fredag den 30. december 2011

2011 – the wrap up.

En af de få ulemper ved at blogge, er at man bliver meget bevidst om, hvor hurtigt tiden går. Jeg synes f.eks. hele tiden, jeg sidder og skriver nytårsindlæg.

De sidste par år har indlæggene næsten skrevet sig selv, fordi der har været enkeltstående begivenheder, der har skilt sig så meget ud, at det naturligt har været dem, der har bredt sig over hele kalenderfladen, men lige nu sidder jeg og har det, som om jeg er ved at føde en legoklods.
For 2011 har godt nok været et mærkeligt år, som jeg faktisk ikke helt ved, hvad jeg skal mene om. Har stadig ikke engang besluttet mig for, hvordan jeg udtaler det. Tyve-elleve? Totusindeogelleve? Whatever. Nu er det ovre, og jeg behøver ikke længere referere til det som andet end ’sidste år’.

Men der er sket så mange ting, som jeg stadig er ved at fordøje, at det er svært at evaluere på allerede, og det hele hænger sammen med flytningen fra Århus til Esbjerg.
Foråret gik med at træffe beslutningen og med at lede efter noget at bo i. På det tidspunkt var jeg i den fase, hvor den kommende forandring stadig var så diffus, at jeg kunne fokusere på alle fordelene ved at flytte. Det ændrede sig i samme sekund, jeg fik tilbudt et hus. (Sådan har jeg egentlig altid været. Når jeg begynder at forberede mig på noget nyt, kan jeg ikke komme derhen hurtigt nok – og når det så sker, kan jeg KUN huske alt det, der fungerer på mit nuværende ståsted.)

Sommeren gik med at sige farvel til alt det, jeg troede, jeg skulle være i mange år endnu, og goddag til grimme huse og nye begyndelser, og det var så svært, så svært. De sidste to måneder af min barsel troede jeg, at jeg skulle knække. Helt.

Men med efteråret kom hverdagen, og tidspunktet, hvor jeg endelig fik bekræftet, at beslutningen faktisk var den rigtige. Huset var blevet fikset og renoveret, man kunne bo i det uden kronisk at føle trang til at hamre gafler i øjnene på sig selv, og arbejdslivet var fedt at komme tilbage til. Og vigtigst af alt var og er det sindssygt rørende at se, hvor meget glæde Anton og resten af familien har fået af hinanden, nu hvor vi er kommet tættere på.

Her i 11. time har jeg skiftet fitnesscenter, og det tegner godt, synes jeg. Samtidig er fårene er begyndt at skilles fra bukkene ift. hvilke venskaber, der kan bevares, og hvilke der ikke kan overleve afstanden. Sådan må det nødvendigvis være, og det var forventet, men derfor gør det alligevel lidt ondt, når mennesker, man for 6 måneder siden svor evigt venskabeligt troskab med, bakker ud af besøg, fordi der åbenbart er længere fra Århus til Esbjerg end den modsatte vej.

At en beslutning er rigtig, betyder ikke, at den er nem – men tiden arbejder for os, og jeg er forsigtigt optimistisk omkring 2012. Trods alt har egen indstilling og indsats ret meget at sige, når det kommer til stykket, ikke?

Så: 2011..

Tja.

Farvel og .. tak? Tror jeg?

I hvert fald tak til jer, fordi I læser med. Tak fordi I bruger tiden på at blive ved at lægge kommentarer, selvom jeg ikke altid når at få svaret på dem. Og tak fordi I altid holder kammertonen, også når vi ikke er enige.
Rigtig godt nytår.

tirsdag den 27. december 2011

Bog & Idé.

Jeg er begyndt at overveje, om jeg skal skrive en bog, der handler om at være alenemor.

I noget af al den fritid jeg har.

Sagen er den, at jeg ikke rigtigt kan finde mig selv i den litteratur, der allerede findes på markedet i denne kategori; mange af de kvinder der skriver og skrives om, er typisk i midten af 40’erne, og vælger insemination, fordi uret tikker så højt, at det overdøver alt andet.

Der er også en ret høj frekvens af au pairs i de bøger, jeg indtil videre er stødt på.
Uanset om man er blevet insemineret eller har valgt en alternativ løsning ift. at blive gravid, spekulerer jeg meget på, om andre af min slags også bliver mødt med forestillingen om, at vi har fået vores børn selv, fordi vi tror, at der ikke findes nogen, der vil have os. Om andre selvvalgte, enlige mødre også er blevet overrasket over ensomheden, kærligheden og det faktum, at singlehedsfølelsen primært ligger i ikke at være nogens førsteprioritet, og at den derfor meget uventet fortager sig, når man får et barn.

Stresssveder de også over, at det ikke er muligt at lave en bunke af to-do’s, som man kan komme til bunds i, når barnet næste gang skal over til sin far, og bliver de også helt tørre i munden af irritation, når mødre med fædre i baghånden siger ”Det er fuldstændigt det samme hjemme ved os!”?

Når Anton rejser sig og går, når han gemmer sig det samme sted hver gang, vi leger gemme, og ikke kan lade være med at hvine af fryd, når jeg går forbi ham for 4. gang, og når han råber ”BØH!” så højt, at han selv bliver helt forskrækket, er jeg ikke ved at gå i gulvet af savn over, at jeg ikke kan ringe til det fædrene ophav og fortælle om det; jeg er så privilegeret, at jeg har mennesker nok, der insisterer på at sidde på første parket i vores liv.
Selvfølgelig er der stadig mange af overvejelserne i bøgerne om at være selvvalgt alenemor, jeg kan genkende, men der er ret stor forskel på at være 33 og 45, og på at have råd til at ansætte en au pair og at klare tingene alene. Og jeg ville stadig ønske, at der var nogen, der havde skrevet en bog, der gav svar på nogle af alle de dumme spørgsmål, jeg selv havde, før jeg kastede mig ud i projektet for snart 2 år siden: Hvordan man som helt almindelig 33-årig med helt almindelig indkomst og optimismen i behold griber livet og hverdagen an, når man vælger at få et barn alene.

Måske er det mig, der skal skrive den?

fredag den 23. december 2011

Meget actionpakket indlæg forude.

Her er godt nok stille, hva? Kan ikke engang påberåbe mig en anstændig omgang julestress; jeg er færdig med det hele, og har oven i købet haft tid til at hygge mig med at blive det.

Det er bare lige en af de perioder, hvor det mest ophidsende, der er sket er, at jeg har vendt voksdugen i køkkenet rundt, så mærkerne fra Antons flittigt brugte træhammer nu er gemt under adventskransen i den fjerne ende af bordet.
Undskyld. Skulle der lige have været en advarsel på, før det blev så vildt?

Har haft så god tid, at jeg nu har fået bestilt tid ved en frisør hernede til noget klip og noget farve. Ved ikke helt, hvad jeg håber på at opnå med det der klip, for det er jo smerteligt kort tid siden, at jeg fik pagen monteret. En lille del af mig håber nok, at hun kan .. fikse det. Trylle noget mere hår frem, eller noget.
Hvis jeg kommer ud med ekstensions, vil jeg gerne skydes.

På forhånd tak.

Og glædelig jul.

tirsdag den 20. december 2011

Mere glade jul.

Ok, det her startede egentlig som et svar til alle de fine kommentarer til gårdagens indlæg, men så blev det lige utrolig langt, så nu bliver det i stedet opgraderet til et nyt indlæg. (Hvis man helt er stået af den debat, så bare sus ud og drik en juleøl, og kig ind igen om et par dage.)

For mig at se hører kristendom i høj grad hjemme i folkeskolen - som en del af faget religion. Uagtet at vi bliver flere og flere, der ikke længere betegner os som kristne, så er langt, lagt den overvejende part af Danmarks befolkning stadig kristen, måske mere i ord end i gerning, men alligevel. En stor del af vores kultur og traditioner bygger på kristne værdier, og derfor synes jeg, at det er meget, meget vigtigt, at vores børn lærer om det. På samme måde som jeg også forventer, at de lærer om både buddhisme, hinduisme, islam og alle mulige andre religioner. Personligt synes jeg, at det er en lidt underlig tendens, at mange pludselig lader til at mene, at fordi noget ikke længere har betydning for dem, så skal der lukkes af for det over hele linjen.
Hvis vi skal følge den til dørs, bør der vel også lukkes ned for samfundsfag, når nu der er så mange, der ikke stemmer?

Vi ender da i åndeligt armod, hvis vi udelukkende lærer vores børn om det, vi selv tror på, og ikke præsenterer dem for alternativer. Selvom jeg har det rimelig stramt med det meste af det, der kommer ud af munden på Pia K., har jeg en klar forventning om, at Anton bliver præsenteret for samtlige partier og deres ideologier, når han engang kommer i skole. Vi skal naturligvis også snakke politik herhjemme over frikadellerne, men jeg lever jo så at sige mit politiske ståsted, og derfor synes jeg, at det er rigtig, rigtig vigtigt, at han bliver præsenteret for alternativer et sted, hvor de formidles på mere neutral vis.
Jeg tror, at de fleste af os, der har børn, har et håb om, at de vokser op og forvandler sig til selvstændige individer, der kan træffe deres egne, selvstændige beslutninger – også hvis det indebærer beslutningen om at vælge religion til, selvom deres forældre har valgt den fra.

Jeg er ikke kristen, Anton er ikke døbt, og jeg ville få utrolig dybe rynker i panden, hvis han kom hjem og fortalte, at de blev sat til at bede morgenbøn hver dag i klassen, men de fleste folkeskolelærere, jeg er stødt på – og det er mange! – er fornuftige mennesker, der fuldt ud er i stand til at skelne imellem oplysning og forkyndelse.
Vi behøver heldigvis ikke at være enige, men jeg vil stadig gerne slutte med at sige pænt tak for jeres input og for den sobre tone, I alle uden undtagelse har holdt.

God tirsdag derude.

søndag den 18. december 2011

Glade jul.

Jeg synes, at det er så ærgerligt, at frygten for ikke at virke tolerant nok, har udvandet debatklimaet herhjemme. Angsten for at blive skudt i skoene, at man er racist, hviler som en klam, tung dyne over hele landskabet, og jeg tror nogle gange, at det er den, der betyder, at der bliver truffet nogle mystiske beslutninger rundt omkring.

