. Eller boller i selleri, som det mere korrekt hedder. Der stod hun sgu fast. Hvorfor? Fordi hun elskede selleri, ligeså meget som alle vi andre hadede det. Tilsammen. Og alligevel endte det hele i fred og fordragelighed, mandag aften i ulvetimen, fordi vi fik lov at veksle vores selleri til kødboller fra hendes tallerken. Jo mere indædt vi dissekerede vores portion, jo mere selleri blev der eksporteret over til hende.

Glade børn, autoritet i forhold til at stå fast og selleri i uforskammede mængder. Det er sgu da raffineret win-win pædagogik på højt, højt plan.

Hvorfor går dén slags evner ikke i arv?

mandag den 15. oktober 2012

Små børn, små problemer. Store børn, ingen problemer.*

For et par år siden læste jeg et interview, Anders Lund Madsen havde lavet med Signe Lindkvist, hvori de blandt andet kom omkring det at være mor. Hun sagde en ting, som jeg på dét – højgravide – tidspunkt blev meget forarget over, men som jeg har tænkt meget over siden: Hun synes først, at det var blevet rigtig fedt at være mor, da hendes datter fyldte to. Citeret frit fra hukommelsen var det noget med, at hun ”blev spasser af babyer”.

Jeg er ikke blevet spasser af at være sammen med Anton (..er jeg..?), men jeg må indrømme, at jeg i dag godt ved, hvad hun mener. For fanden, jeg synes dagene var lange, da de strakte sig over 17 timer og bare gik med at trille barnevogn og sidde på sit søvnunderskud på gulvet og ryste en pangfarvet rangle over det rasende, uimponerede barn.
Men om 6 uger fylder han 2, og nu begynder det at blive sjovt, for nu begynder man at kunne præsentere ham for ting, han forholder sig til. I dag var vi f.eks. på Fiskerimuseet, hvor vi har været et par gange før. Indtil nu har han været noget beklemt ved sildene (hvilket nok ikke er det smarteste dyr at være bange for, vores postnummer taget i betragtning), men i dag turde han prikke på glasset, så længe jeg bare sad lige bag ham. I svømmehallen må jeg spæne efter ham, når han får øje på den store vandruchebane, (med det lækre spæn man får af at skynde sig i ikke-løb på vådarealer) og han begynder at få yndlignssange og –bøger. Jeg har så småt taget hul på gaverne til hans adventskalender, og jeg glæder mig helt åndssvagt til at sætte dem klar på hans høje stol aftenen før, fordi jeg ved, at han i år – for første gang – vil kunne forstå så meget af konceptet, at han bener begejstret ud i køkkenet om morgenen for at pakke op.

Det betyder også, at jeg begynder at lægge mærke til ting i hverdagen, som jeg har lyst til at vise ham, fordi jeg ved, at han vil elske det. I dag har jeg f.eks. været på besøg et sted, hvor de havde en kridhvid kænguru, kaniner så små, at de kunne ligge i håndfladen, en kælekamel ved navn Herbert, og hvor de bager pandekager til ungerne hele efterårsferien. Det ville være en umulig opgave at komme rundt dernede med en klapvogn, og der er ingen steder at varme flasker eller amme.
Men det kan vi heldigvis bare grine og trække på skulderen af, når vi tager derned på onsdag, bette A og jeg.


* Ok, lidt med løg på, ik? Men den mentale overskriftmaskinen er åbenbart lige midlertidig ude af drift.

onsdag den 10. oktober 2012

Ain't nothing going on but the rent.

Hvilket sådan set er meget rart. De sidste 6 uger har der været ting og sager hver eneste weekend, og da det jo normalt er der, man lige samler op på efterslæbet, er min to-do liste efterhånden vokset til olympiske dimensioner. Hvilket jeg i denne uge overskuer meget dårligt, pga. et fuldstændig fantastisk bryllup i weekenden, hvor kagefadet var lavet af gamle LP’er og bryllupsvalsen blev danset til Lou Reed. Bruden var så smuk, at hun gjorde ondt i øjnene, gommen var nærmest selvlysende af glæde, og jeg kunne både huske min tale, og hvordan man danser på høje hæle. Så godt at jeg til gengæld glemte at stoppe med at drikke vin og at gå i seng.

