torsdag den 31. marts 2011

Jeg siger det bare.

I dag skal vi snakke om reklamer, jeg ikke forstår, for måske er der nogen af jer, der kan opklare mysterierne for mig, og så er jeg fri for at begynde at klø i forståelsescentret, hver eneste gang, de ruller over skærmen. Jeg er sikker på, at der er mange, mange flere end de to, jeg har tænkt mig at hive frem, men nogen reklamer er SÅ dumme, at de bare skal ties ihjel. (Ja, Nykredit. Jeg taler til jer.)

Den første af de uforståelige er Kohberg. Ikke så meget deres reklame, egentlig, men mere deres nye pay-off (hedder det det? Her må fagkundskaben enten lige hjælpe eller bære over):

”Bager med fuldkorn”

Hvad sker der lige med den grammatiske form? Hvorfor skriver de ikke ”Bagt med fuldkorn”. Det giver da ingen mening det der, gør det?

Eller kan det finde på at være navnet på den kendte, indianske bager, der har udviklet opskriften?

Den anden reklame er Maggi Juicy Chicken. Igen er jeg ude efter deres pay-off (Aj, sig det lige. Hedder det det? Sgu da lidt irriterende, hvis det er helt forkert, og jeg bliver ved med at sige det.)

"It’s huggin’ good”

Nu spørger jeg – og jeg spørger virkelig, fordi jeg er i tvivl – men er det ikke sådan et ”haHA! Det troede du nok lige, at vi sagde ’fucking’, hva!?”-trick? Er det ikke? Eller er det noget, som alle, der har haft perifer berøring med USA ved, at man siger over there? I så fald: Bare afbryd læsning her (og send mig en mail med forklaring, tak) Men hver eneste gang jeg ser den, bliver jeg virkelig forstyrret af, at jeg ikke kan komme i tanke om noget, der virker længere fra en verden, hvor man siger ’fucking’ end den gule, tyske plastikfamilieidyl, de forsøger at tegne et billede af.

Måske er reklamebranchen blevet helt, helt anderledes og revolutioneret, siden jeg gik på handelsskolen (ikke utænkeligt), men dengang snakkede man meget om, at reklamerne skulle repræsentere noget, som forbrugeren enten kunne eller gerne ville identificere sig med.

Og jeg har altså ikke tænkt mig at komme tilbage fra barsel, hvis det, vi alle sammen gerne vil være nu, er stilforvirrede native americans med hang til turban og tivolihypnose.

onsdag den 30. marts 2011

Trist & Trøst.

Forleden så jeg et afsnit af Two And A Half Men, hvori Charlie Sheen bliver slyngveninder med sin brors eks-kone, fordi han, hver gang hun fortæller om sine problemer, svarer: ”Jeg forstår”. Joken er selvfølgelig, at manden ikke på nogen måde forstår noget som helst, men at kvinden føler sig hørt. *klap-stavelser-smiley*

Min omgangskreds består fortrinsvis af kvinder, og det betyder at vi meget stereotypt både får luft og trøster hinanden ved at tale om tingene, men på det seneste har jeg snakket med flere af mine veninder om, hvor svært det egentlig er at sige det rigtige. For selvom intentionerne er de bedste, ender det faktisk med at generere mere frustration end trøst, når den der lytter, siger alt det forkerte.

Der er bred enighed om, at noget af det værste er at få ”- og tilbage til mig!”-svaret, hver gang man fortæller om noget, der er svært. Jeg tror faktisk, at det er et forsøg på at spejle, og dermed øge sin egen forståelse for samtalepartneres situation, for derved bedre at kunne trøste, men når alle svar starter med: ”Det kender jeg BARE godt, for det var ligesom dengang jeg..” kan det meget hurtigt komme til at føles som om, at den anden ikke lytter, men at man bare bytter taletid. Du får lov at tale nu, så jeg kan få lov at tale bagefter.

Feje-Af-Bordet-trøsten er næsten ligeså slem. Det er den, hvor du bestemt får at vide, at det du frygter, ikke kommer til at ske. ”Selvfølgelig er det ikke kræft!”. Nej, det håber jeg sgu heller ikke, men med den bemærkning er der ligesom lukket for, at jeg kan få lov at være bange, hvis ikke jeg vil ud i at argumentere FOR noget, som jeg virkelig, virkelig ikke håber, kommer på tale. Denne trøsteform virker faktisk kun, når man taler med sine synske venner.

Personligt må jeg dog sige, at det er Bagatellisere-forståelsen, jeg for tiden har det sværest med.

Og inden jeg begynder at male med selvmedlidenhedens tunge pensel, så siger jeg det lige, så alle ved, at den del er jeg med på: Jeg har selv valgt at få et barn alene. Og det er det bedste, jeg nogensinde har gjort.

Men når nogen spørger mig, om det er hårdt, og jeg siger ja, bliver jeg helt elektrisk indeni af irritation, når svaret lyder: ”Jamen, Helge arbejder også hele tiden, så det er det samme hjemme ved os.” Nej. Det er ej. For Helge kommer hjem, så der er nogen at snakke med, der rent faktisk svarer, og som også finder det oprigtigt interessant, at afkommet har gylpet sig igennem 5 sæt tøj på 3 timer. Han kan formentlig også stadig finde Føtex, eller lave mad bare engang i mellem. Du skal ikke bede om tjenester og stifte taknemmelighedsgæld for at få barnet passet, så du kan få tjekket dit underliv hos lægen eller få pandehåret klippet ud af øjnene, og Helge med de to arme kan vel også holde ungen, så du kan gå ud og skide i fred, hvilket man overraskende nok skal både koncentrere sig om og slappe af, for at kunne gøre, så du slipper for at blive syg af forstoppelse. Så nej. Det er ikke det samme hjemme ved jer. Hvis vi kan blive enige om det, vil jeg til gengæld gerne slutte op om, at jeg ikke ved, hvordan det er, at have et spædbarn og en kæreste, der opfører sig, som om man forvandlede sig til Askepot, da man fødte.

