onsdag den 13. april 2011

Den danske model.

I kommentarfeltet til mit forrige indlæg om børn, der prøver grænser af, og forældre, der leger bestukket mexicansk grænsepoliti, skrev Morten i mit kommentarfelt:

”Gjorde du noget? Og hvis nej – hvorfor ikke?”

Den har jeg spekuleret en del på. For jeg gjorde det, som jeg forestiller mig, at 8 ud af 10 danskere ville have gjort: Sendte vantro, fnysende øjne og smed en ætsende kommentar i nakken af dem (de gik 5 meter foran mig.)

Hvilket jo i bund og grund er det samme som ingenting.

Da jeg læste Mortens kommentar, var min første tanke, at jeg ikke ”gjorde noget” – og med ”noget” mener jeg ”mere” - fordi en del af mig mener, at man ikke kan tillade at blande sig i andres (manglende) opdragelse. For selvom jeg ikke et sekund var i tvivl om, at jeg syntes, at de to forældre var helt forkert på den, så var der jo en mikroskopisk, helt ubetydelig og hypotetisk chance for, at jeg tog fejl; *Please!-smiley* jeg har trods alt ikke fået patentet på at skrive de adfærdspolitiske regler. (Endnu.)

For at slippe for den uvelkomne mistanke om, at jeg er et af de mennesker, der bare lukker øjnene og går forbi, varmede jeg mig derfor skyndsomt ved tanken om, at jeg HELT sikkert ville have gjort noget, hvis jeg havde været vidne til noget rigtig slemt, f.eks. forældre, der slog deres barn.

Og der er så her, jeg ind imellem ville ønske, at jeg kunne kvæle min indre Djævlens Advokat, for hun rakte straks poten i vejret og krævede at få at vide, hvad jeg SÅ ville have gjort. Sådan helt lavpraktisk.

Og det eneste jeg kunne komme op med, var en variation over temaet mal de ojo/misbilligende kommentar.

Fik det næsten som jeg gjorde forleden, hvor det gik op for mig, at jeg talrige førstehjælpskurser - både som deltager og som tolk - til trods, ikke ville ane, hvordan jeg skulle gribe hjertemassage og kunstig åndedræt an, hvis en af mine forældre pludselig faldt om.

Det kan sgu da ikke være rigtigt!?

Nu kan jeg så ligge vågen de næste 100 nætter og spekulere på, hvor grænsen går for, hvad man må blande sig i, og hvordan man indberetter mennesker til de sociale myndigheder, når det eneste man ved om dem er, at de tilsyneladende holder mere af spandex og fleece, end af deres børn.

Så Morten: Tak for en god kommentar, selvom den irriterer mig ad helvede til.

16 kommentarer:

  1. Ja, meget tankevækkende.

    Jeg overhørte for nylig en mor, der sagde til sit barn på 7-8 år: "Det der - det gør du bare ikke - så pander jeg dig fandme en!"

    ...

    Hvad gør man så?
    Jeg stirrede hende ind i øjnene i et langt sekund.

    Jeg ville ønske, jeg havde sagt: "Det gør du forhåbentlig ikke". Men hvad så derfra?

    SvarSlet
  2. Hmm, jeg har på sin vis stået i netop den situation. Jeg arbejdede i et børnehus, hvor en storesøster fortalte mig, at hendes (meget lille) lillebror blev slået af deres far "når han var uartig og pillede ved hendes legetøj". Jeg sagde det videre til pædagogerne (jeg var kun vikar), men jeg synes det virkede som om, at de ikke turde tage sagen op med forældrene. De afskrev det med at forældrene ikke var danske, og at det i amerikanske/engelske lande måske var mere almindelig børneopdragelse.
    Drengen virkede sund og glad, slet ikke et barn der virkede til at have det slemt. Måske var det i virkeligheden derfor, at sagen aldrig kom videre. Men jeg må indrømme, at jeg ikke foretog mig yderligere.
    Jeg turde simpelthen ikke.

    SvarSlet
  3. Uhyre interessant diskussion. Da jeg læste Mortens kommentar, tænkte jeg, at det ville have været udtryk for større flabethed at blande sig end forældrene selv udviste ved deres mangel på konsekvens.

    Som udgangspunkt synes jeg, at man skal tænke sig rigtig godt om før man ”blander” sig i fremmede menneskers gøren og laden.

