onsdag den 30. november 2011

Boghjørnet.

Inden jeg fik Anton, læste jeg en bog eller to om ugen. I weekenden elskede jeg at sidde i min seng med en god bog og en kop kaffe til langt op af formiddagen, og om aftenen kunne jeg ikke sove, hvis jeg ikke lige lod tankerne lande over et par kapitler.

Post Anton er det helt crazy, hvis jeg når mere end 10 sider, før jeg vågner ved, at min næse foretager en nødlanding i bogryggen, og hvor jeg før var ligeglad med genren, hvis bare indholdet var velskrevet, er jeg nu nødt til at indrømme, at det ikke må være alt for komplekst eller filosofisk, hvis jeg skal kunne huske historien.
Meget spanske og islandske navne glider også af hjernebarken hurtigere end tøsne af skråtage.

Men jeg elsker stadig at læse, så da Rosinante & Co. spurgte, om jeg i ny og næ havde lyst til at anmelde en bog for dem, takkede jeg ja.
Og ihukommende mit indlæg fra i går, skal jeg skynde mig at sige, at jeg ikke har så meget som 10 minutters uddannelse, der kvalificerer mig til at mene noget om litteratur af nogen slags. Jeg er bare Den Glade Amatør, der ikke er bange for at mene en helt masse om alt muligt.

Den første bog jeg har fået lov at sige noget om, er Julia Lahme ”Holder du lige øje med mit diadem? Så passer jeg hverdagen imens”.
Jeg kan godt lide Julia Lahme. Rigtig godt endda. Hun spekulerer over mange af de samme ting, som jeg gør, og jeg tudede af både medfølelse, bevægelse og genkendelse, da jeg læste ”Hvor lagde jeg babyen?” og ”Sandheder fra enløgner”. Hun er den eneste, jeg kender, der på egen krop har prøvet at få et barn, der ikke sover, og har derfor for mig været en meget velkommen lidelsesfælle.

Og derfor er jeg noget så træt af at måtte sige, at jeg ikke er ret begejstret for den nye bog.
Bogen er en samling af klummer og nye tekster, og jeg synes simpelthen ikke, at det fungerer. Samtlige tekster er små, afsluttede historier, som derfor ikke giver det page-turner drive, man får, når man læser en historie, der er vævet sammen af tråde, der strækker sig over et par hundrede sider. Klummerne har et langt stykke hen ad vejen samme format og struktur som blogindlæg, men havde hun udgivet sin blog, ville der stadig i den have været en slags handling, der bandt det ene indlæg sammen med det næste.

Noget andet, som også for mig bliver et irritationsmoment, er gentagelserne, som naturligvis vil være der, når man samler klummer skrevet over en lang periode af det samme menneske – man lægger ikke mærke til det, når der går uger imellem klummerne, og de står som små, farverige indslag i aviser eller blade, men komprimeret til en bog bliver det virkelig enerverende at læse 5 gange lige efter hinanden, at mænd ikke tager barsel, fordi vi kvinder ikke vil af med den.
Jeg savner en historie. Jeg savner en sammenhængende historie fortalt, som Julia Lahme kan fortælle den. Ærligt og indlevende og flettet sammen af alle de små tråde, der gør holdninger til andet og mere end postulater. For et eller andet sted forstår jeg godt, hvor hun vil hen med indlæggene (!) om, at Marys status som forbillede for danske kvinder, gør det sværere for alle os andre almindeligt dødelige at begå os, men jeg savner noget mere virkelighed; nogle eksempler fra hendes egen omgangskreds på konkrete kvinder for hvem, Marys rolle udgør et reelt problem. For når jeg læser det, er det eneste, jeg tænker, at jeg sgu da ikke kender en eneste kvinde, der bruger Mary som målestok for noget som helst. Hun er en opdigtet figur på linie med Askepot og Snehvide.

Synes jeg.

Jeg kunne stadig sagtens finde på at købe ”Hvor lagde jeg babyen?” i julegave til min veninde, der skal føde til januar. Jeg kunne også stadig finde på at købe ”Sandheder fra en løgner” til min anden veninde, som skal starte på job igen efter barsel lige om lidt.

