fredag den 16. september 2011

Fang mig på kliché.com.

Jeg vågnede i Århus forleden, og selvom det er skønt at være der, må jeg sige, at glæden er bittersød, for jeg savner byen så meget, at jeg nogle gange næsten bliver fysisk dårlig over det.

Århus er bare … pænere. På mange måder noget gammelt skrammel, men noget charmerende gammelt skrammel. På det lavpraktiske plan savner jeg de små ting, som f.eks. at gå en tur i Mindeparken, omgivet af mennesker på picnic og kirsebærtræer i blomst, i stedet for de vrede hybenbuske og hundelorte, vi dekorerer lokalområdet hernede med.
Det skal retfærdigvis siges, at det heldigvis er gået, som jeg havde forventet: Efter at jeg er startet på arbejde igen, er hverdagene så pakkede, at der ikke rigtigt er tid til at savne det, jeg flyttede fra, og heldigvis er jeg stadig ikke det mindste i tvivl om, at det her var den rigtige beslutning. For familie holder. Punktum.

Ind i mellem bliver jeg bare overvældet af opgavens omfang.
I sidste uge f.eks. skulle jeg lave pesto, og da jeg måtte forlade den tredje forretning med uforrettet sag, fordi ingen hernede har hørt om løvstikke, havde jeg lyst til at sætte mig på kantstenen og tude. Jeg kunne forstå det, hvis jeg havde været på jagt efter smalbladet, japansk øko-mynte, men fucking løvstikke?? I Århus kender jeg 24 butikker, der HELT sikkert har løvstikke, og derfor bliver sådan en situation indbegrebet af, hvor ny jeg er i gamet her i byen, og hvor langt jeg har igen, før jeg føler mig bare tilnærmelsesvis ligeså meget hjemme her, som jeg gjorde i Århus.

Nå, men er det ikke noget med, at al begyndelse er svær?

12 kommentarer:

  1. Hva' med bare en omgang helt provinsiel basilikum/persille/pinjekerne-ting??

    Kh Anne F.

    SvarSlet
  2. Jeg ville ønske jeg kunne sende dig østjyllands største løvstikkebuket!! Du er så sej. Og forøvrigt er vi nogle der savner dine spinningtimer. Hvordan går det egentlig med boyzonesoundtracket til timerne i Esbjerg?

    SvarSlet
  3. Så det i din have. Det er nok derfor butikkerne ikke har det - folk har jo små haver derude til den slags!

    SvarSlet
  4. Jeg er en esbjergenser i Århus - og jeg forstår godt, at du savner Århus, men jeg savner nu også Esbjerg! Min kærlighed til de to byer er ligeligt fordelt.

    ... Og som den esbjergenser, jeg er inderst inde, så aner jeg heller, hvad løvstikke er...
    Måske jeg skulle gå på opdagelse i Århus.

    Varme tanker fra
    Malene, som altså ikke synes at Esbjerg er så slem!

    SvarSlet
  5. P.s. Har du været på planteskolen?

    Venlig hilsen
    Esbjergenseren Malene

    SvarSlet
  6. Kan godt forstå du savner Århus eller Aarhus... men det er jo en ringe trøst. Det er bedre at savne en by end at undvære familie. Sådan er det bare. Held og lykke med din pesto :-)

    SvarSlet
  7. Du fanger smukt min tilsvarende oplevelse... Selvom det er København, der er savn-objekt og Århus der er mit svar på Esbjerg. Jeg må ud og finde noget trøste-løvstikke. Eller noget.

    (Meget overskudsagtigt, i øvrigt, at du selv laver pesto...)

    SvarSlet
  8. Du sætter lige ord på en frygt hos mig... Har boet i Aarhus i næsten et årti, men overvejer seriøst at rykke tættere på familien. Og til en helt tredje (og ukendt) by. I Aarhus ved jeg bare hvor alt er. Hvad der er den hurtigste vej fra A til B, både på cykel og i bil -og også i forhold til hvilket tidspunkt det er (pendler-kø ud af byen).
    Og hvem der laver den lækreste xxx eller har den bedste service, eller xxx, yyy, (fortsæt selv).
    Ved ikke om jeg orker starte forfra?
    På den anden side skal man jo heller ikke falde i et trygheds-hul...

    /Tine

    SvarSlet
  9. Tænk, jeg ville faktisk have troet, at løvstikke var mere kendt i Provins end i FartOgSmartUngdomsbefolketAarhus. Men der kan man bare se.

    Man savner Aarhus så sindssygt meget, når man flytter derfra. Siger hende, som er i kæreste-uddanner-sig-eksil i Haderslev.

    SvarSlet
  10. Sæsonen for løvstikke er også omtrent overstået for i år - i hvert fald hvis den skal være fin til pesto. Men du må gerne få en aflægger fra min have - så har du løvstikke til hele vejen til næste år :-)

    SvarSlet
  11. Pesto er SÅ 90'er... Også i Århus :)

    SvarSlet
  12. Det kan jo ikke svare sig for en butik at sælge løvstikke et sted, hvor ehver haveejer med respekt for sig selv har løvstikke i haven ;-)

    Jeg er sikker på, at Esbjerg har noget andet unikt så, som man ikke kan få i Århus! .... ud over fisk... ??? ;-)

    SvarSlet