tirsdag den 30. november 2010

I må ikke sige det! I må ikke sige det!

Da jeg læste, delte jeg lejlighed med en veninde. Vi drak litervis af billig rødvin og spillede så meget Trivial Pursuit, at pladen i dag er helt mør og dingelvorn. Det var altid sjovt at spille med hende; dels kunne vi svare på nogenlunde samme antal spørgsmål, så der rent faktisk var tale om jævnbyrdig konkurrence, og dels var vi enige om, at hvad der blev sagt over brættet, blev over brættet. Denne regel har jeg altid elsket meget, meget højt, da jeg har nogle huller i min piratviden, der er så afgrundsdybe, at jeg ikke engang ved, hvor pinligt det er, når jeg slynger et årstal eller navnet på en konge ud.

Hvis jeg skal give et konkret eksempel, har jeg f.eks. altid haft en lidt uheldig tendens til ikke at kunne skelne amerikanske stater og byer fra hinanden. Og jeg kan åbenbart ikke lære det, uanset hvor længe jeg sidder og glor insisterende på en globus.

Til gengæld plejer jeg at kunne huske stort set alle sangtekster, jeg nogensinde har hørt.

Men når jeg spiller, HADER jeg, hvis jeg får et spørgsmål, som jeg ved, at jeg kender svaret på - men som jeg bare ikke kan vriste fri af hjernebarken. Jeg kan få flere minutter til at gå med at sidde og messe: ”dumåikkesigedetdumåikkesigedetjegveddetgodtjegveddetgodt!”, fordi det er så pisseirriterende at skulle køre med mentale støttehjul, når man en gang har lært at cykle.

Og det må være dette karaktertræk, der slår igennem, når jeg skal synge ”Hør den lille stær for mit barn”, og ikke kan huske halvdelen af teksten. Jeg kunne i princippet bare google det, men i stedet står jeg stædigt bøjet over puslebordet og synger en mystisk bootlegversion af sangen.

And it goes a little something like this:

Se/hør den lille stær
(Vil helst ikke forfordele en sans frem for en anden)
Den er åh, så fornøjet
Morgenklokken/solen ringer/brænder

(Her afventer jeg altid selv spændt, hvad der kommer ud af munden på mig)
Marken står i damp/brænd
(Og her kommer jeg så i tanke om, at det nok ikke er ’brænd’ i begge linier)
Nyligt er den vågnet, men altid i tøjet
Den skal ikke sæbes
Og/eller vaskes med en svamp

(Vil gerne have det til at være ’eller’, men der er altså et eller andet galt med rytmen)

Se, den flyver højt
Flyver højt under himlen
Den skal passe på
Den ikke falder ned

(Velkommen til Danmark, min skat)
Hmmm hmm hmmm hmm hmm/den har fået hat på
Hmmm hmmm hmmm hmm/og fin-pudset næbbet

(I know - men tænker, at hvis den skal på besøg, vil den nok gerne være lidt præsentabel?)
Den har nok en ven der
(burde der ikke være noget ’nede i byen’ et eller andet sted?)
Som ingen, ingen ved
(HELT sikkert en han-stær!)

Som I ser, klarede min evne til at huske sangtekster desværre ikke fødslen.

Men jeg skal NOK få krammet på den forbandede fugl!

mandag den 29. november 2010

Det viser sig, at verden udenfor går videre….

Ok, hvordan blev det første søndag i advent?? Kom til at tænde for fjernsynet og var fuldstændig uforberedt på, at julen har sneget sig ind på mig, mens jeg har haft travlt med at føde.

(Kom senere til at hænge fast på noget tysk kanal, fordi den lille tryklås havde hæftet sig fast i brystet, og jeg ikke kunne nå fjernbetjeningen. Vidste I, at der findes en sportsgren, som går ud på, at unge mænd i meget kropsnær lycra laver grimt akrobatik på cykler? Og at der, efter det meget entusiastiske publikum at dømme, åbenbart findes mennesker, som går op i det?)

Håber fandme, at folk ønsker sig noget, der kan bestilles over nettet i år. Eller at julemanden hoster op med noget overskud i forsinket kalendergave, så jeg kan forcere driverne og turboshoppe i midtbyen. (Bliver formentlig den eneste kunde i Matas, der beder om 24 indpakkede gaveæsker med de stribede med Aloe Vera.)

Fitnesscentret har også holdt julefrokost. Uden mig.

…..

Nok i virkeligheden også bedst. Er ikke sikker på, at jeg hormonelt er i stand til at tackle at forsøge at dresse post-fødselskrop op, (selvom jeg gerne vil have lov at prale af, at jeg her 12 dage efter fødslen allerede har tabt næsten 2/3 af, hvad jeg tog på undervejs), og det ville virke så forkert at rage spøgelsesagtigt rundt blandt relativt civiliserede mennesker, mens man slæbte uskønt spor af mælk og tårer efter sig.