Og jeg kan stadig rigtig, rigtig godt lide Julia Lahme - men jeg synes desværre, at den nye bog snubler i sit eget format.

mandag den 28. november 2011

Mens vi holder vejret…

Når jeg ser nyheder, undrer jeg mig altid over, hvor mange ’eksperter’ et lille land som Danmark kan huse.

Jeg er med på, at det ikke er en beskyttet titel, men egentlig ville jeg jævnligt ønske, at jeg lidt mere konkret fik at vide, hvad en given person har af uddannelsesbaggrund, eller hvorfor det er relevant at høre vedkommendes bud på krisen i Mellemøsten og den islandske økonomi, i stedet for bare at blive spist af med ordet ’ekspert’.
Men måske er det bare mig der er lidt for glad for titler og faglighed.

I dag valgte P3 f.eks. at interviewe Jesper Theilgaard om, hvad man kan forvente af resultater for den kommende klimakonference.
"Meteorologen??” tænker du.

That would be him.
For en sikkerheds skyld har jeg googlet ham, og han er student og uddannet meteorolog.

Og en glimrende en af slagsen, formoder jeg, men derfra og så til at bede ham agere politisk spåkone, synes jeg måske nok, at der er et stykke vej.

fredag den 25. november 2011

Det er mig, der er inde i nærpolitiet.

I eftermiddags, da jeg skulle pakke min træningstaske, stod jeg på mit badeværelse på 1. sal, og kom tilfældigvis til at kigge ud. På det meget skrå tag lige overfor, stod en ung mand, som i det sekund jeg kiggede, åbnede et tagvindue og hoppede ind i huset.

?
Øhmm…

Er vi holdt op med at bruge hoveddøren?

Hvad gør man? Svinger dramakåben om skuldrene og ringer til politiet, eller hviler sit bekymrede hoved på den overvejende sandsynlighed for, at det er ham, der bor der, der har glemt sin nøgle?
Spurgte Anton, hvad han synes, vi skulle gøre. Han ER trods alt manden i huset. Han bød ind med hele sit vokabularium, ”bøh!”, ”hej” og en lyd, der i mistænkelig grad lyder som ”far” (go figure) - hvilket vi jo ikke rigtigt blev klogere af, så jeg valgte løsningen, der er skræddersyet til valginvalider som mig: Jeg ringede 114.

Serviceinfo: Ring ikke 114, medmindre du har fri, resten af ugen dagen.
Efter en samtale så lang, at potentielle indbrudstyve kunne have kørt tyvekosterne til Polen, vendt bilen og kørt tilbage til DK, hvor de igen kunne bryde ind på den samme adresse i sikker forvisning om, at ejeren i mellemtiden havde fået udbetalt forsikringspengene OG købt ny fladskærm, blev jeg stillet om til vagtcentralen.

Startede forfra med ”Det kan SAGTENS bare være ham, der bor der, der har glemt sin nøgle …” forklaringen, men Lone på vagtcentralen? Hun er helt anderledes mistænksomt anlagt end sin ubeslutsomme 114-kollega.

Og der er godt nok ikke meget hemmelig agent over mig. Kom til at fnise, da hun myndigt bad om ”signalement af gerningsmand”, og måtte bruge al ledig kapacitet på ikke at se mig selv udefra, da jeg blev bedt om at snige mig ud og aflæse nummerplader med barn på armen, der råbte: ”Bøh! Bøh! Bøh!”, mens han begejstret pegede på den formodede flugtbil.

Men når Lone råber: ”Hop!”, så spørger drengene i blåt ”Hvor højt?”, så rundt om hjørnet kom patruljevogn på 2 hjul, som efter katastrofeopbremsning udspyede to uhyggeligt unge betjente, som femnineoghalvtredsede en masse i deres kravewalkier. (God damn it, Alexis, I want one of those!)