Så jeg har det stadigvæk som om jeg kom til at sluge røgkanonen, inden jeg tog hjem.
Derfor synes jeg egentlig, at det ville være på sin plads med en medalje over allerede i dag, onsdag, at have vinget 3 ting af på Den Lange Liste:

Jeg har læst mine 197 ulæste beskeder på e-boks. Og jeg må sige, at jeg godt forstår, hvorfor jeg ikke får det gjort regelmæssigt; for ind i satan, hvor er det kedeligt! Det vil for altid være en af de voksenting, jeg inderst inde forventer, at mine forældre kommer og tager sig af, og derefter bare lige briefer mig på hovedpunkterne. Fandt til gengæld – efter at have stirret hypnotiseret på min egen e-mailadresse i 4 minutter – ud af, at sandsynligheden for, at mine adviseringer kommer frem, vokser markant, hvis jeg lige får rettet @gmail.dk til @gmail.com.
Nogle gange er jeg den dummeste, jeg kender.

På andenpladsen over ting, jeg har nået, er at læse Verdens Bedste Kur 1 og 2. Primært fordi jeg på 2. modul af stepuddannelsen om 14 dage skal undervise i kost, og derfor godt lige vil være på forkant, når 70 % af deltagerne spørger til det, de har læst i disse nutidens bibler, men jeg vil samtidig sige, at hvis jeg tabte 5 kg, ville jeg ikke lede efter dem. Jeg er som udgangspunkt skeptisk, når det kommer til de hypede kure, hvor man skal skylle sit kød og kun må spise gule madvarer, så jeg havde forventet at have 4 siders røde noter og et let forhøjet blodtryk omkring side 20, men faktisk er jeg positivt overrasket over bogens indhold, og min eneste anke går på, at der er alt, alt for få billeder af den unge hr. Bitz. *cougar-smiley*
Og endelig kan jeg oplyse, skulle det være gået over hovedet på nogen, at efteråret stille og roligt begynder at læne sig kærligt op af vinteren. Hvilket betyder flyverdrager, vinterstøvler og alt muligt andet gøgl til husets mindste beboer, som stadig er tynd, som en tændstik, har små, firkantede fødder og omkring to tøjstørrelsers forskel på ben og overkrop. Og det kan godt ske, at jeg ikke er ret vild med at shoppe, men Anton overgår mig ubesværet. Der er to mulige scenarier: Enten forvandler han sig til 90 cm. aggressiv gele, eller også stikker han af, så man kan jagte ham (og han er HURTIG!) igennem hele Babysam, mens han råber: ”HEJ!HEJ!HEJ!” af sine lungers fulde kraft til alle han møder.

Det er bare så svært at blive irriteret på ham, fordi han i går nat for første gang grinede i søvne, hvilket var så fint, at jeg dør 3 gange i sekundet, når jeg tænker på det, og så fordi han ser sådan her ud, når man fotograferer ham:

Nogle gange er jeg den heldigste, jeg kender.

fredag den 5. oktober 2012

Breaking news: Det KAN lade sig gøre at mene noget i stilhed.

I går havde en af mine fb-venner linket til det her klip. Hvis man er en af dem, der ikke lige får klikket, når man får et link stukket i snuden, kommer her et lynresume: En amerikansk tv-vært har modtaget en mail fra en anonym seer, der starter med at sige, at han/hun ikke ser hendes show, men da vedkommende lige zappede over det forleden, må han/hun reagere ved at spørge, om tv-værten ikke selv synes, at det er et problem, at hun er så fed, når hun nu skal forestille at være rollemodel for andre. Klippet viser værtens svar, hvori hun tager skarpt afstand fra den form for mobning, hun synes, at mailen er et udtryk for, og efterfølgende snakker lidt om forældres ansvar for at lære deres børn en ordentlig adfærd; både IRL og on-line.