Fik jeg lige hidset mig selv op der? Det gjorde jeg vist. Jeg bliver bare så træt af, at folk spørger for så at krydse af i ”Forkert”, når jeg svarer. Og det er ikke fordi, jeg vil have ynk. Jeg vil bare gerne have forståelse. Fuldstændig ligesom i tv-serien.

Om jeg selv er bedre? Desværre nej. Jeg er også skyldig i samtlige anklagepunkter.

Hvis det er nogen trøst.

mandag den 28. marts 2011

Ind i mellem er det bare ikke en mulighed at vende den anden pedal til.

De sidste mange uger er der en fra min opgang, der har sat sin cykel på min barnevognsplads i kælderen.

Min plads, som jeg møjsommeligt har ryddet, spurgt pænt om lov til at have og hvor jeg hver eneste gang, jeg sætter vognen, forsøger at fylde så lidt som overhovedet muligt.

Og uden at jeg skal kede jer med de logistiske detaljer om at få tryllet en barnevogn ned i en låst kælder, samtidig med at man får barn og frostvarer ind og 2 mennesker pakket ud af overtøj og voksiposer, så kan jeg oplyse, at det der, der altid står på frostvarer om, at man ikke kan genfryse indholdet, når det først er tøet op? Det passer ikke.

Eller.. Det er (tilsyneladende) ikke farligt.

Nå. Men i går stod den igen og grinede af mig, den gamle rustne lortebunke af en møgcykel. Og så blev det bare lige for meget. Så.. altså… jeg … kom lidt på … på en mådeved en frygtelig fejl, selvfølgelig….

Ok, fuck it: Jeg gemte den. JA! Jeg gemte den! Og jeg frydede mig hele aftenen ved tanken om, hvordan spasseren er kommet for sent på arbejde, fordi han ikke kunne finde den!

Man skal aldrig messe med en kvinde, der inderst inde er 4 år gammel.

lørdag den 26. marts 2011

Men måske har jeg bare haft det for nemt.

Så blev det godt nok Sarah, der vandt X-Faktor? Hmm. Havde ellers heppet på Anne Louise. Synes, at hun har sådan en fin blå og røget stemme, men når en konkurrence afgøres med sms-stemmer, må man bøje sig for smartphonegenerationen, og hun synger nu også ok, den lille drengepige.

Men jeg må indrømme, at jeg blev lidt træt, da jeg spadserede en tur forbi min FB væg og kunne se, at the gay community gik helt ballistic. På one small step for man, one giant leap for mankind måden. Og altså. For helvede. Hvorfor kan vi ikke bare konstatere, at ungen har x-faktor, og derfor er fortjent vinder? Hvorfor skal det absolut gøres til sådan noget gay-pride noget?

Jeg synes, hun er sej. Jo, jeg gør. Og jeg synes, at det er fantastisk, at man i så ung en alder er helt på det rene med, hvem og hvad man er. Men jeg forstår vist stadig ikke, hvorfor en kæmpe gruppe af mennesker pludselig gør krav på hende, og gør alt, hvad hun kan til et spørgsmål om, hvem hun går i seng med, og jeg synes lidt at det er at stramme skruen, at gøre det til historie, at en homo har vundet X-Faktor.

Personligt mener jeg, at mennesker, der dømmer andre ud fra, hvem de bliver kærester med, skulle have lemlæstelige tæsk, og jeg kan, om det så gjaldt mit liv, ikke se, hvad fanden problemet er, og hvordan det nogensinde skulle få betydning for, hvordan man passer sit arbejde, eller opdrager sine børn.

Og jeg forstår godt, at homoer grupperer sig, går i byen samme steder og hænger ud med hinanden, fordi der er nogle ting, vi andre bare ikke fatter, og fordi man altid, uanset om vi taler om religion, køn eller civilstatus, har mest til fælles med sine egne.

Jeg får det bare lidt, som jeg får det, når jeg læser i avisen, at en eller anden virksomhed har ansat en KVINDELIG top-chef; jeg tror aldrig, at jeg har set det fremhævet, når en virksomhed har ansat en MANDLIG top-chef.

- og inden rødstrømperne går helt bananas i kommentarfeltet: Jeg VED godt, at vi stadig ikke har ligestilling, og at det handler om, at det stadig er mest forventeligt, at der sidder en mand i toppen, ligesom jeg også er sørgeligt klar over, at homoer bliver diskrimineret, og at det derfor kan være nemmere at prøve at skjule, hvem man er. Og det er fandme trist.

Jeg synes bare, at både kvinder og homoer og alle mulige andre minoriteter selv er med til at holde liv i Os vs. Dem, når de fremhæver forskelligheden, hver eneste gang det går godt

onsdag den 23. marts 2011

tirsdag den 22. marts 2011

Svindlersvin.

Jeg har fået brev fra min forsikring i dag, som fortæller mig, at ”vi løbende udvikler vores forsikringer, så de passer til vores kunders behov” så nu ”opdaterer vi din hjemmeforsikring, samtidig med, at vi desværre må hæve prisen som følge af stærkt stigende skadeudgifter”.

Det er fandme det mest forlorne ’desværre’ jeg har set på skrift i årevis.

Må jeg komme med et forslag? Kunne vi prøve at holde lidt igen med de der opdateringer? For jeg kunne bedre lide min forsikring for 2 år siden, hvor den var 1000 kr. billigere, og jeg tror godt, at jeg selv kan punge ud, hvis jeg bliver udsat for tricktyverier derhjemme (aj, men for satan!).

Det kan også undre mig umådeligt, at dækning af skader på cykel i tilfælde af færdselsuheld skal vælges til og koster ekstra, mens min ægtefælle eller samlever, der bor i beskyttet bolig er omfattet af opdateringerne.