Heldigvis har vi stadig FB, så jeg kan følge lidt med i skandalerne

Og nu vi taler om skandaler, så slagter vi her i huset de hellige køer i et tempo, der burde få Danish Crown til at overveje at udlicitere produktionen til mig i stedet for til østlandene:

Jeg giver nu mit barn en flaske om aftenen.

Ja, I læste rigtigt. 12 dage gammel og allerede på flasken.

OG han har fået en sut. *skandale-smiley*

So sue me.

Taktikken er, at hvis nogen på noget tidspunkt gør anstand til at løfte den moralske pegefinger, så henviser jeg til unavngiven sygeplejerske/jordemoder på Skejby, og så kan de jo selv se, om de har mod på at backtracke mit forløb og finde frem til synderen.

Muhahaha!

Vi vinder, Anton, vi gør.

lørdag den 27. november 2010

Udvikle man svømmehud på øjenlågene over tid?

Jeg tror, at jeg vil til at lære italiensk. Et eller andet skal jeg jo lave i timerne fra midnat til 2.30, hvor barnet åbenbart har besluttet, at søvn er for taberbabyer. I løbet af dagen opfører han sig utrolig eksemplarisk; spiser og lægger sig derefter på maven af mig, hvor han laver sit lille skildpaddefjæs, der er så kært, at jeg er bange for at komme til at kysse ham i stykker, men kl. 23.59 skifter han personlighed, og vil INGENTING. Piber, vil spise, vil ikke spise, vil skiftes, går amok i raseri fordi han skal skiftes, piber videre, møffer rundt, vil gåes med, vil spise, nej for helvede, ikke alligevel, og sådan kører vi på.

Så mor er TRÆT!

Jeg prøver at navigere i det, og undlade at gå i panik over ansvaret og over, hvor farlig verden pludselig er blevet. F.eks. så jeg gerne, at alle bilister i Danmark afleverede deres kørekort til mig, som derefter kunne udlevere det igen i korte 30. minutters intervaller, når Anton er i sikkerhed inden døre.

Jeg prøver at fatte, hvad jeg har gjort for at fortjene at få verdens sødeste dreng.

Jeg prøver også at fatte, hvordan nogle mennesker overlever at have mere end et barn, og det ligger uden for min fatteevne, hvordan vi nogensinde skal nå dertil, hvor jeg igen skal kunne få en hverdag til at fungere med arbejde, indkøb og rengøring. Og træning.

Timerne smuldrer væk mellem fingrene på mig, jeg når ikke en skid, og jeg skal være ærlig og sige, at det hele er lidt overvældende.

På det helt lavpraktiske plan, hvor der dagligt opstår Ting, Jeg Sgu Da Ikke Havde Skænket En Tanke, har jeg lige nu en udfordring ift. hvad vi skal stille op med madkasserne om natten. Uden at blive alt for klam eller grafisk, så lad mig nøjes med at sig, at når mælken er løbet til, så er det så åbenbart ikke sådan, at der bliver lukket for hanerne natten over.

Godmorgen Cleopatra.

De sidste par dage har jeg jagtet en løsning på problemet, der er lidt hurtigere end at bestille nye ammebh’er over nettet (forbandet være dem, der bildte mig ind, at jeg skulle vente med at bestille til mælken var løbet til!) og derfor stillede den nye, udvaskede version af mig selv i dag i en lingeributik, hvor plirrende, udsovet a-skål på 17 år spurgte, om der var noget hun kunne hjælpe med.

Mig (med let stresseksem på kinderne, fordi det her skal overståes mens barnet sover): Har I noget i amme-bh’er eller bare noget sportstop i 70 eller 75 M?

Hende: Øhm… altså, ved du, hvad det er i danske størrelser?

Mig: I danske størrelser?

Hende: Ja, vi kører jo med A, B, C skåle og så videre.

Mig: …. (are you kidding me!?): Ja, det er jo sådan set samme alfabet jeg begår mig i. Vi skal bare noget længere ned i bogstavrækken.

Hende: (Helt forskrækket): Nej, SÅ store størrelser har vi altså ikke!

Det er nu officielt. I'm a freak. Men jeg kan med stolthed i stemmen sige, at jeg først begyndte at tude, da jeg stod ude på gaden igen.

Det bliver nemmere med tiden.

Ikke?

torsdag den 25. november 2010

Update fra Landet, Hvor Tiden Har Mistet Sin Betydning.

Efter en lang uge, hvor amningen har været ad helvede til, hvor jeg har penduleret fra Skejby og hjem igen, og hvor jeg bare syntes, at der blev ved med at være nedadvendte tommelfingre, hvor end jeg vendte mig hen, er der nu endelig ved at ske noget.

Dels begynder amningen at fungere – i hvert fald noget af tiden (7-9-13, banke-under-bordet, krydsede fingre og der er INGEN, der træder på stregerne!) og mælken er i dén grad løbet til. I nat kl. 4, da jeg var i gang med amning, 2. halvleg, sad jeg og kiggede ned på det spisende barn med ”what is wrong with this picture?”-fornemmelsen, uden helt at kunne sætte fingeren på, hvad det var.

