søndag den 27. februar 2011

Nosey me.

Som en slags elegant kommentar til mit indlæg om store kokosnødder, har Nemesis nu sørget for, at min nye shampoo lugter meget kraftigt af melon. [Indsæt bryst-joke]

Hvilket teoretisk set ikke er en skid bedre end en hver anden afdeling i Frugt & Grønt, men hvor kokosnødderne giver mig let 80’er-kvalme, bliver jeg altid i godt humør af melonduften, fordi min ungdoms yndlingssolcreme duftede af det samme, så den får altid minder om Roskilde Festival, sol og kolde fadøl til at stå i kø. (Er det mig, eller er bloggen på det seneste kommet til at handle utrolig meget om alkohol??)

Det er sindssygt som dufte kan sparke døre ind til værelser fulde af minder; ikke bare begrænset til erindringer i billeder, men også uløseligt forbundet med følelser. Forleden, da jeg sad i toget, kom der f.eks. to fyre ind, der til forveksling lignede Mads Mikkelsens figur i Pusher. De satte sig lige ved siden af mig, og 20 sekunder efter kom jeg pludselig til at tænke på en kæreste, jeg havde, som ikke kunne give en kompliment, om så hans liv afhang af det. Det tog yderligere 3 sekunder for den gamle følelse af frustration at indfinde sig, og med sig i hånden havde den alle de gamle spekulationer om, hvordan en mand, der på papiret vidste så meget om følelser, og som selv havde så voldsomt et behov for ros, var ude af stand til at sætte sig i mit sted på netop dette punkt.

Hvilket fik mig til at tænke på en anden kæreste, der altid lød som om han læste op fra en bog, når han sagde noget pænt. Tanken var god, og fake it 'till you make it og alt det, men hånden på hjertet fandt jeg det tåkrummende pinligt, når han gjorde det, fordi han lød som en skuespiller fra en b-film, der havde svært ved at få sine replikker til at vende rigtigt i munden.

Den overvejelse ledte videre til spekulationen om, om vores generations mænd mon mangler et sprogligt register til at udtrykke kærlighed? Alle ved, at når vores fædre sætter en hylde op, eller ringer og spørger, om du mangler rawplugs, så betyder det ”jeg elsker dig”, men i takt med at jeg og mange af mine kvindelige jævnaldrende er blevet selvhjulpne i nærmest alle henseender, er der ikke meget gestus tilbage at udtrykke sig gennem. Og så er mændene måske tvungne til at forsøge sig med vores virkemidler, når de vil udtrykke deres kærlighed, hvilket for nogen kan komme til at lyde temmelig kunstigt og tillært.

(Og hvis du kun kender mænd, der er verbale genier, når det kommer til at utrykke sig emotionelt, så er det naturligvis ikke dig eller dine mandlige bekendte, jeg snakker om. Dit heldige bæst.)

Alt sammen pga. min tog-nabos valg af aftershave.

Det er muligt, at vejen til mandens hjerte går gennem maven. Vejen til min hjerne går åbenbart gennem næsen.

fredag den 25. februar 2011

*hik*

Ha HA!! Babysvømning, take two? Grande, grande succes.

Så meget, at jeg havde overskud til at stå i omklædningsrummet og spekulere på, om ikke vi snart er færdige med at lugte af ting, der ellers primært begår sig på palmer? Er det ikke rimeligt 1992 at stå og iføre sig noget, der får en til at lugte som verdens største kokosnød?

Personligt savner jeg ikke odøren af de suspekte produkter i bronzefarvede poser, vi nærmest badede i, når vi forsøgte at branke os i fast forward, inden vi skulle til fest på Handelsskolen i blazer, babydoll og Doc Martens.

Sådan er jeg rimelig alene om at have det i kvindeomklædningen i Gellerupbadet, hvor kokoslotion er the shit.

Jeg håber sådan, at det er forklaringen på, at jeg siden kl. 10.30 har haft lyst til et ordentligt svin af en Malibu og cola.

onsdag den 23. februar 2011

Jeg føler mig listig....