På det tidspunkt havde jeg mest lyst til at råbe: ”Ikke alligevel!”; jo mere alvorligt alle andre tog det, jo mere beklemt blev jeg, for jeg ville ikke være hende, der havde sat alt det i sving for en glemt nøgle.

Hvilket det selvfølgelig viste sig at være.

@#!%#!!

Aj, men jeg HADER sådan noget!

onsdag den 23. november 2011

Er november snart slut?

Så jeg uden at spørge kan få svar på, om mandlig bekendt er en del af the movember-movement, eller om han godt nok mener det der fesne pizzerialook alvorligt.

mandag den 21. november 2011

Jamen, når det er der, så SKAL man spise det. Siger I ikke det?

Så blev han fejret, den bette. Noget så eftertrykkeligt. Ernæringsmæssigt er vi kommet igennem weekenden på et blandingsmisbrug af lagkage og brownie. Fy for fanden. Løb min nye rute (still not loving it…) to gange i dag som straf.

Nå, men i anledning af fødselsdagen havde jeg til lejligheden købt en hagesmæk til Anton af den slags, der godt i en snæver vending ville kunne gøre det ud for en regnjakke. På med svinet, frem med lagkagen, og så var jeg ellers klar med kameraet. Og Anton, hvis tilgang til livet stort set kan sammenfattes i ordet ’frådende’? Han spiste så pænt, at jeg havde lyst til syrligt at spørge, om jeg lige skulle stikke ud efter en kagegaffel.
Midt i al kagen og hurraråbene kom min søster og så lidt forkert ud i hovedet; Når man er gravid, og sat til juleaften, kommer det lidt bag på alle involverede parter, når vandet går d. 18. november. Men Antons kusine var, sine 2700 gram til trods, large nok til at lade loppen have sin fødselsdag i fred, og satte sig i stedet på d. 20. november.

Og hun er så fin, så fin (også selvom hun har så meget hår, at der nærmest er tale om en afro *vranten-smiley*) og lillebitte og knirkende, at det tog under 1½ sekund for mig at blive så skruk, at jeg selv blev helt nervøs.
Måske skulle jeg gå efter at få nummer to d. 19. november, så de ligger som perler på en snor?

Så kan vi få det årlige kageorgie overstået i ét hug.

torsdag den 17. november 2011

Tillykke min allerbedste, lille, fine dreng.

For præcis et år siden sad jeg med veer i venteværelset på fødeafdelingen på Skejby og så fodbold, mens jeg forsøgte at lade være med at spekulere på, præcis hvor meget mere ondt, det kom til at gøre. Udenfor var det mørkt, stjerneklart og nistrende frost, og indeni var Anton gået på pauseskærm for at samle kræfter til morgendagens store præstation.
  

Tænk, at det bedste i hele verden allerede fylder 1 år.

tirsdag den 15. november 2011

Hvis jeg var jer, ville jeg nok ikke lade dankortet blive hjemme foreløbigt.

Nå, men… Jeg er begyndt at løbe.

I får lige et øjeblik til at komme jer over chokket.
Er selv rimelig vantro omkring det, faktisk.

Jeg har altid hadet at løbe med en indædthed, der grænser til religiøs fanatisme, men det viser sig, at man kan blive så desperat af manglen på træning, at man knækker.
Inden Anton trænede jeg fast 6 gange om ugen; nu lander vi et sted mellem 2 og 5 gange afhængigt af mit arbejdsskema. Anton bliver passet de to gange, jeg underviser, så jeg har sat som krav til mig selv, at de resterende ture i fitnesscentret skal foregå, når han sover. Dvs. enten om morgenen, eller de dage, hvor jeg har tidligt fri, og derfor kan nå det, mens han sover til middag i vuggeren.

Men jeg savner at bevæge mig, og jeg savner den krop, der følger med, og uanset hvordan jeg har vendt og drejet det, har jeg ikke rigtigt kunne se, hvordan der kunne vrides flere timer ud af døgnet, så logistikken gik op.
Indtil jeg kom i tanke om mine frokostpauser. Et par gange om ugen er mit skema nemlig sådan, at jeg har en times frokost, eller et par mellemtimer, hvor jeg bare sidder og venter på at skulle ind og tolke igen.