F.eks. kan jeg i dag læse i forskellige aviser, at der er blevet luget ud i julen på flere folkeskoler. Væk med de salmevers, der kan virke for forkyndende og ikke al for megen stødende snak om Jesus. For de stakkels muslimer er åbenbart ikke stærke nok i deres egen tro til at høre disse historier uden at tage skade af dem, og blive omvendt på den snigende måde.
Jeg antager, at man i samme ombæring er stoppet med at fortælle om julemanden for ikke at støde dem, der ikke tror på ham.

Da jeg gik i skole, var der også børn, der ikke kom fra gudfrygtige hjem. På tværs af årgangene sad vi i fællesrummet og sang sammen, når der var juleafslutning, mens vi strittede i alle mulige religiøse retninger. Og nu skal jeg da skynde mig at indrømme, at jeg ikke har ringet rundt til de mennesker, det drejer sig om, og spurgt, om deres religiøse ståsted har vaklet siden, fordi deres sind blev besudlet med alle 24 vers af ”Et barn er født i Betlehem” – men jeg tager chancen og siger, at jeg tvivler.

Jeg tror meget mere, at det handler om skoleledere og lærere, der bor i mit eget politiske segment, der så brændende ønsker at fremstå som frisindede, tolerante mennesker, at de har udviklet muslim-angst. Af alle de grupper i samfundet, vi ALDRIG uforvarende må komme til at støde på manchetterne, er muslimerne åbenbart de værste. Væk er den debat, der kommer af uenighed, væk er muligheden for at diskutere, hvordan vi eventuelt kan formidle en temmelig stor kulturarv på alternativ vis, og tilbage står et tiltag, som med hundrede procents garanti giver vind i sejlene til både Ekstra Bladet og Dansk Folkeparti.
Jeg har heller ikke ringet til muslimerne og tjekket, men jeg tænker ikke umiddelbart, at det er, hvad de ønsker sig allermest til jul.

torsdag den 15. december 2011

Heller ikke selvom der er bogstaver på brystet.

Jeg er gået i gang med at frelse verden, en god gerning af gangen. Ved ikke helt, om det er det der mor-noget, der pludselig skal blande sig i alt, eller om det skyldes, at jeg ikke kommer nok ud, men jeg har åbenbart akut groet et omsorgsgen på størrelse med Angola.

F.eks. tog jeg forleden fat i en far ude i vuggestuen. Jeg er kørt forbi ham temmelig mange morgener, hvor han kommer cyklende med sin lille, fine pige bagpå cyklen, og en baglygte på størrelse med et knappenålshoved. Vores vuggestue ligger på landet, hvor der ikke forefindes cykelstier, og hvor der er mere end almindelig mørkt kl. 6.30, og han kunne ligeså godt cykle rundt under Harry Potters usynlighedskappe. Ret beset er det jo ikke mit problem, men jeg ville simpelthen ikke kunne holde ud, hvis de blev kørt ned, og jeg ikke havde sagt noget, så jeg tog mod til mig, og gik hen og prikkede ham på skulderen.
”Mumlemumlemumle, rager-overhovedet-ikke-mig, mumlemumle usynlig.”

Til mine mandlige læsere, og de kvindelige, som ikke forstår problemet, skal jeg skynde mig at texte episoden: I den meget belastende klub, som mange kvinder er medlemmer af, og hvor jeg selv er formand, kan kommentarer som den jeg gav ham, ikke oversættes til andet end: Fuck, hvor er du bare en rådden dårlig og ubetænksom forælder!”

”Det er jeg sgu glad for, at du siger!” sagde han, og allerede den følgende morgen måtte jeg nærmest have solbriller på, da jeg på 1000 meters afstand blev blændet af en rød 900 watts pære med en diameter på 30 cm.
One down, a billion to go.

Men jeg fik chancen igen i går, da jeg kl. 20 var på vej hjem fra Århus. Lige omkring Vejen kunne jeg pludselig skimte noget, der stod lige midt på motorvejen og gloede; det viste sig at være en sofa.
Indre dialog som følger:

”FUCK!! Hvem fanden taber en sofa midt på motorvejen og lader den stå!? Folk er fandme nogen psykopatsvin!! Godt jeg ikke blæste ind i den.”
1,5 km senere:

”Bør man egentlig gøre noget? Aj, men hvad? Kan jo dårligt vende og køre tilbage for at begynde at lege flyttemand med presserende dødsønske.”
...

”Er det godt nok … dare I say it … 114, vi er ude i? Igen? Har vi INTET lært?” (Her vil jeg i øvrigt gerne vide, om jeg fik fulgt op på historien om den falske indbrudstyv? Om jeg fik med, at jeg kom i avisen? Nej? Man tror jo fandme ikke, at det er sandt. Men hvis nogen af jer står og mangler en ’årvågen nabo’, ringer I bare.)
Og sådan gik det til, at jeg for 2. gang på en måned talte med mine nye bedstevenner Politiet.

Hvis det er meningen, at det er mig, der er den nye Superhelt Af Gode Gerninger, må jeg insistere på, at der følger en sej dragt med til jobbet.
Og jeg er ikke god i koboltblå.

tirsdag den 13. december 2011

De små tings fascistoide diktator.

Når man læser til tegnsprogstolk, bruger man lang tid på at forsøge at lære, hvordan man laver relativ naturlig intonation i en stemmetolkning, for når vi stemmetolker, gør vi det simultant. Dvs. at vi lægger stemme på en sætning, inden vi ved, om der er tale om et spørgsmål eller en konstatering, og hvor lang sætningen har tænkt sig at være. 

Vi arbejder også temmelig meget med, hvordan man som tolk er tro mod følelserne i det sagte, uden at overdrive; altså, hvordan man videregiver budskabet om, at den, der taler er ked af det, uden selv at begynde at græde

Så måske er jeg skadet af mit fag, men jeg er ved at gå AMOK over nyhedsspeakerne i radioen. Slap. Nu. AF! med at lege fucking rutchebane med det tonefald! Det er sket mere end én gang, at jeg simpelthen ikke har forstået, hvad der er blevet sagt, fordi intonationen er så kunstig, at den stjæler al fokus fra indholdet.

Og når vi nu har pisken i svingninger over småtingsafdelingen, skal vi også lige runde Planfadder-reklamen. For hvad sker der for den danske unge, der lægger stemme til? Ikke, at hungersnød og humanitære katastrofer er noget, den 3. verden selv må ligge og rode med, men når den 3-benede skammel med velberådet hu bliver trukket hen til medlidenhedspatten, mens ærmerne bliver smøget HELT op over albuerne, står jeg af.
Problemstillingen er længe trist og tragisk nok til at kunne formidles med normal, nedtonet stemmeføring.
Jeg er med på, at der findes enkelte marginalt større problemer i verden at forholde sig til, men når man har brugt 3 dage på at være nærmest katatonisk af kvalme (og nej. Jeg er ikke gravid. Selvom min bedstemor meget friskt spurgte forleden, om Anton egentlig ikke snart skulle være storebror….(wtf!?)) kan man godt hidse sig op over det her, hvis man anstrenger sig, bare en lille, bitte smule.

søndag den 11. december 2011

Guess who’s back?

Jeg skal ikke opholde jer længe i dag, da jeg har brugt det sidste døgn på massiv kvalme og på at knække mig. Jeg er ret meget en mand omkring det, og opfører mig i store træk som en ebolapatient, der netop er gået ind i den terminale fase.

Men jeg ville bare lige stikke hovedet herud for at fortælle, at jeg var til samtale i den gamle fitnesskæde i lørdags.
Jeg starter d. 07.01.

Yei!

fredag den 9. december 2011

torsdag den 8. december 2011

Hjem er, hvor hjertet er.

Jeg ved godt, at det her sikkert er svært at sætte sig ind i, hvis man er sådan en, der skal slæbes til træning ved håret, men jeg savner simpelthen mit gamle center så meget. Er nærmest der, hvor jeg overvejer at skjule updates på alle mine venner, der stadig træner deroppe, fordi jeg bliver helt grim og grøn, når de går amok i fælles glædesrus over et foredrag med Chris MacDonald, eller laver marathonevents med efterfølgende druk sociale aktiviteter.

Jeg havde håbet, at mit nye center hernede ville kaste lidt bekendtskaber af sig, men da der er færre medlemmer, færre timer på planen og dermed færre kolleger end i Århus, kan man faktisk passe sine timer, uge efter uge, uden nogensinde at løbe ind i en holdkammerat.
Da jeg flyttede herned, valgte jeg en anden og mindre kæde, end den jeg underviste i up north, fordi jeg tænkte, at det måske var bedre med noget helt nyt, end en bleg afart af det, jeg kom fra.

I sidste uge fik vi imidlertid at vide, at den lille kæde er blevet spist af den anden af de store, The Artist Formerly Known As Fjenden.
Blev først sådan lidt: ”Aj!! Ufrivilligt besudlet!?”

Så kom jeg i tanke om, at jeg jo ikke er hende, der er med i ¾ af, hvad der foregår mere, og at det derfor måske ikke længere er så væsentligt, hvilket navn, der står i øverste venstre hjørne af lønsedlen. Er jeg ikke bare et gammelt surt røvhul, der har principper for princippernes skyld? Og er personalet egentlig ikke præcist ligeså godt/dårligt uddannet, som i min gamle kæde?
Men så ringede chefen og fortalte, at alle koncepttimerne skal ændres, så instruktørerne selv skal stå for programindholdet. Hvilket er fint, hvis instruktørerne er uddannede og ved noget om anatomi, fysiologi, musik, takter, cuing og tælling. Det er knap så fint, hvis man hiver folk ind fra gaden, giver dem 20 minutters undervisning, og derefter slipper dem løs på egen hånd. Så er det trods alt bedre, at de får stukket et program i hånden, som mennesker, der ved noget om træning har sat sammen, og som der så bare skal køres monkey see, monkey do på. Dels er det mere forsvarligt overfor medlemmerne, og dels minimerer det risikoen for, at jeg skal afgå ved døden af irritation over at deltage på en time, lavet af Michelle på 19, der mener at takttælling er helt, helt overflødigt, når man lige har fået nye bryster.

