fredag den 12. august 2011

Og held og lykke med dét!

Nogle meget venlige mennesker har været så søde at spørge, hvordan Anton kom SÅ galt af sted, og hvordan han har det nu. Og den slags interesse går jo rent ind i et blødende moderhjerte.

Det går meget bedre, tak.
Da vi kom hjem fra skadestuen torsdag nat, kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var HELT i zen over, at han var kommet SÅ galt af sted i sin institution uden at nogen havde opdaget det, men da ingen tænker ret klart kl. 4.30 om morgenen efter sådan en nat, skred jeg i seng uden at foretage mig yderligere.

Fredag morgen kørte jeg derud, og brugte turen på at minde mig selv om, at INGEN jo for fanden overser den slags med vilje, og at de givetvis ville have en god forklaring.
Heldigvis gik de nærmest i chok, og forsøgte ikke at slippe udenom overhovedet. Tværtimod. Og det havde jeg sgu lidt brug for at se. Al personale blev hidkaldt på skift, indtil dagen var rekonstrueret, og vi var nået frem til, at en anden lille dreng ved et uheld havde væltet en kost, som ramte Anton i verdens nok mest uheldige vinkel. Og da de ikke kender Anton så godt derude endnu, ved de ikke, at han ikke græder, så de kom til at forveksle ham med et almindeligt barn med smertetærskel og den slags, og fangede derfor ikke, hvor galt det stod til med ham.

Da jeg kørte derfra en time senere, havde jeg igen lyst til at aflevere min søn derude.
Da jeg kom hjem til den lille patient, ringede hospitalet; de ville gerne se os derude til flere billeder og undersøgelser. Panik. For hvorfor det, hvad har de fundet, hvor alvorligt er det, og der må ikke ikke ikke være noget i vejen med ham. Fik en sludder for en sladder krydret med lidt latinske gloser, og lagde lettere mystificeret røret på.

Indtil det gik op for mig, at de naturligvis vil tjekke op på, om jeg tæsker ham.
Og det var faktisk helt rart at komme derud og møde en overlæge, der var ærlig nok til at sige, at det var det, det handlede om. Selvom jeg lige et kort øjeblik fik den der: ”Aj, det TROR de da ikke, at jeg kunne finde ?!?”, synes jeg, at det er betryggende, at der trods alt bliver holdt øje med den slags.

Men jeg fik lov at se billedet, og knoglen lader til at vokse rigtigt sammen. De tog det pænt, da jeg kom til at tude på dem, forsikrede mig om, at alt var, som det skulle være, og at han ville være tip top i orden igen om en uges tid.
Så mangler vi bare at gøre det forståeligt for krydsermissilet med den høje grundspænding, at han skal sidde stille de næste 5 dage...

17 kommentarer:

  1. Åhmendog! Puha, Linda - ikke en rar oplevelse for jer. Rigtig træls, faktisk, men rart dog, at det er uforskyldt, og at de tager det på sig i opbevaringen. Jeg håber virkelig, han ikke har for ondt, det lille pus, og at han snart er på højde igen. Det skulle være ret smertefuldt med brud på kraveben, men på den anden side. Børn er jo mærkelige og lader nogle gange til ikke at mærke så meget til tingene.
    God bedring.

    - Signe

    SvarSlet
  2. Sgu godt at høre! Både at alt er vel og at han hurtigt kommer sig, at institutionen tager sit ansvar på sig, og at sygehuset gør det samme. Fortsat god bedring til tyttebøvsen.

    SvarSlet
  3. Tak for update.

    Hvor er du bare den seje mor, der står ved dig selv. Anton er heldig, er han, at du ved det.

    Go-go!

    SvarSlet
  4. Åh Linda, hvor er jeg glad for at høre, at du har fået en lang og god snak med pædagogerne. Har tænkt rigtig meget på det, og jo netop fordi I lige er ved at lære hinanden at kende. Tilliden er alfa og omega!

    SvarSlet
  5. Shit hvor var det godt at du tog derud. For alle partes skyld. Og ja, forstår godt din første reakton fra hospitalet "at de kunne tænke det om dig" men hvor har du ret. GODT at de tjekker op. Ikke flere Brønderslevsager - vel!Uden sammenligning i øvrigt! That is. Tak for skøn blog. Skriver sjældent kommentarer - for der er altid nogen der har skrevet det jeg ville skrive:O) Men jeg følger bloggen meget ofte! God bedring!