Jeg kan lige se for mig, hvordan de sidder omkring kaffebordet og brainstormer på usandsynlige skade-typer, som 1 promille af deres kunder har behov for, hvorefter de udpensler dækningen af disse i detaljer i brevet, så man skal forledes til at tro, at man får en heeeeel masse for de 20 %, præmien pludselig stiger. Om året.

Og de der ’stærkt stigende skadeudgifter’? Hvem fanden er det, der er så klodset, at det koster os alle sammen 500 kr. ekstra? Er jeg ved en fejl endt i samme forsikringsselskab som samtlige motorikspassere i hele Danmark?

Jeg hader forsikringsselskaber.

mandag den 21. marts 2011

Alarm! Alarm!

Mens jeg gik og var tyk og byggede rede, forsøgte jeg at bevare et rimelig realistisk billede af, hvad man har brug for, når man får et barn. På den ene side vil man gerne købe det hele, for alting er jo for fanden sødt i størrelse x-small, men samtidig har man heller ikke lyst til at købe så meget, at ungen må gå rundt i størrelse 56, til han fylder 5, fordi der ikke var råd til mere.

Jeg forsøgte derfor at tænke lidt økonomisk og spare hvor jeg kunne, så jeg lånte et sæt babyalarmer, som så ud til at være lige noget for mig: Hvide, robuste plastikkasser (=kan tabes) med tysk brugsanvisning (tysk holder. Altid. Det ved alle) og valgmulighederne ”Tændt” og ”Slukket”.

Så kom Anton, og on/off viste sig at være for overvældende at skulle sætte sig ind i, så efter 2 måneder havde jeg stadig ikke fundet ud af andet, end at få dem til at larme (=on) eller ikke larme (=off). Med det resultat, at altandøren bare stod åben hver gang han var ude og sove, for jeg kunne simpelt hen ikke holde ud af have dem tændt.

Jeg minder lige om, at han ankom i november. Åben dør + permafrost = meget kold lejlighed.

For en måned siden opgav jeg så, og smed 1300 kr. efter et sæt funklende, nye alarmer.

Og jeg elsker dem, som var de Antons uægte søskende. De er formidable, og ligner lidt nogle små walkie’er, hvilket jeg forestiller mig, at vi nok skal få noget sjov ud af, når han bliver stor nok til at tage fat i dem, og bede om at blive hentet ind, roger, over and out. Der er små pictogrammer på, de kan måle temperatur osv. og så lyser de, når ungen hyler, hvilket betyder, at man også kan se, at nogen er ved at gå amok derude, selvom man er i gang med at støvsuge.

Beklageligvis er de så gode, at jeg modtager signalet fra dem, der bor ovre på den anden side af karreen, hvilket er ca. 20 kilomenter væk, (fik fandme et chok første gang, jeg sad og læste, og der pludselig var en voksen, der brølede ”Hallo?! Hallo?!” på mit stuebord), men de skratter ad helvede til, når forældrene derovre tænder deres, fordi de trods alt har lidt svært ved at finde signalet gennem de tusinder af lag af beton.

Det er PISSE irriterende, og jeg ville ønske, at de ville skride over på en anden kanal.

”Hvorfor gør du det ikke bare selv?” hører jeg jer spørge. Fordi jeg var her først, så A er MIN kanal! (og lidt fordi jeg ikke kan finde ud af det.)

I dag overvejede jeg seriøst at lade Anton ligge og skrige i 5 minutter, bare for at irritere dem nok til at forføje sig.

Den store pædagog. Det er mig.

søndag den 20. marts 2011

Det er jo fandme et veritabelt tag-selv bord af jokes om gær og kager i ovnen.

Først var vi 5 relativt stramme spinningdamer, der ikke gad have flere rollatorer hamret ind i akillessenerne til Kagens Dag, og som derfor lavede vores egen kageklub.

Så var vi to, der kom og var blevet noget runde om navlen.

Efter et par måneder kom hende, der ikke rigtigt havde haft held med det derhjemme, og som derfor sammen med kæresten havde besluttet sig for at få hjælp og bekendtgjorde, at de alligevel havde lavet en, old school.

Efter hendes annoncering, gik der 4 måneder, så meldte hende, der ellers havde gået og ment, at hun var ved at falde for tidsgrænsen sig under de bulede faner.

Og i går fik vi så nyheden om, at vi har haft held med at trække den 5. og sidste kagekone med os i faldet.

(Kan jeg på en måde godt forstå. Det var vel enten det eller at finde en anden kageklub, hvor hun kunne holde ud at være, både i forhold til samtaleemner og støjniveau.)

10 måneder imellem ældste og yngste baby i en forsamling, hvor man måske ikke lige synes, at oddsne var lige gode hele vejen rundt. Det er sgu da ret godt gået.

Jeg er glad. Jeg er endda meget glad, for jeg synes, at det ville være hæsligt at sidde som den eneste i den forsamling med flad mave og et ønske om at få et barn, og jeg ville synes, at det var ligeså fælt, hvis jeg vidste, at det samme gjorde sig gældende for en af de andre. For ligemeget hvor meget man anstrenger sig for det modsatte, har samtalen en tendens til at lande på det emnefelt, hvor flest interesser er repræsenteret, uanset om det er arbejde, fritidsinteresser eller børn, og aldersmæssigt er vi bare et kritisk sted i livet ift. at blive sat af eller udenfor i de grupper, vi begår os i.

Og bare lige, så ingen misforstår, hvad jeg skriver: Jeg siger ikke, at det eneste saliggørende i livet er at få børn, eller at det er noget alle vil. Jeg er helt enig i, at man kan vælge andre veje, der er præcis ligeså meningsfyldte for den enkelte; jeg siger bare, at det stinker gerne at ville noget, og så være den eneste, der ikke har udsigt til at få det. SPECIELT hvis de mennesker, man holder af og har tæt på pludselig får det.

Jeg taler af personlig erfaring, når jeg siger, at det føles som at blive efterladt på perronen, mens alle de andre sidder i toget og vinker.