Så da jeg lagde røret på, havde min mund sagt op.
Nu må vi så bare håbe, at den gamle kæde kan bruge mig.

mandag den 5. december 2011

The egg strikes back!

Efter utallige æggejokes…

Efter en million morgener med vuggestueforældre, der hiver huerne af deres unger, shampoo-reklame-style, så kaskader af gyldne lokker vælter ned over skuldrene på dem…
Efter at have resigneret, og indstillet mig på, at Anton karrieremæssigt ender som lidt vel smart reklamefyr med spejlsolbrillerne permanent parkeret på den skaldede isse…

Og efter utallige forsøg på at ignorere, at ALLE andre 1-årige, vi kender tilsyneladende skal rende rundt med en skide afrohjelm på hovedet..
- er vi nu dem, der griner ALLERhøjest efter følgende mail fra Tyttebøversnes Hovedkvarter:

”Hej
Vil I huske at kæmme jeres børn 1 gang i ugen.

Der er et par der har haft lus i fredags.”

MUHAHAHAHA!!!

torsdag den 1. december 2011

Well, this is awkward.

I mit job kommer jeg på mange forskellige uddannelser, hvilket kan være en udfordring, når man rum- og retningsmæssigt er to udviklingstrin over amøbestadiet, og derfor jævnligt bliver væk.

Jeg har derfor tillært mig forskellige orienteringsstrategier, som f.eks. at lægge mærke til brandslukningsudstyr og malerier, der i bedste Hans & Grete stil kan lede mig tilbage til det klasselokale, hvorfra jeg kom, når jeg går i kantinen.
Indtil nu har det virket upåklageligt, og som Savannens dyr tøver jeg ikke, når jeg færdes på sletten, men går raskt til, fuld af blind selvtillid.

Det ændrer sig formentlig fremover, efter at jeg i dag tog fejl af to døre og med energisk effektivitet marcherede meget målrettet ind i herreomklædningen.
Nogle gange ville mit liv være markant mindre pinligt, hvis jeg ikke selv var en del af det.

onsdag den 30. november 2011

Boghjørnet.

Inden jeg fik Anton, læste jeg en bog eller to om ugen. I weekenden elskede jeg at sidde i min seng med en god bog og en kop kaffe til langt op af formiddagen, og om aftenen kunne jeg ikke sove, hvis jeg ikke lige lod tankerne lande over et par kapitler.

Post Anton er det helt crazy, hvis jeg når mere end 10 sider, før jeg vågner ved, at min næse foretager en nødlanding i bogryggen, og hvor jeg før var ligeglad med genren, hvis bare indholdet var velskrevet, er jeg nu nødt til at indrømme, at det ikke må være alt for komplekst eller filosofisk, hvis jeg skal kunne huske historien.
Meget spanske og islandske navne glider også af hjernebarken hurtigere end tøsne af skråtage.

Men jeg elsker stadig at læse, så da Rosinante & Co. spurgte, om jeg i ny og næ havde lyst til at anmelde en bog for dem, takkede jeg ja.
Og ihukommende mit indlæg fra i går, skal jeg skynde mig at sige, at jeg ikke har så meget som 10 minutters uddannelse, der kvalificerer mig til at mene noget om litteratur af nogen slags. Jeg er bare Den Glade Amatør, der ikke er bange for at mene en helt masse om alt muligt.

Den første bog jeg har fået lov at sige noget om, er Julia Lahme ”Holder du lige øje med mit diadem? Så passer jeg hverdagen imens”.
Jeg kan godt lide Julia Lahme. Rigtig godt endda. Hun spekulerer over mange af de samme ting, som jeg gør, og jeg tudede af både medfølelse, bevægelse og genkendelse, da jeg læste ”Hvor lagde jeg babyen?” og ”Sandheder fra enløgner”. Hun er den eneste, jeg kender, der på egen krop har prøvet at få et barn, der ikke sover, og har derfor for mig været en meget velkommen lidelsesfælle.

Og derfor er jeg noget så træt af at måtte sige, at jeg ikke er ret begejstret for den nye bog.
Bogen er en samling af klummer og nye tekster, og jeg synes simpelthen ikke, at det fungerer. Samtlige tekster er små, afsluttede historier, som derfor ikke giver det page-turner drive, man får, når man læser en historie, der er vævet sammen af tråde, der strækker sig over et par hundrede sider. Klummerne har et langt stykke hen ad vejen samme format og struktur som blogindlæg, men havde hun udgivet sin blog, ville der stadig i den have været en slags handling, der bandt det ene indlæg sammen med det næste.

Noget andet, som også for mig bliver et irritationsmoment, er gentagelserne, som naturligvis vil være der, når man samler klummer skrevet over en lang periode af det samme menneske – man lægger ikke mærke til det, når der går uger imellem klummerne, og de står som små, farverige indslag i aviser eller blade, men komprimeret til en bog bliver det virkelig enerverende at læse 5 gange lige efter hinanden, at mænd ikke tager barsel, fordi vi kvinder ikke vil af med den.
Jeg savner en historie. Jeg savner en sammenhængende historie fortalt, som Julia Lahme kan fortælle den. Ærligt og indlevende og flettet sammen af alle de små tråde, der gør holdninger til andet og mere end postulater. For et eller andet sted forstår jeg godt, hvor hun vil hen med indlæggene (!) om, at Marys status som forbillede for danske kvinder, gør det sværere for alle os andre almindeligt dødelige at begå os, men jeg savner noget mere virkelighed; nogle eksempler fra hendes egen omgangskreds på konkrete kvinder for hvem, Marys rolle udgør et reelt problem. For når jeg læser det, er det eneste, jeg tænker, at jeg sgu da ikke kender en eneste kvinde, der bruger Mary som målestok for noget som helst. Hun er en opdigtet figur på linie med Askepot og Snehvide.

Synes jeg.

Jeg kunne stadig sagtens finde på at købe ”Hvor lagde jeg babyen?” i julegave til min veninde, der skal føde til januar. Jeg kunne også stadig finde på at købe ”Sandheder fra en løgner” til min anden veninde, som skal starte på job igen efter barsel lige om lidt.

Og jeg kan stadig rigtig, rigtig godt lide Julia Lahme - men jeg synes desværre, at den nye bog snubler i sit eget format.

mandag den 28. november 2011

Mens vi holder vejret…

Når jeg ser nyheder, undrer jeg mig altid over, hvor mange ’eksperter’ et lille land som Danmark kan huse.

Jeg er med på, at det ikke er en beskyttet titel, men egentlig ville jeg jævnligt ønske, at jeg lidt mere konkret fik at vide, hvad en given person har af uddannelsesbaggrund, eller hvorfor det er relevant at høre vedkommendes bud på krisen i Mellemøsten og den islandske økonomi, i stedet for bare at blive spist af med ordet ’ekspert’.
Men måske er det bare mig der er lidt for glad for titler og faglighed.

I dag valgte P3 f.eks. at interviewe Jesper Theilgaard om, hvad man kan forvente af resultater for den kommende klimakonference.
"Meteorologen??” tænker du.

That would be him.
For en sikkerheds skyld har jeg googlet ham, og han er student og uddannet meteorolog.

Og en glimrende en af slagsen, formoder jeg, men derfra og så til at bede ham agere politisk spåkone, synes jeg måske nok, at der er et stykke vej.

fredag den 25. november 2011

Det er mig, der er inde i nærpolitiet.

I eftermiddags, da jeg skulle pakke min træningstaske, stod jeg på mit badeværelse på 1. sal, og kom tilfældigvis til at kigge ud. På det meget skrå tag lige overfor, stod en ung mand, som i det sekund jeg kiggede, åbnede et tagvindue og hoppede ind i huset.

?
Øhmm…

Er vi holdt op med at bruge hoveddøren?

Hvad gør man? Svinger dramakåben om skuldrene og ringer til politiet, eller hviler sit bekymrede hoved på den overvejende sandsynlighed for, at det er ham, der bor der, der har glemt sin nøgle?
Spurgte Anton, hvad han synes, vi skulle gøre. Han ER trods alt manden i huset. Han bød ind med hele sit vokabularium, ”bøh!”, ”hej” og en lyd, der i mistænkelig grad lyder som ”far” (go figure) - hvilket vi jo ikke rigtigt blev klogere af, så jeg valgte løsningen, der er skræddersyet til valginvalider som mig: Jeg ringede 114.

Serviceinfo: Ring ikke 114, medmindre du har fri, resten af ugen dagen.
Efter en samtale så lang, at potentielle indbrudstyve kunne have kørt tyvekosterne til Polen, vendt bilen og kørt tilbage til DK, hvor de igen kunne bryde ind på den samme adresse i sikker forvisning om, at ejeren i mellemtiden havde fået udbetalt forsikringspengene OG købt ny fladskærm, blev jeg stillet om til vagtcentralen.

Startede forfra med ”Det kan SAGTENS bare være ham, der bor der, der har glemt sin nøgle …” forklaringen, men Lone på vagtcentralen? Hun er helt anderledes mistænksomt anlagt end sin ubeslutsomme 114-kollega.

Og der er godt nok ikke meget hemmelig agent over mig. Kom til at fnise, da hun myndigt bad om ”signalement af gerningsmand”, og måtte bruge al ledig kapacitet på ikke at se mig selv udefra, da jeg blev bedt om at snige mig ud og aflæse nummerplader med barn på armen, der råbte: ”Bøh! Bøh! Bøh!”, mens han begejstret pegede på den formodede flugtbil.

Men når Lone råber: ”Hop!”, så spørger drengene i blåt ”Hvor højt?”, så rundt om hjørnet kom patruljevogn på 2 hjul, som efter katastrofeopbremsning udspyede to uhyggeligt unge betjente, som femnineoghalvtredsede en masse i deres kravewalkier. (God damn it, Alexis, I want one of those!)

På det tidspunkt havde jeg mest lyst til at råbe: ”Ikke alligevel!”; jo mere alvorligt alle andre tog det, jo mere beklemt blev jeg, for jeg ville ikke være hende, der havde sat alt det i sving for en glemt nøgle.

Hvilket det selvfølgelig viste sig at være.

@#!%#!!

Aj, men jeg HADER sådan noget!

onsdag den 23. november 2011

Er november snart slut?

