mandag den 31. januar 2011

Klap mig på hovedet! Kom nuuuuu! Klapmigpåhovedet!

Vi sover. Vi sover ikke altid lige meget, længe eller dybt, men vi sover. Er sat ind med nazi-stilen, hvor Anton max får lov at være vågen i 2 timer af gangen, og så er der tvangsputning med sut og Solen er så rød, mor på repeat.

Hurra. Hu-fucking-ra!

Alt den søvn (mit tidligere jeg griner højt et sted ude i fortiden) betyder, at min personlighed pludselig er kommet ud af skabet igen; i ét gigantisk spring med diadem og et begejstret ”Tadaaaah!”, og der er gang i nogle af de gamle mekanismer igen. I går grinede jeg f.eks. meget højt og længe, helt uden hysteriske undertoner. Jeg har også overskud til at være træt af, at jeg synes, jeg er post-graviditets-tyk (den del af mig selv har jeg ikke savnet), og der er tankekæder bestående af mere end 2 led. Så den anden dag, da jeg sad og ammede, var der noget, der gik op for mig.

Og inden I læser, hvad jeg skriver nedenfor, skal I LOVE, at I ikke farer i tastaturet og roser mig, for det kommer unægteligt til at lyde som om jeg fisker, og det er IKKE det, der er meningen.

Jamen, jeg skriver ikke mere, hvis ikke I lover det!

Amager halshug?

Ok, så.

Jeg har fundet ud af, hvorfor jeg bliver så forbandet, når folk omkring mig uopfordret ringer eller stiller med gode råd (keyword being uopfordret).

Det er fordi, jeg i mit tyndslidte, nærtagende øre hører det som om, at de ikke synes, jeg gør det godt nok.

Tænk, at det er derfor. Det er så banalt, at det kommer helt bag på mig selv.

Mine medlemmer i fitnesscentret var altid søde til at komme og sige tak for en god time, min chef i tolkejobbet var god til at klappe på skulderen, og mine kolleger, for hvem jeg er TR, highfivede mig med jævne mellemrum for mit arbejde. Alt det er jeg på barsel fra, og nu skal jeg til at redefinere mig selv og mine styrker og svagheder, og det er bare pissesvært, når den eneste, der i virkeligheden kan evaluere mit arbejde, sover i heldragt med tryklåse.

Den del af min hjerne, der stadig klamrer sig til de sidste rester af social kompetence, ved godt, at alle – uden undtagelse - mener det godt, når de ringer for at fortælle, at det bare er et spørgsmål om at hænge en stofble op foran barnevognen, når han skal sove, for så er alle problemer løst. Jeg ved virkelig godt, at det er et udtryk for kærlighed og et forsøg på at komme mig til undsætning.

Det bliver bare så problemorienteret, og jeg ville sådan ønske, at de også en gang i mellem ringede for at sige, at de synes, jeg gør et godt stykke arbejde. Sådan helt uden aber dabeis.



Arh! Fingrene af tasterne! I lovede!

lørdag den 29. januar 2011

Love the one you’re with.

Jeg har aldrig prøvet nogen former for ekstremsport, men at have fået Anton kommer nok rimelig tæt på. Selvom jeg føler sig som en zombie sat på autopilot det meste af tiden, har jeg aldrig prøvet at leve så meget i yderpolerne af min personlighed, som jeg gør nu.

Han er 10 uger, og der sker så meget, at man nærmest kan se forskel fra dag til dag. Når jeg sidder med ham op af mine bøjede ben, kan han så mange lyde, at vi kan snakke sammen (føler mig her lidt som den fede kok i Lady & Vagabonden, der insisterer på at ”Butche snakke med mig!!”), og når han flækker i et grin, samtidig med at han fjalet trækker hovedet ned til sin skulder, spekulerer jeg på, hvordan det er fysisk muligt at rumme så meget kærlighed uden at hjertet sprænges.

Samtidig må jeg være ærlig og sige, at man bliver sindssyg af ikke at sove. Da overboen på 20 i går kl. 01 buldrede i byen, havde jeg lyst til at spænde ben for hende i opgangen, gribe hende i kraven og råbe: ”Sov, dit lille fjols!! Sov, mens du kan!”

Jeg er så træt nu, at jeg bonger ud for fødselsdepression, når de screener mig - hvilket bare beviser, at laver man en lortetest, får man et lorteresultat, for jeg er ikke deprimeret; jeg er bare træt. Helt ind i knoglerne. Og det er ikke fordi, jeg ikke tager det alvorligt, eller fordi jeg giver den som powerwoman (det job er for længst sagt op), men når et af udsagnene, man skal rate lyder ”Jeg føler, at jeg kan nå det samme, som inden jeg fik barn”, ved jeg sgu næsten ikke, om jeg skal grine eller hysteriråbe: ”Tager du pis på mig!?”