Jeg har spekuleret meget over klippet, siden jeg så det i går. For jeg tror ikke, at jeg opfatter brevet som mobning i klassisk forstand. Det er bestemt ligeså grimt og modbydeligt, men for mig er mobning noget, en gruppe udsætter et individ for, og i mange tilfælde handler det om at udelukke individet fra et fællesskab, som personen, i teorien i hvert fald, gerne vil tilhøre. Der findes sikkert andre og bedre definitioner, lavet af mennesker, der ved mere om den slags end mig, men jeg spekulerer bare på, om ikke det her er noget andet; noget, der kræver en anden form for handling at undgå, end klassisk mobning gør?
For jeg synes, at det er til at gå til at snakke med sit barn om, hvordan man er en god ven, hvordan man får andre til at føle, hvis man holder dem uden for eller kalder dem grimme ting. Og her tror jeg, at de fleste af os lige kan starte med at gribe i egen barm, og få slået mute-knappen til, inden vi kalder hende, der tager parkeringspladsen for snuden af os, en fed sæk. Jeg tror, at det er utopisk at nå til et sted, hvor man kun har blomster og fe-støv til overs for sine medmennesker, men en start kunne være at lære børnene, at det ikke er alle tanker, man nødvendigvis skal dele.

Men brevet i videoklippet er noget andet, synes jeg, og noget som man, når man færdes i blogland, ser mere og mere af. Og det er ikke fordi vi behøver at tage diskussionen om, hvad der må skrives af hvem i hhv. blogposter og kommentarfelter, men er brevet ikke mere en del af den trend, hvor mennesker over for andre mennesker, som de aldrig kommer til at stå ansigt til ansigt med, pludselig føler, at de er nødt til at give udtryk for mishag og uenighed, hvis der er noget, de ikke kan lide?
Jeg ved godt, at alt, hvad man lægger til offentligt skue, det være sig digtsamlinger, plader og hjemmesider, er startskuddet til en eller anden form for kommunikation, og at uenighed ikke altid er af det dårlige – men behøver man uopfordret (og keyword her er 'uopfordret') at henvende sig til den, der står på scenen sig for at sige, at man ikke kan lide det, vedkommende laver, eller at nu skrider man? For er det reelt ikke det, som brevets afsender i klippet har gjort? Vedkommende starter med at sige, at han/hun ikke ser med – og synes ALLIGEVEL lige, at det er på sin plads at fortælle, hvad der er galt med produktet, før han/hun smutter igen. Og det er ikke mit indtryk, at der er tale om konstruktiv kritik, og at vedkommende (hvor forkasteligt det så end ville være) ville vende tilbage, hvis tv-værten tabte sig 10 kg.

Debat er vigtigt – men ind i mellem kan det måske også være fint nok, at man forholder sig til den helt teoretiske mulighed, at der kunne være nogen derude, der kunne lide noget andet, end man selv kunne, og at det måske derfor var bedre, at man bare listede ligeså stille ud af døren igen, og gik på jagt efter noget, man syntes bedre om? For det er jo for fanden rigtige mennesker, der sidder bag mange af de her ting; rigtige mennesker med rigtige følelser, der ikke nødvendigvis synes det er fedt at få at vide, at ”du ikke er ligeså god, som du plejede at være” eller at ”din gamle frisure var meget pænere til dig, end den der er”. Og som, når bægeret er fuldt, vælger at lukke og slukke, fordi det ikke er nattesøvn og mindreværd værd at underholde andre gratis. Jeg savner f.eks. stadig Marienades blog, som netop blev lukket, fordi det i længden blev for træls at blive svinet til på daglig basis. Og er det på lang sigt det, vi gerne vil? Genere folk så meget, at de smider håndklædet i ringen, så der kun er de hårde hunde og provokatørerne tilbage?
Normalt ville jeg sige, at man selv er med til at bestemme tonen i debatten, garbage in – garbage out, men problemet med denne nye type mobning er, at den dels kommer fra fuldstændig fremmede, som ofte er anonyme, og at tonen netop er tilstræbt saglig og neutral. Det er indholdet, der gør ondt ad helvede til.

Og det synes jeg er svært. For det er som om afsenderkommunikationen er hentet fra de situationer, hvor vi NETOP går ind og debatterer, og siger ting, der måske ikke er ubetinget positive og rare at høre; f.eks. når nogen selv beder om feed back på et produkt, de har lavet, eller hvis vi selv har aktier i det, vi diskuterer.  Men responskommunikationen, som man normalt bruger i den slags sammenhænge, er bare nytteløs her, og slutresultatet er, at en mail, som den tv-værten modtager bare er 3-dobbelt ubehagelig, fordi man bliver ked af indholdet, man bliver i tvivl om, man er nærtagende og ikke kan tage imod kritik, og man kan ikke svare igen uden at virke som en idiot.
Så jeg tror, at jeg, når den tid kommer, vil bestræbe mig meget på at få Anton til at forstå, at hvis man fortsat gerne vil have meget, og meget forskellig, underholdning at vælge imellem, både i og udenfor computeren, så må man mene, lige præcis hvad man vil – og sige det, når man bliver inviteret.

