søndag den 31. oktober 2010

Hvor utrolig irriterende.

Når I kigger på de single-mennesker, I kender, vil jeg vædde med, at der er en stor flok, I ikke forstår, hvorfor er alene, og en enkelt eller to, hvor I – når I skal være helt ærlige – godt ved det.

Hvilken en af kategorierne jeg selv falder i, ved jeg (heldigvis) ikke, men når veninder snakker om den slags, har det en tendens til at være, ligesom når man til jobsamtaler beder folk beskrive deres svage sider, hvorefter de forsøger at sælge dig en stærk side, camoufleret som en svag. ”Jeg er nok bare for stor en mundfuld for de fleste mænd” eller ”Mænd er bange for stærke, selvstændige kvinder” er et par af de sætninger, der ofte bliver bragt i spil.

For mit eget vedkommende har jeg meget svært ved at forstille mig. Jeg har svært ved at lade som om, at jeg synes, noget er svært, hvis jeg ikke synes det, jeg har svært ved at gøre mig dummere, end jeg er, og jeg har svært ved at lade som om, jeg har brug for hjælp, når jeg ikke har.

Jeg synes med andre ord selv, at jeg har rimelig meget styr på tingene, ikke? Og jeg altid egentlig altid tænkt, at det var fordi jeg mødte de forkerte mænd, at det, jeg opfatter som selvstændighed og selvhjulpenhed, spændte ben for mig, men for et års tid siden, var jeg til fest med en fyr, som jeg har kendt i årevis. I den tid jeg har kendt ham, har han både haft kærester og været alene, og han har gennem det hele altid været lidt af en man-ho. Lidt af en ekspert på damer og dating, når han selv skal sige det.

Til en fest kom vi til at snakke om mig og mine ekskærester, og det, at jeg helt oprigtigt mener, at det er meget få mænd, jeg er kompatibel med. Han kiggede på mig og sagde:

”Jo, men Linda – selvom du kan selv, ER det altså ikke specielt feminint, at du altid nærmest konkurrerer med mændene på deres præmisser. Det er jo ikke forbudt at prøve at skrue ned for det der, eller bare at lade lidt som om.”

Kæft, jeg synes, at han var en nar, da han sagde det. Måske synes jeg det stadigvæk lidt, faktisk, for jeg kan ikke lade være med at tænke, at det sgu da er falsk varedeklaration, hvis jeg giver den hele armen som dum blondine, og så pludselig springer ud som fuldblodsdiskussionslysten meningshaver.

Men på min venneliste på FB, har jeg en fyr, som jeg kender gennem fitnesscentret. I samtlige de 4 år, jeg har kendt ham, har han været helt vild efter at få en kæreste. Han snakker meget om, hvordan børn gør ham skruk, og hvordan han savner en at være noget for. På FB skriver han den ene følsomme statusopdatering efter den anden, og .. ja, jeg tror, at vi ALLE er med på, at han er helt in sync med sin bløde side.

Det er jo ikke fordi, jeg synes, at mænd skal være nogle rigide neandertalere, der synes at følelser er for homoer, og at en meningsudveksling er noget, man fører med næverne, men jeg er ved at synes, at det måske også kan blive så up-front følsomt, at det bliver vammelt og uinteressant.

Og nu forstår jeg så pludselig alligevel godt lidt, hvad min kammerat mente.

torsdag den 28. oktober 2010

Åh ad!

Nå, men vi holder os jo et rimelig stramt program her på matriklen. Sove. Læse et kapitel i en bog. Gå (meget langsomt) (og lægen HAR sagt, at jeg godt må!) i Netto efter en liter mælk. Hjem og hvile mig. Fordi man, som alle ved, bliver meget træt og udmattet af at sidde stille. (NÅRNEJ!!!) Men som det dydsmønster jeg er, lægger jeg mig pligtskyldigt på min seng og kigger op i loftet i 25 minutter 2 gange om dagen. Det kommer ikke på tale at sove, for så kommer jeg til at ligge vågen hele natten, hvor minutterne er 3,14 gange så lange, som de er om dagen, så Anton og jeg er med de pink Skull Candy som bindeled ved at arbejde os målrettet igennem hele mit ITunes bibliotek.

Men i dag bød på lidt afveksling i form af ”en snak om fødslen” på jordemodercentret med min mødregruppe. Dagens arrangement var tilrettelagt, så fædrene kunne være med, og planen var at gennemgå forløbet, fra fødslen starter, til man er hjemme igen.

Og hvis jeg får den jordemoder, vi blev udstyret med, så føder jeg på 20 minutter af ren og skær irritation. Jeg tror aldrig, at jeg har mødt nogen, der….. talte…… så……langsomt. Og som legede skolelærer med spørgsmål som ”hvad farve er fostervand?” ”hvorfor bløder man ved sex?” og 30 andre emner, der involverede ord som 'bind', 'slimpropper' og 'afføring'.

Imens sad vi så 9 mennesker og forsøgte at se ud som om vi ikke indtil nu har tilhørt en gruppe, for hvem ovenstående begreber har været omfattet af privatlivets fred.

Var også flere gange nødt til at tune ud på hvor-lyder-det-interessant-om-end-helt-irrelevant-for-mig-måden, for jeg har MEGET svært ved at få hjernen omkring det faktum, at min krop skal gøre dét der om ca. 6 uger.

Men det var fandme a true Kodak moment, da hun - hypnotisk og helt alvorligt – fortalte fædrene, hvordan de kunne hjælpe til, hvis moderkagen ikke løsnede sig af sig selv: De skal bare sutte hårdt på moderens bryst.

FÅK, hvor så de sjove ud i hovederne, mand!!

Nåede at fryde mig intenst i 30 sekunder over, at jeg gør det her selv.

Indtil jeg kom i tanke om, at jeg har min mor med.

onsdag den 27. oktober 2010

Junk food, din billige distanceblænder.