    Derimod synes jeg godt, at man må vise medmenneskelighed. Eksempelvis hvis et barn lider overlast (fysisk eller psykisk vold) eller hvis en person behøver hjælp.

    Men hvor grænsen mellem at blande sig og at udvise medmenneskelighed går, er svært at sige. Det må være noget man mærker i maven.

    SvarSlet
  4. Jeg er ikke djævlens advokat men børnenes. Og helt ærligt, hvis jeg ser eller hører noget, der er gralt, så lader jeg ikke stå til. Jeg kontakter eksempelvis forældrene, hvis jeg ser et andet barn gøre noget voldeligt mod deres barn. For så er der orienteret og forældrene må handle. Men hvis jeg ser noget andet eks. et barn blive slået så griber jeg ind. Og jeg kan slet ikke lade være. Hvis jeg overhører at et barn får meget skæld ud, trusler etc. så kan jeg heller ikke lade være med at komme med en kommentar. Nogle gange er det dog kun til barnet.

    SvarSlet
  5. lige til det der med, hvad man ville gøre, hvis et barn blev slået - eller man hørte om det. Jeg kender flere børn, som har sagt, at deres forældre har slået dem - fx har en af mine egne drenge sagt, at jeg slog ham, fordi jeg fik overbalance og kom til at ramme ham i ansigtet med min hånd. Jeg slog ham vitterlig ikke - men han var lille og havde nærmest lige lært at tale, og i hans begrebsverden havde jeg altså slået ham! Jeg kan huske, at jeg havde helt noia over, om han ville sige det i vuggestuen - "min mor slog mig i går" ;-) Nå, det var bare en tanke, jeg fik - men pointen er, at man ANER ofte ikke, hvordan tingene foregår i andre familier, og nogle gange er tingene ikke helt, som de umiddelbart fremstår for det udenforstående øje. Jeg kunne ikke drømme om at blande mig, med mindre jeg var 100 pct. sikker på, at der var begået et overgreb, fysisk eller psykisk mod barnet - og at det ikke var et enkeltstående tilfælde. Jeg har da også selv i min 13 år lange karriere som mor været ude i nogle situationer i det offentlige rum, hvor jeg, af forskellige årsager, har opført mig som Mommy from Hell (og mine børn har været djævleunger) - og det har været forfærdeligt, de gange det er sket, og jeg har skammet mig, men forældre er også kun mennesker, og man kan ikke altid være perfekt. Og det er jo ikke noget, der er sket mange gange - det er undtagelsen, ikke reglen. Jeg ville derfor blive PISSE irriteret, hvis fremmede - de få gange hvor mine børn og jeg har fået fælles nedsmeltning på gaden eller i en butik - havde blandet sig og kommet med en kommentar om mine forældreevner. At jeg skulle dømmes ud fra ti uheldige sekunder i et ellers lykkeligt mor-børn-forhold, hvor børnene trives og er storelsket. Jeg afskyr busy bodies og mener, at langt de fleste mennesker er så gode forældre, som de kan være, og at det i de fleste tilfælde ender med nogle børn, der vokser op og bliver relativt omgængelige og fornuftige voksne mennesker. Så er der undtagelserne - som der skal reageres på, men man skal godt nok være sikker på, at der er grund til at blande sig, før man gør det. Synes jeg. Og jeg synes, du skal klappe dig selv på skulderen over, at du ikke blandede dig i Bilka - jeg kan simpelthen ikke se, hvad det skulle gøre godt for.

    SvarSlet
  6. Tankevækkende. Det hele, faktisk... Jeg aner heller ikke, hvor grænsen går og hvad jeg ville gøre eller sige i den situation, du befandt dig i. Jeg ville lave den med de løftede øjenbryn, helt sikkert.

    Men må jeg lige være flabet og misbruge dit kommentarfelt? tak.

    Onkel Anne? Du lyder som om du ikke har samme tøven og gummiarm som mig. Hvad ville du have gjort i den situation, som Linda stod i i Bilka? Altså ikke noget med vold, men en dreng, der nægter at samle op?

    For jeg er eddermame blank. Så er det sagt.

    SvarSlet
  7. Jeg er enig med aeroskak angående at vise medmenneskelighed og venlighed, vort samfund er hårdt nok i forvejen, og jeg tror ikke på, at man ændrer nogen mennesker ved at "skamme" dem til det - tværtimod. Og at rulle med øjnene og komme med onde kommentarer - det tror jeg ikke hjælper nogen til at ændre deres vaner.

