tirsdag den 15. november 2011

Hvis jeg var jer, ville jeg nok ikke lade dankortet blive hjemme foreløbigt.

Nå, men… Jeg er begyndt at løbe.

I får lige et øjeblik til at komme jer over chokket.
Er selv rimelig vantro omkring det, faktisk.

Jeg har altid hadet at løbe med en indædthed, der grænser til religiøs fanatisme, men det viser sig, at man kan blive så desperat af manglen på træning, at man knækker.
Inden Anton trænede jeg fast 6 gange om ugen; nu lander vi et sted mellem 2 og 5 gange afhængigt af mit arbejdsskema. Anton bliver passet de to gange, jeg underviser, så jeg har sat som krav til mig selv, at de resterende ture i fitnesscentret skal foregå, når han sover. Dvs. enten om morgenen, eller de dage, hvor jeg har tidligt fri, og derfor kan nå det, mens han sover til middag i vuggeren.

Men jeg savner at bevæge mig, og jeg savner den krop, der følger med, og uanset hvordan jeg har vendt og drejet det, har jeg ikke rigtigt kunne se, hvordan der kunne vrides flere timer ud af døgnet, så logistikken gik op.
Indtil jeg kom i tanke om mine frokostpauser. Et par gange om ugen er mit skema nemlig sådan, at jeg har en times frokost, eller et par mellemtimer, hvor jeg bare sidder og venter på at skulle ind og tolke igen.

Og inden jeg nåede at bremse min hjerne, havde den tænkt: ”Løb!”
Så det gør jeg.

Her i huset går vi aldrig ned på udstyr, så jeg har investeret i et par dyre! ordentlige sko og nogle ægte løbebusker. Det æstetiske indtryk lader noget tilbage at ønske, men jeg må medgive, at oplevelsen er knap så ubehagelig, som jeg synes, jeg kunne huske, når the basics er i orden.
Nu mangler vi så bare at udstyre mig med noget retningsfornemmelse og stedsans, så jeg – som i dag – slipper for at spæne rundt i knæhøjt græs på en bakkeside som en anden amnesisk orienteringsløber, fordi stien er blevet væk.

Hvis det her projekt ender med, at jeg som Maren og Fuhrmann melder mig til Et Ægte Løb, så giver jeg sgu en omgang.

7 kommentarer:

  1. Dygtige dig! Og du kommer til at elske det - det er jeg sikker på :) Jeg startede også med at hade, så blev det ok, så blev det fint og så blev det seriøst uundværligt!
    Så jeg kan faktisk ærligt sige at jeg savner det (og hvem fanden sku lige ha troet det?)
    Så jeg hepper på dig og dine nye løbesko :)

    SvarSlet
  2. Velkommen i klubben :-) havde også forsvoret det, men løber nu 4 gange om ugen trods elendigt knæ ;-)

    SvarSlet
  3. Respekt, Linda! Har opgivet det helt, efter jeg forsøgte mig med at komme i form tre gange på et halvt år. Og samtlige tre gange, jeg gik i gang med løberiet, fik jeg rodbetændelse i mine tænder, så noget hænger vist ikke sammen. Eller også er jeg bare i virkelig dårlig form! Gad godt gide noget andet end løb, men tiden er ikke til det... TØR ikke forsøge mig med løb igen.

    - Signe

    SvarSlet
  4. Du bliver bidt af det! Jeg har altid HADET løb - helt indefra..! Sidste efterår prøvede jeg liiige lidt alligeve... Nu kan jeg løbe 20 km, og har meldt mig til marathon i foråret..! (Men mindre kan også gøre det :-P)
    Glæder mig til at høre hvordan det fanger an :)

    SvarSlet
  5. Jeg siger det samme som Karina og jeg undrer mig stadig en lille smule over hvordan det skulle komme så vidt, hver gang jeg binder mine løbesko. For halvandet år siden kunne jeg ikke løb en kilometer og nu planlægger jeg at løbe et maraton uden at fnise hysterisk ved tanken.

    SvarSlet
  6. *mumle-jeg-er-osse-begyndt-at-løbe-mumle* *hooooost*

    Men KUN halvanden kilometer ad gangen, så det tæller ikke rigtig. I dag bevæger jeg mig ud på 2 km, så det nærmer sig svigt af nejgufandenskaljegdaaldrigudatløbe-princippet.

    SvarSlet
  7. Jeg ved du gør Linda. Om ikke andet så mudderløbet. Men du er da frisk på en 10'er snart ikke? Joooodet er du. Sejt gået af dig.

    SvarSlet