God weekend.  

tirsdag den 2. oktober 2012

Øv.

Ved I, hvad jeg synes er psyko-nederen, når man efter mange (mange!!) års øvelse endelig føler, at man har fået relativt styr på den klare, assertive kommunikation - også når man er presset, eller har noget på spil? Det er at opdage, at 70 % af de mennesker, man interagerer med, er pisseligeglade.

For det kan godt ske, at jeg husker at binde en stram knude på min tunge og blænde det sorte center i min hjerne af, så jeg ikke joker eller bruger ironi, når jeg skal tale med folk om noget alvorligt; at jeg står ved, hvad jeg gerne vil sige, og prøver at gøre det så svært at misforstå, som muligt.
Det kan også godt ske, at jeg selv bliver helt imponeret over, hvor ofte jeg formår at holde bolden på egen banehalvdel, at starte alle mine sætninger med ”jeg” i stedet for ”du” og at styre uden om ord som ”aldrig” og ”altid” – også når jeg skændes.

Og jeg er stolt af kunne sige, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg kan bruge udtryk som ”det, jeg hører dig sige, er - ” uden at fnise eller kaste op bagerst i munden, jeg har indset fornuften i at vente med at sende mails og sms’er til jeg er dampet af, og jeg er blevet helt glad for tricket med at gentage, hvad jeg mener, i stedet for at lade mig provokere til at lade konfrontationer køre ud på et sidespor og begynde at handle om alt muligt irrelevant.
Men det hjælper mig nul og nix, når dem, jeg taler med, alligevel opfatter mine udspil som personlige angreb, og responderer ved at holde op med at hilse og bare bekræfte hinanden i, at det ikke er dem; det er bare mig, der er sær og mærkelig. (Hold nu kæft – selvfølgelig får jeg det at vide.)

Nogle gange hader jeg virkelig at være typen, der synes, at vi skal spille efter reglerne.

onsdag den 26. september 2012

Ophidsende indlæg om sygdom og biler.

Er blevet syg. For fanden i satan. Er så hæs, feberkogt og sygegrim, at der løber blod ned af spejlene, når jeg går forbi dem.

Ligesom alle andre jeg kender, synes jeg altid, at LIGE NU er det ALLERdårligste tidspunkt at blive syg på, og ligesom alle andre jeg kender, er jeg siiiindsygt dårlig til at være det; når det ikke er noget alvorligt, der udløser bekymringsalarmen, tager jeg det som en personlig fornærmelse, at min krop pludselig forvandler sig til en flæbende tøs med rottehaler. Så jeg har brugt det meste af dagen på at ligge på sofaen og stirre rasende ud i luften, og med 5 minutters intervaller guantanemoforhøre fysikken, om den snart var færdig med at skabe sig.

Når jeg skriver ’det meste af dagen’, er det fordi jeg har haft et behageligt afbræk forårsaget af min bil. Modtog forleden et brev fra Trafikstyrelsen om, at min bil skulle være synet inden d. 10. juni 2012. ”Bliver svært at nå” tænkte jeg, og lagde brevet i bunken med ting, der skulle tjekkes op på, når jeg lige havde 5 minutter næste gang. Og det havde jeg jo så i dag. #luckyme
Så jeg ringede til Trafikstyrelsen.

Dem: ”Muml-muml-skrat…erEllen?”
Mig (antager, at jeg har ramt rigtigt): ”Ja, hej, du taler med Linda. Jeg har modtaget et brev, om at min bil skal til syn, og jeg tror måske, at der er sket en fejl et sted, for der står, at bilen skulle have været synet for 3 måneder siden, men brevet er fra i torsdags?”

Hende: (som meget lød som en, der burde have heddet Maude): ”Hvad står der som overskrift?”
Mig: ”Påmindelse om periodevis syn?”