Hvordan:
Kan et barn, der har sovet 87 minutter, præstere at vågne i PRÆCIS det sekund, man spasser rundt i køkkenet og derfor taber en pakke the i løs vægt ud over hele hele hele køkkengulvet?

Og må jeg i den forbindelse have lov at spørge:
Hvordan the undgik at komme på pensumlisten i fysik? Med al den snak om masse og fylde, skulle man synes, at der lige var plads til at komme omkring, hvordan thes massefylde EXPLODERER, når det undslipper posen.

Hold nu kæft:
Med den Jellingesten.

I forhold til tv, vil jeg gerne vide:
Om der findes et eneste menneske i hele verden, der står lige så åndssvagt og myosefremkaldende med albuen, når de bruger deres elektriske tandbørste, som de gør i reklamerne? (Ja, Wozniacki. Jeg taler til dig.)

Om man bør hidse sig op over de der idiotiske Sweet Moments reklamer, fordi man som single føler sig holdt udenfor, eller om man skal hvile i tanken om, at det er straf nok, at kvinderne er endt op med fortøflede weak ass bitches, der ser ud som om, at det er helt, helt normalt at sidde og flette ben i en pink plyssofa på landsdækkende tv. (Det er muligt, at det er skuespillere, der udfører selve gerningen, men historierne er hentet på FB. Hvilket er sådan, man i dag staver til IRL.)

Gad vide:
Hvem der skal lede landet, når journalisterne har gravet snavs frem om samtlige indsatte på Christiansborg, og de alle sammen har været nødt til at forlade bygningen i et karnevalsoptog af skam og dansende skeletter.

Sig det så:
Hvem er det, der finder på navne til Bingosites på nettet? Prinsesse-bingo. Maria-bingo. Mamamia-bingo. Bella-bingo. Are you kidding me? Gør jo decideret ondt i munden at sige.

Har jeg i øvrigt sagt:
At jeg i morgen skal afløse på en spinningtime? Det bliver sikkert mere sjovt, end det bliver kønt (knus Rødbeden) men jeg glæder mig, jeg glæder mig, JEG GLÆDER MIG! Jeg har tænkt mig at synge med. Jeg siger det bare. Og hvis luften ikke rækker (hvilket man jo for holdets skyld kunne håbe), synger jeg med indeni mig selv *begejstret-smiley*

Og på en eller anden måde synes jeg desværre:
At det her skilt siger alt om, hvad det kræver, at blive integreret i Danmark.

mandag den 21. februar 2011

Måske vi skal undersøge, om vi kan komme til at gå til vaccine i stedet?

”Det KAN jo godt være, at han er en af de babyer, der bare tager det i stiv arm” sagde jeg til min veninde forleden.

….

”Det ved man bare allerede på forhånd godt, at han ikke er, ikke?”

Well.

I stand corrected.

Vi har de sidste par dage talt meget og længe om, at Mennesker I Kitler Med Nåle = Onde, mens Mor = Den bedste i verden, Anton og jeg, men jeg havde stadig frygtet, at vi skulle igennem et re-make af sidste fredags traumegivende vanrøgtet-barn-i-panik seance idag.

Han skreg da også på en ny ”hvad-fanden-var-DÉT?!”-måde, både da sygeplejersken stak ham første og anden gang, men modsat alle de andre variationer af gråd han behersker, var den her .. kort. Jeg nåede ikke engang at få tårer i øjnene; en disciplin jeg ellers med længsel ser frem til, at de medtager til OL, for jeg er HURTIG!

23 sekunder efter at hun havde hamret en nål på størrelse med en kuglepen i låret på ham (og er det btw bare one size fits all? For der var fandme ikke meget børnenål over de 30 cm. kirurgisk stål, der sad for enden af sprøjterne!), smilede han til sygeplejersken med sit skæve ’Hvaaaa…. Kommer du her tit?'-smil.

?

Så nåle er ok, men klorvand er helvede i flydende form?

?

Seriøst: Er der et kursus om børn, jeg har glemt at tage?

fredag den 18. februar 2011

Hvor er forskerne, når vi skal bruge dem?