Og det er fandme svært at gå ud og stampe en ny omgangskreds op af jorden som nogle-og-30-årig, fordi det gør for ondt, udelukkende at have venner, der er, hvor man så forfærdelig gerne selv ville være, uanset om det er i et parforhold eller i forældreskabet.

Faktisk heller ikke særlig fedt at føle sig som Veninden, Der Ikke Undte Sine Venner Noget Godt.

Så yai for, at alle kagedåserne fik lov næsten samtidig.

Og yai for, at vi om et år formentlig er enige om, at skifte kagerne ud med vodka og høreværn.

fredag den 18. marts 2011

Men så var jeg jo også vågen, da jeg skulle op og amme.

Kan I huske den krystalklare, rene skræk, man som barn kunne føle, hvis man f.eks. skulle hjem fra skole, og der pludselig stod en ulv hund på stien foran én? Eller man havde været ude og lege, og det ved en frygtelig, frygtelig fejl var blevet mørkt, når man skulle af sti-systemet (hvor øksemorderne boede) hjem? Jeg havde glemt den. I dag er jeg mere voksen-bange; en version der udmærker sig ved at være realiserbar, fordi den kredser omkring sygdom, død og arbejdsløshed.

Det kan egentlig, ved nærmere eftertanke, også godt ske, at børnerædslen er rykket op i den kategori i dag, nu hvor golden retriever-æraen er afløst af Kamphundstiden?

Nå. Men i går nat vågnede jeg ved, at der stod nogen i mit soveværelse. Ikke på Åndernes Magt-måden, men på den østeuropæiske hjemmerøvermåde. Og inden jeg skriver videre, skal jeg berolige med, at det GJORDE der selvfølgelig ikke, men jeg var 10.000 % sikker på, at det var det, jeg vågnede ved.

Jeg ejer intet, der er værd at stjæle, (hell, jeg har en Iphone 3) andet end Anton. Som jeg til gengæld ville jagte både somaliske pirater og samtlige hjemmerøvere fra hele Europa til verdens ende, hvis de stak af med (hvor jeg ville rive huden af dem, strimmel for strimmel, inden jeg bed struben over på dem) men materielt set er jeg … dejlig fri, så jeg ved ikke, hvorfor de skulle vælge at komme her.

Men kl. 2 om natten holder logikken fri, og fornemmelsen af, at huden krymper 5 størrelser af skræk, at vejrtrækningen simpelthen stopper, mens hjertet accelererer til det bare lyder som en lang hyletone i ørerne, samtidig med at hver eneste muskel i hele kroppen spændes; den havde jeg glemt.

Jeg fik så til gengæld mulighed for at ligge lysvågen resten af natten og pleje nostalgien.

onsdag den 16. marts 2011

Slabbe-Bras.

I går var mødregruppen og jeg på Aros (Mmm. For sådan nogle er vi nemlig. Højkulturelle. Ikke bare sådan nogen, der sidder og æder kage *løgn-smiley*) hvilket var en stor succes. Anton var pjattet med Jorn farveladerne, og blev så overvældet af dem, at han sov 2 timer bagefter.

Overvejer at melde mig ind i Aros. På ’vi sover her i nat’-måden.

Bagefter blev vi enige om at gå ned og få en kop kaffe, og jeg ved ikke, hvordan det er i andre byer, men her i Århus er det meget få steder, man er velkommen med spædbørn. Hvilket jeg ganske udmærket forstår; det er trods alt ikke mere end 4 måneder siden, jeg selv var en af dem, der for fanden ikke gik på cafe for at få tinnitus af andre menneskers babyer. Det er vist også noget med, at de ikke er så vilde med patter i fri dressur rundt omkring, og selvom alle jeg kender ammer virkelig diskret og ikke skifter børnene på cafebordene, så har jeg set eksempler på, at det ikke er alle, der tager de samme hensyn, så fair nok.

Derfor er der selvfølgelig nogen, der har regnet ud at lave cafeer, hvor mødre, babyer og babser er velkomne, og sådan et sted gik vi hen i går. Det hedder Slabberas og ligger i Frederiksgade.

Og jeg har aldrig fået så ringe service i mit liv.

Det startede med, at vi skulle parkere 5 barnevogne i den lille gård, hvor der i forvejen holdt en god håndfuld babylimo’er. Jeg fandt en ledig plads, men havde ikke engang sluppet styret, da døren blev revet op, og jeg fik en meget vred strikhue lige ud i ansigtet. Om jeg GODT ville lade være med at parkere den der!!?

Mig: Jeg vidste ikke –

Ham: Det står LIGE DER!! *meget-demonstrativ-pegning-på-skilt*

Mig: Jeg har ikke været her før, jeg vidste ikke –

Ham: Nej, men det er PRÆCIS DERFOR, vi har skrevet det på skiltet!! Vi har lige fået en bøde på 30.000!!

Mig: (Nu middelsvært irriteret.) Det er fint. Jeg skal nok flytte den. Men jeg synes måske nok, at du kunne sige det på en ordentlig måde.

Ham: DET STÅR LIGE DER!

Mig: JA!! Det har jeg set, og nu flytter jeg den!

Og så fik jeg ellers døren i synet.

Lækkert.

Vi fik samlet alt vores pikpak, slæbt børn, tasker, poser og os selv op på førstesalen, og defilerede derefter ned for at bestille. Da det blev min tur, sagde jeg - meget, meget pænt - til den ellers ret rare mormor-type, at nu var det ikke for at være en sure kost, men at det måske ikke gav det bedste indtryk på nye kunder, når personalet startede med at råbe dem ind i ansigtet. Hun nåede lige at åbne munden, hvorefter Strikhuen løsrev sig fra sin MacBook længe nok til at komme og skælde noget mere ud. Jeg forsøgte flere gange at komme igennem med sætninger som ”Jeg fortæller dig bare, hvordan jeg som kunde oplevede situationen” og ”Det er måske ikke så nemt at gætte, at et skilt på størrelse med en lille plakat, med samme skrifttype og pynt som jeres menuskilt, er en forbudstavle” men han afbrød alle forsøg på at sige noget, og til sidst kiggede jeg bare på ham og sagde: ”Det er fint. Jeg kommer så bare ikke her igen.” Hvortil han svarede: ”Godt!"