Beklageligvis betyder trætheden, at jeg er kronisk irriteret på verden, hvilket er uheldigt, for mit irritationscenter er rigelig veludviklet i forvejen. Når sundhedsplejersken f.eks. med (unødvendig) mild stemme foreslår, at jeg beder folk om hjælp til indkøb eller vasketøj, eller at jeg – og her citerer jeg ordret – ”gør noget godt for dig selv! Du kunne jo f.eks. gå ned i frisørsalonen på hjørnet og høre om de har en tid?” må jeg knibe læberne hårdt sammen, så sætninger som: ”Og hvor lang tid tror du, at det tager at forklare folk, hvad for nogle bleer de skal købe?”, ”Ville du SELV kunne undvære dit vasketøj 4 dage af gangen?”, ”Nu er det jo ikke os ALLE sammen, der er tilfredse med at se ud som om, vi selv har klippet håret i mørke med en neglesaks, for satan!!” og ”Og hvad havde du forestillet dig, at Anton skulle lave, mens jeg BRIEFER VERDEN PR. TELEFON ELLER SKRIDER TIL FRISØR!?” ikke slipper ud, selvom det føles som om, de forsøger at skille læberne ad med knive og isøkser.

Så hvad gør vi? Vi går. Og går og går og går. Til almen orientering findes der ikke en eneste rute i Århus, der tager 3 timer at gå, som ikke undervejs byder på uhyrlige mængder af vejarbejde.

Hvilket jo er balsam på irritationen.

I går, da jeg gik forbi motorvejsafkørslen, blev jeg overhalet af midaldrende mand, der råbte ukvemsord efter mig, fordi jeg gik, hvor han skulle cykle. Som var den eneste bilfri stribe asfalt tilbage overhovedet. Det var kun billedet af, hvordan jeg jagtede ham hele vejen ud på motorvejen med plæneklippersakse og spyd monteret på barnevognen, og et ansigtsudtryk som en rabiesbefængt hund, der afholdte mig fra at sætte mig ned i grøften og tude.

Og det går jo ikke, vel? Så nu er der krig, for det kan godt være, at Anton er stædig; men det er fandenfuckme mig, der har født ham, og jeg har OPFUNDET stædig!

Så du kan ligeså godt lære at elske din dyne, min skat, for I kommer til at tilbringe MEGET tid sammen.

Jo, I gør.

Fordi jeg siger det!

torsdag den 27. januar 2011

Prisbevidst.

De sidste par uger har flere bloggere været så søde at smide blogawards i min retning. Lige nu er livet skruet sådan sammen, at jeg kan vælge at blogge eller at svare på kommentarer; der er simpelthen ikke timer i døgnet til begge dele, og derfor håber jeg, at I ved, at jeg læser og elsker alt, hvad I lægger i boksen til mig, også selvom jeg ikke får svaret. Af samme grund har jeg ikke fået sagt pænt tak til jer, som har tænkt på mig, da I skulle give skrive-prisen videre.

Og nu er det så, at jeg kommer til at fremstå som en dum og utaknemmelig kælling, og hvis det ender med, at jeg kommer til at sidde i ophøjet ensomhed som bænkevarmer til Grammyfesten, mens alle I andre vakler rundt med så mange awards i favnen, at knæene exer under jer, er det sådan set rimeligt nok.

For jeg synes desværre, at der er gået lidt kædebrev i de der blogawards. Jeg ved ikke, hvem der i tidernes morgen stiftede dem, men de ender ofte med at cirkulere i relativt lukkede kredsløb. De blogs jeg læser, er dem, jeg har på min blogroll. Måden, jeg opdager nye blogs på, er enten ved at se dem optræde på blogrolls hos dem, jeg læser med hos, eller hvis bloggeren bag lægger en sjov/tankevækkende/sindssyg kommentar et sted derude. Dermed bliver det rimelig forudsigeligt, hvem jeg sender prisen videre til.

Og så bliver jeg nødt til at sige, at når en award forudsætter, at man giver den videre til 15 andre bloggere, er det også liiiidt som om, at æren bliver ædt op af inflationen; svært at føle sig speciel og udvalgt til et swingerparty.

Jeg ville egentlig synes, at det gav mere mening, hvis det var læsere, der ikke selv bloggede, der gav de virtuelle skulderklap, for da en del af priserne i dag forudsætter, at man linker til den, man har fået prisen af, lugter det unægtelig lidt af nepotisme.

Jeg er oprigtig ked af, hvis jeg træder nogle af jer over tæerne, og det er ikke på nogen måde min mening at håne eller latterliggøre jer, der gav mig priserne: I har givet mig dem i den bedste mening, og jeg værdsætter tanken bag.

Jeg synes bare, at det ville klæde blogland, sådan helt generelt, at gøre noget nyt.

Hvis jeg havde tid til det, ville jeg uddele awards til de 15 bedste kommentatorer. For selvom man i perioder ikke får svaret på deres guldkorn *skyldig-smiley* er det der, i kommentarfeltet, man for alvor kan mærke, at nogen derude oprigtigt kan lide, hvad man laver.

Og den glæde dét giver, går der til gengæld aldrig inflation i.

onsdag den 26. januar 2011

Men i det mindste er jeg ikke klodset.

Jeg er den eneste, jeg kender, der kan formå at hamre fjæset ned i en stoleryg, så læben flækker og hagen hæver til dobbeltstørrelse, når jeg hænger vasketøj op.

mandag den 24. januar 2011

Den her går ud til dig, Anton.