Så jeg uden at spørge kan få svar på, om mandlig bekendt er en del af the movember-movement, eller om han godt nok mener det der fesne pizzerialook alvorligt.

mandag den 21. november 2011

Jamen, når det er der, så SKAL man spise det. Siger I ikke det?

Så blev han fejret, den bette. Noget så eftertrykkeligt. Ernæringsmæssigt er vi kommet igennem weekenden på et blandingsmisbrug af lagkage og brownie. Fy for fanden. Løb min nye rute (still not loving it…) to gange i dag som straf.

Nå, men i anledning af fødselsdagen havde jeg til lejligheden købt en hagesmæk til Anton af den slags, der godt i en snæver vending ville kunne gøre det ud for en regnjakke. På med svinet, frem med lagkagen, og så var jeg ellers klar med kameraet. Og Anton, hvis tilgang til livet stort set kan sammenfattes i ordet ’frådende’? Han spiste så pænt, at jeg havde lyst til syrligt at spørge, om jeg lige skulle stikke ud efter en kagegaffel.
Midt i al kagen og hurraråbene kom min søster og så lidt forkert ud i hovedet; Når man er gravid, og sat til juleaften, kommer det lidt bag på alle involverede parter, når vandet går d. 18. november. Men Antons kusine var, sine 2700 gram til trods, large nok til at lade loppen have sin fødselsdag i fred, og satte sig i stedet på d. 20. november.

Og hun er så fin, så fin (også selvom hun har så meget hår, at der nærmest er tale om en afro *vranten-smiley*) og lillebitte og knirkende, at det tog under 1½ sekund for mig at blive så skruk, at jeg selv blev helt nervøs.
Måske skulle jeg gå efter at få nummer to d. 19. november, så de ligger som perler på en snor?

Så kan vi få det årlige kageorgie overstået i ét hug.

torsdag den 17. november 2011

Tillykke min allerbedste, lille, fine dreng.

For præcis et år siden sad jeg med veer i venteværelset på fødeafdelingen på Skejby og så fodbold, mens jeg forsøgte at lade være med at spekulere på, præcis hvor meget mere ondt, det kom til at gøre. Udenfor var det mørkt, stjerneklart og nistrende frost, og indeni var Anton gået på pauseskærm for at samle kræfter til morgendagens store præstation.
  

Tænk, at det bedste i hele verden allerede fylder 1 år.

tirsdag den 15. november 2011

Hvis jeg var jer, ville jeg nok ikke lade dankortet blive hjemme foreløbigt.

Nå, men… Jeg er begyndt at løbe.

I får lige et øjeblik til at komme jer over chokket.
Er selv rimelig vantro omkring det, faktisk.

Jeg har altid hadet at løbe med en indædthed, der grænser til religiøs fanatisme, men det viser sig, at man kan blive så desperat af manglen på træning, at man knækker.
Inden Anton trænede jeg fast 6 gange om ugen; nu lander vi et sted mellem 2 og 5 gange afhængigt af mit arbejdsskema. Anton bliver passet de to gange, jeg underviser, så jeg har sat som krav til mig selv, at de resterende ture i fitnesscentret skal foregå, når han sover. Dvs. enten om morgenen, eller de dage, hvor jeg har tidligt fri, og derfor kan nå det, mens han sover til middag i vuggeren.

Men jeg savner at bevæge mig, og jeg savner den krop, der følger med, og uanset hvordan jeg har vendt og drejet det, har jeg ikke rigtigt kunne se, hvordan der kunne vrides flere timer ud af døgnet, så logistikken gik op.
Indtil jeg kom i tanke om mine frokostpauser. Et par gange om ugen er mit skema nemlig sådan, at jeg har en times frokost, eller et par mellemtimer, hvor jeg bare sidder og venter på at skulle ind og tolke igen.

Og inden jeg nåede at bremse min hjerne, havde den tænkt: ”Løb!”
Så det gør jeg.

Her i huset går vi aldrig ned på udstyr, så jeg har investeret i et par dyre! ordentlige sko og nogle ægte løbebusker. Det æstetiske indtryk lader noget tilbage at ønske, men jeg må medgive, at oplevelsen er knap så ubehagelig, som jeg synes, jeg kunne huske, når the basics er i orden.
Nu mangler vi så bare at udstyre mig med noget retningsfornemmelse og stedsans, så jeg – som i dag – slipper for at spæne rundt i knæhøjt græs på en bakkeside som en anden amnesisk orienteringsløber, fordi stien er blevet væk.

Hvis det her projekt ender med, at jeg som Maren og Fuhrmann melder mig til Et Ægte Løb, så giver jeg sgu en omgang.

mandag den 14. november 2011

I mørket er alle katte f*cking usynlige.

Antons vuggestue ligger på landet. Ret meget på landet, faktisk. Vi snakker marker, nybyggeri og en enkelt gård i ny og næ. Når jeg afleverer ham om morgenen, er der derfor mørkt, opløftet i 4.
Af en eller anden grund lider de lokale af den fejlopfattelse, at 1) de er selvlysende, 2) de er usårlige eller 3) vi andre har supersyn. Så de trasker frygtløst af sted i vejkanten, på gåben eller cykel, iført intet andet end sort overtøj, fesne Bamselinereflekser og ”ja, jeg må OGSÅ være her!” attitude.

Og det må I, det må I helt sikkert. Og jeg vil virkelig, virkelig, VIRKELIG nødig vil komme til at køre jer ned.
Men I er USYNLIGE!! I går op og ned af majsmarker, forklædt som fejlernærede ninjaer, på en vej for hvem gadelamper, cykelstier og fortove er fremmedord, på en landevej der leder ud til motorvejen.

Lygter, for fanden, venner! Nogle store svin af slagsen. Hjælp til selvhjælp.
I det hele taget er mørket blevet lidt af et issue, efter at vi er flyttet. F.eks. har jeg monteret mørklægningsgardiner på 1. salen, hvor vi sover, og det er fandme den dårligeste ide, jeg længe har fået. Vi har boet her i 4 måneder, og indtil videre ser nattestatistikken således ud:

Antal gange jeg er gået ind i dørene: 3
Antal gange Anton er kravlet målrettet og frontalt ind i væggen: 4

Antal gange Anton har knaldet hovedet ind i vindueskarmen: 2
Antal gange jeg er faldet ud af sengen, fordi jeg ikke kan se, hvor den stopper: 1½. (Det tæller kun for en halv, når man når at tage fra med den ene hånd.)

Lys på hele verden. Nu.

fredag den 11. november 2011

Så STOPPER DET!!!!

2. stenslag på 6 dage.

På samme måde som sidst. En fugl, der "tabte" et bær.

%#!!§%!%&#% !!!!!!!!!!!!

Hvis vi rammer hattrick, inden ugen er omme, vier jeg mit liv til at udradere den samlede fuglebestand i Danmark. Fjer for fjer.

It's ON, bitches!

torsdag den 10. november 2011

Indeni mig, bor en meget lille hjemmeværnsmand, der hedder Preben.

Da jeg var ung og forpint, automathadede jeg politiet, som der står skrevet i Den Store Guide Om Teenageadfærd, at man skal. Oprør mod autoriteterne og alt det der. Ironisk nok har jeg flere gange oplevet, at folk gætter på, at det er det, jeg laver.

Jamen, jeg ved det ikke. Noget med højde, udstråling og accent, tænker jeg.
I dag er jeg dog gået hen og er blevet helt glad for politiet. De giver mig mange gode grin på mine motorvejsbefængte ture til og fra arbejde, og når den eneste anden adspredelse er P3 (som dog skal have point for ordet ’Ufolog’. Skønt ord! Det opvejer faktisk (næsten) sætningen ”Han er en af hjørnestenene bag forslaget.”), er den slags indslag mere end velkomne.

(Og nej. Jeg har stadig ikke fundet ud af skifte kanal på min bilradio.)
I morges kørte jeg f.eks. i konvoj med Tango 14-04, 14-05 og 14-06 mellem Kolding og Vejle. Og det er. så. sjovt! at se det overlegne ”Flyt dig – jeg har TRAVLT!!”-ansigtsudtryk på min yndlingsaversion Audibeklædt Mand I Panikalderen løbe af fjæset på ham som smeltet voks, mens han prøver at regne ud, hvad der udløser den mindste bøde; at blokere bremsen og lynhurtigt iføre sig sin underdanighedshabit, eller at sætte farten ned og udstråle uskyld.

Free fun.
Jeg håber dog, at vi alle er med på, at det kun er sjovt, til den dag jeg selv ryger i fælden?

mandag den 7. november 2011

Den var heldigvis beskidt.

Siden jeg startede på arbejde igen efter min barsel, har jeg primært tolket på en uddannelse, der deler baghave med en grusgrav. Det betyder, at jeg de sidste 6 km af den 70 km lange tur, kører en slags off piste stenslagsrally. En hurtig udregning (og hvis jeg regner forkert, er jeg lovlig undskyldt; jeg er sproglig) viser, at det er ca. 900 km kørt på dette noget tvivlsomme underlag.

Da det hjemme hos os er mig, der står for at aflevere Anton om morgenen (www.jegersåsjov.com), køres ruten ydermere under moderat tidspres de fleste morgener, hvilket betyder, at der arbejdes på den friske side af 4. gear.
Det er en død forrude in the making, og jeg er nærmest forbløffet hver eneste dag, når det lykkes mig at komme retur til Esbjerg med alle større glasflader i behold.

I dag har jeg så tolket på en uddannelse, der er omgivet af brede, glatasfalterede (lolita)veje. Flad, jævn asfalt så langt øjet rækker, ikke en bil i tusind kilometers omkreds og så
*BANG!!!!*

taber en fugl et bær fra 100.000 km’s højde.
Kn-a-a-a-a-a-a-a-s.

I det mindste ved jeg nu, hvad jeg skal ønske mig til jul.

torsdag den 3. november 2011

En hårfin balance.

Nå, men jeg har så fået pagehår.

Og det er godt nok sløjt.

Egentlig er jeg lidt i tvivl om, hvordan det skete, for jeg havde bestilt tid ved min faste frisør i Århus for at være sikker på ikke at ende i kløerne på en lokal håndværker, der kunne finde på at snige en auberginefarvet stribe i mit pandehår, mens jeg var opslugt af at læse Se & Hør Børsen.

