torsdag den 1. september 2011

Slip.

Jeg kender en del, der har krise over at blive ældre. For mig kommer og går det. Når jeg starter med at tolke efter sommerferien på nye uddannelser, tænker jeg hvert år over, hvor rart det er, at være forbi det punkt, hvor det er altafgørende, om de andre synes, at jeg er en fed person. Til gengæld sad jeg forleden med Anton i armene og kiggede på hans små ører. ”De bliver garanteret kæmpestore, når han bliver gammel” tænkte jeg. For så at dø af 3 omgange ved tanken om, at der er jeg her ikke længere.

Så. You know. Gode og dårlige dage.
Men én ting ved at blive ældre elsker jeg ubetinget, og det er at man lærer at sortere i sine konflikter. Måske handler det om, at man giver afkald på nogle idealer, men noget, der virkelig har gjort livet lettere for mig, er visheden om, at du ikke kan tale med alle om alt.

Og at det eneste, du får ud af at prøve, er for 250 kr. blandet frustration.
Mine 20’ere gik med at forsøge, for jeg synes ikke, at et forhold – uanset om det var til venner, kærester eller familiemedlemmer – var ægte, hvis ikke man kunne tale om alt. Men nogle gange må man bare sande, at man er nået i mål, hvis man kan parkere en sag, og så lade være med at forsøge at presse citronen yderligere ved at forvente, at man kan overbevise den anden om, at man har ret.

En ting er f.eks. at tilgive utroskab. Noget andet er at skulle medgive, at man forstår, hvorfor det skete. Og en ting er at komme videre, når den ene vil have barnet, og den anden vil have det fjernet, men når der kun findes enten/eller, er det kun den ene, der kan få sin vilje, og så er det nok rimelig meget at forlange den andens forståelse oven i hatten.
Og selvom vi er nogle, der eeeeeelsker at få ret, er jeg alligevel nødt til at indrømme, at pointsejr ikke helt opvejer ærgrelsen over at fucke en hårdt fremforhandlet våbenhvile op, fordi man tror, at den gode stemning er ensbetydende med, at den anden nu endelig vil give sig.

For fanden. Bliver så klog og zen efterhånden.
Hvorfor er det, jeg ikke har en kæreste igen?

6 kommentarer:

  1. Men kan vel, som udgangspunkt, tale med alle om alt. Efterhånden finder man så ud af, hvem man har lyst til at tale med hvad om?

    Mand, en krøllet sætning...

    SvarSlet
  2. Vil det så sige, at når nu jeg fortsat hårdnakket forsøger at blive enige med alle om alt, (Altså: at få ret..) ikke er ved at blive gammel, på trods af snarlig 30-års dag?

    SvarSlet
  3. Hvor har du ret. I takt med de begyndende streger i ansigtet opnår vi større indsigt og bliver mere og mere zen..;-)

    Du skal sgu nok finde en kæreste, når tiden er.

    SvarSlet
  4. Jeg er enig med Anne, det kommer sgu af sig selv, når man mindst venter det og lige har accepteret at man skal leve et stodderliv i netundertrøje på sofaen resten af livet.

    SvarSlet
  5. Hej Linda. (læser stadig fremad her, men det her kan gælde dengang og nu. Og undskyld, jeg kender dig jo ikke, så måske er det lidt underligt at sige sådan. Håber altså ikke, jeg virker sær eller stalkeragtig eller nowet. Det er bare, fordi, du har sikkert fede venner, som kan sige tingene, men af og til kan det være rart at høre noget udefra, nøgternt, også.)

