mandag den 18. april 2011

Hvad kan sådan et svin koste?

I dag er præcist 5 måneder siden, at det lykkedes mig at hamre en hjørnesofa ud gennem et sugerør. Det fatter jeg ikke. 20 uger, hvilket svarer til en halv graviditet. Jeg synes, at det er en syv-otteoghalvfjerds graviditeter siden, den lille terrorist flyttede ind i mit liv.

Han vejer nu 7 kg. og måler 65 cm. Han er Kongen Af Skemad, kan sidde i høj stol og insisterer på at stå, når man sidder med ham. Han forsøger ikke at gå eller noget. Han står bare og står. Og kigger. Så enten er udsigten bedre de 15 cm højere oppe, eller også øver han sig på at skulle stå og hænge i baren engang.

Hvilket han ikke behøver at få stress over. Der er jo omkring 35 år til dét bliver aktuelt.

I fredags til babysvømning blev han kåret til ”sæsonens svømmer”, målt på antal fremmødte gange, hvilket jeg synes var lidt af en pædagogisk genistreg af instruktøren. Føltes lige pludselig som om, det var helt ok at bruge en HEL fredag formiddag på at være i vandet i gennemsnit 9 minutter.

(Men vil lige sige, at når han står i førnævnte bar og forsøger at imponere pigerne med sit dykkerinstruktørcertifikat, forventer jeg hvert år på mors dag at modtage en buket blomster så stor, at Interflora må stille med både trailer, ekstra mandskab og hydraulisk lift for at få bragt skidtet til døren, som tak for min indsats.)

(OG en medalje!)

Det bliver nemmere og nemmere det der mor-noget, synes jeg, med en enkelt undtagelse. Søvn. For godt nok vænner man sig til at sove mindre – i starten tror man jo kronisk, at det er løgn - men der skal stadig ikke mere end en enkelt tur ekstra i nattekarrusellen til, før systemet crasher fuldstændigt, og man bliver så træt, at man nærmest føler sig fuld.

Indtil videre har vi kunne redde den hjem på dagslurene, og hvis alt andet kiksede, kunne jeg smide ham i vognen og gå. Så var der slukket med det samme.

Men nu skal solen absolut komme og blande sig. (Den so!) Hvilket får ungen til at spasse lodret, fordi han sveder udenfor i sin sorte vogn, og flat out nægter at sove inde. Da jeg klagede min nød til sundhedsplejersken, var hendes råd at prøve at ”putte ham på en god og kærlig måde.”

Modsat den onde og ukærlige måde, jeg putter ham på nu, åbenbart.

Men på onsdag får vi børnepenge, og så køber jeg en sky.

Problemknuseren Linda. Det er mig.

17 kommentarer:

  1. JA solen er sku en SATAN!

    Casper 9 mdr er lige blevet nægtet adgang til voksien og er Idag lagt i sele og med dyne. Eller, dynen ligger faktisk i fodenden.

    Må se om han er blå af kulde når han vågner:)

    SvarSlet
  2. Åh tak, for den skønne status. Gid jeg havde kunnet læse din blog for tre år siden da jeg havde en dreng der hverken ville sove ude eller inde. Sundhedsplejersken rådede mig til at lægge ham i sengen og kigge den anden vej, "ligesom med en hund". Min baby er sgu da ikke en hund! Det gik ud over min forestillingsevne at han nogensinde skulle kunne falde i søvn uden amning eller barnevogn.
    Skøn beskrivelse af Anton i baren - jeg er sikker på at han vil takke dig for at have været sæsonens svømmer!

    SvarSlet
  3. Tillykke med dagen, og den fine titel. Lille Henrivende Anton, vil vi nu kalde ham. Det skal nok give street cred!

    SvarSlet
  4. Tillykke! Og ja, sundhedsplejersker... vores rådede os til at give ham sit eget værelse, da vi udbad os råd om søvn. Og da vi fægtede rundt i den lille toværelses og sagde, at det altså ikke rigtigt kunne lade sig gøre, trak hun på skuldrene. Og gik.

    SvarSlet
  5. Dejlig beskrivele, men åh baby og sommervarm barnevogn bringer ubehagelige minder. Vi havde en altan på størrelse med en formiddagsavis, men havde alligevel klemt en parasol deud. Ældstemand ville have bump for at overgive sig til søvnen. Så stod vi der og kørte henover dørtrinnet i en grad så underboen undrende spurgte, om vi havde fået en gyngestol?

    SvarSlet
  6. Må man nu ikke nappe de små mere for at få dem til at sove? Inkompetente sundhedsplejerske! HMPF!

    SvarSlet
  7. Haha Lina du er are god :-) og stadig fuld af ideer :-). Den sky-ide' lyder som et hit ;-). Og så MÅ jeg snart se ham dykkeren igen!!

    SvarSlet
  8. Hold da OP hvor jeg fik stavet elendigt! Sorry Linda

    SvarSlet
  9. Hvis din blog stadig eksisterer om 35 år, så kan han jo læse den, så skal han nok komme med blomster ;-)

    SvarSlet
  10. Vi er meget galde for slyngevuggen, den fjedre dejligt og kfylder næsten ikke noget på vores 55 m2 - selv om den er dyr, tror jeg trods alt den er billigere end en sky. (og så kan man måske være, heldige som os, at låne en)

    SvarSlet
  11. Super godt sundhedsplejerske-råd! NOT, Min sagde altid - hvad synes du selv? Jeg synes sgu da ikke en skid - det er derfor jeg spørger dig til råds... Frustration!
    Sender lige en sky i din retning - så brug børnepengene på flødeboller og kaffe!

    SvarSlet
  12. Uuuh det er god læsning (Og her indskyder jeg lige at min yngste fyldte 5 måneder i forgårs) Min sundhedsplejerskes mantra var for 3 år siden med Storefis og igen nu med Lillefis "Du skal BARE lægge ham ned og kærligt og bestemt sige "Du er træt lille skat og nu skal du sove" og så lærer han HURTIGT at falde i søvn helt selv og i alle situationer" Behøver jeg sige at det IKKE virker? I hvert fald ikke for mig..... Hvis du finder billige skyer så opdater lige ikk?

    SvarSlet
  13. Jeg synes du skal tage en 100lap fra, købe en kost og lade som om den er fra Anton.

    Med en kost mener jeg en buket blomster - så lige det kunne misforståes :)

    SvarSlet
  14. LINDA -det kan du bare glemme!!! Vi vil ikke have skyer... I stedet er du velkommen herned på Lars-Tyndskids-Mark, hvor sønnen kan sove i skyggen mens moderen sover i hængekøjen :-) Og tanten (altså barnets, ikke din!) laver mad og trækker kold hvidvin op.
    Helt ærligt... Det er da bedre end skyer!!??
    Knus B

    SvarSlet
  15. Den søvn, den søvn og solen er en dårlig kombination, men det skal nu nok gå alligevel. Du skriver meget levende og den med hjørnesofaen satte lige en masse indre billeder i gang som jeg nu har lidt svært ved at slippe...

    God påske.

    SvarSlet
  16. En våd og hvid stofble på kalechen køler - promise!

    SvarSlet
  17. Wow ! Amazing blog to follow I would suggest to follow my all friends and family to follow his blog . Vivacious Blog - Full life and energy. Keep Posting, lace cap sleeve wedding dress PS2 Accessories Louboutin Shoes Christian Louboutin Boots Bridal Wedding Dresses

    SvarSlet