Anton blev skidt i går. Dislike gange 100. Han stoppede først med at trække vejret i hvad der føltes som 1000 år, hvorefter han sprøjtbrækkede sig på den måde, man ellers kun ser hos 15-årige alkoholnovicer til halbal, hvor det står ud af både næse og mund, og han blev simpelthen så forskrækket.

Det gjorde jeg sådan set også.

Det er i den slags situationer, at man virkelig kan mærke den sagnomspundne moderfølelse, for selvom man sidder der, gennemblødt og med kaskader af mælk, der lige har været en tur i centrifugen overALT, så er det bare skideligemeget, sammenlignet med at få trøstet den lille, bange fyr.

(Må dog indrømme, at jeg lige skelede til Iphonen, der lå ved siden af i sofaen, men den havde heldigvis valgt at placere sig ved bredden af søen sammen med sin bedste ven fjernbetjeningen.)

Da han endelig faldt i søvn i armene på mig, kom jeg til at hyle en lille smule på ham, fordi han fandme bare så så lille og sårbar ud, som han lå der med åben mund og tillid ud over det hele.
Jeg hader, at man ikke kan fortælle ham, at det bare var en grim forskrækkelse, og at det bliver godt igen. Eller .. altså, det kan man jo godt, men han forstår det ikke. Og derfor ligger jeg allerede nu søvnløs over mandag kl. 11.30, hvor han skal vaccineres.

Jeg troede, at jeg ville være markant mere cool med den slags, men det er jeg åbenbart ikke. Jeg kan næsten ikke holde ud, at de skal stikke ham med store, væmmelige nåle i hans små, bløde lår.

Ja, nåle. Plural. En i hvert lår.

Jeg VED godt, at det er pylret og dumt, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det bliver hans første møde med verden, som den også kan være. Den version, der gør ondt. Indtil nu er hans eneste erfaring med livet, at jeg er der og hele tiden forsøger at hjælpe ham, og dække hans behov. Nu skal han så lære, at der er situationer, hvor jeg ikke kan beskytte ham, men tværtimod skal være en del af det, der gør ondt (for lur mig, om ikke jeg skal holde ham, mens de stikker *hade-smiley*) og som han ikke forstår, og bare kan forsøge at trøste ham bagefter.

Åh! Hvorfor er der ikke nogen, der har opfundet en vaccine, som man kan give mig, og så kan han bare få the juices gennem mælken?

torsdag den 17. februar 2011

Åh, andre mennesker!

Jeg har en kammerat, der i sin fritid arbejder inden for servicebranchen, og som virkelig, virkelig, VIRKELIG brænder for det produkt, hans virksomhed leverer.

Han er en af de medarbejdere, der ser organisationen som et hele, og som derfor opererer ud fra devisen ”lad os hjælpe hinanden, så kunden får det bedste produkt.”

Det er der selvfølgelig en kvindelig mellemleder, der nu har fået ondt i røven over, fordi hun indeni er et usikkert, lille menneske er meget opsat på med næb og kløer at klamre sig til sin titel.

Hele miseren handler om Facebook, som virksomheden har valgt at være på, og som hun er administrator for. Problemet er bare, at hun er hundrede år og en dag om at svare på henvendelser, når kunderne skriver derinde. Derfor har min kammerat forsøgt at give siden lidt kunstigt åndedræt ved at svare på kundernes henvendelser, og poste info, som virksomheden vel at mærke selv har valgt at have hængende til offentlig skue i kundeområderne.

Nu har han så modtaget en meget spids mail om, at det altså ikke er HAM, der er administrator, så han bedes lade være med at svare på kundehenvendelser derinde. Og hvis han skal skrive noget derinde, så bedes han venligst udskifte sit profilbillede, hvorpå han er iført firmatrøje med logo, for – igen – folk kunne opfatte det som om, det er ham, der er administrator.

Det hører med til historien, at firmaet gennem flere år har valgt at give tøj med logo til medarbejderne i julegave.