Og det skal jeg på opturssiden huske at notere mig, at jeg slap for. Trods alt.

Men min faste frisør var optaget, og jeg var så træt af mit hår, at jeg havde lyst til selv at klippe det med neglesaksen, så jeg valgte derfor at bestille tid hos hendes assistent, som har studset mit pandehår masser af gange.

Da jeg landede i stolen, startede jeg med at sige, at jeg var lidt træt af den mellemlængde, som mit hår har haft de sidste par år. Synes pludselig ikke rigtigt, at det lignede en frisure mere; mere en slags ubeslutsom hybrid af ligegyldighed og svensk hockeyhår.

"Så det må gerne være kortere, tænker jeg? Bare endelig ikke page! Synes ikke rigtigt, at jeg er typen."

Herefter står det lidt uklart for mig, hvad der skete, men det var noget med, at ”en page jo ikke bare er en page”, et billede af Heidi Klum (!?) og en frisør, der gik amok med et fladjern.

Så nu venter jeg på:

1: At mit hår vokser ud igen, eller

2) At det bliver moderne at ligne en rasende bibliotekar.

mandag den 31. oktober 2011

Klæder skaber folk?

Jeg forstår ikke helt, hvorfor jeg ikke kan skrive noget sjovt og overskudsagtigt om, hvor langt, jeg er nået ned af min to-do liste efter at have gået hjemme hele sidste uge. (Thank god for en arbejdsplads, der ikke lyder sur over, at man er nødt til at følge barnets 1. og 2. sygedag op med 3 feriedage, fordi der beklageligvis ikke er noget, der hedder barnets første sygeuge.) Der gemmer sig i hvert fald noget materiale derinde et sted til et indlæg om farveangst efter min etniske udrensning af tøjskabet; fuck, hvor har jeg meget sort tøj!

Jeg burde også kunne fremtvinge et eller andet moderat underholdende om det stepkursus, jeg fulgte til dørs i weekenden, for det var sådan set en rigtig god oplevelse.

Men jeg er bare ked af det. Kan faktisk ikke helt styre det. Det er, som om mit filter er lidt tyndt, og jeg synes, at jeg tuder hele tiden. Om det er vejret, årstiden eller sidste uge, der endelig synker ind, ved jeg ikke, men jeg kan ikke frigøre mig for fornemmelsen af ikke at slå til.

Anton var frisk igen, da jeg tog af sted i weekenden, og han var ved mormor og morfar, som er meget tæt på at være hans yndlingssted i hele verden. Alligevel følte jeg mig som verdens rådneste mor, da jeg kørte. Oveni hatten har jeg arbejdsdage på 9 timer hver eneste dag i denne uge, og jeg elsker mit job, det gør jeg virkelig – men jeg elsker Anton temmelig meget højere. At være væk fra ham så mange timer, lige efter at have set ham så lille og syg, gør ondt i hjertet og giver mig frygtelig dårlig samvittighed.

Og hver eneste gang jeg åbner avisen, vælter det frem med forfærdelige, hæslige, rædselsfulde historier om misbrugte børn fra diverse mørke afkroge af Danmark, og jeg kan slet ikke holde det ud.

Så jeg tuder. Til Borgen. Til Danmarks Næste Topmodel. Til P3 og avisen og da jeg afleverede Anton i morges.

Måske er det i virkeligheden meget passende med alt det sorte tøj.

onsdag den 26. oktober 2011

Kuglelynet Anton slået ned.

Passende nok kan jeg selv få lov at starte med at balancere på den line, jeg spændte ud i sidste indlæg.

For da Anton fredag havde rekvireret en omgang strubehoste, begyndte hans feber at stige. Og stige og stige og stige. Først holdt han op med at spise. Så holdt han op med at drikke, og meget kan man sige om ham, men han er fandme et stædigt lille kræ; lige meget hvor længe jeg cirklede uskyldigt fløjtende omkring ham med koppen skjult i hånden, krøb det kæmpehul, han har monteret lige midt i ansigtet sig til str. X-small, når jeg angreb. Søndag nat øgede han indsatsen med at begynde at brække sig (notér jer venligst den manglende beskrivelse af mængde og struktur), og jeg turde ikke andet end at tage til vagtlægen.

I-fucking-gen.

Da vi sad derinde, kunne jeg se, at der var to læger på vagt. Den første var ude og hente patienter et par gange, inden den anden begavede os med sin tilstedeværelse. Da jeg så hvem det var, spontanmumlede jeg ned i Antons ene hår ”Ham vil jeg ikke ind til”. Hvortil den mor, der sad ved siden af mig, med en dreng der i både slattenhed og opkog lignede Anton, lige så lavt svarede: ”Det vil jeg heller ikke.”

Så har man godt nok været meget derinde, ikke? Når man ud af et tocifret antal forskellige medicinmænd og –kvinder ved, hvem der som udgangspunkt mener, at man er hysterisk, og at ALT kan klares med børnepanodil og vent-og-se.

Nå. Men vi kom ind til den anden (win!), som var sød, grundig og norsk, og som indlagde os.

Og jeg ved godt, at det er synd for dem i Afrika, at jeg skal være glad for at bo i et land, hvor man kan blive tilset af læger, når behovet opstår, og at de stakkels ansatte i den offentlige sektor gør det bedste de kan, med de midler de har - men jeg hader, hader, hader hospitaler. Jeg har det så utrolig svært med al den tid, der bare siver væk mellem fingrene på en, mens man sidder og venter i det uendelige på endnu en samtale med endnu en ansat, der heller ikke har læst journalen. Jeg er heller ikke specielt begejstret for at sove på en madras betrukket med voksdug (wtf!?), eller at skulle putte Anton i en metalkasse, der ligner et aflagt svinebur.

Og inden I stempler mig som en utaknemmelig, forkælet so, så vær søde at forstå, at det er sådan jeg reagerer på kontroltab; jeg tæller fejl.
Og jeg kan garantere, at den, det er mest plagsomt for, er mig selv.

Efter utallige prøver og tjek, og udfyldelse af et meget detaljeret væskeskema, fik vi lov at tage hjem igen i går med truslen om sonde hængende over hovedet. Han skal begynde at drikke mere NU, og så skal han holde op med at kaste op. Ellers er det retur til 640.

Og BTW: Det han fejler, er vuggestuevirus.

Så nu er planen at blive rig i en fart, så jeg kan bestille en specialbygget autoklave, der kan spændes omkring institutionen, og så skal der satme bare koges til.

(Jeg vender frygteligt tilbage, når der er mo tinutters pause, og han igen vil sove andre steder end på mig. So long.)

mandag den 24. oktober 2011

Alternativt kan de bare tjekke, hvornår min FB-profil blev tavs.

Nu er jeg blevet en af dem, der har børn, hvilket betyder, at jeg kan kaste mig frygtløst ud i diskussioner om stort set alt, for der er ikke længere nogen, der kan sætte mig til vægs med børnekortet (HA!!). Og helt ærligt? Så synes jeg stadig ikke, at det er ret interessant at læse opdateringer på FB om andre folks børn.

For mig er andres børn små personer, jeg ikke kender. Og derfor gider jeg mest læse om dem, hvis de er sat i forhold til de mennesker, jeg kender, dvs. mine venner/veninder. Et eksempel på hvad jeg mener, kunne være Marens indlæg om Mynte, som jeg medgiver, er lige vel langt til at fungere som opdatering, men som fint illustrerer min pointe; selvom omdrejningspunktet i historien er Mynte (som jeg ikke kender), så er det, hvad oplevelsen gør ved Maren, indlægget handler om, og derfor labber jeg stadig glædestrålende hvert eneste ord i mig.
For jeg tror, at selv os/dem med børn kan blive enige om, at det også ret hurtigt ville blive kedeligt at læse om f.eks. hinandens kærester, hvis updateringerne kun gik på, hvad han/hun fejlede, sagde eller havde på.

Jeg forstår dog godt, hvordan det kan ske, for det er ligesom med profilbillederne, som præ-Anton var noget, jeg godt kunne hidse mig lidt op over (hvis jeg gjorde mig umage), for hvorfor skal det barn med på ALLE dine billeder?? Kom de til at smide din selvstændige personlighed med ud i sækken med biokemisk affald, da moderkagen røg? I dag, et barn klogere, har jeg forstået, at det er fordi man aldrig, aldrig, aldrig er alene nogen steder, (heller ikke på toilettet) og derfor ikke kan fanges af linsen solo.
Det mærkelige er, at det for det meste er ok, ja, tilmed ret cool, faktisk. Anton og jeg var f.eks. til barnedåb sidste weekend, og det var HYL at have ham med. Jeg havde min egen lille fest, da han stillede sig på mine ben i kirken for at vinke til præsten, og jeg elsker, elsker, ELSKER at have et barn, der kaster sig over fremmede med et begejstret ”Hvor har du VÆRET!!?”-smil over hele femøren. (Bør vi egentlig opdatere det udtryk? Over hele 10’eren, lyder også bare lidt fladt, gør det ikke?) Og jeg skal virkelig lægge bånd på mig selv for ikke at blæse ud over hele internettet, at barnet har lært at sige ’bøh’, som jeg synes er et jævnt cool valg af første-ord.

Jeg ved ikke, hvordan man kommer omkring det, for jeg er helt på det rene med, at alt det, der fylder hele verden for en, når man har fået et barn, ikke giver ret meget udslag på sladder- og underholdsningsbarometeret, men derfor lukker man jo hverken blog eller fb-profil. Og selvfølgelig bestemmer man fuldstændig selv, hvad man skriver derinde, og for dem, som bruger de sociale medier til at holde familie og venner up to speed, er børneopdateringerne jo helt fine.
Men vi er nogen, som har brugt vores FB på én måde i vores tidligere liv, og som nu sidder og ikke rigtig ved, hvad vi skal gøre.

For mit vedkommende har det betydet, at jeg er gået fra at opdatere min profil en gang om dagen til at opdatere max en gang hver 14. dag, for jeg ikke gider være hende, der kun skriver om sit barn. Så hellere være hende, der slet ikke skriver.
Jeg synes ikke, at man skal melde sig ud, fordi man får et barn, men man går sgu lidt i stå i en periode.

