fredag den 31. december 2010

Nogen, der så hvor 2010 gik hen?

For hvad der føles som ti minutter siden skøjtede jeg rundt i hæle, diadem og champagne. Så blinkede jeg med øjnene, fødte en søn og nu er der gået et år. Uden at begive mig ud at spå om fremtiden, tror jeg ikke helt, at i aften bliver lige så kåd som sidste års nytårsaften, men sikkert er det, at det er 4. gang, vi holder skriftlig nytårskur her på Blogsbjerg. Grundet midlertidigt, børnerelateret nedbrud i overskudscentret bliver resultatet formentlig en anelse mere blodfattigt og rodet end de foregående 3 år, men begrænsnings kunst er en ukendt størrelse for mig, og hellere komme galt af sted end slet ikke at komme af sted.

Vi holder fast i skabelonen, hvor vi tematiserer årets tilbageblik på den horoskopagtige måde, og slutter med et citat fra en sang, jeg holder af.

Here we go:

Helbred:
Svangerskabsforgiftning er en tarvelig so, og jeg er ikke færdig med at være sur på den over at have berøvet mig den sidste del af min barsel, hvor jeg skulle have hængt ud på Baresso (love it), og været alene i biografen om eftermiddagen (love it endnu mere). Men bortset fra den 4 uger lange, toksiske tilstand, har jeg været frisk som en - lidt vel tung - havørn.

Og jeg er stadig imponeret over, at kroppen kan fremstille et nyt menneske, og 6 uger senere er de 3 små hudafskrabninger down under helet, jeg mangler at tabe 6 kilo, og alting fungerer som det skal.

Karriere og økonomi:
Når jeg snakker med nye medlemmer om træning, og de spørger, hvordan man bevarer motivationen, plejer jeg at sige, at det kan være en meget god ide, at man, inden sit træningspas, beslutter, om man vil forbedre eller vedligeholde sin form. Når overskuddet er der, er det ikke en skid besværligt at komme af sted, løbe hurtigere og løfte tungere. Det er på de tidspunkter, hvor det har været mandag hele ugen, hvor ungerne får tænder, og hvor du er blevet degraderet af chefen, fordi han har ansat Sophie-Amalie på 17 år med dådyrøjne og D-skål til at overtage dit job, at det er svært at orke. På de tidspunkter er det ok at fokusere på at vedligeholde det, man har bygget op, uden at gå til i dårlig samvittighed, for dårlig samvittighed er forløberen til Så Kan Det Også Være Lige Meget.

Og selvom mine udfordringer i år har været af den glade slags, har jeg stadig været nødt til at beslutte mig for at vedligeholde positionen på karrierestigen i stedet for at klatre op af den, hvilket falder meget fint i tråd med sidste års nytårsforsæt: At skrue ned og sige nej. Så mission impossible accomplished.

Kærlighed:
Den altoverskyggende kærlighed i år tilfalder min søn, som jeg stadig ikke kan fatte, at jeg var så heldig at få. Han er mit lille mirakel, og jeg kan blive helt ør af taknemmelighed over, at han valgte mig.

I forhold til mænd er det blevet til lidt hist og pist, men det har ikke været dem, der har været i fokus. På en eller anden måde virker det en smule forkert, når mænd lægger an på en, mens man er gravid; i hvert fald når de ikke ved, at man er sådan en alene-én. Og hvis man skulle have kastet sig ud i netdating, synes jeg, at det ville være blevet en udfordring af de større ikke at komme til at virke som om, man var på jagt efter en erstatningsfar til barnet. Jeg mener: Når ”Skal du noget på onsdag?” hos mange mænd (ikke dig, selvfølgelig) opfattes som ”Jeg tænkte på, om du ville møde mine forældre og giftes?”, så kunne jeg godt frygte, hvad det ville afstedkomme af reaktioner, når man stiller på første date og ligner en, der har slugt en fodbold.

Jeg er bange for, at der heller ikke til næste år bliver forfærdelig meget tid til at skrive datingprofiler og suse rundt i nattelivet, men så kan jeg jo passende blive hende, der lægger an på de nyskilte fædre i vuggestuen - hvilket meget elegant leder os videre til årets sidste afsnit her på bloggen:

2011:
I aften, når I skåler i champagne, og Anton og jeg skåler i mælk, går vi ind i et år, som på mange måder bliver det mest skelsættende i mit liv. Hvor alle andre beslutninger, jeg nogensinde har truffet, har medført forandringer på isolerede dele af mit liv, er den, jeg nu har truffet, gennemgribende og absolut. Der er ikke mulighed for at trække sig tilbage til et hjørne, hvor man kender betingelserne og lige få pusten, inden man hopper tilbage i ringen, og uanset om vi ender i Århus eller Esbjerg, har Anton forandret mit liv for altid.