De behøver hverken at De'se mig eller slikke røv, men jeg gider sgu ikke rigtigt råbes af, der hvor jeg lægger mine penge.

Min stramme kæbe og jeg gik på toilet for lige at fordøje, at det var lykkedes os at komme i bad standing på en babycafe på under 4 minutter, og det lunede på humøret, at den gode stemning var videreført dernede med skiltet:

”KUN toiletpapir i toilettet!! ALT andet vil medføre bortvisning og en VVS-regning!!”

Jeg gik derfra med samme fornemmelse, som man fik i skolen, når man var kommet til de virkelig dårlige læreres timer, og fik skæld ud, fordi de andre pjækkede.

Min eneste trøst er tanken om, at han ikke ved, at jeg er for kaffe, hvad Julia Roberts i Pretty Woman var for Rodeo Drive: Han kunne have betalt sin rådne bøde 3 gange med avancen på den kaffe, jeg når at konsumere på en måned.

tirsdag den 15. marts 2011

Verdens mindste drag.

Hørt ved puslebordet:

"Hvad så, skat? Skal du have nylonstrømper på idag?"

(Nåmn, hvad? Kl. 5.30 kan det sgu da godt være lidt svært at huske, at det hedder 'strømpebukser', når det er til drenge.)

mandag den 14. marts 2011

Det er ned af bakke herfra, venner.

I dag i Politiken kunne jeg læse, at mange forældre ikke kan se, at deres børn er overvægtige. Forleden så jeg et afsnit af Amalies Verden, og nu sidder jeg og spekulerer på, om det samme gør sig gældende, hvis ens børn ikke er alt for snu?

Både Dines og Anne har skrevet nogle rigtigt fornuftige indlæg om, at vi som voksne burde gå forrest med det gode eksempel og lade være med at hade på det, der vel reelt set bare er børn, der leger for åben skærm, og jeg ville sådan ønske, at jeg kunne efterleve deres vise ord – for det ER de – men altså… For helvede. Ikke?

Jeg har det efterhånden med Amalie og De Unge Mødre, som jeg har det med 2., 3. 12. og 57. hold af Robinsondeltagere: Nu HAR I set, hvordan programmerne klippes, så de uheldige karaktertræk man måtte have forstørres 1:1000. Alligevel vælger I at stille op. Så er I fandme også selv ude om det. *retfærdiggørende-smiley*

Jeg ville ønske, at jeg kunne zappe forbi den slags programmer og over på noget mere lødigt som f.eks. Greys Anatomi DR2, men det er lidt som med de forfærdelige, forfærdelige billeder fra Japan, hvor man godt ved, at de stakkels mennesker i den hvide bil har omkring 16 sekunder tilbage at leve i – og alligevel kan man ikke få øjnene fra skærmen.

Jeg mener: Konen er jo naturstridigt dum. Jeg ville ønske, at jeg oprigtigt kunne sige, at jeg bliver hængende, fordi jeg tænker, at hun LIGE om lidt begynder at grine og siger: ”Aj. Den hoppede I sgu da ikke på, vel? Så dumme og forkælede, er der jo for fanden INGEN der er!”

Men jeg har en grim mistanke om, at jeg bliver hængende, fordi der inden i mig bor en lille, grim undremåler, der fryder sig over at blive bekræftet i, at uanset hvor slemt det står til her i huset, er jeg i hvert fald ikke SÅ dum.

Når jeg slukker for den slags udsendelser, sidder jeg altid tilbage og føler mig en lille smule snavset. Jeg synes, at der er så mange dårlige ting at sige om, at den slags programmer produceres, og samtidig ved jeg jo godt, at det blev de ikke, hvis ikke vi var nogen, der så dem.

Jeg kan f.eks. ikke lade være med at tænke på, at der sidder et helt tv-hold omkring Amalie, og forsøger at skjule deres begejstring, når hun udgyder endnu en af sine sproglige perler som den med, at hun nu virkelig begynder at føle ydersiden af at være kendt. Hvor rart kan det være at gå på arbejde, når det går ud på at indsmigre sig og skabe tillid, for derefter at udnytte den med velberådet hu?

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at én ting er, at De Unge Mødre vælger at udstille deres liv og personligheder på landsdækkende tv, men de vælger det altså også for deres børn. Og jeg tror f.eks. godt, at jeg ville være fri for at være Tino, når jeg skulle starte i skole. Hvor er børns tarv henne i dét?

Når jeg sætter mig ned og ser Amalies Verden eller De Unge Mødre, frygter jeg, at evolutionskurven for længst er peaket, og at vi om 3 generationer igen render på alle 4 og æder bananer.

Med bugen slæbende hen af jorden.

lørdag den 12. marts 2011

Og ham har jeg lavet.

Kunne I egentlig tænke jer en update på livet med Anton? Nej? Nåmen, så må I lige komme tilbage senere, for det er det, jeg har lyst til at skrive om i dag.

Han er nu blevet 4 måneder, og som med alle andre store ting i livet, har jeg både svært ved at forstå, at det allerede er 16 uger siden, jeg lå på en metalbriks med sammenbidte tænder og nåle alle vegne, og samtidig føles det, som om jeg har haft ham altid.

På det helt lavpraktiske plan vokser han. Hurtigt. Sundhedsplejersken kommer på mandag, men min egen fornemmelse er, at han vejer omkring 6,5 kilo og er 64 cm lang. Det er 4 kilo på 4 måneder. Det er ret imponerende, synes jeg.