... For det er kun i en periode, ikke? Ikke?? Eller er det nu, udviklingen stopper? Er det det her der sker, og er årsag til, at en hel generation stadig går med ravkæder, mens dem, der er 10 år yngre elsker de små, røvforstørrende rygsække? Fordi man lige havde travlt med at føde og opdrage, da dinoerne ringede og re-claimede deres harpiks, og rygsækkene at bære det i, og derfor stadig tror, at det er the shit?


Nå. Så kan de sgu da i det mindste tidsbestemme, hvornår jeg levede og fik børn, når de graver mig frem om 2000 år.

lørdag den 22. oktober 2011

Noget mere om biler.

Tics er på Sundhedsguiden.dk defineret som "ensartede, gentagne, ufrivillige bevægelser i en lille muskelgruppe". Personligt lider jeg af ordtics: Bestemte situationer får ensartede, ufrivillige ord til gentagne gange at springe frem i hjernen på mig.

Jeg medgiver, at historien havde været bedre, hvis jeg kunne komme på flere eksempler til at illustrere fænomenet, men jeg er flad som en pandekage efter en nat uden søvn som følge af – ved jeg efter en tur min ven vagtlægen – falsk strubehoste, så bortset fra nedenstående eksempel, må I bare tage mit ord for det.

Men jeg må henstille, at alle bilister i hele verden får fikset deres forlygter NU, for hver eneste gang jeg ser en bil med én fungerende og én defekt forlygte, spjætter ordene: ”Bagerens dårlige øje” ufrivilligt løs i hovedet på mig.

Hver ENESTE gang.

Og jeg ved for fanden ikke engang, hvad bagerens dårlige øje er!

Så en transskription af den mentale aktivitet hos mig på en typisk køretur ser nogenlunde sådan her ud:

Jeg skal huske at tage Antons regntøj med, når jeg henter ham. Det trænger til at blive vasket. Bagerens dårlige øje. Har jeg egentlig mere Biotex? Fuck, hvor blev det – bagerens dårlige øje – bare skidegodt af at blive malet, det badevær – bagerens dårlige øje – else.

Aj, men.. vel??

Skal selvtilvanvidsdrivelse aldrig være en OL-disciplin?

onsdag den 19. oktober 2011

Advarsel: Rød fane i fri dressur.

En sikker måde at få ørerne i maskinen på, er at blogge om noget, der har med politik at gøre. Men jeg bliver nødt til at gøre det alligevel, for ellers dør jeg af irritation.

Hvis jeg hører ordet ’misundelsesafgift’ om de nye bilafgifter én gang til, sætter jeg ild til mig selv.
Indtil nu har jeg udelukkende hørt de blå tude over det ovre på FB, og jeg kan.ikke.forstå, hvordan det adskiller sig fra al anden brugerbetaling, som de ellers er så begejstrede for i det farvesegment?

Du vil gerne have lov til at svine mere, end det er nødvendigt; ergo må du også betale det, det koster at rydde op efter dig.
Forklar mig, hvad fanden det har med misundelse at gøre?

mandag den 17. oktober 2011

Sker det også for jer?

Forleden kunne jeg ovre ved Maren til min store gru læse, at der findes mennesker, der ikke bryder sig om at blive krammet. Lad mig hermed benytte lejligheden til en kollektiv, dybtfølt undskyldning til alle de sagesløse Maren’er, jeg i tidens løb har krammet på.

For mig er stort set alle mennesker krammeobjekter, og jeg kan heller ikke rigtigt henvende mig til folk uden medfølgende håndspålæggelse. Meningen med mine ord kommer tilsyneladende kun RIGTIGT frem, hvis budskabet både fremføres verbalt og understøttes af fysisk berøring. 
Det er en slags handikap, jeg har

Men i dag har min trampen rundt på andre menneskers grænser alligevel nået nye højder.
Jeg kom til at ae en af Antons pædagoger på kinden.



%&”#&”!!!!
Vi er ikke jævnaldrende, men hun er fandme i hvert fald for gammel til at blive aet på!

Jeg blev bare lige så rørt over, at hun virker så glad for Anton.

Og hvad siger man? ”Undskyld, jeg kom til at ae på dig?” Men jeg mener det helt ind i den dybeste, mørke afkrog af mit sind, når jeg siger, at det ikke var med vilje. Det … skete bare. Lidt ligesom da jeg forleden kom til at kalde manden ved kassen i Silvan – på lige omkring de 40 – for ”Lille skat”.

Så jeg valgte bare at stryge ud af døren med Anton under armen og ”Aening? Det kender jeg ikke noget til”-mimik, i håb om at hun måske troede, at hun havde mærket syner.

Findes der en slags post-barselskørekort, man kan tage, før man lukkes ud i civilisationen igen?

fredag den 14. oktober 2011

Did he just call me fat?

Jeg går ud fra, at de fleste af os har en uvane eller to. En af mine, som jeg er blevet opmærksom på, efter at jeg er begyndt at transportere autostol med indhold rundt i bilen, er at jeg taler til andre bilister. Grimt. Men naturligvis kun, hvis de har fortjent det.

Af en eller anden grund, som jeg ikke engang selv magter at gennemskue, har jeg set mig særlig sur på de små, vimse følgebiler, der altid kører før og efter særtransporterne. Hver eneste gang jeg passerer en, kravler der mugne orm a la:
”UH! Se mig, jeg er tynde veninde!” og ”Nå! Der er nok nogen, der ville ønske, at de var en ambulance, hva!” ud af munden på mig. (Jamen, så hjælp mig dog!)

Men jeg er ikke et mindre menneske, end at jeg godt kan trække på smilebåndet af det, når karma så sender bolden lige tilbage i skærmen på mig. Som når jeg f.eks. overhaler en vindmøllekonvoj, og den forreste følgebil pludselig stikker af, kører alt, hvad remmer og tøj kan holde, og 4 km længere fremme parkerer midt på vejen for at tvinge modkørende bilister til at holde tilbage.
Med det resultat at 20 biler holder tilbage for det blinkende skilt ”BRED LAST!” og den eneste bilist, så langt øjet rækker, er mig.

onsdag den 12. oktober 2011

Kald mig bare gammeldags.

Det er vist en universel sandhed, at man, i takt med at man bliver ældre, synes, at de unge taler grimmere og opfører sig dårligere, end vi selv gjorde, da vi var på deres alder. Jeg er ingen undtagelse, og hvad enten det er pga. min aldersbetingede pligt, eller om det er fordi, der rent faktisk er reel grund til bekymring, synes jeg, at tonen blandt de unge i dag er blevet voldsomt rå, og at mobning når nye højder, fordi der på grund af de sociale medier, ikke længere er helle nogen steder.

Forleden kunne jeg så læse i avisen, at flere politikere under åbningstalen i folketinget havde haft meget travlt på FB. F.eks. nåede Søren Pind at poste 24 hånlige opdateringer undervejs.
Nu er det ingen hemmelighed, at det er mig, der ligger på bunden af Marianne Jelveds håndtaske, og jeg er sikker på, at den siddende regering ville være præcis lige så slem, hvis the upper hand var forblevet blå, men jeg synes godt, at man kunne have forventet lidt mere stil end det.

Og jeg ved godt, at når man vælger at være en offentlig person, vælger man også, at en del af offentligheden forholder sig til én. Det er den samme argumentcirkel, jeg selv er med til at holde liv i i blogland, hvor hønen er, at man må kunne tåle, at folk forholder sig (negativt) til det man skriver, hvis man vælger at skrive det, mens ægget er, at folk kan lade være med at læse med, hvis de ikke kan lide det, de læser.

Men hvordan skal vi forklare ungerne, at det er mangel på respekt, at sidde med ¾ af opmærksomheden rettet mod mobilen i undervisningen (og svært, grænsende til umuligt at få fuldt udbytte af indholdet) når dem, der sidder i den vigtigste klasse af alle, er skideligeglade?

Og hvordan forklarer vi dem, at de skal tale pænt til både hinanden og lærerne, når nogle af de vigtigste personer i det offentlige rum, verbalt bruger overlæggeren som fodliste?

Stram nu op, venner.

søndag den 9. oktober 2011

Nu vi snakker om Sidney Lee.

Er det ikke længe siden, vi har set noget til ham?

Med tillægsspørgsmålet: Er jeg den eneste, der var tusind på, at det var en aprilsnar, at han skulle forestille at være cand.stud.psyk. Bjarne et-eller-andet fra Ålborg? (Ja, med Å. Fordi jeg kan.)

På en meget foruroligende måde savner man jo nærmest den lille appelsin.

fredag den 7. oktober 2011

Det kan selvfølgelig også være, at det var sådan nogen, der gik på omgang.

Jeg var ovre i mit nye center og undervise i dag.

Egentlig ved jeg ikke, hvor længe endnu, jeg skal blive ved med overfor mig selv at referere til det som ’det nye center’, for jeg har snart undervist derovre i 3 måneder.
Nå, lige meget. Videre til historien.

Efter min time står jeg i omklædningsrummet uden en trevl på kroppen. Den eneste anden pige derinde klæder hurtigt om, og småløber ud af døren. Lige som døren smækker efter hende, kigger jeg over på hendes bænk, (man ejer den, hvis man klæder om ved den, Red.) og opdager, at hun i skyndingen har glemt sine høretelefoner.
Men altså. Man løber jo ikke efter hende ud i centret i bar røv, vel? Og der var ikke andre tilbage i omklædningen, jeg kunne bede om at stikke efter hende, så jeg besluttede mig for bare at aflevere dem i receptionen, når jeg gik.

Da jeg igen er anstændig, er der i mellemtiden ankommet lidt flere mennesker, bl.a. en nydelig dame på min mors alder, der sidder på bænken ved siden af høretelefonerne.
Jeg svinger tasken over skulderen, går over til hende og rækker frem efter hovedtelefonerne, mens jeg siger:

”Det er ikke dine, vel? For jeg..”

”Jo, det er.”
”… så.. hendeder gik.. ” (wtf??)

”Det er mine.”
Totalt med løg på, mand! Hvor gode nerver har man så!?

Nå. Men så kan jeg jo lære ikke at fremsætte mine konstateringer som spørgsmål.

torsdag den 6. oktober 2011

Kan I huske 80’er-talemåden: ”Nu snakker du vist bare for at holde fluerne fra munden”? Det her er sådan et indlæg.