Indtil det slog mig, at der sgu da var noget helt galt med proportionerne.

Mit bryst er større end mit barns hoved.

Motherf*cker.

Havde godt nok også et sted i periferien af min bevidsthed noteret mig, at min ammebh, str. 75 M, var blevet for lille. *uro i forsamlingen ”Sagde hun ’M’!?” ”Hun sagde ikke ’m’, vel?”*

M.

M som i Muh.

Og dels er jeg nu nået dertil, hvor jeg er mere gal end ked af det. I en uge har jeg desperat forsøgt at navigere i 100 fagfolks forskellige – og meget modsatrettede – anvisninger ift. hvordan jeg skal tage vare på mit barn, og nu er det fandme bare nok! De to jordemødre, der var med til fødslen, og tre af de sygeplejersker, jeg har mødt undervejs, skal have guldrandede kram og 6 stjerner for ihærdige forsøg på at rette op på en måned i kaos. Resten af Skejby skal bare have et los i løgene.

Jeg VED godt, at de alle sammen har forsøgt at hjælpe, men det ville være rart, hvis de kunne blive bare nogenlunde enige om, om mit barn må komme udenfor, før han vejer 3 kg, eller om han ikke må, om han er gul eller om han ikke er, og om han skal have mad hver 3. time eller om det er ok at lade ham sove til han vågner af sig selv.

Så efter at have tudet mig selv i nærheden af en migræne af frustration, fik jeg i går nok, og hvislede af sundhedsplejersken, at nu HAR jeg forstået, at det er vigtigt, at barnet får masser af mad, men at det godt nok ikke er særlig fordrende for det ’afslappede ammemiljø’, de alle sammen kæfter sådan op om, at det lyder som om Anton dør af en kombination af gulsot og sult, hvis ikke han inhalerer mindst 1 liter mælk hver 3. time, OG at jeg ikke gider høre mere om, at vi skal have mit barn ”i trivsel” – han trives FINT!! Det er muligt, at han er lidt lille, men han mosler rundt, han kan næsten holde sit hoved selv, og han er to cm. fra at kunne råbe ”MAD!! NU!”

Og det er muligt, at ”i trivsel” er fagsprog, men så må de fandme bare oppe sig og konstruere et nyt, der ikke lugter så meget af fiasko og socialklasse 5!

Blev der sagt!

- og så fik vi vist også brugt denne uges kvote af eder og udråbstegn.

(Ps: Mange, mange tak for alle jeres helt fantastiske kommentarer. Selvom jeg ikke får besvaret dem, skal I vide, at jeg i nattens mulm og mørke sidder og læser dem på min Iphone og glæder mig over, at I stadig sidder derude et sted og følger med og hepper.)

mandag den 22. november 2010

Størst af alt er kærligheden.

Kender I de sætninger, som man ser i info-materiale, som det først for sent går op for en, at man har lagt alt, alt for lidt mærke til? Jeg er utallige gange stødt på ”Amning kan i starten være lidt svært” uden at hæfte mig særligt ved det.

Big mistake. Big. Huge.

Min lille, fine dreng kan om natten græde så hjerteskærende, at jeg bare render fortvivlet rundt med ham og hulker ”Undskyld! Undskyld! Undskyld!”, mens jeg forsøger at gætte, hvad fanden det er, jeg gør forkert. Lige nu balancerer vi på kanten af endnu en indlæggelse, fordi han er så lille, og har en smule gulsot, og derfor SKAL spise på den måde, hvor man hiver ham op 3. time døgnet rundt, flår al tøjet af ham for at vække ham, og derefter tvangsfodrer ham foie gras-style.

Har efterhånden så små øjne af mangel på søvn og af at tude, at jeg ligner George Bush.

Derfor er der lidt langt mellem blogposter, svar på sms’er og updates på FB, for lige nu handler det bare om at få en slags hverdag etableret. Heldigvis er mine forældre fløjet ind som vaskeægte jægersoldater, der overtager kommandoen, når det kniber, ordner det praktiske, så jeg får noget at spise og trøster mig, når jeg bliver alt for fortvivlet.

Men efter at have fulgt med under hele graviditeten, synes jeg jo næsten, at I skal have lov at høre om fødslen. (Mandlige læsere er velkomne til at smutte ud og hente en øl, og komme tilbage en anden dag.)

Som jeg skrev, blev jeg sat i gang med hormoner onsdag eftermiddag, og allerede to timer senere, kvitterede min krop med regelmæssige veer med 2 minutters interval. På det tidspunkt synes jeg, at den største udfordring var at vide, at det her formentlig bare var stilhed før stormen – uden at ane en kæft om, hvordan den famøse storm havde tænkt sig at føles.

Efter en lang nat, hvor min søde mor rendte i pendulfart fra stue til køkken med Den Lindrende Varmepude hver anden time, fik jeg torsdag kl. 10 2. omgang hormoner, og kl. 11.30 var der 30 sekunder mellem veerne.