    SvarSlet
  8. Jeg synes, at et godt gammeldags udtryk, som "at passe på hinanden" og være "sociale ansvarlige borgere" er gledet ud, fordi vi vender den anden kind til og lader som intet er hændt, eller hvisker og sender øjne i stedet for at råbe op
    Vi SKAL blande os.
    Det er vores pligt.
    Overfor børnene, men da også over for forældrene. Vi må godt have nogle højtravende ambitioner om at leve i et samfund, hvor man opfører sig ordentligt. Og det skal da være i orden at vise andre, at man ikke er bleg for at statuerer et eksempel.
    Og det bedste ved det hele er, at jo flere der gør det, jo mere socialt acceptabelt bliver det for flertallet at blande sig. Vi udgør jo samfundet, så vi er også med til at bestemme, hvilke spilleregler der skal gælde.

    SvarSlet
  9. I har alle sammen nogle rigtig gode pointer, både pro og con, og jeg er helt enig med jer i, at problemet kan anskues fra flere vinkler.

    Det er også svært at være uenig i, at vi skal hjælpe hinanden med at passe på børnene.

    Men det skorter stadig lidt på konkrete forslag til, hvordan vi helt praktisk kunne gribe det an.

    SvarSlet
  10. Men hvad vil vi blande os for? For at dømme eller for at hjælpe? Hvis det er for at hjælpe så synes jeg det er fint. Men så kræver det lidt mere end en hurtig kommentar i Bilka, og nok også en anden relation mennesker imellem.
    Så kan man jo gå foran, med det gode eksempel, og samle den op med et smil mens man siger "nu skal jeg" (Og forsøge at holde syren ude af stemmen...)
    Jeg var nok bare gået forbi, for jeg ved bare at min stemme ville være ætsende. ;-)

    SvarSlet
  11. jeg synes, Clarkes forslag er det bedste. "Nu skal jeg" og et sødt, imødekommende smil. Det er topkonstruktivt og ikke-dømmende og lige til at kopiere. Kan man ikke gøre det på andre måder, synes jeg, man skal lade være med at blande sig i den slags situationer, som den du skildrer - og som altså ikke handler om, at et barn bliver udsat for vold eller misbrug eller lign. grimme overgreb, men bare et par (momentant?) slappe forældre.
    Jeg synes, flere kommentatorer her på bloggen har været meget fordømmende over for Bilkaforældrene. Uden overhovedet at kende dem eller deres historie ... For hvem ved, om de har samlet 10.000 ting op eller fået ungen til at samle 10.000 ting op efter sig i dagene op til den famøse incident, og NU, lige i det øjeblik, ORKEDE de bare ikke mere. Den ene gang, hvor du så dem. Det kan jo ramme selv de bedste. Og selvom det ud fra din beskrivelse virkelig lyder som dårligt forældreskab, så ved vi jo ikke, om de reelt er dårlige forældre, sådan i det daglige. Og det var jo heller ikke fordi, de slog deres barn eller skreg efter det på psykopatmåden. Så selvom jeg aldrig selv ville blande mig, synes jeg, at CLarkes forslag er helt i top.
    Jeg kan i øvrigt huske, at da jeg havde mit første lille spædbarn (ud af tre børn), snakkede jeg meget med en veninde om, at jeg ALDRIG kunne finde på at råbe af mit barn. ALDRIG. Det holdt knap fire år, men jeg vidste jo heller ikke på det tidspunkt, hvordan det var at have en virkelig vild og fræk børnehavedreng på fire OG en llle baby samtidig. Som havde en slags kolik. Og ja, da min førstefødte blev fire, og der kom en lillebror til, så hændte det faktisk, at jeg kom til at råbe af ham. Og selvfølgelig var det forkert. Og selvfølgelig angrede jeg. Dybt. Men det har også bare lært mig, at med børn skal man VIRKELIG passe på med at dømme andre forældre og deres opdragelse ude, for lige pludselig står man selv i en situation, hvor man ikke lever op til retningslinjerne for godt forældreskab. Men kunne man få et smil og en hjælpende hånd i den situation i stedet for et vris og en opsang af nævenyttige mennesker, der ser det som deres borgerpligt at opdrage på alle samfundets børn og voksne, så ville det faktisk være ok.