For jeg er lidt forpustet i de her dage. Synes pludselig at det vælter frem med møder og surpriseopgaver af den slags, man godt et sted i en perifær afkrog af kalenderhjernen ved ligger på lur, men som man helt forskrækket tænker: ”Ajmen, det er da ikke NU?” om, når de springer frem med et ”TA-DAAH!!” Og når arbejdsdagen ikke skal være mere end to timer længere, end den plejer, før hele læsset vælter, og jeg sidder og damage controller, fra Anton er puttet, til jeg selv rammer dørken, (gror de maritime metaforer også på jer?) synes jeg pludselig, at det bliver lidt småt med tid.

Hvilket er grunden til, at det eneste, jeg blogmæssigt kan tilbyde i dag, er et kort kig på tværsnit af min hjerne fra dagens 5 timer i bil.

- Ih, hvor jeg altså synes, at LOC er pæn. Er man for gammel til plakater?

- SKRID NU FLUE!!! KÆFT, hvor irriterende! Hvordan kom den ind?? Ignorer den. Ignorer! Sgu da for dumt at gå glip af Antons opvækst, fordi jeg absolut MÅ vinde kampen over det lille lortedyr, og derfor glemmer at styre.

- HEY!! Kan sgu da bare hænge dem op inde ved Anton, og sige, at det var ham, der ville have dem!

- Hvor ER kaffe egentlig undervurderet. Varmer dejligt i en øm hals, smager godt, velegnet at vågne på (og det er derfor, at te aldrig kommer til at overtage verdensherredømmet!), og virker så fint som icebreaker i mit job. Folk vil én alt det bedste, og er altid utroligt gavmilde med flødeboller og hjemmebag; det er bare så svært at tolke med en kanelsnegl i hånden. Kaffe er måden at sige ja tak nok til, at de ikke føler sig som lorte-værter, samtidig med, at jeg kan passe mit arbejde - uden at blive tyk(kere).

- Åh nej, Steve. i(m)Sad.

- Jeg ELSKER min GPS!! Prøv lige at TÆNK, hvor meget Krak-print, jeg skulle have siddet og bladret febrilsk i, med den ene hånd på rattet og et halvt øje på vejen, hvis jeg skulle have fundet det her sted for 3 år siden. (Later-mover-Linda. Det er mig.)
- Er det for prætentiøst at købe en diktafon? Jamendeterbarefordi! Jeg kommer altid i tanke alting, når jeg kører, både blogindlæg, ting, jeg skal huske at købe og alt muligt andet vigtigt, men tilsyneladende er min hjerne tilsluttet bilmotoren, og slukker derfor sammen med GPS’en, når jeg parkerer.

- Nej! Nejnejnej! Hvad er nu det!?! NEJ! Hvad er det for en lampe??! Hvorfor lyser den?!

Et katastrofeblinksbelyst ophold i nødsporet senere:
Ok, rolig nu. Roooolig nu. (- men præcis hvor almindeligt er det, at biler eksploderer? *ængstelig-smiley*) Træk vejret og brainstorm på alt, hvad du ved om udstødningsproblemer. GO!

Og bare så alle kan falde i søvn i aften, kan jeg berolige med, at problemet viste sig at være overgnavede kabler. ”Ja, du har da ordentlig haft gnavere på besøg!” som den sjove Renaultmand spøgte.


Personligt mistænker jeg Anton.

mandag den 3. oktober 2011

Havnens Hårde Hunde(stejlere).

Nå, men her er gået ret meget tid med at våge over barn, der lider af den vrangforestilling, at han kan både gå og løbe, og jeg har lyst til at beklæde alle vægge og kanter med skumgummi og bobbleplast, så vi er beredte, næste gang han beslutter sig for at lege chicken med tyngdekraften.

Der kommer nok også lige til at gå et år eller to, før lyden af hans lille (stadig hårløse) hoved, der ramte dørkarmen, fortager sig.
Men midt i al dramaet har jeg helt glemt at fortælle om i fredags, hvor jeg var ovre og træne.

Tillad mig kort at opridse de praktiske rammer omkring arrangementet først.
Vi står stadig op omkring kl. 5 hver dag, så når det passer med mit arbejdsskema, bliver Anton fluks flyttet ud i bilen, når han begynder at blive lang i blikket, hvor min præfabrikerede træningstaske allerede står stand by. Så haster vi i samlet trop til træningscentret, hvor klapvognen foldes ud, og Anton bliver puttet lige uden for spinninglokalets vinduer med babyalarmen monteret i fodenden. Her sover han under mit kyndige opsyn og –hør (?), mens jeg sveder. Turbobad til mig, og efter 50 minutter er 2 x Elvis klar til igen at forlade bygningen.

Anton er stadig, af princip, imod søvn, så han har for vane at ligge og snakke/synge/råbe for sig selv, indtil han - meget modvilligt - må overgive sig.
Så i fredags sidder jeg på cyklen.(Ved ikke, hvorfor denne historie foregår nutid, der ellers er forbeholdt politimænd og professionelle sportsfolk, men det føles rigtigt.) Jeg har lige fyret op for Examples 'Changed the way you kiss me' (som nok er det fedest spinningnummer i 7-800 år), og ja. Der synges. Dynen i klapvognen er faldet til ro, og det insisterende ”BA!BA!BA!BA!BA!” er reduceret til lige-på-kanten-af-god-nat-mumlen.

- da jeg pludselig i alarmen hører: ”Nå, lille ven. Ligger du der og græder? Hvad er da det for noget?”
W.T.F!!?

Og da jeg kigger op, står gammel, trenchcoatbefængt mand og låser min klapvogn op, som han derefter spadserer af sted med.
Med mit barn i.

Vi ved nu, at man sagtens kan spurte i spinningsko.
Da jeg efter 2,24 nanosekunder står i mandens ansigt med hvad-HELVEDE-laver-du!!? smurt ud over det hele, kigger han på mig og siger:

”Ja, han græd. Jeg ved ikke, hvad der er i vejen.”

Nej. Det gør du ikke. For du kender ham ikke. Men det gør jeg, FOR HAN ER MIT BARN, OG DU HAR KRAFTEDEME BARE AT HOLDE DINE KLAMMME NIKOTINSNITTER AF HAM!!!!
Ja, altså. Det sagde jeg jo ikke, vel? For et sted i mit hoved ved jeg jo godt, at han bare ville hjælpe, så jeg formåede at holde det til et stramt ”Tak for det, jeg tager den herfra” og undlod at rive struben over på ham med neglene.

Hvilket jeg egentlig godt vil have en medalje for, nu I spørger.

Ja, det er et ret actionpacked liv, vi holder os hernede på havnen.

lørdag den 1. oktober 2011

Når nu man ikke kan få "Sund respekt for sine omgivelser" pakket ind.

Om 6 uger fylder Anton 1 år, og jeg er i den forbindelse naturligvis på forkant med panik over manglende gaveideer.

Eller... Det var jeg.

Det er mig nemlig en stor glæde at kunne meddele, at jeg idag i mit nye klubhus Vagtlægens Venteværelse har løst problemet.


Han får en rustning.

fredag den 30. september 2011

Er der en dansklærer til stede?

Hvorfor hedder det ikke: "Skulle være gået til Louis Nielsen"?

onsdag den 28. september 2011

1-0 til Esbjerg.

Der bor 71.000 mennesker i Esbjerg.

Det er Danmarks 5. største by.
Så når det bliver min tur på apoteket, og jeg siger ”Hej. Jeg skal hente noget medicin, der er ringet ind til min søn og jeg?” og damen ved disken uden ophold svarer ”Ja, til Linda og Anton?” - så bliver jeg fandme imponeret.

tirsdag den 27. september 2011

Når gode dyr er rådne.

Jeg er 34 år, hvilket med LOC’s poetiske ord betyder, at jeg er halvvejs gennem pisset. Forudsat at jeg ikke træder ud foran en lastbil, selvfølgelig. Efter 3 årtier i mit eget sel(v)skab, har jeg så småt sluttet fred med den, jeg er. Jeg kender mine stærke og svage sider, og er ret klar på, hvor jeg selv er med til at bære til bålet, når tingene går galt. Nogle af de mindre flatterende sider af min personlighed arbejder jeg med, andre lever jeg med, som f.eks. mit temperament og min udpræget høje grundspænding.

For det meste er jeg egentlig ok tilfreds med tingenes tilstand, men sat overfor nogle bestemte mennesker, får jeg lyst til at henvende mig i Informationen og kræve pengene retur.
Som f.eks. dyremennesker.

Dem, som lever efter dyrenes rytme, et fjernt sted med sparsom infrastruktur, og som ser sig selv, som en naturlig forlængelse af de 4-benede venner. (2 på strudsefarme.) Dem, for hvem snavs er usynligt og parasitter ikke er noget ulækkert.
Den ro de udstråler, er uhyggelig, mand. Får mig til at føle mig som det mest støjende og overfladiske menneske i verden, og på samme måde som jeg får skyldkløe over det hele, hver gang politiet kommer forbi, giver de her mennesker mig altid fornemmelsen af at være endt op med de helt forkerte værdier..

Hvad er det, de har regnet ud, som jeg ikke har?
Sig det!

Det værste er næsten, at jeg med det samme begynder at skrue på knapperne i håb om, at de skal forstå, at jeg jo er en af dem, bare i by-versionen. Zen, når det kommer til vigtige ting i livet, og sådan. Det er meget smertefuldt at være vidne til, også for mig selv. F.eks. kunne jeg, da jeg stod overfor en af dem sidst, pludselig i et glimt se mig selv udefra; med bevidst åbent kropssprog og aktivt lyttende mimik, mens jeg forsøgte at tale langsommere.
Hej. Jeg hedder Linda. Jeg er ikke hidsig og hysterisk; jeg er sinke og motorisk udfordret.

Seriøst. Jeg trænger til hjælp.

søndag den 25. september 2011

Kynisk? Mig?

Anton har været til fotograf her i weekenden. Ja. Jeg ved det. Jeg troede heller ikke, at vi var sådan nogen, men efter at tilmeldingssedlen havde siddet på garderobedøren hos Tyttebøvserne i 3 uger og emmet ”…og du er HELT sikker på, at du er ligeglad med at få din søns barndom foreviget…?” bukkede jeg under for presset, og skrev os på.

