mandag den 8. august 2011

Det går næsten FOR godt med le tyttebøvs.

Ok. Hånden op, alle dem, der har dumpet mænd pga. deres forhold til Mor.

Selv husker jeg f.eks. ham, der røg, da jeg fandt ud af, at han stadig havde sin mor på 69 til at komme forbi to gange om ugen for at hente vasketøjet. Han var 40.

Og ham på 38, der viste sig at bo hjemme ”men det er nede i kælderen, så det er faktisk ligesom at have sin egen lejlighed”. Nej. Det er sgu da ej. Og da SPECIELT ikke, når du 5 aftener om ugen lusker op af trappen lige omkring kl. 18.

Uselvstændigt og ynkeligt for mændenes vedkommende, og pinligt, krampagtigt og kontrollerende for mødrenes.

Men nu er det så, at jeg meget, meget sotto voce må indrømme, at jeg godt en lille bitte smule kan se, hvorfor de opstår, moderbindingerne.

For Anton har været sin egen, lige fra han kom. Når jeg kommer ind på hans værelse om morgenen, lyser han op i et KÆMPE-smil; ikke fordi han har savnet mig og glæder sig til at give mig en krammer. Nej, det er mere sådan lidt ”Super! Der kom min taxa!”-agtigt.

Da han for real var ved at blive kvalt i sin øllebrød, var det mig, der sad bagefter og hikstede og havde brug for et knus. Han hang i en vinkel på 90 grader ud af mine arme, og virkede meget videnskabeligt interesseret i den brækpøl, han lige havde deponeret på gulvet.

Han græder meget sjældent, er ikke rigtigt bange for noget, og gider ikke putte. Overhovedet.

Og da jeg i morges afleverede ham i vuggestuen, og han ikke engang kiggede sig tilbage, da han mavede sig (kravler stadig ikke, men har til gengæld en meget militær-agtigt krybestil, der ville gøre sig godt i enhver kratbefængt underskov) over til legetøjet, kunne jeg lige mærke, at det nev lidt i øjnene. For er reglen ikke, at de skal have brug for en, når de er små? At mor er den bedste i verden? Er det ikke først, når de rammer puberteten, at de skal begynde at løsrive sig?

Det er en splittet fornemmelse, for på den ene side er jeg så stolt af ham over hans selvstændighed og alt det, han kan (fordi han aldrig sover og derfor i gennemsnit har 6 timer mere i døgnet end andre børn til at lære det i). På den anden side ville jeg ønske, at han bare engang imellem ville hænge lidt på mig, så jeg kunne få lov at sidde med armene omkring ham, og næsen nede i de fine dun.

Vi ved allerede godt, hvem der bliver den pinlige mor, der tuder sig igennem hele konfirmationstalen, ikke?

15 kommentarer:

  1. A.L. og Bubber på afveje - nyt tv-koncept med hyperenergisk army-Anton, der hiver aldrende Bubber rundt ved håret mens han brøler "no ta'r du dig gonnok sammen gamle mand" // sorry, fik lige glimragende idé som straks måtte ud. Og hvis nu Anton bliver TV-millionær, så kan vi få råd til en hyggelig lillesøster OG terapi til moderen. Jeg synes du bør overveje det. Og så ville jeg egentlig have skrevet en mail for at sige *hej*; det blev så lige til bla-bla-kommentar i stedet :-)

    SvarSlet
  2. Min datter var engang ligesom du beskriver Anton. Yderst selvstændig, ikke sovende og ikke puttende.
    Det er heldigvis vendt, så hun nu kan sidde og putte hos mig i timevis :)

    SvarSlet
  3. Det er derfor vi mødre i al hemmelighed utrolig godt kan lide, når vores små børn har feber. For så gider de godt bare hænge slapt på én og man kan få tanket op på "mor er her for dig"-kontoen.

    Synes også det der selvstændighed hos børn er en udfordring når man har pylre-trang.

    SvarSlet
  4. http://www.blogsbjerg.com/2011_01_01_archive.html

    Linda prøv at læse tilbage i din blog omkring januar... Så tror jeg du kan se, hvor meget der er sket med dig og med Anton gennem de sidste otte mdr :)

    Og bare rolig, hvis han stadig bor hjemme når han er 39 så er der jo altid det der dating.dk han kan prøve

    SvarSlet
  5. Bjørnetjenste at lade "ungerne" bo hjemme når de er SÅ voksne!! Da jeg flyttede officielt hjemmefra som vel 20 årig, var min venindes mor rystet i sin grundvold.. Hendes børn skulle være mindst 30, før de flyttede (og det blev sådan - regn selv ud hvordan de endte)....

    SvarSlet
  6. Årh...hvor jeg herremegetkender det. Min datter var ikke mere end en måned eller to, da hun besluttede sig for, at hun bedre kunne falde i søvn i liften end i sin mors arme. Avs. Andre mødre forsøger at sparke deres børn ud af dobbeltsengen igen efter en periode - jeg forsøger stadig at få min unge til at sove hos mig. For min skyld. Fordi det er så skide hygggeligt.

