Og hvordan gik det så?

I har vel siddet ude på kanten af stolen og bidt negle siden søndag? Lad mig straks udløse spændingen, så alle kan trække vejret igen: Det går godt! Det går nærmest ufattelig godt. Ligesom min brede røv endelig came in handy, da jeg skulle føde, er Antons sindelag AAA+-perfekt egnet til de tidlige morgenafleveringer.

Det bedste er næsten, at jeg glæder mig så meget til at se ham igen, når jeg skal hente ham, at jeg faktisk kommer til at løbe en lille bitte smule op af havestien. Jeg har så meget mere at stille med, når jeg får lov at komme ud og bruge mit hoved til andet end at spekulere på, om jeg har husket at købe bleer.

Men er det ikke længe siden vi har haft en Top 5? Så tager vi sgu lige en over Tanker På Den Første Arbejdsdag:

1) Hvorfor er arbejdsmobiler ALTID det modsatte mærke af det, man selv har?

2) Præcis hvor farlige er heste?

3) - og har de altid været så store?

4) Hvorfor har AOF ikke et kursus, hvor man kan lære at styre sit temperament over særtransporter, bilkøer og andre trafikrelaterede irritationsmomenter? Ender jo for fanden med at kortslutte af raseri, inden vi når til efterårsferien med alle de vindmøller, der tilsyneladende skal l-i-s-t-e-s tværs over Jylland.

5) FUCK, hvor har jeg savnet det her!

Working 9 to 5.

Jeg er ikke død, og bloggen er ikke ved at gå ud af produktion. Jeg har bare med vanlig sans for drama fået planlagt den sidste uge af min barsel således, at der ikke er 24 ledige sekunder. Altså, ikke sådan at forstå, at det sker HVER gang, jeg er på barsel. Men jeg aner efterhånden et mønster i, at hver eneste gang noget nærmer sig sin afslutning, skruer jeg manisk op for tempoet, så jeg er HELT sikker på at skulle starte efter ferie/på arbejde/på barsel/you get the picture med hæsblæst frisure og stresspletter på kinderne. Jeg kunne nævne 24 illustrerede eksempler, men egen dumhed er så deprimerende i metermål, så jeg lader det ligge.

Til gengæld har jeg kørt stepkkursus i Odense hele weekenden med feber og sporadisk stemme for fuld udblæsning. (Jamen, så skyd mig dog.) Og nej. Ikke fordi Jeg Er Uundværlig, men fordi – hvis jeg skal være ærlig – at pengene er. Faktisk.

Havde dog haft omsorg nok for mine medmennesker til at få tjekket hos lægen, at jeg kunne færdes blandt instruktørspirerne uden at smitte, så længe jeg bare afstod fra at hoste slim og lungestykker direkte ud i ansigtet på dem.

(BTW: Til producenterne af hhv. Pamol, Ibuprofen, Strepsil, Apotekets Håndsprit, Kleenex og Panodil Hot: In case you wonder, er det mig, der er sket med jeres aktier.)

(Selv tak.)

Og selvom det var lidt op af bakke i modvind med fodlænker og vådt tøj, var det saftsusemig en fed weekend. Det eneste, jeg godt kunne have undværet, var at *nogen* valgte at tage motorvejsafkørslen mod Århus hjem. (#!!%&!!%!#!!)

Kl. 5.10 i morgen starter Det Nye Liv. Så er vi pludselig en småbørnsfamilie med arbejdstider, institutionsplads for real og et logistisk puslespil, der skal gå op

Jeg glæder mig helt åndssvagt.

Um, tak for info?

Når det kommer til dødsfald løber nyhederne somme tider hurtigere på FB end på andre elektroniske medier. Måske fordi online aviserne – trods alt – har en nedre grænse for, hvad de vil placere under den gule BREKAKING NEWS!! bjælke. Således læste jeg de triste nyheder om både Kjeld Tolstrup og Jesper Kleins på FB først.

Og jeg synes, at det er rigtig fint, at opdateringerne ikke kun omhandler vores egne respektive skiver af virkeligheden, men hvad sker der for de der spådomsopdateringer, der er begyndt at poppe op?

”Der bliver udskrevet valg i dag!”

Postet 1½ time efter pressemeddelelsen.

For 2. dag i streg.