Og så er jeg ellers glad for at kunne sige, at det er blevet meget, meget nemmere. (That’s right. I said it. Så nu ved vi godt, at vi fra i morgen går en forkølelse, 2 (hug)tænder og syv søvnløse uger i møde *jinx-it-smiley*) Men han har fået en rytme, går artigt i seng omkring kl. 22, vågner 2 gange pr. nat, og kan nå forbi både buffet og puslebord på 25 min. Han vil gerne sidde hos mig, når vi har gæster (= man kan igen drikke kaffe med mennesker, der svinger forbi med spændende beretninger om livet udenfor), og fremmede bliver nu tilsyneladende blot opfattet som venner, som han endnu ikke har mødt - og som skal vindes over med store, skæve smil.

Jeg er blevet bedre til at være Antons mor. Jeg ved f.eks., at man skal ease ham ind til nye ting, og den viden har øget raten af succesfulde oplevelser betragteligt. Har jeg f.eks. husket at prale med, at han til babysvømning nu forsøger at svømme? På den ret begejstrede måde. I fredags dykkede han, (åh, mor er så stolt!) og hvis der skal udgives noget Nirvana Greatest Hits, så bare send en paparazzi til Gjellerup efter billeder til coveret.

Jeg har også accepteret, at der er nogle lege, der får hjernen til at løbe langsomt ud af øret på mig af kedsomhed. Dem er jeg holdt op med at lege. Til gengæld synger jeg for ham, læser højt, tager ham med ud i selen og blæser sæbebobler, og smider ham op på skulderen, mens jeg løber rundt i lejligheden og siger som et fly. Ret præcist, faktisk, hvis jeg må sige det selv. Jeg vil ikke udelukke, at jeg morer mig mere end han gør, men sålænge han ikke kan gå sin vej, er det mig, der bestemmer MUHAHAHA!

For 4 måneder siden troede jeg aldrig, at jeg skulle komme ud igen. Eller i tøjet. I dag træner og underviser jeg et par gange eller 3 om ugen, jeg kan gøre rent uden at være så udmattet af stress bagefter, at jeg føler, at jeg har løbet en maraton, jeg har nyklippet pandehår, og på lørdag til Kagens Dag, har jeg tænkt mig at bage selv.

Det er stadig hårdere, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig, og vi har stadig to store udfordringer: Dels er aftensmad noget, som jeg må snige i mig, når han kigger væk, hvilket betyder, at jeg kan vælge mellem at spise den kold eller at få brændvabler i munden, og dels har vi lige en time eller to om aftenen, hvor han giver den hele armen som forsømt, vanrøgtet barn. Men det er sgu da til at overskue, synes jeg.

Specielt når han samtidig tålmodigt finder sig i, at jeg kysser ham så meget, at jeg er bange for, at det er mig, der er kommet til at kysse alt håret af ham.

Og i går, da han lå og sov med sit lille skildpaddefjæs mast helt ind i siden af liften, døde jeg lidt af lykke over, at han er min.

torsdag den 10. marts 2011

Hvis man ikke kan sige noget pænt, kan man i det mindste stå ved det.

Ovre på Skyggesiden går bølgerne højt for tiden, og når meningsudvekslingerne bliver så højlydte, får det mig altid til at tænke over blogland og al dens væsen.

Når en blogger skriver om politiske emner, kan forfatteren som regel være sikker på, at kommentarfeltet liver op, og jeg tror egentlig, at de fleste bloggere er glade for at være med til at skabe lidt debat. Så længe tonen er sober og folk rent faktisk læser, hvad der står i indlægget, inden de kaster sig frådende over tastaturet, synes jeg, at det er rigtig fint, at der også er læsere, der er uenige i de betragtninger, man som blogger går og gør sig.

Men uden at jeg skal gøre mig til talsmand for hele blogverdenen, tror jeg, at der er mange af os, der ikke er ret vilde med anonyme kommentarer. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor, for som en læser i mit eget kommentarfelt meget rigtigt indvendte, er man jo ikke mindre anonym, når man underskriver sig ”Sputnikken” eller ”Høgen”. Og det er jo heller ikke sådan, at blogpolitiet farer rundt derude og kontrollerer, at dem, der underskriver sig ”Pia” rent faktisk hedder Pia. Alligevel føles det, i hvert fald for mig, anderledes at få en fæl kommentar fra et pseudonym end fra en anonym. Det føles bare som om, at intentionerne bag uenige kommentarer er bedre, hvis de har et navneskilt bundet om tåen, end hvis de ikke har.

Jeg forstår dog godt, at man kan have lyst til at gøre det. Jeg kan f.eks. føle trangen røre på sig, når jeg på forskellige blogs derude falder over slet skjulte svinere, uanset om de handler om min egen blog eller nogle af mine venners.

For én ting er, at folk ikke kan lide en bestemt blog. Det er fair nok. Det er umuligt at lave et produkt, der er relevant for alle aldersgrupper og segmentfarver, men når jeg falder over et indlæg derude, hvor jeg i den grad føler mig ramt, og sidder tilbage med en klar fornemmelse af, at den der gik ud til mig, bliver jeg ked af det. Helt ud i virkeligheden. Jeg kan ikke forstå, at man - når det er så personspecifikt - ikke bare kan lade være med at læse med.

Jeg ville jo gerne være så cool, at jeg oprigtigt kunne sige, at jeg var ligeglad. Og jeg er den største fortaler for, at man skal have lov at skrive præcis, hvad man har lyst til på sin blog, dels fordi det ville blive så utrolig pissekedeligt, hvis alle skrev og mente det samme, og dels fordi den er personlig, og fordi folk bare kan lade være med at læse med, hvis håndarbejde/børn/hunde ikke siger dem noget – og så er det jo rimelig svært at komme farende med en omvendt dispensation klistret fast på bestemmepinden.

Hvis en person gør mig ked af det IRL, kan jeg som regel finde ud af at sige det til dem, men jeg gider ikke rigtigt være hende, der med martyrmine og klagende taster sender paranoide mails til et menneske, jeg aldrig har mødt med ordlyden: ”Jeg synes, at du er skidetarvelig. Det var bare lige det, jeg ville sige. Hej.”

