fredag den 15. april 2011

Ok – sidste indlæg om Bilkabørn og -forældre.

I promise. Synes bare, at den her diskussion er så skide interessant. Hvis I overhovedet ikke har det på samme måde, så vær søde at bære over med mig; mit kommentarfelt er det tætteste jeg kommer på et socialt liv i disse dage.

Flere af jer har skrevet, at I ikke mener, at man kan tillade sig at blande sig i andres opdragelse, så længe der ikke er tale om decideret vanrøgt, og at man ikke kan bedømme kvaliteten af opdragelse ud fra en enkelt hændelse; at alle forældre kan have dårlige dage og kan presses derud, hvor man ikke troede, at det var muligt at komme.

Et langt stykke hen af vejen er jeg enig.

Men (og nu håber jeg ikke, at jeg kommer til at fremstå som forstanderinden for den fordømmende, elitære naziskole) jeg mener faktisk godt, at man må have en holdning til andre menneskers indsats - eller mangel på samme. Jeg tror, at det er sådan, vi som samfund er med til at opdrage hinanden, og sætte den sociale standart for, hvad vi mener, er acceptabel adfærd.

For hvis vi ser bort fra de desperate mødre og fædre med dårlige dage og unger i trodsalderen, der råber af deres børn i ulvetimen, ved vi vel alle sammen godt, at det ikke gør en kæft til forskel for de stakkels børn, der får tæv, at en fremmed i Bilka beder far om at slå på nogen af sin egen størrelse.

Eller hvad? Er det ligesom når Nato fordømmer volden i Egypten; et signal til de mindste om, at verden udenfor følger med, og ikke synes, at det er i orden, hvad de bliver udsat for? Og selvom det ikke batter ret meget i det store regnestykke, måske alligevel er med til at understøtte barnets følelse af, at det bliver udsat for noget, der er meget, meget forkert?

Hvad godt det så end skal gøre.

Og jeg godt kan se pointen i ikke at dømme det, man ikke kender baggrunden for, men langt de fleste af dem, der slår deres børn, har selv fået tæsk derhjemme. Og hvor tragisk og forfærdeligt det end er, så gør den forklaring og baggrund ikke meget godt for det barn, der står med aftrykket af 5 fingre på kinden.

Selvom det selvfølgelig er at sætte tingene på spidsen, synes jeg, at det er ok at være fordømmende i nogle situationer; at man skal være meget varsom med ikke at gøre forklaringer til undskyldninger, for hvis man kan undskylde alt, kan man gøre alt, og så bliver alting lige meget.

Jeg ved godt, at der er langt fra bevidst ligegyldighed og det, at overlade ansvaret for barnets opdragelse til barnet selv til vold, men personligt vil jeg hellere leve i et samfund, hvor elastikken lige er lidt for stram, end i et, hvor den er for løs, for hvis laissez-faire holdningen får lov at gennemsyre det offentlige rum, tror jeg, at grænsen rykker sig, så det, vi i dag stempler som forkert, sniger sig over i den acceptable zone uden nogen opdager, hvordan dét skete.

Uden nogen sammenligning i øvrigt, tror jeg f.eks. at det er det, der er sket med vores sprog. Jeg tror ikke, at der var nogen i 0 B, der hen over majonæse-maden kaldte læreren for luder for 50 år siden.

Men det fine ved den her diskussion er, at det lyder til, at de fleste gør, det de gør – eller ikke gør – ud fra en betragtning om, at deres valg af våben hjælper børnene. Og så længe det bare ikke er ligegyldighed, der ligger bag, tror jeg, at der er håb for os alle endnu.

12 kommentarer:

  1. Ja det er en interessant diskussion. Jeg tror desværre mest af alt, det handler om berøringsangst, reserverethed overfor folk, vi ikke kender. For jeg synes ikke, det skorter på sladder og fordømmelse bag om ryggen på forældre, vi ikke synes gør det godt nok. I virkeligheden handler det måske også om afstivning af sit eget usikre opdrager-ego. Her tænker jeg på sladderen, ikke den venlige konfrontation, for den synes jeg godt, vi kunne bruge noget mere af. Det kan man godt finde ud af i visse andre kulturer.

    SvarSlet
  2. Hvis de slår deres børn i Bilka bør man gribe ind!
    Selvom sandsynligheden for, at du også får en på skrinet er overhængende.

    Taler vi om en pakke Guldkorn på Bilka-gulvet synes jeg, at det er en noget anden sag... Forældre skal bare holde op med at spørge om deres børn "gider, vil være søde, ikke nok vil..", når der ikke er tale om valg, men en ordre. Giver man dem valget mellem ja og nej, må man også forvente et nej.