Aj, men hør nu. Hvis dine venner er online nok til at beundre din (liiiidt tvivlsomme) insiderviden på FB, så er chancerne for, at de er undsluppet oplysningen om valget i hele 90 minutter, forsvindende små.

Linda tilføjede 6 nye billeder til sit fotoalbum ”Migmigmig”

Kan I huske dengang, man var tvunget til at bruge ferier, fødselsdage og andre menneskers tilstedeværelse som undskyldninger for at tage billeder af sig selv?

Jeg er her ikke.

Jeg sidder, helt usynlig, med armene hængende slapt ned langs siden i samme sekund, Anton er afleveret i vuggestuen, i håb om at kunne turborestituere mig klar til jobstart på mandag. Selvpålagt restriktion på både træning og brug af computer, og det eneste positive, der er at sige om dét er, at det lader til at hjælpe.

Derfor: Meget lidt blog i de her dage.

Men jeg MÅ lige hvislespørge ud i luften, hvem HELVEDE det er, der sidder på reklamebureauerne og opfinder stupide bullshit-ord og sætninger ad hoc?

”Forbedrer hudens foryngelsesevne markant”

Den kendte hudforyngelsesevne.

Hold nu kæft.

Dette indlæg er skrevet med mundholdt kuglepen.

Nå, men jeg er blevet lam i armene. Altså, måske ikke lam-lam, men det er fandme tæt på. Kan nærmest hverken skære trøfler over eller børste tænder.

Det startede mandag morgen, hvor jeg vågnede med to slatne grissinier monteret på torsoen, og er ikke rigtigt blevet bedre siden. Tværtimod, faktisk.

Hvilket er helt FORRYGENDE timing, når man tænker på, at jeg om 1½ uge skal starte på arbejde igen.

Som tegnsprogstolk.

Et relativt svært job at udføre uden arme.

Indtil videre har jeg prøvet at heppe dem til at makke ret; ”Kom nu! Det er bare et skruelåg! I kan godt!” men de spiller kostbare, de små svin.

I dag blev jeg så desperat, at jeg bestilte en tid hos lægen. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Jeg HADER læger. Ikke fordi jeg er bange for dem (som om!), eller fordi de minder mig om min egen svaghed (pff!); der er bare så meget arbejde ved det, og de kan stort set aldrig hjælpe. I dag var ingen undtagelse. Efter at have hamret, prikket og nevet i mig i 3 minutter, blev kendelsen læst op: ”Overanstrengelse. Kom igen om 6 uger, hvis det ikke er blevet bedre.”

Super. Lær at gå, Anton. Nu.

Aj, men seriøst. Er det virkelig nødvendigt at læse medicin i 40 år for dét?

Isen er usikker.

Jeg har en veninde, der kærestemæssigt har valgt sølvmedaljen så mange gange, at hun efterhånden burde feng shui’e skamlen med tæpper, potteplanter og billeder af familien. I løbet af de sidste 5 år har hun 3 gange valgt mænd, der i forvejen havde kærester. Vi har brugt utrolig mange kopper kaffe på at analysere, hvorfor det bliver ved med at ske, hvad det er, hun udstråler, siden det er den slags mænd, hun tiltrækker, og hvad det er i hende, der får hende til at blive.

Engang i mellem kan jeg godt blive en lille smule træt af at føre den samme samtale for 29. gang, men når jeg tænker mig om, ved jeg godt, at man kan sige den samme sætning til det samme menneske 2000 gange – og så kommer der en fremmed ind fra højre, siger PRÆCIS det samme, og *bam!* pludselig går budskabet ind.

Vi hører det bare ikke, før vi er klar til at lytte.

Sådan en oplevelse havde jeg, da jeg læste Julia Lahmes seneste bog ’Sandheder fra en løgner’, hvori hun bl.a. skriver om sin dreng Elias, og den første tid med ham. I slutningen af bogen skriver hun en sætning, som jeg her citerer frit fra hukommelsen:

”Han kom med livet, lyset og kærligheden, og jeg var for træt til at se det.”

Og lige der, sank det pludseligt ind, det, som jeg selv har sagt 1000 gange uden af forstå det, og hørt fra både læger, sundhedsplejersker og andre mødre: Det er så hårdt, at det næsten river dig fra hinanden at få et barn, der ikke sover.