    SvarSlet
  12. Jeg er helt og aldeles enig med de sidste to anonyme kommentarer. Selvfølgelig skal man gribe ind hvis der er tale om decideret vold, men man skal altså passe på ikke at dømme folk for hårdt uden at vide særlig meget om dem.

    SvarSlet
  13. Thumbs up til Clarke og den efterfølgende anonyme kommentar ... Jeg er temmerlig konfliktsky og ville derfor ikke ligger mig ud med samtlige kommentatorer på indlægget om Bilka-forældrene, men nu hvor posen er åbnet (af mennesker mere modige end jeg selv) tør jeg godt skrive at alle kan have den slags dage, og at det kan være udtryk for SÅ meget andet end at de mennesker er dårlige forældre og deres børn derfor per defination bliver hærkværksdrenge (eller -piger) ... Ved ikke hvem det var der skrev at man lige skulle tænke på om ens reaktion skulle dømme eller hjælpe - men det synes jeg bare er skide godt tænkt .. Vi kunne alle lære at være mere rummelige overfor mennesker der er mindre perfekte end os selv ...

    SvarSlet
  14. Synes altså også at man skal vælge sine kampe. Og man bør helt klart blande sig, hvis der er tale om børnemishandling. Jeg fortryder selv at jeg undlod at gøre det engang jeg så en ekstremt overvægtig mor købe ind med 3-4 børn. Hun råbte og skreg dem ind i hovedet på en måde som passede sig mere for en amerikanske bootcamp-leder med tyrenakke og psykopatiske tendenser. Det mad hun købte var heller ikke egnet for børn, men det kunne jeg aldrig finde på at kommentere.

    Synes dog at jeg ser flere af de misforståede flinke forældre, der nægter at tage voksenopgaven på sig, og hele tiden præsenterer deres små børn for valg, deres hjerner slet ikke er klar til at forholde sig til: "Ida-Sofie, hvilken slags spegepølse skal vi have i dag?". Heller ikke her synes jeg det er okay at blande sig, selv om jeg et eller andet sted anser det for et svigt at overbebyrde en 3-årig med masser af beslutninger der burde tages af voksne.

    Men folk der overfuser eller slår, de burde have det at vide. Selvfølgelig er det utopisk at man aldrig kommer til at råbe af sit barn. (Jo, jeg har også gjort det i nogle øjeblikke med ekstremt søvnunderskud.) Men der er folk der bruger det som opdragelsesmodel. Og jeg mener dybest set ikke at de respekterer hverken dem selv eller deres børn. Assholes.

    Kat

    SvarSlet
  15. Vi er vel allesammen enige om, at slå sit barn er forkert.. Jeg synes faktisk det er lidt et gråzone-område omkring truslen om en afklapsning - sålænge den ikke føres ud i livet, hvorefter hele truslen selvfølgelig falder lidt til jorden.. Argh, I don't know..

    Alt i alt synes jeg det der børneopdragelse er super-scary, og jeg ved bare med mig selv, at jeg ALDRIG ville overleve én dag i børnehave/SFO uden at have råbt et utal af gange, og i hvert fald overvejet at hæve hånden en enkel gang.. Det gør mig til et usselt-usselt menneske, I know.. Men seriøst, de unger jeg har set har været så øretæveindbydende, at jeg som pædagog ikke ville ane hvad jeg skulle stille op..

    Jeg er også mest til forslaget om, at samle tingen op for ungen, og så forsøge at formane om, at så gør han det selv næste gang..
    Men så'n overall er jeg lidt træt af at ignorere ting, som jeg ved jeg burde reagere på.. Jeg var i en telebutik i går, hvor kundeservicen var ikke-eksisterende, og da pigen før mig ramte muren og forsøgte at påberåbe sig reklamationsret, VIDSTE jeg at jeg burde hjælpe hende fordi jeg kunne dokumentere at hun havde ret (smide paragraffer og så'n) - men det var jo min tur næste gang, og jeg havde ikke brug for at sætte mig selv i badstanding fra start af.. Så jeg stirrede skamfuldt i gulvet i stedet, og undgik for alt i verden øjenkontakt..
    Og jeg skammer mig stadig..