De fleste kender vel fornemmelsen af at være forelsket i forelskelsen. Lysten til at opleve de emotionelle rutcheture kan være så voldsom, at man glemmer at forholde sig til det stakkels objekt, man kaster sin forkvaklede kærlighed på, (her taler jeg selvføligelig om De Andre. Hverken jer eller mig. Det siger sig selv.) og man kan som regel holde den gående et par uger, før virkeligheden kommer farende ind af døren og tænder lyset.

Sådan er det også for smagsløgene at være gravid. Man kan have uFATTELIG lyst til et eller andet, og når man så får fingrene i det, smager det bare ikke overhovedet som a) det plejer eller b) man havde forestillet sig.

Kaffe smager f.eks. halvdelen af tiden af metal og klap-sammen’ere med leverpostej har en kedelig tendens til at smage af pap. Den eneste undtagelse indtil videre er vaniliekranse, som benhårdt insisterer på at smage præcis som de skal.

Sidder lige og kigger på det afsnit, og konstaterer, at jeg kulinarisk set ikke er ret sofistikeret.

Nå, men for et par måneder siden sad jeg og snyltede på et par veninders bytur, som havde været lige efter bogen med rødvin, pinligheder og et besøg på Gerners grill på vej hjem. Og lige der *BAM!* fik jeg ustyrlig lyst til junkfood. Fritter og en slatten burger af den slags, der modsætter sig ethvert forsøg på at tilføre den næring i form af fibre eller salat.

Måske har jeg taget skade af alle årene i fitnessverdenen, men for mig er det at blive taget i at spise den slags, ligesom det ville være at blive taget i at stjæle. Det er derfor noget, jeg kun begiver mig af med i nattens mulm og mørke, når alkohol i forvejen har skyllet alt, hvad der hedder hæmninger væk, eller når jeg er på ferie, hvor ingen kender mig, og det derfor ikke tæller.

Jeg holdt stand i næsten 2 uger, før jeg til sidst knækkede og en sen fredag aften sneg mig hen i pølsevognen på Harald Jensens Plads - hvor jeg blev målløs over, at helt almindelige mennesker stod og åd cowboytoasts og drak Cocio, som om det bare var i orden, og ikke engang nåede at tygge af munden, før de bestilte en frankfurter til lige at skylle ned med. Fuldstændig uden skam.

Den slags ryster mig i min semi-spiseforstyrrede grundvold.

Jeg fik mine fritter og min franske hot dog i en pose, stak den under jakken, løb hjem, så hurtigt mine små tykke ben kunne bære mig, og kastede mig over maden.

Som selvfølgelig smagte af absolut ingenting.

Det er sidste gang, jeg er mine vaniliekranse utro.

tirsdag den 26. oktober 2010

Må jeg have lov at slikke dine sko? Pleazzzzzze?

Da jeg var barn, havde jeg et lydbånd, der hed Trylleskoven. En af hovedpersonerne i historien var Slangen Sleske Sivert, og ham kom jeg til at tænke på i dag, fordi min veninde og jeg, efter udflugt til Skejby, tog ud og spise. Vi var nærmest ikke kommet indenfor dørene, før vi blev servicebefamlede af Martin, som ifølge sit skilt var ”Chefvært trainee”.

Jeg synes bare, at han var utålelig.

Grinede alt for højt af sine egne jokes, kaldte alle mænd for ”de herrer”, alt for meget ”selvFØLGElig!!!” og ”Det kan du tro, intet problem!”. Var fandme lige før at han bukkede, når han trak sig baglæns væk fra bordene.

Det er bare lige LIDT for servilt til mig. Jeg bryder mig ikke om at blive betjent af et menneske, der behandler mig, som om han er min underlegne slave, og jeg får myrekryb, når folk frivilligt kravler en kaste ned i forsøget på at sælge mig noget. Det får mig til at føle mig som noget ondt herskab af en slags, og det gør mig faktisk rigtig utilpas.

På anti-drikkepenge-måden.

Tænk, at man skulle opleve at føle, at man fik for meget service på en århusiansk café.

(Update: Ja, det er svangerskabsforgiftning. Ja, jeg er sygemeldt. Nej, jeg må ikke træne mere, før efter jeg har født. Og ja – det bliver efter sigende bare værre herfra. Jeg trængte bare lige til at tale om noget andet.)

Vi lægger planer – Gud ler.

Nå, men efter at have brugt hele mandag aften på Skejby sygehus, fik jeg kl. 23.15 lov til at tage hjem, mod at jeg stiller derude igen i dag kl. 11.40. Jeg blev stukket, klemt, overvåget og vurderet. Der var blodprøver og kardiogrammer, og det var i det hele taget bare en lang, nervøs aften.

Det var heller ikke nyrerne, den var gal med, så nu må vi alligevel tage det unævnelige ord i brug: Svangerskabsforgiftning.

Til de af jer, der ikke ved, hvad det indebærer, handler det om, at kroppen begynder at udskille æggehvidestoffer, og at blodtrykket pludselig opfører sig som de yo-yo’er, vi lavede walk-the-dog med i 80’erne.

Det, man kan risikere, hvis ikke man tager hånd om problemet er, at i takt med at jeg bliver mere og mere syg, får den lille ikke den næring, han har brug for, og dermed kan han ikke vokse, som han skal. Man ved ikke, hvad det kommer af, og jordemødrene derude var heldigvis gode til at fortælle mig, at det ikke skyldes noget jeg har gjort eller undladt at gøre. (Velkommen til det nye liv med kronisk følelse af skyld-med-skyld-på!) Worst case sætter de mig i gang, så han kan komme ud i den friske luft, men det er stadig at foretrække, hvis jeg kan få lov at ruge på ham i hvert fald en måned endnu.

Heldigvis ser det ud til, at han stadig har det, lige som han skal have det. Jeg har ham endda mistænkt for at have overskud til at kunne mærke, at den angste mor har ekstra brug for at mærke, at han har det godt, for arme og ben farer rundt til alle sider derinde 24 timer i døgnet.

Mors lille vindmølle.

