onsdag den 30. november 2011

Boghjørnet.

Inden jeg fik Anton, læste jeg en bog eller to om ugen. I weekenden elskede jeg at sidde i min seng med en god bog og en kop kaffe til langt op af formiddagen, og om aftenen kunne jeg ikke sove, hvis jeg ikke lige lod tankerne lande over et par kapitler.

Post Anton er det helt crazy, hvis jeg når mere end 10 sider, før jeg vågner ved, at min næse foretager en nødlanding i bogryggen, og hvor jeg før var ligeglad med genren, hvis bare indholdet var velskrevet, er jeg nu nødt til at indrømme, at det ikke må være alt for komplekst eller filosofisk, hvis jeg skal kunne huske historien.
Meget spanske og islandske navne glider også af hjernebarken hurtigere end tøsne af skråtage.

Men jeg elsker stadig at læse, så da Rosinante & Co. spurgte, om jeg i ny og næ havde lyst til at anmelde en bog for dem, takkede jeg ja.
Og ihukommende mit indlæg fra i går, skal jeg skynde mig at sige, at jeg ikke har så meget som 10 minutters uddannelse, der kvalificerer mig til at mene noget om litteratur af nogen slags. Jeg er bare Den Glade Amatør, der ikke er bange for at mene en helt masse om alt muligt.

Den første bog jeg har fået lov at sige noget om, er Julia Lahme ”Holder du lige øje med mit diadem? Så passer jeg hverdagen imens”.
Jeg kan godt lide Julia Lahme. Rigtig godt endda. Hun spekulerer over mange af de samme ting, som jeg gør, og jeg tudede af både medfølelse, bevægelse og genkendelse, da jeg læste ”Hvor lagde jeg babyen?” og ”Sandheder fra enløgner”. Hun er den eneste, jeg kender, der på egen krop har prøvet at få et barn, der ikke sover, og har derfor for mig været en meget velkommen lidelsesfælle.

Og derfor er jeg noget så træt af at måtte sige, at jeg ikke er ret begejstret for den nye bog.
Bogen er en samling af klummer og nye tekster, og jeg synes simpelthen ikke, at det fungerer. Samtlige tekster er små, afsluttede historier, som derfor ikke giver det page-turner drive, man får, når man læser en historie, der er vævet sammen af tråde, der strækker sig over et par hundrede sider. Klummerne har et langt stykke hen ad vejen samme format og struktur som blogindlæg, men havde hun udgivet sin blog, ville der stadig i den have været en slags handling, der bandt det ene indlæg sammen med det næste.

Noget andet, som også for mig bliver et irritationsmoment, er gentagelserne, som naturligvis vil være der, når man samler klummer skrevet over en lang periode af det samme menneske – man lægger ikke mærke til det, når der går uger imellem klummerne, og de står som små, farverige indslag i aviser eller blade, men komprimeret til en bog bliver det virkelig enerverende at læse 5 gange lige efter hinanden, at mænd ikke tager barsel, fordi vi kvinder ikke vil af med den.
Jeg savner en historie. Jeg savner en sammenhængende historie fortalt, som Julia Lahme kan fortælle den. Ærligt og indlevende og flettet sammen af alle de små tråde, der gør holdninger til andet og mere end postulater. For et eller andet sted forstår jeg godt, hvor hun vil hen med indlæggene (!) om, at Marys status som forbillede for danske kvinder, gør det sværere for alle os andre almindeligt dødelige at begå os, men jeg savner noget mere virkelighed; nogle eksempler fra hendes egen omgangskreds på konkrete kvinder for hvem, Marys rolle udgør et reelt problem. For når jeg læser det, er det eneste, jeg tænker, at jeg sgu da ikke kender en eneste kvinde, der bruger Mary som målestok for noget som helst. Hun er en opdigtet figur på linie med Askepot og Snehvide.

Synes jeg.

Jeg kunne stadig sagtens finde på at købe ”Hvor lagde jeg babyen?” i julegave til min veninde, der skal føde til januar. Jeg kunne også stadig finde på at købe ”Sandheder fra en løgner” til min anden veninde, som skal starte på job igen efter barsel lige om lidt.

Og jeg kan stadig rigtig, rigtig godt lide Julia Lahme - men jeg synes desværre, at den nye bog snubler i sit eget format.

1 kommentar:

  1. Nå øv, havde ellers overvejet at sætte den på ønskesedlen :-/

    SvarSlet