Jeg er blevet vi, og jeg glæder mig sådan til at tage på den rejse med ham. For selvom det er hårdere, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig, så elsker jeg ham så uendelig højt, og jeg ville til enhver tid træffe den samme beslutning igen. Det praktiske er trods alt bare ydre omstændigheder, som når det kommer til stykket er fuldstændig ligegyldige. Størst af alt er kærligheden, og som Rob Thomas udtrykket det:

We’ll get by; it’s the heart that really matters in the end.

Godt nytår.

torsdag den 30. december 2010

Jeg ved godt, at det handler meget om Anton, men..

*når jeg lægger ham i sengen om morgenen, og vi ligger næse mod næse, og han kigger meget koncentreret på mig, for derefter at spytte sutten alt hvad han kan, lige i snuden på mig, eller

*han sidder op af mig, og møffer rundt i søvne, mens han udstøder sin veltilpashedslyd eller

*han pænt finder sig i at få de her sko på, fordi moren er ved at over, hvor kær han er

så ville jeg ønske, at livet havde en kæmpe stor "Synes godt om"-knap.

onsdag den 29. december 2010

Husk, hvad søvn kan gøre.

I morges kl. 4.15, da jeg for 4. gang på en nat sad med gylp i håret, et skrigende barn og patter i fri dressur, fik jeg den tanke, at det her aldrig bliver anderledes. At jeg om 3 år stadig sidder lige her i denne stol, fed, fordi jeg ikke har tid til at lave mad, og derfor lever af noget, jeg kan skovle op af en dåse med én hånd, med visne muskler af mangel på træning, polsk motorvej i hårbunden, hår på benene, ingen venner og tre katte fra officielt at være sær.

Lige der havde jeg mest af alt lyst til at sætte mit liv til salg på eBay.

Ville dog nok lige kræve, at man gik over beskrivelsen af det med noget airbrush og en PR-agent.

Og jeg bliver opfyldt af mit gamle graviditetsraseri helt forfra, når nogen forsøger at trøste mig med, at det jo bare en fase. Det kan jeg jo for fanden ikke kravle ned og sove i, vel?

Da jeg klokken 7 sad der igen og tudede af afmagt og træthed, blev jeg sendt i seng af min mor. Af en eller anden grund, føltes det overhovedet ikke spor mærkeligt, selvom jeg er 33 år, og da jeg stod op 1½ time senere, kunne jeg pludselig igen huske, at jeg har verdens sødeste baby. Jeg kunne grine af, at ungen bliver så hidsig, at han nærmest kan stå lodret af raseri, hvis ikke maden kommer på bordet i det seKUND, han slår øjnene op. Og jeg nynnede, da jeg gik over og købte to sangbøger til ham og en kaffeholder til barnevognen og to termokrus til mig selv, mens jeg smilede og ønskede godt nytår til alle jeg mødte på min vej.

Prøv lige at tænke på, hvad det kan blive til, når jeg engang får 5 sammenhængende timers søvn igen.

mandag den 27. december 2010

Ok.

Alle dem, der heller ikke gider at høre mere om Bornholm: Op med hånden.

(Tusind tak for alle jeres søde og kloge kommentarer. Ingen beslutning er truffet endnu; jeg trænger bare lige sådan til en pause i hovedet.)

lørdag den 25. december 2010

En flygtning krydser sit spor.

De sidste par måneder, er der en tanke, der gradvist har trængt sig mere og mere på. Og jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre, så nu skriver jeg om det i håb om, at det vil få klarhed og fred til at sænke sig over mig.

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal flytte tilbage til Esbjerg.

There. I said it.

Det gør noget ved mig at se mine forældre sammen med Anton, og jeg kan mærke, at jeg virkelig, virkelig gerne vil gøre det muligt for ham at have et tættere forhold til dem, end jeg selv har haft til mine bedsteforældre.

Ud over familien er der flere andre ting, der taler for at vende tilbage til havnen. D. 1. september skal jeg fraflytte den lejlighed, jeg bor i nu, og jeg vil meget gerne være fri for at skulle bo i lejlighed igen. Jeg gider ikke flere trapper. Eller at skulle slæbe al Antons legetøj, kaffekopper og telefoner med op og ned, så det ikke bliver stjålet, hvis vi til sommer skal bruge en baggård. Vil nok også på lang sigt være rart for Anton at få sit eget værelse, for det kan godt ske, at han får det sværere end nødvendigt, når han som 17-årig skal forklare, hvorfor jeg sidder ovre i hjørnet med en kop kaffe og store ører, når han har sit tekniske skole-posse med hjem.

Hvis vi skal have noget rækkehus af en slags i Århus, kommer vi til at bo i en forstad til en forstad til Hinnerup, og så vil det formentlig stadig være noget, der ligner en ramponeret studenterhybel. Og der vil stadig ikke være penge til en bil. I Esbjerg vil vi have råd til begge dele.

