Jeg har en veninde, der kærestemæssigt har valgt sølvmedaljen så mange gange, at hun efterhånden burde feng shui’e skamlen med tæpper, potteplanter og billeder af familien. I løbet af de sidste 5 år har hun 3 gange valgt mænd, der i forvejen havde kærester. Vi har brugt utrolig mange kopper kaffe på at analysere, hvorfor det bliver ved med at ske, hvad det er, hun udstråler, siden det er den slags mænd, hun tiltrækker, og hvad det er i hende, der får hende til at blive.
Engang i mellem kan jeg godt blive en lille smule træt af at føre den samme samtale for 29. gang, men når jeg tænker mig om, ved jeg godt, at man kan sige den samme sætning til det samme menneske 2000 gange – og så kommer der en fremmed ind fra højre, siger PRÆCIS det samme, og *bam!* pludselig går budskabet ind.
Vi hører det bare ikke, før vi er klar til at lytte.
Sådan en oplevelse havde jeg, da jeg læste
Julia Lahmes seneste bog ’Sandheder fra en løgner’, hvori hun bl.a. skriver om sin dreng Elias, og den første tid med ham. I slutningen af bogen skriver hun en sætning, som jeg her citerer frit fra hukommelsen:
”Han kom med livet, lyset og kærligheden, og jeg var for træt til at se det.”
Og lige der, sank det pludseligt ind, det, som jeg selv har sagt 1000 gange uden af forstå det, og hørt fra både læger, sundhedsplejersker og andre mødre: Det er så hårdt, at det næsten river dig fra hinanden at få et barn, der ikke sover.
Jeg har brugt så mange timer på at føle mig forkert; på ikke at forstå, hvordan alle de andre kunne have billeder i fotoalbummet fra de første par måneder, hvor de lavede mad i køkkenet med den nyfødte baby stående på bordet, eller hvordan de kunne have overskud til at smile, købe ind, tænke og fungere.
Jeg har været så vred, at jeg næsten ikke kunne rumme det, når jeg har forsøgt at forklare andre, at jeg er træt helt ind i knoglerne, og ikke ved, om jeg orker at rejse mig igen, næste gang jeg falder – og bliver mødt med ”sådan er det også hjemme ved os.”
Jeg har grædt så meget over, at min kærlighed til Anton tilsyneladende var fanget under grumset is; hele tiden til stede under alt det svære, synlig under alt det hårde, men underlig utilgængelig, når jeg havde allermest brug for at føle den.
Da jeg læste den sætning, forstod jeg pludselig, at det ikke handler om, at jeg er en dårlig mor, at jeg er alene, eller at jeg gerne vil vinde Mest Synd For-konkurrencen, der har en tendens til at opstå mellem nybagte forældre. Det handler om, at man stille og roligt mister både forstanden og sig selv, når man ikke får sovet, nat efter nat efter nat, og der ikke er pause en eneste gang i løbet af dagen.
Men på torsdag fylder han 9 måneder, og han sover nu. Mere end han gjorde i hvert fald.
Så det tør. Foråret er på vej, isen smelter, og under den ligger kærligheden, farvestrålende, ubetinget og varm.
Det føles som om, jeg endelig er blevet mor.