I dag, da jeg sad i børnepasserrummet i fitnesscentret og tudede om kap med barnet af træthed, tænkte jeg, at selvom min jakke var gået i stykker, jeg ikke fik trænet, min t-shirt var gennemblødt, fordi jeg havde glemt ammeindlæg, var klam og havde ondt i hele kroppen, fordi jeg mister noget der ligner halvanden liter blod om dagen (hvis der er en eneste, der lægger en kommentar om, at man da ikke plejer at få menstruation, når man ammer, sværger jeg, at jeg vil vie resten af mit liv til at spore vedkommende IRL og slå ham/hende ihjel) og uden overhovedet at kunne overskue, hvordan jeg skulle få 24 sekunder til at gen-montere påklædning nok til at kunne sprinte hjem, tænkte jeg, at jeg da om ikke andet kunne blogge om, hvorfor mandag altid insisterer på at være sådan en so-kælling.

Men så læste jeg blogindlæggene fra de sidste par uger, og så blev jeg sgu selv helt træt over at læse, at alting altid er så skidehårdt. Hårdt, hårdt, hårdt, ingen søvn, grædebaby, træt, blablabla, jeg brækker mig.

Og så får jeg dårlig samvittighed, for det er jo ikke kun sådan det er at være blevet mor. Når jeg hele tiden skriver den slags indlæg, er det svært at vide, hvor fantastisk det også er. Hvor fantastisk Anton er. Man kan f.eks. ikke se, hvordan verden holder op med at dreje om sin akse af begejstring, når han blænder op for sit helt specielle smil. Eller hvordan man får tårer i øjnene af lykke og kærlighed, når han scooter sit lille hoved HELT ind i halsen på en, og falder til ro og i søvn. Det går også tabt i oversættelsen, hvor sjovt det ser ud, når han glædesstrålende fortæller sin blå drage, der hænger over puslebordet, hvor hyl det er at få en ren røv.

Jeg tror bare, at det er fordi, jeg allerede på forhånd vidste, at jeg ville elske ham højere end livet selv, men ikke anede, hvor tough det også var at få et barn. Og eftersom jeg havde helt og absolut ret i det første, er det nok desværre det sidste, jeg snakker mest om, fordi det er det, der er kommet bag på mig, og som jeg derfor skal processuere.

Så i stedet for at brokke mig over mandag og al dens urimelige væsen, tror jeg bare, at jeg vil poste et billede af ham, der har lært mig, hvad ubetinget, altoverskyggende kærlighed er.

søndag den 23. januar 2011

Aj, aj, aj! Jeg har en ide! Kom! Vi snyder dem!

Nu er jeg nok ikke den bedste at sætte til at mene noget om håndbold. Dels kender jeg ikke reglerne, andet end de helt overordnede med at sørge for at hamre kuglen i målet længst væk fra egen målmand, og dels (og jeg ved godt, at det er en nærmst blasfemisk udtalelse for nogen) interesserer det mig meget, MEGET lidt. (Og i den forbindelse: Har der ikke lige været håndbold overalt i tv?)

Men det plejer jo ikke at afholde mig fra at hamre surt i tastaturet.

Så når jeg i Politiken i dag ser, at Lars Christiansen ”indrømmer, at holdet hele tiden har haft ambitioner om at nå semifinalen”, kan jeg ikke lade være med spekulere på, om de har været spærret inde i en ildelugtende håndboldhal med hinanden, og sure knæbind som eneste selskab så længe, at de tror, at resten af verden ikke har hørt om omvendt psykologi? Og om de virkelig tror, at vi hoppede på den med, at de bare regnede med en 7. plads?

Jeg er ond nok til at håbe, at det giver bagslag. At dem, som oprigtigt troede på det med 7. pladsen, ikke gider rejse til Sverige for at se dem tabe, og at dem, som ikke gjorde boycotter dem, fordi de åbenbart tror, at vi er idioter.

Om jeg har sovet i nat? Nej, hvorfor spørger du om det?

fredag den 21. januar 2011

Ikke for noget, vel?

Men er det ikke lidt som om, Obama fik ideen først?


Det er sgu da sjovt!

Vi har snakket om det før, men det er mig en evig kilde til undren, hvor idiotiske reklamer, man må forpeste det offentlige rum med. Nogle af dem er simpelthen så idiotiske eller klamme, at jeg boycotter produkterne, fordi det for fanden er den eneste form for mini-hævn, man kan tage over producenterne.

Jeg køber f.eks. ikke Sanex mere, fordi jeg får myrekryb over de der masser-af-mennesker-der-bevæger-sig-synkront-reklamer.

Jeg er også færdig med Fona. Det er muligt, at det er mig, der misser en helt oplagt kobling, men hvad en fed mand i pels med påtaget russisk accent og noget dårlig kopi-Paris Hilton på armen har med Fonas produkter at gøre, er beyond me.

Og hvorfor alle kvinderne i You-See reklamerne skal være bundhysteriske, fatsvage kællinger med skingre stemmer, begriber jeg heller ikke.