Inden jeg går videre, vil jeg gerne lige sige noget om at have veer: Jeg synes, at det kan sammenlignes med at køre bil i snestorm med defekte vinduesviskere. Så længe man har mulighed for at holde ind og børste ruden ren efter at have kørt en kort strækning, kan man stadig nogenlunde bevare sigtbarheden, men hvis man er tvunget til bare at køre og køre og køre, ryger overblikket ret hurtigt, og når veerne kommer hamrende med 30 sekunders interval, rammer man ret hurtigt det punkt, hvor man løber tør for sprog.

Ja. Det KAN ske. Selv for mig.

Kl. 13.30 var mit blodtryk så højt, at vi skulle have en epidural på banen, og på det tidspunkt lå jeg med nåle, drop, elektroder, og 3 forskellige målere monteret på maven og klamrede mig til min iltmaske, og var passende nok HELT færdig med at være tapper.

”Ja Linda, så skal vi bare lige gøre dig klar, så kommer narkoselægen. Han er her om ca. 10 minutter.”

”At gøre mig klar” viste sig at indebære flere nåle, noget måling af temperatur (værdighed på dette tidspunkt LONG gone) og så op at sidde med fødderne på en køkkenstol, så ryggen var blottet.

- som ikke er verdens mest behagelige stilling at indtage, når nogen hamrer løs i underlivet med en svovlsyrepåsmurt, gloende, pigtrådsomviklet trefork.

Havde lidt svært ved at forstå, hvorfor jeg skulle være SÅ klar, og ikke bare kunne hives op, når lægen kom, men efter 10 lange minutter gik himlens porte op og i stråleglans og til lyden af Det Himmelske Kor skred Gud ind på stuen – og han skulle naturligvis ikke udsættes for noget så ubehageligt som ventetid.

Gud viste sig at komme fra Indien og tale med meget kraftig accent.

Han var ikke tilfreds med mine blodprøver, så med et bestemt klap i hænderne blev en bioanalytiker hidkaldt fra dybet, (jeg SVÆRGER, at jeg så jordemødrene vende øjne til hinanden) og kom tjenstvilligt springende med flere nåle parat – hvorefter Gud efter 10 minutter alligevel nåede frem til, at det var lige meget, (aura af ”så stol dog på vores vurdering!” omkring jordemødrene) og stak nålen i ryggen på mig.

Herefter fulgte en tiltrængt time, hvor jeg fik et helt minut mellem veerne, og lige kunne hælde en liter juice i hovedet for at lindre mit udtørrede, overbelastede åndedrætsorgan.

Kl. 15.15 faldt mit blodtryk pludselig så meget, at jeg mere registrerede end så, at der blev hevet i snore, at dørene i bedste Greys Anatomi-stil blev sparket ind, og at folk myldrede ind på stuen med med nåle, efedrin osv.

Kl. 15.30 var roen genetableret, og kl. 15.45 begyndte presseveerne at komme. At undlade at reagere på dem, føles nogenlunde ligesom at blive præsenteret for en boblende fontæne af isvand efter at have kravlet tværs gennem Kalahariørkenen – som man bare ikke må røre, før der bliver sagt nu.

Det blev der så kl. 17.

Kl. 17.10 har jeg en meget klar erindring om at have tænkt, at det her simpelthen må være en fejl. Det kan ikke PASSE, at kvinder har gjort det her siden tidernes morgen, uden på noget tidspunkt at gøre læger og forskere opmærksomme på, HVOR ondt det gør, så nogen kan opfinde noget, der kan få det til at gå væk. (Hvem er det, der bliver ved med at råbe: ”Kondom!” !?), og det der med, at jeg ville være typen, der fødte på den introverte, sammebidte måde? Ikke rigtigt. Da jeg efterfølgende løftede hovedet, og spurgte holdet af mennesker, der holdte kom-sammen ved mit underliv, om der var K3 skader, var der ikke mere stemme tilbage. For real.

Men kl. 17.19 fik jeg en lille, blå fyr lagt på maven, som skreg af sine lungers fulde kraft, og for ham ville jeg gøre det hele igen.

Og igen og igen og igen.

lørdag den 20. november 2010

Det største i hele verden

viste sig at måle 46 cm og veje 2630 gram.

Verden:
Sig pænt goddag til Anton.

tirsdag den 16. november 2010

Let the games begin.

Først vil jeg gerne starte med at sige hundrede tusinde tak for alles jeres søde hilsner og opmuntrende ord. Jeg ville ønske, at overskuddet var til at skrive tilbage til hver enkelt af jer, men verden er blevet så lille de sidste par dage, og jeg er blevet introvert på en måde, jeg aldrig tidligere har prøvet. Det er som om jeg har udviklet akut tunnelsyn, og at hele min organisme er ved at indstille sig på det, der kommer.

Mine dage er gået i selskab med nåle, kitler og mennesker, som man lærer at kende på den mest intime måde, og som jeg formentlig aldrig kommer til at se dem igen.