Jeg har brugt så mange timer på at føle mig forkert; på ikke at forstå, hvordan alle de andre kunne have billeder i fotoalbummet fra de første par måneder, hvor de lavede mad i køkkenet med den nyfødte baby stående på bordet, eller hvordan de kunne have overskud til at smile, købe ind, tænke og fungere.

Jeg har været så vred, at jeg næsten ikke kunne rumme det, når jeg har forsøgt at forklare andre, at jeg er træt helt ind i knoglerne, og ikke ved, om jeg orker at rejse mig igen, næste gang jeg falder – og bliver mødt med ”sådan er det også hjemme ved os.”

Jeg har grædt så meget over, at min kærlighed til Anton tilsyneladende var fanget under grumset is; hele tiden til stede under alt det svære, synlig under alt det hårde, men underlig utilgængelig, når jeg havde allermest brug for at føle den.

Da jeg læste den sætning, forstod jeg pludselig, at det ikke handler om, at jeg er en dårlig mor, at jeg er alene, eller at jeg gerne vil vinde Mest Synd For-konkurrencen, der har en tendens til at opstå mellem nybagte forældre. Det handler om, at man stille og roligt mister både forstanden og sig selv, når man ikke får sovet, nat efter nat efter nat, og der ikke er pause en eneste gang i løbet af dagen.

Men på torsdag fylder han 9 måneder, og han sover nu. Mere end han gjorde i hvert fald.

Så det tør. Foråret er på vej, isen smelter, og under den ligger kærligheden, farvestrålende, ubetinget og varm.

Det føles som om, jeg endelig er blevet mor.

Fremmed og dog så kendt.

Som genhuset esbjergenser, er jeg stille og roligt gået i gang med at genstarte mine gamle relationer, og i dag har jeg gået en tur med en pige, jeg er vokset op med. Vi har spillet utrolig meget kantsten og Antonius, lavet utallige, uformelige genstande af trylledej, som vi efterfølgende har straffet vores forældre med, og jeg kan både navn og farve på de fleste af hendes – nu hedengangne - marsvin.

Først flyttede jeg. Så flyttede hun. Jeg valgte Århus. Hun valgte Chile. Hun fik et barn. Jeg rodede rundt. Hun fik et mere. Så fulgte jeg trop. Hun flyttede tilbage til Esbjerg, and here we are, og fordi hendes mand arbejder i Kbh., er hun alene med sine børn det meste af tiden.

Vores forældre bor stadig på samme vej, så af snørklede omveje er vi således tilbage ved vores fælles udgangspunkt, meget forskellige valg til trods.

Så der gik vi i regnen, og jeg havde det lidt som om, jeg havde lånt en bog på biblioteket, hvor kapitlerne 7 til 20 var revet ud. Jeg har billeder af os, hvor vi står med tynde, sommerbrune arme om hinanden, med gabende huller hvor mælketænderne var, og nu står jeg overfor en voksen kvinde med et liv, der egentlig ligner mit. Jeg ved, hvordan hun var dengang, og når jeg kigger godt efter, kan jeg stadig se hende derinde et sted, men samtidig er det på mange måder en fuldstændig fremmed, jeg står overfor.

Det er lidt bumpy, og samtalen hopper hid og did, mens jeg genlærer hende at kende som den hun er nu, gennem anekdoter om mandens forældre og historier om ungernes fødsler.

Og i glimt ser jeg os udefra, og kan slet ikke forstå, at det om lidt er de små mennesker, vi går med, der skal sigte efter vores kantsten.

Og held og lykke med dét!

Nogle meget venlige mennesker har været så søde at spørge, hvordan Anton kom SÅ galt af sted, og hvordan han har det nu. Og den slags interesse går jo rent ind i et blødende moderhjerte.

Det går meget bedre, tak.

Da vi kom hjem fra skadestuen torsdag nat, kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var HELT i zen over, at han var kommet SÅ galt af sted i sin institution uden at nogen havde opdaget det, men da ingen tænker ret klart kl. 4.30 om morgenen efter sådan en nat, skred jeg i seng uden at foretage mig yderligere.

Fredag morgen kørte jeg derud, og brugte turen på at minde mig selv om, at INGEN jo for fanden overser den slags med vilje, og at de givetvis ville have en god forklaring.