Jeg bliver fandme så træt over at høre sådan nogle historier, for jeg synes – og nu bevæger jeg mig ud, hvor isen er usikker – at det er et problem, man primært hører om, når der er tale om kvindelige mellemledere. Når mænd vil pisse territorium af, er det min erfaring, at de gør de det ved at forsøge at blive bedre. Det er også min erfaring, at kvinder bitcher og spiller bestemme-kortet. I’m sorry, men det synes jeg. Og det går der godt nok meget god PR tabt ved, for den bedste reklame er tilfredse medarbejdere; det er dem, der bliver spurgt til familiefester – og svarer ærligt. Og det er da utilfredsstillende ad helvede til, at man skal forsvare en virksomhed og et produkt, som man godt selv kan se ikke fungerer optimalt, og da specielt, når der skal så lidt til for at ændre på det.

Hvis en virksomhed vælger at være på FB, må man antage, at de gør det, fordi de mener, at de kan hverve nye kunder af den vej ved at signalere, at de er med, hvor det sker. Så kan det sgu da ikke hjælpe, at de bliver sure over, at kunderne bruger det, eller opfører sig, som om de gør DEM en tjeneste ved at svare dem!?

Men min yndlingssentens i hendes mail er følgende:

”Som sagt tidligere så svarer jeg så ofte det er muligt – og nogen ting skal desuden ikke svares på. Jeg læser alt hvad folk skriver, men jeg ønsker ikke at vænne folk til, at de får svar med det samme om alt muligt.”

Nej, Gud da forbyde, at kunderne vænner sig til god service.

For det er jo ikke dem, I lever af, eller hvordan?

onsdag den 16. februar 2011

Perspektivernes morgen.

Det kan godt ske, at jeg ikke har sovet siden d. 18. november.

Det kan også godt ske, at jeg bander over, at man bør have snekæder på barnevognen, og at Århus Kommune ikke ejer så meget som ét jævnt fortov uden huller (seriøst: Hvad gør folk i kørestol? Der er ca. en million steder, hvor det er UMULIGT at komme rundt med hjul på).

Men når jeg sidder på spisebordet i nattøj med en kop kaffe, stearinlys tændt og Anton på skødet og kigger ud i mørket på sneen, mens han begejstret snakker til bilerne, der kører forbi, ved jeg, at det ikke bliver større end det.

mandag den 14. februar 2011

Jeg kan betale for mit eget hår, tak.

Godt. Så fik jeg tudet af og tørret øjnene og jeg erklærer hermed fredagens svømmeseance for værende åben for jokes. Det har f.eks. hjulpet at tænke tilbage på øvelsen, hvor ungerne skulle sættes ned i små baderinge: Alle de andre havde små, yndige flydere, der grinede begejstret, mens jeg havde den vrede doughnut med raseridrevet påhængsmotor, og set i bakspejlet er det faktisk meget sjovt.

På fredag er der (heldigvis!!) vinterferie, så vi har lige 14 dage til at samle kræfter og spænde vilje-musklen, før vi gør det igen.

Men ikke mere svømmesnak, for i dag skal vi snakke om en myte, som jeg forfærdelig gerne vil til livs. Alle livsfaser har deres charmerende one-liners, som omverdenen kan irritere én ud af huden med, f.eks. ”Hvorfor har en pige som dig ikke en kæreste?” og ”Skal I så bare sidde derhjemme og være kærestekedelige på fredag?”. Når man er alene med et barn, er sætningen: ”Nå, men det er da også en ret god forretning at være enlig mor, er det ikke?”

For åbenbart kender alle mindst én, der har en kommunal sponsorske så langt oppe i røven, at man kan ane guld i halsen på dem, når de åbner munden.

Jeg ved ikke, hvad disse mytiske kvinder har gjort for at fortjene, at Århus Kommune køber en 5 værelses lejlighed til dem down town, eller hvad fanden man skriver på en ansøgning, for at få sagsbehandleren til at punge ud for at få hår syet på (wtf!?), fordi man har tabt noget af det, da man ammede, men lad mig være den der siger, at det altså ikke er reglen.