Der er Søren, der ligner en 1½ meter høj udgave af Dave Grohl 1992, som skubber sin kampvogn af en kone rundt i en kørestol, mens han stråler om kap med solen. De har lige fået en datter på 1600 gram, og hun kan selv trække vejret.

Der er min brasilianske veninde, der blev sat i gang for 4 dage siden, og i går aftes, da jeg tjekkede ind, stod midt på gulvet i forhallen med et desperat udtryk i ansigtet og maven intakt, og som grinede temmelig skingert, da jeg kiggede på hende og sagde: ”Hov! Du har sgu da glemt at føde!”

Hvilket KUN var sjovt, fordi vi begge ved, at det i morgen er min tur.

Og så er der fædrene, der går rundt i granatchok iført strømpefødder og fe-hår, og som klamrer sig til madhentningsritualet, som er det sidste holdepunkt i en for altid forandret verden.

Mine tal er bedre og mit barn har besluttet sig for, at if you can’t beat them – join them, så han scanningscharmer alt, hvad han kan ved at gabe, give sig til at sutte tommelfinger og lægge hånden til kinden, så snart fagkundskaben kigger ind til ham.

I morgen kl. 13.30 fløjter de kampen i gang, og derefter er det min søn, der bestemmer, hvor længe vi klør på.

Skejby er rede. Verden venter.

Kom bare ud, Anton.

Mor er klar.

lørdag den 13. november 2010

Mens vi venter….

Nå, men jeg har endnu engang fået c/o adresse på Skejby. Denne gang indlagde de mig, fordi jeg ikke kunne mere. Da mine tal kun meget langsomt bliver dårligere, har jeg hele tiden fået at vide, at jeg skal reagere, hvis jeg udvikler ”andre symptomer”. Disse ”andre symptomer” skal jeg derfor gå og mærke efter helehelehele tiden, og det samtidigt med, at al fysisk aktivitet er indstillet, så man ikke har NOGET som helst til at distrahere tankerne.

Det kan man faktisk godt blive skør af. Helt uden at anstrenge sig.

Så i torsdags kunne jeg til min egen store overraskelse overhovedet ikke holde op med at græde igen, da de spurgte, hvordan jeg havde det.

(Om morgenen var jeg kommet til at græde, da jeg hørte Rasmus Seebach i radioen (og desværre ikke af fortvivlelse over, hvor arvt lort man må udgive), så jeg burde nok have anet, at det trak op til ustadigt vejr i horisonten.)

Men i hvert fald gav de mig min journal under armen, og sendte mig tilbage til mit værelse.

Og det var faktisk rigtig rart, at de voksne tog over.

Nu har jeg ydermere ringet efter forstærkning fra Esbjerg, så forældrene er installeret i lejligheden derhjemme, og jeg bor på Skejby. Man skal vide, hvornår grænsen for egen formåen er nået, ikke? Aftalen er, at jeg sover derude, bliver testet, tjekket, målt og vejet om morgenen, og så må tage hjem i dagtimerne.

Sådan fortsætter vi til på onsdag, hvor jeg bliver sat i gang.

Ja.

Onsdag.

Så vidste man dét.

At det så kan tage op til en uge, ændrer ikke på, at det er uTROlig mærkeligt at vide, at vi på onsdag lægger an til slutspurten.

Og da jeg helt fra jeg blev gravid lovede at sige sandheden her på bloggen, siger jeg nu højt, hvad jeg aldrig selv har hørt en gravid sige: Jeg er bange for at føde.

Jeg er bange for, at jeg ikke kan finde ud af det. Eller at smerten er så voldsom, at jeg ikke kan tage det. At jeg ikke kan finde ud af at slippe kontrollen. Eller at der skal ske noget med Anton. Jeg er bange for at sprække, for at han er for lille og for at noget går galt.

Og jeg VED godt, at min krop er bygget til det, og at de er dygtige på Skejby, og at det hele er glemt, når jeg har født. Men jeg er STADIG bange for det.

Paradoksalt nok vil jeg imidlertid MEGET gerne føde selv, og har ikke lyst til at det skal ende med kejsersnit, hvilket der er øget risiko for, fordi han er lidt lille.

Så selvom vi nærmer os afslutningen, forbeholder vi os åbenbart stadig retten til at være fuldstændigt blottede for logik.

God weekend derude.

torsdag den 11. november 2010

Lidt nyt fra østfronten.

Jeg har stor forståelse for, hvis man ikke sidder ude på kanten af stolen og venter med tilbageholdt åndedræt på den uSIGELIGT spændende up-date på mit sygdomsforløb, og jeg vil faktisk udvise en – for tiden – HELT ukarakteristisk forståelse for det, hvis man blacklister mig og først vender tilbage til bloggen, når jeg er færdig med at sovse rundt i Skejby og hormoner.

Der sker bare ikke så fandens meget andet i disse dage, så her kommer den alligevel, up-daten.