Maude (nasal og nedladende): ”Ja, så har du jo dit svar der.”
Mig: (wtf?? ): ”.. altså… det synes jeg egentlig ikke rigtigt, jeg har. Ikke et jeg forstår, i hvert fald.”

Maude: (nu ekstra nasal og nedladende): *suk* Så prøv da at give mig bilens registreringsnummer.”
Mig: ”Z som zebra, M som Mads og nogletaljegstadigikkekanudenad”

Maude (triumferende) ”Vi har sendt dig et brev d. 8. april, så det skulle du have fulgt op på!”
Mig: ”Det har I altså ikke, for  – ”

Maude (rystet i sin grundvold over anklagen) ”Det må du aldrig sige!”
Her føler jeg, at det er vigtigt, at jeg lige laver et kort ophold for at lægge hånden på hjertet og sværge ved alt, hvad der er mig helligt, at det sagde hun. I virkeligheden.

Mig: ”øøhm, hvad??”
Maude (opbragt): ”Du må ALDRIG sige, at vi ikke har sendt det!! Du må sige, at du ikke har MODTAGET det, men IKKE, at vi ikke har sendt det!!”

Mig (Are. You. Fucking. KIDDING. Me!?) ”…..?!?”
Maude: (frydefuldt) ”Vi har sendt det til dig i e-boks, SOM DU SELV HAR TILMELDT DIG!! Den skal synes senest mandag, ellers bliver pladerne efterlyste og klippede!”

(Er vi i øvrigt snart færdige med det der E-boks? Jamen, der er sgu da ingen, der husker at tjekke det. Papiret tilbage til folket, så man kan hænge det op, huske hvad man skal, og kan føle sig effektiv, når man efter veludført dåd, krøller det sammen og smider det ud. Kh Egtvedpigen)

Og sådan gik det til, at jeg en time senere lå draperet som en tung, snottet dug over et bord i synshallen.

Jeg hader at være syg.

søndag den 23. september 2012

Han bliver så stolt!

Jeg var til polterabend i går for en af mine allerbedste veninder. Jeg har selv været med til at planlægge dagen, og synes, at vi var endt op med et fint og meget Lene-agtigt program, men var alligevel lidt spændt på, hvordan dagen ville forløbe.

En af de ting, vi havde sat på programmet (efter at jeg havde turbo-vetoet zumba) var cheerleading.
Og må jeg lige sige noget hurtigt?

Jeg vil være cheerleader. Jo, jeg vil. På fuld tid og resten af mit liv. Hold nu KÆFT, livet er bedre med pom-poner! Vidste I, at der er sådan nogle små fingerringe i, som man lige tager på, og *vips* så har man pom-pon-beklædte poter og lyst til at råbe”GoooOOOOO [indsæt navn]!!!” hver gang, man kalder på nogen? Det var så godt, at jeg flere gange nærmest ved at komme til at bilvaske dem, jeg stod ved siden af begejstring.
I må stole på mig, når jeg siger, at livet ikke bliver komplet, før man har sine egne pom-poner, og det kan selvfølgelig godt virke lidt voldsomt, at jeg på amazon kan se, at jeg minimum skal aftage 3000 stk., når jeg bestiller, men taget i betragtning af, hvor meget jeg har tænkt mig at cheer’e resten af min liv, synes jeg, at man skal se på det som en slags investering. PLUS at det snart er jul. Min mor kunne tage sine på, når hun præsenterede retterne til julefrokosten, og jeg tror nok lige, at min venindes kollega skylder mig en, når hun iført sine tager imod ham på kontoret efter nytår.

Personligt har jeg tænkt mig at være iført mine, både når jeg tolker og når jeg underviser, så jeg er 100% skarp og klar, når Anton skal starte i skole.

GoooOOOOOO ANTON!!!

torsdag den 20. september 2012

Hvad du ønsker, skal du få.