Og inden jeg nåede at bremse min hjerne, havde den tænkt: ”Løb!”
Så det gør jeg.

Her i huset går vi aldrig ned på udstyr, så jeg har investeret i et par dyre! ordentlige sko og nogle ægte løbebusker. Det æstetiske indtryk lader noget tilbage at ønske, men jeg må medgive, at oplevelsen er knap så ubehagelig, som jeg synes, jeg kunne huske, når the basics er i orden.
Nu mangler vi så bare at udstyre mig med noget retningsfornemmelse og stedsans, så jeg – som i dag – slipper for at spæne rundt i knæhøjt græs på en bakkeside som en anden amnesisk orienteringsløber, fordi stien er blevet væk.

Hvis det her projekt ender med, at jeg som Maren og Fuhrmann melder mig til Et Ægte Løb, så giver jeg sgu en omgang.

mandag den 14. november 2011

I mørket er alle katte f*cking usynlige.

Antons vuggestue ligger på landet. Ret meget på landet, faktisk. Vi snakker marker, nybyggeri og en enkelt gård i ny og næ. Når jeg afleverer ham om morgenen, er der derfor mørkt, opløftet i 4.
Af en eller anden grund lider de lokale af den fejlopfattelse, at 1) de er selvlysende, 2) de er usårlige eller 3) vi andre har supersyn. Så de trasker frygtløst af sted i vejkanten, på gåben eller cykel, iført intet andet end sort overtøj, fesne Bamselinereflekser og ”ja, jeg må OGSÅ være her!” attitude.

Og det må I, det må I helt sikkert. Og jeg vil virkelig, virkelig, VIRKELIG nødig vil komme til at køre jer ned.
Men I er USYNLIGE!! I går op og ned af majsmarker, forklædt som fejlernærede ninjaer, på en vej for hvem gadelamper, cykelstier og fortove er fremmedord, på en landevej der leder ud til motorvejen.

Lygter, for fanden, venner! Nogle store svin af slagsen. Hjælp til selvhjælp.
I det hele taget er mørket blevet lidt af et issue, efter at vi er flyttet. F.eks. har jeg monteret mørklægningsgardiner på 1. salen, hvor vi sover, og det er fandme den dårligeste ide, jeg længe har fået. Vi har boet her i 4 måneder, og indtil videre ser nattestatistikken således ud:

Antal gange jeg er gået ind i dørene: 3
Antal gange Anton er kravlet målrettet og frontalt ind i væggen: 4

Antal gange Anton har knaldet hovedet ind i vindueskarmen: 2
Antal gange jeg er faldet ud af sengen, fordi jeg ikke kan se, hvor den stopper: 1½. (Det tæller kun for en halv, når man når at tage fra med den ene hånd.)

Lys på hele verden. Nu.

fredag den 11. november 2011

Så STOPPER DET!!!!

2. stenslag på 6 dage.

På samme måde som sidst. En fugl, der "tabte" et bær.

%#!!§%!%&#% !!!!!!!!!!!!

Hvis vi rammer hattrick, inden ugen er omme, vier jeg mit liv til at udradere den samlede fuglebestand i Danmark. Fjer for fjer.

It's ON, bitches!

torsdag den 10. november 2011

Indeni mig, bor en meget lille hjemmeværnsmand, der hedder Preben.

Da jeg var ung og forpint, automathadede jeg politiet, som der står skrevet i Den Store Guide Om Teenageadfærd, at man skal. Oprør mod autoriteterne og alt det der. Ironisk nok har jeg flere gange oplevet, at folk gætter på, at det er det, jeg laver.