    SvarSlet
  6. Du er en bedre mor end mig, det er helt sikkert. Min den store faldt ned fra et gyngestativ da han var 2 og en halv. Han var også meget stille og under aftensmaden sagde hans far at vi burde tage ham på skadestuen. Faren havde nemlig selv brækket kravebenet i en ordentlig koger mange år før ( at han så vågnede op på hospitalet uden at vide hvad der var sket er en helt anden historie - mine drenge må ikke drikke før de er 36... Mindst!) nå men, jeg er sådan lidt anti hypokonder så jeg gejlede drengen op til at prøve at tage en armbøjning eller to for ligesom at se om der virkeligt var noget galt. Det ER altså svært at se et brækket kraveben! Og med meget lille stemme fortæller jeg så nu at der helt bestemt var noget galt og vi kom hurtigt på hospitalet med ham. Og hans kraveben var brækket. Jeg får stadig for at høre for at bede mit barn tage armbøjninger med brækket kraveben. Men det er jeg vist selv ude om ;)

    SvarSlet
  7. Puha, fik det lige lidt underligt over den der opfølgning - for det med at tjekke for børnemishandling er jo i bund og grund et uhyggeligt vidnesbyrd om, at det rent faktisk foregår. Stakkels børn altså..

    SvarSlet
  8. Sikke et uheld. Ønsker om hurtig heling.

    SvarSlet
  9. Hvor godt at den lille er på vej til friskhed igen. De kommer sig overraskende hurtigt, de små - Meget hurtigere end grædende mor-hjerter.
    Og hvor er det sejt tacklet af dem alle sammen. Både tyttebøvs-passerne og lægerne, som lige følger op på sagerne. Det er jeg glad for.

    SvarSlet
  10. Kan bare erklære mig enig! Godt at institutionen var sig ansvaret bevidst og det samme gælder hospitalet! Også selvom an lige får den der tanke, som du også beskriver...
    Fortsat rigtig god bedring med ham - er spændt på at høre, om du må fiksere ham den næste uges tid ;-)

    SvarSlet
  11. Fedt, at du tacklede det hele så godt og med ro på! Respekt! - og ja, som de andre siger, at institutionen og sygehuset også virker til at reagere på bedste vis :)

    SvarSlet
  12. Fedt, at du tacklede det hele så godt og med ro på! Respekt! - og ja, som de andre siger, at institutionen og sygehuset også virker til at reagere på bedste vis :)

    SvarSlet
  13. Du er en god mor for din søn. Hatten af for det. Jeg tror, jeg havde pakket mig sammen om min og ligget i fosterstilling med ham til vi sneede til og jeg havde ihvertfald været absolut urimelig overfor pædagogerne.

    Godt, at det er dig, der har overskuds-spanden i denne uge.

    (Prøv lige at tjekke om der er noget børnestesolid på bunden af den, forresten. Ellers må du lige sige til, hvis jeg kan sende et eller andet afsted til Esbjerg, der kan berolige dig, om ikke andet)

    SvarSlet
  14. Nåhhh lille skat (og dælme da også store skat!).
    Håber det går fremad.
    Knus til jer begge
    /B

    SvarSlet
  15. Det var da godt, du forstod hvorfor de ville se ham igen. Mange forældre bliver meget sure, men det er jo for børnenes skyld...
    Det vigtigste er, at det vokser sammen, og vuggestuen lyder rigtig god.

    SvarSlet
  16. Jeg bliver sq egentlig glad for at vide at lægen har nosserne til at spørge! Og heller en case for meget end en for lidt.

    Du må ha' gang i puttekasser og snorretoppe ved bordet, så møfferiet kan holde lidt pause (lidt...).
    Go' bedring!

    SvarSlet
  17. Pointen, jeg drager af dette indlæg, er hvor vigtigt det er at kunne "sove på det" og forsøge at få svar på sine spørgsmål med et åbent sind (som i ikke forhåndsindtaget).
    Well done! Respekt.

    SvarSlet