    SvarSlet
  3. Det er nok en diskussion der aldrig dør. Diskussionen om opdragelse - gode indlæg du har der "Blogsbjerg".- Og hvor er de fleste af os (ja det gælder også mig selv) bedrevidende når det gælder andres måde at opdrage på, vi er vist ret nemme at forarge. Jeg mener helt klart også, at man godt må have en holdning om andres opdragelsesmetoder, man skal bare huske på at de nok også har en mening om vores. Jeg lever i troen på, at alle forældre gør deres bedste (om det er rigtigt eller forkert) når det gælder opdragelse. Og måske forældrene til Bilka-barnet selv har været Bilka-børn og ikke ved bedre...?

    SvarSlet
  4. Jeg er en af dem der mener at man skal være tilbageholdende med at dømme andre mennesker - men naturligvis ikke når det handler om vold. Man skal absolut gribe ind (hvordan er så en anden diskussion), hvis et barn bliver slået, men jeg synes der er milevidt fra at slå sit barn og så til situationen i Bilka som denne diskussion udsprang af. Når det handler om sløset opdragelse og slappe forældre, synes jeg man skal lade tvivlen komme dem til gode. Man kan sagtens have en holdning til det uden at lade den komme til udtryk. Man kan overveje om det måske ikke ligefrem forværrer situationen, hvis det handler om en udkørt forælder der ud over et barn i trodsalderen skal belemres med fremmede menneskers bedrevidende kommentarer. Men det er naturligvis noget helt andet hvis et barn bliver slået. Jeg synes slet ikke de to situationer kan sammenlignes.

    SvarSlet
  5. Som forældre er vi utroligt sårbare omkring opdragelsen omkring vores barn! Når først vi har respekteret og indset det faktum kan vi begynde at ræsonnere og filosofere over Bilkabarnets hyleri og mangel på et tilsyneladende forældreansvar! Din oplevelse af Bilkabarnet var et øjebliksbillede og livet har lært mig, at øjebliksbilleder kan have mange variationer og udgaver som vi ikke kender eller har indsigt i. Derfor skal vi passe på med fordømmelse, når vi ikkeh ar set andet end et øjeblik i Bilka.

    Var der tale om vold, en lussing eller andet overgreb så har vi en pligt til at gribe ind af hensyn til barnets sikkerhed, men derudover skal man bare blande sig uden om!

    SvarSlet
  6. ... Har pt ikke hjerneceller nok til at blande mig i børnesnakken
    MEN, sprog ved jeg noget om.(Jf, elever og ludere) Og har lige været til forelæsning med en anerkendt sprogforsker, Normann Jørgensen.
    Han har forsket i sprog gennem tiden, og det viste sig, at igennem de sidste 80 år, har der været artikler og brok-skriverier om, at verden er af lave og at børn taler grimt. Så det er ikke noget nyt.
    Ikke fordi jeg synes det er i orden(på nogen måde!) at man kalder nogen for respektløse ting.
    Bare, at så forfærdeligt og nyt er børn og unges sprogbrug ikke.

    SvarSlet
  7. I kraft af mit frivillige arbejde med "special needs kids" har jeg lært at lige netop den situation med trætte forældre og børn der ikke gør som de siger eller evt. går i bro i supermarkedet nogle gange skjuler familier med børn der har udviklingsmæssige udfordringer som feks. Asperger eller austisme.
    Dette undskylder NATURLIGVIS ikke vold, hvor jeg da er helt enig i at man bør gribe ind for barnets skyld.
    Jeg tror dog det er en god idé lige at tænke sig om inden man blander sig, hvisder ikke er vold involveret. Det kunne jo være at der lå mere bag...

    PS. En "Standart" er et flag... :-)

    SvarSlet
  8. Hvorfor skulle man nu ikke kunne tillade sig at blande sig i andre folks opdragelse af deres egne børn? Det er da en sådan lidt tilfældig og i øvrigt øjensynligt ret moderne social konstruktion vi har fundet på, der på ingen måde har fokus på barnets - eller på samfundets - tarv.

    Bare fordi man har kunnet finde ud af at gå i seng sammen, og har fået sig fumlet op på en fødestue 9 måneder senere, giver altså ikke - efter min mening - ret til at opdrage sine børn fuldstændigt som man vil.

    Hvis noget skal tale for at man blander sig udenom må det være, at man sjældent kender/kan se hele situationen, og at opdragelse jo også kan handle om at lære, at ens handlinger har konsekvenser i fremtiden, og ikke blot i nuet...