Jeg får samme børne/unge ydelse, som alle andre med børn. Hverken mere eller mindre. Som enlig forsøger, har jeg derudover mulighed for at søge noget, der hedder forhøjet børnetilskud, hvilket er ca. 3300 pr. kvartal. Dette beløb kan søges af alle enlige forsørgere, dvs. at jeg også kunne søge det, hvis barnets far f.eks. sad i fængsel.

Ift. til institutionsplads (som enlige mødre i penthouselejligheder med påsyet hår åbenbart ikke betaler noget for), kan jeg oplyse, at min egenbetaling er udregnet på baggrund af min indkomst. Som tegnsprogstolk sidder jeg på lønstolen lige imellem pædagoger og folkeskolelærere; jeg ligger ikke og roder rundt nede i overførselsindkomstzonen, men det er heller ikke sådan, at McKinney-Møller arvingerne skuler misundeligt til mig, når jeg går forbi på gaden. Jeg får ”rabat” på ca. 52.000, fordi jeg er alene, hvilket vil sige, at hvis jeg f.eks. tjente 252.000 om året, ville de sætte min årsindkomst til 200.000, når betalingen skulle udregnes. I lavpraktiske tal betyder det, at mine venner med børn betaler ca. 1200 pr. voksen til institutionspladsen. Jeg kommer til at betale ca. 1050.

Boligydelse? Samme, indkomstbaserede historie, hvilket betyder, at jeg kan regne med at få ca. 150 kr. pr. måned, hvis jeg er heldig.

Så en hurtig sammentælling i hovedet giver et merbeløb til mig på 1400 kr. i måneden fra det offentlige, fordi jeg er enlig mor.

Og jeg vil gerne slå fast med store, fede syvtommersøm, at jeg synes, at det er uTROlig fornemt, at jeg overhovedet kan få noget. Jeg var min økonomi igennem med en lup, inden jeg fik Anton, for jeg synes ikke, at det virker rimeligt at sætte et barn i verden, hvis man ikke selv kan forsørge det hovedparten af tiden, men jeg har bestemt ikke fået ham for at score kassen.

Det bliver ikke mærketøj og røde bøffer hele vejen, men vi kan sagtens klare os.

- så nu ved I, hvorfor jeg går rundt og ser lidt tyndhåret og forvasket ud.

fredag den 11. februar 2011

Come hell and high water.

Nå. Han bliver så hverken dykker eller livredder.

Startede ellers meget godt med dyb fascination af varmerørene i omklædningen, og han var heller ikke utrøstelig over bruserne, men da vi kom i bassinet, blev han vred. Forsøgte at fixere ham med sutten. Gik dårligt. Forsøgte at udstråle ”Nej, hvor vi har det sjovt, og vand er ikke SPOR farligt!”. Hoppede han heller ikke på. Efter 10 minutter fornemmede jeg, at det ville tangere børnemishandling at blive i vandet, så med meget skrigende baby på armen, flygtede jeg ud i omklædningen.

Hvor han skreg.

Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg. Og skreg.

I 45 minutter.

45 minutter, taget til fange i fucking badedragt. 45 minutter, hvor det ene babyhold efter det andet passerede med smilende pludrebabyer og mødre, der kastede stjålne, medlidende blikke i min retning. Jeg holdt ud i 7. Så begyndte jeg også at tude.

Så sad vi dér.

Kunne i den forbindelse godt have undværet, at to af deltagerne på det efterfølgende hold, var piger, der sidder på en af de uddannelser, hvor jeg tolker. Farvel professionelle magtbalance. De var søde, og lod som om de ikke havde set, at jeg sad iført store lår og sammenbrud, men stadig.

Der kommer lige til at gå et stykke tid, før jeg kan grine af det her, for jeg havde sådan glædet mig til at gøre noget sjovt med ham, og det er ikke til at holde ud, at jeg åbenbart ikke kan ramme det niveau af stimuli, som er tilpas for ham. Føler mig som en mor, der har fundet sine opdragelsesprincipper i en bog af Sidney Lee og Malou Stella, når jeg sidder der, og tydeligvis er trampet ind over alle hans små grænser.