Jeg tror måske, at jeg har været oppe på morgenmøde derude, for jeg skal love for, at der er kommet helt andre serviceboller på suppen. Trods alt godt at vide, at nogen har faglig stolthed nok til at føle sig foranlediget til at gøre noget ved det, når man har gravid patient, der med blodet fossende ud af næsen (graviditetsting pga. den øgede blodmængde), der efter 2 dage på afdelingen, opløst i gråd vælter en 10 minutters svada af sig, der slutter med ordene ”… og der er stadig ingen, der har gjort sig den ulejlighed at forklare mig, HVORFOR FANDEN JEG ER INDLAGT!!?”

Så nu bliver jeg mandsopdækket af læger og sygeplejersker, der alle har sat sig ind i min historie og gør sig virkeligt umage for at jeg skal føle mig tryg, og al ironi og sarkasme til side, så er det simpelthen så rart.

Jeg er stadig indlagt, men har lov til at tage hjem på orlov, når de daglige tjeks er ok. Det tager mellem 3 og 4 fire timer om dagen at nå igennem proceduren, men så er jeg i det mindste fri for at hænge på gadehjørnerne og komme i dårligt selskab.

For vi ved jo GODT, hvad der sker med den slags piger! De ender op gravide og alene!

Vent….

Nå, men vanen tro, kan jeg naturligvis ikke lade være med at forsøge at være bedst til tingene, lige meget hvad vi snakker om, så det glæder mit flossede, konkurrencemindede hjerte, at de ikke helt forstår, at mine tal er så forholdsvis uændrede, som de er. Når man har fået konstateret svangerskabsforgiftning, går det som regel kun en vej, nemlig ned af bakke, og det i et tempo, som var man iført sulfoinsmurte rulleskøjter. Jeg er nu på 3. uge kørende på næsten samme tal *prale-smiley*, men det, de hele tiden forsøger, er at sjusse sig frem til det tidspunkt, hvor det vil være bedre for ham at komme ud end at blive derinde, og da det kan tage op til en uge (hellige Guds Moder!!) fra de sætter fødslen i gang til jeg føder, er de hele tiden nødt til at lægge den uge til i deres beregninger. Derfor fik jeg i går at vide, at de mener, at de vil sætte mig i gang i midten af næste uge.

Er I klar over, hvor snart det er!??

Men han vejer altså kun omkring 2200 gram, så jeg ville godt nok foretrække, hvis jeg lige fik lov at ruge på ham, bare LIDT længere.

Så har jeg også lige lidt ekstra tid til at undre mig over, at Julie Berthelsen skal bruges som soundtrack til ALT på dansk tv, til at hyle over narkoman-typer, der tager rørende vare på hinanden i Hospitalet og til at skrive videre på min ønskeseddel, som indtil nu kun rummer 2 punkter:

1) At Anton har det godt.

2) At alle danske radio og tv-stationer holder op med at spille Rasmus Seebach LIGE nu!

tirsdag den 9. november 2010

Greetings from Skejby.

Kender I udtrykket ’kålhøgen’? Jeg tror, at det er det, der sker, hvis man putter ’overmodig’ ’kæphøj’ og ’nemesis’ i en blender og trykker på start.

En anden måde at forklare det på kunne være:

Forestil dig, at du får en fibersprængning i ryggen, mens du sidder og spiser god mad til en fest omgivet af en flok mennesker, hvoraf du kender halvdelen. Det gør så ondt, at du begynder at spontantude ned i de formidable tapas, og alle tror, at du er gået i fødsel

Dette er ikke tilfældet.

Herefter vagtlæge, lang nat og søndag i bedring. For ikke at løbe med titlen som Danmarks Mest Negative Blogger, beslutter du dig for at håne den, fibersprængningen. Bare lige lidt.

Klip til scene kl. 1.30, hvor du hulkende må kravle ind i taxa, og bede 1½ meter høj, asiatisk taxachauffør, som hysterigriner af ren og skær befippelse, om at stå ud og gå rundt om taxaen for at lukke din dør, fordi du ikke kan bevæge dig selv. Kl. 4.30, efter et skud morfin i røven, får du udleveret et værelse på Casa Skejby, hvor du tror, at du skal være til næste morgen.

Mu-hahaha!

Efter yderligere et døgn, et utal af tests, scanninger, prøver og samtaler, er du nu hjemme på orlov. Du skal stille derude til mønstring i morgen kl. 10, hvor de tjekker det hele igen. Hvis tingene er, som de skal være, er det tilbage til de ambulante behandlinger med tjek-ups hver anden dag. Hvis ikke, er det tilbage til værelse 103.

Resultatet af kålhøgen adfærd, mine damer og herrer. Sat på plads af en muskelfiber.

Jeg vil meget gerne understrege, at jeg er glad og taknemmelig over, at de holder øje med den lille fis. Det vigtigste er og bliver, at han har det godt.