Til gengæld vil jeg gerne støtte op om de firmaer, der laver reklamer, som giver mening eller er sjove. Frelsens Hær (ok, måske ikke lige et firma i traditionel forstand, men I ved, hvad jeg mener) fik f.eks. deres første 20’er af mig, da de svingede indsamlingsbøsserne med teksten ”Pengene eller vi synger!”

Og i går ville jeg sådan ønske, at jeg havde haft en have, så jeg kunne støtte ham, der kørte rundt med det her på siden af bilen:

Har du ondt i maven
Over ukrudt i haven?
Så ring til Agger
Han kommer og hakker.

onsdag den 19. januar 2011

For huuun er så træææt og så ynk’lig ser hun ud.

Da jeg for et år siden havde fødselsdag, startede dagen med brunch og gaver, og hele dagen handlede om migmigmig, indtil jeg om aftenen, efter en lang, dejlig dag med masser af gæster og flere gaver, lukkede festen ved at skylle de sidste rester af lagkagen ned med rødvinssjatterne.

I år så tingene liiidt anderledes ud, takket være den bette Anton.

Hans gave til mig var halvandet døgn uden søvn, hvilket jeg overvejer at bytte. Derfor startede dagen temmelig kaotisk, og klokken var 11, før jeg havde så mange sammenhængende sekunder, at jeg kunne kaste en skål yoghurt i ansigtet, og 15 før der var ledige arme og tomme linier nok på to-do-listen til at åbne gaver fra søsterskabet. Jeg har ikke på nogen måde kunne overskue at invitere gæster, men heldigvis består min omgangskreds af mennesker, der bare selv oplyser, at de har tænkt sig at svinge forbi med noget kage og råbe lidt forsigtigt hurra, fordi det ville være for tyndt at fylde 34 iført gylp og søvnmangel med sig selv som eneste voksne indslag.

Så det gjorde de, og det var småt, men utrolig hyggeligt.

Lige på falderebet besluttede Anton sig for, at det var tid til den anden gave, han havde til mig: Et kæmpestort, tandløst smil.

Og det kan alverdens brunch, fest og nattesøvn ikke hamle op med.

Det er fuldstændig ubegribeligt, hvor højt man kan elske et menneske, man kun har kendt i 55 dage.

tirsdag den 18. januar 2011

Men så har de også bare at behandle ham ordentligt!

Kæft, hvor er I gode til at finde på! Der er mange fine forslag, synes jeg, og de skal prøves af, til jeg finder det udtryk, der ligger bedst i munden. Til de af jer, der har forslået, at jeg bare skal kalde mig 'mor', vil jeg sige, at det gør jeg bestemt også. Når man er alene, opdager man bare, hvor ofte man bliver bedt om at redegøre for, hvor barnets far er henne, og det er hér der indtil nu er gået kludder i munden på mig. Men det er fortid nu, så tak for indsatsen, venner.

Har jeg sagt, at vi er begyndt at sove(-ish) herhjemme? Der er faktisk kommet noget, der i mistænkelig grad minder om en rytme om natten. Anton spasser ud om aftenen på jegvedikkehvadjegvil!!jegvedikkehvadjegvil!!-måden, fordi han ikke sover nævneværdigt om dagen, og derfor er så træt, at han ikke kan hænge sammen, når solen er gået ned, men når først han er fældet omkring 22.30, sover han til ca. kl. 2, og når vi er færdige med at muntre os på foderbrættet, lægger han sig beredvilligt til at sove igen til kl. 5.30. Og vi kan nu nå hele ritualet igennem på en halv time, hvilket er markant mere udholdeligt, end de 2½ time vi før tilbragte med at slide gulvbrædderne tynde med vores hårdhudbelagte fodsåler. Pedicure er so last decade.

Så jeg kan igen huske, hvad jeg hedder, jeg har fået læst næsten en halv bog, og jeg får trænet. Jeg har faktisk så meget overskud, at det er gået op for mig, at jeg har principper ift. børneopdragelse. Hvem skulle nu have troet det? (Og hvis jeg i det følgende træder nogen over tæerne, så undskyld. Jeg forbryder mig med garanti dagligt mod 7 af de dogmer, der hersker i jeres hjem.)

Jeg synes f.eks. ikke, at vi skal være sådan et hjem, hvor tv’et altid kører. Da jeg bare var mig, var det ikke noget, jeg overhovedet skænkede en tanke; det var slukket, når jeg havde gæster, og ellers kørte det bare i baggrunden og skabte illusionen af, at jeg ikke boede HELT alene. Det er slut. I dag ser vi max en times tv om dagen, for jeg vil ikke være min barndomsvenindes mor, der lå på sofaen dagen lang og ikke kunne løsrive sig fra sine amerikanske tv-serier længe nok til at opdrage sine børn. Hvilket jeg er sikker på, at min venindes lillebror har god tid til at være lidt bitter over, når han nu alligevel bare sidder i fængslet og glor.

Jeg er også begyndt mentalt at insistere på, at vores vasketøj SKAL have et pitstop i skabet, før vi tager det på. Det har jeg aldrig nogensinde gået op i før – men lige pludselig synes jeg, at det er lige lowlife nok at være sådan en familie, der tørrer tøj i stuen, hvor stativet har slået rødder, og man bare hiver tøjet lige af det og tager det på.