Bedre held næste fredag, Linda.

torsdag den 10. februar 2011

Det er ikke bare mig, vel? Han ER sgu da sød!

I morgen sker det endeligt: Vi skal til babysvømning. Jeg glæder mig, for alle siger, at det er helt fantastisk, og det bliver fedt at lave noget med Anton, som han godt gider. Han har en lav kedsomhedstærskel, den unge mand (hvilket vi hermed kan fastslå er genetisk bestemt), så hvis jeg kan overtale ham til 10 minutter i kravlegården eller 6 minutter på legetæppet, har han strukket sig langt. Og han forsøger ikke at lægge skjul på, at han gør det under protest. Derfor bliver det skønt rent faktisk at lave noget med ham, som hverken involverer bryster, bleer eller gylp.

I hope.

Jeg er også lidt spændt på at se, hvad der sker, når man nedsænker et barn med en motorik som en bananflue med radiosvigt, i vand; om alle de arme og ben får ham til at fare rundt i bassinet som en lille påhængsmotor, eller om vi må forlade etablissementet i skam, fordi han pisker vandet til skum og sparker det i ansigtet på de andre babyer.

Hvilket dog stadig vil være at foretrække frem for scenariet, hvor jeg trækker det røde kort ned over hovedet på os, fordi jeg synger nogle af de ord, som er blevet meget forbudte, siden jeg var barn. Jeg har efterhånden fået munden til at vende rigtigt, når elefanten skal bruge en kokosnød OG IKKE EN NEGER! som rangle, men jeg blev helt klam, da et par stykker i min mødregruppe kunne berette, at skomagerdrengen ikke længere er et svin, men en gris, som heller ikke længere forlyster sig med brændevin, men spiser is.

Bandit.

Vi ved allerede godt, hvem der kommer til at sidde med sine kæmpekasser og skummetmælksben på bassinkanten og synge eder og forbandelser uden at forstå, hvorfor de andre forældre stirrer så forarget, ikke?

Nå. Fuck it. Jeg glæder mig stadig, så med et billede af den farligste løve på stranden, vil vi ønske jer alle en god fredag derude.

onsdag den 9. februar 2011

Hold afstand. Der danses.

Når hele verden går på røven over et eller andet nyt, resulterer det som regel i, at jeg bliver kontrær og med vold og magt forsøger at undgå, hvad det nu end er, the fuss is about. Således var jeg i 1995 nok den sidste kvinde i verden, der læste Åndernes Magt, og jeg var ikke for fin til at blive en lille smule fornærmet på den over, at jeg faktisk syntes, den var god.

Så da hele verden sidste år blev zumbaficeret, gad jeg det allerede på forhånd ikke, og med en sjælden kombination af vilje og talent, er det lykkes mig at undgå fænomenet fuldstændigt.

Indtil i dag kl. 18.30.

For når barnemanden kan passe Anton, er svaret: ”JA TAK!” og så skal jeg sgu nok lære at elske, hvad der end er på holdplanen. Even zumba.

Så nu har jeg prøvet det, og det var en meget …. beige oplevelse. Jeg hverken hader eller elsker det, for helt ærligt: Er det ikke bare old school Jane Fonda low tilsat noget AOF salsa?

Det som dog er helt forrykt er, at ham eller hende, der har udtænkt zumba, har været i så dårlig form, at vedkommende ikke har haft luft til at cue, så en del af konceptet er (hvis der skulle sidde en enkelt læser i et mørkt hul på månen), at instruktøren ikke må sige noget, men at deltagerne bare skal lade sig opfylde af den hellige dans og følge med.

Jeg tror ikke, at jeg fornærmer nogen, når jeg siger, at det påvirker resultatet.

Og jeg må være ærlig og sige, at jeg til enhver tid foretrækker en spinningtime eller en gang combat over at ryste røv til Shakira sammen med en masse damer i bare tæer.

Eller også er jeg bare sur over, at jeg fik sidestik.

tirsdag den 8. februar 2011

Fra den ene yderlighed til den anden.

I dag er jeg godt, gammeldags blå.