Jeg kunne også rigtig godt tænke mig, at jeg kunne sende barnet ud og lege selv. Nu må I ikke blive sure på mig, Århus-forældre, men jeg er ikke udelt begejstret for, hvad det gør ved nogle børn (ikke jeres, selvfølgelig) og udviklingen af deres sociale kompetencer, når mor eller far er nødt til at sidde med på legepladsen og kigge barnet over skulderen, når det forsøger at løse konflikter med Cornelius og Alba-Sophia.

Og der er slet, slet ingen tvivl om, at det vil give mig mere frihed at have både mine forældre og min søster og hendes mand i nærheden, når Anton er syg eller jeg skal noget, der strækker sig over så lang tid, at man ikke kan være bekendt at bede sine venner om at stille op.

Men for fanden, altså for… Av, ikke?

For hvis jeg flytter fra Århus, forlader jeg 90 % af mit sociale netværk, og jeg ved simpelthen ikke, om jeg kan leve uden alle de mennesker, jeg holder så forfærdelig meget af. Jeg forlader mit fitnesscenter, mine hold, mine medlemmer (jamen, de ER mest mine), min by, mine Baressos (Baressoer? Baressøer?), 7/11, søndagsåbent, specialforretninger og ordentlige cafeer. Jeg forlader et sted, hvor der er markant højere til himlen, end der er i Esbjerg. En by, hvor der er plads til forskellighed, og hvor der ikke kun er ét rigtigt svar. Jeg forlader den by og de mennesker, der gjorde mig til den jeg er i dag; et menneske, jeg holder langt mere af, og som har meget mere ro i både krop og sjæl, end hende, der flygtede fra fødebyen. Og jeg lukker endegyldigt døren for den mand, som jeg aldrig tror, jeg bliver færdig med at elske.

Mit arbejde vil jeg kunne beholde; der vil bare blive mere tid på vejene. Der vil nok også være nogle gamle venskaber, som jeg med lidt omhyggelig pleje kan opdyrke igen. Og måske – måske – vil det i længden være nemmere at have en spinningtime om ugen i et center, hvor jeg bare er Hende Den Nye, og ikke den, der i årevis har været involveret i 50 % af alt, hvad der foregår dernede.

Eller også vil det overhovedet ikke.

Fuck.

Nogle gange, ikke? Så synes jeg godt nok, at det er svært at være voksen.

fredag den 24. december 2010

All I want for christmas...

is you.

Fra begge os til alle jer: Glædelig jul.

onsdag den 22. december 2010

Can you feel it?

Noget, der altid har irriteret mig voldsomt inden jeg fik Anton, er børneforældres (og måske især mødres) vane med at gøre krav på empati og medfølelse, når samtalen falder på noget, der er svært. Hver eneste gang man hører om noget, der er synd for nogen, er der tilsyneladende altid en mor, der lige kan få sneget ind, at det gør mere ondt på hende, end på folk uden børn.

Nu er jeg jo ENDELIG i stand til at spille på begge sider af nettet i de her diskussioner, så det har jeg naturligvis tænkt mig at mene en hel masse om.

Det her indlæg blev født i går, da jeg var ude og handle, og kom forbi en forretning, hvor en ejer havde tøjret sin gamle labrador uden for. Da jeg gik forbi, kiggede den ikke engang på mig; den stod bare modløst og rystede med skægget fuldt af istapper, mens den kiggede mod døren og ventede på, at ejeren, der tydeligvis havde været væk i lang tid, skulle komme tilbage.

Det fik jeg helt tårer i øjnene over.

Senere, da jeg var kommet hjem, fik jeg en lidt trist mail fra et menneske, jeg holder meget af, som ind imellem har det så svært med sig selv, fordi vedkommende lider af den sygdom, som temmelig mange i min omgangskreds lider af: Det sort/hvide syn på egne evner. Enten skal man være så god til tingene, at resultatet bliver perfekt, eller også er det lige meget. Vi har fuldstændig mistet medianen, de grå nuancer og godt nok. Ikke fordi jeg synes, at overlæggeren skal tvinges ned i dørtrinshøjde, men det er i længden temmelig slidsomt, at man enten føler, at man skal yde 200 % og levere det fuldendte, eller på forhånd giver op med dårlig samvittighed, vissent selvværd og den beske smag af fiasko i munden til følge.

Og jeg får markant mere ondt i maven over det nu, når folk er kede af det, end jeg gjorde før jeg fik Anton.

Hvilket gør UTROLIG ondt på mig at indrømme, så jeg er naturligvis straks gået i gang med at lede efter en plausibel forklaring, som ikke efter efterlader folk uden børn i kategorien ”ufølsomme istapper”.