Og endelig er jeg begyndt at overveje at køre mit sprog igennem en guldvask hos Statoil. Hold nu kæft, hvor jeg bander! Og altså.. jeg mener jo ikke på dén måde noget med det. Mine forældre bander ikke. Ved faktisk ikke lige, hvor jeg har samlet det op henne, men synes egentlig ikke, at Anton kan være tjent med at lyde, som om han er vokset op på dok 3. Jeg prøver virkelig, men vi skal lige have fundet en gylden mellemvej, for da jeg forleden satte mig til bords med ordene ”Jeg var huleme også blevet sulten!” kunne jeg lige mærke, at jeg synes, vi var kommet så langt over i den modsatte grøft, at vi nærmest var endt på marken. Der bliver ikke noget med "for sulan!" og "Sørenpeterjensme!" hér i huset, så længe jeg har bestemmepinden.

Om Anton selv ender med at tørre sit tøj i stuen med tv’et kørende i baggrunden, mens han bander og svovler lystigt, betyder faktisk ikke så meget. Det har jeg selv gjort i årevis. Det er bare vigtigt for mig at sætte en højere standart i hans barndomshjem end dét, for så er der lidt margen at give af, uden at han ender med at være sådan en, der bare skræver hen over stakkene af brugt service og snavstøj (blev der sagt!).

Måske er han ligeglad, men jeg er sikker på, at min kommende svigerdatter eller –søn vil takke mig for indsatsen engang.

søndag den 16. januar 2011

What’s my name again?

Ind i mellem synes jeg ikke helt, at det danske sprog er udbygget tilstrækkeligt. Jeg synes f.eks. at vi mangler et register, når vi skal tale om sex. Lige nu forekommer det mig, at der kun er teknisk skole lingo eller termer venligst udlånt af det danske sundhedsvæsen at vælge imellem, hvilket jeg allerede kan få svedetur over, fordi jeg i den fjerne horisont aner mor-hvor-kommer-børn-fra? –snakken. Man har hverken lyst til at udsætte barnets ører for pik eller penis, vel?

Men jeg mangler også et ord for, hvad det lige er, jeg er. Enlig mor lugter så grimt af 1950’erne, fabriksarbejde og klamme, etværelseslejligheder på kvisten. Singlemom giver mig associationer til hyæner, der lusker rundt på savannen og tålmodigt venter på, at nogle af the doublemoms (hvad? Nå, det hedder det ikke? Jamen, så giver singlemom da heller ingen mening?!) bliver færdige med med handyret, så man kan kaste sig over de sørgelige rester.

Indtil videre er jeg endt med sætninger som ”jeg er alene med ham” og ”vi er bare selv”, når jeg bliver afkrævet civilstatus, hvilket gør decideret ondt på en ord-samler som mig. Der må sgu da være et ord? Jeg er villig til at gå svensk eller tysk på det, hvis bare det giver mening.

Far frisk i blækhuset, venner; I er hermed inddraget i sprogpanelet.

fredag den 14. januar 2011

Intet er umuligt for den, der bærer viljen i pusletasken.

Jeg har været nede og træne *sejrs-smiley*. En hel time, kun afbrudt 17 gange af at skulle give sut, tage op af lift, lægge tilbage i lift, lave ansigter (kom lidt af sig selv. Er I KLAR over, hvor fesne muskler bliver af at ligge i dvale i 3 måneder??) og forsøg på at tvinge ungen til lige at tage 5 minutter mere, med lys, optimistisk stemmeføring alene. Men hold nu kæft, hvor var det godt! Der er jo faktisk stadig en hel verden derude.

Jeg kan næsten synes, at det er sjovt, at jeg – som for et halvt år siden trænede med venstre hånd, mens jeg passede fuldtidsjob, var tillidsrepræsentant, planlagde undervisning og afholdte kurser med højre - må se mig tvunget i knæ af 56 cm insisterende jernvilje. Alene det at komme ud af døren er en præstation i sig selv. Jeg prøver lige at beskrive scenariet. Ikke fordi jeg tror, at I vil finde det specielt interessant, men fordi jeg simpelthen er nødt til at prøve at se på skrift, hvad fanden det er, der tager 2½ time, når man HAR pakket tasken aftenen forinden.

Kl. 8:00: Jeg står op. På den forsigtige måde for ikke at vække barnet, der på trods af at have festet igennem det meste af natten, allerede har sutten til at køre rundt i ansigtet på Simpson-måden, hvilket er trin 3 af 4 mulige i Opvågningsfasen.

Kl. 8:03: Bad afviklet. Barn nu i fase 4 for fuld udblæsning.

Kl. 8:40: Barn ammet, skiftet og nettet.

Kl. 9:00: Morgenmad og kaffe fikset og indtaget med venstre hånd.

Kl. 9:20: ”Kom nu – du vil jo gerne være i din kravlegård, ikke skat?” legen indledt og afsluttet 6 gange. Har dog nået at samle nattens roderi sammen, og fordele opvask, vasketøj, sengetøj i deres respektive kurve, vaske og senge imens.