Jamen, jeg ved det ikke. Noget med højde, udstråling og accent, tænker jeg.
I dag er jeg dog gået hen og er blevet helt glad for politiet. De giver mig mange gode grin på mine motorvejsbefængte ture til og fra arbejde, og når den eneste anden adspredelse er P3 (som dog skal have point for ordet ’Ufolog’. Skønt ord! Det opvejer faktisk (næsten) sætningen ”Han er en af hjørnestenene bag forslaget.”), er den slags indslag mere end velkomne.

(Og nej. Jeg har stadig ikke fundet ud af skifte kanal på min bilradio.)
I morges kørte jeg f.eks. i konvoj med Tango 14-04, 14-05 og 14-06 mellem Kolding og Vejle. Og det er. så. sjovt! at se det overlegne ”Flyt dig – jeg har TRAVLT!!”-ansigtsudtryk på min yndlingsaversion Audibeklædt Mand I Panikalderen løbe af fjæset på ham som smeltet voks, mens han prøver at regne ud, hvad der udløser den mindste bøde; at blokere bremsen og lynhurtigt iføre sig sin underdanighedshabit, eller at sætte farten ned og udstråle uskyld.

Free fun.
Jeg håber dog, at vi alle er med på, at det kun er sjovt, til den dag jeg selv ryger i fælden?

mandag den 7. november 2011

Den var heldigvis beskidt.

Siden jeg startede på arbejde igen efter min barsel, har jeg primært tolket på en uddannelse, der deler baghave med en grusgrav. Det betyder, at jeg de sidste 6 km af den 70 km lange tur, kører en slags off piste stenslagsrally. En hurtig udregning (og hvis jeg regner forkert, er jeg lovlig undskyldt; jeg er sproglig) viser, at det er ca. 900 km kørt på dette noget tvivlsomme underlag.

Da det hjemme hos os er mig, der står for at aflevere Anton om morgenen (www.jegersåsjov.com), køres ruten ydermere under moderat tidspres de fleste morgener, hvilket betyder, at der arbejdes på den friske side af 4. gear.
Det er en død forrude in the making, og jeg er nærmest forbløffet hver eneste dag, når det lykkes mig at komme retur til Esbjerg med alle større glasflader i behold.

I dag har jeg så tolket på en uddannelse, der er omgivet af brede, glatasfalterede (lolita)veje. Flad, jævn asfalt så langt øjet rækker, ikke en bil i tusind kilometers omkreds og så
*BANG!!!!*

taber en fugl et bær fra 100.000 km’s højde.
Kn-a-a-a-a-a-a-a-s.

I det mindste ved jeg nu, hvad jeg skal ønske mig til jul.

torsdag den 3. november 2011

En hårfin balance.

Nå, men jeg har så fået pagehår.

Og det er godt nok sløjt.

Egentlig er jeg lidt i tvivl om, hvordan det skete, for jeg havde bestilt tid ved min faste frisør i Århus for at være sikker på ikke at ende i kløerne på en lokal håndværker, der kunne finde på at snige en auberginefarvet stribe i mit pandehår, mens jeg var opslugt af at læse Se & Hør Børsen.

Og det skal jeg på opturssiden huske at notere mig, at jeg slap for. Trods alt.

Men min faste frisør var optaget, og jeg var så træt af mit hår, at jeg havde lyst til selv at klippe det med neglesaksen, så jeg valgte derfor at bestille tid hos hendes assistent, som har studset mit pandehår masser af gange.

Da jeg landede i stolen, startede jeg med at sige, at jeg var lidt træt af den mellemlængde, som mit hår har haft de sidste par år. Synes pludselig ikke rigtigt, at det lignede en frisure mere; mere en slags ubeslutsom hybrid af ligegyldighed og svensk hockeyhår.

"Så det må gerne være kortere, tænker jeg? Bare endelig ikke page! Synes ikke rigtigt, at jeg er typen."

Herefter står det lidt uklart for mig, hvad der skete, men det var noget med, at ”en page jo ikke bare er en page”, et billede af Heidi Klum (!?) og en frisør, der gik amok med et fladjern.

Så nu venter jeg på:

1: At mit hår vokser ud igen, eller

2) At det bliver moderne at ligne en rasende bibliotekar.