Så lørdag formiddag kl. 10, sad jeg i fotografens showroom og undrede mig over, hvad folk er villige til at betale penge for.
Én ting er de babybilleder, hvor ungen ligger på fars tatoverede arm og ligner noget, en tjener skal til at skovle over på din tallerken, men helt i særklasse er bryllupsbillederne.

Jeg vil ikke udelukke, at jeg bør erklæres inhabil ift. at have en holdning til bryllupsbilleder, i og med at jeg aldrig har haft lyst til at blive gift, (og inden I lægger jer på lur i kommentarfeltet med høtyve og fakler, skal jeg skynde mig at sige, at jeg synes, at det er FINT, at andre vælger at blive gift; det er bare ikke for mig) men… hvorfor er det altid de lidt … tunge brude, der skal ligge på bilkølere og slange sig, mens både mand og bil ligner skamskudt vildt, der er taget til fange?
De ’sjove’ billeder, hvor manden kigger op under kjolen, eller kvinden ligger på knæ og manden spiller kostbar, giver mig lyst til at kravle ind under gulvtæppet af skam på parrets vegne.

Og hvis min mand sagde ja til at lade sig fotografere med en sort paraply magen til min den hvide, ville det være grund nok til hive op i skørterne og sprinte tilbage til kirken i mine diamantbesatte Nikes (hvad!? Bliv SELV gift i stiletter, når du er 1.80!), mens jeg råbte ”IKKE ALLIGEVEL!!!” af mine lungers fulde kraft. Der mener jeg faktisk ikke, at man kan tillade sig at blive hverken sur eller forbavset, når han om 2 år stikker af med sin frisør.

Det eneste billede, som virkelig sagde mig noget, var det sort-hvide, semidystre foto, hvor brud og gom sad på hver sin perronbænk i støvregn og kiggede alvorligt lige ind i kameraet.  Det synes jeg til gengæld var hysterisk fedt.

Hvilket nok egentlig siger en hel del mere om mig og mit livssyn, end om alle de glade, tylbefængte damer tilsammen.

fredag den 23. september 2011

Det man hører, er man selv.

Jeg kan ikke finde ud af at indstille radioen i min bil, hvilket betyder, at jeg har P3 på alle mine kanaler. Da der er grænser for, hvor meget P3, man kan tage, uden at føle trang til med fuldt overlæg at køre sin bil hårdt ind i en betonmur (seriøst: Jeg forstår ikke, at man som journalist ikke er nødt til at afbryde udsendelsen for at sparke sin kollega i løgene, når han i ramme alvor fortæller en historie om en mand, er vandrer rundt i bjerge og dale i et ’kopieret’ terræn.), oplever jeg i disse dage glade genhør med mine gamle cd’er.

I går, da jeg kørte til Århus, havde jeg fået smidt Bon Jovi’s New Jersey i tasken. (Og jeg er ligeglad med, hvad ALLE siger: Det album HOLDER!) Mens jeg sad og sang med, kom jeg i tanke om, at det var den plade, Rune havde med til engelsktimerne i 8. klasse, hvor vores engelsklærer var hip nok til at lade os analysere sangtekster, i stedet for andre markant mindre relevante ting, som f.eks. Shakespeare.

Det er 20 år siden.

Og jeg tog mig selv i at tænke, at cirklen på en eller anden måde er sluttet.
Jeg ved ikke, om jeg som 20-årig flygtede mere end jeg flyttede, men fact er, at jeg følte mig fastlåst i den person, som vi alle ved fælles hjælp havde fået mig gjort til. Jeg syntes, at Esbjerg husede de mindste mennesker i verden, og jeg følte ikke, at der var hverken plads til eller forståelse for dem, der ikke lagde sig pænt til rette i skabelonen.

Da jeg flyttede, var jeg faktisk ikke længere bange for at være anderledes, men jeg var arret på kryds og tværs over den behandling, det havde udløst at være det. Og så var jeg træt. Træt af små, bitte mennesker, træt af offerrollen og træt af at slæbe rundt på min egen historie.

Hvilket nok er en stor del af grunden til, at jeg ikke har været udelt begejstret over at flytte tilbage, for jeg er så meget på vagt overfor alt og alle, at jeg er som en overspændt guitarstreng. Jeg er så bange for at gamle bekendte fordeler rollerne i forventning om, at jeg stadig er den, jeg var, at jeg er meget tæt på at gøre det til en selvopfyldende profeti.

Men måske er det tid. Måske er jeg der, hvor jeg er nødt til at rejse tilbage til udgangspunktet for at forstå, at den person, der gemte sig under alle lagene, viste sig at være den rigtige. Og at det derfor ikke længere gør nogen forskel, hvor jeg placerer mig fysisk og geografisk.

I bund og grund er det vel den endelige test. Hvis jeg kan tage tilbage og opdage, at ingen længere har magt over mig eller mulighed for at gøre mig til den, jeg var, forstår jeg måske, at den, jeg er i dag, er den rigtige version af mig, og ikke bare noget, jeg leger indtil nogen råber: ”Afsløret!”

tirsdag den 20. september 2011

Jeg. Er. Så. TRÆT. Af. At. Være. Syg!

Jeg beklager den lave frekvens af indlæg på bloggen, men jeg er – stadigvæk, for satan i hede, hule helvede! – syg, og mine tanker bevæger sig derfor med samme hast som en skildpadde på valium, der svømmer rygsvømning i sirup.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men da alle sagde, at institutionsopstart gav mange sygedage, havde jeg nok opfattet det som: ”- til Anton.” Silly me. Har nu været kronisk i knæ i 6 uger, og man melder sig jo for fanden ikke syg 42 dage i streg, vel? For så ved vi alle sammen godt, at Nemesis bestiller en lungebetændelse med sprængt blindtarm on the side i umiddelbar forlængelse af sygemeldingen.
Anton er ligeså skidt (men har arvet sin mors konkurrencementalitet, og forsøger at toppe mig med en gang øjenbetændelse) og vågner derfor en gang i timen fra jeg putter ham til kl. 3, hvorefter han sætter intensiteten op, og vågner hver halve time, indtil jeg giver op.

Lige nu har jeg så ondt i ørerne, at jeg er halvanden decibel fra at høre dårligere, end de mennesker, jeg tolker for, min hals er foret med pigtråd og mine øjenbryn har tilsyneladende fået bevilget permanent opholdstilladelse i den nederste del af mine øjenhuler. Jeg har feber, mine kæbeknogler gør ondt, ondt, ondt, og vagtlægens eneste trøst var, at ”sådan kan det fortsætte i årevis, når man har små børn”.
Vil I have mig undskyldt et øjeblik, mens jeg går ud og hænger mig?

fredag den 16. september 2011

Fang mig på kliché.com.

Jeg vågnede i Århus forleden, og selvom det er skønt at være der, må jeg sige, at glæden er bittersød, for jeg savner byen så meget, at jeg nogle gange næsten bliver fysisk dårlig over det.

Århus er bare … pænere. På mange måder noget gammelt skrammel, men noget charmerende gammelt skrammel. På det lavpraktiske plan savner jeg de små ting, som f.eks. at gå en tur i Mindeparken, omgivet af mennesker på picnic og kirsebærtræer i blomst, i stedet for de vrede hybenbuske og hundelorte, vi dekorerer lokalområdet hernede med.
Det skal retfærdigvis siges, at det heldigvis er gået, som jeg havde forventet: Efter at jeg er startet på arbejde igen, er hverdagene så pakkede, at der ikke rigtigt er tid til at savne det, jeg flyttede fra, og heldigvis er jeg stadig ikke det mindste i tvivl om, at det her var den rigtige beslutning. For familie holder. Punktum.

Ind i mellem bliver jeg bare overvældet af opgavens omfang.
I sidste uge f.eks. skulle jeg lave pesto, og da jeg måtte forlade den tredje forretning med uforrettet sag, fordi ingen hernede har hørt om løvstikke, havde jeg lyst til at sætte mig på kantstenen og tude. Jeg kunne forstå det, hvis jeg havde været på jagt efter smalbladet, japansk øko-mynte, men fucking løvstikke?? I Århus kender jeg 24 butikker, der HELT sikkert har løvstikke, og derfor bliver sådan en situation indbegrebet af, hvor ny jeg er i gamet her i byen, og hvor langt jeg har igen, før jeg føler mig bare tilnærmelsesvis ligeså meget hjemme her, som jeg gjorde i Århus.

Nå, men er det ikke noget med, at al begyndelse er svær?

onsdag den 14. september 2011

Top 3 over Dagens Overvejelser I Bilen:

1) Bør man egentlig starte med at date igen? Med tillægsspørgsmålet: Hvor går man hen for at lære at blive tiltrukket af brintoverilteafblegede hår og Iceman? Gider ikke rigtigt være alene. Gider på den anden side heller ikke så godt indordne mig (well, that bodes well). Med mit dagsprogram er det vel også noget med nettet (fiskeri-joke), for det er fuldstændig udelukket at være vågen i byen efter kl. 22.

Åh. Kan med det samme ane en solid mur af forbehold mod stavefejl, nyskilte mænd og blinke-smileys i horisonten.

Så, nej. Vel?

2) Er lige blevet overhalet af en bedemand. 145 km/t. Seriøst. Hvad skal han nå?

3) Kære Freud. Er det normalt at blive helt-ude-af-proportioner-irriteret over teksten til Chicago’s Get away? ”Hold me now. It’s hard for me to say I’m sorry.” Klart. Det er da dig, der skal trøstes, når du har bragt dig selv i en situation, hvor du må sige undskyld. Nar.

mandag den 12. september 2011

Det bliver en lang vinter.

Har man været inficeret af den grumme vuggestuebacille for længe, når man bliver seriøst begejstret over, at Strepsil har lanceret en ny smag?

(Jordbær. Ammenam. Og så er den sukkerfri, yei!)

(Og nej. De har ikke betalt mig for reklamen. Men hvis I læser med, Strepsilfolk, så er jeg til salg. For jeg fornemmer, at de små, fedtede banditter kommer til at kræve deres egen post på budgettet.)