For mig er det meget, meget mærkeligt, at vide, at jeg er så syg, som jeg åbenbart er, uden at kunne mærke det fjerneste. Jeg har det stadig rigtig godt, og derfor virker det grotesk, at jeg nu – hvis scanninger og prøver i dag bekræfter det endeligt – skal bruge resten af min graviditet til at ligge fladt på ryggen og glo. Det her er min sidste uge, inden jeg går på barsel, og der var mange ting, jeg gerne lige ville have fulgt pænt til dørs, inden det store På Gensyn.

Men det kan jeg så glemme for 1000 kroner.

Og det er også skideligemeget. Bare Anton har det godt.

søndag den 24. oktober 2010

The final countdown.

Om lige præcis en uge går jeg på barsel. Færdig med job, ikke mere undervisning og al kursusaktivitet afviklet. Det er MÆRKELIGT! De første 12 uger af min graviditet slæbte sig så langsomt af sted, at det ind imellem nærmest føltes som om tiden gik baglæns, men derefter er det godt nok gået stærkt.

Indenfor de sidste 2 uger, må jeg indrømme, at jeg kan begynde at mærke, at jeg er gravid. Den fantastiske Gaga-koncert (*LOVE-you!!-smiley*), som jeg stadig lever højt på, har sat sine spor: 7 timer er måske lige i overkanten at stå op, når man er ved at have monteret en sæk cement og to fodbolde foran. Her, 4 dage efter, er jeg stadig træt, og da jeg forleden gik en tur, som jeg normalt går på en time, var der pludselig gået 2, da jeg kom hjem.

Kan selvfølgelig også have noget at gøre med de mange pitstops på Baresso, i fitnesscentret og hvor der ellers er kundetoiletter.

Han fylder godt efterhånden, den bette. 43 cm lang og 2 kilo tung. Forleden nat vågnede jeg ved, at han for første gang havde hikke, hvilket simpelthen var så hyggelig, og når han rigtig holder fest, kan han sparke mig i ribbenene nu.

Og så kan han svede, er det ikke mærkeligt?

Ift. undersøgelserne er der ikke noget nyt, (i den forbindelse: mange, mange tak for alle jeres forklaringer og gode råd) men i morgen får jeg svar på, om det er mine nyrer, den er gal med, og så antager jeg, at de under alle omstændigheder holder øje med, om jeg har eller udvikler svangerskabsforgiftning. Efter at have tudet og hysset over det i 2 dage, har jeg i dag besluttet, at vi aflyser panikken, så længe jeg ikke har andre symptomer.

Og noget af det første jeg skal, når jeg går på barsel? Jeg skal have valgt mig en ny læge.

fredag den 22. oktober 2010

Hos lægen er tiden din egen.

Må jeg godt få dispensation til at skrive endnu et surt indlæg om min læge?

For jeg har aldrig været ret begejstret for at husere på de breddegrader, men det er da på INGEN måde blevet bedre, efter at jeg er blevet gravid.

Det er f.eks. ikke særlig fedt, at hun bliver ved med at snakke om, hvor meget for meget, hun synes, jeg har taget på. Specielt ikke, når jordemødre, sundhedsplejersker og andre børneorienterede fagpersoner synes, at alt er lige, som det skal være.

Det er heller ikke særlig sjovt, at hun spørger, om jeg er meget besværet af at have taget så meget på?” Det er 4 kilo i forhold til din tabel, jeg skal føde om 7 uger, og jeg kan fandme stadig spinne dig tilbage til stenalderen!!

Eller specielt tjekket, at hun mener, at vi bliver nødt til at lave en glukosebelastningstest… (Jeg har hørt om et nyt system, som meget fremmelige læger er begyndt at bruge. Det hedder ’journaler’ og fungerer på den måde, at man skriver ned, hvad man f.eks. udskriver til patienten eller tester dem for, så man kan holde styr på det.)

Eller at hun lige efter at have fortalt, at de har fundet æggehvidestoffer og blod i min urin tager sig tid til at forny en recept over telefonen.

Sagde jeg lige efter? My bad. Hun nåede at smide ordet ’svangerskabsforgiftning’ på bordet først.

Hvorefter hun pludselig skulle tjekke den muligvis defekte telefonsvarer, der fik førnævnte patient til at ringe på Den Meget Hemmelige Batmobil.

Jeg synes heller ikke, at det er særlig cool, at hun – efter at have fået det at vide 4 gange – stadig ikke kan huske barnets køn.

Eller var 40 minutter forsinket. Selvom jeg var 2. patient efter frokostpausen.

Når hun er så fraværende og distræt, bliver jeg simpelthen så bange for, at jeg ikke har fået de relevante informationer fremlagt, for det lader ikke til, at hun husker, hvad vi taler om, hverken sidste gang eller for 3 minutter siden. Og hvis hun ikke husker at spørge, og jeg ikke får givet de rigtige oplysninger, hvad fanden er odds’ne så for, at vi kommer helskindede igennem det her??

Jeg har haft hende som læge i 12 år, og jeg har overvejet at skifte masser af gange. Jeg kan bare desværre høre, at det i Århus er nogenlunde lige så sandsynligt som at vinde i Lotto at score en god læge. Enten har de alt for mange patienter, eller også er de en frastødende kombination af klamme/snerpede/ligeglade/hysteriske.

Ville være fint, hvis man bare kunne være så rask, at man aldrig rigtigt havde brug for dem, ikke? Men det er bare desværre lidt som med både DSB og Post Danmark: Der er ikke rigtig andre steder at gå hen.

torsdag den 21. oktober 2010

I’m your biggest fan.

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg gerne vil være Lady Gaga, eller om jeg er lidt hemmeligt forelsket i hende, men efter gårdagens koncert er der i hvert fald to ting, der er HELT sikre:

1) Hvis jeg sang så godt, ville jeg aldrig, aldrig, aldrig holde kæft. Det er fuldstændig urimeligt, så meget vellyd der er i det lille menneske.

2) Hvis jeg så sådan ud i undertøj, ville jeg aldrig gå i andet. Fuck lungebetændelse. Fuck forkølelse. Det ville være det hele værd.