    SvarSlet
  9. Det her indlæg fik mig virkelig til at tænke på noget andet, men dog lidt i samme boldgade - for har du nogensinde boet i København? Stedet hvor man skal være heldig hvis man kan komme til i metroelevatoren for par tyggegummignaskende teenagere med "ingen andre eksisterer og hvis de gør kan de rende mig"-attitude. Med sin barnevogn. Eller kørestol eller krykker. Der er afmærkninger og klistermærker alle steder. "HER SKAL STÅ BARNEVOGNE, FLYT VENLIGST DIN RØV FOR BARNEVOGNE." Ingen flytter sig. Ingen. De kan godt finde på at kigge op med døde øjne, registrere at der står en med en barnevogn klemt i midtergangen som lidt står og ufrivilligt fylder det hele, men flytte sig? Nææh. Ligeledes er der klistermærker på alle rulletrapperne med teksten "STÅ TIL HØJRE - GÅ TIL VENSTRE". Selv ikke dette enkle trafikale princip lader det til at kødhovederne i hovedstaden kan få ind i bolden. Hvordan kan det egentlig være, når folk i fx London har lært det? Og hvornår er idealet om almen dannelse og høflighed blevet lige så latterligt som begrebet solidaritet er for en neo-liberal? Og gæt lige hvor fedt det var at være gravid her og faktisk ikke måtte stå eller gå, og faktisk helst skulle ligge. Og så komme ind i en bus hvor ingen rejser sig og man må hen og forklare at man faktisk lige har brug for at sidde. For et ufødt barns skyld. Og måske tog jeg det lidt personligt, men det er jo det; når man er gravid er man nerver med følelser og flere nerver. Og folk kunne godt være lidt søde, i stedet for at diske op med en væmmelig "hvad raaager det mig at du er blevet bollet tyk"-attitude. Som jeg syntes jeg mødte.

    Men tak fordi du tager det op. Jeg ville ønske at jeg oftere havde blandet mig. En lille anekdote til at slutte af på. Da jeg var 14 var jeg på vej ind i den lokale nærbutik i et frikvarter sammen med 2-3 andre fra min klasse. Der stod to mænd iført kansas og guldbajere og udtalte sig rigtig, rigtig grimt og racistisk. Jeg var meget, meget høj og tynd, kortklippet, iført underligt genbrugstøj. Jeg stoppede foran dem, helt køligt og sagde: "Dér der... er bare det klammeste jeg nogensinde har hørt." Og gik stille og roligt videre med hjertet oppe i halsen. Men jeg var så glad for at jeg sagde noget. Og er stadig stolt af mit modige 14-årige selv. Guderne skal vide at hun havde nok at slås med.

    Kat

    SvarSlet
  10. Denne diskussion er umættelig. Der er jo et væld af synspunkter. Dog er jeg også én af dem, som synes man skal vare sig lidt med at gribe ind i andres måde at opdrage på, med mindre der er tale om vold. Heldigvis er vi alle forskellige og man må jo nok indse, at ikke alle opdrager på lige netop den måde, som man selv synes er mest rigtig.

    SvarSlet
  11. Igen synes jeg også, i tilfældet med cornflakes-pakken, at det interessante er at høre, hvordan folk mener, at de ville have ret til at blande sig? Ved at skælde ud? Komme med kommentarer? Eller ved at give en hjælpende hånd?

    Jeg forstår godt, at der er mange, der ønsker, at vi alle opfører os lidt pænere generelt og ikke går og kaster med varerene i supermarkederne, men jeg tror bare ikke på, at skæld ud samt hævede øjenbryn og onde kommentarer er vejen frem. Og kan en sådan opførsel måske ikke nærmest siges at være langt værre end så meget andet? I mit værdisæt er det i hvert fald værre at være arrogant, bedrevidende og fordømmende end opgivende og hjælpeløs.

    Men jeg er meget interesseret i at høre, hvordan folk egentligt kunne forestille sig at opdrage på mennesker, de ikke kender (børn som voksne. Hvad tænker i?

    SvarSlet
  12. Jeg blander mig ikke længere i andre folks gøren og laden, for jeg tør ikke. I mit tilfælde var det nu ikke et forældrepar jeg irettesatte, men et overfald jeg prøvede at forhindre, og derved endte med selv at blive overfaldet.

    Jeg kan da godt forestille mig at noget lignende kunne ske hvis man påtalte sin utilfredshed overfor forældre. Måske hvis faren var sådan en stor, tatoveret gut? (hej fordom!)

    SvarSlet