Heldigvis gik de nærmest i chok, og forsøgte ikke at slippe udenom overhovedet. Tværtimod. Og det havde jeg sgu lidt brug for at se. Al personale blev hidkaldt på skift, indtil dagen var rekonstrueret, og vi var nået frem til, at en anden lille dreng ved et uheld havde væltet en kost, som ramte Anton i verdens nok mest uheldige vinkel. Og da de ikke kender Anton så godt derude endnu, ved de ikke, at han ikke græder, så de kom til at forveksle ham med et almindeligt barn med smertetærskel og den slags, og fangede derfor ikke, hvor galt det stod til med ham.

Da jeg kørte derfra en time senere, havde jeg igen lyst til at aflevere min søn derude.

Da jeg kom hjem til den lille patient, ringede hospitalet; de ville gerne se os derude til flere billeder og undersøgelser. Panik. For hvorfor det, hvad har de fundet, hvor alvorligt er det, og der må ikke ikke ikke være noget i vejen med ham. Fik en sludder for en sladder krydret med lidt latinske gloser, og lagde lettere mystificeret røret på.

Indtil det gik op for mig, at de naturligvis vil tjekke op på, om jeg tæsker ham.

Og det var faktisk helt rart at komme derud og møde en overlæge, der var ærlig nok til at sige, at det var det, det handlede om. Selvom jeg lige et kort øjeblik fik den der: ”Aj, det TROR de da ikke, at jeg kunne finde PÅ?!?”, synes jeg, at det er betryggende, at der trods alt bliver holdt øje med den slags.

Men jeg fik lov at se billedet, og knoglen lader til at vokse rigtigt sammen. De tog det pænt, da jeg kom til at tude på dem, forsikrede mig om, at alt var, som det skulle være, og at han ville være tip top i orden igen om en uges tid.

Så mangler vi bare at gøre det forståeligt for krydsermissilet med den høje grundspænding, at han skal sidde stille de næste 5 dage...

Pas på med, hvad du ønsker dig.

Kan I huske for 3 dage siden, hvor vi vedtog, at man i en mørk, hemmelig afkrog af sit sind, godt lidt kunne ønske, at ens uhyggeligt selvstændige afkom blev bare en lille, lille bitte smule syg, så man kunne få afløb for sin egen puttetrang?

Well…

Da jeg hentede tyttebøvsen i går kl. 14.30, var han meget stille.

Kl. 15 begyndte han at græde på den måde, man godt ved, ikke er for sjov.

Kl. 20 sad jeg stadig i sofaen med lille bitte ulykkelig dreng, der enten græd eller sov på mig.

Kl. 1 ringede jeg til vagtlægen.

Kl. 2 stillede vi på skadestuen.

Kl. 3 måtte jeg fiksere det bedste jeg har i et jerngreb, så radiologen kunne tage sine billeder.

Og kl. 4 kunne jeg tage min lille, forgrædte kugle med det brækkede kraveben i armene og køre hjem.

Etik? Nej, det bruger vi ikke her.

Min veninde har en bekendt, der bedst kan beskrives som blank. Vi taler Malou Stella.

De kender hinanden, fordi de er vokset op på samme vej, og fordi deres mænd tilfældigvis er både kammerater og perifere kolleger.

Den bekendtes kæreste er læge, og har sin egen praksis, mens hun er uddannet socialrådgiver, men har valgt at gå hjemme med børnene, som hun har med en tidligere kæreste. De har alle dage haft et forhold af den slags, hvor gnisten tilsyneladende holdes i live af lige dele jalousi og offentlige skænderier.

Forleden var min veninde derovre og spise, og i dag over kaffen, kunne hun så fortælle, hvordan socialrådgiveren fnisende havde indrømmet, at hun tjekker mandens patienter på både google og FB.

Og han ved det godt.

Øhm… Hvad?

Af en eller anden grund har hun mandens password, og kan derfor gå ind og se, hvem der har bestilt tid hos ham. Hun kører alle kvinderne igennem cyberscanneren, og falder hun over nogen, som hun synes er lige pæne nok, finder hun på undskyldninger for ’tilfældigvis’ at komme forbi klinikken.

Jeg er så forarget, at min sarkasme er blevet helt lam.

Ved nærmest ikke, hvem af dem, jeg synes er værst? Hun er socialrådgiver, og derfor så udmærket bekendt med begrebet tavshedspligt. Han er læge, og ved da for fanden, at han ikke må rende og dele sit password ud til højre og venstre – det er sgu da fortrolige oplysninger, vi taler om her!