Det var en fantastisk aften. Jeg er voldsomt imponeret over, hvor meget show, scenelir og dans vi fik for 500 kr. og jeg synes, at hun – ud over at levere et formidabelt show – også skal roses for at have sat sig ind i, hvor hun var, stedets historie og at hun virkede oprigtigt interesseret i sine fans.

Og så er det sjovt, hvordan hun i nogle øjeblikke er så smuk, at hun næsten gør ondt i øjnene, for så 10 minutter senere at skifte til et kostume så fælt og uflatterende, at det må forudsætte fuldstændig mangel på forfængelighed.

Det eneste, jeg godt kunne have tålt lidt mindre af, var de meget lange monologer, der stort set alle sammen handlede om, at her var det ok, at vi alle sammen var freaks and monsters. Hun var utrolig sød og sympatisk, men … altså, det var nogle ret lange taler, og til sidst havde jeg lyst til at række hånden op og lidt beklemt spørge, om det var ok, at man blev hængende, selvom man ikke følte sig traumatiseret og fremmedgjort af sin opvækst og sine omgivelser

Fik jeg sagt, at jeg også var vild med de uendelige meter af sølvfarvet stof, bunkerne af nitter, glimmer og bar hud både on og off stage? Folk var virkelig gået all in på udklædning, og det er sgu da svært ikke at blive i godt humør af.

Anton var til gengæld iskold. Han er svær at imponere, det barn. Da flufferbandet Semi Precious Weapons i 40 minutter havde forsøgt at splitte stedet ad med lydbølger alene, vendte han sig lige en enkelt gang og jeg kunne næsten HØRE ham tænke: ”Er der en GRUND til, at vi bare står stille…?”

Jeg bliver den eneste mor i vuggestuen, der har et barn, der vil rystes i søvn til Scooter og E-Type.

Men til gengæld bliver jeg også den mor, der til forældreaften foreslår Lady Gaga-koncert som udflugtsmål, når hun lægger vejen forbi DK næste gang.

Jeg håber, at det bliver snart.

tirsdag den 19. oktober 2010

Ad! Ad! Ad!

Ok, er der andre end mig, der har lyst til at smide kødet tilbage i køledisken og konvertere permanent til Frugt & Grønt afdelingen? Hvor mange kødskandaler er det lige, de kan blive ved med at stampe op af truget?

Tager faktisk mig selv i lidt at ønske, at de ville holde op med at lave kontrol på området, for det er simpelthen for klamt at læse om. Jeg vil næsten hellere spise tyske bursvin, der har overskredet sidste salgsdato i den tro, at det er kød fra glade, danske frilandsgrise, der lykkeligt vimsede levende omkring i går, end jeg vil se flere fæle billeder af misfarvede kødtrevler.

Måske skulle man bare blive vegetar. Der MÅ trods alt være grænser for, hvor meget man kan vanrøgte og fejlmærke tofu.

mandag den 18. oktober 2010

Så var man sådan en, der var i mødregruppe.

….

Det ved jeg ikke lige, hvad jeg skal mene om.

I den del af Århus, hvor jeg bor, har man som et eksperiment valgt at starte grupperne op i den sidste del af graviditeten, hvilket jeg egentlig synes, er en meget god ide. Jeg er i hvert fald meget godt tilfreds med at kunne stille med min relativt normale, udsovede personlighed første gang jeg skal møde 5 fremmede mennesker, med hvem det eneste, jeg som udgangspunkt har tilfælles er, at vi er lidt kvabsede på midten.

Havde frygtet, at jeg var endt i gruppe med 3 spelt-donnaer på 21 og 2 3. gangsfødende, der hele tiden lige vidste alt om alting, men mit førstehåndsindtryk er, at det er en håndfuld meget velbegavede, venlige mennesker, jeg skal udveksle anekdoter om gylp og underliv med, og hvis bryster jeg formentlig kommer til at se næsten ligeså meget som mine egne.

Så langt er jeg positivt overrasket.

Men jeg ved sgu ikke, om det ender med, at der går lidt for meget par i den. Ikke at de andre piger snakkede meget om deres bedre halvdele, men jeg synes, at sundhedsplejersken kredsede en del om emnet. Og det … gider jeg vist ikke så godt. For jeg er inderligt glad for min beslutning om at have valgt lille Anton til, og jeg har ikke på noget tidspunkt undervejs følt mig hverken stakkels eller halv. Men jeg ved ikke, om man helt kan undgå at komme til at føle sig som en, der er blevet forladt af en troløs sømand, hvis man en gang om ugen skal sidde bænket om et bord og høre om partnerens rolle under fødslen og ’fædreklubber uden mor’.

Nå, men det skal i hvert fald have en chance, for pigerne virker søde, og de bor i gåafstand fra mig, hvilket jeg forestiller mig kan komme til at få ret stor betydning, når man skal nå at fixe noget social stimulans på de 20 minutter om dagen, som jeg kan forstå, at jeg skal forvente, jeg har mellem amningerne.

søndag den 17. oktober 2010

Just dance!

Ih, hvor det har været en god weekend. Har været parkeret i fitnesscenter med 9 stepinstruktører to-be, der som et eksperiment skulle trækkes igennem en 40 timers uddannelse på 14 timer.

Det gjorde de til UG med alle de gyldne krummelurer. Knoklede non-stop som små maskiner uden at kny, og for hver eneste ting, jeg væltede i ansigtet på dem, kvitterede de med at sende et nærmest fejlfrit produkt retur.

Det har været FEDT!

Må så også indrømme, at jeg er lidt træt nu.

Måske også mere end ’lidt’. Faktisk er jeg, hvis jeg skal være helt ærlig, så træt, at jeg har været nødt til at sætte mit skærmzoom op til 125 % for at kunne se, hvad fanden der står på den, men jeg har taget lidt ferie i næste uge, så skal bare på job mandag og tirsdag, og så ellers bare holde efterårsferie for resten af pengene.

Hvad jeg skal onsdag aften? Hvor er jeg glad for, at du spørger…

Lady Gaga, baby! KÆFT, hvor skal vi danse!