Jeg tror, at det handler om flere ting. Det helt indlysende er, at indsatsen er blevet tusindedoblet fra det ene sekund til det næste. Der er pludselig så utrolig meget mere at miste, og den vished kan man næsten blive skør af at have permanentparkeret i hovedet, hvor den - meget uvelkomment - også retter spottet mod alt det andet, man heller ikke kan udholde tanken om at leve uden.

En anden - og måske knap så oplagt – forklaring (og jeg aner ikke, om jeg kan have ret i den her) er at man, når man får et barn, pludselig er nødt til at lukke ned for sig selv, for ikke at blive vanvittig af at være blevet forvandlet til servicestation for et andet menneske. Og den evige blafren med antennerne for at gætte og være på forkant med et andet menneskes behov, kan man åbenbart ikke bare lige slukke for igen, så pludselig er man forvandlet til en hypersensitiv parabol, der fanger ALT, hvad der farer rundt i luften af signaler, uden at være i stand til at sortere i det.

Det kunne godt forholde sig sådan, ikke?

Kan selvfølgelig også bare være, at jeg allerede har glemt, hvordan det er ikke at have børn og har joined the dark side. Forleden tog jeg f.eks. også mig selv i at spekulere på, om det der fødsel egentlig var så slemt….

mandag den 20. december 2010

Life is getting Haarder.

Jeg ved godt, at vi skal synes, at Bertel Haarder selv er ude om det, og at DR selvfølgelig er i sin gode ret til at vise det famøse røvhulsinterview – men må jeg godt sige noget?

Også selvom jeg bare er menig tv-seer, fuldstændig uden nogen form for journalistisk indsigt eller forståelse for principperne bag Det Gode Interview?

Jeg er træt af DR og TV-avisen, der burde skifte navn til Nogen Forsøger At Snyde Os Alle Sammen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har udholdt at sidde gennem en hel nyhedstime på den kanal, for efter 28 sekunder begynder jeg at svede af irritation over, at INGEN af deres ofre får lov at tale færdig, at alle skal mistænkeliggøres og at tonen er så aggressiv, at man føler sig som et barn i et skilsmissetruet hjem, når man ved en forfærdelig fejl ender på DR omkring kl. 21.

Det skal altid være Nogens Skyld, uanset hvad fanden vi snakker om, og man fornemmer tydeligt, at journalisten bare ved, at skurken på den anden side af bordet har forsøgt at forlede uskyldige seere/vælgere/forbrugere med fuldt overlæg, og ser det som sin hellige pligt at få vedkommende til at hoste op med en tårevædet tilståelse.

Synes jeg, at det er i orden, at politikerne vil have lov at diktere, hvilke spørgsmål de vil svare på, og hvordan de skal stilles? Nej. Ikke som udgangspunkt. Men jeg tror – hånden på hjertet – at de færreste af os, ville være i stand til at besvare spørgsmål om alle hjørner og afkroge af vores arbejdsplads og job, hvis vi ikke havde haft mulighed for at forberede os bare lidt først.

Og de sidder immervæk øverst i matrixen i en relativ stor organisation.

Inden nogen lægger en kommentar om det kritisable i, at politikere får lov til at udstikke dagsordenen for, hvad der skal tales om, og dermed også hvad der IKKE skal tales om, vil jeg gerne sige, at jeg er enig.

Jeg synes bare ikke, at der er meget statement i at vise et klip af en mand, der mest af alt ser ud, som om han er på sammenbruddets rand.

lørdag den 18. december 2010

I mangel af bedre.

Har fuldstændig mistet interessen for:
Håndbold. Aj, men er det ikke fuldstændig ligemeget?

Nyhedsindslag om snevejr og bæltekøretøjer. Føles som om, de har taget fat i hjørnerne af vejrudsigten og stuuuukket den ud over 25 lange, ligegyldige minutter.

Politiske dueller i tv. Hvis jeg skal se en eneste mere af slagsen, forlanger jeg, at den lever op til sit navn på den bogstavelige måde og involverer skarpladte våben.

Kan ikke lade være med at trække på smilebåndet af:
Min far, som insisterer på at vi skal ud og køre en tur sammen i mine forældres nye bil, hvor han som en anden motorsagkyndig myndigt guider ”Til højre ved næste kryds” og ”Bare lige over”, inden jeg får lov at køre i den selv. Jeg fylder 34 om en måned, og har haft kørekort i 16 år.

Min bedstefar, der blev noget stram om kæben, da han spurgte, om ”vi” havde planlagt barnedåb (mig og Anton eller hvad??), og jeg fortalte, at barnet bare skulle navngives. Come nu on, bedstefar. Jeg er alligevel raget uklar med nærmest alle religioner ved at få ham, som jeg har, så det løb er kørt.

Kan til gengæld sagtens lade være med at smile af:
Voksne mennesker, der går med nissehuer offentligt og mener det alvorligt.

Mænd i pels. Ja. Igen. Fat det nu!