Jeg synes, at den stikkerkultur, der er opstået i Danmark, hvor man kan ringe og angive hinanden på anonyme telefoner rundt omkring i det offentlige system, er pinlig og lav. Og jeg kan ikke komme til at melde det her, uden at min veninde og hendes mand kommer i klemme.

Men hvis han var min mors eller min søster læge, eller det var ham, jeg havde valgt, da jeg flyttede herned, er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne lade være.

Hold nu kæft, hvor jeg bare ikke synes, at det er i orden!

Disclaimer-update:

Da jeg skrev ovenstående indlæg, ville jeg fortælle en historie om 2 mennesker, der begge er fagligt bundede af tavshedspligt, som overskrider den på groveste vis. Jeg blev voldsomt forarget og provokeret af historien, og havde lyst til at fortælle den.

Jeg er imidlertid ikke interesseret i, at mine venner begynder at føle, at de ikke kan snakke med mig af frygt for, hvad der ender på bloggen. Derfor ændrer jeg ofte nogle karaktertræk og omstændigheder i mine indlæg, så essensen bevares, men så  mine venner og de mennesker, jeg skriver om, ikke kan genkendes.

Da jeg ændrede på mine hovedpersoner i dette indlæg, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at nogen ville gribe til at google disse mennesker, for at opspore dem i virkeligheden.

Så: Der findes stadig et kærestepar, hvor den ene googler den andens kunder/klienter/patienter.

MEN: De bor ikke i Esbjerg. Manden i historien er ikke læge. Kvinden er ikke socialrådgiver. Måske er det omvendt, måske er han sygeplejerske, måske er hun fremmedsprogstolk, måske er de barnløse, måske er de lesbiske, måske ... well, you get the picture.

Skulle der rent faktisk sidde en konstellation derude, som den jeg har opdigtet, som nu bliver mistænkeliggjort, undskylder jeg dybt og oprigtigt.

Og så vil jeg meget gerne opfordre til, at man en anden gang kontakter mig direkte på mailadressen, inden man griber til selvtægt og anmeldelser.

Det går næsten FOR godt med le tyttebøvs.

Ok. Hånden op, alle dem, der har dumpet mænd pga. deres forhold til Mor.

Selv husker jeg f.eks. ham, der røg, da jeg fandt ud af, at han stadig havde sin mor på 69 til at komme forbi to gange om ugen for at hente vasketøjet. Han var 40.

Og ham på 38, der viste sig at bo hjemme ”men det er nede i kælderen, så det er faktisk ligesom at have sin egen lejlighed”. Nej. Det er sgu da ej. Og da SPECIELT ikke, når du 5 aftener om ugen lusker op af trappen lige omkring kl. 18.

Uselvstændigt og ynkeligt for mændenes vedkommende, og pinligt, krampagtigt og kontrollerende for mødrenes.

Men nu er det så, at jeg meget, meget sotto voce må indrømme, at jeg godt en lille bitte smule kan se, hvorfor de opstår, moderbindingerne.

For Anton har været sin egen, lige fra han kom. Når jeg kommer ind på hans værelse om morgenen, lyser han op i et KÆMPE-smil; ikke fordi han har savnet mig og glæder sig til at give mig en krammer. Nej, det er mere sådan lidt ”Super! Der kom min taxa!”-agtigt.

Da han for real var ved at blive kvalt i sin øllebrød, var det mig, der sad bagefter og hikstede og havde brug for et knus. Han hang i en vinkel på 90 grader ud af mine arme, og virkede meget videnskabeligt interesseret i den brækpøl, han lige havde deponeret på gulvet.

Han græder meget sjældent, er ikke rigtigt bange for noget, og gider ikke putte. Overhovedet.

Og da jeg i morges afleverede ham i vuggestuen, og han ikke engang kiggede sig tilbage, da han mavede sig (kravler stadig ikke, men har til gengæld en meget militær-agtigt krybestil, der ville gøre sig godt i enhver kratbefængt underskov) over til legetøjet, kunne jeg lige mærke, at det nev lidt i øjnene. For er reglen ikke, at de skal have brug for en, når de er små? At mor er den bedste i verden? Er det ikke først, når de rammer puberteten, at de skal begynde at løsrive sig?