Anton sover, dagene er længere og lysere og jeg har, takket være barnepige og frisør, markant bedre hår, end jeg har haft hele sidste år – og alligevel kan jeg ikke rigtig ryste vemodet og melankolien af mig.

Kontakter, jeg gerne ville bevare, glider ud. Jeg føler mig udenfor alting, og verden racer af sted uden mig. Jeg bliver bange for tiden, som både føles lang og alligevel smuldrer bort mellem fingrene på mig, og angsten for at miste gør mig trist og tung om hjertet.

I dag føles fremtiden som noget, der er fuld af fælder og spidse tænder, og jeg får ondt i maven af at tænke på den.

Og i weekenden melder de sne.

Øv.

søndag den 6. februar 2011

All you need is love.

Når Anton og jeg er hjemme i Århus, går der somme tider hverdag i den, selvom alle bøgerne skriver, at man skal huske at tage sig tid til bare at være, for ”den første tid kommer aldrig igen”.

Jeg går altid lidt i panik over at læse den slags. Vil jo gerne presse det maksimale ud af livet hele tiden og sådan, men altså … hjemme ved os kommer der ikke lige en fe og vasker tøj. Og slaven er NOGET lemfældig med rengøringen (det svin), og så må man jo gøre det selv, på bekostning af være-tiden.

Så noget af det bedste ved at være hjemme ved mormor og morfar er, at der er mulighed for at lade tiden gå i stå, og her til aften har jeg brugt 2 timer på bare at sidde ved brændeovnen med Anton på armen.

Jeg fatter ikke, at jeg har lavet et lille menneske, der er så fint. Opstoppernæsen, der indbyder til at blive fulgt med fingeren og de små ører, hvor det ene krøller mere, end det andet. Det skaldede hoved med de høje tindinger, kinder, der ser ud som om de er lavet af marcipan, og små, brede fødder, man MÅ nulre, fordi det ville være synd at vække ham ved at bide i dem.

Når han er rigtig veltilpas, smiler han i søvne, og trækker vejret ind med den fineste minilyd i verden.

Ind imellem linder han lige på det ene øjenlåg for at tjekke, at jeg stadig kigger beundrende på ham – og det gør jeg.

Han er det bedste, jeg nogensinde har gjort.

fredag den 4. februar 2011

Yes. We. Can!

Sidder i skrivende stund på Vejle Banegård med bagage til højre og venstre, og skrigende barn på armen.

.....

Ha! Som om!! Det gik sgu da fint, mand! Er riiimelig lettet, for nu er vi ikke længere taget til fange i Århus; nej, nu kan vi pludselig stikke af, hvis vi skulle få brug for det. Og det kan man aldrig vide, om pludselig skulle come in handy.

Dagen startede med, at Anton sov så længe, at jeg nåede at få ordnet alt det praktiske, inden han slog øjnene op og forlangte at blive bragt til foderbrættet NU. Kl. 9 var vi til min umådelige overraskelse ude af døren til planlagt tid, og forventet ETA på banegården kom også til at holde.

Vel nede på perronen (kein problem at finde elevatoren, når man leder efter den), fandt vi den rigtige vogn, som der kun var to andre, der skulle med: En far-agtig mand i Kansas, og en bebumset 16-årig med ben så tynde som tændstikker. Mine penge var på arbejdstøjet, men da jeg med bævende stemme kvækkede: ”Er der en af jer, der vil give en hånd med barnevognen?” blev han ramt af akut døvhed, staklen. (Jeg kan berolige bekymrede læsere med, at hørelsen heldigvis kom igen, lige tidsnok til at besvare mobilen, da den ringede) Til gengæld ilede vor unge helt til undsætning, og stankelben og -arme til trods, hev han barnevognen op i toget, som om han aldrig havde bestilt andet.