Den ubegribelige lammelse af højre hjernehalvdel, der tilsyneladende sætter ind hos 80 % af de handlende i Bilka, som medfører, at stærke farver og rod tiltrækker og paralyserer dem, så mister evnen til at flytte både fødder og deres fede, forpulede vogne. (Vi er faktisk nogen, der kun må være ude til barnet vågner i et vræl.)

Fatter ikke:
At jeg har formået at få klippet pandehår, købt julegaver, navngivet Anton, afleveret mine biblioteksbøger (kunne efterhånden have købt 24 vilkårlige hyldemetre i Bog & Idé for de penge, jeg skylder i bøde. Har til gengæld ikke nået at læse en eneste af dem) og skrevet ungen op til institution, samtidig med at jeg rent faktisk har taget relativt forsvarligt vare på ham.

Hvad mine briller bliver så utroligt fedtede af. Jeg mener: Jeg sidder HELT stille og kigger ud af dem??

At jeg i dag har købt to ting, som jeg alle dage har forsvoret, at jeg nogensinde skulle kaste min værdighed i grams ved at give penge for: En juledragt til Anton i nervøs glamour, komplet med nissehue und alles (burde fandme døbe ham alene for at kunne gøre brug af de her billeder til hans konfirmation) og en neglelak. Fra Hello Kitty. Please shoot me.

Er det mig eller:
Er der uforholdsmæssigt meget Poul Krebs i radioen?

Håber godt nok:
At vi får De Små Synger i julegave af nogen. Forleden sang jeg 'Pjerrot sa’e til månen' for Anton, og synes egentlig selv, at det gik ret godt, indtil jeg 10 minutter senere (officiel ammehjerneforskydningstid) pludselig med tilbagevirkende kraft kunne høre, at jeg i stedet for ”Husk det er Pierette, jeg nu skriver til” sang ”Husk det er Tourette, jeg nu skriver til”.

At I hænger på til der igen kommer lidt sammenhæng og indhold i det, jeg skriver.

torsdag den 16. december 2010

Smil til fotografen, skat.

Når man har fået 6 timers søvn, er der faktisk overskud til at synes, at det her er en lille smule sjovt...

tirsdag den 14. december 2010

Og i morgen er der atter en dag.

De fleste siger, at 4. dagen efter man har født, er tudedagen; noget med hormoner, der forlader bygningen og sådan, men jeg synes godt nok, at tudedagene er gavmildt drysset ud over hele forløbet, og jeg har en grim mistanke om, at det ikke har tænkt sig at stoppe igen. Ever.

I dag er f.eks. en af slagsen. For selvom jeg godt på forhånd vidste, at den lille fyr ville ændre på verden, som jeg kender den, bliver jeg alligevel med jævne mellemrum overvældet af, hvor omfattende en livsændring, det egentlig er. Det hele er fandme bare så nyt, og selvom jeg under min graviditet var fuldstændig klar over, at jeg ikke kunne forestille mig, hvordan livet ville blive, når han først var kommet, kommer det alligevel bag på mig, hvor hårdt det er at skulle lære at være mor samtidig med, at man tager afsked med sit gamle liv, når søvn er pillet fuldstændigt ud af ligningen.

Så i morges knækkede filmen, og jeg har brugt en hel dag på at tude over… ja, alting, faktisk.

Det gør fysisk ondt på mig, at han har ondt i sin mave hele tiden, og at der ikke er en skid, jeg kan gøre for at hjælpe ham. Og alle andre nye forældre lader til at have overskud til at synge pædagogiske sange for deres børn og lege udviklende og motorisk simulerende lege med dem, mens jeg bare er så træt, at det eneste jeg kan, når jeg er færdig med alt det praktiske, er at optræde som autist. Og så får jeg simpelthen så dårlig samvittighed over, at han er blevet udstyret med verdens dårligste mor, og at jeg ikke har givet ham en far, der kan tage over, når overskuddet er helt forsvundet.

Der var selvfølgelig heller ingen, der lovede at det ville blive let, og jeg skal nok komme efter det.

Jeg håber bare, at han vil have tålmodighed med mig så længe, den lille.

søndag den 12. december 2010

Rædselsslagen er også en slags vågen.

Når jeg tænker tilbage på, hvordan jeg så min mor gennem hele barndom, husker jeg det som om, at hun kunne (og stadig kan) ALT. Hun kunne svare på alt det, jeg ikke vidste. Edderkopper? Dem fjernede hun. Hunde og bøller på vejen? No problem. Man tilkaldte bare Verdens Bedste Mor.

Beklageligvis lader det gen ikke til at være arveligt.

I nat, da jeg skulle amme 2. gang, var jeg simpelthen så træt, fordi 1. runde tog 2½ time, at jeg satte mig ind i sofaen og tændte for fjernsynet i håb om, at det kunne holde mig bare lidt vågen. (Virker så forkert og uengageret at sidde og sove med vågent barn monteret på blottet overkrop.)

