søndag den 17. juli 2011

Advarsel: Meget børne/barselsbefængt indlæg.

Jeg vil gerne lige starte med at slå fast, at Anton er det bedste jeg har. I hele, hele verden.

Men jeg er simpelthen så glad for, at jeg snart er færdig med at være på barsel, for Gud i himlen, hvor jeg keder mig!

Nu hjælper det selvfølgelig heller ikke, at jeg har fået actionbaby.dk, hvilket betyder, at det hverken kan blive højt, hurtigt eller vildt nok, og så er det godt nok svært at blive ved med at trække kaniner op af hatten. De sidste par dage har han sagt Den Belastende Lyd nærmest 24-7, fordi han også keder sig; her er ikke gulv nok at kravle på til at køre ham træt, og alt, hvad jeg finder på, har han set.

Dagen starter kl. 5, hvor jeg henter ham ind til mig i sengen. Her leger vi en sjov rollespilsleg, hvor han spiller frisk riv-til-af-alle-kræfter dreng, og jeg spiller død i en time, hvorefter jeg giver mig. Primært for at få lov at beholde bare to hår på hovedet. Så kan man da altid lave en pæn midterskilning, hvis man skal i byen.

Så følger en dag, hvor han insh-allah sover ca. 3 gange, i snit 35 minutter pr. lur, indtil han insisterer på at komme i seng - formentlig fordi han keder sig så massivt, at alle alternativer forekommer værre – omkring kl. 19. Det er altså en lang dag, y’all, hvor min opgave for tiden primært består i at forhindre ham i at 1) bide i ledninger, 2) bide i sko, 3) bide i nogle andre ledninger.

Han er ved at få tænder, han kan næsten kravle, og det er skidesjovt, når han ligger og lader som om, at han ikke ANER, at der er en ærlig ledning tilstede i rummet – hvorefter han i det sekund jeg vender ryggen til, kravler alt, hvad remmer og tøj kan holde efter den. Når jeg vender mig om og siger: ”NEJ, Anton!!” griner han smørret med ”går-den-så-går-den” smurt ud over hele 25-øren. Men når det er det eneste indhold, dagen byder på, udover bleer, vasketøj og madlavning, ender det alligevel med at blive lidt trættende at skulle sidde vagt over elektronikken.

I Århus havde vi alle vennerne, som vi kunne drikke kaffe og gå tur med. Hernede er det lidt småt med bekendtskaber, og alt hvad der hedder salmesang, musikundervisning og børnegymnastik holder sommerferie.

Men nå.

I morgen tager vi i svømmestadion. I 8 timer eller noget. Tirsdag får vi gæster (hurra!), og Lene er, as we speak, ved at føde ham en kammerat, så hvis hun kan overskue det, triller vi nok op og byder ham velkommen til verden onsdag-torsdag stykker. Flere gæster (mere hurra!) og nyt køkken i weekenden. Og om 14 dage starter han indkøring hos de andre tyttebøvser, med 100 hektarer, 70 andre børn og nogle får, man kan spænde ham fast på ryggen af, hvis det kniber.

Det skal nok gå.

Og hvis I nu vil have mig undskyldt, vil jeg nu gå op og slikke lidt på min Tommy Lee biografi i håb om at drysser lidt stjernestøv og rock n’ roll ud over mit liv.

12 kommentarer:

  1. F*** - Det kan jeg godt huske!!
    Det er både helt vildt dejligt og jeg-er-ved-at-gå-ud-af-mit-goe-skind belastende at være på barsel.
    Sådan er det bare at ha' børn, tror jeg. De er vildt dejlige og det bedste man har, men de kan også være røvirriterende. Er det ikke herligt!!
    For hånden på hjertet - er vi ikke også selv sådan nogen gange ;-)

    SvarSlet
  2. Dét der, - det er spot on :)

    Anne F.

    SvarSlet
  3. Linda din gæve Esbjerger! Giv ham en løbecykel, så har du fred et par timer! :)

    SvarSlet
  4. Tak for en fantastisk blog - den er hylende morsom og hudløs ærlig... Lige noget vi indestængte mødre har brug for (det er åbenbart ikke særlig meget i orden at sige, at man i går var så træt af sine unger, at man et kort øjeblik tjekkede, om de ikke sagtens selv kunne kravle op i vindueskarmen og falde ned, mens man hentede kaffe i køkkenet...)
    Min mand er "heldigvis" stoppet med natarbejdet, ellers var jeg alenemor hver anden weekend til mine 2 tøser (under 3 år - og NEJ, det planlægger man ikke!)... Jeg kan SAGTENS følge dig i den der spil-død-leg... Den er jeg super god til, men den koster ofte et trykket ribben eller 3!
    Hang in there... Sæbebobler, økologisk fingermaling og ditto modellervoks er ikke mindre end fantastisk at have i skuffen til regnvejrsdagene!