Da toget havde listet sit forreste hjul 24 cm udenfor Århus, vågnede Anton i et hyl. Sjovt nok har jeg aldrig tidligere været klar over, at samtlige svedkirtler i kroppen er lydaktiverede, men så skete der noget helt utroligt: Da jeg tog ham op, faldt han til ro, og lagde sig artigt til at sove, og det gjorde han de næste 5 kvarter *mirakel-smiley*. Så var der lige tid til at amme og gøre brug af puslefaciliterne i toget (mmmm. Det gjorde jeg nemlig. Fordi jeg bare er så røv-sej!), og så var vi i Esbjerg, hvor en hel eskadrille af Maersk-fyre stod af toget, for derefter at vente lige uden for dørene, hvor de var lige ved at komme op at slås for at hjælpe mig ud.

Hvilket fik mig til at ligne en, der ikke havde regnet med at vinde den Oscar, jeg var nomineret til; hånden på brystet, åben mund og ”Mig? Virkelig?? Mig?”-attitude.

Så nu kan vi vinge tog-ture af på to-try listen. Kæmpesucces, takket være ham her:

Anton for president!

onsdag den 2. februar 2011

The purple tit?

De første par dage efter, at jeg havde født, havde jeg ikke fantasi til at forestille mig, hvordan jeg nogensinde skulle blive i stand til at købe ind igen, for jeg fik angstkløe i ganen, når jeg forsøgte at overskue tanken om at få både afkommet og mig selv klar på bare nogenlunde samme tid, OG få barnevognen op af kælderen.

Den første uge gik, og jeg var lige ved ikke at være ked af, da vi fik forbud mod at gå ud, for så havde jeg en undskyldning for ikke at give mig i kast med projektet.

Efter 3 uger blev bommen løftet. På det tidspunkt havde jeg fået så meget inde-spat, at det overskyggede Klargøringsangsten, og selvom det var med mere vilje end elegance, kom vi ud.

Så begyndte jeg at stresssvede ved tanken om at skulle i mødregruppe, for hvordan fanden skulle jeg være i stand til at gennemgå hele ovenstående cirkus for så at gentage det med modsat fortegn og publikum et vilkårligt sted i Århus?

Efter 5 uger mødtes vi første gang, og alle ungerne snorksov sig gennem seancen.

Hver eneste gang jeg begynder at have fod på noget af alt det her mor-halløj, udløser det lige præcis overskud nok til at begynde at frygte det næste projekt, uanset om det er offentlig amning, (hvad nu hvis mælken er skredet i blufærdighed?) det lovpligtige møde på arbejdspladsen senest 8 uger efter man har født, (hvad nu hvis han bare skriger og skriger og skriger?) eller at bevæge sig væk fra de sikre pusle/amme-zoner, hvor man kan søge dækning, hvis ungen går i flitsbue, når man er ude (hvad nu hvis han går i stykker af sult eller ulykkelighed, når jeg står på en mark 10 km uden for Århus?).

Men jeg har lovet mig selv, at vi skal prøve det hele, mens jeg er på barsel, og der er tid til at ringe efter en spændetrøje og røde indlæggelsespapirer, så en efter en æder jeg mig som en lille angst, men stædig Pacman gennem forhindringerne.

Så i morgen skal vi ud og køre med tog. Langt! Og jeg er på forhånd ved at skide en hel koloni af snemænd. Jeg har ALDRIG skænket en tanke, at det kunne være første gang, nogle af de mange mødre med barnevogne, jeg har set på perronen, skulle med tog, men lige pludselig melder en mur af spørgsmål og forhindringer sig. Hvordan kommer vi i det hele taget ned på perronen? Hvor fanden er elevatoren? Og hvordan, åh kære Gud hvordan, skal vi få 20 kilo vogn, 5,5 kg. barn og dobbelt op på bagage løftet ind i toget? Hvem spørger man? Og hvad hvis de siger nej? Eller spørger mig, hvor de skal tage ved? Ved jeg sgu da ikke, mand! Har aldrig løftet dyret før. Så kan man stå dér og ligne en nybagt idiot.

Og så er vi ikke engang nået til hele hvad-gør-vi-med-ren røv/surt barn/amningsproblematikkerne.

*suk*

Hvis det er rigtigt, at mod er at være bange og gøre det alligevel, vil jeg gerne indstilles til en heltemedalje af en slags.