mandag den 10. januar 2011

Nå, det er SÅDAN, det føles.

For 12 år siden, da jeg lige var flyttet til Århus, så jeg en af de allerførste dage en mand, som jeg øjeblikkeligt forelskede mig i. Han var udseendemæssigt alt for speciel til at være lækker på modelmåden, men der var noget råt og kantet over ham, som jeg fandt ganske uimodståeligt.

Og så var han HØJ!

Årene gik, og jeg så ham jævnligt i bybilledet. Han var ikke en del af jetsettet, men var alligevel en, de fleste vidste hvem var. Og jeg synes, at han blev pænere og pænere. Så pæn at jeg, når jeg mødte ham på gaden og fik øjenkontakt, rødmende måtte kigge ned.

Så skete der det ubegribelige, som sker en gang hver 1000. år: Vi endte til den samme fest, hvor jeg nær havde fået elektrisk stød, da jeg kom ind i rummet, og han stod der. Efter en anseelig mængde champagne og tilfældig mingling, endte vi overfor hinanden, og i en afkrog af min bevidsthed, der ikke havde travlt med at gå i beruset panik, konstaterede jeg begejstret, at han stadig var højere end mig, selv i stiletter. Og selv om jeg blev ganske genert, og pludselig havde glemt, hvad normale voksne mennesker snakker om, når de smalltalker, endte vi med at drikke morgenkaffe på hans altan 12 timer senere.

Vi så hinanden et par måneder, hvorefter min betagelse af manden havde lagt sig så meget, at jeg en dag forbløffet konstaterede, at han faktisk var fuldstændig blottet for selvironi og sarkasme. Og det kan der sikkert siges meget godt om i forhold til oprigtighed og menneskelige værdier, men det er meget, meget lidt kompatibelt med en personlighed som min.

Hvilket bare beviser, hvor sindssyg man bliver af at lave en overscoring.

Så vi drak den sidste kop kaffe, rejste os fra bordet, og var derefter bare sådan nogen, der hilste pænt, når vi mødtes i bylivet.

For nyligt fandt jeg ud af, at han er en af dem, finanskrisen har knækket. Han har mistet alt, hvad han har arbejdet for det meste af sit voksne liv, og herfra er der for ham karrieremæssigt nowhere to run.

Jeg mødte han i går, da dagen gik på hæld; ham med kæresten i hånden, mig med Anton i barnevognen, og alle mand med synkrone, sorte rander under øjnene. Da vi hilste på hinanden, der i skumringen, slog det mig, hvor meget der er sket, siden jeg så ham første gang, og jeg tror faktisk, at vi i det øjeblik tænkte det samme:

Hvor er vi blevet voksne.

4 kommentarer:

  1. Mon ikke du kom bedst fra at blive voksen?

    Virkelig godt skrevet Linda.

    SvarSlet
  2. Hvad nu hvis man ikke gider være helt vildt 100% voksen?? Hvad gør man så? :)

    SvarSlet
  3. Oh. Sikken erkendelse alligevel.

    SvarSlet