… men jeg kan godt nok ikke ret godt lide at være patient. Har fortalt min historie 14 gange, er blevet glemt 5 gange, måtte svare hvad der føles som 1000 gange på, hvor barnets far er henne i billedet, fået at vide – da jeg til sidst bad om at få lov at snakke med en læge – at jeg ifølge min journal havde snakket med en læge ”2 gange i dag og det må vist være nok” (og da jeg for 3. gang gentog, at "Det. Har. Jeg. Ikke!!" blot endnu engang fik at vide, at det stod i min journal), og så er det lykkes dem at forlise 2 af de vigtigste testresultater på 1½ døgn.

Don’t get sick, y’all.

Skal vi ikke sige, at det er fordi de stiller med A-holdet, når man føder, at man bliver spist af med B-holdet undervejs?

Heldigvis har man venner, der indtager ens hjem og samler alle Antons møbler, mens man selv sidder på en hospitalsseng og har travlt med at ligne noget, der er løgn.

Heldigvis har man venner, der glad og gerne leger taxa, henter tøj og holder med selskab.

Og heldigvis har man læsere, der sender ’Ved ikke hvorfor, men jeg kom lige til at tænke på dig….’ jokes:

Jeg skriver igen, når jeg kan, ikke? So long.

søndag den 7. november 2010

Smerte ER jo bare svaghed, der forlader kroppen…

Ok, er selv ved at få lidt spat af, at Blogsbjerg begynder at opføre sig, som om den gerne vil skifte navn til Jammerdalen, så her følger:

Top 5 over fordele ved at have fået en ny fibersprængning - denne gang i ryggen:

1) Uanset hvor meget han anstrenger sig, kan Anton ikke ramme den, når han energisk jiver sig tværs over dansegulvet derinde.

2) Den sidste sad mellem ribbenene, og det er med skader, som det er med mad og mænd: Variation er vigtig og forandring fryder.

3) Huden på ryggen er - trods alt - mere villig til at tolerere poser med frosne blåbær end huden på maven.

4) Muligheden for et instant brush up på sit anatomikursus, fordi man hele tiden kan mærke PRÆCIS hvilke bevægelser, der involverer musklerne i ryggen.

5) Ved at have fået den nu, er der håb for, at den er gået væk, når jeg skal føde. (Her vælger jeg at tro, at min fødsel bliver den første i verdenshistorien, der levner overskud til at føle smerte andre steder end i ..… fødselsregionerne. Jeg er nemlig OPTIMIST!!)

lørdag den 6. november 2010

Det er heldigt

at jeg kender mennesker, der tager fri fra arbejde for at tage med mig på Skejby, og mennesker, der stiller biler og kræfter til rådighed for at hjælpe mig og Anton, og på den måde minder mig om, at der findes begreber som 'hjælpsomhed' og 'medmenneskelighed'.

For når jeg i 8. måned, tudende af træthed og hormoner, kravler rundt på alle fire i et kryds i Århus centrum for at samle mine varer op, som er faldet af cyklen, og alle bare skræver over morgenmad og toiletpapir, mens de lader som ingenting, så kan jeg faktisk godt komme i tvivl, og miste troen på mine medmennesker for en kort bemærkning.

torsdag den 4. november 2010

En tand ekstra.

Nu har jeg de sidste par år været meget dygtig til at bande stygt over min læge her på bloggen, så for at skabe lidt balance i tingene, vil jeg nu fremhæve min fantastiske tandlæge. (Ny, matematisk regel: Hvis ord slutter på de 4 samme bogstaver, kan de sammenlignes og/eller udligne hinanden.)

(Fordi jeg siger det, og jeg bestemmer, fordi jeg er gravid og rasende.)

Hun er tynd som en pind, meget omhyggelig, og så roser hun altid mit gebis til skyerne, hvilket jo er den sikre vej til mit hjerte.

Første gang jeg var derovre, blev hun så begejstret, at hun måtte hente sin receptionist, så han også fik chance for at beundre ”de helt utroligt fine resultater af børnetandplejen i Esbjerg!”

Hun ELSKER at sludre. Desværre ikke på den retoriske måde, så efter at have parkeret 6 fingre og 2 instrumenter i kæften på mig, skal vi ORN’lig hyggesnakke! Og den her gang var der jo nok at spørge til. Vidste jeg, hvad det blev? Havde jeg fundet et navn? Hvad sagde min kæreste til det hele? ”Ai er hæl.” Selv? Nej, hvor sejt! Hvornår var jeg sat til? ”’Ed e igge. Ar angerhaasoriftnng” Svangerskabsforgiftning!? Nej, men det var da SKRÆKKELIGT!!

Hun ville være guld værd for tolkekorpset i Bruxelles, for uanset hvor uldent og uklart man svarer, og hvor mange stavelser, man må give køb på, forstår hun altid præcis, hvad man siger.

Og når Anton kommer, kan vi BARE komme, selvom vi er selv. Bare vi kigger forbi om formiddagen, for ”der er vi lige en ekstra, så så skal vi nok kigge efter ham imens.”

”Ja, det skal vi! Det er overhovedet ikke noget problem!!” kom det ude fra receptionen.