Det jeg så gerne ville have vidst var, at sendefalden om natten, som i forvejen er skidemørk og uhyggelig, åbenbart er reserveret til gyserfilm.

Som jeg er hysterisk bange for.

Så da tv’et blændede op for The Blair Witch Project, gik jeg så meget i panik, at fjernbetjeningen røg fra mig og 3 meter hen af gulvet, da jeg skulle skyndemigatskifte!Skyndemigatskifte!Skyndemigatskifte! – men ikke før jeg havde ramt 9’eren, hvor der var The Ring.

Og så sidder man dér og kan ikke rigtig nå den.

Derfor blev mit barn i nat ammet af angst stenstøtte med sammenknebne øjne, der katatonisk messede "Lalalalalalala!!" for at overdøve gyserlyde.

Supermom.

Men i det mindste virkede det efter hensigten.

lørdag den 11. december 2010

Top 5

over ting, Anton ikke kan lide:

1) Søvn.
Når vi sover RIGTIG længe, sover vi 5-6 timer, afbrudt af 2-3 amme-skifte-bøvsepauser af ca. 1½ times varighed.

Det skal vi simpelthen have en snak om.

2) Min computer.
Han kan se sådan her ud


- og er vi enige om, at det ser RIMELIG fredfyldt ud? – og i samme sekund jeg unplugger maskinen og sætter mig i sofaen, slår han øjnene op. På den insisterende måde.

3) Beskidte bleer.
Og det er forståeligt nok, for hvem kan det, men det er måske lige rigeligt VIP, at man som 3 uger gammel venter med at … you know … (Dines, det er mig, der er inde i Stephenie Meyer) til jeg har skiftet ham, fordi han har niflet 2 ml. i den gamle ble.

4) Stilhed.
Set i bagklogskabens ulideligt klare lys (speaking of: er det ikke længe siden, at vi har hørt noget til den dynamiske duo Trads og Thorsen?) kunne man måske godt have set den her komme, når man valgte at tilbringe sin graviditet i et fitnesscenter med Lady Gaga for fuld udblæsning og maven mast helt op af højtaleren.

5) Dino.
Han kan pive, og jeg synes selv, at han er skidehyl, men ungen bliver fuldstændig hysterisk af rædsel, når jeg piver med den ind i hovedet på ham. Jeg tænkte, at det måske bare var et spørgsmål om, at de lige skulle lære hinanden at kende, så i nat forsøgte jeg at bruge den som distraktion på puslebordet.

Anton kvitterede ved at tisse på mig.

Han vinder.

(Ps: Jeg er til gengæld færdig med at købe alle mine julegaver. Som i: A-L-L-E. 5:0 til mig.)

torsdag den 9. december 2010

”3175 gram”

sagde sundhedsplejersken, da hun vejede Anton i tirsdags. Dermed var vi endeligt ude på den anden side, hvor mit barn både live og på papiret er ”i trivsel” (møgord!), og hvor han gerne må komme ud, så i går pakkede jeg ham ind i så meget tøj, at han lignede en fornærmet søstjerne og fikserede ham i Odderen.

Hvilket han selvfølgelig elskede *min-dreng-er-den-bedste-i-verden-smiley*

Og mig? Jeg skøjtede rundt i mine alt for glatte støvler, mens frosten nappede mig i ørerne, og jeg gik så langt og så hurtigt, at jeg muligvis har forstuvet hoftebøjerne i den ene side. Det var FANTASTISK! Er I klar over, hvor pæn verden er, når man ikke har set den i 3 uger? Og hvor godt den dufter?

Men det skal naturligvis ikke blive alt for plysset og blødt det hele, og det er ALT for længe siden, at vi har hadet på noget her på bloggen, så efter at have beskuet livet derude med nye, friske øjne følger her:

Top 5 over Ting, Vi Ikke Gør Mere:

1) Vi går ikke i flyverdragter, hvis vi er damer på 40+. Ligner jo fandme noget, der er stukket af fra en Skovbørnehave for 37 år siden, og som i mellemtiden har groet en KÆMPE røv.

2) Vi har ikke udsolgt af det, jeg skal have. Specielt ikke, når jeg kl. 10 (for ikke at gå i vejen for Det Arbejdende Folk) kommer sprintende ind i butikken med ønskesedlen i den vognfrie hånd, og dankortet klar i munden OG selv tilbyder at pakke gaven ind. (Ok, hvis jeg skal være helt ærlig, så handler det sidste mest om, at jeg er bange for at belaste mit nu-ellers-normale blodtryk ved at overvære nyindkaldt juleassistance. Pakke. Ind. I. Et. Tempo. Der. Skal. Afspilles. I. Fast. Forward. For. Overhovedet. At. Kunne. Ses.)