Kl. 9:35: Ammer. Igen.

Kl. 10: Skifter ham. Igen.

Kl. 10:15: På vej ud af dør med lift, affaldsposer (ja, dem smutter man jo ikke bare lige ned med mere) træningstaske, Antons taske (hvori jeg har pakket en rangle og en raslefisk. Jeg ved ikke hvorfor. Han er for lille til at gide at lege med dem. Tror måske bare, at jeg føler mig som en lortemor, hvis jeg stiller uden noget?) og Sov nu for satan, skat!! tatoveret i hele ansigtet.

Kl. 10:45: Træder ind af døren i fitnesscenter, pænt overrasket over, at det rent faktisk lykkedes, svedig og med fornemmelsen af allerede at have spinnet 7-8 timer.

There you have it.

Men jeg siger det lige igen: Det var FANTASTISK!!

Og ved I hvad?

I morgen gør vi det igen.

torsdag den 13. januar 2011

Adrenalinjunkien Linda.

Jeg har nu været på barsel så længe, at jeg i dag har brugt 10 minutter på at stå og glo på en solsort, der forgæves forsøgte at nedlægge en mejsebolle.

Det værste er næsten, at jeg følte mig ret godt underholdt.

onsdag den 12. januar 2011

Velkommen til et indlæg, der indeholder ordet ’underliv’ lidt for mange gange.

De fleste mennesker jeg kender – også dem uden børn – ved, at man, når man har født, skal en tur forbi lægen et par måneder efter den store begivenhed er gået ned. De fleste ved også, at der er noget med nogle faste tjek af babyen. Skulle det være gået hen over hovedet på en, modtager man, når man har født, en mængde info, hvori man kan se, at de magiske tal er hhv. 5 uger for babyen og 8 uger for moderen.

Som alle ved, er jeg stor tilhænger af optimering (specielt fordi min nye læge holder til et sted med utrolig mange trapper og ingen barnevognsramper eller elevatorer. DÅRLIGT fodarbejde, Linda!), så jeg forhørte mig i december hos min sundhedsplejerske, om ikke bare man kunne slå undersøgelserne sammen. Jeg mener: Hvor meget tidsfornemmelse er det lige, mit underliv kan have? Jeg fik grønt lys, og ringede derfor til det nye sted, hvor lægesekretæren, der præsenterede sig med navn OG sygepleje-titel, og jeg havde følgende samtale:

Mig: Hej. Jeg har født for 4 uger siden, og vil gerne bestille tid til 5 ugers undersøgelse af min lille dreng. Jeg har tjekket med min shp, som har sagt god for, at jeg ved samme lejlighed kan få lavet min 8 ugers undersøgelse, så jeg vil gerne booke en dobbelt tid, hvis det er muligt.

Hende: Hvad for en undersøgelse?

Mig: Ja, altså… 5 ugers undersøgelsen af ham og 8 ugers undersøgelsen af mig?

Hende: Hvor gammel er din søn?

Mig: … 5 uger

Hende: Ok. Og hvad var det så, at du gerne ville undersøges for?

Mig: Min 8 ugers undersøgelse?

Hende: Jeg tror ikke lige, jeg ved…?

Mig: (wtf???!) Den der standartundersøgelse, der står beskrevet i alle bøger?

Hende: Nåh! Du er gravid i 8. uge!

....

Nogen gange, ikke? Så har jeg det som, om hele verden tager pis på mig.

Nå, men det endte med, at jeg fik en tid til os begge i dag, og jeg var noget spændt på at møde min nye læge.

Som var syg.

Så jeg kom ind til hendes meget, meget generte kollega, som først spurgte sit skriveunderlag, om vi skulle snakke prævention, og så MEGET lettet ud, da jeg svarede, at jeg var alene, og da jeg svarede bekræftende på hans spørgsmål om, om jeg lavede knibeøvelser, synes han ”faktisk ikke, at det var nødvendigt at lave en gynækologisk undersøgelse”.

Lige i situationen virkede det som en god ide; svært at ligge der i bøjlen og slappe af med sirenen Anton tændt ved siden af, men her bagefter synes jeg faktisk, at det er lidt .. tyndt, og da jeg gik hjem, kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, om vi faktisk havde været bedre tjent med at blive hos min gamle læge.

Der vidste jeg da i det mindste, at jeg selv skulle i gang med lommespejl og gamle tøjbøjler, hvis jeg ville have en status på mit underliv.

mandag den 10. januar 2011

Nå, det er SÅDAN, det føles.

For 12 år siden, da jeg lige var flyttet til Århus, så jeg en af de allerførste dage en mand, som jeg øjeblikkeligt forelskede mig i. Han var udseendemæssigt alt for speciel til at være lækker på modelmåden, men der var noget råt og kantet over ham, som jeg fandt ganske uimodståeligt.

Og så var han HØJ!

Årene gik, og jeg så ham jævnligt i bybilledet. Han var ikke en del af jetsettet, men var alligevel en, de fleste vidste hvem var. Og jeg synes, at han blev pænere og pænere. Så pæn at jeg, når jeg mødte ham på gaden og fik øjenkontakt, rødmende måtte kigge ned.