    SvarSlet
  7. Konfirmationstale?? Med den grad af selvstændighed, så skal du være glad hvis der bliver en NONfirmationstale ;-)

    SvarSlet
  8. Jeg har en på 17: sådan én der drager afsted til Roskilde, venner, Sverige, gymnasieweekend, etc. Som planlægger sin store tur ud i verden, starting with India. Han har meget nemt ved at sønderoverrive navlestrengen. Jeg bliver tvunget. Så den bliver revet over. Og det er vel godt? Kan bare godt huske og savne følelsen af total mor/søn samhørighed. So sweet - for Mummy, at least. Kan kun sige: nyd den søde tid med Anton nu. Nyd den også, når han med behårede ben og mandestemme, kaster sig ud i en mindre moderdomineret tilværelse. Møvende, kravlende, gående, løbende. Det er også ret smukt.

    SvarSlet
  9. Kan godt forstå, at det virker urimeligt for dig, at han bare kaster sig ud i vuggestuelivet uden at vise bare en enkelt grimasse eller to ved at se dig gå. Men han er jo ikke så bevidst endnu om, at dette er for real. Om 14 dage kan du sagtens opleve at have en grædende unge som sugekop, mens du forsøger at vriste dig fri af iglen for at kunne tude dig på vej til arbejde. (Been there, done that.)

    Min egen tøs på 8½ måned gider heller ikke hverken kramme eller kysse eller hænge ud i sofaen med mig, med mindre det er for at kunne nå noget af storebrors forjættede legetøj deroppe. Og det er nok et sundhedstegn for 8-måneders unger. De skal frem i verden, drevet af den evige trang til at lære, opleve, komme videre. Men bare rolig, han er jo en dreng, så morsygen skal nok melde sig, når han bliver større og mere bevidst. (og så kan du jo svinge dig forbi dette indlæg igen ;-) )

    Jeg håber bare, at lilletøsen tager det lige så flot, når det er hendes tur om en uge...

    SvarSlet
  10. Jeg har ingen børn men kan konstatere børn og dyr har det på sammen måde. Min hund vil hellere være hos mine forældre end hos mig :)

    SvarSlet
  11. Nårh, Linda. Hvor sødt. Men ved du hvad? Han skal nok begynde at hyle, når du går fra ham om morgenen, når han først opdager, det faktisk er for real HVER morgen, det der! Og SÅ ville du ønske, han alligevel ikke bemærkede det. Osse selvom goggerne smiler og siger 'Det er kun, lige indtil du er gået'. Mn. Det er en fucking konspiration, du. For det siger de alle sammen, og jeg tror ikke på dem.

    Nå. Men det med at putte - det kommer osse. Om ikke andet, så når han bliver syg og har feber. Hæ! Så kan man måske komme til med al sin moderlige omsorg. Og mine børn må sku got bo i kælderen, til de fylder 100. Det er da OS, der ikke magter, de forlader reden... ;) (Gu' må de ej, men altså. Du ved. Ing?)

    - Signe

    SvarSlet
  12. Det lader til, at din søn IKKE blir en af de der mænd, der aldrig kan komme hjemmefra - fysisk eller mentalt - det er vel gode nyheder?

    Mht. børnehaven synes jeg da også, at alternativet, at han græder når du går og ikke vil slippe dig - dér kan du tale om at være ked af det som mor...puha!
    Næ, du, din søn er godt tanket op hjemmefra - og det er en kæmpe kompliment til dine mor-evner, det er da nu du skal uddele en medalje til dig selv.

    Når der er sagt, så skal du jo bo sammen med ham de næste mange år. Nyde ham i fulde drag.
    Så kan vi tales ved, når han for alvor er på vej ud i verdenen....

    kærlig hilsen fra mor til dreng på 17

    SvarSlet
  13. Det kommer - er min erfaring. Min søn var også pænt ligeglad med min bævende underlæbe i begyndelsen. I morges (som 5-årig) var han nærmest ved at hive min nederdel af og måtte nærmest lægges i håndjern for at give slip på mig. Det er faktisk næsten endnu værre...

    SvarSlet
  14. Jeg havde en datter, der overhovedet ikke gad putte. Med mindre det passede hende.Hun skulle ud i verden skulle hun. Allerede fra hun var helt lille. Så fik jeg en søn og han gad godt putte og snakke og sidde på skød. I dag 20 og 17 år senere for jeg lige mange kram og jeg elsker dig af dem begge - og så skrider de ellers ud i verden.

    Min pointe: Nogle børn er puttekiggebørn og andre er actionbabyer. I sidste ende går begge typer ud i verden. Og humlen er vel at slippe dem - for det skal man - når de selv synes, de er klar til det. Og nå, ja, at sørge for, at de ikke synes verden er farlig, men deres legeplads!

    Går da meget godt for dig! Han virker trygt forvisset om, at du er der i baggrunden og tager dig af ham - som grundfølelse. Bedre kan man faktisk ikke gøre det!
    (Siger en gammel træt mor med meget selvstændige børn, som man stort set kun ser 24 t. i døgnet, når man er på ferie - hvis altså de gider tage med.

    SvarSlet
  15. Kender godt det med en baby der ikke gider putte og altid er på farten, sådan var min søn også. Nu har han endelig lært det! Ikke i mange lange tider, men han kommer selv hen og vil have krammer, han er nu 2 år ;) I skjul elskede jeg de 2 gange han har haft feber, da han hang på mig hele dagen :-)

    SvarSlet