    Uh, og ja, det der med unger der siger at deres forældre slår.. Min 3årige niece kom hjem efter at være startet i børnehave og meddelte højlydt at hendes mor slog hende.. Det viste sig at være de ældre børn i børnehaven der havde lært tricket fra sig - for så kunne man få sine forældre til hvad som helst, for at få en til ikke at sige det højt foran andre mennesker..
    - og her kan vi så drage en parallel til det faktum, at jeg aldrig ville overleve én dag som pædagog.. ..

    SvarSlet
  16. Nå, jeg bliver lige ved. Hej tomrum (hvem faen læser gamle indlægs kommentarer? Ja, det gør jeg, som læser denne blog igennem, fordi jeg først for nylig har fundet den. Så måske også andre.)
    Jeg er åbenbart enten mærkelig eller også tør jeg bare godt at stikke hånden ind i hvepsereden, for jeg FATTER IKKE den der "man skal ikke blande sig"-mentalitet, som er l-a-t-t-e-r-l-i-g-t udbredt i Danmark.
    Jeg kan i den forbindelse fortælle, at jeg godt kan lide at se Spørg Charlie. Og som regel synes, at panelet er vældigt fornuftige. Med én generel undtagelse.
    Der har de et par gange fået et spørgsmål i "jeg har lige taget min venindes mand i at være utro, synes I, jeg skal sige noget til hende?"-kategorien. Og de ender bare ALTID ud med, at nejnej, det skal man ikke, for man skal ikke blande sig.
    Når jeg har haft en kæreste, så ville jeg eddermame gerne vide det, hvis han knaldede udenom, og jeg gik rundt i lallende uvidenhed. Og jeg ville blive skideked af det, hvis mine venner holdt kæft for at "skåne" mig eller fordi, de "ikke vil blande sig i vores forhold". Jo, gider I ikke?
    Det samme med børneopdragelse. Hvis jeg får en unge (pt. har jeg to hunde, og vi samler altid op og sådan, men hvis der nu er noget, hvor jeg eller hundene gør noget, hvor vi er til gene, så), og jeg af træthed eller nowet kvajer mig med selvsamme unge eller whatever - så vil jeg GERNE have det at vide!! Jeg kan jo for hulen BRUGE det positivt!

    I Lindas eksempel smider ungen med noget i et supermarked med vilje, og da han ikke vil samle op, er forældrene bare ligeglade. Nej, man kan ikke vide, om man har patent på børneopdragelse. Men der er da INGEN ved deres fulde fem, som mener, at det er i orden at smide med andres ting og lade dem ligge? Den er da ret ligetil. Og man SKAl fanme samle op og i det hele taget respektere andre - og generelt opføre sig, så man ikke er til gene eller ødelægger noget med vilje. Så jeg synes helt ærligt, at man har PLIGT til at sige noget i sådan en situation. Og at man har PLIGT til som forælder at lære, at man kan jo af mangel på overskud eller træthed eller whatever være utjekket, glemsom eller bare ... noget, så man lissom springer op og falder ned på ting, hvor man burde rykke. Så er det da godt, at andre lige kan minde en om det. Slut prut. Ligesom man også siger "du er godt klar over, at det i Danmark er ulovligt at slå sine børn, så det gør du ikke, og så er den ikke længere" til folk, når det er det, der er emnet.

    Ja, jeg er nok mærkelig. Jeg synes, vi skulle blande os noget mere. Og med det mener jeg IKKE det der blandemaskine-fis med at folk render og stikker hinanden til det offentlige for socialt bedrageri, de ikke ved om passer og i den dur. Men det er da også noget andet (i og med man jo går til folk selv) end at gå hen til folk og spørge, om de er ok/fortælle dem, at deres kæreste er utro/sige "hey, husk lige at opdragelse er et 24/7-job" eller sådan noget.
    Jesus. Folk er - det kan jeg også se i disse kommentarer - så sygeligt bange for at få klinket noget eller gøre noget, og jeg forstår det bare ikke. Men det er nok mig, som er mærkelig. For jeg blander mig altid. Og får jeg så tæsk for det, så må jeg jo tage dem. Hellere det end bare at gå forbi. Synes jeg. Sgu. Og jeg håber, at jeg render ind i nogen med samme holdning, hvis der er noget den anden vej rundt. Det vil jeg helt klart helst. Ingen af os er ufejlbarlige. Selvom mange helst vil tro det, og derfor slet ikke kan tåle, hvis nogen siger "stram dog op!" når de er ude, hvor deres handlinger faktisk påvirker andre.

    SvarSlet