3) Hvis vi er mænd, går vi KUN i pels, hvis vi bor i en bygd og hedder noget, der slutter på –uaq. Hvis vi er biologilærere, der bor i Trige og hedder Jørgen, lader vi den blive på sælen.

Også selvom vi var i Grønland i 10 minutter i 1989.

4) Vi væbner vores hennahår og farvede modebrille med tålmodighed, og venter til efter december med at stille i Body Shop og kræve fuldstændig stil- og farveanalyse for at købe en læbestift til 49 kroner, Else.

5) Den her har ikke noget med årstiden at gøre, men den kommer med alligevel, fordi den er så irriterende. Vi bruger ikke tal i stedet for bogstaver mere. ”7 days 2 play” og ”2 die 4” er ovre.

Og nej. Vi bruger dem heller ikke på vores ”sjove” nummerplader mere. Jamen, fordi jeg siger det.

tirsdag den 7. december 2010

I need to get out more.

Har man for lidt at gå op i, når man bliver helt glad over at opdage, at de nye frostbokse man købte og fyldte med mad præ-fødsel, er lige præcis så lange, at gaflen ikke kan glide ned i dem?

mandag den 6. december 2010

Man kunne selvfølgelig også bare blive en af dem, der drukner sin omverden i gode råd.

Da jeg var i barselseksil i Esbjerg (note til selv: Husk at indstille forældre til helgenkåring), fik jeg besked på at kontakte sundhedsplejerskerne dernede, så Anton kunne blive kontrolvejet. Og jeg ville ønske, at jeg kunne have taget hende, vi fik, med tilbage til Århus. For hun trådte ind af døren, forelskede sig hjælpeløst i min lille dreng (den nye, nemme vej til mit hjerte), roste mig (virker også stadig) og brugte derefter en hel time på at give mig gode råd og forklaringer.

Ikke, at min sundhedsplejerske heroppe ikke er sød. Det er hun. Hun er bare så utrolig vag meget tilhænger af 'at mærke efter'. Ift. alting. Og jeg er nok der, hvor jeg efter at have befamlet mig selv på indersiden i en måned, bare gerne vil have B.S. Christiansen på banen. En eller anden, der skærer igennem og fortæller, hvad der rigtigt og forkert, for selvom der – som de alle sammen siger – ikke er hverken to børn eller mødre, der er ens, så er der sgu stadig nogle ting, der bare er, som de er. (Ikke?)

I nat kl. 01.30, da jeg gik rundt med gasblå flitsbue på armen (undskyld overbo) (og lidt tak for sidst efter de mange, lange nætter med Absolut Euro-Trance), spekulerede jeg på, hvorfor jeg bliver så gal, når de ikke vil give mig konkrete svar. Kl. 2 slog det mig: Jeg har været tolk i 9 år, og undervist i aerobic i 6.

Jeg har simpelthen glemt, hvordan man er ny.

Hvordan er det nu, man navigerer i en situation, hvor hver eneste side man vender, er fuldstændig blank?

Hvordan skulle jeg f.eks. vide, at jeg skal tilsætte eddike i vandet, når jeg koger flasker og sutter her i Århus (men ikke i Esbjerg) pga. det høje kalkindhold i vandet, der ellers sætter sig som hvid belægning på alting, hvilket betyder, at Anton ikke vil have sin sut, hvilket så igen betyder, at hans mave går i stå (med underspørgsmålet: Hvordan skulle jeg vide, at suttebevægelsen stimulerer fordøjelsen), så han græder og græder og græder?

Og det der med at google det? So not happening, når man har utrøsteligt barn hængende på armen.

Måske er det derfor, at folk får barn nummer to? Fordi det virker helt urimeligt at bruge så mange ressourcer på at lære noget, man aldrig skal bruge igen.

fredag den 3. december 2010

En ring over dem alle.

Det er ikke fordi jeg stresser jer med indlæg i disse dage, vel? Men der sker godt nok heller ikke ret meget andet, end at jeg går rundt og forsøger at finde ud af at være mor. Inden døre. For barnet insisterer stadig på at veje under 3 kilo (men havde sidst sundhedsplejersken var her taget 400 gram på på 6 dage. Har åbenbart arvet enten min forbrænding eller mit konkurrencegen), og da det er hvinende koldt udenfor, følger jeg anbefalingerne og holder ham inde.

Inden jeg fik ham, spekulerede jeg tit på, hvad fanden det lige var, der tog så lang tid, når folk fik børn, at de åbenbart ikke længere havde tid til at svare på sms’er eller gå i bad. Som en slags forbrugerservice følger hermed Et Døgn Med Anton.

(De af jer, som har flere børn (mine nye helte), må gerne læne jer tilbage og sukke ”Those were the days!” de af jer, som har et enkelt barn kan jo nikke genkendende, og de af jer, der ikke har børn endnu kan… well, det ved jeg ikke… steppe op på præventionen eller begynde at glæde jer, afhængigt af livssituation og/eller temperament.)

