tirsdag den 13. december 2011

De små tings fascistoide diktator.

Når man læser til tegnsprogstolk, bruger man lang tid på at forsøge at lære, hvordan man laver relativ naturlig intonation i en stemmetolkning, for når vi stemmetolker, gør vi det simultant. Dvs. at vi lægger stemme på en sætning, inden vi ved, om der er tale om et spørgsmål eller en konstatering, og hvor lang sætningen har tænkt sig at være. 

Vi arbejder også temmelig meget med, hvordan man som tolk er tro mod følelserne i det sagte, uden at overdrive; altså, hvordan man videregiver budskabet om, at den, der taler er ked af det, uden selv at begynde at græde

Så måske er jeg skadet af mit fag, men jeg er ved at gå AMOK over nyhedsspeakerne i radioen. Slap. Nu. AF! med at lege fucking rutchebane med det tonefald! Det er sket mere end én gang, at jeg simpelthen ikke har forstået, hvad der er blevet sagt, fordi intonationen er så kunstig, at den stjæler al fokus fra indholdet.

Og når vi nu har pisken i svingninger over småtingsafdelingen, skal vi også lige runde Planfadder-reklamen. For hvad sker der for den danske unge, der lægger stemme til? Ikke, at hungersnød og humanitære katastrofer er noget, den 3. verden selv må ligge og rode med, men når den 3-benede skammel med velberådet hu bliver trukket hen til medlidenhedspatten, mens ærmerne bliver smøget HELT op over albuerne, står jeg af.
Problemstillingen er længe trist og tragisk nok til at kunne formidles med normal, nedtonet stemmeføring.
Jeg er med på, at der findes enkelte marginalt større problemer i verden at forholde sig til, men når man har brugt 3 dage på at være nærmest katatonisk af kvalme (og nej. Jeg er ikke gravid. Selvom min bedstemor meget friskt spurgte forleden, om Anton egentlig ikke snart skulle være storebror….(wtf!?)) kan man godt hidse sig op over det her, hvis man anstrenger sig, bare en lille, bitte smule.

13 kommentarer:

  1. Ja det mener jeg også, var bare ikke klar over at det hedde intonation.

    Tal nu ordenligt!

    SvarSlet
  2. "like" til din bedstemors kommentar!!;-)

    SvarSlet
  3. Når nu du er i gang, kan vi så ikke også skælde lidt ud på tv2´s sprogskole? ALLE deres reportere taler helt ens. Uden noget som helst plads til forskellighed what so ever. Det´ træls!

    SvarSlet
  4. Amen.
    Og de skæve smil, der af og til kommer under oplæsning af tragiske ting - de skal også bare VÆK.

    SvarSlet
  5. Standarden i de danske medier er skræmmende lav.

    Se bare på TV2.

    SvarSlet
  6. Dejligt med lidelsesfæller. Den småtingsafdeling som min pisk svinger mod i tiden er udtalen blandt specielt nyhedsoplæsere. Jeg er så træt af ikke at blive rystet over, at "der var fem dræbte" fordi jeg bliver irriteret over at "der var fem DRABTE".

    SvarSlet
  7. Ahr, hvor er I pernittengrynede ;-)

    Så skulle I prøve at høre midtjysk lokalradio. Hvor man ikke kender forskel på ligge og lægge, sidde og sætte. Og hvor alle bløde d'er er erstattet med j. Det er så pinagtigt at høre på, at man får ondt i tænderne..

    SvarSlet
  8. Og hey... Hvad F. skal vi bruge lydeffekter til? Vi hørte godt, da speakeren sagde "fly", I behøver ikke nødvendigvis lægge et "WWWWRRRROOOOOMMMMM" indover speaket? Hold!

    SvarSlet
  9. Fra én, der speaker til daglig, kan jeg kun sige: Jeg er SÅ enig. De der rutchebanespeakere har skræmmende meget til fælles med hende fra Magasin, som annocerer ugens tilbud på damelingeri på fjerde sal. STOR fejl!

    SvarSlet
  10. Og den der trykfordeling, den er der altså også en del optrædende i radioen der har behov for et genopfriskningskursus i.

    Tak for en god blog.
    /Tara

    SvarSlet
  11. Linda, aj låv ju!

    Kh
    Lene K

    SvarSlet
  12. Linda Altså.
    Jeg elsker din blog - og dermed dig - men Esbjerg har tilsyneladende en uheldig virkning på dig. Den eneste nyhedsstation, der er værd at høre på, er P1!!! P3er for de unge mødre og! Med den fremgangsmåde slipper du for utroligt mange frustrationer i hverdagen. Prøv det - du bliver SÅ glad :-)
    Vh Anne

    SvarSlet
  13. Sådan er bedstemødre... Den eneste trøst er desværre, at de sikkert snart dør - så er man færdig med at blive spurgt til sin livmoders indhold

    SvarSlet