Så skete der det ubegribelige, som sker en gang hver 1000. år: Vi endte til den samme fest, hvor jeg nær havde fået elektrisk stød, da jeg kom ind i rummet, og han stod der. Efter en anseelig mængde champagne og tilfældig mingling, endte vi overfor hinanden, og i en afkrog af min bevidsthed, der ikke havde travlt med at gå i beruset panik, konstaterede jeg begejstret, at han stadig var højere end mig, selv i stiletter. Og selv om jeg blev ganske genert, og pludselig havde glemt, hvad normale voksne mennesker snakker om, når de smalltalker, endte vi med at drikke morgenkaffe på hans altan 12 timer senere.

Vi så hinanden et par måneder, hvorefter min betagelse af manden havde lagt sig så meget, at jeg en dag forbløffet konstaterede, at han faktisk var fuldstændig blottet for selvironi og sarkasme. Og det kan der sikkert siges meget godt om i forhold til oprigtighed og menneskelige værdier, men det er meget, meget lidt kompatibelt med en personlighed som min.

Hvilket bare beviser, hvor sindssyg man bliver af at lave en overscoring.

Så vi drak den sidste kop kaffe, rejste os fra bordet, og var derefter bare sådan nogen, der hilste pænt, når vi mødtes i bylivet.

For nyligt fandt jeg ud af, at han er en af dem, finanskrisen har knækket. Han har mistet alt, hvad han har arbejdet for det meste af sit voksne liv, og herfra er der for ham karrieremæssigt nowhere to run.

Jeg mødte han i går, da dagen gik på hæld; ham med kæresten i hånden, mig med Anton i barnevognen, og alle mand med synkrone, sorte rander under øjnene. Da vi hilste på hinanden, der i skumringen, slog det mig, hvor meget der er sket, siden jeg så ham første gang, og jeg tror faktisk, at vi i det øjeblik tænkte det samme:

Hvor er vi blevet voksne.

søndag den 9. januar 2011

04:17

ENDELIG kom overboen hjem fra byen, så vi kan få noget techno!

lørdag den 8. januar 2011

Mary. You’re killing me.

Tror I, at hun føder lige nu, The Flawless Aussie?

Egentlig fint nok, at de har spæret en hel fløj af og reserveret den til hende. Jeg mener; jeg var indlagt på noget, der mindede om Skjoldhøj Kollegiet, hvor de nybagte mødre gik rundt i frotte og granatchok, og fædrene var i strømpefødder og de allestedsnærværende kæmpetørklæder, og vi lignede alle sammen nogen, der havde spist gær og fået sat hår af Stevie Wonder. Tror faktisk godt, at hormonerne kunne drive en ud over altankanten, hvis man stod der, og Mary så kom trippende med en farveafstemt buket blomster i hænderne, helt uden vand i kroppen og poser under øjnene.

Vil vædde med, at hun føder i noget haute couture af en slags, specielt designet og fløjet ind fra Paris. Og hæle. Virker nærmest blasfemisk at forestille sig hende i bare tæer. En 10’er på, at det royale skød ikke nedlader sig til at flække, og at hun ikke skriger, men bare taler helt, helt kontrolleret og korrekt til alle hele vejen, og husker at sige pænt tak, når de lægger epiduralen.

Hvis hun da gør brug af den slags snyd.

I det mindste er man ikke i mødregruppe med hende.

torsdag den 6. januar 2011

Det lysner i øst….

Måske tror jeg, at jeg er ved at vænne mig til udsigten her i barselsland. Eller måske er jeg bare så træt, at jeg ikke har kræfter til at gå i panik mere. Er i hvert fald holdt op med at tude af frustration, når barnet vågner om natten, og vi starter på nu-skal-du-gætte-hvad-jeg-vil-for-jeg-siger-det-IKKE!-legen. Man skulle tro, at mulighederne var begrænsede med en 7 uger gammel baby (præcis, faktisk. Som på disse 7 uger – altså 49 dage – har formået at fordoble sin vægt. Det er satme alligevel godt gået!) men tricket er, at nogle af tingene somme tider optræder flere gange, og at rækkefølgen, jeg skal gætte behovene i, skifter fra nat til nat. Ind imellem laver han også chok-finten, som da han forleden sov 5 timer i streg, hvor moderen stod lige ud af sengen i akut opvågningsrædsel efter 4, fordi hun troede, at han var død eller gået hjemmefra i raseri. Så lå jeg der og stirrede stift på ham i en time, fordi jeg vidste, at han i samme sekund JEG lagde mig til at sove, ville ringe med klokken.

Jeg er også begyndt at kunne overskue at have gæster uden at få stresssved på overlæben ved tanken, jeg forventer at starte til babysvømning i slutningen af næste uge (får rigeligt brug for alle dage indtil til at vænne mig til tanken om min krop i badedragt. Var ikke engang noget rart syn præ-Anton), og jeg overvejer endda at starte til noget mor/barn træning på et tidspunkt. Hvis jeg skal være helt ærlig, ville jeg træningswise hellere spinne eller kyle rundt med nogle vægte, men så længe Anton modsætter sig enhver form for rytme, er det vist noget med at finde nogle aktiviteter, som vi kan lave sammen. Og det kan da også godt være, at der ikke er SÅ meget med bækkenbunden. Eller alt for meget overdreven heppefalset, når vi bliver opfordrede til at kæmpe for at løfte vores 40 grams vægt lige én gang til; du kan godt! Man kunne håbe.