4:53: Barnet vågner, og vil have mad. NU! Problemet er bare, at han ikke kan ligge stille, så længe han ikke er skiftet. (Og nok sagt. Har LOVET mig selv, at jeg aldrig, aldrig, aldrig vil skrive om hverken mængde eller konsistens af bleens indhold. Vil dog lige bemærke, at det faktisk er rigtigt hvad de siger: At det ikke er så slemt, når det er ens eget barn. Det troede jeg f.eks. bare var spin.) Og han HADER at få tøjet af. Så:

4:59: Forsøger at skifte meget arrigt skrigende, postkasserødt piskeris.

5:01: Starter amme-kamp. Man skulle synes, at det var i hans egen interesse at lægge sig til, eftersom det var ham, der ringede på klokken og bestilte mad, men vi er åbenbart ikke færdige med at være rasende over at være blevet udstyret med the wicked witch of the east som mor.

6:30: Har nu fået lokket ca. 20 minutters mad i barnet gennem kombination af bøn og trusler.

6:35: L-i-s-t-e-r ind i seng i håb om lige at få en time, inden vi tager den igen.

7:35: Og det gør vi så.

9:00: Færdig. Barn affodret, pacificeret og puttet i liften.

9:01: I bad, skolde flaske og sut, spise morgenmad, sætte vasketøj over, vaske op fra morgenmad, redde seng, lave en kop kaffe.

9:25: Done. 24 minutter. Ny rekord. Barn sover stadig. Har glemt, hvad man laver, når man har tid i overskud?

9:40: Stirre stift ned i lift, for at være sikker på, at han stadig trækker vejret.

9:42: Hyle over, hvor fin han er.

9:44: Hyle over, hvor meget der kan ske med ham. Han må aldrig komme ud. Eller i børnehave, hvor der er gynger og anoraksnore. Eller gå i byen. Eller få kørekort og køre til Tyskland med sin sindssyge og dårligt opdragede ven Ronnie, der er droppet ud af 4 forskellige linjer på teknisk skole, og kører rundt i en nedslidt Opel Kadett med dårlige bremser. Og så skal vi have en huslæge ansat til at våge over ham 24-7.

9:50: Se noget skod-tv. Undres over, at nogen rent faktisk lejer noget gennem L’easy, hvis reklame, jeg nu har set så mange gange, at det er lykkes mig at se rentesatsen i bunden af skærmen, selvom de skriver det med MEGET småt, OG fjerner det MEGET hurtigt igen. 26,08%. Av.

11:00: Repeat ammecirkel.

13:00: Færdig. Barn sover på mig, som er ved at dø af lykke over ham. Burde lægge mig, men er nu kommet til at følge med i affaldsserie på 5’eren, og lige se, om de finder morderen. (Christ!)

13:30: Kommer i tanke om, at der ligger noget vasketøj og rådner i maskinen.

13:45: Spiser frokost, hører radio, og forundres over, hvor inderligt, jeg hader Shu-bi-dua, og det faktum, at jeg er ved at udvikle en uforklarlig kærlighed til Elvis og Bruce Springsteen. (WTF!?)

14:00: Barn vågner, og vil … noget. Som ikke involverer ren ble eller mad.

14:30: Moderen er nu i desperation gået over til at tale til ham i håb om, at han vil sætte lidt ord på sin frustration.

15:00: Han sover igen. Det var åbenbart dét, han bare lige vågnede for at fortælle, at han ville.

15:01: Mor i seng i håb om at spare lidt op til natten.

15:30: Mor giver op. Søvn er bare ikke det samme om dagen.

15:35: Kommer – ved et frygteligt uheld, selvfølgelig – til at tage Anton op af liften, så han kan sidde og sove ved mig. (Det er så hyyyyggeligt!)

16:30: Der vågnes. Ammecirkel gentages.

18:00: Færdig. Barn sover igen, hvilket jo lyder dejlig nemt, men er nu ved at have lært, at det han i VIRKELIGHEDEN gør, er at spare energi op til nattens udfoldelser.

21:00: - som starter her og involverer lysvågent barn, der ikke rigtigt vil noget.

22:00: og det bliver ved

23:00: og ved

23:30 og ved

23:50: HA! Han sover! Ind i seng!

23:59: Snydt. Op igen. Synge, vugge, gå.

00:52: Ud og varme flaske, som barn inhalerer, som var han blevet nægtet føde hele dagen.

01:10: Bøvse, gå, vugge og synge. (Er gået væk fra Stæren og over til Rolling Stones og Tim Christensen. Virkede nemmere end at lære alle de vers.)

01:53: Barn sover. Mor i seng.

02:53: Barn øffer og hentes op i sengen.

04:53: Og ringen er sluttet.

Men jeg vil gerne tildeles point for trods alt at nå i bad.