Det er en splittet fornemmelse, for på den ene side er jeg så stolt af ham over hans selvstændighed og alt det, han kan (fordi han aldrig sover og derfor i gennemsnit har 6 timer mere i døgnet end andre børn til at lære det i). På den anden side ville jeg ønske, at han bare engang imellem ville hænge lidt på mig, så jeg kunne få lov at sidde med armene omkring ham, og næsen nede i de fine dun.

Vi ved allerede godt, hvem der bliver den pinlige mor, der tuder sig igennem hele konfirmationstalen, ikke?

....Frugtpolitiet..?

Hvem eller hvad er det egentlig, der bestemmer, om noget er en frugt eller en grøntsag?

Udsalg.

Jeg har altid ment, at jeg var ret large i min socialopfattelse. At jeg ikke skelede småligt til, om folk havde penge, eller om de ikke havde. Jeg har og har altid haft venner på tværs af alle sociale lag, og har egentlig aldrig tænkt over, at det skulle være noget, der betød noget.
Jeg har heller aldrig skænket en tanke, at der kunne være en økonomisk fordel i at være et par, frem for at være alene. Langt, langt størstedelen af de mennesker, jeg kender, har boet i lejlighed siden de flyttede hjemmefra, og når man sidder fredag aften og spiser sushi og ser X-Faktor, kan man ikke se på væggene, om de er lejede eller ejede.

Så flyttede jeg til Esbjerg.

Og det kvarter vi bor i?

Det er noget slum.

Der er naturligvis undtagelser, men det er her, de gravide ryger. Helt afslappet. Hvor gamacher tæller som bukser, hvor ungerne løber rundt uden sko og overtøj efter kl. 22, og hvor flere af haverne er delt i to: En del, hvor man kan sidde – hvis man kan finde stolen i det hoftehøje græs – og en del, der er udnævnt til losseplads, hvor man deponerer sin gamle, fugleskidtsbefængte lædersofa og de rustne cykler.

Jeg har opdaget, at folk jeg lige har mødt, allerede lukker en lille smule af, når de hører, hvor jeg bor, og de ser ret overraskede ud, når de hører, at jeg har et arbejde. Som jeg rent faktisk glæder mig til at komme tilbage til.

Og pludselig tager jeg mig selv i at bemærke, at alle jeg kender, der har to (voksne) navne på postkassen, bor i huse, de har købt. Som muligvis er ligeså slidte og gamle som min lejebolig, da de overtog den, men som de, rum for rum, sætter i stand, så det ender med at ligne et sted, hvor man vil være bekendt at lade sine børn vokse op.

Og jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg dårligst kan leve med: At holde min kæft og blive slået i hartkorn med en flok mennesker, for hvem alt lader til at være ligegyldigt, eller at høre mig selv sidde og undskylde mig selv, mit hjem, mit liv.

Det er meget lidt lækkert at opdage, at man i alle de år, hvor man har gået og brystet sig af sin arbejderbaggrund og sin mentale vidvinkel, i virkeligheden var snob derinde, hvor man ikke tror, der er nogen, der kigger.

Fodfejl

Jeg hader fødder. Jeg hader, hader, hader fødder. Stort set alle eksemplarer, jeg har været udsat for gennem tiden, har været kolde, let fugtige og meget lidt kønne.

Det er f.eks. derfor, jeg ikke rigtigt går ind for gymnastik.

Så måske har min underbevidsthed nu endelig besluttet sig for at demolisere mine egne, så vi én gang for alle kan få dem smidt på lossepladsen, for de sidste 4 uger har jeg tabt stort set ALT, hvad jeg har haft mellem hænderne, og med stor præcision ramt mine fødder.

HVER gang.

For SATAN, hvor gør det nas! Og det pynter heller ikke ligefrem i sandalerne, at begge fødder ligner noget, samtlige ryttere i Post Danmark Rundt er cyklet hen over.

Jeg kan i øvrigt også en variant, hvor jeg hamrer fødderne uhyrligt hårdt ind i hjulene på indkøbsvogne. Overraskende nok falder tæerne ikke af. Det føles bare sådan.

Og skulle jeg for en kort bemærkning glemme min nye, selvskadende hobby, har jeg heldigvis Anton lige ved hånden. Er I klar over, hvor ondt det gør at få en tommestok ned over lilletåen, når den bliver detoneret fra sædet i en indkøbsvogn?