Spændende at se, hvad Anton siger til dét.

torsdag den 14. oktober 2010

Hvis man har noget pænt at sige, skal man sige det.

Når jeg rammer sofaen om aftenen efter en lang dag i felten, sker det som regel med computeren i skødet og fjernsynet tændt. Mens jeg med et kvart øje ser noget amerikansk serie af en slags, har jeg samtidigt gang i jobforberedelse til den efterfølgende dag, et blogindlæg og et par samtaler på msn.

Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er vanvittig sej til multitasking, eller om jeg bør spanke mig selv for at sprede min opmærksomhed over så mange km2, at den formentlig aldrig kommer til at trække sig tilbage i facon igen.

Det betyder, at jeg ser uTROlig meget fragmenteret tv, og hvis jeg skal være ærlig, får jeg ofte handlingerne rodet så meget sammen, at de for min skyld bare kunne lave én lang serie og kalde den Greys Criminal Private Ghost Friends.

Så var der også altid noget, man gad se, ikke?

Nå, men det jeg EGENTLIG ville frem til var, at der forleden var en scene i en af serierne, hvor en meget afholdt person var død, og alle til begravelsen holdt tårevædede taler om, hvordan manden i kisten havde været en kilde til inspiration for dem.

Efterfølgende har jeg tænkt over, at det egentlig er fjollet, at man altid gemmer den slags taler til begravelser. Jeg mener: Ville du ikke blive glad, hvis en eller anden kom og fortalte dig, at du havde inspireret vedkommende? For hvis jeg kigger på mit eget liv, er der ofte tale om personer, som jeg egentlig kun har haft perifer tilknytning til, og jeg er villig til at sætte penge på, at de ikke ANER, at de har gjort en stor forskel for mig.

Det bedste eksempel er en instruktør, som jeg mødte et par år efter, at jeg var flyttet til Århus. Jeg havde i flere år trænet meget, og kunne godt mærke, at jeg gerne ville noget mere med det, men jeg følte ikke, at jeg kunne stille mig op foran mennesker, der gik mig til navlen og vejede det halve af, hvad jeg gjorde, og være et træningsmæssigt forbillede.

Så mødte jeg Marie. Som var 10 cm. højere end mig, og havde nogenlunde samme statur. Hun var uden sammenligning den sejeste instruktør, jeg nogensinde har mødt, og hun var grunden til, at jeg til sidst tog mod til mig, uddannede mig og søgte jobs i fitnessbranchen.

Hvilket har forandret mit liv på så mange gode måder, at jeg godt kan komme til at hyle lidt, når jeg tænker over det.

Jeg har tit tænkt på, at jeg gerne vil sige det til hende, hvis jeg mødte hende; at hun har inspireret mig og dermed indirekte har været årsagen til, at jeg er blevet den, jeg er, og at jeg har de mennesker i mit liv, jeg har.

Men måske er det for fesent? Måske skulle jeg bruge de 10 minutter det tager at finde hende på FB, og skrive det til hende?

Bare i tilfælde af, at en af os træder ud foran en lastbil i morgen.

onsdag den 13. oktober 2010

Skal vi være venner? Ja O Nej O Måske O

Jeg ved ikke, om det sker for andre end mig, men bliver I også somme tider venneforelskede i mennesker, I ikke kender? Jeg oplever det jævnligt, og forleden skete det igen.

Kom ud på uddannelsessted, hvor ny lærer trådte ind i klassen, og var sej med sej på. Sjov, skarp, sindssygt god med eleverne, fiks i påklædningen; i det hele taget bare sådan en, man godt gad være.

I de situationer sidder jeg altid og tænker, at jeg ville ønske, at de mennesker var mine venner, med alt hvad det indebærer af brunch, rødvin og udveksling af interessante synspunkter over kaffen.

Og coolness, der smitter af.

Der er tale om en slags idoliseret crush, for jeg tænker ikke et venskab som en reel mulighed, og jeg er i virkeligheden ikke interesseret i at skulle bygge det op fra scratch. Det er nok lidt som at gå i biografen og dagdrømme om et liv med George Clooney; Uforpligtende, glitrende og i technicolor. Noget, som ikke skal ødelægges af virkelighed og hverdag.

Ved I, hvad jeg mener?

Nej?

Nå.

Det vil jeg vædde med, at HUN ville have gjort.

tirsdag den 12. oktober 2010

God-så-NAT, Linda!

I dag har bare været en førsteklasses møgdag. En af dem, hvor man godt ved, at hvis man havde VIRKELIGE problemer, så ville de småting, man har pevet over dagen igennem ikke betyde en skid, men jeg er privilegeret, rask og mine nærmeste er på den relativt rigtige side af ’ok’, så jeg har overskud til officielt at hade i dag.

Jeg har virkelig prøvet med det halvfulde glas-tilgangen, jeg har forsøgt at trøste mig selv med visheden om, at jeg har 10 arbejdsdage tilbage til barsel, jeg har strengt mindet mig selv om, at det er mig – og altså ikke resten af verden – der er træt, hormonforstyrret og .. ja, træt, jeg har købt varm kakao, og jeg har bevilliget mig selv risengrød til aftensmad.

Det hjalp ikke.

Hjalp sgu ikke engang, da venlig, onkel-agtig buschauffør i Odense kækt spurgte, hvor jeg ville have skilningen, da jeg bad ham klippe kortet, eller da sød, ældre mand bankede på ruden og halvsang: ”Farvel, unge dame og ha en dejlig dag” (ok, så han var lidt semibims, men tanken var sgu da stadig sød), da jeg steg af selvsamme bus.

Det har stadig bare været sådan en dag, hvor man i toget, ved Højlydt Annoncering # 17 om, at man skal være stille i togets hvilekupe, har lyst til at skrige: ”Hold nu SELV kæft!!”

Og så har jeg lige læst Marens indlæg om, at man smitter folk med sit dårlige humør, så nu er jeg BÅDE sur OG har dårlig samvittighed.

Jeg gør lige os alle sammen en tjeneste og skrider i seng, ikke?

mandag den 11. oktober 2010

Borgen.