Så i en mørk afkrog af mit sind, kan jeg godt forstå lysten til at lægge en anonym kommentar af de rigtig nedrige, og da ordene som regel er mine venner, kan jeg lave nogle rigtig dybfrosne sataner af slagsen, skulle jeg hilse fra mine eks-kærester og sige. (Igen: Hvorfor er jeg single??) På en eller anden måde synes jeg bare, at det er lidt ligesom med utroskab: Hvis du gør det en gang, er grænsen overtrådt og emballagen brudt, og så er det alt, alt for nemt at blive ved med at sige, hvad du mener, uden at stå ved det.

Og hende gider jeg endnu mindre at være.

Blogland er nogle gange noget mærkeligt noget.

tirsdag den 8. marts 2011

3 hurtige:

Man ved, at det bliver en lang dag, når:
* man kommer ud i køkkenet kl. 6 og bliver mødt af synet af en kæmpe edderkop, der sidder og spiller smart midt på køkkenbordet.

* Søren Pind bliver slået til integrationsminister. Undskyld. Assimilationsminister

Ville ønske:
* at HTH ville installere Mads Christensen i et køkken, der ikke var 50 cm for lavt. Får ondt i ryggen af at se på det, mand. (Er det mon for, at vi kan se hans (blære)røv? *tø-hø-smiley*)

* at jeg kunne finde ud af at følge mine egne forskrifter, når jeg træner. Det er længe siden jeg sidst for alvor har smidt rundt med vægte = smart at tage den med ro. Jeg er bare så træt af at gå rundt med tagget Anton Was Here på maven, og da det samtidig desværre aldrig har været begrænsningens kunst, vi har haft hængende på væggene her i huset, har jeg siden i lørdags gået med samme smidighed og ynde som et egetræ på vej ned af en pukkelpiste.

* at jeg aldrig havde fået mit sind forgiftet med følgende klamme, klamme sætning fra Vidunderlige Uger:

Når jeg giver hende flaske, stikker hun sin lille hånd ind under min bluse. Vi kalder det for ”kæle-for-bryst”

(Og just for the record, så hader jeg den stadig, men man klandrer jo heller ikke den druknende for at klamre sig til tømmerflåden, selvom den er grim, vel?)

Hej Skat.

* Jeg siger ikke, at de snyder. Jeg siger bare, at jeg finder det en liiiille smule påfaldende, at jeg med min indkomst, der er nogenlunde ligeså jævn som cykelstierne i Århus, har ramt fuldstændig 100 % rigtigt, og derfor hverken skal betale eller cashe ind.

* Er der i den forbindelse nogen der ved, hvad fanden der sker med udtrykket: ”Så går det jo lige O P, op.” Hvor kommer det fra? Hvorfor er der så mange, der siger det? Og vigtigst af alt: Holder de snart op igen?

søndag den 6. marts 2011

Re: Are Wii interested?

Det er sjældent, at jeg er en af de forbrugere, der klager. (I hvert fald højt og til nogen, der rent faktisk kan gøre noget ved det, klagen drejer sig om.) Dels har jeg en forventning om, at de fleste firmaer har en virtuel sliske fra indbakken til skraldespanden, og dels gider jeg ikke, at de tror, at jeg er en af dem, der skriver for at få noget. Her i huset tigger vi ikke.

Men efter to gange at have fået gennemvædet tasken med olie, fordi flasken med D-vitamin dråber, jeg har købt til Anton, er gået op, blev forleden jeg arrig nok til at sætte mig ved tastaturet og skrive til producenten.

Som meget høfligt skrev tilbage, at de aldrig havde hørt om problemet før, men at de på grund af min klage havde haft flasken testet på teknisk afdeling, og de kunne godt se, at jeg havde ret.

??

*Hvad-skal-jeg--gøre-af-mine-fordomme-smiley*

Og så ville de i øvrigt gerne have lov at give mig et gavekort til Hjem-is, som plaster på såret. (Alligevel ikke for noget, vel? Men ville man ikke have forventet et gavekort til Aarstiderne fra et vitaminpillefirma?) Så nu ville de gå i gang med at kigge på, om problemet kunne løses ved at gøre gevindet kortere.

Måske har jeg misset mit virkelige kald som produktudvikler af en slags? Jeg ærgrer mig f.eks. stadig over, at jeg ikke i 90’erne henvendte mig til Japan med min fremragende ide til videreudvikling af Pacman-spillet: Wall Street Pacman, som i stedet for den traditionelle ost, der spiste prikker og blev forfulgt af spøgelser, skulle være et jakkesæt, der sniffede coke og blev forfulgt af paranoia. 3 gange hurtigere end originaludgaven, selvfølgelig. Ville fandme være blevet kæmpestort i yuppie-segmentet.

Konceptet holder faktisk stadig, nu jeg sidder og tænker over det. Skulle måske prøve at henvende mig til Nintendo?

Wii Blow.

Ville formentlig få Colombias BNP til at stige med 4.000 %. Det må sgu da også være noget værd?

Håber så bare ikke, at de belønner efter samme princip som Multi-Tabs, for jeg står ikke lige og mangler et gavekort til Betty Ford.

torsdag den 3. marts 2011

Pjerrot goes goth.

Jeg er så fuckertræt i dag, at man ikke fatter det. Nogen her i huset synes nemlig, at ’dag’ er noget, der starter lige omkring kl. 3.30, og han er ikke umiddelbart til at overbevise om det modsatte.

(Hvor gamle skal de egentlig være, før man kan koste dem ud på en avisrute? I Kina kravler de vel nærmest lige fra skrævet til symaskinen for at sy sportssko til fede, hvide folk?)

Så jeg ville bare lige stikke hovedet herud for at fortælle to ting:

1)
Har I også spekuleret på, hvem der egentlig bruger testerne på make-up hylderne i Magasin? Jeg har. Har altid syntes, at det var drønklamt, at nogen kunne få sig selv til at dele bakterier på den måde.