Åh, GID min nye læge er ligeså fantastisk!

onsdag den 3. november 2010

Og fik jeg sagt, at jeg har skiftet læge?

Nå, men det her svangerskabsforgiftning er lidt ligesom at gå på arbejde. Min arm ligner en nålepude, og jeg har efterhånden tisset i flere plastikkopper, end jeg gennem tiden har drukket kaffe af. Jeg er på fornavn med mit blodtryk, og jeg får lov til at se Anton mindst en gang om ugen.

Hvilket han til gengæld er ved at være middelsvært utilfreds med: I dag, da sygeplejersken kom farende med sin scanner, vendte han meget demonstrativt ryggen til, og sådan blev han liggende.

Og det der, som står i alle bøgerne ”og nu kan du måske få fat i en lille fod eller et knæ” – det falder heller ikke i god jord. Når jeg prøver, trækker han dem fornærmet til sig på ”hvor sjovt ville du synes, hvis jeg hele tiden gik og nappede DIG i fødderne!?”-måden.

Der er faldet lidt ro på det hele oven i hovedet. De regner ikke med, at jeg får lov at gå tiden ud (har ca. 5 uger igen), så er i dag blevet sendt hjem med brochurer om igangsættelse og epiduralblokader, som åbenbart gør noget godt for blodtrykket – men som jeg stadig ikke er ubetinget begejstret for.

På den anden side: Så længe jeg får lov at føde selv og kan snige mig uden om et kejsersnit, er jeg egentlig meget godt tilfreds.

For en uge siden var det primært panikken, der talte, da jeg stortudende ringede hjem til min mor og forsøgte at forklare, at jeg overhovedet ikke var klar til, at han kunne komme hvert øjeblik, det skal være. Havde jo planlagt, at min barsel skulle være noget med at tusse rundt og fikse og gøre det hele klart, så der er INTET, der er forberedt, og fik undervejs i samtalen fremhulket noget om, at han jo for fanden ikke kunne stå på gulvet i en spand og sove.

Det virkede både rimeligt og sandsynligt i øjeblikket.

(Er nu kommet i tanke om liften og sådan.)

Men jeg tager den med ro, tager en dag af gangen, ser dårligt tv og brænder så mange stearinlys af i forsøget på at klemme 5 ugers hygge ind i de uger, jeg nu engang ender med at få, at det ind imellem føles lidt som at sidde på indersiden af et Skt. Hans bål.

Det skal nok gå.

mandag den 1. november 2010

Under min graviditet har jeg ikke været grådlabil. Jeg har bare været rasende. Jeg fandt allerede på et tidligt tidspunkt ud af, at jeg ikke skal gå ind i konflikter, for jeg bliver så gal, at min hjerne nærmest imploderer i gnistrende, hvidglødende stjerner.

Jo længere i forløbet jeg kommer, jo værre bliver det.

Jeg turbohader sundhedsplejersker, der konsekvent refererer til børn som 'små pus' og med alvorlige miner sidder og giver gode råd om, hvordan vi skal fordele brød-medbringer-tjansen i mødregruppen (seriøst: Hvor ressourcesvage ser vi ud!?), jeg må mase læberne sammen for ikke at spytte på kassedamen i Netto i arrigskab, fordi hun ALDRIG fucking fatter det, når jeg beder om "En stor pose" (hun har små eller store poser bag disken. Et begrænset udvalg. Et overskueligt udvalg. Man skulle synes, at det var muligt at deschifrere ordene ”- og en stor pose, tak”) og jeg er ved at gå amok over, at temmelig mange mennesker bliver ved med at opfordre mig til at ’tage den med ro’ og ’sørge for at slappe af’ for så, sekundet efter, at bede mig om tjenester, arbejde og tilstedeværelse, fordi det åbenbart kun er i forhold til de andre, jeg skal slappe af.

Jeg er to cm. fra at være franskmanden, der surt konstaterede, at helvede er andre mennesker.

(Ved nærmere eftertanke har jeg måske slet ikke svangerskabsforgiftning? Måske har Skejby simpelthen modtaget et kæmpekort underskrevet af hele min omgangskreds: ”I får alt, hvad vi kan skrabe sammen af kontanter til forskning, hvis I udstyrer hende med en diagnose, der isolerer hende og holder hende indedørs”?)

Nå, men nu tror jeg, at jeg har fundet løsningEN! Tricket består i at udskifte personen, jeg fantaserer om at slå ned med en skarpsleben økse, med en jævnaldrende person, der er vigtig for mig. Så når jeg f.eks. står i Netto og syder, så forsøger jeg at huske, at kassepigen kunne have været min lillesøster, og at jeg ikke ville acceptere, at nogen blev så vrede på hende over noget så ligegyldigt, som jeg lige er blevet. At sundhedsplejersken kunne have været min mor, og hvis hun var, ville jeg måske opfatte hendes pylresprog og overdrevne detaljefiksering som et udtryk for omsorg.

Det virker faktisk det meste af tiden.

Endnu.

40 dage tilbage…..