søndag den 27. februar 2011

Nosey me.

Som en slags elegant kommentar til mit indlæg om store kokosnødder, har Nemesis nu sørget for, at min nye shampoo lugter meget kraftigt af melon. [Indsæt bryst-joke]

Hvilket teoretisk set ikke er en skid bedre end en hver anden afdeling i Frugt & Grønt, men hvor kokosnødderne giver mig let 80’er-kvalme, bliver jeg altid i godt humør af melonduften, fordi min ungdoms yndlingssolcreme duftede af det samme, så den får altid minder om Roskilde Festival, sol og kolde fadøl til at stå i kø. (Er det mig, eller er bloggen på det seneste kommet til at handle utrolig meget om alkohol??)

Det er sindssygt som dufte kan sparke døre ind til værelser fulde af minder; ikke bare begrænset til erindringer i billeder, men også uløseligt forbundet med følelser. Forleden, da jeg sad i toget, kom der f.eks. to fyre ind, der til forveksling lignede Mads Mikkelsens figur i Pusher. De satte sig lige ved siden af mig, og 20 sekunder efter kom jeg pludselig til at tænke på en kæreste, jeg havde, som ikke kunne give en kompliment, om så hans liv afhang af det. Det tog yderligere 3 sekunder for den gamle følelse af frustration at indfinde sig, og med sig i hånden havde den alle de gamle spekulationer om, hvordan en mand, der på papiret vidste så meget om følelser, og som selv havde så voldsomt et behov for ros, var ude af stand til at sætte sig i mit sted på netop dette punkt.

Hvilket fik mig til at tænke på en anden kæreste, der altid lød som om han læste op fra en bog, når han sagde noget pænt. Tanken var god, og fake it 'till you make it og alt det, men hånden på hjertet fandt jeg det tåkrummende pinligt, når han gjorde det, fordi han lød som en skuespiller fra en b-film, der havde svært ved at få sine replikker til at vende rigtigt i munden.

Den overvejelse ledte videre til spekulationen om, om vores generations mænd mon mangler et sprogligt register til at udtrykke kærlighed? Alle ved, at når vores fædre sætter en hylde op, eller ringer og spørger, om du mangler rawplugs, så betyder det ”jeg elsker dig”, men i takt med at jeg og mange af mine kvindelige jævnaldrende er blevet selvhjulpne i nærmest alle henseender, er der ikke meget gestus tilbage at udtrykke sig gennem. Og så er mændene måske tvungne til at forsøge sig med vores virkemidler, når de vil udtrykke deres kærlighed, hvilket for nogen kan komme til at lyde temmelig kunstigt og tillært.

(Og hvis du kun kender mænd, der er verbale genier, når det kommer til at utrykke sig emotionelt, så er det naturligvis ikke dig eller dine mandlige bekendte, jeg snakker om. Dit heldige bæst.)

Alt sammen pga. min tog-nabos valg af aftershave.

Det er muligt, at vejen til mandens hjerte går gennem maven. Vejen til min hjerne går åbenbart gennem næsen.

5 kommentarer:

  1. "…når vores fædre sætter en hylde op, eller ringer og spørger, om du mangler rawplugs, så betyder det ”jeg elsker dig”…"

    Pokkers, hvor er det skarpt set! (Det er velsagtens, fordi du er en kvinde?)

    SvarSlet
  2. Elementært, kære Frdrk :-)

    SvarSlet
  3. Kender det godt, det der med at lugte/dufte sender een ud på en lang assosiationsrejse. Hjernen har forklaringen. Lugtesansen er den eneste sans, der går direkte ind i hjernen,den har sin helt egen kanal lige inde bag ved øjenene. Den kan vi således ikke styre eller bearbejde på sammen måde som de andre sanser. Ganske smart, med tanke på de (overlevelses)mekanismer, der kan være afhængige af lugte/dufte. Bare tænk på duften af baby, der kan gøre enhver kvinde skruk.

    SvarSlet
  4. Hvad med musik?

    Så snart jeg hører musik fra 90'erne er jeg STRAKS tilbage i Jomfru Ane Gade :o)

    SvarSlet
  5. -hahaha hvor sjovt, min yndlings 90'er shampoo duftede af kokosnød og sommer. Til gengæld får jeg kvalme af melonlugt.

    SvarSlet