Fik faktisk engang røntgenfotograferet mine fødder, hvor det viste sig, at flere af knoglerne har været brækket, uden at jeg har opdaget det. Hvis man tog det samme billede idag, ville knoglerne formentlig ligne det smuller, der ligger tilbage i bunden af posen, når man har tømt den for hele chips.

...

Et indlæg om fødder, hvori ordet 'indkøbsvogn' indgår to gange?

FUCK, hvor er det godt, at jeg kun har 3½ uge tilbage på barsel!

Betyder det så egentlig, at jeg er Bertha?

Der er nogle titler, man først rigtigt forstår, at man har, når man bruger dem i nye sammenhænge. Som når man f.eks. giver hånd til pædagoger, og præsenterer sig som ”Linda. Antons mor.” Kom faktisk lidt til at fnise, da jeg sagde det, fordi det lød som noget, jeg bare stod og fandt på.

Jeg skal indrømme, at jeg var spændt. Ikke mindst fordi jeg i går aftes, lige efter at jeg i telefonen havde sagt: ”Jeg er sikker på, at det bliver SKIDE godt! Han er SÅ klar, og LIGE institutionstypen” kom i tanke om, at sidst jeg brugte en let modificeret udgave af dén sætning, var aftenen inden vi skulle starte til babysvømning.

And we all know how THAT went down.

Det er underligt at forberede et barn til noget, der I mistænkelig grad føles som første skoledag, uden at ungen selv er klar over, hvad der er på spil, så bare for en sikkerhed skyld, holdt jeg dem for ham, premierenerverne. Vågnede alt for tidligt, og synes pludselig, at det tøj, jeg havde lagt frem til os begge i går aftes, var helt forkert. (Jamen, hvad signalerer Velstimuleret, Fremmeligt Barn? Cars? Øko-bomuld? For slet ikke at tale om Ansvarlig Mor?)

Under hele morgenmadsseancen messede jeg: ”Pleasekulidetpleasekulidetpleasekulidet” i håb om, at det sammen med rytmisk indtag af havregrød, ville påvirke hans underbevidsthed.

Og hvordan gik det så?

Jeg synes næsten, at I selv skal gætte på, hvem af os der:

1) tog det helt, helt afslappet

2) speedsnakkede ALT for MEGET, på ALLE de voksne, om alle mulige, fuldstændigt uvedkommende emner, mens kaffen røg i halsen i kaskader, og dermed på under 2 timer nåede at caste sig selv i rollen som mærkelig.

For helvede, altså.

Men ELLERS gik det fint. Selvom jeg lige kortvarigt blev lidt bleg, da pige på ca. en meter kom stormende gennem det hele, mens hun tudbrøle-skreg: ”JEG VIL HAVE MIN MOOOOOOR!! MOR, KOM TILBAAAAAAAAGE!!!! MOR, DU MÅ IKKE GÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅ!!!!!!!!!!!!!!!!”

Hvis han gør det, når jeg skal starte med at arbejde, går jeg ud og hænger mig i sikkerhedsselen.

(Tager dog nok lige et øjeblik til at beundre hans evne til at turboudvikle sprog inden.)

Og jeg havde LOVET mig selv at være en cool mor; en af dem, der bare trygt smider afkommet i armene på pædagogerne, for derefter at gå uden at se sig tilbage. Derfor var det ekstra irriterende, da nogen pludselig, med mærkelig, lille version af min stemme sagde: ”Nu ER der nogen, der holder øje med dem, når de spiser, ikke? Altså.. Ja, det er jo bare fordi, han er lidt lille. Og ikke så god til det med at tygge. Så.. altså, bare så han ikke lige bliver kvalt? Ikke?” (Jeg ved ikke, hvornår jeg har fået den ide, at jeg kan slippe afsted med at være pissebelastende, hvis jeg bare smider ’ikke’r’ nok ind i sætningen. For så lægger folk nok SLET ikke mærke til, hvor fornærmende, det jeg siger, EGENTLIG er.)

For helvede. Igen.

Nej, Linda. Vi efterlader dem uden opsyn, og giver dem KUN melon, banan og store humpler af brød.

Nå, men ELLERS gik det fint, and I’m proud to say, at vi må komme igen i morgen.

Begge to.

Tyttebøvs på vej

til første dag på kontoret.