Well….

Det viser sig, at målgruppen for kollektiv øjenbetændelse er enlige mødre med aftaler down town, der efter spinning har måtte storme ud af omklædningsrum med vådt hår og albinofjæs, fordi føromtalte barn er træt (fucking surprise!! 3.30, mand….), og truer med at bide struben over på barnepigen.

Så så man lige mig snige mig duknakket omkring i blandt eyelinere og pudderkvaster, mens jeg med lige dele skam og angst for at blive afsløret som Hende, Der Ikke Skal Købe Noget, forsøgte at komme til at ligne noget, der igen var værdigt til at indgå i civilisationen.

Svært at få gode resultater, når man forsøger at ramme øjenvipperne, mens man lader som ingenting, dog. Blev så forskrækket, da ekspedient kom svingende om hjørnet i en sky af lydefri teint og Dior, at jeg fik smattet mascara ud over det hele.

Og man kan jo for fanden ikke bede om en Kleenex til at rette op på de undvegne produkter, man står og er i færd med at stjæle, vel? Så forsøgte at fjerne det med en fugtet finger (som vi bliver nødt til at kalde det, for jeg Kan. Ikke. Holde. Ud, at jeg er blevet sådan en, der spytvasker mig selv), hvilket bare resulterede i, at jeg fik det tværet ud over hele øjenlåget og det meste af kinden.

Lignede en, der havde fået tæsk, da jeg gik derfra.

But I don’t care for

2)
jeg afløser på spinning hver torsdag hele måneden, og fra i næste uge har jeg min egen mandagstime igen. HURRA!! Fordi jeg har den bedste ven i verden, som godt kunne se, at jeg var lige ved at visne over, at microfonen var blevet taget fra mig, og som derfor ridderligt stillede sig selv og sin tid til tjeneste.

Så fra næste uge er det officielt muligt både at blæse og have mel i munden.

Med min nye make-up stil, skal jeg så nok bare være lidt varsom med ikke at komme til at stå med ansigtet mod vindretningen.

tirsdag den 1. marts 2011

To små fisk, de svømmede rundt.

Hvis det her fortsætter, er vi snart klar til at tage Sølvfrø-prøven, Anton og jeg. Den udvidede. Uden korkbælte. Vi har i weekenden været på besøg i svømmestadion Danmark i Esbjerg, og holy fuck, hvor er det bare tusind gange mere lækkert end Gellerupbadet derhjemme.

For de uindviede kan jeg fortælle, at det er begrænset, hvor man kan gå til babysvømning i Århus, og da jeg er tæt på at være den ringeste svømmer i verden (og derfor selvfølgelig hader det), er det meget begrænset, hvad jeg har set af svømmehaller i Smilets By. Da min svømmemakker (ikke Anton. Den voksne af slagsen) foreslog Gellerup, tænkte jeg derfor, at det vel kunne være ligeså godt, som alt muligt andet.

Jeg tog fejl. For det første er der ikke plads til barnevogne nogen steder, hvilket jeg kan blive mere end almindelig irriteret over. I tilbyder babysvømning, for crying out loud. Havde I forestillet jer, at vi kom med dem i lommen? Og jeg siger ikke, at de skal rive hele hallen ned og bygge en ny for min skyld (jo, jeg gør. Lidt.), men altså.. et halvtag af plastik, eller noget? Lidt opsyn? Et eller andet? Jeg er ligeglad med, at det er Gellerup; jeg lader ikke en Oddervogn til 10.000 kr. stå og gøre sig lækker på en parkeringsplads uden anstandsdame nogen steder.

Skabene derude er lige præcis så brede, at der kan være en af de gammeldags gymnastiksko i dem. En af de der elastikbanditter med rågummisåler. Hvilket betyder, at man skal hoppe vandret ind i dem på den meget insisterende måde for at få plads til voksiposen. Pusletasken, overtøjet, skoene og træningstasken kan man jo så passende tage i kinderne.

Jeg ved godt, at jeg lyder pissesur, og det er jeg sgu også lidt, for jeg synes ikke, at det kan passe, at man tilbyder noget, uden at forholde sig til, om man rent faktisk har faciliteterne til det. Og det er ikke fordi, jeg er nærig, og bare har valgt det billigste. Jeg giver 70 kr. pr. gang, hvilket er, hvad det koster alle steder.

Nå, men som sagt var vi på visit i Esbjerg, og hvis jeg nognsinde skal gifte mig med en svømmehal, bliver det den. (Helle for at være den, der skal i kjole og diadem!) Der var en hel førstesal indenfor – som i: i tørvejr - at stille barnevogne på, og da jeg mumlende ærgrede mig over, at jeg havde glemt nøglen til min lås, døde de tilstedeværende nærmest af grin.

Der bliver ikke stjålet barnevogne i Esbjerg.

Åbenbart.

I receptionen var de ved at falde over deres egne ben for at hjælpe mig, og om jeg ikke ville låne en paraplyklapvogn til at gå rundt med ham i indenfor? Øhm.. Det ved jeg ikke?? (Sagde nej tak. Kunne ikke lige overskue at indrømme, at jeg ikke vidste, hvad en paraplyklapvogn var, eller havde fantasi til at forestille mig, hvad man skulle bruge paraplyen til indenfor) I omklædningsrummet var der – udover store skabe – 20 mormødre, der alle sammen forelskede sig i Anton på stedet (som kvitterede med gratis smil til hele banden, mens han lå i bar røv og sprællede af begejstring. Min lille skat), og selvom de ikke var ansatte (eller var de?), så gav det alligevel lidt mere hurra-følelse, end når man tudende bliver ignoreret i over en time. Babybadet var skærmet af, hele rummet var ekstra opvarmet, og der var puslefaciliteter derinde, hvilket letter badelogistikken en HEL del.

Til 65 kr.

I fucking love it.

Hvis ikke jeg passer på, ender det med, at jeg begynder at svømme. Sådan i virkeligheden.