Nu har jeg set 3 afsnit af serien, som mine licenspenge går til, og jeg vil sige, at jeg er ok underholdt. Jeg ligger ikke vågen om natten og bider frustreret i dynen over, at der er en uge til næste gang, men jeg sætter pris på, at De Meget Mystiske Spøgelser fra Ørnen er udeladt, og selvom der godt nok er nogen fra Dan Taxi, der har landet en fed sponsordeal, så er serien heldigvis befriende fri for Taxa Mike og hans pretentious hair.

Man må heller ikke glemme, at de har Ulla Terkelsen med.

Men når det er sagt, må jeg indrømme, at jeg får lidt stress af, at Statsministeren åbenbart skal have alting klappet i stavelser af Rådgiver Far, hvilket mit feministiske jeg (som ellers ikke gør meget væsen af sig) bliver halvsur over. Jeg mener: Man bliver vel for fanden ikke statsminister uden at kende bare lidt til de politiske rænkespil, gør man? Men det er åbenbart for stor en mundfuld for ... ja, hvem, egentlig? at en kvinde skulle kunne komme helt til tops i dansk politik uden en Rigtig Mand i ryggen. Også selvom det bare er noget, vi leger.

Jeg bliver også lidt ærgerlig over, at der i gårdagens afsnit var så mange ”Se! En måge!”-hændelser, der skulle klistre handlingen sammen. Hvordan kan et kærestepar f.eks. have talt om hinandens forældre i ET HALVT ÅR, uden at vores unge helt har kaldt sin far for Papa en eneste gang? Og hvor VAR det heldigt, at Ambitiøs Journalist blev scannet i 11. uge og ikke – som ALLE andre gravide jeg kender, inklusive mig selv - i 12. uge, når hun nu – d. 01. januar, så vidt jeg lige kunne se - valgte at få lavet en abort.

Som man skal søge om at få lavet, hvis man er længere end 12 uger henne.

Og sidst, men ikke mindst: Stop nu med at forsøge at hype serien ved at lave en fiktiv avis med fiktive nyheder kommenteret af en fiktiv ekspolitiker med sin egen fiktive blog. Findes der et eneste menneske i Danmark, som i ramme alvor klikker ind på den? Gør der? For så vil jeg gerne vide hvem det er

Nå, men ELLERS synes jeg, at det er en udmærket serie....

søndag den 10. oktober 2010

Rock and roll camping.

Det er muligt, at man stadig sidder i toget iført hættetrøje, Ed Hardys og pink Skull Candy - men når det, man hører er Robyn, mens man strikker, og en af de første sætninger, man siger, når man lander i barndomshjemmet er: ”Jeg glæder mig godt nok til at se, hvordan den der kartoffelmoser-dims fra Tupperware virker!”, er tiden nok kommet til at indse, at man ER gået på barsel fra The Wild Side.

lørdag den 9. oktober 2010

Hvis der stadig er økonomisk krise, er det i hvert fald ikke MIN skyld!

Så var man lige i Esbjerg for en kort bemærkning. Fødselsdag hos det mødrene ophav, og lige tid til bekymret og trist at konstatere, at oldeforældre-to-be godt nok er blevet gamle. Mest oldemor. På den angste, stille og meget fraværende måde.

Røg også en tur i Babysam. Ved en forfærdelig fejl. Eller… løgn. Meget planlagt, faktisk, fordi jeg skulle tjekke staus på barnevogne med 13 ugers leveringstid, og jeg må indrømme, at Babysam i provinsen vinder SÅ meget over lortepissebabysam i Århus, så efter at være blevet helt forvirret over kyndig og venlig vejledning, stod jeg efter 20 minutter på parkeringspladsen med ammepude, bæresele, pusletaske plus det løse.

Kan det barn snart have BRUG for mere??

Kan i den forbindelse oplyse, at Sidste Nye Graviditetsbivirkning er pludselige, kortvarige hedeture, hvor jeg bliver så rød i hovedet, at jeg nærmest bliver selvlysende.

Charming. Tyk OG krebsefarvet. *Suk*

Ellers sker der ikke så meget nyt. Er stadig i fuld gang med afviklingsfasen, og har i dag fået friskfyragtig sms fra én, der skal overtage et af mine arbejdsområder, og ”bare lige ville tjekke op på nogle ting”. Jeg kan ikke gøre for det, men jeg hader ham altså en lille, bitte smule. Gør sgu da lidt ondt at være så undværlig, at man bare kan udskiftes just like that.

Nå, solen tæsker ned, der er strand lige uden for døren og Anton er ved at bearbejde mine mavemuskler med hammer og mejsel, så tror lige, at vi sætter gang i noget fysisk aktivitet, så ungen kan falde i søvn igen.

God lørdag til jer derude.

onsdag den 6. oktober 2010

Meeep! Meeep!

Som nævnt går det lidt stærkt her for tiden, så dagens indlæg er egentlig mest på, så I ikke tror, at jeg er død eller gået i fødsel.

Oktober er 6 dage gammel, og indtil videre har jeg:

1) Endelig, endelig, ENDELIG fået forhandlet en lokalaftale på plads. Ikke flere marathondage i Kbh, der starter kl. 5, involverer uforsvarlige mængder af kaffe og 7 timer i selskab med DSB.

2) Nået at lave 3 af i alt 15 kollegiale evalueringer i fitnesscentret.

3) Fået købt nogle af de sidste (og rimelig uinteressante) ting til Det Nye Liv som mor. Er nu den ambivalente ejer af .… aj, ved næsten ikke, om jeg kan overskue at I ved det her ... en brystpumpe. Muh.

4) Forberedt alt det nødvendige materiale til 3 forskellige stepuddannelser og -kurser, jeg har ansvar for, der ligger som perler på en snor de 3 sidste weekender i oktober.


KÆFT, jeg glæder mig til at gå på barsel!

tirsdag den 5. oktober 2010

Blogsbjergs åbningstale.

Så blev det første skoledag i Danmarks mest utilpassede klasse, og elevrådsformanden Lars har hele dagen fyldt samtlige sendeflader i både radio, tv og dagblade med sine ideer til projektarbejde det kommende år.