    Nå, ha, har bare et generelt bud på hvorfor (altså det med kærsten). Hey, det er sgu da bare fordi, du er fantastisk. Og klog og sej. Og garantrisse megasmuk, selvom jeg ikke har set dig. Der var da en herinde, som på et tidspunkt skrev, at du er smuk, når du er vred. Hvortil en anden svarede, at "hun er også smuk, når hun ikke er vred". Ha. I'll bet.
    Anyway, hvis man er alt muligt fedt, så er det jo logisk nok slim pickens derude. Altså, undskyld verden, ing, jeg ved godt at alle mennesker er unikke og specielle på deres måde og yadayada, men ... hvis man er helt gennemsnitligt ordinær og ikke for kvik og sådan, så er man som de fleste, og der er det jo ikke svært at finde en ligemand. Og det er helt fint, med det ringeagtiger jeg ikke nogen, som sådan, det er helt fint at være almindelig. Men kan man lige lidt mere, ved lidt mere, render lidt hurtigere og sådan, tja, så er der langt mellem dem, som også kan alt det. Uanset om man så ikke stiller vildt høje krav og er helt fint easy going og jo netop i kraft af sine kvaliteter egentlig et bedre catch end de fleste, også for de almindelige, så ... nåja, så er man bare sværere at leve op til.
    Jeg synes som sagt, at du virker fantastisk og som en, der dels har hjernen i orden, kan finde ud af at være totalt uselvisk og givende (cue lige Anton og din holdning til andre mennesker og de ofre, du bringer), du har fed humor og alt muligt andet sikkert også, som jeg ikke aner noget om.
    Hvor mange mænd er lige lige så fede som det? Helt ærligt. De fleste af dem er da nogle vatpikke eller nogle bøvernikker. Ja, jeg sagde det.
    Du (og Anton) fortjener bedre end sådan en, og det indsnævrer jo lige feltet en hel del. Kærlighed er ikke en skid retfærdig, det er ikke de fedeste eller mest fortjenende, som finder den først.
    Men mange af dem, som udadtil ser ud til at have den, bare fordi de er i et forhold, de har jo ofte bare settlet, kæmper dagligt med skæve magtbalancer eller finder sig i alt muligt, de ikke skulle, de tør ikke være alene eller hvad ved jeg. Og så er der jo dem, hvor man må tage hatten af og sige, wow, det er sgu kærlighed, fedt, more power to you, og tak, fordi I viser os andre, at det findes, når man står og tænker, at det hele er noget falsk fis af en forlængst gulnet filmdrøm. Det findes, men det er lidt sjældent.
    Det behøver ikke at være kærlighed bare fordi, nogen har nogen.
    Hold nu kæft, hvor jeg væver. Fat dig i korthed, Joey, tsk. Altså. Det er desværre sværere fordi der ikke er mangel på tabere, men der er satme mangel på vindere. Hvis ikke der var, så var verden nok ikke så fucked og ved at smelte ned omkring os, mens de fleste ligger og sulter.
    Nogle af vinderne står så foran den der kærlighedshøstak, som lige er mange gange større end alle de jævne folks, og tilfældigvis ligger nålen lige ud for deres hånd. Andre skal igennem lidt eller meget mere. Surt med i forvejen sværere odds. Og pissehårdt og ofte skideensomt. Men det er IKKE fordi, du ikke er det værd, at du ikke har en. Det er fordi, du er meget mere værd, end de fleste fortjener.
    Og lige pludselig, så ... tadaaa - så finder du ikke bare en nål i høet, men en fucking prizewinning superplatinnipsenål med krummelurer og fedhed og lækre detaljer og hele lortet. Og så er du samtidig blevet et så helt og stort menneske af at klare alt muligt selv, at I får det meget federe og mere farverigt end alle dem der med deres gråbrune leverpostej. Sgu. Ja. Det tror jeg.
    Knus

    SvarSlet
  6. For fanden, altså, Josephine, du er sød. Bliver sådan helt genert, nærmest.

    Men jeg tror, at der er noget om den snak med, at nogen er kompatible med en masse. Andre; not so much. Jeg er nok som en slags Apple hardware, der ikke fungerer med noget som helst, med mindre det er HELT rigtigt. Og det er det jo for fanden sjældent.

    Jeg er mange gange blevet skudt i skoene, at det er fordi, jeg er kræsen. Det er pis og papir, synes jeg. Det hele kan jo koges ned til kemi og til, om man kan lide både sig selv og ham, man er sammen med, når man er sammen. For det er bare ikke alle, der får det bedste frem i hinanden, selv om det på papiret er match made in heaven.

    Nå. Jeg ævler også. Anton har haft omgangssyge i nat, så det er ikke blevet til meget søvn. Det skulle gerne tjene som forklaring, hvis det er helt sort, det jeg lige har skrevet.

    Noget ganske andet: Det er faktisk rigtig hyggeligt at få kommentarer på mine gamle indlæg, fordi jeg læser dem igen, inden jeg læser din kommentar. Det er lidt som at rydde op og falde over sin gamle dagbog:)

    God påske, du:)

    SvarSlet