Jeg hader heller ikke ALLE mødre med overskud og idylbabyer mere. *løgn-smiley*

Og lige nu sidder jeg bare og blogger for at trække tiden ud, for når jeg er færdig, skal vi i Babysam (don’t ask.)

*Suk*

Hvis jeg nogensinde skriver en blogpost, hvor jeg proklamerer, at jeg har vænnet mig til – eller ligefrem er kommet til at sætte pris på Babysam – så bedes nogen øjeblikkeligt inddrage resten af min barsel og sende mig tilbage på arbejde.

tirsdag den 4. januar 2011

Reality bites.

Da jeg forestillede mig, hvordan mit liv på barsel ville blive, så jeg mig selv på cafe, hvor jeg nippede til min kaffe, mens jeg sludrede med veninderne og læste berigende bøger om babyudvikling.

Så fik jeg Den Arrige Baby med defekt tålmodighedscenter, og så var dén plan saneringsmoden.

Havde under alle omstændigheder også været nødt til at revidere lidt på litteratursiden, for den første og eneste bog, jeg indtil videre har kigget i, giver mig anledning til at konkludere en af to ting: Enten er danske babyer markant dummere og dårligere udviklede end hollandske babyer, eller også er hollandske mødre fulde af løgn. Var nødt til at klappe bogen sammen af raseri, da jeg på side 10 skulle høre om endnu en 4 uger gammel baby, der smilede bevidst til sin mor og sine bamser, havde yndlingslegetøj og villigt accepterede at sove fra 19 til 7 (as fucking if!!).

Nå.

Men så udviklede jeg en ny fantasi. Jeg så for mig, hvordan jeg med kaffe i termokoppen og terrængående fodtøj, travede lange ture i Mindeparken i den sprøde vinterluft, mens snefnuggene dalede og tyst lagde sig på barnevognen. (Vil gerne tilføje, at jeg dog på nuværende tidspunkt havde hængt mere realistiske bøjler i moderskabet, og derfor havde tilføjet IPod med maxvolumen og Skullcandy som mulige applikationer til dette scenarie.)

Det viser sig, at min fantasi-jeg – modsat mig – bor i en kommune, der skraber sne, og som derfor har rimfrostede fortove og ikke sorte, isbelagte pukkelpister.

Mit fantasi-jeg ved åbenbart også, at man ikke skal fylde sin termokop til kanten.

Og så HAR hun gået sine nye vinterstøvler til.

!§@!§//!!#%+@§!%#!!

søndag den 2. januar 2011

Men stadig lidt underligt at holde 1. januar uden en eneste tømmermand.

Så sidder vi i Århus igen, Anton og jeg. Julen og nytåret tilbragte vi i Esbjerg, hvor jeg brugte en del af tiden på at gå forsigtigt rundt og mærke efter, om jeg mon kan passe Esbjerg igen. Om ikke andet er det sjovt, så simpelt livet bliver, når man får et barn; i hvert fald når man er selv, Hvor det før gjorde en forskel, hvad folk mente og syntes om de valg, man traf, og hvor man hellere ville have gloede søm hamret op under neglene, end at indrømme, at man skulle tilbringe nytåret alene med sine forældre – og ikke på den moderne fusionsmåde, hvor alle generationer og sammenbragte medlemmer bare er så in sync og fulde af kærlighed og forståelse, at de slet ikke kan lade være med at feste sammen – så er det blevet skideligemeget nu, hvor det her i de første par måneder primært har handlet om at overleve.

Nytårsaften brugte jeg således på mit gamle værelse, med Anton på armen og et glas formidabel rødvin i hånden med udsigt til forstaden, der gik amok. De sidste mange nytårsaftener, har jeg brugt i Århus, hvor det der med fyrværkeri er lidt ligegyldigt – måske fordi det er en studieby, hvor det virker som en meget dårlig ide at sætte ild i til 3 måneders SU og se dem forsvinde op den frosne natteluft med et *puf*. I Esbjerg går de all in. På ALT. Nødblus, hjemmelavede kanonslag, sole, batterier og raketter.

Det ville faktisk ikke overraske mig, hvis det imellem herlighederne også gemte sig en vejsidebombe eller to. Det lød sådan. (Og man ville ikke engang blive særlig overrasket, hvis T. Hansen viste sig at forhandle dem, vel?)

Anton? Han var iskold, og ville bare godt lige bede om noget mere mad. Så jeg ammede fra 18 til 21.30, sov snude mod snude til klokken 24, hvor jeg vågnede ved lyden af Esbjerg going Seest, tørrede det værste mascara af kinderne og gylp af kjolen, og tøffede ind i stuen for at ønske resten af festen godt nytår.

Og det var lige præcis sådan, det skulle være.