    SvarSlet
  5. Jeg afsluttede min barsel for blot 5 uger siden og allerede efter 2 dages ferie sidder jeg pt med flashback til over et års frustrationer og indestængthed!! Og ikke pga. dit indlæg - nej det læste jeg primært, fordi jeg har flashback :-)

    Du har fat i den lange ende med den ironi - jeg kan forsikre dig om, at indkøring ikke er en sjovere opgave, men første gang du kan gå i et par timer og overlade din terrorist i andres varetægt, så kysser du jorden i ydmyghed.

    Held og lykke

    SvarSlet
  6. Nu vil jeg godt bede om en præmie. Jeg har læst HELE din blog. Fra ende til anden. Lidt sørgeligt at bruge sin sommerferie på iPhonen, men sygdom lænker mig pt. til sengen (undskyld, jeg ved godt, man ikke må være hypokonder, jeg bilder mig ind, det ikke er tilfældet). Du har underholdt mig i en forrygende grad. Jeg er forelsket i dine sproglige finurligheder, og der skal ellers en del til at imponere en sprognørd af profession som mig. Så ved
    nærmere eftertanke fortjener du nok nærmere en præmie.

    SvarSlet
  7. Hej Linda

    Åhh ja....det der med atvære sidst i barselsperioden, og underholde baby som ikke er baby mere, mens alle andre arbejder eller er langt væk! -ihh hvor kan jeg huske det! Skulle du få en fantastisk lyst til at lære din nye genbo at kende, eller trænger du bare enormt meget til at gå en tur imens du snakker med en esbjergensisk mor til 3 der har ferie den de næste 14 dage, så bank endelig på i 236, eller stop den sorte picanto når den fræser forbi dig :)

    Hilsen genboen

    Ps. Så du mon tyttebøvserne og de andre troldeunger i tv-syd her til aften??

    SvarSlet
  8. Indkøring?

    Er hele ideen ikke, at man afleverer dem i vuggestuen for at hente dem igen 6+ timer senere???

    SvarSlet
  9. Hvad med et bur, med sådan en trædemølle som hamstere har - forbundet til en dynamo, så kan du få ham til at generere lidt strøm til PCen?

    Win win?

    SvarSlet
  10. Skt. Helena: Jeg ved naturligvis ikke, hvad du taler om. Personligt er jeg altid KUN den bedste version af mig selv, som ALLE elsker. *ahem..*

    Anne: Ja, ik!?

    OA: Du har ret - og han bliver formentlig det første barn, der splitter en løbecykel til atomer i en alder af 10 måneder.

    LikeBree: Tak for de gode tips. Dem vil jeg huske. Lige nu er han 8 måneder og har en motorik som en stiv svensker på bar, men lige om lidt tror jeg, at dine ideer vil være et kæmpehit. Ikke mindst for moderen.

    PMU: åååhhhh... Havde godt nok håbet, at det der indkøring bare ville... køre af sig selv. Men det gør det ikke, siger du? Damn.

    Trine: Mange, mange tak for de pæne ord, og for indsatsen! Jeg går straks igang med at strikke dig en velfortjent medalje:) God bedring.

    Rikke: Skal vi satse på torsdag?

    Voksenmis: Jo, er det ikke??

    UR: Det er fandme en god ide! Skal bare have fundet en model, der ikke piber så meget som den, min hamster i sin tid havde. Ellers får jeg vist tinitus.

    SvarSlet
  11. Marlene nu i Norge18. juli 2011 kl. 21.06

    Ja tak, det der kan jeg også huske. Goood, hvor kunne det være kedeligt. MEN når vi af og til var hos mormor i Esbjerg tog vi på biblo, hvor de har et kæmpe legerum og en god sofa til at sidde og snakke i mens ungerne leger, kravler rundt eller bare sidder:)
    Kan ikke huske om det var bestemte dage i ugen eller hver dag, men der var mange flinke mødre og dagplejere med børn. Det var faktisk ret hyggeligt og jeg kom da i snak med et par flinke damer:)
    Så det vil jeg anbefale på det varmeste.

    SvarSlet
  12. Jepp lad os satse på torsdag :)

    SvarSlet