Jeg synes nok, at han kommer lidt let om ved nogle af hverdagens store spørgsmål, så i forlængelse af gårdagens indlæg, har jeg som en udvidet service hermed udarbejdet et appendiks, som du bare kan printe og bruge, Lars.

You’re welcome.

* I går læste jeg, at de alternative nobelpriser er blevet uddelt, bl.a. er der givet en pris til kinesiske og britiske forskere, der har fundet ud af, at flagermus dyrker oralsex under parring. Her må jeg sige, at jeg mener, at tiden er kommet til at få gang i den forskning, der en gang for alle beviser, hvad lægmand har vidst i årevis: At mad (og kage i særdeleshed) ikke feder, hvis man skærer det i stykker, fordi det smadrer fedtmolekylerne. Da Danmark er i bekneb for olie, guld og andet guf i undergrunden, må vi sætte vores lid til forskningen, og vi kunne godt bruge en hvid kittel eller to til at bakke os op på den her.

* I forhold til det offentlige rum vs. privatsfæren ser jeg gerne, at vi indfører forbud imod at mænd, der sætter sig overfor hormonelt forstyrrede gravide kvinder i tog, må bruge samme aftershave som eks-kærester man savner.

* Der skal slås hårdt ned på ventetøjsfabrikanter, der skriver ”benlængde 34” på noget, der ret beset er capri-bukser.

* Der skal udvises nul-tolerance overfor folk, der staver sgu med ’k’

* Til gengæld skal ’fandme’ være en del af den sproglige integrationspakke. ’Fandeme’ ser dumt ud.

* Fremover skal man, som public service oplysning, modtage en mail med besked om, HVEM det er, der har slettet en fra FB, når din vennestatus pludselig er krympet med en, så man kan hade og hævne behørigt.

* Licenspenge tilbage, hvis man uforvarende bliver udsat for klamme Sanexreklamer med nøgent menneske-myre-mylder, dårligt synkroniserede Toffifee reklamer (Seriøst: Hvor dyrt kan det lige være at skyde 20 sekunders indholdsløs film med kedelig familie, der ligger på gulvet i et dansk parcelhus og spiller ludo?) og Bilka-reklamer med indlagt hvisk. Det er underordnet at licenspengene primært finansierer de ikke-reklame-baserede kanaler. (Fordi jeg siger det!)

* Klækkelige bøder til forfattere, der skriver bøger i nutid. Stop med det. Lige nu.

* Post Danmark og DSB skal nedlægges. Life is too short.

* Dummebøder til Brøndbyfans, der ‘demonstrerer’. Mod fucking hvad!? Bolden? Det er vel for fanden ikke med vilje, at de snubler i snørrebåndene, drengene. (Og just so we’re clear: Truende og anonyme kommentarer vil a) blive slettet og b) udløse voodoo.)

* Og endelig: Forbud mod breve fra det offentlige, der indeholder spørgsmål som: ”Er du bange for, at dit barn dør under fødslen?” WTFf!? Ja, nu er jeg!

Og SÅ kan I trække i arbejdstøjet, venner.

mandag den 4. oktober 2010

Fucking selv tak.

For en måneds tid siden udkom bogen Fukcing Flink af Lars AP, forfatteren bag Polle fra Snave-reklamerne. (Som vi gudskelov i mellemtiden har glemt alt om.)

Forfatteren er træt af mugne danskere, og bogen handler ifølge ham selv om, at det godt kan være, at flere undersøgelser kårer os til verdens lykkeligste folkefærd (hvordan man så end måler den slags og gør det sammenligneligt), men at det ville klæde os at prøve at være lidt flinkere, specielt overfor fremmede. Jeg har ikke læst bogen, men ud fra de bider, jeg har fundet af den på nettet, ser det ud til, at den giver konkrete anvisninger til, hvordan man kan blive mere flink i hverdagen, ved f.eks. at sige prosit til naboen i bussen, hvis han nyser, eller ved at trække et ekstra nummer i køen på posthuset, for at kunne give det til en nødstedt pensionist.

Må jeg godt lige kommentere lidt på det koncept?

For jeg tror ikke, at problemet er, at vi ikke er flinke. Jeg tror, at det er, at vi glemmer at sige tak.

Uden at skulle pudse min glorie så den blænder, er jeg en af dem, han skriver om. Ikke altid, selvfølgelig, men jeg siger faktisk prosit til fremmede mennesker. Jeg giver dem en forlomme, hvis de står med en liter mælk, og min egen kurv er fyldt. Jeg er (som udgangspunkt) (- når jeg ikke er gravid) høflig overfor personalet, hvis jeg kommer med en reklamation. Jeg ved, at mange småbørnsmødre klager over, at andre mennesker er nogle egoistiske idioter, der en gang for alle har besluttet at hade alle med barnevogne (og lad nu være med at gå amok i kommentarfeltet, venner. Det er DE ANDRE, jeg snakker om. Både dem med og uden barnevogne), så der går ikke noget af mig for at afvente, at en udslidt mor kommer først forbi vejarbejdet med sin Odder.

Jeg skal gerne holde tilbage, vente, være høflig og tilmed smile oveni – så længe jeg har en fornemmelse af, at der bliver sat pris på min gestus. Når jeg modtager et taknemmeligt nik eller den værdsættende to-finger-truckerhilsen, synes jeg, at vi alle vinder, og at mennesket er den bedste race i verden.

Men når folk bare skrider ind af døren, jeg holder for dem med ”ja, det MANGLEDE da bare!”-attitude, får jeg lyst til at slynge døren så hårdt i efter dem, at den springer gennem karmen og rammer dem i nakken - for så handler vores lille rendez-vous ikke længere om høflighed eller om at være flink; nej, så er vi pludseligt ovre i den primale boldgade med territorial afpisning, magt, og spørgsmålet om, hvem der er herskab og tjenestefolk.

Jeg vil gerne være med til at prøve at være fucking flink.

Hvis du bare vil prøve at huske at sige fucking tak.

søndag den 3. oktober 2010

Lidt om alt og ingenting.