Når jeg falder over artikler og udsendelser, der hylder det alternative, springer skepsissen altid frem over hele min krop som et aggressivt udslæt. Jeg er meget lidt tilhænger af at lægge sit liv og sin skæbne i hænderne på noget, der kræver alt for mange krystaller.
Sjovt nok er der alligevel nogen af tingene, som giver mening for mig. Jeg ville f.eks. ikke være bleg for at lægge tarotkort, og har også gjort det, dengang jeg havde tid til at gå rundt og være heks. Ikke fordi jeg tror, at ånderne af for længst afdøde slægtninge svæver rundt i min stue og venter på lejligheden til at gøre mig opmærksom på, at jeg skal passe bedre på mine penge (hvis vi absolut skal gå igen, må jeg som tillidsrepræsentant insistere på noget mere meningsfyldt arbejde i efterlivet), men fordi jeg tror, at man ved at bruge billeder bedre kan få sin underbevidsthed i tale; at kortene kan virke fuldstændig ligesom Rorschach-kort, så øjet ser det, hjernen er klar til og har behov for at se.

Jeg er også stor tilhænger af, at man skal sige højt, hvad man gerne vil have. Ikke fordi jeg tror, at skæbnen sidder klædt ud som julemand, og venter på at få at vide, hvad den skal fylde i sækken, men fordi det gør det markant nemmere for din omverden at vide, hvordan de kan hjælpe dig, hvis muligheden opstår. Da jeg flyttede til Århus, så jeg en af de allerførste gange jeg var i byen, en fyr, som jeg synes var så fantastisk, at jeg havde lyst til sætte mig ned og tude. Og hvis jeg ikke havde fortalt det til alle, der gad høre det, havde min veninde ikke vidst det, da hun år senere endte med at have hans kammerat som kunde i sin salon. Og derfor var hurtig på fødderne, da han udbad sig en date, og svarede, at det ville hun gerne, hvis han tog sin kammerat med, som hun så ville sætte op med sin veninde.

Det blev en god sommer.
Og det er også sådan, det er gået til, at der siden mit indlæg i mandags er landet 3 mails med ”Without you” i min indboks, og at der et sted i Esbjerg slingrer en desorienteret, hjemløs mår rundt.

Har jeg sagt, at I er de bedste? Nej? Det er I.

onsdag den 19. september 2012

Jeg ELSKER at blogge

når det resulterer i, at posten ringer på min dør med sådan en pakke her
 
 
som indeholder go-to-f*cking-hell –mår spray, sendt af verdens sødeste europcar mand.

søndag den 16. september 2012

I næste uge skal jeg:

 
* Bruge ordet ’task-force’ noget mere. Underordnet, om det bliver på skrift eller verbalt. Det er simpelthen for godt et ord til kun at lade indgå i sætninger, når det kommer snigende forbi af sig selv.
* Holde op med at have semierotiske drømme om Snebolden. Han er 12 år og 1.60 høj. Stop så, blev der sagt. #mrsrobinson
* Stoppe med at fryse fast til stolen af øksemorderrædsel, når Anton kigger ud i haven, lyser op i et kæmpesmil og råber: ”Hejhej!” mens han vinker ivrigt. (Alle ved, at de står i haven, og ikke angriber, før man har set dem. Jamen, jeg ved da ikke hvorfor. Det står vel i deres arbejdsbeskrivelse.)
* Prøve at huske, at barnet også vinker og råber: ”Hejhej!” til de sidste pastaskruer og majs, når vi steder dem til hvile i skraldespanden.
* Minde mig selv om, at vi ikke tror på usynlige ting og spøgelser.
* Have markant mere, højere og tættere hæk, så jeg slipper for synet af min store polske nabo, når han slentrer afslappet rundt udenfor i ryghår og tangaer.
* Regne ud, hvor man går hen, når iTunes ikke har den sang, man skal leder efter. Har BRUG for Placebo/David Bowies “Without you” Hjælp. Anyone?
* Ligge på lur og med bare næver og stor fornøjelse kvæle stalker-måren, der allerede har tandtagget mine nye kabler 8 steder.
* Se mere tv, for at fejre, at 1) Medical night er tilbage, og 2) at der lige for tiden er hele to tv-reklamer, jeg kunne se i 1½ time på repeat og stadig være vild med, nemlig Guccis premiere (ELSKER sangen!) og den for Reebokrealflex (det smerter mig at sige det, men totalt baghjul til Nike på den her).
* Sende Min mor til Pernille Henriksen (#47). Tillykke. Smid din adresse til mig på en mail, så videresender jeg videre til forlaget, som sender til dig. (Og bare for god ordens skyld: De 5 kommentarer, der er gået dobbelt ind, er kun talt med en gang.)
Må I alle få en fantastisk uge derude.