Så er vi officielt gået ind i slutspurten; den sidste måned, hvor Alting skal overleveres, afsluttes og lukkes ned, inden den arrige kost skrider på barsel. Det kan mærkes på dagsprogrammet, og derfor måtte jeg her i weekenden melde afbud til alle aftaler, fordi jeg begyndte at svede stresssved. FYI er det den, der minder meget om feber, og føles som konstant uro i hele kroppen.

Men hvor moderen er lidt i knæ, stortrives Anton til gengæld. Som en lille, spidstandet vampyr suger han skamløst al min energi, og som den blødhjertede mor in spe jeg er, synes jeg naturligvis, at det er helt i orden. Han er ved at være stor, og nu kan det mærkes, sådan for alvor, når han mosler rundt derinde. Nyeste udvikling ift. Hvad Vi Ikke Længere Kan, er at cykle, når vi lige har spist. Det er slut. Får noget sidestiks-agtigt krampe, der kræver 60 sekunders stilstand og diskret stræk for hver 200. meter – hvilket er relativt svært at få til at se naturligt ud på en cykelsti. Det betyder, at alting nu times ift. hvornår jeg skal køre hjemmefra, så når vækkeuret ringer om morgenen, sprinterjegudikøkkenetogspiserLIGEmeddetsamme, så jeg er klar til at cykle 1 time senere.

Forleden valgte ungen også at prøve at lave Sherifstjernen på min ene nyre, lige da jeg havde fløjtet en spinningtime i gang. Det gjorde fandengalemig nas! I den situation måtte jeg så bare glæde mig over mit tolke-poker-fjæs, der har mange års træning i at lade som ingenting, uanset hvad der ellers foregår i og omkring mig. Underligt nok hjalp det at råbe.

Måske fordi han var nødt til at slippe mine indre organer og holde sig for ørerne.

Og så er invitationerne til julefrokosterne ellers begyndt at vælte ind. Ved ikke helt…. Kan jo sagtens deltage (endnu, i hvert fald), men gider på den anden side heller ikke være hende, der er træls at have med, fordi jeg sidder og spytter i en dansk vand. Hvis jeg spørger, er jeg sikker på, at mine venner er så søde, at de siger, at jeg SELVFØLGELIG skal tage med, men… Altså, dengang jeg lige havde meldt ud, at jeg var gravid, blev vi inviteret til personalefest i fitnesscentret, og en af mine (unge) kolleger kiggede medlident på mig og sagde:

”Aj, hvor ærgerligt for dig! Du kan jo ikke komme med.”
Mig: (Wtf?!) ”Altså.. jo? Jeg er gravid. Ikke død.”
Hende: ”… Ok… Men lidt træls så, at du ikke kan komme med op til mig inden og drikke sjusser.”

Det er jo et eller andet sted ærlig snak. Og hvem gider have en ædru flodhest på slæb til julefrokost, hvor en del af konceptet er, at nobody mentions the war dagen efter – primært fordi de ikke kan huske den?

Nå. De kan vel altid tage mig med og klæde mig ud som julemand.

fredag den 1. oktober 2010

Når tiden er den knappe faktor.

For mange år siden kendte jeg en pige, som ofte snakkede om, hvor stresset hun var. Hun kunne remse op i lange (relativt uinteressante) timer om, hvorfor det var hårdt at være hende, og en stor del af det, hun stressede over, var sociale forpligtelser a la cafebesøg, biografture og fester. Jeg kan huske, at jeg dengang tænkte, at selv uden en master i atomfysik, ville man uden de store anstrengelser kunne gruble sig frem til en løsning på problemet: Lad være. Med at lave. Så mange aftaler.

Og det her er så et af de steder i livet, hvor man har et standpunkt, til man tager et nyt. Hvor man, når man bliver klogere, sender en tavs undskyldning tilbage i tiden, fra sit fordømmende jeg til den intetanende pige, som jeg ikke længere aner, hvor er. For jeg er ved at brække benene af at løbe slalom mellem aftalerne i min kalender, og nogle dage hader jeg næsten min telefon, fordi den, hver gang den bipper, stiller med endnu en forpligtelse, som jeg lige nu ikke ved, hvor jeg skal deponere.

Man gider ikke selv være hende, der skal sidde og høre på veninden, der er fuld af undskyldninger over, hvorfor man ikke ses mere, end man gør. For alle gode intentioner til trods, kommer det til at lyde som om, hun mener, at man ikke laver andet end at sidde med mobilen knuget i sine svedige hænder og bede til, at hun vil berige ens ellers så tomme og indholdsløse liv med sin tilstedeværelse.

Og det lyder så råddent at sige, at jeg har dårlig samvittighed overfor mine veninder, når jeg ikke synes, at jeg har tid til at ses, for det lugter af pligt og af, at jeg mener, at jeg gør folk en tjeneste ved at stille med mit selskab, og det er overhovedet ikke sådan det forholder sig.

Ind imellem bliver jeg bare så bange for, at et venskab lider uoprettelig skade, hvis ikke jeg prioriterer det NU. Nye venskaber skal plejes, hvis de skal leve, og gamle venskaber skal holdes ved lige, hvis de ikke skal glide ud. Derfor laver jeg somme tider aftaler mod bedre vidende; derfor har jeg somme tider min uge fyldt til bristepunktet og laver alligevel aftaler, som jeg burde glæde mig til, men som jeg inderst inde faktisk ikke kan overskue.

Derfor er det skønt, at jeg i denne uge har haft aftaler med mennesker, som har det ligesådan. Der er for længst talt højt om det faktum, at tiden ikke er helt så rigelig, som man kunne ønske, og i stedet for at bruge tiden på at snakke om, at vi også burde ses noget mere, og lave den evindelige ”Vi skal også snart have kaffe, skal vi ikke?” og ”Jo, jeg skriver lige!!” *enter-instant-stress-og-dårlig-samvittighed* hver gang vi mødes på gaden, er det bare en gang for alle slået fast, at vi ses, når vi ses. Og at det er fint.